Betænkning om behandling af klager over politiet - Justitsministeriet ...

Dispositionsklager
Udvalget har herved lagt vægt på, at antallet af dispositionsklager - som det fremgår af
afsnit 10.1 - er meget stort, og at der er tale om meget forskelligartede klager. Der kan
dels være tale om klage over egentlige ledelsesmæssige vurderinger og beføjelser, og der
må nødvendigvis være forbundet et betydeligt polititaktisk og ledelsesmæssigt skøn med
sådanne dispositioner. Hertil kommer, at en stor del af klagerne over politiets dispositioner
slet ikke vil være egnede til at indgå i politiklagesystemet. Ofte er der tale om klager
over dagligdags dispositioner, der klares med en samtale med borgeren, og hvor der slet
ikke træffes nogen afgørelse.
Hertil kommer, at dispositionsklager er karakteriseret ved, at klagen ikke vedrører magtmisbrug
fra politiets eller en enkelt polititjenestemands side, men derimod ved, at det
skøn, som er udøvet i forbindelse med en bestemt disposition, ved en efterfølgende vurdering
viser sig at burde have været udøvet anderledes. De hensyn, der ligger bag, at
der er etableret en særlig klageordning i forbindelse med dårlig adfærd, magtmisbrug
eller strafbare forhold fra politiets side, gør sig således ikke på samme måde gældende
i relation til dispositionsklager. Det bemærkes i denne forbindelse, at sagen - hvis der
er mulighed for, at der foreligger magtmisbrug eller tjenesteforsømmelse, eller der er
tale om dårlig adfærd fra politiets side i forbindelse med en dispositionsklage - allerede
efter de gældende regler kan og vil overgå til at blive behandlet som en adfærdsklage i
politiklagesystemet. Er der tale om en disposition med et åbenbart fejlskøn med fatale
konsekvenser, vil der også allerede efter de gældende regler være mulighed for, at sagen
kan behandles efter kapitel 93 c, hvis der er mistanke om et strafbart forhold i form af
overtrædelse af f.eks. straffelovens § 155.
Hvis statsadvokaterne i den nuværende politiklageordning eller en uafhængig politiklagemyndighed
i en ny klageordning skulle overtage alle dispositionsklager, ville det
indebære, at der skulle tilføres meget betydelige ressourcer til politiklageordningen, og
der ville være risiko for, at der ville blive åbnet op for et uoverskueligt klagesystem, hvor
de afsatte ressourcer og indsatsen efter udvalgets opfattelse slet ikke ville stå mål med
de opnåede resultater.
I relation til de tilfælde af manglende udrykning, som er den reelle anledning til, at
udvalget er blevet anmodet om at drøfte, om dispositionsklager skal være omfattet af
politiklageordningen, er det udvalgets opfattelse, at det vil være forbundet med betænkeligheder,
hvis alle klager over manglende politibetjening skulle rettes til en ny uafhængig
politiklagemyndighed med den følge, at Politiklagemyndigheden bl.a. detaljeret skulle
vurdere opbygningen af politikredsenes vagtcentraler, herunder hvilke ressourcer, der
skal afsættes hertil, og størrelsen og prioriteringen af det politimæssige beredskab i øvrigt.
Selv om de rene dispositionsklager således fortsat bør holdes uden for politiklagesyste-
Behandling af klager over politiet
153