Download rapporten Meningsfuld beskæftigelse ... - Center for døve

28
arbejdspladsen. En faktor, som også har betydning
for at blive en del af den organisme, en arbejdsplads
er, er, at man i nogen grad er parat til at tilpasse
sig. Deltagerne må være indstillet på, at de
kolleger som er på arbejdspladsen i forvejen, har
vænnet sig til bestemte måder at gøre tingene på,
og være bevidst om, at en arbejdsplads i lighed
med alle andre sociale systemer er styret af både
skrevne og uskrevne regler. For at blive en del af arbejdspladsen,
må man kunne forstå og respektere
disse regler og vaner.
De uskrevne regler er en række uformelle retningslinier
for den menneskelige adfærd, såsom sociale
normer, skjulte koder, rutiner osv. De skrevne regler
såsom mødepligt, mødetidspunkt, orientering
ved sygdom m.m. har vi talt om i undervisningen
og igen repeteret sammen med praktikværten. De
uskrevne regler, får man som nyansat et kendskab
til, gennem det man ser og hører, at ens kolleger
gør. Som menneske med døvblindhed er det netop
svært at opfange sådanne signaler. For at skabe
tryghed hos deltageren og undgå misforståelser
har det forud for praktikstart været nødvendigt
sammen med deltageren at kortlægge nogle af
virksomhedens uskrevne regler. Et sted var det fx
sådan, at man skiftedes til at lave kaffe og ved på
forhånd at kende til denne regel, gav det vores
deltager mulighed for at vise sine kolleger opmærksomhed
og efterfølgende blive påskønnet
for dette.
Det har vi lært
n At det har en positiv indflydelse på arbejdsglæden,
at personen oplever gode relationer på
arbejdspladsen. En forudsætning for dette er
dels, at såvel arbejdsplads som mennesket med
erhvervet døvblindhed får nogle redskaber til
at magte interaktionen. Dels at der bliver skabt
opmærksomhed om, at de traditionelle interaktionsregler
i nogen grad må udskiftes med
alternative regler.
n At det er vigtigt, at personen oplever pauser
sammen med sine kolleger for at styrke de sociale
relationer. Den reducerede arbejdstid kan
betyde, at kollegerne ikke har en længerevarende
pause i det tidsrum, som personen er på
arbejde. Det gjorde sig gældende under et af
praktikopholdene, og betød, at deltageren savnede,
at der var tid og ro til at lære sine kolleger
nærmere at kende. En anden deltager valgte
bevidst at blive en halv time længere på sin
arbejdsplads for at styrke fællesskabet med sine
nye kolleger:
”Når jeg har fri, holder lærerne frikvarter
og jeg skal vente på bussen, så jeg holder
kaffepause sammen med dem og kommer
med i det sociale liv.”