Immunfluorescens

ORAL PATOLOGI/ORAL MEDICIN
Tandlægeskolerne København og Århus
Marts 2013 (JR)
Immunhistokemi i forbindelse med diagnostik af pemfigus og pemfigoid m.m.
Immunhistokemi
Immunhistokemiske metoder anvendes til at påvise diverse antigener i vævssnit. Metoden bygger på at
antstof, der er mærket med en markør der kan ses i mikroskopet, reagerer på vævssnittet med det
antigen det er rettet imod. Markøren kan være et fluorokrom (oftest fluorescein-iso-thiocyanat, FITC),
der fluorescerer grønt når det belyses med blåt lys, eller et enzym (f.eks. peroxidase), der ved
tilsætning af et substrat frembringer en farve, der kan ses i et konventionelt mikroskop. Når der
anvendes et fluorokrom som markør benævnes metoden ofte immunfluorescens. Uanset hvilken
markør der anvendes, er princippet i metoderne ens.
Direkte immunhistokemi (Fig. 1)
Denne metode er en et-lagsmetode, hvor det antigen man ønsker at påvise farves i vævssnittet direkte
af et specifikt antistof. Antistoffet er, inden det anvendes, mærket med en markør, som bevirker, at
reaktionen mellem antigen og antistof kan ses i mikroskopet. I praksis foregår farvningen ved at man
applicerer en dråbe buffer indeholdende det opløste antistof på snittet i ½-1 time, skyller snittet i ren
buffer, lægger dækglas på og undersøger snittet i fluorescensmikroskopet. Hvis et enzym anvendes
som markør fremkaldes en farvereaktion før snittet kan undersøges i konventionelt mikroskop.
Fig. 1. Direkte immunhistokemisk metode.
Antistof mod
AgX fremstillet
i kanin
+
Markør
=
Konjugeret
antistof
AgQ AgX AgY AgZ
Vævssnit
Ag = antigen
I forbindelse med diagnostik af f.eks. pemfigoid, pemfigus, lupus erythematosus (LE) eller lichen
planus (LP) udføres metoden på en biopsi fra en patientlæsion. Det konjugerede antistof er her et
antistof imod humant immunglobulin. Ved pemfigoid vil ses farvning af basalmembranen som tegn på
at patienten producerer autoantistoffer imod basalmembrankomponenter og at disse er diffunderet ud i
vævet fra blodbanen og er bundet til antigenet i basalmembranen. Ved pemfigus ses farvning af
epitelcellemembranerne, idet disse patienter producerer autoantistoffer imod komponenter i
desmosomerne. Ved LE og LP ses aflejringer af fibrin, komplement (C 3 ) og evt. immunglobulin

(specielt LE) ved basalmembranen, men det drejer sig her ikke om autoantistoffer rettet specifikt imod
komponenter i basalmembranen.
Indirekte immunhistokemi (Fig. 2.)
Denne metode er en to-lags metode, hvor det antigen man ønsker at påvise først reagerer med
et umærket specifikt antistof (primært antistof). Derefter appliceres et mærket antistof
(konjugat), der er rettet imod det først applicerede antistof. Konjugatet kan nu lokaliseres ved
hjælp af mikroskopet og viser indirekte hvor antigenet er lokaliseret. Metoden er mere følsom
end den direkte metode og har endvidere den fordel, at konjugatet kan anvendes sammen med
talrige primære antistoffer, hvis disse er fremstillet i samme dyreart (f.eks. kanin eller mus).
Fig. 2. Indirekte immunhistokemisk metode.
Antistof mod
AgX fremstillet
i kanin (primært
antistof)
Konjugeret
antistof mod
det primære antistof
AgQ AgX AgY AgZ
Vævssnit
Ag = antigen
I forbindelse med diagnostik af f.eks. pemfigoid og pemfigus udføres metoden med serum fra
patienten som det første lag (primært ”antistof”) på en biopsi af et væv med et overfladeepitel (f.eks.
marsvinunderlæbe). Ved pemfigoid vil ses farvning af basalmembranen under epitelet i
marsvinunderlæben som tegn på at serum fra patienten indeholder autoantistoffer imod
basalmembrankomponenter hvis binding i marsvinunderlæben påvises med konjugatet, der er rettet
imod humant immunglobulin. Autoantistofferne i serum er ikke artsspecifikke, og reagerer derfor med
marsvinbasalmembran. Ved pemfigus ses farvning af epitelcellemembranerne i marsvinepitelet som
tegn på at serum fra patienten indeholder autoantistoffer imod komponenter i desmosomerne.