Håndboldøkonomi.dk – fra forsamlingshus til forretning - Idrættens ...

te peger utvetydigt på det følelsesmæssige element som en afgørende faktor. Det er det sportslige
samt de identitetsmæssige faktorer omkring sportsaktiviteterne, der er omdrejningspunktet,
og ikke profitten.
Effekterne af det øgede samspil mellem dansk elitehåndbold og markedet er dermed skabelsen
af et institutionelt fænomen i form af håndboldøkonomien, hvor særlige kræfter er i spil. Disse
kræfters følelsesmæssige elementer sætter ikke profitmaksimen i fokus, og på trods af stigende
kommercialisering og en masse tankegods hentet fra erhvervsvirksomheder kan en forretningsmæssig
tankegang med hensyn til overskud altså ikke siges at være en del af setup’et, sådan
som man ville have forventet.
Derimod synes klubberne i hovedsagen at betragte økonomien som et middel til at nå deres
sportslige mål. Dette medfører, at klubberne ikke profitmaksimerer på traditionel vis, men derimod
forsøger at maksimere udgifterne - for at kunne stille det bedst mulige hold.
Håndboldklubberne som udgiftsmaksimerende virksomhed
Skal man se udgiftsmaksimering i forhold til håndboldklubberne, er der tale om en institutionel
tilstand, der opstår, når ejeren/ejerne ikke stiller noget krav om et økonomisk afkast af deres
investeringer eller aktiviteter. Det er for eksempel ofte tilfældet for offentlige virksomheder såvel
som for idrætsforeninger og andre former for non-profitvirksomhed.
Rationalet i virksomheden er, at den maksimerer sine indtægter for at kunne maksimere sine
udgifter. Typisk for sådanne virksomhedstyper er nemlig, at der er et andet og mere værdibaseret
rationale for virksomhedens eksistens end profitmotivet, hvorfor virksomheden, i vores tilfælde
håndboldklubberne, er interesseret i at bruge flest muligt penge på flere medarbejdere,
spillere etc. for bedst muligt at kunne løse denne opgave. De fleste offentlige virksomheder falder
idealtypisk inden for denne kategori, og de gennemgående økonomiske nøgletal samt resultaterne
fra de kvalitative interview peger på, at klubberne i kraft af, at de sætter sportslige resultatmål
højt, i vid udstrækning ligner en sådan type virksomhed, da de netop også har et mere
værdibaseret rationale om at vinde snarere end at skabe overskud og afkast til eksterne parter.
I enkelte tilfælde synes klubbernes dog heller ikke at falde inden for denne kategori. En forudsætning
er nemlig, at den udgiftsmaksimerende virksomhed nok maksimerer sine værdibaserede
mål, men gør det indenfor en budgetrestriktion, hvor udgifterne helst ikke må overstige indtægterne,
således at klubben fortsat er solvent (Sloane 1971). At nogle klubber heller ikke lever
op til dette krav er også klart, når vi ser nærmere på klubbernes regnskaber.
Der er en del eksempler på klubber, der har investeret så voldsomt i sportslig succes, at det på
ingen måde er konsistent med sammenhæng mellem indtægter og udgifter. Dette er en risikabel
øvelse, hvor klubben er helt afhængig af efterfølgende sportslig succes for at kunne indhente
det investerede. Et paradeeksempel er Virum-Sorgenfri Håndboldklub, hvor en massiv satsning
på sportslige resultater førte til en perlerække af underskud op gennem 1990’erne. Klubben
holdt dog skindet på næsen i lang tid takket være gentagne kapitaltilførsler, indtil den spektakulære
konkurs i 2001, der stadig har retslige efterdønninger.
Håndboldøkonomi.dk - fra forsamlingshus til forretning • side 70 • www.idan.dk