Håndboldøkonomi.dk – fra forsamlingshus til forretning - Idrættens ...

På denne baggrund mener vi heller ikke, at det såkaldte ’Østergaard-udvalgs’ arbejde (se Kulturministeriets
2004) kan tages som et entydigt udgangspunkt for at vurdere gode eller dårlige
tendenser i dansk håndboldøkonomi. I forhold til udvalgets kriterier om, at forretningsmæssige
hensyn skal eller bør vægte højest for professionelle virksomheder (jf. Kulturministeriet 2004:
11), er der ikke tvivl om at den danske håndboldøkonomi er alt andet end bæredygtig. I hvert fald
ikke, hvis der med forretningsmæssig forsvarlig drift menes, at der skal skabes overskud, så
klubben bliver attraktiv at investere i for eksterne kapitalinteresser.
Der er meget få sportsøkonomiske aktører, der mestrer profitmaksimen. I praksis er det næsten
umuligt at generere et ’tilstrækkeligt’ overskud af de sportslige aktiviteter, hverken på kort og
langt sigt, i sportsøkonomier, der ligner den håndboldøkonomiske. Selv fodbolden, der er langt
mere professionaliseret og med større pengestrømme end håndbolden, kan ikke leve op til dette
krav på trods af, at udviklingen har været i gang i mange flere år end i håndbold. Men så længe
investorerne er klar over, at der ikke er udsigt til profit, er dette efter vores mening ikke noget
teoretisk eller moralsk problem. Vi er derfor ikke enige i, at der kan opsættes et egentligt profitkrav
som målestok for god forretningsførelse i sportsvirksomheder.
Til gengæld er vi enige i, at målet om at stille udgifter i et rimeligt mål med indtægter er helt
rigtigt (se Kulturministeriet 2004: 26), og må gælde for sportsøkonomiske aktører, selvom også
det - jf. vores empiriske resultater - er vanskeligt. Ellers er resultatet overinvesteringer i uacceptabelt
niveau med konkurrenceforvridende tendenser som konsekvens (jf. ovenfor), og det bringer
os frem til det indsatsområde, som vi i foregående afsnit nævnte som det regulerende initiativ,
der bør sættes ind for at styrke håndboldøkonomiens fremtidige udvikling i økonomisk forstand.
Godkendelse af kontraktforeninger
Vi mener, ovenstående illustrerer, at egentlige profitkrav i traditionel forstand ikke er mulige at
efterleve, om end helt generelle krav om egenkapital naturligvis er rimelige. Samtidig er det også
klart, at klubbernes må leve op til et minimum af solvens. Et mål for solvens er selvfølgelig ikke
let at opstille, men et godt bud på at hindre insolvens er allerede givet gennem de nye DHFregler
for lønsummens størrelse i relation til klubbernes egenkapital 90 , der repræsenterer stramninger
i forhold til tidligere praksis på området. Fuldt implementeret er det vores opfattelse, at
det nye reglement vil sikre, at klubberne får en mere stabil drift og måske endog driftsresultater
over nul.
Imidlertid mener vi, at det ud over disse stramninger også må overvejes, om der skal sættes
yderligere konkret konsekvens bag reglerne for at komme de negative tendenser til livs. Det mener
vi kun kan gøres ved tilsvarende at overveje stramninger angående sagsbehandlingspraksis i
forbindelse med udstedelse af licenser til kontraktklubberne.
Når den hidtidige udvikling har vist, at nogle klubber fuldstændig tilsidesætter solvenskravet og
nærmest udviser en decideret uansvarlig praksis på baggrund af en forventning om, at overinve-
90
Se ’Reglement for Kontraktforeninger og Spillerkontrakter’ af 11. juni 2005, afsnit 3, www.dhf.dk.
Håndboldøkonomi.dk - fra forsamlingshus til forretning • side 167 • www.idan.dk