Håndboldøkonomi.dk – fra forsamlingshus til forretning - Idrættens ...

Visse klubber formår at holde sig kørende i så lang tid med gentagne redningsplaner, at man
kan tale om en decideret blød budgetrestriktion, og andre befinder sig et sted på kontinuumet
mellem den udgiftsmaksimerende og førstnævnte. Det er et centralt problem og ikke udtryk for
en bæredygtig udvikling, fordi det drejer målsætningerne i klubberne hen i mod at redde den
økonomiske situation i stedet for at udvikle håndbolden som produkt og skabe en langsigtet
bæredygtig drift. I mange konkrete tilfælde arbejder klubberne dermed med overlevelse alene og
ikke med konsolidering eller udvikling.
Dette er med til at skabe en ’unfair’ konkurrence, blandt andet ved at spillerlønningerne bydes
op på et niveau, hvor klubber, der drives økonomisk ansvarligt, ikke har mulighed for at være
med. Dermed afskæres de fra at konkurrere sportsligt, og de bliver presset ud af markedet.
Det er ikke blot et problem af effektivitetsmæssige årsager, men også fordi potentielt mere effektive
klubbers indtræden på markedet i sådanne situationer hindres, da håndboldøkonomien
som marked kun har plads til en relativt afgrænset mængde aktører (maksimalt 26 klubber i de
bedste rækker, 12 i damehåndboldligaen, og 14 i herrehåndboldligaen [aktuelt]).
Når klubber i økonomiske problemer dermed køber sig tid, handler økonomisk uansvarligt el.
lign. er de altså, i denne forståelsesramme, både konkurrenceforvridende og medvirkende til
skabe ineffektivitet i branchen set over ét. Der er tale om det man kalder en ’crowding outeffekt’.
Den naturlige markedsmæssige selektion hindres nemlig, når der udvises overdreven
økonomisk uansvarlighed kombineret med en blød budgetrestriktion (Kornai et. al. 2002: 14).
Konsekvensen er uhensigtsmæssig, fordi ineffektive markedsaktører så at sige ikke udrenses,
men gives kunstigt åndedræt. Dette til ugunst for håndboldproduktet og forbrugerne af det
(Kornai et. al. 2002: 14). 89
Set ud fra denne synsvinkel er konklusionen derfor klar: Udviklingen i dansk håndboldøkonomi
er set i forhold til denne parameter ikke bæredygtig, som den ser ud for nærværende, og der bør
strammes op. Men hvor meget, og hvilke krav kan der stilles til klubbernes driftsresultater?
Som beskrevet tidligere er det grundlæggende vores opfattelse, at sportsklubber ikke kan karakteriseres
som almindelige, profitorienterede virksomheder, hvorfor klubbernes drift ikke nødvendigvis
skal leve op til samme krav om overskud som almindelige virksomheder.
I sportsøkonomien blandes hovedsageligt to institutionelle rationaler – de sportslige og de økonomiske.
For langt de fleste aktører i den danske håndboldøkonomi står de sportslige resultater
stadig som det højeste mål, og de økonomiske opfattes ofte som et middel til sportslig succes
snarere end et mål i sig selv. Derfor kan den profitmaksimerende virksomhed ikke alene bruges
som målestok for sektorens økonomiske sundhed. En sådan vurdering må også tage hensyn til
de særlige karakteristika, som er gældende i sektoren.
89
Der er næsten tale om det, FC Københavns formand, Flemming Østergaard, på et tidspunkt har kaldt ’økonomisk
doping’. Begrebet dækker over en situation, hvor klubber handler økonomisk uansvarligt og køber spillermateriale,
selvom de reelt ikke har råd til det i forventning om, at dette vil skabe sportslige resultater, som vil tiltrække potentielle
investorer (se også Kulturministeriet 2004: 15).
Håndboldøkonomi.dk - fra forsamlingshus til forretning • side 166 • www.idan.dk