Gitte Adelgaards prædiken 1. søndag i advent 2008 Vi hørte før ... - DR

Gitte Adelgaards prædiken 1. søndag i advent 2008
Vi hørte før de unge mennesker tale om forventning. At forventninger er noget, vi har til
hinanden hele livet igennem. Børnene har forventninger til fremtiden, til sig selv, hinanden og
til os. Og vi har som forældre forventninger til dem. Ikke mindst jo inden vi får dem.
For som regel går det som med ham, der sagde: "Førhen havde jeg syv teorier om
børneopdragelse og ingen børn. Nu har jeg syv børn og ingen teorier."
Sådan var det også for mit eget vedkommende. Som den sprogpedant, jeg er, var en af mine
forventninger, at mine børn i hvert fald skulle lære at tale ordentligt. Og mit yndlingseksempel,
som jeg har fået lov af mine børn at fortælle i dag, stammer fra dengang, da de var
vel en henholdsvis tre og seks år.
I hvert fald var de i den alder, hvor det er svært at bøje udsagnsordene rigtigt, og de var ved
at få pip af mig og mine rettelser. For hver gang de for eksempel sagde: 'Jeg drikkede lige et
glas mælk' så rettede jeg dem: "Det hedder det jo ikke, vel. Det hedder: Jeg drikker. Jeg drak.
Jeg har drukket."
Eller når de sagde: 'Jeg syngede med' så fik de at vide, at det hedder: Jeg synger. Jeg sang.
Jeg har sunget. Og så videre. Og så videre!
Efterhånden var de temmelig trætte af det og proppede demonstrativt fingrene i ørerne, hver
gang jeg begyndte på min remse. Men en dag fik jeg så alligevel bevis for, at et eller andet
trods alt havde bundfældet sig, og jeg skal på forhånd dybt rødmende undskylde mine børns
ordvalg:
Vi kørte bil, da den mindste pludselig sagde til storesøster: "Så du det, Amalie. Der sad der en
hund og skidt." Hvorpå det prompte kom fra den store: "Det hedder det jo ikke, vel August.
Det hedder: Jeg skider. Jeg skad. Jeg har skåret."
Og selv om det ikke lige er bøjningsmønstret fra Retskrivningsordbogen, så havde noget trods
alt slået rod. Nej, forventninger er én ting, virkeligheden ofte en anden.
I evangelieteksten i dag hørte vi om forventninger. Forventninger, der nok blev indfriet, men
jo på en helt anden måde, end folk havde ventet og troet.
Jesus var på vej til Jerusalem, og rygtet om ham var løbet i forvejen. Folk havde hørt om de
mange sære og fantastiske ting, der skete omkring Jesus. Hørt om de mirakuløse helbredelser,
om de underlige ting, han sagde og om den myndighed, han talte med. Så måske var han den
Messias, de havde ventet og håbet så længe på. Ham, der skulle oprette fredsriget og sende
de besættende romere hjem til Rom.
Ja, rygterne svirrede, og forventningerne kogte. Nu stod Jerusalems borgere så der ved
vejkanten og strakte sig på tæerne for at få et glimt af giraffen. Men kunne det da være ham?
Ingen purpur, ingen pomp og pragt. Godt nok red han på et æsel med et føl ved siden af sig,
sådan som de vidste fra profeten Zakarias, at Messias ville gøre det, når han kom. Men hvor
var den hær, der skulle befri landet fra dets undertrykkere?
"Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel." Det var løftet til den ventende
folkemængde den dag i Jerusalem, og for dem var det for lidt.
I hvert fald er det jo svært at forestille sig, at det har været andet end skuffede forventninger,
der på kun fem dage kunne ændre Palmesøndags hosianna-råb til Langfredags taktfaste:
"Korsfæst ham. Korsfæst ham." Det rige, Jesus tilbød dem, og den fred, han bragte, var ikke
det jordiske lykkerige og den konkrete fred fra romerne, som jøderne have håbet og ventet, og
deres håb og forventninger visnede i takt med de afskårne palmegrene.
Og sådan er det vel også for os i dag, om end på en noget bagvendt måde. Vi forlanger stadig,
at Vorherre skal leve op til vores krav og indfri vores forventninger, hvis vi skal have noget
med ham at gøre. Og gør han ikke det, søger vi lynhurtigt andre steder hen.
Så kaster vi os over de religioner, der ser ud til at kunne levere varen. Vi vil nemlig, som Kaj
Munk med vanlig bramfrihed har udtrykt det: "Vi vil have en Gud, der vil pudre os i enden, når
vi er trætte af at sidde ned. En Gud, der kan levere solskin og fred i verden, og som vil komme
med halve kyllinger, når vi ringer på klokken." Vi har ikke et stort kollektivt Messias-håb, som
folk havde det på Jesu tid. Tværtimod.
I dag er troen nærmest blevet en privatsag. Noget, vi har i os selv, og som vi ikke behøver
andre ligesindede for at dyrke. Troen er blevet en størrelse, som vi retter til efter vores egne
behov. Vi tager det, vi kan bruge af kristendommen. Resten lader vi ligge og supplerer så efter
behov med lidt meditation, reinkarnation og et par selvudviklingskurser.

Gitte Adelgaards prædiken 1. søndag i advent 2008
Jeg tror, det er Jan Lindhardt, der engang har påpeget, 'at det er da forunderligt så mange,
der hævder at have deres egen indre tro, uden at de behøver gå i kirke, læse i Bibelen eller i
det hele taget beskæftige sig med det kristne budskab'. For prøv at forestille jer, hvor grotesk
det ville lyde, hvis én fortalte, han var med i en fodboldklub, og man så spurgte ham:
"Går du så tit ud og overværer en kamp på stadion?"
"Stadion? Nej, der sætter jeg ikke mine ben."
"Men læser du så altid sportssiderne og ser fodbold på tv?"
"Næ, aldrig."
"Jamen spiller du så selv?"
"Nej, det er slet ikke mig."
Og tænk, hvis han sluttede med at sige:
"Jeg synes nu, det er bedre at sidde på kroen og tænke på stadion end at sidde på stadion og
tænke på kroen, for jeg har ligesom min egen indre fodbold."
Man ville tænke ... (banker sig på panden) ikke sandt? Men når det angår troen, er det
åbenbart helt i orden at have det sådan.
Men kristendommen er ikke nogen supermarkedsreligion, hvor vi kan nøjes med at tage det
ned af hylderne, der passer os. Nej, kristendommen er en pakkeløsning med ét ganske
bestemt budskab: At Gud blev menneske i Jesus Kristus, og at han kommer til os.
Måske var barnet i krybben og den lidende mand på korset ikke ligefrem den forventning, vi
havde til Gud.
Måske foretrækker vi umiddelbart at danne Gud i vores eget billede, frem for at tage imod den
Gud, der kommer til os. Men man skal nu ikke kende sig selv ret godt for at vide, at det bliver
et temmelig fattigt billede.
Mine børn lærte måske aldrig at bøje udsagnsordene helt rigtigt eller blev sådan, som jeg på
forhånd havde forestillet mig eller forventet det. Og gudskelov da for det. For virkeligheden
overgår gang på gang vores forestillingsevne og viser sig at være dejligere, end man i sin
vildeste fantasi havde drømt om.
Og sådan er det også med Jesus og med evangeliet om ham. Det kan godt ske, at han den dag
i Jerusalem ikke levede op til folkets forventninger, men han kom alligevel. Kom med et
budskab langt mere omfattende og dejligere end bare den konkrete fred fra romerne, som
jøderne ventede.
Han kom for at slå følge med os i liv og død. Han kom med en fred, en glæde og en kærlighed
så stor, at end ikke døden kunne få bugt med den. Han kom med et lys og et håb så stærkt, at
intet siden hen har kunnet slukke det.
"Se, din konge kommer til dig."
Nu er modtagelsen af ham op til dig.
Amen.