DNAPL i moræneler og kalk - DTU Orbit - Danmarks Tekniske ...

Fyldlaget er overvejende umættet. Da befæstningsgraden på Naverland 26AB er
høj, vil grundvandsdannelsen til laget være meget lille. Den helt overvejende
strømningsretning vil være vertikal og der vil helt overvejende være tale om
porøs strømning.
6.2 Hydrogeologisk enhed H2 og H3: Moræneler
Under fyldlaget består de kvartære aflejringer hovedsagelig af moræneler, der
kan opdeles i to enheder, ML1 og ML2 på baggrund af deres lerindhold. Den
øvre del (ML1) kan således beskrives som leret til svagt sandet med en vurderet
mægtighed på ca. 2 m, mens den nedre del (ML2) er mere sandet og stenet.
Skiftet er mellem 2,5 og 5,5 m u.t. Den hydrogeologiske enhed H2 består af den
øverste og mest frakturerede del af moræneleren og omfatter hele den geologiske
enhed ML1 samt den øverste del af ML2. H3 omfatter den del af ML2, hvor der
er færre sprækker.
Den op til cirka 7 meter tykke moræneler vurderes gennemsat af flere
sprækkesystemer. Enkelte større vertikale belastningssprækker gennemsætter
moræneleren, og de mest udviklede af disse sprækker vil have en sydøstlig
orientering. De øvre cirka 3-5 meter præges af horisontale sprækkesystemer
udviklet i forbindelse med frost-tø processer og udtørring. Der vil her ligeledes
kunne forekomme subhorisontale forskydningssprækker (shearsprækker). Der vil
erfaringsmæssigt være en tendens til, at det primære sprækkesystem hælder mod
sydøst, mens et eventuelt sekundært system kan hælde mod nordvest.
Vandgennemstrømningen i H2 er lav, og består kun af den begrænsede
grundvandsdannelse, der kommer ned fra fyldlaget (H1). Laget er fugtigt, og
matrix kan opfattes som mættet, mens sprækker bør opfattes som umættede.
Vandstrømningen vil overvejende være vertikal gennem makrosprækkerne, men
der kan også ske en mere horisontal strømning gennem de horisontale sprækker.
Den horisontale spredning gennem makrosprækkerne vurderes dog at være
meget begrænset, da sprækkerne vurderes kun at have en lille hældning.
Moræneleret i H3 er stort set mættet, men sprækker vurderes umættede, og den
primære grundvandsstrømning er derfor nedad. Der er færre sprækker i enhed
H3 end i H2, og grundvandsstrømningen vil her helt overvejende ske gennem de
store vertikale sprækker.
6.3 Hydrogeologisk enhed H4: Sand, grus og
opknust kalk
Enheden H4 er en blandingsenhed, der dækker sand- og grusaflejringer, der
ligger ovenpå kalken, samt den øverste og helt opknuste del af kalken.
Mægtigheden af H4 er omkring 0,7-1,1 m, men er lidt usikker, da det kan være
svært at afgøre, om opknusningen af kalken er naturlig eller skyldes
borearbejdet.
Det varierer, hvorvidt H4 er mættet eller umættet, men den synes overvejende
mættet. I de mættede dele vil vandstrømningen være markant højere end i H1-
H3, da der udover den lokale grundvandsdannelse, der kommer ned fra H3, vil
være en horisontal tilstrømning af grundvand fra naboområder primært
36