På sporet af den terapeutiske grundform

På sporet af den
terapeutiske grundform
Er der en terapeutisk grundform? Kan man forestille sig en
terapeutisk setting, der rummer essensen af menneskelige
psykoterapeutiske udviklingsmuligheder?
Vignet nr. 1
Af Ken Vagn Hansen
Terapi og terapeutiske praksisformer er ikke entydige begreber,
som uproblematisk kan bruges i en faglig dialog på tværs
af de forskellige terapeutiske retninger. Hvad den ene terapeut
opfatter som terapi, vil en anden opfatte som en spekulativt og
uklar forholdemåde.
Når den ene er tilfreds med sin terapis effektivitet og evne til
at skabe hurtige og målelige forandringer, vil den anden hævde,
at der grundlæggende ikke er sket noget, men at klienten
blot midlertidigt har tilpasset sig nogle ydre omstændigheder.
På grund af de mange forskellige indfaldsvinkler med forskellige
holdninger til, hvad der kurativt i psykoterapi, er psykoterapi
er et vanskelig område at indkredse mere præcist.
Det eneste, der er enighed om, er, at psykoterapi involverer
to instanser, en eller flere klienter og en eller flere terapeuter,
som indgår i en relation i en ramme fastsat af terapeuten. Inden
for den konstellation er der mange forskellige varianter af
psykoterapeutiske forholdemåder, relationer og rammer.
Differentieringen opstår mellem de forskellige former for
terapi, ud fra hvad terapeuten opfattet som det terapeutiske
materiale (hvad der skal fokuseres på), og hvordan terapeuten
forstår materialet (om der fx er tale om ubevidst materiale).
Der er stor forskel på den terapi, som fokuserer på klientens
umiddelbare forklaringer og forståelse af sine egne vanskeligheder,
og den, hvor terapeuten forstår klientens udtalelser og
adfærd som afledt af nogle bagvedliggende, ubevidste forhold.
I den første vil terapeuten arbejde direkte med de problemstillinger,
som klienten har formuleret og på samme forståelsesniveau
som klienten selv. I den anden form må terapeuten
skabe en setting, hvor de ubevidste forhold kan træde frem og
blive bevidste for klienten. Det kræver en særlig ramme og en
særlig relation mellem klient og terapeut. Der vil under alle
omstændigheder være tale om to meget forskellige terapeutiske
settings og forløb.
Evidensbaseret terapi
Der er stigende krav om evidens i psykologisk praksis, formentligt
i et ønske om effektivitet og klarhed. Evidensbasere­
16 Psykolog nyt • 14 • 2009

fakta På sporet af –
I en række små, vignetagtige artikler, hvoraf denne er den første, vil Ken Vagn Hansen søge at indkredse
nogle af psykoterapiens centrale aspekter. Artiklerne er tilstræbt at være lettilgængelige uden at være overfladiske
i deres beskrivelse af komplicerede psykoterapeutiske emner. Referencer og litteraturhenvisninger
vil stort set være udeladt, ligesom artiklerne primært vil fokusere på praksis. Artiklerne er også tænkt som en
introduktion til en anden forståelse af psykoterapi end de fremherskende evidensbaserede tilgange.
de praksisformer får megen opmærksomhed, hvorimod de
hermeneutiske tilgange til forståelse af mennesket taber terræn.
Forskningen inden for bl.a. de neurologiske og genetiske
fagområder er i rivende udvikling, og flere og flere aspekter af
den menneskelige psyke forklares ud fra disse fagområder.
Hvis vi imidlertid opfatter tilværelsen og menneskelig eksistens
som så kompleks og dialektisk, at den kun gradvist kan
indfanges, må de evidensbaserede tilgange til det terapeutiske
område og deres krav om præcise effektmålinger indebære en
reduktion og forenkling af det menneskelige.
Det vil sige, hvis psykoterapi skal handle om livet og om det
at være menneske, må den psykoterapeutiske praksis rumme
noget af den samme kompleksitet og dialektik og nogle af de
samme transformerende processer.
Grundform – og afledte former
Det er min opfattelse, at de forskellige aktuelle psykoterapeutiske
retninger fungerer, fordi de har fat i nogle af centrale sider
af den menneskelige livssituation og kompleksitet, men ingen
af dem er tilstrækkelige.
Hvorvidt der kan etableres en sådan tilstrækkelig terapiform,
er uklart, men jeg vil forsøge at nærme mig nogle af dens aspekter.
Indtil videre vil jeg kalde den for den terapeutiske grundform.
Den terapeutiske grundform er således en forestillet og
hypotetisk terapeutisk setting, der rummer essensen af menneskelige
psykoterapeutiske udviklingsmuligheder.
De terapeutiske hovedretninger har hvert deres primære fokus-
og styrkeområder, hvor de har udviklet specifikke faglige
kompetencer inden for kognitive, narrative, emotionelle, eksistentielle,
mv. sider af klientens tilværelse og udviklet specifikke
og ofte meget elaborerede terapeutiske metoder til (at arbejde
med) det givne fokusområde.
I forhold til den terapeutiske grundform vil jeg kalde dem
for de afledte terapiformer. De afledte terapier opstår som derivater
af grundformen, således at et givent aspekt af den terapeutiske
grundform koges op og destilleres til et selvstændigt
terapeutisk system, typisk med en elaboreret teori og praksis.
De forskellige terapiformers kurative effekt udspringer netop
af, at de repræsenterer derivater af forskellige elementer eller
aspekter af den terapeutiske grundform.
De afledte terapiformer får, så at sige, deres næring fra grundformen.
Principielt kan man tage et hvilket som helst element
af grundformen og udvikle det til en selvstændig terapiform.
På den måde bliver der en forbindelse mellem de forskellige
(konkurrerende) terapiretning. De udspringer alle sammen af
den samme terapeutiske grundform.
Specifikke og nonspecifikke faktorer
Som en første indkredsning af den terapeutiske grundform,
kan vi konstatere, at på grund af de afledte terapiformers elaborerede
metoder og deres målrettethed i forhold til at opnå
specifikke resultater vil kontakten mellem klient og terapeut
og den terapeutiske effekt kunne deles op i specifikke og nonspecifikke
faktorer.
De specifikke faktorer er knyttet til retningens teori og metode,
medens de nonspecifikke faktorer omhandler andre forhold
i terapien, som ikke er en del af metoden, eller som ikke
er indeholdt i fokusområdet.
I de afledte terapiformer har man kun styr på de specifikke
faktorer, som er i fokus, og som på forhånd er defineret som
centrale i terapien. De nonspecifikke faktorer er utilsigtede
hændelser i terapien, som i bedste fald kan ignoreres. I værste
fald påvirker de terapien i utilsigtet eller ukontrolleret retning.
I den terapeutiske grundform er der principielt ingen skelnen
mellem specifikke og nonspecifikke faktorer. Alt hvad der foregår
eller befinder sig i det terapeutiske felt, er af betydning for
terapien. Dvs. der er ingen handlinger, fænomener, genstande
eller forhold, som er uden for terapien, eller som ikke vedrører
terapien.
I denne sammenhæng er det interessant, at den traditionelle
effektforskning tilsyneladende har vist, at de nonspecifikke
faktorer spiller en afgørende rolle i effekten af psykoterapi, hvilket
peger på betydningen af at medregne de nonspecifikke faktorer.
Ken Vagn Hansen, klinisk psykolog
Psykolog nyt • 14 • 2009 17