1 Indledning På de følgende sider præsenteres mit studieelement ...

Indledning
På de følgende sider præsenteres mit studieelement “almen arkæologisk kundskab” (FHA 307) på
kandidatuddannelsesniveau. Projektet består af cirka fem selvvalgte emner. Pensum er på 4043
normalsider, fordelt på 71 titler. Tre emner introduceres med synopser og to med essays.
Grundlæggende er der ingen rød tråd mellem de valgte emner. Alligevel knytter flere
forhold emnerne sammen. Dette er åbenlyst gældende for de tre maritime emner. Selv om den
maritime sfære absolut har haft min interesse gennem hele studieforløbet, har jeg bevidst fravalgt en
decideret maritim “rød tråd”, da jeg nødig vil karakteriseres som ensidig specialist. Nogle mere
generelle fællestræk lader sig dog alligevel spore. Min trang til at stille spørgsmålstegn ved vedtagne
konventioner lader sig vist ikke fornægte, trods emnernes umiddelbare forskellighed.
Jeg ville helst have skrevet essays i alle fem emner. Da studieordningen ikke åbner
mulighed for dette, har jeg alternativt forsynet de tre resterende emner med synopser. Synopsen giver i
spørgsmålsform udtryk for en række af de problemstillinger, der efter min opfattelse karakteriserer det
pågældende emne og har udgjort min synsvinkel i læsning af pensum.
Der hersker tilsyneladende blandt instituttets lektorer forskellige opfattelse af, hvorledes
genren essay egentlig skal udformes. Det er godt. Og heldigvis angiver studieordningen ikke nærmere
retningslinjer for essays. Fandtes der retningslinjer, ville man nok blive nødt til at bryde dem. Det er vel
netop en del af essayets natur? I denne genre bør der være frit spillerum. Jeg har valgt at forsyne mine
to essays med en række litteraturhenvisninger, samt i et vist omfang illustrationer. Det giver dem måske
et skær af miniafhandlinger. For mig ligger den afgørende forskel fra afhandlingen dog i frigørelsen fra
det tunge, hyperstrukturerede, og dogmatiske akademiske sprog. For de to essays “Skibsteknologi i
bronzealderen“ og “Vikinger i dametøj?” gælder følgende: fjerner man litteraturhenvisningerne, må
man også fjerne eksemplerne – alt andet ville grænse til videnskabelig uredelighed. Fjerner man
eksemplerne ville det bedste fald blive kedelig læsning, i værste fald meningsløs. I andre sammenhænge
kunne essays naturligvis skrues helt anderledes sammen.
Spredningskravet er opfyldet således: jæger- samlersamfund: “Mesolitiske stammebåde i
europæisk perspektiv”; fødeproducerende samfund I: “Skibsteknologi i bronzealderen”;
fødeproducerende samfund II: “Vikinger i dametøj? Om genstandsbaseret kønsbestemmelse”;
avancerede samfund: “Vikingeskibets genkomst!”. Det faghistoriske emne “Arkæologi i Det Tredje
Rige” falder uden for disse kategorier. Emnerne og tilhørende litteraturlister præsenteres i kronologisk
rækkefølge, fra stenalder til middelalder med det faghistoriske emne efterfølgende. De to essays
præsenteres efter emnerne, med selvstændige litteraturlister. En litteraturliste over det samlede pensum
findes til sidst.
Ole Thirup Kastholm Hansen
Nørrebro, den 17. maj 2005
1

De mesolitiske stammebåde i europæisk perspektiv
Synopsis
De hidtil ældste stammebåde fra det nordvesteuropæiske område dateres til ca. 6300 f.v.t. Allerede 1000
år tidligere findes padleårer. Men først fra omkring 5400 f.v.t. kan specialiseret bådteknologi erkendes.
Der er tale om lange, slanke og fleksible fartøjer med tilhørende padleårer – stammebåde som må have
været relativt sødygtige. Majoriteten af det mesolitiske materiale er fra det danske område. Næsten
samtlige mesolitiske bådfund er kystnære, mens de neolitiske, igen med meget få undtagelser, er
indlandsfund. Misforholdet skyldes muligvis at affaldslagene ved kystens neolitiske stenalder-bopladser
kun sjældent er blevet udgravet.
Overordnet set forekommer der ikke nogen synlig teknologisk eller typologisk udvikling af
stammebådene fra mesolitikum til neolitikum, selv om der er en tendens til at de neolitiske fartøjer er
lidt kortere og mere uensartede. De mesolitiske stammebåde udviser derimod næsten en art
uniformitet. Det skiftende materialevalg, der i store træk går fra fyrretræ til lindetræ til elletræ til egetræ,
afspejler givetvis primært det forhåndenværendes princip. Først når det europæiske
stammebådsmateriale fra bronzealderen inddrages ses egentlige teknologiske forskelle over tid, men
ikke i rum.
Det ujævnt repræsenterede nordvesteuropæiske stammebådsmateriale foranlediger nogle centrale
problemstillinger og spørgsmål: hvorledes er stammebådene fordelt i tid og rum? Er det muligt at
udskille typologiske eller teknologiske fællestræk på europæisk plan? Kan man egentlig sammenligne
stammebåde fra indlandslokaliteter (søer og vandløb) med stammebåde fra kystlokaliteter?
Litteratur
Andersen, S.H. 1987: Mesolithic dug-outs and paddles from Tybrind Vig, Denmark. Acta Archaeologica,
vol. 57, pp. 87-106. (21 ns.)
Andersen, S.H. 1996: Ertebøllebåde fra Lystrup. Kuml 1993-94, pp. 7-38. (32 ns.)
Arnold, B. 1995: Pirogues monoxyles d’Europe centrale. Construction, typologie, evolution, tome 1. Archéologie
neuchâteloise 20. Neuchâtel. (181 ns.)
Arnold, B. 1996: Pirogues monoxyles d’Europe centrale. Construction, typologie, evolution, tome 2. Archéologie
neuchâteloise 21. Neuchâtel. (165 ns.)
Christensen, C. 1990: Stone Age Dug-out Boats in Denmark: Occurrence, Age, Form and
Reconstruction. I: D.E. Robinson (ed.): Experimentation and Reconstruction in Environmental Archaeology.
Symposia of the Association for Environmental Archaeology No. 9, Roskilde, Denmark, 1988, pp. 119-142.
Oxford. (24 ns.)
Christensen, C. 1997: Både og sejlads i stenalderen. I.: L. Pedersen et al. (eds.): Storebælt i 10.000 År.
Mennesket, havet og skoven, pp. 282-289. København. (8 ns.)
Christensen, C. 1999: Mesolithic Boats from around the Great Belt, Denmark. I: B. Coles et al. (eds.):
Bog Bodies, Sacred Sites and Wetland Archaeology. WARP 12, pp. 47-50. Exeter. (5 ns.)
2

Christensen, C., B. Grønnow, Chr.V. Hansen, J.H. Jønsson, C. Malmros & P.V. Petersen 1979:
Stammebåden – et eksperiment med udhugning og sejlads. Nationalmuseets Arbejdsmark, pp.89-94. (6 ns.)
Hartz, S. & H. Lübke 2000: Stone Age Paddles from Northern Germany – Basic Implements of
Waterborne Subsistence and Trade. I: Schutz des Kulturerbes unter Wasser. Veränderungen europäischer
Lebenskultur durch Fluss- und Seehandel (IKUWA 1999). Beiträge zur Ur- und Frühgeschichte
Mecklenburg-Vorpommerns, vol. 35, pp. 377-387. Lübstorf. (12 ns.)
Kaute, P., G. Schindler & H. Lübke 2004: Der endmesolithisch/frühneolithische Fundplatz Stralsund-
Mischwasserspeicher – Zeugnisse früher Bootsbautechnologie an der Ostseeküste Mecklenburg-
Vorpommerns. I: H. Lübke et al. (eds.): Neue Forschungen zur Steinzeit im südlichen Ostseegebiet.
Bodendenkmalpflege in Mecklenburg-Vorpommern, Jahrbuch 2004, Band 52, pp. 221-241. (22 ns.)
Lanting, J.N. 2000: Dates for origin and diffusion of the European logboat. Palaeohistoria 39/40
(1997/1998), pp. 627-650. (23 ns.)
McGrail, S. 1978: Logboats of England and Wales with comparative material from European and other countries.
British Archaeological Records (BAR), British Series, 51:1 Greenwich. (pp. 1-142; 142 ns.)
Myrhøj, H.M. & A. Willemoes 1997: Strandingsgods fra ældre stenalder. I.: L. Pedersen et al. (eds.):
Storebælt i 10.000 År. Mennesket, havet og skoven, pp. 157-166. København. (10 ns.)
Olsson, H. & J.E. Sjöberg 1971: 12:218, 219 Låssby, Skäggered. Stockbåtar. Bronsålder/jernalder.
FYNDrapporter 1971. Rapporter över Göteborgs Arkeologiska Musei Undersökningar, pp. 41-49. (10 ns.)
Rieck, F. & O. Crumlin-Pedersen 1988: Både fra Danmarks oldtid. Roskilde. (179 ns.)
Rønne, P. 1997: En landingsplads ved Horsekær. I: L. Pedersen et al. (eds.): Storebælt i 10.000 År.
Mennesket, havet og skoven, pp. 290-294. København. (5 ns.)
I alt 845 ns.
3

Skibsteknologi i bronzealderen (Essay på s. 10)
Litteratur
Bonino, M. 1975: The Picene ships of the 7 th century BC engraved at Novilara (Pesaro, Italy). The
International Journal of Nautical Archaeology vol. 4:1, pp. 11-20. (10 ns.)
Burenhult, G. 1973: Rock carving chronology and rock carving ships with sails. Meddelanden från Lunds
Universitets Historiske Museum 1971-1972, pp. 151-162. (12 ns.)
Capelle, T. 1995: Bronze-Age Stone Ships. I: O. Crumlin-Pedersen & B.M. Thye (eds.): The Ship as
Symbol in Prehistoric and Medieval Scandinavia. Publications from the National Museum. Studies in
Archaeology & History, vol. 1, pp. 71-75. København. (5 ns.)
Casson, L. 1975: Bronze Age ships. The evidence of the Thera wall paintings. The International Journal of
Nautical Archaeology vol. 4:1, pp. 3-10. (9 ns.)
Coles, J. 1993: Boats on the Rocks. I: J. Coles et al. (eds.): A Spirit of Enquiry – Essays for Ted Wright, pp.
23-32. Nautical Archaeology Society, National Maritime Museum, Wetland Archaeology Research
Project. (11 ns.)
Crumlin-Pedersen, O. 1970: Skind eller Træ? En studie i den nordiske plankebåds konstruktive
oprindelse. I: O. Hasslöf et al. (eds.): Sømand og Fisker, Skib og Værft. Introduktion til maritim etnologi, pp.
213-239. København. (27 ns.)
Crumlin-Pedersen, O. & A. Trakadas (eds.) 2003: Hjortspring. A Pre-Roman Iron-Age Warship in Context.
Ships and Boats of the North 5. Roskilde. (293 s.)
Ellmers, D. 1995: Crew structure on board Scandinavian vessels. I: O. Olsen et al. (eds.): Shipshape –
Essays for Ole Crumlin-Pedersen, pp. 231-240. Roskilde. (10 s.)
Kold, A. 1985: Bronzealderværktøj til husbygning. Nogle prøver udført af Historisk Værksted, Næsby. Odense. (17
ns.)
McGrail, S. 2004: Boats of the World. From the Stone Age to Medieval Times. Oxford & New York. (pp. 88-
207; 120 ns.)
Ravn, M. 2004: Både af guld. I: H. Lyngstrøm et al. (eds.): Vandkunstens mange ansigter. Atten arkæologiske
essays, pp. 83-87. København. (5 ns.)
Wright, E. V. 1990: The Ferriby Boats. Seacraft of the Bronze Age. London & New York. (206 ns.)
I alt 725 ns.
4

Vikingeskibets genkomst!
Synopsis
Siden udgravningen af Skuldelevskibene i 1962 har man i Roskilde ført intensiv pionerforskning for at
genskabe vikingetidens og den tidlige middelalders fartøjer. Resultatet er en forskningsniche på
internationalt førende plan. Gennem seriøse rekonstruktioner har man de forgange 20 år gjort sig
erfaringer udi vikingernes maritime teknologier på alle niveauer. Søsætningen af “Havhingsten af
Glendalough” – rekonstruktionen af Skuldelev vrag 2 – i september 2004 afrundede et tidehverv. Nu er
samtlige fem vrag fra Skuldelev rekonstrueret i funktionelle fuldskala replikaer.
Rekonstruktionsprocessen kan groft opdeles i to processer: rekonstruktion af skrog og rekonstruktion
af rig og sejl. Skroget kan, alt efter bevaringsgrad, rekonstrueres med en vis præcision. Sejl og rig er
derimod kun erkendt gennem negative aftryk i form af anlæg og slidspor på skroget, samt
tovværksfragmenter o. lign., der ikke i sig selv kan give noget helhedsindtryk. Derfor har man gennem
analogislutninger til etnografisk materiale fra 1800-tallets nordlandsbåde, der står i direkte slægtskab
med den nordiske bådebygningstradition i vikingetiden og middelalderen indtil o. 1200, genskabt
vikingetidens sejl og rig i temmelig nøjagtig dimensionering. Således har man valgt at anvende et
etnografisk materiale som primært rekonstruktionsgrundlag, frem for det arkæologiske materiale i form
af samtidig ikonografi på billedsten, mønter, tapeter m.m. Anderledes forholder det sig med
rekonstruktioner af middelalderlige fartøjer som Bredfjedskibet og Gedesbyskibet (begge fra 1300-
tallet), hvor man i langt højere grad har fæstet lid til middelalderens ikonografi.
Valget af etnografisk materiale som primær kilde, frem for forhistorisk ikonografisk, rejser en række
centrale problemstillinger. – Hvorfor ligner de rekonstruerede sejl i så ringe grad de sejl vi kender fra
vikingetidens ikonografiske kilder, såsom de gotlandske billedsten? Hvorfor er alle de rekonstruerede
sejl relativt ens? Er en sådan stereotypitet repræsentativ for senvikingetidens maritime verden? Er det
rimeligt, i så høj grad som tilfældet er, at basere rekonstruktionen af sejl på kilder fra 1800-tallets
Norge? Er det gået så galt, at rekonstruktionerne er blevet til sandhed, i stedet for blot kvalificerede bud
på forhistoriens maritime teknologier? Og, mere overordnet: hvorfor eksisterer der i dansk arkæologi
ikke en kritisk opposition til den maritime forskning?
Litteratur
Andersen, B. & E. Andersen 1989: Råsejlet – Dragens Vinge. Roskilde. (348 ns.)
Andersen, E. et al. 1997: Roar Ege. Skuldelev 3 skibet som arkæologisk eksperiment. Roskilde. (pp. 7-14 + 141-
233; 101 ns.)
Bill, J. 1991: Gedesbyskibet. Middelalderlig skude- og færgefart fra Falster. Nationalmuseets Arbejdsmark
1991, pp. 188-198. (11 ns.)
Bill, J. 2000: Bredfjedskibet genskabes (1). Marinarkæologisk Nyhedsbrev fra Roskilde, nr. 14, pp. 17-20. (4
ns.)
Coles, J.M. 1977: Experimental Archaeology – theory and principles. I: S. McGrail (ed.): Sources and
Techniques in Boat Archaeology. BAR Supplementary Series 29, pp. 233-244. Oxford. (12 ns.)
6

Edberg, R. 1995: Låt det gunga om båtarkeologien. Några erfarenheter från Expedition Holmgård.
Fornvännen 90, pp. 147-156. (10 ns.)
Ellmers, D. 1990: Schiffsarchäologische Experimente in Deutschland. I: M. Fansa (ed.): Experimentelle
Archäologie in Deutschland. Archäologische Mitteilungen aus Nordwestdeutschland, Beiheft 4, pp. 192-
200. Oldenburg. (9 ns.)
Engelhardt, C. 1866: Nydambaaden og Nordlandsbaaden. En Sammenstilling mellem Oldtidsbaaden og
nogle Nutidsbaade. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, pp.197-206. (10 ns.)
Gøthche, M. 1994: The Stinesminde Wreck of AD 1600. I: C. Westerdahl (ed.) 1994: Crossroads in
Ancient Shipbuilding. Proceedings of the Sixth International Symposium on Boat and Ship Archaeology, Roskilde,
1991, ISBSA 6. Oxbow Monograph, 40, pp. 181-188. Oxford. (8 ns.)
Hoheisel, W.-D. & U. Baykowski 1994: A Full-scale Replica of the Hanse Cog of 1380. I: C.
Westerdahl (ed.) 1994: Crossroads in Ancient Shipbuilding. Proceedings of the Sixth International Symposium on
Boat and Ship Archaeology, Roskilde, 1991, ISBSA 6. Oxbow Monograph, 40, pp. 257-264. Oxford. (8 ns.)
Lemée, C. 2000: Bredfjedskibet genskabes (2). Marinarkæologisk Nyhedsbrev fra Roskilde, nr. 15, pp. 25-30.
(6 ns.)
Lemée, C. 2001: Bredfjedskibet genskabes (3). Marinarkæologisk Nyhedsbrev fra Roskilde, nr. 14, pp. 18-21.
(4 ns.)
McGrail, S. 1977: Aspects of Experimental Boat Archaeology. I: S. McGrail (ed.): Sources and Techniques
in Boat Archaeology. BAR Supplementary Series 29, pp. 245-258. Oxford. (14 ns.)
McGrail, S. 1997: Studies in Maritime Archaeology. BAR British Series 256. Oxford. (pp. 313-374; 62 ns.)
Nylén, E. 1986: The “Krampmacken” Project. I: O. Crumlin-Pedersen & M. Vinner (eds.): Sailing into
the past. Proceedings of the International Seminar on Replicas of Ancient and Medieval Vessels,
Roskilde 1984, pp. 104-113. Roskilde. (10 ns.)
Petersson, B. 2003: Föreställningar om det förflutna. Arkeologi och rekonstruktion. Lund. (pp. 207-275; 69 ns.)
Stensgaard, P. 2003: Maskulin romantik. Weekendavisen 3.-9. oktober, p.6. (2 ns.)
Westerdahl, C. 1994: Synpunkter på nybyggen av gamla fartyg. Fornvännen 89, pp. 91-102. (12 ns.)
Westerdahl, C. 1996: Maritim arkeologi – båtarkeologi – i gungning? Kommentar til Rune Edbergs
artikel “Låt det gunga om båtarkeologien” i Fornvännen 1995. Fornvännen 91, pp. 220-225. (6 ns.)
I alt: 708 ns.
7

Arkæologi i Det Tredje Rige
Synopsis
Det er en grundlæggende substans i fascistiske regimers natur at ville kontrollere og manipulere den
videnskabelige verden. Dette gjaldt også det nazistiske Tyskland. Således forsøgte man ihærdigt at styre
den arkæologiske forskning samt dennes populære formidling. På trods af vedvarende interne
magtkampe lykkedes forehavendet i vidt omfang på begge planer. Men hvordan skete det?
Allerede før nazisternes magtovertagelse splittede en dyb interessekonflikt den arkæologiske forskning i
Tyskland. Datidens ensidige dyrkelse af civilisationens opståen i den klassiske og orientalske verden,
fordrede en modreaktion fra en langt mere forsmået og overset forhistorisk (germanocentrisk)
arkæologi. Således opstod samarbejdet mellem staten og de forhistoriske arkæologer på frugtbart land,
da man i 1933-35 oprettede otte professorater i forhistorisk arkæologi, udbød faget på mere end 25
universiteter, samt udløste store summer til feltarbejde og forskning. Det Tredje Riges to stridende
kulturhistoriske myndigheder, personificeret ved chefideologen Alfred Rosenberg (Reichsbund für
deutsche Vorgeschichte, ledet af arkæologen Hans Reinerth) og SS-lederen Heinrich Himmler (SS-
Ahnenerbe), gjorde hver for sig en målrettet indsats for at overbevise den ariske lægmand om dennes
racemæssige fortrinligheder. Dette skete blandt andet gennem populærvidenskabelige medier som
tidsskrifterne Germanen-Erbe og Germanien, en række frilandsmuseer, den “germanske helligdom”
Externsteine, samt en moderne aktiv formidling for børn og voksne i skoler o. lign.
Spørgsmålet om hvordan en sådan uhellig alliance mellem fascisme og forskning kunne få grobund,
medfører en række centrale problemstillinger. – Hvordan kom samarbejdet mellem arkæologi og
statsideologi i stand? I hvilket omfang blev forskningen ideologisk ensrettet? Hvem forsøgte at ensrette
forskningen? Anvendtes pression til at realisere ensretningen – og i givet fald af hvilken art?
Litteratur
Ahrens, C. 1990: Wiederaufgebaute Vorzeit. Archäologische Freilichtsmuseen in Europa. Neumünster. (pp. 17-
22) (5 ns.)
Arnold, B. & H. Hassmann, 1995: Archaeology in Nazi Germany: the legacy of the Faustian bargain. I:
P. Kohl & C. Fawcett (eds.): Nationalism, Politics and Practice of Archaeology. Cambridge. (pp. 70-81) (11
ns.)
Benecke, J. 1938: Die Steinzeitbauen auf der Mettnau. Das neue Freilichtmuseums des Reichbundes für
Deutsche Vorgeschichte. Germanen-Erbe. Monatschrift für Deutsche Vorgeschichte, August 1938, pp. 245-252.
(7 ns.)
Haase, O. 1938: Der Weg in die Vorzeit. Bericht über den “Arbeitsraum für Vorgeschichte“ der Stadt
Hannover. Germanen-Erbe. Monatschrift für Deutsche Vorgeschichte, Februar 1938, pp. 55-59. (5 ns.)
Halle, U. 2002: “Die Externsteine sind bis auf weiteres germanisch!“ Prähistorische Archäologie in Dritten Reich.
Sonderveröffentlichungen des Naturwissenschaftlichen und Historischen Vereins für das Land Lippe,
Band 68. Bielefeld. (508 ns.)
Hülle, W. 1936: Nordischer wissenschaftlicher Kongreß “Haus und Hof”. Lübeck 2.-5. Juli 1936.
Germanen-Erbe. Monatschrift für Deutsche Vorgeschichte, 1936, pp. 89-92. (4 ns.)
8

Kastholm Hansen, O. T. 2003: Forfalsket forhistorie. Arkæologisk svindel og selvbedrag. Kuml 2003,
pp. 7-34. (25 ns.)
Lund, A.A. 2001: Hitlers håndlangere. Heinrich Himmler og den nazistiske raceideologi. København. (316 ns.)
Reinerth, H. 1937: Das politische Bild Alteuropas. Aus der Arbeit der nationalsozialistischen
Vorgeschichtsforschung. Germanen-Erbe. Monatschrift für Deutsche Vorgeschichte, März 1937, pp. 66-75. (10
ns.)
I alt: 891 ns.
9

Skibsteknologi i bronzealderen
Essay
At der kan trækkes teknologiske linjer fra 1800-tallets nordlandsbåde tilbage til Nydambåden blev
påpeget af Conrad Engelhardt i 1866. Forsøges linjerne trukket endnu længere ned i fortidens dynd,
bliver billedet mere speget. Hvad angår diskussionen om diskontinuitet kontra kontinuitet i
bådebygningstraditionen fra bronzealder til jernalder, så har Ole Crumlin-Pedersen konkluderet
følgende: “… de [snablerne på Hjortspringbåden] kan udmærket være overført fra en skindbådstradition, hvor de
kan have en konstruktiv forklaring, som stammebådsteknikken ikke synes at give, og de er mine øjne i dag de mest
konkrete tegn, vi har på, at bronzealderens skibsbygning har fulgt traditionslinjer, der helt forlades i jernalderen.”
(Crumlin-Pedersen 1970:237). Crumlin-Pedersen forsøger i sit studium fra 1970 endvidere at påvise en
entydig sammenhæng mellem den udspændte stammebåds konstruktive opbygning og den nordiske
klinkbygningstraditions karakteristika – at den nordiske bådebygningstradition har sit udspring i
stammebåden i århundrederne omkring år 0. En besnærende, ja ligefrem harmonisk, teori.
Harmonien kan dog brydes. Det umælende arkæologiske materiale kan danne grobund
for nye spørgsmål og andre løsninger. Kunne man forestille sig at Hjortspringbåden ikke repræsenterer
et skel, men et bindeled? Kommer skind overhovedet ind i billedet? Er stammebåde og plankebyggede
både udtryk for to sideløbende udviklinger? Kan billedet vendes – er bordplankerne på den udspændte
stammebåd måske et lån fra bronzealderens plankebyggede både?
Man kan let få den opfattelse at arkæologiske spor efter bronzealderens fartøjer stort set
ikke eksisterer. Dette er heldigvis langt fra sandheden. Fra den vestlige del af det europæiske kontinent,
de Britiske Øer og Skandinavien kendes adskillige bådfund, fortrinsvis stammebåde, men også
plankebyggede både. Hvad stammebådene angår, forekommer der væsentlige typologiske ændringer fra
neolitikum til bronzealder – en tendens, som gælder i hele det nordvestlige Europa. Danmarks hidtil
eneste bådfund fra perioden, Varpelevbåden fra Stevns, har adskillige slægtninge på europæisk plan.
Stammebåde med helt særlige karakteristika. De er usædvanligt lange, op til 14-15 meter; kraftigt
byggede med tyk bund; ofte udstyret med faste, udsparede spanter til afstivning af skroget; fortrinsvis
fremstillet af egetræ og tilhugget udvendig såvel som indvendig, så de får et trapezoidt eller rektangulært
tværsnit til afløsning for det stammerunde, der tilsyneladende var fremherskende tidligere. Eksempler
på sådanne fartøjer er, foruden Varpelevbåden (o. 1030 f.v.t.), Brigg 1-båden fra England (o. 1000 f.v.t.)
og båden fra Grandson-Corcelettes i Schweiz (1530-1170 f.v.t.). (Rieck & Crumlin-Pedersen 1988:46;
McGrail 2004:174; Arnold 1995:73). Fartøjer som disse afslører betydningsfulde skibsteknologiske
ændringer i den tidlige metalalder.
Nogenlunde samtidige er de hidtil ældste plankebyggede fartøjer i det nordvesteuropæiske
materiale, hvoraf North Ferriby 1-båden fra den britiske østkyst (o. 1300 f.v.t.), Doverbåden (o. 1350
f.v.t.) samt Brigg 2-båden (820-790 f.v.t.) er vigtigst (Wright 1990:175; Parfitt & Fenwick 1993:78;
McGrail 2004:187). Hertil skal lægges et helt nyt og lovende fund af et Ferriby-lignende fartøj, sunket
med sin last, på 18 meters dybde ved Salcombe på den britiske sydkyst. I vraget fandtes store mængder
importvarer fra Kontinentet – øksehoveder, spydhoveder, guldsmykker m.m., dateret til o. 1350 f.v.t.
(Keys 2005).
En konsekvent sondring mellem bronzealderens skibsteknologi og den såkaldte nordiske
bådebygningstradition er ikke nødvendigvis gyldig. Umiddelbart synes der måske at være afgørende
forskel på traditionerne, i hvert fald set på grundlag af det ikonografiske materiale. Ikke desto mindre
kan en række særegne træk iagttages, som indikerer en overordnet teknologisk og æstetisk kontinuitet
fra bronzealder til jernalder og vikingetid – og dermed helt op til nyere tid i visse dele af Skandinavien.
Tydelige morfologiske træk er styremekanismen og stævnudformningnen, mens teknologiske træk er de
udsparede klamper og skalbygningsteknikken. Materialet er regulære skibsfund og skibsikonografi fra
helleristninger, bronzegenstande og vikingetidens gotlandske billedsten.
10

Styret, eller roret om man vil, ses allerede i bronzealderens periode I på skibet på Rørbysværdet. Der er
tale om en mandelformet udvækst i forlængelse af agterstavnen. Når denne sammenholdes med
lignende indretninger på en række helleristningsskibe, forekommer det mest sandsynligt, at der er tale
om en styreåre. I visse tilfælde ligger styrebladet mere eller mindre vandret som på Rørbysværdet, i
andre tilfælde er det mere rejst. At roret ligger vandret udtrykker givetvis, at det er trukket op ad vandet,
eksempelvis i forbindelse med opankring eller ved sejlads på grundt vande. Tovværket til regulering af
rorets vinkel i vandet ses blandt andet på helleristningsskibet fra Truehøjgård og det ene skib fra Berget,
se fig. 1c. Fartøjer med styreårer i begge ender findes også afbildet.
Høje, indadsvunge stævne ses på de tidligste helleristningsskibe. Med tiden bliver de
prydet med dyrehoved, oftest både for og agter. På rageknive fra sen bronzealder ses heste- eller
fuglehoved for og halespiral agter. Mange stævne fra helleristningsskibe har en stiliseret
dyrehovedudformning; en S-form, først indad, så udad og let nedad. De tidligste, som skibet på
Rørbysværdet, har en indadsvungen C-formet stævn. Som det fremgår af fig. 1 genfindes alle tre
stævnelementer – dyrehoved, S-form, C-form – på fartøjer fra germansk jernalder og vikingetid. Der er
i alle tilfælde tale om stævnforme, der ikke har praktisk begrundelse, men faktisk foranlediger negativ
indflydelse på det pågældende fartøjs sejlegenskaber grundet deres store vindfang. Naturligvis
komplicerer disse knejsende stævne også selve byggeprocessen.
Et teknologisk element, som kan følges på bådfund fra ældre bronzealder til vikingetid er
udsparede klamper. De findes eksempelvis på North Ferriby 1-båden, Brigg 2-båden,
Hjortspringbåden, Nydamskibet og Gokstadskibet, som det fremgår af fig. 2. Klamperne er i alle
tilfælde udhugget af selve bordplanken og tjener til dennes fastgørelse til fartøjets indre afstivning.
Afstivningen er på de tidligste både primært udformet som tværpinde, en art svøb, som er stukket
gennem klamperne. Fra Hjortspringbåden til Gokstadskibet består fastgørelsen af klamper/bordplanker
til spanter af surringer.
Skalbygningsteknikken – at bådens plankeskal bygges først, og dernæst afstives med
spanter – er et uomgængeligt element i den nordiske bådebygningstradition. Teknikken hænger sammen
med klinkbygning og giver et fleksibelt og harmonisk skrog. Den modsvares af skeletbygning, hvor
plankerne fastgøres efter konstruktionen af den indre afstivning. De britiske bronzealderbåde samt
Hjortspringbåden er alle bygget op som plankeskaller med en sekundær indre afstivning, og adskiller sig
således ikke på dette punkt overordnet fra jernalderens fartøjer. De indledende manøvrer til
klinkbygning ses dog først med Hjortspringbåden, mens eksempelvis North Ferriby 1-båden er samlet
med en art not og fer.
At denne periodes fartøjer er surrede og syede sammen, i stedet for naglede, er ofte
blevet anvendt som grundlag for et postulat om afstamning fra syede skindbåde. Flere ting peger dog
på, at dette ikke er tilfældet. Dels den ovenfor nævnte skalbygningsteknik, der ikke kan anvendes, når
der bygges i skind; skelettet må nødvendigvis fremstilles først. Dels det forhold, at syninger og surringer
forekommer på mange plankebyggede fartøjer, der ikke umiddelbart kan knyttes til nogen
skindbådstradition: herunder de allerede nævnte Nydamskibet og Gokstadskibet, men også det 4600 år
gamle ægyptiske kongeskib fra Kheopspyramiden og den russiske schnjaka (sidste halvdel af 1800-tallet)
kan nævnes som eksempler.
Et slægtskab mellem de britiske fund og Hjortspringbåden er tidligere blevet afvist af danske forskere.
Det indvendes at tidsspændet mellem fundene er meget stort; at de britiske fartøjer repræsenterer en
tung tradition, mens Hjortspringbåden repræsenterer en let; at de uensartede maritime omgivelser ved de
Britiske Øer kontra Sydskandinavien fordrer forskellige byggetraditioner (Rieck & Crumlin-Pedersen
1988:72f; Crumlin-Pedersen 2003:224ff). Visse af disse indvendinger kan have en delvis gyldighed,
mens andre ikke har det. En ugyldig indvending er det store tidsspænd. For det første kunne man
indvende det samme om vikingeskibenes sejl, der i vidt omfang er rekonstrueret på grundlag af 1800-
tallets nordlandsbåde – et spænd på 900 år. For det andet er der måske nok et årtusind mellem North
Ferriby 1-båden og Hjortspringbåden, men “blot” o. 450 år mellem den alsiske båd og Brigg 2-båden,
to fartøjer som rummer påfaldende fællestræk (jf. fig. 2b-c). En delvis gyldig indvending er de maritime
11

omgivelses uensartede beskaffenhed, der kan udmønte sig i forskellige byggetraditioner. Mens de
Britiske Øer er i åbenlys kontakt med oceanet og et voldsomt tidevand, ligger Sydskandinavien relativt
afsondret herfra med sine ø- og kystrige farvande. Alligevel har man eksempelvis haft en let
byggetradition på norskekysten, der ligeledes ligger eksponeret for Nordatlanten og udsættes for
voldsomt tidevand. Forskellen mellem den lette og den tunge byggetradition på henholdsvis de Britiske
Øer og i Skandinavien, er nok snarere et udtryk for teknologisk udvikling over tid, end en angivelse af
geografisk og miljømæssigt bestemte karakteristika. At stammebådene fra det Central- og
Nordvesteuropæiske område i tiden o. 1000 f.v.t. rummer nogle helt særlige fællestræk, underbygger
tanken om en overregional skibsteknologisk udvikling – eller udveksling, i det mindste.
Når man fordyber sig i de tidlige britiske bronzealderfartøjer erkendes et teknologisk
forhold af særlig interesse. I modsætning til den “nordiske plankebåd” forekommer der i større
udstrækning brug af formhuggede planker; altså at planken er fuldstændig formgivet inden bådens
samling, ikke ved hjælp af varme eller pres, men med huggende og skærende værktøjer. At dette
element med tiden udfases fra skibsteknologien, og blot genfindes på Hjortspringbåden og visse
jernalder- og vikingetidsskibe som udhuggede stævne, kan forklares som teknologisk udvikling, jf.
redegørelsen ovenfor. Af større interesse er denne tidlige, men dog relativt avancerede, skibsteknologis
ophav. At dette ophav er stenalderens stammebåde synes meget nærliggende. Ikke alene er disse både
hugget ud, de er hverken brændt eller spændt. Også selve stammebådens grundform kan genfindes i
bronzealderens plankefartøjer. Dette ses i udtalt grad på båden fra Dover (fig. 3). Overgangen mellem
bund og sider udgøres af en formhugget, rundet vinkelplanke. Bunden er udvidet med planker, fæstnet
med et særligt kilesystem og udsparede klamper med tværgående stivere. Siderne har været forhøjet
med bordplanker. Stadig er et rektangulært tværsnit bevaret, som på samtidens stammebåde.
En groftskåret udviklingshypotese kunne være som følger. Bronzealderens plankebyggede fartøjer i
Nordvesteuropa er udviklet på grundlag af den klassiske stenalderstammebåd med cirkelrundt tværsnit.
Med indsatte planker i bunden, med forhøjede sider og diverse tværgående afstivninger, danner
plankebåden grundlag for en videreudvikling af stammebåden, hvor den arver det rektangulære tværsnit
og forsynes med udsparede spanter. Plankebåden forfines og i løbet af et årtusind opstår den ultimative
og meget specialiserede Hjortspringbåd. Jernalderens udspændte stammebåd er med sine påsatte
bordplanker blot et sideprodukt af denne overordnede udvikling, hvor teknologiske og ikonografiske
elementer kan følges i mere end to årtusinde. Det forekommer hermed sandsynligt at bronzealderens
fartøjer er vikingeskibenes forfædre – i lige linje.
* * *
12

Referencer
Arnold, B. 1995: Pirogues monoxyles d’Europe centrale. Construction, typologie, evolution, tome 1. Archéologie
neuchâteloise 20. Neuchâtel.
Crumlin-Pedersen, O. 1970: Skind eller Træ? En studie i den nordiske plankebåds konstruktive
oprindelse. I: O. Hasslöf et al. (eds.): Sømand og Fisker, Skib og Værft. Introduktion til maritim etnologi, pp.
213-239. København.
Crumlin-Pedersen, O. 2003: The Hjortspring boat in a ship-archaeological context. I: Crumlin-
Pedersen, O. & A. Trakadas (eds.) 2003: Hjortspring. A Pre-Roman Iron-Age Warship in Context. Ships and
Boats of the North 5, pp. 209-233. Roskilde.
Crumlin-Pedersen, O. & A. Trakadas (eds.) 2003: Hjortspring. A Pre-Roman Iron-Age Warship in Context.
Ships and Boats of the North 5. Roskilde.
Engelhardt, C. 1866: Nydambaaden og Nordlandsbaaden. En Sammenstilling mellem Oldtidsbaaden og
nogle Nutidsbaade. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1866, pp.197-206. København.
Imer, L.M. 2004: Gotlandske billedsten – dateringen af Lindqvists gruppe C og D. Aarbøger for Nordisk
Oldkyndighed og Historie 2001, pp. 47-111.
Kaul, F. 2003: The Hjortspring boat and ship iconography of the Bronze Age and the Early Pre-Roman
Iron Age. I: O. Crumlin-Pedersen & A. Trakadas (eds.): Hjortspring. A Pre-Roman Iron-Age Warship in
Context. Ships and Boats of the North 5, pp. 187-208. Roskilde.
Keys, D. 2005: Bronze Age shipwreck loaded with jewellery is found off Devon. The Independent – online
edition, 9. marts.
McGrail 2004: Boats of the World. From the Stone Age to Medieval Times. Oxford & New York.
Nicolaysen, N. 1882: Langskibet fra Gokstad ved Sandefjord. Kristiania.
Parfitt, K. & V. Fenwick 1993: The Rescue of Dover’s Bronze Age Boat. I: J. Coles et al. (eds.): A Spirit
of Enquiry. Essays for Ted Wright, pp. 77-80. WARP Occasional Paper, 7. Exeter.
Rieck, F. & O. Crumlin-Pedersen 1988: Både fra Danmarks Oldtid. Roskilde.
Wright, E.V. 1990: The Ferriby Boats. Seacraft of the Bronze Age. London & New York.
13

Vikinger i dametøj? Om genstandsbaseret kønsbestemmelse
Essay
Mænd drog på krigstog med hvasse våben i hånd. Kvinder regerede husholdningen og besad nøglerne
til hjemmet. Således kan den almene opfattelse af vikingetidens kønsroller groft skitseres. En opfattelse
der deles af lægfolk og mange arkæologer. Givetvis er denne opfattelse heller ikke helt skudt ved siden
af, for så vidt angår majoriteten af Skandinaviens befolkning 1000 år tilbage. Men det totale billede er
mere broget end som så. En række forhistoriske grave fra Skandinavien, Holland og England rokker
ved den traditionelle opfattelse af vikingetidens og jernalderens kønsrollemønster. Disse grave rummer
mænd gravlagt i kvindetøj og med genstande, der ellers opfattes som typiske feminine gravgaver og
kvinder forsynet med våben til rejsen mod de evige vævestuer.
Siden arkæologi etableredes som videnskab i første halvdel af 1800-tallet, har det været almindelig
praksis især at tage udgangspunkt i gravgaverne, når en gravlagt skulle kønsbestemmes. Den
arkæologiske tradition har herfra arvet en temmelig borgerlig opfattelse af arbejdsdelingen mellem
mænd og kvinder. Konsekvensen er at visse genstandstyper knyttes udelukkende til den kvindelige
sfære, mens andre knyttes udelukkende til den mandlige sfære. Således bliver en grav, som indeholder
eksempelvis synåle eller visse smykketyper, automatisk til en kvindegrav, mens våben og/eller værktøj
naturligvis indikerer en mandsgrav. Denne metode til bestemmelse af det biologiske køn kan betegnes
genstandsbaseret kønsbestemmelse.
Til alt held har naturvidenskaben skænket os mere objektive og pålidelige metoder til
biologisk kønsbestemmelse. Ved osteologisk undersøgelse kan man kønsbestemme velbevaret
knoglemateriale med op til ca. 95 % sikkerhed, mens dna-undersøgelser af velbevarede tænder kan give
en næsten sikker kønsbestemmelse. Ikke desto mindre er den arkæologiske kønsbestemmelse stadig den
almindeligste; dels på grund af manglende egnet knoglemateriale, dels på grund af konservatisme. Og,
når det drejer sig om dyre dna-tests, naturligvis fagets bestandige økonomiske problemer.
Som det vil fremgå af det følgende materiale, er genstandsbaseret kønsbestemmelse
absolut ikke en troværdig videnskabelig metode i sig selv. Samtidig fastholder den en opfattelse af
forhistoriens kønsroller, som muligvis er forkert eller, i det mindste, ikke fyldestgørende.
Rødstrømpen fra Roskilde
Nær landsbyen Gerdrup, nord for Roskilde, fandtes i 1981 en dobbeltgrav fra første halvdel af 800-
tallet. Heri lå to velbevarede skeletter – ifølge osteologisk kønsbestemmelse en mand og en kvinde.
Manden led sandsynligvis en voldsom død ved hængning, tilsyneladende havde han været bundet på
fødderne. Kvinden var stedt mere fredfuldt til hvile (dog tynget ned af svære sten) med en jernkniv, et
nålehylster og en lanse som gravgaver (Christensen 1981). Jernkniven er den mest udbredte af
vikingetidens gravgaver og forekommer både i kvinde- og mandsgrave. Og ifølge den
genstandsbaserede kønsbestemmelse er nålehylstre kvindelige gravgaver, mens lanser er mandlige. I
arkæologisk henseende må kvinden fra Gerdrup således betegnes som noget afvigende.
Lemlæsteren fra Luistari
Kvindegrave med våben fra 1000-1100-tallet forekommer også i Baltikum og Finland. Heriblandt
kendes en række fra den estiske ø Saaremaa. Fortrinsvis rige grave, hvor øksen er det mest almindelige
våben, men lanse og kastespyd forekommer også. I to finske grave fra Kalvola og Tyrväntö, er sværd
fundet sammen med værdifulde, typiske kvindesmykker. På gravpladsen ved Luistari indeholdt grav nr.
35 en kvinde med økse. Og i nr. 404 fandtes kranie og lemmeknogler fra en mand (to økser lå under
ham) liggende for fødderne af en kvinde (Mägi 2002:77ff.).
Fra Norge kendes en række grave med “blandet” kvindeligt og mandligt udstyr. Mange af
disse er udgravet i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, og er derfor ikke så veldokumenterede som
14

Gerdrupgraven. Alle disse grave indeholder de velkendte ovale skålspænder kombineret med et eller
flere våben. Økser dominerer, men lanser såvel som sværd forekommer. Nogenlunde samme
våbentypefrekvens ses i vikingetidens våbengrave som helhed. Majoriteten af gravene dateres til tidligt i
800-tallet. Et komplet overblik eksisterer ikke, men mindst 20 sådanne begravelser kan konstateres (i:
Petersen 1928).
Angelsaksiske afvigere
På den hollandske gravplads Oosterbeintum i Frisland rummede grav nr. 398 et mandsskelet med
kvindelige gravgaver: to spænder, 40 perler og et armbånd – identiske genstande fandtes i størstedelen
af kvindegravene på pladsen. Kønsbestemmelserne er osteologiske og graven er dateret til 450-550
e.v.t. (Knol et al. 1996, grav 398).
Fænomenet gentages på de Britiske Øer – Buckland, Dover: i alt 11 grave, hvor
gravgaverne ikke korresponderede den osteologiske undersøgelse. Syv mænd var begravet med
spænder, nøgler, perler, armbånd m.m. Tre kvinder var begravet med lanser og en med skjold (Evison
1987:123ff.). West Heslerton: tre osteologisk bestemte kvindegrave med lanser (Haughton &
Powlesland 1999, gravene 144, 164 & 184). Kempston, Bedfordshire, og Harwell, Berkshire: en række
grave med “blandet” mandligt og kvindeligt udstyr (Meaney 1964:36f. & 47).
Eksemplerne illustrerer genstandsbaseret kønsbestemmelses upålidelighed. Metoden rummer en stor
risiko for at drage etnocentriske fortolkninger af forhistorien. Køn kan være kulturelt skabt, ligesom
opfattelsen af den mandlige og kvindelige natur skifter fra kultur til kultur. Ved genstandsbaseret
kønsbestemmelse risikerer arkæologen at sammenblande opfattelser og skikke fra vedkommendes egen
kultur med den forhistoriske kultur, der er genstand for undersøgelse. De fleste menneskers forestilling
om, hvad der er naturligt for mennesker at gøre og tænke, og hvad der er unaturligt, er kulturelt
betinget og ofte bundet til tid og sted. Vores eget samfunds forestillinger og skikke er ikke universelle,
endsige iboende menneskets natur.
En tilhørende problematik er fortolkning af gravgaver og gravskik. Almindelig
arkæologisk praksis er at rubricere grave med våben som krigergrave. Tydeligvis associerer våben til
krigsførelse, men kan samtidig symbolisere helt andre ting. Kan arkæologien med sikkerhed fastslå,
hvorvidt gravvåben eksempelvis betyder “afdød kriger”, “person med særlig samfundsstatus” eller
måske blot “fri person”? Det er et retorisk spørgsmål. De nævnte uoverensstemmelser illustrerer
begravelsers og genstandes komplekse og symbolbærende natur. Ikke alt er så simpelt som det synes, og
erkendelsen af grave med “blandet” mandligt og kvindeligt gravudstyr advarer mod fremover ensidigt
at fæste lid til genstandsbaseret kønsbestemmelse.
Disse grave, med individer af ét biologisk køn, påklædt eller gravlagt med klæder og
genstande traditionelt forbundet med det modsatte køn, har kun i ringe omfang været genstand for
undersøgelse. Oftest bortforklares uoverensstemmelserne med osteologisk usikkerhed. Denne
usikkerhed skal naturligvis ikke forklejnes. Flere faktorer spiller ind her: dels er selve den osteologiske
undersøgelse en subjektiv (menneskelig) ekspertvurdering, dels kræver en sikker kønsbestemmelse at
knoglematerialet er repræsentativt (d.v.s. at kraniet og især bækkenet er bevaret). De maskuline
karakteristika fremkaldes af kønshormonet testosteron; de kvindelige ved dette hormons fravær. En
permanent hormonforstyrrelse, som eksempelvis kastrering i barndommen, vil muligvis kunne påvirke
en mands skeletvækst i “feminin” retning. Her rummer osteologien et usikkerhedsmoment, der – som
det vil fremgå nedenfor – er af betydning for dette essays problematik.
Trods disse indvendingers generelle gyldighed synes antallet af de pågældende grave nu så
stort, at muligheden for eksistensen af individer der krydsede de traditionelle kønsgrænser i
vikingetiden, ikke længere kan ignoreres. Men hvordan skal dette fænomen forklares?
Etnografiske kilder rummer vidnesbyrd om eksistensen af flere køn end de to biologiske. I vores
moderne vestlige kultur fastslås kønnet ved fødslen på grundlag af kønsorganerne. Som udgangspunkt
ændres dette ikke senere i livet, bortset fra i forbindelse med kirurgiske indgreb (kønsskifteoperation),
15

eller sjældne tilfælde, hvor børn fødes med begge kønsorganer (interseksuelle). Men selv hvis en person
vælger at underkaste sig en kønsskifteoperation, har mange mennesker svært ved at acceptere
vedkommendes “nye” tilhørsforhold. I den vestlige kultur er der kun plads til to kønskategorier – de
biologiske; tissemand og tissekone. Men som det fremgår af de følgende etnografiske og historiske
eksempler har tredje kønskategorier eksisteret i mindst 1600 år.
Det byzantinske rige (o. 400-1400 e.v.t.)
Mens den oprindelige betydning af betegnelsen eunuk henviste til enhver mand, som ikke kunne få
børn, eller som fravalgte det, henviste den specialiserede betydning i det byzantinske rige til mænd, der
var blevet kastreret – frivilligt eller ufrivilligt. Årsagerne til et sådant indgreb kunne være mange: præster
som ville opnå et mere troværdigt forhold til den kvindelige menighed; intellektuelle, der ønskede at
bevare deres kropsvæsker for at øge intellektet; og mænd, som ville dyrke sex uden risiko for
svangerskab. Andre var blevet kastreret som børn fordi forældrene ønskede, at de skulle få en position
ved hoffet, som traditionelt var reserveret til eunukker. Det byzantinske samfund havde en patriarkalsk
struktur, hvor evnen til at yngle var afgørende. Således blev eunukkerne sat udenfor de konventionelle
sociale kategorier, og var omgærdet med ærefrygt såvel som mistro. Eunukkerne havde specielle
manerer, klædedragt og smykker som var adskilt fra både mændenes og kvindernes. De udførte opgaver
som andre steder blev varetaget af kvinder. De kunne være ansat ved hoffet som sangere, tjenere eller
ceremonimestre der blandt andet stod for bryllupper og begravelser. Nogle blev trænet i bogføring,
bestyrelse af pengesager og spekulation i fast ejendom. De kunne få meget betydningsfulde og
magtfulde roller men, på grund af deres manglende frugtbarhed, aldrig udgøre en trussel mod tronen.
(Ringrose 1994).
Indien (o. 1000 e.v.t. til nutiden)
De indiske hijraer tilhører biologisk betragtet hankønnet, men kan bedst betegnes som interseksuelle,
hvilket fremhæver det faktum, at de hverken er mænd eller kvinder. Man kan også sige, at de er både
mand og kvinde, eller erotiske og hellige kvindelige mænd. Hijraerne tilbeder moderguddommen
Bahuchara Mata, af hvem de hidkaldes på grund af deres impotens, homoseksualitet eller
interseksualitet – forhold, som umuliggør almindelig deltagelse i den traditionelle, patriarkalske
samfundsstruktur. De lader sig kastrere, iklæder sig kvindetøj og opfører sig som en art karikatur på
kvinder. Ved fjernelsen de mandlige kønsdele, hovedsymbolet for maskulin seksualitet, genfødes
hijraerne med en slags guddommelige kraft. De optræder blandt andet ved drengebørns fødsler og til
bryllupper. Men selvom hijraer er kvindelige, danner de også modpol til dette køn. Deres feminine tøj
og manerer er ofte overdrevne, særligt i deres udadvendte, aggressive seksualitet. Hijraernes
kvindebillede er ikke realistisk, snarere komisk og karikeret. At de danser offentligt danner direkte
kontrast til almindelig kvindelig adfærd. Hijraerne bander og taler generelt et groft sprog, både blandt
hinanden og til udenforstående, hvilket naturligvis også står i modstrid med kvindeidealet. De opfylder
en rolle som er hverken kvindens eller mandens, en alternativ kønskategori, og omgærdes med frygt,
respekt såvel som drilleri. Hijraernes frygtelige våben er at løfte op i skørtet og blotte de lemlæstede
kønsdele, hvilket foranlediger både skam og fornærmelse hos den ulykkelige beskuer, der samtidig
bliver forbandet med ufrugtbarhed. De tjener til livets ophold gennem førnævnte optrædener,
prostitution og tiggeri. (Nanda 1994).
Balkan (o. 1800 e.v.t. til nutiden)
Overskridelse af den biologiske kønsgrænse fra kvinde til mand kendes fra stærkt kønsopdelte,
patriarkalske samfund på det vestlige Balkan. Hun blev til en muškobanje. I visse tilfælde, hvor en
families mandlige arving (og patriark in spe) var afgået ved døden, eller måske aldrig blevet født, kunne
en datter overtage den traditionelle mandsrolle som familiens søn. Forvandlingen skete enten ved at
datteren blev opdraget som en søn fra spæd eller tidlig barndom, eller at en kvinde, efter at have været
socialiseret som kvinde i mange år, rekonstruerer sig selv som patriark. Enestående i denne forvandling
var et løfte om at afholde sig fra ægteskab og moderskab. Nogle af disse socialt konstruerede mænd
16

kunne udtrykke varme følelser overfor kvinder, men direkte seksuelle forhold – der rent biologisk ville
være at betragte som homoseksualitet – antydes meget sjældent. En muškobanje bar mandsklæder og
våben, havde mandlig social status og ville opfylde mandlige samfundspligter, inklusiv krigsførelse. Ofte
blev de begravet i mandsklæder. Således eksempelvis Mikas Milicev Karadzic (1863-1933), født Milica.
Kvinden Stana Cerovic levede endnu i 1990’erne som storebror i en søskendeflok på tre. (Grémaux
1994).
Kritik af den genstandsbaserede kønsbestemmelse er ikke ensbetydende med, at opfattelsen af
eksempelvis vikingetidens kønsroller, skal fuldstændig redefineres – at alle mænd var transvestitter og
alle kvinder blodtørstige amazoner. Ikke desto mindre burde de nævnte arkæologiske, historiske og
etnografiske eksempler give stof til eftertanke, og det må betegnes som ensporet og kritisabelt når en
arkæolog kan komme med følgende udsagn: “Where, therefore, a skeleton is provided with grave goods exclusively
attributable to one sex, e.g. brooches and beads for a woman and a sword or spear for a man, it is regarded reasonable
here to assume that the grave goods are true indication of sex, and that the bone evidence may indicate an intermediate
stage not sufficiently marked to manifest itself to any perceptible extent in the life of the individual.” (Evison
1987:123). Som nævnt udgør manglende vished om gravgavernes faktiske symbolik et bestandigt
usikkerhedsmoment. Dette skal naturligvis ikke afholde forskeren fra at fremsætte kvalificerede
tolkningsforslag.
Måske er det en fejl, når visse genstande tilskrives kvinder, og andre tilskrives mænd. Her
må man ikke glemme at osteologien i mange tilfælde naturligvis også bekræfter et traditionelt
“kønsrollemønster”. Så hvis den traditionelle opfattelse af vikingetidens kønsroller holder stik – og de
hér fremførte uoverensstemmelser i dele af gravmaterialet også holder stik – er det mest konstruktive
spørgsmål at stille: hvorfor krydsede visse personer grænsen mellem kønnene i vikingetiden? Kvinder
begravet med våben er muligvis “maskuline” kvinder. Kvinder med engagement i traditionelle mandlige
aktiviteter, der således havde muligheden for at blive til kvindelige krigere, eller opnå mandlig
socialstatus i et patriarkalsk samfund. Ligeledes kunne “feminine” mænd have særligt talent for
traditionelle kvindelige håndværk og opnå status i disse sfærer. Årsagerne til en sådan livsbane kan være
mange. Måske har det været familiens beslutning fra barnets fødsel, måske har det været eget valg,
foranlediget af seksuelle præferencer eller social nødvendighed. Universelle fysiske hindringer som
blindhed, impotens, interseksualitet m.m., kunne også være en forklaring på kønsoverskridelse. Under
alle omstændigheder må forskeren forsøge at forklare, ikke bortforklare.
At erkende vikingetidens samfund som værende matriarkalsk, ville være en useriøs
slutning at drage på grundlag af de i nærværende essay fremførte kritikpunkter og eksempler. Men
opnåelsen af en vis nuancering af periodens kønsroller vil blot berige vores fortidsbillede.
Afslutningsvis kan et citat fra Saxo påminde arkæologen om ikke at projicere vores egne opfattelser
over på forhistoriens. Fremtidig arkæologisk forskning bør arbejde mere fordomsfrit med kønsroller og
stoppe den blåøjede tro på den genstandsbaserede kønsbestemmelse alene.
“Der gaves i fordums Dage blandt Danskerne Kvinder, som omdannede deres kvindelige Skjønhed til
mandigt Væsen og anvendte næsten al deres Tid paa krigerske Idrætter. De hadede nemlig al Slags
vellystig Levemaade og hærdede stadig Legeme og Sjæl ved Udholdenhed og Anstrængelse, og idet de gav
Afkald paa al kvindelig Svagheds Blødagtighed, tvang de Kvindesjælen til at lægge sig efter mandlig
Grumhed og lagde saa ivrig Vind paa Krigsvæsenet, at man kunde fristes til at tro, de ikke længer var
Kvinder. Det var især saadanne, som havde stærke Sjæle eller udmærkede sig ved slanke, høje Legemer, der
plejede at slaa ind på det Liv. Som om de glemte de Kaar, de var fødte i, og foretrak Barskhed for kjælne
Ord, bød de Kamp i Steden for Kjærtegn, tørstede efter Blod og ikke efter Kys, lagde sig hellere efter Krigens
end Kjærlighedens Idrætter og krystede Spyd i de Hænder, de kunde have brugt ved Væven, tænkte ikke
paa Brudesengen, men paa Døden, og angreb med hvasse Vaaben de Mænd, som de kunde have frydet med
deres Skjønhed.” (Saxo, 7. bog “Sigar” [s. 278f.]).
17

* * *
18

Referencer
Christensen, T. 1981: Gerdrup-graven. Romu 2, pp. 19-28.
Evison, V.I. 1987: Dover: The Buckland Anglo-Saxon Cemetery. Historic Buildings and Monuments
Commission for England archaeological report; no. 3. London.
Grémaux, R. 1994: Woman Becomes Man in the Balkans. I: G. Herdt (ed.): Third Sex, Third Gender.
Beyond Sexual Dimorphism in Culture and History, pp. 241-281. New York.
Haughton, C. & D. Powlesland 1999b: West Heslerton – The Anglian Cemetery. Volume II. Catalogue of the
Anglian Graves and Associated Assemblages. Yedingham.
Knol, E. et al. 1996: The early medieval cemetery of Oosterbeintum (Friesland). Palaeohistoria 37/38, pp.
245-416. Rotterdam.
Mägi, M. 2002: At the Crossroads of space and time. Graves, changing society and ideology on Saaremaa (Ösel), 9 th –
13 th centuries AD. Tallinn.
Meaney, A. 1964: A Gazetteer of Early Anglo-Saxon Burial Sites. London.
Nanda, S. 1994: Hijras: An Alternative Sex and Gender Role in India. I: G. Herdt (ed.): Third Sex, Third
Gender. Beyond Sexual Dimorphism in Culture and History, pp. 373-417. New York.
Petersen, J. 1928: Vikingetidens Smykker. Stavanger.
Ringrose, K.M. 1994: Living in the Shadows: Eunuchs and Gender in Byzantium. I: G. Herdt (ed.):
Third Sex, Third Gender. Beyond Sexual Dimorphism in Culture and History, pp. 85-109. New York.
Saxo Grammaticus: Danmarks krønike. Oversat af Fr. Winkel Horn, 1898. København 1995.
19

Samlet litteratur
Ahrens, C. 1990: Wiederaufgebaute Vorzeit. Archäologische Freilichtsmuseen in Europa. Neumünster. (pp. 17-22)
(5 ns.)
Andersen, B. & E. Andersen 1989: Råsejlet – Dragens Vinge. Roskilde. (348 ns.)
Andersen, E. et al. 1997: Roar Ege. Skuldelev 3 skibet som arkæologisk eksperiment. Roskilde. (pp. 7-14 + 141-233; 101
ns.)
Andersen, S.H. 1987: Mesolithic dug-outs and paddles from Tybrind Vig, Denmark. Acta Archaeologica, vol. 57,
pp. 87-106. (21 ns.)
Andersen, S.H. 1996: Ertebøllebåde fra Lystrup. Kuml 1993-94, pp. 7-38. (32 ns.)
Arnold, Bettina. & H. Hassmann, 1995: Archaeology in Nazi Germany: the legacy of the Faustian bargain. I: P.
Kohl & C. Fawcett (eds.): Nationalism, Politics and Practice of Archaeology. Cambridge. (pp. 70-81) (11 ns.)
Arnold, Béat. 1995: Pirogues monoxyles d’Europe centrale. Construction, typologie, evolution, tome 1. Archéologie
neuchâteloise 20. Neuchâtel. (181 ns.)
Arnold, Béat. 1996: Pirogues monoxyles d’Europe centrale. Construction, typologie, evolution, tome 2. Archéologie
neuchâteloise 21. Neuchâtel. (165 ns.)
Benecke, J. 1938: Die Steinzeitbauen auf der Mettnau. Das neue Freilichtmuseums des Reichbundes für
Deutsche Vorgeschichte. Germanen-Erbe. Monatschrift für Deutsche Vorgeschichte, August 1938, pp. 245-252. (7
ns.)
Bill, J. 1991: Gedesbyskibet. Middelalderlig skude- og færgefart fra Falster. Nationalmuseets Arbejdsmark 1991, pp.
188-198. (11 ns.)
Bill, J. 2000: Bredfjedskibet genskabes (1). Marinarkæologisk Nyhedsbrev fra Roskilde, nr. 14, pp. 17-20. (4 ns.)
Bonino, M. 1975: The Picene ships of the 7 th century BC engraved at Novilara (Pesaro, Italy). The International
Journal of Nautical Archaeology vol. 4:1, pp. 11-20. (10 ns.)
Burenhult, G. 1973: Rock carving chronology and rock carving ships with sails. Meddelanden från Lunds Universitets
Historiske Museum 1971-1972, pp. 151-162. (12 ns.)
Capelle, T. 1995: Bronze-Age Stone Ships. I: O. Crumlin-Pedersen & B.M. Thye (eds.): The Ship as Symbol in
Prehistoric and Medieval Scandinavia. Publications from the National Museum. Studies in Archaeology &
History, vol. 1, pp. 71-75. København. (5 ns.)
Casson, L. 1975: Bronze Age ships. The evidence of the Thera wall paintings. The International Journal of Nautical
Archaeology vol. 4:1, pp. 3-10. (9 ns.)
Christensen, C. 1990: Stone Age Dug-out Boats in Denmark: Occurrence, Age, Form and Reconstruction. I:
D.E. Robinson (ed.): Experimentation and Reconstruction in Environmental Archaeology. Symposia of the Association
for Environmental Archaeology No. 9, Roskilde, Denmark, 1988, pp. 119-142. Oxford. (24 ns.)
Christensen, C. 1997: Både og sejlads i stenalderen. I.: L. Pedersen et al. (eds.): Storebælt i 10.000 År. Mennesket,
havet og skoven, pp. 282-289. København. (8 ns.)
Christensen, C. 1999: Mesolithic Boats from around the Great Belt, Denmark. I: B. Coles et al. (eds.): Bog Bodies,
Sacred Sites and Wetland Archaeology. WARP 12, pp. 47-50. Exeter. (5 ns.)
Christensen, C., B. Grønnow, Chr.V. Hansen, J.H. Jønsson, C. Malmros & P.V. Petersen 1979: Stammebåden –
et eksperiment med udhugning og sejlads. Nationalmuseets Arbejdsmark, pp.89-94. (6 ns.)
Christensen, T. 1981: Gerdrup-graven. Romu 2, pp. 19-28. (11 ns.)
Christensen, T. & P. Bennike 1983: Kvinder for fred? Skalk 3, pp. 9-11. (3 ns.)
Coles, J.M. 1977: Experimental Archaeology – theory and principles. I: S. McGrail (ed.): Sources and Techniques in
Boat Archaeology. BAR Supplementary Series 29, pp. 233-244. Oxford. (12 ns.)
Coles, J. 1993: Boats on the Rocks. I: J. Coles et al. (eds.): A Spirit of Enquiry – Essays for Ted Wright, pp. 23-32.
Nautical Archaeology Society, National Maritime Museum, Wetland Archaeology Research Project. (11 ns.)
Crumlin-Pedersen, O. 1970: Skind eller Træ? En studie i den nordiske plankebåds konstruktive oprindelse. I: O.
Hasslöf et al. (eds.): Sømand og Fisker, Skib og Værft. Introduktion til maritim etnologi, pp. 213-239. København.
(27 ns.)
Crumlin-Pedersen, O. & A. Trakadas (eds.) 2003: Hjortspring. A Pre-Roman Iron-Age Warship in Context. Ships and
Boats of the North 5. Roskilde. (293 s.)
20

Edberg, R. 1995: Låt det gunga om båtarkeologien. Några erfarenheter från Expedition Holmgård. Fornvännen 90,
pp. 147-156. (10 ns.)
Ellmers, D. 1990: Schiffsarchäologische Experimente in Deutschland. I: M. Fansa (ed.): Experimentelle Archäologie
in Deutschland. Archäologische Mitteilungen aus Nordwestdeutschland, Beiheft 4, pp. 192-200. Oldenburg.
(9 ns.)
Ellmers, D. 1995: Crew structure on board Scandinavian vessels. I: O. Olsen et al. (eds.): Shipshape – Essays for Ole
Crumlin-Pedersen, pp. 231-240. Roskilde. (10 s.)
Engelhardt, C. 1866: Nydambaaden og Nordlandsbaaden. En Sammenstilling mellem Oldtidsbaaden og nogle
Nutidsbaade. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, pp.197-206. (10 ns.)
Evison, V.I. 1987: Dover: The Buckland Anglo-Saxon Cemetery. Historic Buildings and Monuments Commission for
England archaeological report; no. 3. London. (pp. 123-178; 57 ns.)
Gilchrist, R. 1999: Gender and Archaeology. Contesting the past. London & New York. (190 ns.)
Gøthche, M. 1994: The Stinesminde Wreck of AD 1600. I: C. Westerdahl (ed.) 1994: Crossroads in Ancient
Shipbuilding. Proceedings of the Sixth International Symposium on Boat and Ship Archaeology, Roskilde, 1991, ISBSA 6.
Oxbow Monograph, 40, pp. 181-188. Oxford. (8 ns.)
Grémaux, R. 1994: Woman Becomes Man in the Balkans. I: G. Herdt (ed.): Third Sex, Third Gender. Beyond Sexual
Dimorphism in Culture and History, pp. 241-281. New York. (42 ns.)
Haase, O. 1938: Der Weg in die Vorzeit. Bericht über den “Arbeitsraum für Vorgeschichte“ der Stadt Hannover.
Germanen-Erbe. Monatschrift für Deutsche Vorgeschichte, Februar 1938, pp. 55-59. (5 ns.)
Halle, U. 2002: “Die Externsteine sind bis auf weiteres germanisch!“ Prähistorische Archäologie in Dritten Reich.
Sonderveröffentlichungen des Naturwissenschaftlichen und Historischen Vereins für das Land Lippe, Band
68. Bielefeld. (508 ns.)
Hartz, S. & H. Lübke 2000: Stone Age Paddles from Northern Germany – Basic Implements of Waterborne
Subsistence and Trade. I: Schutz des Kulturerbes unter Wasser. Veränderungen europäischer Lebenskultur durch Flussund
Seehandel (IKUWA 1999). Beiträge zur Ur- und Frühgeschichte Mecklenburg-Vorpommerns, vol. 35,
pp. 377-387. Lübstorf. (12 ns.)
Haughton, C. & D. Powlesland 1999b: West Heslerton – The Anglian Cemetery. Volume II. Catalogue of the Anglian
Graves and Associated Assemblages. Yedingham. (grav nr. 144, 164 & 184); 7 ns.)
Hoheisel, W.-D. & U. Baykowski 1994: A Full-scale Replica of the Hanse Cog of 1380. I: C. Westerdahl (ed.)
1994: Crossroads in Ancient Shipbuilding. Proceedings of the Sixth International Symposium on Boat and Ship
Archaeology, Roskilde, 1991, ISBSA 6. Oxbow Monograph, 40, pp. 257-264. Oxford. (8 ns.)
Hülle, W. 1936: Nordischer wissenschaftlicher Kongreß “Haus und Hof”. Lübeck 2.-5. Juli 1936. Germanen-Erbe.
Monatschrift für Deutsche Vorgeschichte, 1936, pp. 89-92. (4 ns.)
Kastholm Hansen, O. T. 2003: Forfalsket forhistorie. Arkæologisk svindel og selvbedrag. Kuml 2003, pp. 7-34.
(25 ns.)
Kaute, P., G. Schindler & H. Lübke 2004: Der endmesolithisch/frühneolithische Fundplatz Stralsund-
Mischwasserspeicher – Zeugnisse früher Bootsbautechnologie an der Ostseeküste Mecklenburg-
Vorpommerns. I: H. Lübke et al. (eds.): Neue Forschungen zur Steinzeit im südlichen Ostseegebiet.
Bodendenkmalpflege in Mecklenburg-Vorpommern, Jahrbuch 2004, Band 52, pp. 221-241. (22 ns.)
Knol, E. et al. 1996: The early medieval cemetery of Oosterbeintum (Friesland). Palaeohistoria 37/38, pp. 245-416.
Rotterdam. (pp. 245-353; 108 ns)
Kold, A. 1985: Bronzealderværktøj til husbygning. Nogle prøver udført af Historisk Værksted, Næsby. Odense. (17 ns.)
Lanting, J.N. 2000: Dates for origin and diffusion of the European logboat. Palaeohistoria 39/40 (1997/1998), pp.
627-650. (23 ns.)
Lemée, C. 2000: Bredfjedskibet genskabes (2). Marinarkæologisk Nyhedsbrev fra Roskilde, nr. 15, pp. 25-30. (6 ns.)
Lemée, C. 2001: Bredfjedskibet genskabes (3). Marinarkæologisk Nyhedsbrev fra Roskilde, nr. 14, pp. 18-21. (4 ns.)
Lund, A.A. 2001: Hitlers håndlangere. Heinrich Himmler og den nazistiske raceideologi. København. (316 ns.)
Mägi, M. 2002: At the Crossroads of space and time. Graves, changing society and ideology on Saaremaa (Ösel), 9 th – 13 th
centuries AD. Tallinn. (pp. 77-81; 5 ns.)
Mays, S. 1998: The Archaeology of Human Bones. London & New York. (242 ns.)
McGrail, S. 1977: Aspects of Experimental Boat Archaeology. I: S. McGrail (ed.): Sources and Techniques in Boat
Archaeology. BAR Supplementary Series 29, pp. 245-258. Oxford. (14 ns.)
McGrail, S. 1978: Logboats of England and Wales with comparative material from European and other countries. British
Archaeological Records (BAR), British Series, 51:1 Greenwich. (pp. 1-142; 142 ns.)
McGrail, S. 1997: Studies in Maritime Archaeology. BAR British Series 256. Oxford. (pp. 313-374; 62 ns.)
21

McGrail, S. 2004: Boats of the World. From the Stone Age to Medieval Times. Oxford & New York. (pp. 88-207; 120
ns.)
Meaney, A. 1964: A Gazetteer of Early Anglo-Saxon Burial Sites. London. (pp. 13-56; 45 ns)
Myrhøj, H. M. & A. Willemoes 1997: Strandingsgods fra ældre stenalder. I.: L. Pedersen et al. (eds.): Storebælt i
10.000 År. Mennesket, havet og skoven, pp. 157-166. København. (10 ns.)
Nanda, S. 1994: Hijras: An Alternative Sex and Gender Role in India. I: G. Herdt (ed.): Third Sex, Third Gender.
Beyond Sexual Dimorphism in Culture and History, pp. 373-417. New York. (46 ns.)
Nylén, E. 1986: The “Krampmacken” Project. I: O. Crumlin-Pedersen & M. Vinner (eds.): Sailing into the past.
Proceedings of the International Seminar on Replicas of Ancient and Medieval Vessels, Roskilde 1984, pp.
104-113. Roskilde. (10 ns.)
Olsson, H. & J.E. Sjöberg 1971: 12:218, 219 Låssby, Skäggered. Stockbåtar. Bronsålder/jernalder. FYNDrapporter
1971. Rapporter över Göteborgs Arkeologiska Musei Undersökningar, pp. 41-49. (10 ns.)
Petersen, J. 1928: Vikingetidens Smykker. Stavanger. (pp. 32-66; 35 ns.)
Petersson, B. 2003: Föreställningar om det förflutna. Arkeologi och rekonstruktion. Lund. (pp. 207-275; 69 ns.)
Ravn, M. 2004: Både af guld. I: H. Lyngstrøm et al. (eds.): Vandkunstens mange ansigter. Atten arkæologiske essays, pp.
83-87. København. (5 ns.)
Reinerth, H. 1937: Das politische Bild Alteuropas. Aus der Arbeit der nationalsozialistischen
Vorgeschichtsforschung. Germanen-Erbe. Monatschrift für Deutsche Vorgeschichte, März 1937, pp. 66-75. (10 ns.)
Rieck, F. & O. Crumlin-Pedersen 1988: Både fra Danmarks oldtid. Roskilde. (179 ns.)
Ringrose, K.M. 1994: Living in the Shadows: Eunuchs and Gender in Byzantium. I: G. Herdt (ed.): Third Sex,
Third Gender. Beyond Sexual Dimorphism in Culture and History, pp. 85-109. New York. (26 ns)
Rønne, P. 1997: En landingsplads ved Horsekær. I: L. Pedersen et al. (eds.): Storebælt i 10.000 År. Mennesket, havet
og skoven, pp. 290-294. København. (5 ns.)
Roscoe, W. 1994: How to Become a Berdache: Toward a Unified Analysis of Gender Diversity. I: G. Herdt (ed.):
Third Sex, Third Gender. Beyond Sexual Dimorphism in Culture and History, pp. 329-372. New York. (45 ns.)
Saxo Grammaticus: Danmarks krønike. Oversat af Fr. Winkel Horn, 1898. København 1995. (pp. 276-287; 12 ns.)
Stensgaard, P. 2003: Maskulin romantik. Weekendavisen 3.-9. oktober, p.6. (2 ns.)
Westerdahl, C. 1994: Synpunkter på nybyggen av gamla fartyg. Fornvännen 89, pp. 91-102. (12 ns.)
Westerdahl, C. 1996: Maritim arkeologi – båtarkeologi – i gungning? Kommentar til Rune Edbergs artikel “Låt
det gunga om båtarkeologien” i Fornvännen 1995. Fornvännen 91, pp. 220-225. (6 ns.)
Wright, E. V. 1990: The Ferriby Boats. Seacraft of the Bronze Age. London & New York. (206 ns.)
I alt: 4043 ns.
22