Ny frygt - gammelt våben - Techmedia

KORT NYT
Ny frygt - gammelt våben
Miltbrand er et velkendt biologisk våben – men svært at håndtere
Af Allan Malmberg, am@techmedia.dk
USA og flere andre lande i den vestlige verden, heriblandt
Danmark, gik næsten i Miltbrand-panik efter udbruddene i
USA. Biologiske våben er blevet kaldt den 3. verdens svar på
atomvåben, fordi det er nemt og billigt at fremstille. Blandt de
nemmeste er Miltbrand (anthrax), men fordi det er det nemmeste
i den verden, betyder det ikke, at det som sådan er nemt, og
det er ikke noget, som terrorister i almindelighed kan stå og
lave ved køkkenvasken.
Det påpeger John Erik Stig Hansen, overlæge, dr.med. og
formand for Dansk Virologisk Selskab.
For at være et effektivt våben skal Miltbrand-bakterien sættes
på aerosolform, så den kan spredes og indåndes. Det giver
lunge-Miltbrand, der er den farligste af de tre typer sygdomme,
som bakterien kan give. De to andre er hud-Milbrandt og tarm-
Miltbrand.
- Det er væsentligt at være opmærksom på de vanskeligheder,
en potentiel terrorist står over for, når han ønsker at
anvende et biologisk våben. Både Miltbrand og en lang række
dansk kemi, 82, nr. 11, 2001
8
andre kampstoffer er resultat af omfattende forskning og
udvikling i store statslige programmer. Vanskelighederne
indbefatter fremskaffelse af en relevant starterkultur, produktion
under passende sikkerhedsforanstaltninger, stabilisering og
formulering af kampstoffet og spredning ved et velegnet
fremføringsmiddel. Ingen af disse vanskeligheder er umiddelbart
simple at overvinde; f.eks. vil en opslemning af en anthrax-kultur
være vanskelig at sprede gennem en spraymaskine,
fordi dysen hurtigt stopper til, og fremstilling af
anthrax-sporer på pulverform med en partikelstørrelse i det
krævede område (1-5 μm) er teknisk ret krævende.
- Den lille terrorist med et hjemmelavet kælderlaboratorium vil
ikke være i stand til at fremstille biologiske kampstoffer, der lever
op til militær standard. Det betyder imidlertid ikke, at det vil være
umuligt at fremstille biologiske våben, der er i stand til at fremkalde
sygdom i en mere beskeden skala, siger overlægen.
Hvis man kommer over problemet med at fremskaffe en
anthrax-kultur, kan man godt få den til at vokse og danne
Infektionsveje og kliniske symptomer forårsaget af Miltbrandsporer.
Tv. hud-Miltbrand, i midten tarm-Miltbrand og th.
lunge-Miltbrand.
t

9 dansk kemi, 82, nr. 11, 2001

KORT NYT
sporer, som senere kan bruges, hvis man vil sprede hud-
Miltbrand.
Det er den mildeste form for anthrax, som med held kan
behandles med antibiotika.
Kendt, men ubrugt
Miltbrand, Bacillus anthracis, er en gammelkendt bakterie. Der
er tale om en bakterie, som findes naturligt i jorden i bl.a.
Asien og Afrika, men ikke i Danmark. Den typiske smittevej til
mennesker er via husdyr, der spiser bakterien. Smittede dyr dør
ret hurtigt, men spises kødet kan sygdommen spredes til
mennesker (tarm-Miltbrand), og kontakt med bl.a. huder fra
smittede dyr kan give den mindre alvorlige hud-Miltbrand.
Derimod er der ikke tegn på, at den smitter fra menneske til
menneske.
Når det gælder biologisk krigsførelse, har bakterien længe
været en af de mest foretrukne at have på lager og udvikle på,
men den har kun været brugt aktivt i krig én gang. Brugeren
var den japanske hær i krigen i Manchuriet i 40’erne.
Hverken Miltbrand eller pest, som Japan også forsøgte sig
med, viste sig særlig effektiv og blev aldrig en reel trussel mod
de allierede styrker.
Sygdommen
Det er i første omgang ikke selve bakterien, der ved kontakt
eller indånding er problemet, men derimod den såkaldte
bakteriespore. Når vækstbetingelserne bliver for dårlige for
disse bakterier, dannes sporerne, der er en slags frøkim.
Anthraxsporerne er mellem 1-2 μm i diameter og indeholder
alle informationer, som skal bruges til at få bakterien til at
vokse på ny, mens sporen selv er en meget modstandsdygtig
enhed, der kan modstå varme, udtørring, kogning og mange
kemiske desinfektionsmidler. Når sporen lander på gunstige
vækstbetingelser, begynder bakterien at vokse igen.
Når sporerne kommer ind i kroppen, bliver de optaget af
kroppens makrofager. De bringer dem til de regionale lymfeknuder,
hvor bakterien begynder at vokse frem og gå i blodet. I
blodbanen vokser antallet af bakterier helt op til 10 7 til 10 8
bakterier pr. ml blod og er dermed årsag til en voldsom blodforgiftning.
De tre variationer af Miltbrand har en række fælles symptomer,
selvom de angriber forskellige steder i kroppen. Feber,
kulderystelser, utilpashed og tunghed i kroppen, hovedpine,
dansk kemi, 82, nr. 11, 2001
Bacillus anthracis er klassificeret
som en Gram-positiv, ikkemotil,
sporedannende bakterie.
Den kan vokse under aerobiske
og anaerobiske forhold. De
vegetative celler er 4-8 μm
lange x 1-1.5 μm brede.
Sporerne kaldes endosporer og
er kendt for at være de mest
hårdføre og udholdende af alle
hvileceller produceret i
naturen.
10
opkastninger, stakåndethed, hoste, hævelse af hals og næse,
lungebetændelse, brystsmerter, stivhed i led og ledsmerter.
De tre former
Lunge-Miltbrand:
Farligst af de tre former er lunge-Miltbrand. Her inhaleres
sporerne, men selv om det er lungerne, som er første kontaktpunkt,
så er det sjældent, at der opstår en egentlig lungebetændelse.
I stedet sker det oftest, at makrofagerne opsluger
sporerne og transporterer dem til lymfeknuderne. Her begynder
Miltbrand-bakterien at vokse og forårsage Medianititis (betændelse
i hulrummet mellem lungerne). Bakterierne spredes via
blodet videre rundt i kroppen.
Lunge-Miltbrand har en meget stor dødelighed. Det skyldes,
at forskellige former for antibiotika og penicillin ikke er særlig
virksomme, når symptomerne begynder at vise sig. Inkubationstiden
varierer fra en uges tid og helt op til to måneder.
Tarm-Miltbrand:
Tarm-Miltbrand er, ligesom lungeudgaven, både sjælden og
dødelig. Den fås ved at spise inficeret kød, og derfor kan der
forekomme en opblomstring af helt lokale tilfælde.
Det er ikke helt klarlagt, hvor bakterierne begynder at vokse.
I lighed med lungesygdommen, kan der også ved tarm-Miltbrand
opstå Medianititis, ligesom der kan forekomme både
forstoppelse og diarré. Der kommer også opkastninger. Både
opkast og afføring er ofte blodholdige, da bakterien forårsager
sårdannelse på bl.a. lymfeknuderne. Blodtab, ubalance i salt/
væskebalancen og shock giver den sygelige tilstand, mens
dødsårsagen er perforering af tarmene forårsaget af anthraxtoxinet
(i modsætning til Gram-negative bakterier kan Miltbrand-bakterierne
(Gram-positive) ikke angribe cellevæggen
direkte, men skal først producere og udskille en speciel toxin).
Inkubationstiden er 2-5 dage.
Hud-Miltbrand:
Den mest almindelige form for Miltbrand (95% af alle
tilfælde) er den, som angriber huden. Angreb via huden er
betydelig mindre farlig end de to andre typer og kan altid
behandles med antibiotika. Det er denne form af sygdommen,
der har givet den dets amerikanske navn, idet anthrax betyder
kul på græsk, og kulhenvisningen kommer pga. den sorte
skorpe, der dannes på huden, efter et udbrud. Det er mest
almindeligt, at sygdommen bryder ud i ansigtet, på halsen
eller arme/ben, men den kan komme alle steder. Man smittes
gennem små rifter og revner i huden. I ganske enkle tilfælde
er smitten sket via insektbid. Her menes smittekilden at være
en kokasse, lagt af en smittet ko, som insektet har taget føde
fra. Første tegn på hud-Miltbrand er en rød prik, der senere
udvikler sig til dødt, sort væv, hvorefter skorpen falder af.
Hud-Miltbrand kan i sjældne tilfælde gå i blodbanen og bl.a.
forårsage shock. Hud-Miltbrand er normalt selv-stoppende,
og mellem 80-90% af patienterne bliver helbredt uden
komplikationer eller ardannelse.
En meget sjældent variant af sygdommen er meningitis som
følge af Miltbrand. Det er især hud-Miltbrand, der giver denne
komplikation, der næsten altid er dødelig, selvom der sættes
ind med massiv behandling med antibiotika.
Miltbrand taget som et hele er generelt sjælden hos både
mennesker og dyr. Således har der ikke været tilfælde af
Miltbrand hos mennesker i Danmark i mange år, mens det
seneste dyretilfælde blev konstateret i 1998.
I USA har der gennem de sidste 50 år været cirka 250
tilfælde af hud-Miltbrand, og gennem de seneste 100 år har der
blot været 18 tilfælde af lunge-Miltbrand.