Final2 MarieBladet juni 2010.pmd - Mariehjemmene

MarieBladet
MarieBladet
Hv Hvad Hv ad må må det det k kkoste?
k oste?
- hvem hvem sætter sætter prisen prisen prisen på på et et et handicap?
handicap?
For or orandring or andring fry fryder fry der
- - Bosted Bosted System System på på Mette Mette Marie
Marie
Hv Hvor Hv or ordan or dan la laves la es en en g ggod
g od f ffest
f est
- - just just just use use use the the the same same pr procedur pr procedur
ocedur ocedure ocedur e as as last last y yyear!
y ear!
Selvstændighed Selvstændighed i i try trygge try e r rrammer
r ammer
- - at at styre styre uden uden at at at være være styrende
styrende
Leder
Leder
Krise Krise eller eller ej?
ej?
Juni Juni 2010 2010
FONDEN HJEMMENE

Adresser
FONDEN MARIEHJEMMENE
Onsgårdsvej 35
2900 Hellerup, 39 62 23 33
ROSE MARIEHJEMMET
Brodersens Alle 16
2900 Hellerup, 39 62 88 57
ELSE MARIEHJEMMET
Kystvej 33
3050 Humlebæk, 49 19 08 62
DORTHE MARIEHJEMMET
Rødovrevej 325
2610 Rødovre, 36 70 53 00
ELLEN MARIEHJEMMET
Vesterbrogade 3 C
3250 Gilleleje, 48 30 03 65
KIRSTEN MARIE
Vinkelvej 3
2800 Lyngby, 45 88 19 28
KAREN MARIE
Skovvej 7, Nyrup
4262 Sandved, 55 42 19 00
METTE MARIE
Hyltebjerg Allé 73
2720 Vanløse, 38 76 13 75
LOUISE MARIEHJEMMET
Svenskelejren 1
2700 Brønshøj, 38 60 55 00
HANNE MARIEHJEMMET
– KVINDELY
Ringstedvej 57-59
4000 Roskilde, 46 32 19 92
LINE MARIE
Stationsvej 4
3550 Slangerup, 47 33 00 39
BIRTHE MARIE
Liselundager 13 A
2640 Hedehusene, 73 30 03 10
SOFIE MARIE
Skansen 3
4100 Ringsted, 57 67 07 50
INGE MARIE
Skansen 1
4100 Ringsted, 57 67 33 70
CAROLINE MARIE
Godhersgade 141
1123 København K, 45 46 51 15
LISELUND FRIPLEJEBOLIGER
Hüttel Sørensens Vej 61
9310 Vodskov, 98 29 34 00
Forsiden:
Jens Christian Haagensen, i sin lejlighed
i Bofællesskabet Sofie Marie
i Ringsted, foran billedet af ham
selv hængende i faldskærm højt
over Dubais skyline.
2
Leder
Jesper Maarbjerg, formand
Fonden Mariehjemmene
Krise eller ej?
For tiden kan vi ikke åbne en avis uden der skrives om krisen.
Vi læser og hører om dramatiske besparelser i kommunerne – dels p.gr.a.
krisen og dels p.gr.a. nogle stigninger i antallet af dyre indsatser på handicapområdet.
Altså en blanding af kriseproblemer og muligvis uforudsete konsekvenser
af kommunalreformen.
Vi hører også, at regeringen prøver at få os smertefrit igennem krisen, for
kort tid efter at præsentere krav om skrappe besparelser.
Generelt vil man fra statens side ikke røre ved velfærdsområderne – altså det
pengene bruges til – hvorimod kommunerne ytrer ønsker om brugerbetalinger.
Sagen er den, at, uanset det stadig diskuteres, hvilket omfang krisen har, så
oplever vi en tydelig iver efter at gennemføre besparelser.
For Mariehjemmene må vi håbe, vi kan komme igennem det noget dramatiske
farvand.
Vi har den styrke – set med økonomers briller – at kommunerne kun betaler
for det de får. Der skal altså ikke dækkes tomgangsudgifter, fordi der er
eventuelle ubenyttede pladser.
Vi løber den risiko – også set med økonomernes øjne – at det er let at undlade
at bruge det, man ikke er forpligtet til at bruge.
Vi har vist, at kommunerne har ønsket at bruge vores tilbud, fordi de er af en
høj kvalitet og er efterspurgt af borgerne, men det har ikke været og er ikke
let at præsentere nydannelser i denne tid.
Vi må håbe, at vi i den grad lever op til vores ambitiøse kvalitetskrav – både i
de nuværende tilbud og ikke mindst i de tilbud, der er på planlægningsstadiet
– så kommunerne først og fremmest ser på os, som nogle, der løser problemer
frem for nogle, der kun trækker penge ud af kommunekasserne.
God læselyst ønskes af redaktionsgruppen.

Redaktion
Jesper Maarbjerg
jmaarbjerg@post.tdcadsl.dk
Kristian Wedel Andersen
kwa@mariehjem.dk
Heinz Reugboe
hr@regionsjaelland.dk
Arne Skovgaard Nielsen
ansvarshavende
asn@mariehjem.dk
FONDEN MARIEHJEMMENE
Onsgårdsvej 35
2900 Hellerup
Tlf. 3962 2333
Fax. 3962 5729
www.mariehjem.dk
Citat og gengivelse tilladt med tydelig
kildeangivelse.
ISSN 1604-7419
Trykning: StormTryk
Faste links:
www.borger.dk
Ankestyrelsen:
www.ast.dk
Beskæftigelsesministeriet:
www.bm.dk
Indenrigs- og Socialministeriet
www.ism.dk
Sundhedsministeriet:
www.sum.dk
Videnscentre
www.aeldreviden.dk
www.socialpsykiatri.dk
Redaktionelt
Leder
Leder .................................................... 2
Redaktionelt .......................................... 3
Fra vor egen verden
Forandring fryder .................................. 4-5
The same procedure as last year,
Miss Sophie!? ....................................... 6-7
Hvad må det koste ................................ 8-9
Selvstændighed i trygge rammer ......... 10-11
Bagsiden
Tak til vor dronning og til alle som deltog i festen
- „hun ville ha’ nydt at være hos os“ ...... 12
MarieBladet trykkes i et oplag på 825 stk. og sendes
til alle medarbejdere og alle bestyrelsesmedlemmer
samt samarbejdspartnere.
Desuden udleveres MarieBladet til interessede
beboere og pårørende.
I Mariehjemmene er der aktuelt ansat ca. 563
medarbejdere, og antallet af bestyrelsesmedlemmer
er 87.
Mariehjemmenes webmaster gør opmærksom på,
at MarieBladet også kan læses på
www.mariehjem.dk
3

Fra vores egen verden
Kirsten Marie er socialpsykiatrisk bofællesskab,
som blev oprettet i 1999 og har til huse i Kgs.
Lyngby. Der bor 24 beboere og vi er ca. 20 i personalegruppen.
Vi har tilknyttet et aktivitets- og
værested, som er en del af huset med både interne
og eksterne brugere. Vi er en tværfaglig personalegruppe
med social og sundhedsassistenter, pædagoger,
ergoterapeuter og studerende.
Artikel af socialpædagog Anders Nørgaard
Forandring fryder
„Hvad bruger I egentligt opholdsstuen i Hus C til?“ Dette
var et ofte stillet spørgsmål, når vi fik nye elever eller nyt
personale i huset. Og hver gang måtte vi konstatere, at
det rent faktisk aldrig blev brugt af hverken beboere eller
personale. Det var oprindeligt ment som et sted, hvor beboerne
kunne sætte sig og se fjernsyn, høre musik og
hyggesnakke, men vi måtte erkende, at det åbenbart ikke
var det, beboerne havde behov for mere. Det var tid til
fornyelse og udvikling af stuen.
Vi talte løst med beboerne om deres tanker og ideer til
rummet og nedsatte herefter et udvalg med deltagelse af
dem, som havde lyst til at sætte deres præg på stuen. Det
bestod af tre beboere og tre medarbejdere.
Udvalget besluttede, at formålet med opholdsstuen skulle
være at samle beboerne og medarbejderne til aktiviteter,
hvor beboerne kunne udvikle sociale relationer til hinanden
og til personalet. Ideerne var mange, fx løbebånd,
motionscykler og bordtennisbord. Men efter mange dis-
4
kussioner og overvejelser endte vi med at blive enige om
dart, bordfodbold og en Nintendo Wii med tilhørende
fladskærm. For at give rummet noget stemning og atmosfære,
skulle vi have et ur, et musikanlæg og nogle plakater
til væggene. „Yes“ tænkte vi i udvalget - det bliver
bare fedt!
Udfordringer skaber kreativitet og fællesansvar
Næste projekt var så at indsamle priser på tingene for at
pejle os ind på et realistisk budget. Der blev tjekket priskataloger,
hjemmesider og Fona-butikker, og det endelige
budget lød på 18.000 kr.!
Vi forelagde det for ledelsen, der desværre måtte skuffe
os og meddele at det var der på ingen måder penge til.
Da vi havde sundet os lidt og fået tankerne på gled igen,
kom der gode råd fra kollegerne: „Hvorfor søger I ikke
om pengene hos nogle af de mange fonde der findes?“.
Tjo, hvorfor ikke.
Vi søgte derfor penge hos 5-6 fonde og gjorde rede for,
hvad formålet var, og hvor mange penge vi skulle bruge.
Der gik så nogle måneder, hvor processen gik lidt i stå,
da vi afventede, om vi ville få nogle penge til at købe de
ønskede ting for. En dag kom der så brev fra Nordea-
Fonden og stik imod alle forventninger, ville de gerne donere
alle 18.000 kr. til os! En fantastisk nyhed for vores
aktivitetsrum, der nu helt sikkert ville blive til noget. Ikke
så lang tid efter skrev Tryg-fonden, at de gerne ville donere
5.000 kr. og dermed havde vi pludseligt mange
penge at gøre godt med.
Herefter bestod udvalgets opgave så i at få købt tingene

Udfordringer skaber kreativitet og fællesansvar
ind, få gjort stuen i pæn stand og sætte tingene
op. Det kom der en masse gode ture og oplevelser
ud af, og man kunne mærke på resten af huset,
at de var utålmodige og glædede sig til rummet
blev klart til at blive taget i brug.
Efter ca. et halvt års arbejde var opholdsstuen nu
blevet ændret fra at være et atmosfære-forladt
gennemgangsrum til at være et aktivitetsrum, hvor
beboere og personale kunne pleje relationerne og
udfordrer hinanden i diverse spil.
Fællesskabet styrkes
Bo og Grethe, som er beboere på Kirsten Marie,
var med i udvalget, og de var især begejstrede for
turene, hvor vi indkøbte de forskellige ting til rummet.
De nævner, at det var en god fornemmelse,
at man nu havde tingene i hus. Bo var særlig glad
for turen til København, hvor vi købte plakater til rummet.
Bo får ikke brugt rummet, så meget som han havde
regnet med: „Jeg er nok bare for doven! Og måske er
jeg heller ikke så god til det, men det er ikke pga. de aktiviteter,
der er. Dem havde vi jo enige om, så de er ok.
Grethe synes at rummet er blevet godt og nyder at spille
Guitar-hero på Nintendo Wii´en, hvor hun både spiller
guitar og trommer. „Vi har jo vores lille band. Det er
godt nok nogle uger siden, vi sidst har øvet, men vi skal
snart i gang igen“. Grethe pointerer herefter, at hun ikke
går op i aktivitetsrummet alene og spiller: „Det er da meget
sjovere at spille sammen med nogle andre“. Og det
er jo også netop det sociale aspekt, som er meningen
med rummet.
Bodil, som er medarbejder i Værestedet på Kirsten Marie,
supplerer yderligere med, at aktivitetsrummet også
Kirsten Mortensen (set fra ryggen), der er bruger af
Aktivitets- og Værestedet, bowler på fladskærmen
med Nintendo Wii
5
To beboere spiller „fodbold“ med to medarbejdere
bliver flittigt brugt til Værestedets fredagscafe. „Jeg syntes
rummet er en succes og der er mange der deltager
om fredagen og stemningen er altid god. Så går vi og
varmer lidt op i timerne op til dysterne og driller hinanden
med, hvem der nu vinder. Det har betydet meget for fællesskabet,
at både beboere og personale deltager, og vi
har lavet huset sammen“. Grethe tilføjer, at det er vigtigt,
at der er nogle medarbejdere, der tager initiativet til at
spille, da det godt kan være svært for beboerne at have
overskud til dette.
For at få flere til at bruge aktivitetsrummet er det vigtigt,
at der udarbejdes en manual til, hvordan Nintendo
Wii´en bruges, så endnu flere kan sætte et spil i gang.
„Lige nu er det tit de samme medarbejdere, som spiller
med beboerne, og det kunne være godt, hvis det blev
spredt lidt mere.
I dagligdagen er det mest Nintendo Wii´en, der bliver
brugt - specielt bowling har været et stort hit. Men vi
skal også have lidt mere gang i dart og bordfodbold. Til
vores indvielse af rummet, lavede vi en turnering, hvor
personale og beboere dystede i alle tre discipliner, og det
var en kanon dag. Sådanne succesoplevelser skal alle
have flere af og Bodils forslag er, at vi laver 4 turneringer
årligt med, som hun formulerer det „Store internationale
præmier“.
Alt i alt må vi sige at både det indledende arbejde med
rummet og det endelige resultat har været en succes,
hvor der selvfølgelig altid er plads til små forbedringer. Vi
er meget taknemmelige for de penge, som vi har fået tildelt
af Trygfonden og Nordea-Fonden og jeg kan anbefale
andre Mariehjem at søge sådanne steder, hvis I vil i
gang med noget lignende. Dog skal man være opmærksomme
på, at det kan tage nogle måneder fra man søger,
til man får svar.

I 60-erne blev der lavet en kortfilm, som på
dansk hed „90-års fødselsdagen“.
I den gentages en bestemt vending et utal af
gange: „The same procedure as last year,
Miss Sophie?“ Hvorefter miss Sophie svarer:
„The same procedure as every year, James!“
Det er trygt med procedurer som gentages.
Genkendelighed skaber balance i tilværelsen,
og vi skal ikke bruge så mange kræfter
på at finde rundt i dagen eller omgivelserne.
Artikel af sygehjælper Grethe Dimon og forstander Maria
Hedin, Louise Mariehjemmet i Brønshøj, København.
Planlægningen er den halve fest
Her vil Grethe og jeg fortælle lidt omkring hvordan Louise
Mariehjemmet løser planlæggelsen af vores fester,
men vi bruger også modellen til en anden slags planlægning.
Det er en måde at skabe „the same procedure as
last time“, men samtidig udvikle arbejdsgangen, vi arbejder
med. Det skulle være meget interessant efterfølgende
at høre, hvordan I andre gør det. En måde at få udvekslet
erfaringer og få idéer til nye måder at arbejde på.
For at lykkes med et samvær kræves planlæggelse og
Louise Mariehjemmet har i lang tid praktiseret at planlægge
sine fester ved hjælp af mindmap. På den kan
man, se hvem der er ansvarlig for hvad, og sikre sig mod
at intet bliver glemt.
I løbet af 2010 kan vi se frem til ikke mindre end 3 stk.
100-års fødselsdage og den første blev afholdt for godt
og vel en måned siden. Det var fru Ingeborg Rasmussen
som fyldte de 100 år, og hele personalegruppen var enige
om, at det skulle fejres med manér. Denne første
Fra vor egen verden
Medarbejder Tove Sørensen som „Dronningen“
poserer for fotografen sammen med 100-års
fødselaren Ingeborg Rasmussen
The same procedure as last year,
Miss Sophie!?
6
100-års fødselsdag skulle altså også danne ramme om,
hvordan vi i fremtiden arbejder med netop 100-års fødselsdage.
Det er nødvendigt at give alle nogenlunde
samme fejring.
Første skridt
På personalerummets væg blev der sat et stort hvidt ark
papir op, og så kunne planlægningen gå i gang. En vigtig
opgave er at være tovholdere. Om end hele personalegruppen
på en eller anden måde er involveret i festen, så
skal nogen kunne træffe beslutninger og trække på de
indsatser, som skal løses. Erfaringen viser, at denne
gruppe ikke må være for stor, så 2-3 personer er ideelt.
Denne gang blev Tove, Lilian og Grethe udset.
Mindmappen er et dejligt værktøj, som tåler at blive
fyldt op med mange forskellige oplysninger. Så alt fra
farve på servietter til hvem i personalegruppen, som står
for opvasken, kan noteres.
Festen skal være god for alle. Så i løbet af de timer festen
foregår, er man skiftevis „akutperson“, dvs. at man
svarer på klokker, hjælper på toilet eller andet „akut“.
Når ens timer er overstået og en anden tager over, kan
man sidde ned med god samvittighed og bruge energien
på at gøre samværet hyggeligt med konversation rundt

Det Det er er tr trygt tr gt med med pr procedur pr ocedur ocedurer ocedur er er, er der der g ggenta
g enta entages enta es
om bordet. Hvem som skal være „akutperson“ og i hvilket
tidsrum står nøjagtig på mindmappen.
Til en 100-års fødselsdag er der mange anderledes ting,
man skal huske på. Både kongehus og
borgmesterkontor skal nemlig underrettes
om højtideligheden. Hvordan har familien
tænkt sig at fejre begivenheden? Tænk nu,
hvis fødselaren ikke vil fejres. Alt skal være
tys, tys og hemmeligt, samtidigt som man
skal opspore alle mulige oplysninger.
Skal der være fest - skal der pyntes op
To kreative medarbejdere gik i gang med at
lave et skjold, der senere blev sat på Fru
Rasmussens dør. Sange skulle udvælges og
printes. Bordkort skulle males og bordplanen
fastsættes. Tidligt blev det opdaget, at
det var umuligt at nå alt, som skulle nås om
ikke personalegruppen kom en halv time
tidligere på arbejde den store festdag. Beboerne
skulle møde op i pænt tøj og både
læbestift og rouge kræver sin tid. Festen skulle indeholde
både morgenmad og den varme mad kl. 12,00. Så
det var nødvendig at dække morgenbordet oppe i „Aktiviteten“,
da det ellers ville blive fortravlet, når man skulle
dække af og på mellem måltiderne.
Kl. 9 sad gæster og fødselar forventningsfulde på deres
pladser. Køkkenet havde tilberedt lækre fade med forskellige
slags pålæg og ost, og rundstykkerne var hentet
hos bageren. Yvonne spillede på sin harmonika. Flere
fødselsdagssange
blev sunget og
pludselig kom
„Dronningen“ på
besøg. Hendes
kongelige højhed
havde afsat hele
dagen til at fejre en
så stor begivenhed.
Majestæten havde
været rundt i huset
og kunne godt tænke
sig at komme
som beboer med
Prinsgemalen, når den tid kom. Og som det rigtig blev
påpeget, så ville Louise Mariehjemmet i dette tilfælde
blive hofleverandør. Majestæten holdt en fantastisk flot
tale for Ingeborg, som blev meget rørt. „Dronningens“
besøg var et meget værdsat indslag, og der var mange
7
som grinede, så tårerne løb. Dronningen havde dagen til
ære fået håret opsat i en høj, flot frisure med krøller,
som havde krævet lang tid, meget lak og næsten 100
hårnåle.
Louise Mariehjemmet har i lang tid praktiseret at planlægge
sine fester med hjælp af mindmaps som vist ovenfor
Fru Ingeborg, som er en meget rask og rørig dame, rejste
sig og holdt en flot takketale. Det var en dejlig 100
års fødselsdag for fødselar med familie samt for beboere
og personalet.
Gjorde vi det så godt nok
Når festen er overstået, bliver den evalueret af hele personalegruppen
for på den måde at lære noget til den næste
gang, der skal holdes fest. Vi evaluerer også på et
stykke hvidt papir, som hænges op på væggen i personalerummet.
Det er opdelt i to kolonner med overskriften:
„Hvad var godt“ på den ene side og „Hvad var mindre
godt - eller kunne gøres bedre“ på den anden. Naturligvis
vil der altid være noget, der fungerer mindre
godt. Noget man alligevel har glemt, men som skal huskes
til næste gang. Gennem at arbejde med en evaluering
på tværs gennem personalegruppen og at se tilbage
på de tidligere evalueringer kan det undgås, at fejlene
gentages og udviklingen går fremad. Evalueringerne
gemmes i „informationsbogen“ som er et excel-ark på
fællesdrevet. Her kan alle gå ind og se evalueringerne fra
fester i de sidste mange år. Med små rettelser ved vi nu,
at dette er proceduren for 100-års fødselsdage på Louise
Mariehjemmet.
Hvordan arbejder I på jeres hjem? Skriv en mail til
mch@mariehjem.dk med navn og telefonnummer, så
vi kan tales ved.

Fra vores egen verden
I debatten om sociale ydelsers kvalitet bliver
det påstået, at det er ligegyldigt med pengene,
og at vi alene skal sikre den rigtige indsats.
Man må sige, at det er en indstilling der
langt fra altid er aktuel.
Hvad må det koste
Artikel af
Jesper Maarbjerg,
bestyrelsesformand
i Fonden Mariehjemmene.
Prisen for ydelserne er tvært imod kommet i centrum,
når der tilrettelægges en indsats af myndighederne.
Faktisk har der siden den tidligere bistandslov fra 1976
været tilrettelagt et system, hvor man i kommunerne forventedes
at holde indsatsernes pris op mod deres effekt.
Man ville forhindre en „kassetænkning“, hvor der mere
spurgtes til, hvem der skulle betale, end hvad effekten
var.
Det ser imidlertid ud til, at det først er her efter den sidste
kommunalreform og i forbindelse med den aktuelle
økonomiske krise, at vi ser den skrappe fokusering på
prisen.
Brud med årtiers udvikling
Det har altid været sådan, at man har ønsket (men ikke
altid praktiseret) at kunne sammenholde pris og effekt.
Hvis en social klient støttes med en billig men effektløs
indsats i mange år, vil det let blive dyrere end den mere
kostbare men effektfulde indsats.
Den nuværende regering har haft det frie valg som en af
deres mærkesager. Det er faktisk et markant brud med
årtiers udvikling, hvor det har været et centralt krav, at
kommunen skulle tilrettelægge serviceopbygninger, der
skulle dække alle aspekter af tilbud.
8
Spørgsmålet er nu, om man kan kombinere borgernes
frie valg med en kommunal økonomisk adfærd? Det kan
man langt fra altid. Kommunerne sammensætter deres
service i budgetterne, og der forventer de at kunne styre
deres forbrug. Hvordan passer det med, at en klient ønsker
at bruge andre tilbud end dem, kommunen selv råder
over?
Konsekvensen for kommunen kan hurtigt blive, at den
faktisk bliver stillet overfor, at den får ekstra økonomiske
byrder, hvis der vælges andre tilbud end dem, kommunen
i forvejen råder over. Kommunen kan nemlig
sjældent tåle den kritik der kommer, hvis nogle af deres
tilbud ikke anvendes fuldt ud, fordi det forventes, at de
ikke indskrænker deres personale p.gr.a. korttidstendenser.
Det er således kun, når kommunen selv kan
„sælge“ en plads til en anden kommune, at pengene går
lige op.
Det er det, der gør, at vi ofte ser hvordan kommuner
bruger mange kræfter på at få klienterne til at vælge
kommunens egne tilbud.
De dyre priser acceptereres ikke længere
Interessant er det imidlertid, at det er efter den kommunalreform,
som har skabt større enheder, at vi ser problemerne
tydeligere. Ændringen skulle ellers indebære,
at de konkrete beslutninger i højere grad end før ville
begrænse de snævre økonomiske overvejelser. Her er
det nok fraværet af amterne, som har givet en større
gennemslagskraft for de kommunale økonomiske overvejelser
– især på specialområderne - hvor man måske
tidligere har accepteret de dyre tilbud, som for det meste

Hvad er prisen på et handicap
var amtskommunale område og som man derved ikke
kunne gøre noget ved.
Det er i orden, at kommunerne optræder økonomisk,
men hvordan prøver „systemet“ at sikre, at der købes
kvalitet for pengene?
Hvor er varen billigst
Vi ved godt alle sammen, hvad det er for butikker vi vil
handle i, men engang imellem opdager vi, at vi kunne have
handlet bedre i andre butikker. Fra „systemets“ side
er det væsentligste bidrag til, at der træffes holdbare be-
www.tilbudsportalen.dk
slutninger, faktisk Servicestyrelsens såkaldte tilbudsportal
på internettet (www.tilbudsportalen.dk). Tilbudsportalen
er blevet det sted, hvor de tilbud, kommunerne må
benytte, er oplistet. Det er samtidig et sted, hvor det er
søgt beskrevet i detaljer, hvad indholdet er i tilbuddene.
Kommunerne vil helst ikke oplyse egne priser
Man kunne kalde det en „tilbudsbørs“; - for det er meningen,
at man skal kunne sammenligne de forskellige tilbud,
der er relevante, og så – på basis af prisen – vælge
det tilbud, der er mest relevant. Det, der i forhold til prisen,
har den største effekt.
Virker det?
Hvis vi ser på ældreområdet, så illustreres en stor mangfoldighed.
Masser af steder oplyses der ikke noget om prisen eller
også oplyses der, at den fastsættes individuelt. Priserne
svinger samtidig - der hvor de er oplyst - enormt. På ældreområdet
er der en forskel på flere hundrede procent
mellem de billige og dyre tilbud. Og det er ikke altid,
man af beskrivelserne af tilbuddene kan aflæse den
eventuelle tilsvarende kvalitetsforskel, selvom man
normmalt har medtaget tilsyns- og evalueringsrapporter.
9
På området for børn og unge er forskellene endnu større
og tilbuddene endnu mere differentierede.
Det fælles problem er jo, at der skal indberettes fra tilbuddene
selv. Det kan betyde at nogle oplysninger er
gamle. Samtidig er det jo også sådan, at det ikke altid er
muligt at få indberettet det helt aktuelle, så det, man kan
læse, er ikke altid aktuelt dækkende.
Når man kobler disse forhold sammen med kravene til
kommunerne om at administrere økonomisk, må man sige,
at tilbudsportalen næppe er det redskab, der i tilstrækkeligt
omfang kan løse problemerne.
Det er derfor, at institutionsledere - og andre der har opgaver
med at udnytte tilbuddene ordentligt - kommer i
situationer, hvor man synes, det er det rene „flueknepperi“
at få aftalt, om en kommune vil anvende - og købe -
en plads på et tilbud, vi opfatter som rigtig godt og relevant
i den konkrete situation.
Kan kommunerne sætte prisen
Det vil nok være naivt at tro, at den slags problemer går
over, når der er gået et stykke tid.
Snarere skal man indstille sig på, at det vil være et
grundvilkår, at man professionelt skal være i stand til at
beskrive kvaliteterne ved de tilbud, kommunerne skal
anvende, for ellers bliver det bare en ren prisdiskussion
om, hvem der til den laveste pris kan tage sig af en opgave.
En variant til løsning af problemerne kan være den, der
er kendt fra friplejeboligområdet, hvor der jo fra statslig
hånd er fastsat bestemte maksimumtakster, der skal anvendes.
Her er udgangspunktet dog en ret spinkel undersøgelse
om tidsforbruget ved forskellige tilbuds indsats. Det er
let at kritisere grundlaget, men idéen om, at der skal anvendes
fælles takster over hele landet kunne godt vise
sig i horisonten. Selvom man også her alligevel vil opleve
forskelligheder, der ikke er helt gennemskuelige.
Det næste er, at hvis kommunerne i stadigt større omfang
skal leve op til borgernes frie valg af tilbud, så er
det næppe den kommunale driftsform, der er den mest
fleksible. Men så længe det i realiteten er kommunerne,
der betaler hele gildet, vil det også være dem der bestemmer.
Må vi bede om sammenlignelige priser
Til gengæld kunne jeg godt ønske mig, at det i det mindste
bliver sådan, at regnskaber for henholdsvis offentlige
og private tilbud gøres identiske og sammenlignelige, så
man i det mindste har et helt sikkert udgangspunkt for de
diskussioner, der altid vil være om prisen.

Af Charlotte Bach
Fra vores egen verden
På Sofie Marie i Ringsted bliver medarbejderne hver dag
klogere på autisme. Blot en lille bitte ændring i adfærd eller
tale kan give store udsving. Såvel beboere som
medarbejdere udvikler sig hele tiden, og alle er enige om,
at man er nået langt på det halvandet år bofællesskabet
har eksisteret.
Selvstændighed
i trygge rammer
„Hvilket stjernetegn er du født i?“ spørger Jens Christian
Haagensen, en af de 18 beboere i Bofællesskabet Sofie
Marie i Ringsted, som er et botilbud for mennesker med
autisme. Jens Christian Haagensen er 30 år, og han interesserer
sig brændende for astrologi og bruger flittigt internettet,
når han lægger horoskoper og printer dem ud for beboere
og personale på Sofie Marie. Han har boet her et lille
års tid. Tidligere boede han i syv år i et bofællesskab i
Næstved.
„Jeg kan bedre lide det her. Jeg har mere frihed, og her er
mere afskærmet, så man kan få lov at være i fred. Der er
stor forståelse for mit handicap, føler jeg“.
Jens Christians Haagensens hverdag er skemalagt og
overskuelig. Om mandagen svømmer han i den nærliggende
svømmehal, om tirsdagen gælder det rengøring i
lejligheden, og på ugens øvrige hverdage arbejder han i
et beskyttet beskæftigelsestilbud på et metalværksted i
Næstved. Her samler han udstyr, bl.a. de transportkroge,
som slagteriarbejderne bruger til at hænge de slagtede
svin på. Hver anden weekend besøger han sine forældre i
Hellerup nord for København.
„Horoskoper er spændende, fordi de fortæller noget om,
hvordan man er som person. Jeg er fisk, og fisk er følsomme
og kan lide at snakke. Bente (Bente Baggesen, forstander,
red.) er jomfru, og jomfruer er udadvendte og analytiske.
Kristina er skorpion, og de er stædige“, siger Jens
Christian Haagensen og peger over mod pædagog Kristina
Palmquist, der ler.
Hun har arbejdet på Sofie Marie siden åbningen i november
2008. Tidligere beskæftigede hun sig med fysisk og
psykisk udviklingshæmmede, men autisme var nyt for hende.
„De første 14 dage var her ingen beboere, og vi fik intro-
10
Alle lejligheder i Bofællesskabet Sofie Marie har
egen indgang. Her står Jens Christian Haagensen
sammen med pædagog Kristina Palmquist, mens
forstander Bente Baggesen er på vej op ad trappen
duktion til Fonden Mariehjemmene og til området autisme.
Desuden blev vi præsenteret for de beboere, der var på
vej,“ fortæller Kristina Palmquist, der er 28 år og blandt de
yngste af medarbejderne. Beboerne strækker sig aldersmæssigt
fra 18 til 46 år, og de 12 ansatte er spredt i alder,
så de matcher beboerne.
Mennesker med autisme har svært ved at forholde sig til
gængse sociale regler og har svært ved at leve sig ind i andres
tankegang. De oplever deres egen verden som korrekt.
„Vi skal skabe rum, så beboerne oplever respekt om deres
verden. Men de skal også lære at begå sig i det normale
samfund og have mulighed for at leve i dette samfund med
det særpræg, de har“, siger forstander på Sofie Marie,
Bente Baggesen.
Nogle af beboerne vil med tiden kunne klare sig med mindre
støtte og vejledning i egen bolig uden for bofællesskabet.
På Sofie Marie hjælper de ansatte beboerne med det
praktiske såsom at gøre rent, skifte sengetøj, vaske, købe
ind og lave mad. Det er den såkaldte botræning.
Den sociale træning er mere subtil. Her gælder det om at
hjælpe beboerne med at aflæse andre menneskers kropssprog
og mimik, at dele dagens gøremål op i overskuelige
bidder, at tydeliggøre det, der skal ske, f.eks. bad, skole,
arbejde, spisning, - ved hjælpe af skemaer. Nogle skemaer
er forsynet med opfindsomme piktogrammer, også kaldet
Boardmaker, fordi det visuelle ofte er en styrke for mennesker
med autisme. F.eks. hænger der på alle døre på Sofie
Marie et foto af, hvad der befinder sig på den anden side:

At styre uden at være styrende
kontor, kopirum, toilet eller en beboers lejlighed. Det samme
gælder alle køkkenskabe og skuffer i de fire fælleskøkkener.
Her er fotos af skeer, skåle og gryder.
„Overskuelighed og forudsigelighed er nøgleord. Men først
kommunikation. Vi skal besidde kommunikationskompetencer
på forskellige niveauer. Nogle beboere er visuelt
stærke. For dem er Boardmaker gavnlige“, siger Bente
Baggesen.
Medarbejderne planlægger dagen sammen med beboeren.
Det er meget forskelligt, hvordan mennesker med autisme
kan overskue deres hverdag og ofte hjælper en visuel kommunikation
med Boardmaker, der viser, hvad der skal ske.
Nogle har brug for en ledsager, hvis de skal et ærinde ud af
huset, andre går og kommer, som de vil. I hverdagene skal
de fleste ud af huset – enten til Unges, et uddannelsesforløb
i Værløse for unge med autisme, eller på arbejde. Nogen
har som Jens Christian Haagensen et beskyttet beskæftigelsestilbud.
Fem beboere tager til Østagergård ved Jystrup,
som er et integreret bo-, beskæftigelses- og fritidstilbud, der
også har tilkoblet en særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse.
Ikke alle beboere har imidlertid et jobtilbud, og Sofie Marie
arbejder sammen med Ringsted Kommune på at finde egnede
steder. To beboere ønsker ikke at få job lige nu.
Kristina Palmquist synes, at beboerne har magtet indflytningen
på Sofie Marie på fremragende vis. En flytning er en
voldsom forandring, hvor overskuelighed og forudsigelighed
for en tid er sat ud af spillet. Nogle af beboerne har også
skiftet job i forbindelse med flytningen, og det er i sig selv
en stor omvæltning.
Medarbejderne har, ifølge Kristina Palmquist, udviklet sig
meget i det halvandet år, Sofie Marie har eksisteret.
„Her bor 18 individer, der har vidt forskellige behov, og de
skal tilgodeses på vidt forskellige måder. Det er voksne
mennesker, der som alle andre har behov for integritet og
selvstændighed, men også et stort mål af tryghed og genkendelighed.
Vores opgave som medarbejdere er at styre
uden at være styrende, og det kan være en vanskelig balance.
Nogle stresses og kan blive udadreagerende, hvis ikke
de kan finde genkendelighed i hverdagen“, siger Kristina
Palmquist.
Hun og de øvrige medarbejdere deltager i et pædagogisk
udviklingsarbejde og modtager undervisning fra Sopra, et
ekspertisecenter for mennesker med autisme. Desuden har
Bente Baggesen lige taget hul på et personaleudviklingsforløb,
hvor en coach fra Colinco Systemet underviser i kommunikation,
samarbejde, personaleudvikling og teambuilding.
„Når man etablerer en institution og skal skabe retningslinjer,
har man som leder og medarbejder meget energi i begyndelsen.
Alle synes, det er spændende at være med til at
præge hverdagen og kulturen på stedet. Men man kan ikke
11
blive ved med at køre i det høje gear. Begejstringens rus afløses
af en mere rolig periode, og den tid bliver igen afløst
af en periode, hvor man ikke synes, man når det, man burde.
Så bliver man ked af det og frustreret. Sådan havde vi
det denne vinter, men nu synes jeg, vi har fået bedre samarbejdsrelationer
og mere energi til at udvikle den kultur, som
er i færd med at blive opbygget, og som vi gerne vil kendes
på“, siger Bente Baggesen.
Selv om medarbejderne hele tiden bliver klogere på autisme,
skal de ofte finde utraditionelle løsninger på opståede
udfordringer. Der er forskellige metoder at bruge. Eksempelvis
KAT-kassen, som er et samtaleredskab, der understøtter
snak om følelser og tanker, der somme tider kan
være svære at holde styr på. F.eks. kan beboeren på en
skala fra 0 til 10 afspejle sine følelser med piktogrammer af
Fra venstre Kristina Palmquist, Jens
Christian Haagensen og Bente Baggesen.
ansigter, der viser forskellige sindsstemninger.
Det gælder om at finde det, der virker for den enkelte, og
medarbejderne har haft stor gavn af samarbejdet med forældre
og pårørende, som har givet mange gode råd og idéer
til dagligdagen, og som for manges vedkommende deltager
i udarbejdelsen af handleplanerne og jævnligt færdes i
huset.
„Somme tider skal man bare ændre kursen et par millimeter“,
siger Kristina Palmquist. Hun synes, at hun er nået
langt i sin forståelse af autisme, og hun bliver klogere for
hver dag.
Jens Christian Haagensen viser rundt i sin lejlighed. Alle lejligheder
har egen indgang. En lille entré fører frem til et køkken
og et badeværelse for enden. Til højre en dagligstue
med altan. Fra dagligstuen går man ind i et rummeligt soveværelse.
Over sofaen i dagligstuen hænger en stor fotostat
af en mand i faldskærm over en skyline. Det er Jens Christian
Haagensen, der hænger i faldskærmen højt over Dubai.
Oplevelsen var en gave fra hans forældre til hans 30 års
fødselsdag, hvor familien var på ferie i Dubai.

MarieBladet
MarieBladets MarieBladet
s bagside
bagside
bagside
MarieBladets redaktion har modtaget:
Kære Redaktøren af MarieBladet.
I anledningen af at vores Dronning blev 70 år, festligholdte vi selvfølgelig også
fødselsdagen her. Det var en rigtig god dag. Vi snakkede om, at der måske
skulle en artikel i Mariebladet, så hvis det har nogen interesse, sender jeg lidt
matriale.
Vi har snakket med beboerne, der er på billederne, og de havde ikke noget
imod, at vi brugte billederne i Mariebladet.
Mange hilsner
Søren-Anker, værkstedsleder på Karen Marie
12