Historier fra Bæk - Nustrup

Historier fra Bæk

Skrædderen i Bæk –
og hans søn
Tidsbillede fra 1884-1888
Fra Joan Holt, f. Frank, i Skanderborg
har vi modtaget et omfattende
slægtsmateriale, som bl.a. indeholder
breve fra oldefaderen, Søren Frank,
Bæk, til hans søn, Jørgen, under dennes
ophold i Amerika fra 1879 til 1885,
samt fra 1888, hvor han var indkaldt
som tysk soldat.
Frank-familien har altid haft eventyrlyst
i blodet. Søren Franks bror Ludvigs
tre sønner rejste også til Amerika og
blev der.
Søren Nielsen Frank (1829-1895)
var skrædder i Bæk. Han havde dyr til
husbehov, og derudover havde han
ølstue i den ene ende af stuen og købmandsvarer
i den anden ende. Skrædder
Frank havde områdets første symaskine,
og folk kom fra nær og fjern
for at bese vidunderet. Det gav ham
mulighed for at skaffe sig en lille ekstra
indtægt, idet han forsynede små
tøjstykker med prøver på maskinens
kunnen og solgte dem som souveniers
for en daler!
Da Søren Franks søn, Jørgen Nielsen
Sørensen Frank (1865-1956), var 14 år,
fik han af faderen en billet til Amerika.
Hjemrejsen måtte han selv skaffe midler
til. Jørgen havde sin harmonika med,
og ved at spille på båden tjente han til
maden. Vel ankommet til Amerika gik
han fra by til by og spillede til baller, og
på den måde fik han nok til det daglige.
Da vinteren kom, fik han arbejde på
en melfabrik, der ikke kunne få forsikringerne
i orden, medmindre der
var én, der opholdt sig på fabrikken
om natten. Hele vinteren sov den nu
15-årige, bange Jørgen på fabrikken i
2
Søren Nielsen Frank d. 6.5.1829
d. 1.9.1895 i Bæk ( Æ Skræjje fra Bæk ).
Foto: Lokalhistorisk arkiv.
kulde mellem rotter og mus. Da vinteren
var ovre, vandrede han fra stat til
stat, og da han nu kunne sproget, var
hans muligheder for at tjene til livets
ophold bedre.
Efter 6 år havde han penge nok til
hjemrejsen. I et brev af 26.3.1884
skriver faderen:
”Kære Jørgen!
Jeg er nu kommet i tanke om at tale
lidt med dig – eller rettere skrive. For
det første om os selv – Marias sygdom
kender du. Sidst lå hun et par dage i
sengen og kunne slet ikke se – den
gamle har lagt mange dage i sengen –
nu er hun oppe hver dag – nå, hun er jo
gammel – jeg er og bliver en krøbling,
den tid jeg skal leve. Jeg går ved en
stok og kan ikke komme til andre som
vores nærmeste naboer – det er nerve-
svækkelse og gigt i begge mine ben

– men endnu kan jeg jo sidde ved
bordet at handle og skrive til grossererne
– dersom de ikke er ordentlige
med priserne, får de det glatte lag og
beholder deres varer – det står ellers
ikke godt til med høker på landet – den
ene dag går efter den anden. Nu er
Winter i Mølby i konkurs – Hans Egh
i Jegerup butik har lukket – det hed
sig at han ville til Amerika hjem til sine
forældre – vi tre høkere sidder rank
endnu – Moder er den raskeste af os
alle – vel kommer der en lille upasselighed
engang imellem – men hun er
jo også i det 50. år – Onkel Hans var
i går stævnet til forhør med Caroline
Brundelund. Engang på Gabøl Kro
havde han fornærmet hende både i
ord og gerning, som du nok ved – der
var 7-8 vidner – først ville de gabøler
have dem til at enes herhjemme, men
hun ville have 1000 M. – i Amtsrettens
ventesal blev de enige, lige idet døren
gik op, og de skulle ind. Først må han
betale 300 M. til hende for legemsbeskadigelse
foruden omkostningerne,
som ikke kan være små – til Ratkær
måtte han betale 250 M. Lille Schmidt
fra Vojens havde han skældt ud dygtigt
ovre hos Kjær – de blev enige
den 8. marts – nu hører vi han måtte
betale til Schmidt 100 M.” ”Kommune
forstanderen har været ved Hans
Christensen og tilsagt Hans at møde
til session. Han ville også vide, hvor
han var – om Hans ved noget og om
forældrene vidste noget” ”– nu må
du også snart tænke på, om du vil
hjem og gå – være soldat i tre år og
siden lade dig skyde i en stor krig mod
franskmanden – Du har selv at vælge
– jeg siger ikke et ord om det – ligesom
du mager det, gør du mig tilpas – jeg
har, som du ved lidt forkærlighed for,
3
det sker, men jeg ville dog alligevel
ikke være soldat – gør som du vil – på
den anden side kan du regne med
ikke at komme hjem, inden du er 40
år – med den stilling vi nu har. Skulle
vi i tidens løb blive danske, gav det en
forandring, men det tror jeg ikke – det
er ikke værd at skrive din adresse uden
på dine breve, eftersom de vil vide
hvor I er – du kunne måske blive udsat
et år eller to, men hvad hjælper det?”
Jørgen tog chancen og rejste hjem.
Men efter ganske kort tid i Danmark
blev han taget som tysk soldat. Han
skrev jævnligt hjem. Den 9. februar
1888 skrev han til faderen om den
Jørgen Nielsen Sørensen Frank. Født d. 2.
maj 1865 i Bæk. Fotograferet umiddelsbart
før han rejste til Amerika (konfirmationsbillede).
Foto Lokalhistorisk arkiv.

Lærer Billunds klasse på Nustrup skole
år 1921, brødrene Willy og Harald Frank i
matrostøj i den røde ramme.
forestående krig, som han mener er på
vej, og faderen skrev den 16. februar
således:
”Du skriver om krig – tror jeg ikke
noget om endnu, da ingen er færdig
dertil undtagen Tyskland, og derfor
er de andre bange, uden at de kunne
blive tre store allienser, som er meget
vanskelig at få ført igennem – en krig
mod Rusland tror jeg ikke på – hvad
skulle de sloges for – nej, Tysklands
krig må blive med arvefjenden,
franskmanden – alle folk har misundelse,
når det går opad – sådan er det
også med Tyskland (Preussen) men
Bismarck forstår at holde ved” – ”Bladene
herhjemme er forresten fredelige
– en revancekrig skal der naturligvis til
engang, mod franskmanden, når han
ikke kan styre sig længere – når den
kommer, det må Gud vide – er det så
fare for dig, måtte du helst gøres usynlig
i den tid”
Skrædder Søren Frank modtog igen
brev fra Jørgen den 27. februar, men
familien er bekymret for hans fremtid, og
faderen skrev igen den 28. februar 1888:
”Jeg og Moder snakker om, hvad tror
4
du der bliver af Jørgen – det går vel
ham som Wilhelm Wolff, han forlieber
sig i en lille køn tysk pige blot med den
forskel – hun bringer hundrede tusinde
guldmarkstykker, så han kan hjælpe
os med vor gæld tror du – ja man kan
lige så godt sige så som anderledes,
du ved hvordan vi snakker herhjemme.
Hvad er det for en fyrste! Det giver vel
ikke så stor løn som ved Graf Bredaus
familie, 100 mark månedlig, det var
også for meget”
Jørgen Frank var tysk soldat fra
1885 - 1888, under tre tyske kejsere.
Først under den 90 årige Kaiser
Wilhelm I, som døde efter en forkølelse
i 1887, så under hans søn Kaiser
Frederik III, men han var dødssyg, og
døde efter tre måneders forløb. Derefter
blev hans søn Vilhelm II kejser fra
1888 til 1918, hvor hele kejserfamilien
flygtede til Holland, da krigen var tabt.
Jørgen Frank blev blandt 300 mænd
udtaget og senere blev han personlig
tjener for fyrst Brookdorff Von Ranzau,
noget som han senere i livet var meget
stolt af.
Han kom uskadt hjem og giftede sig i
1893 med Ellen Marie Kirstine Bergholt
fra Gabøl. Parret fik hurtigt fem sønner,
men Ellen døde i august 1902, da det

yngste barn var blot tre måneder gam-
mel. Jørgens mor, Maren Hansen
Koch Frank, kom til for at tage sig af
børnene og huset. Familien flyttede
fra Bæk til Nustrup, og i februar 1908
giftede Jørgen Frank sig med sin
husholderske, Karen Kjerstine Møller
fra Grønnebæk. De fik sammen to
sønner, Harald f. 25. april 1908 (Joan
Holts far) og Willy f. 26. juni 1909. I
1920 betalte Jørgen Frank en billet til
Amerika for sin ældeste søn, Henning,
som slog sig ned i Wauchula, Florida,
hvor han giftede sig med Clara Gatesmon
og fik seks børn, og i 1925 blev
endnu to sønner (Waldemar og Harald)
sendt afsted. Brødrene blev i Amerika
mødt af storebror Henning, og også
de giftede sig i Wauchula, Harald med
Daisy Bernice Stephens og Waldemar
med Anna Louise Edmarks. I 1934 blev
der igen købt billet til Amerika, denne
gang til sønnen Willy. På det tidspunkt
var der indført en ny lov, der kun tillod
ophold i Amerika i seks måneder, hvor-
efter man måtte rejse hjem og søge ny
tilladelse. Det gjorde Willy, men under
opholdet i Danmark mødte han Dagmar
Seeberg, giftede sig og foretrak så
Skanderborg frem for Amerika.
I de seks måneder, Willy var i Ame-
rika, fortalte han mange gange den øvrige
familie historien om ”Æ Skræjjers
Pæsjæen”, der handlede om hans
bedstefar, Søren Nielsen Frank fra
Bæk, som på et tidspunkt havde ansat
læredreng. Historien fortæller, at når
bønder skulle have et sæt vadmelstøj,
blev der sendt bud efter ”æ skræjj” i
Bæk, og han ankom med stof, saks og
et kæmpe pressejern læsset på hestevognen.
– De havde været på en gård
over for Lille Nustrup kro, ved siden af
kirken i Lille Nustrup. Der blev syet en
5
Florida i 1935, da Willy Frank skulle rejse
hjem til Danmark på grund ad den nye
lov. Han kom ikke retur. Billedet viser fra
venstre stående Willy, Harald, Henning og
Waldemar. Siddende Haralds hustru Daisy
med datteren Joan Holt, derefter Hennings
hustru Clara med sønnen Georg og stående
datteren Anna og yderst til højre sidder
Waldemars hustru Anna. Billedet tyder på,
at familien må have frygtet at Willy ikke
kom retur til Florida.
del tøj, og da det hele var færdigt, bad
skrædderen læredrengen om at hente
pressejernet. Skrædderen havde en
dårlig vane med i tide og utide at sige
”det følger af sig selv”, og for at drille
lidt havde læredrengen den pågælden-
de dag ladet pressejernet blive hjemme,
og han meddelte derfor skrædderen
”Det er ikke kommet endnu”, ”hvad
mener du?” spurgte skrædderen, hvor
til læredrengen svarede ”du sagde selv,
at det følger af sig selv” Denne historie
kostede øretæver samt en tur til fods til
Bæk efter pressejernet, og den dag,
i dag høres stadig ”Æ Skræjjers
Pæsjæen”

Alle mine drenge
Afskrift af bogen ”Faldne elever i Bæk
fra 1. verdenskrig”, skrevet af lærer Hans
Hansen Lindorff, Bæk
I landsbyen Bæk boede en lærer ved
navn Hans Hansen Lindorff. Han var
født den 16.8.1860 i Gabøl, Nustrup
Sogn, søn af grd. Jørgen Clausen
Lindorff og Ane Catrine Lund. Han
blev gift den 27.4.1887 i Vedsted med
lærer Jessine Mortensen, datter af
Grd. Jørgen Hansen Mortensen og
hustru Mette.
I 1882-1887 var han 2. lærer i Vedsted
og fra 1887 til 1919 1. lærer i Bæk, degn
og kirkesanger i Nustrup Sogn. Der var
dengang 77 elever i 2 klasser i Bæk.
Skolen i Bæk var en god skole.
Lindorff’erne havde et ”kald”. Bæksebørnene
skulle helst være de bedste,
når de kom til konfirmationsundervisning
hos provst Godtfredsen i Nustrup.
Lærerparret var da også respekteret
i lokalsamfundet, blot de dog ikke
havde været så ”tompe tysk”
Fra første skoledag blev der snakket
tysk til børnene, skønt deres forældre
end ikke talte sproget. Én ugentlig
dansk religionstime var tilladt, dog ikke
for deres niece, Anne. ”Du må gå hjem
lille Anne, du har fri”, fik hun at vide.
Hendes far kendte de få rettigheder,
der var, og fik hurtigt ”spændt for”, og
kørte hende retur til skolen. Næste
uge gentog sceneriet sig, men Lindorff
tog imod dem på trappen og afgjorde
sagen med ordene: ”En gang til, og
jeg får pigen udvist”.
Men hans søster sørgede. Familiebesøg
endte ofte med, at man i utide
forlod bordet, og med piskesmæld
kørte ud af gården. –Til grædende bebrejdelse
og brudt løfte kunne hendes
mand kun forsvare sig med: ”Jamen,
6
til så forrykt tysk snak kan jeg da ikke
holde mund.”
Lærerparret måtte da også emigrere
i 1919-20 efter genforeningen, som
andre embedsmænd, der var ansat for
planlagt fortyskning af befolkningen.
En naturlig reaktion efter 56 års under-
trykkelse.
Svogeren blev så omsider Lindorff’s
overmand, ved at blive valgt til det
danske sogneråd.
Arkivet i Tørning har modtaget 54
håndskrevne sider på dansk, omhand-
lende deltagere i 1. Verdenskrig. Det
originale materiale er skrevet i en lille
sort bog på tysk og med gotiske bog-
staver. Joan Holt, født Frank, Skanderborg
har fået beskrivelsen oversat
til dansk, renskrevet og sendt til Lokalhistorisk
Arkiv i Tørning.
Det viser sig, at lærer Lindorff har
skrevet om 71 soldater fra Bæk, som
alle har været elever i Bæk Skole og
deltaget i 1. Verdenskrig på tysk side.
Hvad Lindorff har følt, når han så
disse unge mænd drage i felten, ved vi
ikke, men det har nok været med tungt
hjerte, han har sagt farvet til disse unge,
som han få år tidligere har haft som
elever i skolen. At han har villet sætte
dem et minde og ikke glemme dem,
14 af ”Lindorffs drenge” kom aldrig hjem.

der fulgte pligtens tunge bud, tyder
hans slutord i den lille sorte bog på.
Vi har valgt teksten om soldat nr. 17,
38, 39, 70 og 71 til dette skrift.
17. Friedrich Hansen Bahrt
Han er mejeribestyrer her i landsbyen.
Født 18.9.1883 i Emmerlev,
Tønder Amt.
Den 14.4.1915 blev han indkaldt til
Rendsborg. Senere kom han til Heide.
Da han havde svage øjne, blev han i
garnisonen.
Han hørte til reserveinfanteriregiment
31, 1. kompagni.
Da landbyen ikke kunne få nogen
mejerist som stedfortræder, blev han
hjemsendt den 23. august 1916 og har
siden da kunnet passe sit hverv som
mejeribestyrer.
38. Martin Mathiesen
Smed i Lundsbæk. født 4. august
1885 i Emmerlev i Tønder Amt. Hans
far var smed der, og Martin lærte
også smedehåndværket. Efter mesterprøven
købte han en smedje i Jejsing
ved Hostrup ved Tønder. Han solgte
den imidlertid snart og købte smedjen
i Lundsbæk i 1913. Han var soldat i
Osterade i Ostpreussen i 1907-09.
I 1912 deltog han i 14 dages øvelser i
Flensborg. Da krigen brød ud, måtte
han drage bort fra kone og tre små
børn. Han deltog i hele krigen mod
Frankrig og var i 54. division, regiment
84 med til mindst 45 hårde slag.
Mathiesen blev under krigen forfremmet
til sergent og fik jernkorset af
2. klasse.
39. Peter Jensen Schmidt
Gårdmand Niels Schmidt i Bæk
havde sine 4 ældste sønner med
7
i krigen. Af disse faldt den yngste,
Ingward, nr. 11 i denne bog. Peter,
den ældste søn, er født den 23.6.1887.
Han havde hele sin skolegang hos mig.
Senere gik han på videreuddannelsesskolen
hos mig tre vintre. Han aftjente
sin værnepligt ved garderfodregimentet
1909-1911. Den 3. mobilliseringsdag
drog han til Berlin og blev tildelt
undervisningsinfanteriregimentet. Den
9.8 kørte de over Køln og Koblenz til
Rhinlandet. Derfra gik det til Namur
i Belgien, hvor regimentet erobrede
nogle skanser. Efter indtagelsen af
fæstningen drog de sydpå, men før de
kom til den franske grænse, blev der
gjort holdt. Regimentet marcherede tilbage
over Namur og Liege til Aachen.
Der blev han indkvarteret hos en fabriksdirektør.
Han var der kun en dag,
men længe nok til at blive så bekendt
og fortrolig med den gamle herre, at
de blev ved at korrespondere med
hinanden, og han blev ved at sende
P Schmidt og hans børn julegaver.
Da levnedsmidlerne senere blev knap-
pere i byerne, gjorde P. Schmidt gengæld
ved at sende ham pakker.
Fra Aachen blev regimentet sendt
med jernbanen til Ostpreussen, hvorfra
de marcherede til Labiau.
Han kom imidlertidig ikke i kamp her,
men kom efterfølgende en del omkring
langs østfronten.
I vinteren 1915 var P. Schmidt sammen
med fire kammerater, indkvarteret
i et bondehus, i Karpaterne, med kun
én stue – uden skorsten. Der boede og
sov man, hele familien, fire soldater, en
mængde gårdmænd, et par svin og
diverse utøj.
Ved Dnjestr blev han hårdt såret i
underlivet. Tre dage lå han i skry. Så
kom han på et lazaret i Ungarn. Først

var han alvorligt syg, men efter 3½ uge
kunne han blive transporteret over Wien
til Leibzig. Der besøgte hans kone
ham på sygehuset. Fra 9.11.1915 var
han tre uger på orlov. Efter jul kom han
til reservebataljonen i Berlin, men da
han ikke var rask nok til at rykke i felten,
blev han sendt til rekrutdepotet for at
uddanne rekrutter. Men det kunne han
heller ikke holde til. Han besvimede
et par gange ved eksersitsen. Så blev
Skaderne var enorme, både fysisk og psykisk.
han sendt hjem d. 15.5.1916 og blev
der til krigens slutning.
69. Cresten Winterskov
Søn af skræddermester C. Winterskov
i Bæk. Han var vores elev og er
konfirmeret i Nustrup kirke. Han gik
også i videreuddannelsesskolen. Senere
arbejdede han som postbud. Den
12.5.15 blev han indkaldt til Schwerin
i Mechlenburg og uddannet. Den
30.7.15 kom han til østfronten, kørte
gennem Østrig og blev den 5.8. sat af
i Ravaruska. Samme dag angreb russiske
flyvere.
Efter at have deltaget i adskillige slag
i bla. Bialostok, St. Sejlet og Baronowitschi
mm., blev han den 11.9.16 ramt
af et skud, hvor kuglen blev siddende
i højre underarm. To dage efter blev
8
han afleveret på et lazaret i Kolm og
den 24.9 bragt til Jarotschin i Poznan.
Efter dette kom han den 8.10.16 til
reservetroppeenheden i Celle, 29.11
videresendtes han til 20. infanteridivisions
rekrutdepot på vestfronten.
Senere kom han tilbage til sin gamle
troppeenhed, og kæmpede sammen
med dem langs størstedelen af Vestfronten.
Yderligere to gange blev han
såret, men vendte hvergang tilbage til
felten. Den 10.11.18 var han i Køln, da
der blev et stort oprør, og hele militæret
blev hjemsendt. Den 18.11.18 ankom
han til hjemmet.
70. Henning Jørgensen Bergholdt
Frank
Skønt Henning og den næstfølgende
bror, Viktor, flyttede til Nustrup før
krigen, er de opført i dette skrift, da de
gik i skole i Bæk, og føler at de hører
til her.
Henning blev født d. 20.5.1893.
Den 6.10.14 blev han indkaldt som
reserverekrut ved Dronningens infanteriregiment
nr. 86 i Flensborg, men
hjemsendt allerede den 30.11.14, på
grund af en svaghed i knæet.
D. 7.11.16 blev han imidlertidigt genindkaldt
til 1. reserve 85 i Flensborg.
26.11 blev han overført til regiment 86.
Han kom til vestfronten og deltog i
stillingskampene i Lothringen den
18.12.16-31.7.17. Herefter kom han
tilbage til 1. regiment 84, 4. kompagni.
Senere lå han i stilling i Vogeserne.
Han har jernkorset af 2. klasse.
Viktor Frank
Broder til Henning, født 1.1.1897 i Bæk.
Den 10.5.16 blev han indkaldt til
Haderslev. Efter fire uger kom han
til regiment 90 i Rostock og efter sin

uddannelse til Rusland i området omkring
Lida, hvor han hørte til stød- og
stormtropperne. I efteråret 1917 kom
han til Vestfronten og var om vinteren
i Flandern. Han deltog i kampene ved
La Capelle, Langemarck og Paschendale.
Det sidste sted blev deres dækning
gennemskudt. Da han ville redde
sin underofficer blev han let såret og
lå 14 dage på lazaret. Ved forårsoffensiverne
faldt han den 24.3.18. Han
havde jernkorset af 2. klasse.
Æret være hans minde!
De to sidstnævnte er Joan Holts
slægtninge.
Citat fra Lindorff’s ”sorte bog”:
Til slut et kort ord for at lede bogen
på vej. Nedskrivningerne er min egen
beretning fra krigsdeltagere eller pårørende.
Nogen har oplevet mere, andre
mindre, og fortalt om det. Men alle har
opfyldt deres pligt i troskab, og ikke en
eneste af de indkaldte unge mænd i
Bæks fællesskab har trukket sig.
9
Den der er tro indtil døden skal modtage
livets krone.
Jeg håber at bogen, som er skrevet i
kærlighed til vores uforglemmelige
gamle hjem og til vores elever, samti-
dig er et minde om deres gamle lærerpar.
Fra 1860-80 var der i Bæk 87 beboelser.
Skolen i Bæk var midtpunktet,
og lederen i mere end 30 år, en retskaffen
og pligtopfyldende lærer. Men
”tombe tysk” lige til det sidste, som vi
kan læse i hans ”sorte bog”: Opfyldt
deres pligt i troskab – Tro indtil døden.
Ingen har trukket sig”.
Med beklagelig hovedrysten: ”Nej
Lindorff” – mange var udvandret for
ikke at tjene i ”fjendens” trøje – også i
årene før krigen 1914.
Ud af Lindorff’s 71 drenge faldt 14.
I hele Nustrup sogn løb tallet op på 54
faldne.
Lindorff’s med deres klasse, år 1899.

Julefred
af Landmand Karl Schmidt, Bæk
Det var juleaften 1916. Vi lå i en hule
ved Trangluar i egnen ved Somme. Vi
var kommet i stillingen 7 dage før, de
første 5 i reserve stillingen, hvor vi lå i
understande (huler) om dagen, og om
natten var vi ude og trække pigtråd
ved linierne længere fremme. Så blev
vi flyttet til nærmeste beredskabslinie,
ca 1000 m bag den forreste, og der
kom vi i den såkaldte Kridthule. Denne
var blevet opdaget tilfældigt i et granat-
hul, der havde vist, at der gik en
gang længere ned i jorden. Tyskerne
havde undersøgt den og fundet, at den
kunne bruges som dækning. Der var
kalkbund i den egn. Omtalte hule, eller
kælder, gik i zig zag 75 trappetrin ned,
og så i krumme gange fremad. Derfra
var der udhugget rum ind til siderne,
nogle så store, at der kunne være 40-50
mand i hver. Om deres oprindelse har
jeg ikke kunnet få noget bestemt at
vide, men de stammer vist fra enten
kristendommens første tid i egnen, og
ellers har munkene på een eller anden
måde benyttet disse underjordiske huler.
Til denne hule kom vi natten til lillejuleaftensdag.
Vor legemlige tilstand
var alt andet end god. Siden vi var kom-
met i stillingen, havde vi ikke haft støv-
lerne af benene, og det regnede støt,
så vi blev gennemblødt ved arbejdet,
og havde ikke haft lejlighed til at blive
tørre om dagen. Forplejningen var ikke
god, og vi fik den meget uregelmæssigt;
dårligere var det også blevet, efter
at vi var kommet længere frem. Vi var
500 mand af de forskellige formationer
i hulen. Om natten var vi ude at trække
pigtråd og om dagen måtte ingen forlade
hulen af fare for, at englænderne
10
Karl Schmidt som tysk soldat i
1. Verdenskrig.
skulle opdage indgangen. Derefter
kan enhver forestille sig, hvordan luften
var dernede, 200 m under jordens
overflade. Der var en luftpumpe til at
pumpe frisk luft ned med, men det var
ikke til at få frisk luft ind i sidegangene,
og da al nødtørft blev forrettet dernede
dagen igennem, ja så var luften næsten
ikke til at ånde i. Hvad der yderligere
i høj grad bidrog til at mindske vort
velvære, var lusene.
Da alt var så snavset, og rengøring
umulig, så var der en frugtbar bund for
dem, de var næsten også ved at æde
os op. En stor del af tiden sad vi omkring
tællelysene med de forskellige
beklædningstykker i hænderne og
holdt jagt på vore små fjender. Sådan
var vor stilling, man turde næsten hver-
ken tale om, eller tænke på, at nu var
det snart jul, så pinligt var det for os
alle at tænke på de kære julefester,
man før havde oplevet, med hver sin
kære. Alt havde været præget af glæde,
dertil den gode julemad, juletræet og
den hyggelige stuevarme, en stor mod-
sætning til det, vi havde i øjeblikket.
Sådan gik tiden til juleaften. Nu var
det jul, vi satte ikke forhåbninger til jule-
glæde, og alligevel ventede vi spændt
på, hvad feltkøkkenet ville bringe. Maden
brød vi os ikke så meget om, men

det, vi særlig ventede, var post, for
selvom brevene med de gode jule-ønsker
ikke kunne bedre vor stilling, så
var det dog en adspredelse at få brev
fra alle de kære. Man kunne ved at læse
dem drømme sig hjem og glemme sin
egen triste tilværelse.
Jeg var blandt dem, der blev kommanderet
ud efter maden ved feltkøkkenet.
Dette var ikke ufarligt, da den
sammenskudte by, der var over os,
lå under stadig artilleriild, men nogle
skulle jo afsted. Vi hentede maden i
beholdere som mejerispande og var
så to om hver.
Det første, man så efter i feltkøkkenet,
var, om der var post med, og hvor
meget der var i postsækken. Synet af
den satte ikke vores humør op, for der
var kun ganske lidt i sækken. Vi kravlede
så afsted igen med maden og kom
godt hen i nærheden af hulens indgang.
Da hørte vi håndgranater brage ude i
forreste linie, og maskingevær begyndte
at knalde. I det samme blev der også
skudt nogle røde lyskugler af, og så
vidste vi med sikkerhed, der var angreb,
for det var nemlig tegn til artelleriet ved
et angreb, om at nu skulle de lægge
spærreild. Det var også næsten i samme
øjeblik, at hundreder af projektiler kom
susende og hvæsende hen over vore
hoveder og eksploderede med bragen
i den engelske linier. Dette skete altsammen
på ganske kort tid, og straks
skyndte vi os naturligvis mod indgangen,
men allerede før vi nåede den,
svarede englænderne på den tyske
artelleriild, og granaterne eksploderede
omkring os. Vi faldt og trillede omkring
i mørket ned på trappen, fordi alle
trængte på for at komme ned, men ned
kom vi da, og maden – kogte bønner,
blev uddelt. Så ventede vi på, at posten
11
skulle blive fordelt. Jeg fik brev fra mor
og en lille pakke fra Lindorffs, men
samtidig kom der ordre til, at vi straks
skulle gøre os færdige til at rykke frem
til forstærkning.
I den lille pakke jeg havde fået, var
der et par brune kager og en lille æske
cigaretter og så en lille grangren med
et julelys. Kagerne blev spist, og vi fik
dampen op på en cigaret, så vi mærkede
da lidt til, at det var juleaften. Den
lille grangren stak jeg ind i en revne
i kalkmuren og tændte lyset, og der
brændte det så roligt, som var det i en
virkelig stue, på et juletræ. Kanontordenen
hørte vi som en fjern buldren, vi
sad jo velforsvarede dernede i jorden.
Kun når de svære granater slog ned
ovenpå vor hule, rystede det sådan, at
små kalkstykker faldt ned.
Da jeg var ved at pakke mine sager
sammen, kom jeg til at se på det lille
julelys, der brændte med den lille, rolige
flamme. Det var helt underligt for
mig, dette lille tegn på julen derhjemme,
lyset der også her brændte, som om
det var jul. Dette er ikke noget, der er
sendt af Gud, og hvor meget måtte vor
frelser ikke lide for os, for at vi kunne
få fred.
Dette mindede dette lille julelys mig
om, og jeg blev så glad og takkede
Gud, fordi han havde sendt sin søn
med julefreden
ned til
os mennesker.
Karl Schmidt
døde i 1982 .
Han blev 87
år gammel.

Bæk Ringridning
Bæk ringridderforening er stiftet
i 1909 af Niels Bennetsen, Mads
Schmidt og Peter Schmidt på Klejnbjerg
kro. Senere blev det flyttet til
Bæk og blev kaldt plantagefest.
Bæk ringridderforening afholdt
generalforsamling i Bæk skole d. 21-
1-1949.
Hans Grønnebæk åbnede mødet
og mindedes indledende formand
Mads Schmidts død i sommeren 1948,
og hvorfor der heller ingen fest blev
afholdt det år.
Mejeribestyrer Petersen blev valgt til
dirigent og følgende blev behandlet og
vedtaget.
Regnskabet blev taget i øjesyn og
blev enstemmigt godkendt. Det vedtoges
at rette sig efter vedtægterne
i lighed med oplæste fra Skrydstrup
ringridderforening, dog at paragraf
23 ændres til, at ingen kan indføre
fremmede herre eller dame uden
gæstekort.
Valget:
Til formand valgtes enstemmigt
Hans Grønnebæk. Til bestyrelsesmedlemmer
Martin Hansen, Thomas
Damm, Niels Peter Schmidt og Poul
Schmidt som kasserer.
Formanden og Martin Hansen fungerer
i to år - de andre i tre år.
Som suppleanter til bestyrelsen valgtes
Jacob Schmidt og Mads Schmidt.
Til revisorer valgtes Jes Jepsen og
Chresten Skov.
Det vedtages at lade bestyrelsen
afgøre, når den årlige ringridderfest
skal afholdes i 1949.
Ligeledes oplyste formanden, at han
havde tænkt sig at afholde en vinter-
12
fest allerede den 28-1 i Nustrup Forsamlingsgård
med dilettant, opført af
Mølby spillerne samt med påfølgende
bal. Efter nogen drøftelse vedtoges
det, at afholde nævnte fest.
Underskrevet af:
J. Petersen, J. Kaad, Th. Damm,
Aksel Hansen, Hans Grønnebæk og
Mads Schmidt
Bæk d. 21-5-1951
Generalforsamling afholdt i Bæk
skole d. 21-5-1951 med følgende
dagsorden.
Beretning: Kasserer Chr. Skov oplæste
regnskab som blev enstemmigt
godkendt.
Valg: Hans Grønnebæk som ikke
ønskede genvalg som formand blev
æresmedlem som den første i foreningen.
Mathias Bram blev valgt til formand.
Albert Parus blev valgt til revisor i
stedet for Mathias Bram.
De øvrige valg var genvalg.
Ringridningen blev bestemt til den
16-17 juni.
Underskrevet af:
Steffen Nissen og Karlo Bram
Lundsbæk d. 26-6-1962
Dags dato afholdtes der bestyrelsesmøde
ved Martin Hansen.
Der blev drøftet forskellige emner
bl.a. udskænkningsformen. Man blev
enige om at vedkommende der skulle
stå for udskænkningen, skulle fastlønnes.
Indgangstegn blev sat til en pris af 5
kr. for damer, 6 kr. for herrer, 9 kr. for
ægtepar alt inklusive medlemskort.
Ryttertegn blev forhøjet til 15 kr., børn
halv pris.

Underskrevet af:
Claus Rasmussen, Hans O. Schmidt,
Carlo Bram, Martin Hansen og
Mathias Bram.
Nustrup d. 22-1-1970
Den årlige generalforsamling er
dags dato afholdt med følgende dagsorden.
Beretning
Regnskab
Valg efter tur Martin Hansen og
K.H. Gude
Evt.
Formanden indledte generalforsamlingen
ved at mindes afdøde Aksel
Hansen og Hans Grønnebæk.
Beretning og regnskab blev her efter
enstemmigt godkendt.
Valgt blev Martin Hansen og
K.H. Gude.
Bestyrelsen træffer afgørelse om
ringridderfestens afholdelse, ligesom
Johan Jensen, den sidste formand i Bæk Ringridderforening.
Foreningen kunne i år have fejret 100 års jubilæum.
13
en evt. vinterfest også afgøres af
bestyrelsen.
Endvidere blev det besluttet at fremtidige
generalforsamlinger afholdes på
et offentligt sted (ikke privat).
Underskrevet af:
Jens E. Jensen, Mathias Bram, Frede
Knudsen, E. Knudsen, Thomas Parus,
Ingolf Kristensen og Knud P. Christansen.
Nustrup 14-3-1985
Generalforsamling i klubhuset.
Beretning og regnskab blev godkendt.
Der blev besluttet at stille ringridningen
i bero, på grund af økonomiske
problemer.
Underskrevet af:
Carl H. Gude, Leif Foder, Børge V.
Christensen, Bent Jensen, Ingerlise
Jensen, Henrik Jørgensen, Betty
Christensen, Karlo Bram og Johan
Jensen. (billedet)

Købmanden i Bæk
Oprindeligt var det ikke tanken, at
Karen skulle være anden generation i
købmandsforretningen:
– Min mand, Jens Ejnar Jensen, var
mejeribestyrer i Bæk, og vi boede ovre
ved mejeriet. Da mejeriet blev lukket
i 1961, byttede vi med mine forældre.
Dét med at være købmand var ikke lige
Jens, og han uddannede sig til kørelærer
og drev en køreskole, mens jeg
passede forretningen.
I den lille forretning var træhylderne fyldt
op med alt fra friske hindbær, friskmalet
kaffe til træsko og trusser, potter og pander.
Der var ingen hyletoner ved kassen,
ingen lange køer, intet transportbånd
og stregkoder fandtes ikke.
Hos købmand Karen Jensen i Bæk,
lagde man varerne op på en trædisk,
og slog priserne ind på kasseapperatet.
Så åbnede Karen Jensen den
knirkende dør for forretningens kun-
14
der, som hun var ene om at betjene,
og ønskede dem en fortsat god dag.
Tidligere kom karlene fra alle gårdene
hver fredag aften. Købmandsgården
var samlingsstedet, hvor de
prøvede kræfter – i hvem der kunne
spise flest negerkys!
I dag hører karlene fortiden til. Der
er kun få af dem tilbage i landbruget.
– Men de gamle kom her til det sidste,
for at købe og få et hold snak, fortæller
købmand Karen Jensen, den sidste
købmand på disse kanter.
– I vores tid var her tre. En i Lundsbæk
og en i Bæk by, og så vores.
Karen Jensen var ikke blandt de krise-
ramte. Det sagde hun selv. Og hun
mente det. Hun var også glad for sine
kunder. Og de for hende.
- Så længe de støttede mig og bakkede
butikken op, så blev jeg her, men
jeg var da udmærket godt klar over, at
der ikke kom nye, unge folk efter mig.
Deres krav ville nok være for store til,
at de kunne honoreres. En børnefamilie
kræver i sagens natur mere end
en enlig.
For Karen Jensen var købmandsgerningen
blevet livsopgaven.Da Jens E.
Jensen døde i 1981, fortsatte hun sin
forretning.
– Jeg gik ikke meget i byen. Når butik-
ken lukkedes om aftenen, lavede jeg
regnskab - eller satte på hylderne. Og
så var jeg for træt til at gå ud. Det passede
mig også bedst sådan.
Butikken blev bygget om, da vi over-
tog den i januar 1961 efter mine foræl-
dre, Jørgen og Metha Skrøder, der
havde drevet den siden 1924. Far hav-
de mølleri og savskæreri ved siden af,
plus jorden, som jeg også dyrkede -
dog med maskinstation. Der hører godt
fem hektar til ejendommen.

Det hændte om sommeren, at der
kom turister i butikken, som åbent er-
klærede, at de fik lyst til at se indenfor
i en rigtig lille købmandsbutik på landet.
For Karen Jensen var ringen sluttet.
Hun sad i ejendommen, hvor hun blev
født og voksede til. Faktisk havde hun
kun været borte under uddannelses-
og skoleophold. I 1945 blev hun gift
med Jens Ejnar Jensen, der var mejerist,
og som blev bestyrer, og så byttede
de simpelthen bopæl og overtog
købmandsbutikken, mens forældrene
flyttede på mejeriet.
Karen Jensen som barn, foran hendes
barndomshjem – Købmandsgården.
Karen Jensen tænkte, at hendes
kunder kom i forretningen, fordi de
kunne lide atmosfæren og få en snak.
– Kunderne spurgte jo gerne, om der
var noget nyt og fik en snak med mig
eller andre kunder. Det holdt lidt sammen
på byen, fortæller Karen Jensen.
– Nej, kunderne svigtede ikke, men
jeg kunne nok mærke, når de gamle
døde, og der kom nye folk i husene.
Lavprisbutikkerne syntes jeg ikke,
jeg mærkede meget til. Vi små købmænd
kunne slet ikke købe hjem til de
priser, som de store kunne.
Den enlige benzinstander i gårds-
15
pladsen blev også flittigt benyttet, og
ofte var det købmanden, som trådte til
som tankpasser:
- Jeg kendte mine kunder og vidste,
hvem der selv tankede, og hvem jeg
skulle tanke for. Det er ligesom herinde
i butikken. Nogle fandt selv varerne,
andre skulle betjenes.
Fra 1924 solgte vi benzin fra butikken, men
benzinsalget var ikke stort. Måske et par
tusinde liter om måneden.
Købmandsbutik var der i Bæk i hvert
fald siden tiden omkring århundredeskiftet.
Ejendommen er brændt flere
gange, men genopført hver gang.
– Kontrabogen var også i brug til det
sidste. Den var ikke til at afskaffe, når
vi havde haft den siden 1924, fortæller
Karen Jensen om dette specielle
fænomen - køb løbende, betal til den
første - som forlængst hører fortiden til.
– Jeg tror ikke, jeg vil kunne trives
andre steder. Man siger, det ikke er
let at flytte gamle træer, siger hun
tankefuldt.
Idag bor Karen Jensen i en dejlig
lejlighed i Det gamle Mejeri Skråt over
for Købmandsforetningen, hvor hendes
søn, kørelærer Jørgen Jensen, bor.

Købmandsgården, inden branden i 1914.
Købmandsgården, genopbygget efter
branden i 1914.
Købmand udsat for røveri
En mandag eftermiddag i april 1992
blev købmand Karen Jensen udsat for
et væbnet røveri.
– Hvis blot du gør, som jeg siger,
skyder jeg ikke. Lås døren og så vil
jeg godt se penge, lød røverens ordre
til den dengang 64-årige købmand
Karen Jensen, mens han pegede på
hende med en sort pistol med et glat,
25 centimeter langt løb.
Dybt rystet tømte Karen Jensen
pengekassen og udleverede indholdet
samt en tegnebog til røveren, der på
cykel forsvandt fra stedet med 5.800 kr.
i kontanter.
Politiet så ganske alvorligt på sagen.
16
Købmandsgården, inden branden i 1933.
Købmandsgården, genopbygget efter
branden i 1933.
Der var direkte sat fem mand på, som
var ude at afhøre beboerne i området
og søge efter spor. Politiet fandt alle-
rede samme aften frem til det sted, hvor
den cyklende røver havde gemt sin bil.
En politihund snuste sig frem til Bæk
Plantage ved Ringriddervej, 300-400
meter fra købmands-forretningen, og
her fandt man spor efter såvel cyklen
som flugtbilen.
Kriminalpolitiet var 100 procent sikre
på, at sporene stammede fra røveren,
fordi gerningsmanden på dette sted i
skyndingen havde tabt en del små-
mønter, ligesom han havde smidt tegne-
bogen på jorden. Cyklen tog han imidlertid
med sig.

Der var jo tale om en forholdsvis øde
egn, så et vidne havde set den mørke
bil, han kørte bort i.
En husmoder fra Bæk fik siden sit
husholdningsbudget forøget med en
dusør på 1000 kr. Det var ved hjælp
af hendes fortræffelige hukommelse,
at politiet i løbet af blot ét døgn fik opklaret
et væbnet røveri hos den lokale
købmand.
Husmoderen havde undret sig over
bilen og indprentet sig bilens nummer.
Hun var et rigtigt godt vidne, ifølge
kriminalassistent Børge Baagø, som
sammen med politimester Poul Christensen
overrakte dusøren.
Akut pengemangel var årsagen til, at
en dengang 47-årig mand fra Aabenraa
begik væbnet røveri mod købmand
Karen Jensen i Bæk. Købmandsforretningen
kendte han fra sin fortid som
skraldemand i området.
Ved retten i Haderslev leverede han
en uforbeholden tilståelse, ligesom
han erkendte sig skyldig i en halv snes
tyverier samt ulovlig våbenbesiddelse.
- Jeg havde tænkt på at gøre et eller
andet i flere dage. Jeg købte en paryk
og et par gamle briller i genbrugsbutikken
i Aabenraa. Derfra kørte jeg til
Bæk. Jeg kendte området, for jeg har
for år tilbage kørt renovation på den
egn, fortalte den da 47-årige, der tidligere
er straffet flere gange for blandt
andet tyverier. Dog ikke tidligere for
røveri.
Han parkerede bilen i skoven nær
købmandsbutikken. Han drak et par
øl, og så gik han ned til købmandsforretningen.
Han havde en cykel med.
I købmandsbutikken valgte han en
pakke skipperlabskovs, og da han
skulle betale, trak han pludselig en
gaspistol og forlangte penge af Karen.
17
Han tvang hende til at låse døren, og
de gik ud i køkkenet:
– Jeg sagde til hende, at jeg nok
blev nødt til at binde hende, og tog
en rulle tape frem, forklarede den
sigtede i retten.
Men Karen Jensen forklarede ham
snarrådigt, at hvis han ville have penge,
så var de oppe på loftet, og at hun var
nødt til at gå med op:
– Da vi kom oven på, listede jeg sove-
værelsesdøren op og startede alarmen.
Han forsøgte at slukke den, men han
blev egentlig ikke vred. Han var i det
hele taget stille og rolig. Det var nok

også derfor, jeg ikke var bange overhovedet,
siger Karen Jensen, der var
meget glad for, at politiet fandt røveren
så hurtigt.
Da alarmen satte i gang, var det fak-
tisk Karen Jensen, der overtalte røveren
til at stikke af:
– Jeg sagde, at hvis han ikke ville
møde politiet, så måtte han hellere
skynde sig. Men inden tømte han
pengekassen og tog en pung i køkkenet.
Røveren tabte både pungen og en
del af pengene, da han cyklede afsted
mod bilen. Han fik kun 3500 kr. med
Klassebillede
fra Nustrup Skole År 1939
Købmand Karen Jensen sidder nr. 3 fra
Venstre (Karen Skrøder).
Bagerst fra venstre:
Lærer Sørensen (med datteren Kirsten
på armen), Marie Sørensen, Johan Ejnar
Rørbye, Peter Schøjtt, Christen Thordsen,
?, Christian Bram, Villads Schmidt og
Johanne Bennetzen.
18
sig, og han havde stadig 2700 kr., da
politiet hentede ham.
Var Karen Jensen ikke bange, mens
røveren var der, så blev hun det faktisk
bagefter:
– Lige efter kom benzinmanden, men
jeg var så chokeret, at jeg end ikke kun-
ne skrive en check ud, forklarer hun.
En kvinde fra Bæk havde imidlertid
set røverens parkerede bil, og da hun
hørte om røveriet, ringede hun til politiet
og oplyste nummeret på bilen.
Midterste række:
Karl Willutzky, ?, ?, Søren Grønnebæk,
Harald Jensen, Niels Chr. Larsen, Mathias
Bram, Jens Jensen og Åge Larsen.
Forreste række:
Asta Johansen, Petra bram, Karen Skrøder,
Katrine Bram, Helga Schmidt,
Ane Kjerstine Bram, Anne Lise Rørbye,
Emilie Skov, Elisabeth Skødtt, Otto Skrøder
og ?

Århundredets orkan
rystede Bæk
Sonja og Henry Andresen er i bogstaveligste
forstand blevet pustet i nakken af
døden, og sluppet heldigt fra det.
Fredag den 3. december 1999
ramte århundredets orkan Bæk og
Lundsbæk med så kraftige vindstød,
at indbyggerne meget sent vil glemme
denne aften, og for nogle vil det aldrig
blive glemt.
Allerede fredag morgen lå lavtrykket
over England. Det udviklede sig voldsomt
hen over Nordsøen, og i løbet
af dagen bevægede det sig ind over
det sydlige Danmark. Vinden tog til
og var meget kraftig i vores landsdel,
hvor vindstødene blev målt til hidtil
uhørte højder. Mange havde ingen
anelse om, hvad ordet orkan betød i
vejrudsigten – og blev tydelig overrasket
over hvad der skete den dag i
december.
Sonja og Henry Andresen, Lundsbæk
var den 3. december taget ud
for at besøge en søn i Haderslev.
Hen på dagen blev de ringet op af en
anden søn, som advarede dem om
ikke at begynde at køre hjem, men
opfordrede dem istedet til at overnatte
i Haderslev. Også i radio og fjernsyn
blev alle frarådet at bevæge sig ud i
dette uvejr. Sonja og Henry tænkte
19
meget på dyrene derhjemme, og samtidig
virkede stormen ikke så voldsom
i Haderslev. De blev enige om at det
nok skulle gå og startede turen hjem
til Lundsbæk. En tur som blev deres
livs mareridt. Efterhånden som de
nærmede sig Vojens, blev forholdene
værre og værre. Via en masse omveje,
på grund af væltede træer og
andet, der fløj rundt i luften, endte
turen ved Bæk Byvej – nu kunne de
ikke køre længere. Hos Børge og
Betty Christensen kunne de låne en
lille lommelygte, og til fods ville de nu
gå de sidste ca. 3 kilometer hjem. En
lang tur i tusmørke som i den grad
blev starten til deres livs mareridt...
Træerne kunne de høre vælte både
foran og bag dem, da de gik igennem
skoven ved Bæk gamle skole. Turen
blev meget lang og med hinanden i
hånden måtte de passerede de mange
væltede træer og store grene, som
de på grund af mørket ikke kunne se,
men som de stødte ind i hen af vejen.
Den tur vil Sonja og Henry aldrig
glemme, og fortrød tusindvis af gange,
at de overhovedet var taget fra Haderslev.
Men de klarede den.
Som Sonja afsluttende siger; den
dag var der bestemt én der holdt hånden
over os!
Sådan så Sonja og Henrys ejendom ud
efter decemberstormen i 1999.

Storm med vindstød af orkanstyrke
i januar 2005
Den 8. januar 2005 lød der et ordentlig
brag, som fik Sonja til at styrte
hen til vinduet. Taget på de to staldbygninger
var ved at lette, og en del af
den ydre køkkenmur flyttede sig.
Henry besigtiger skaden på køkkenmuren.
Da Henry nåede køkkenvinduet,
kunne han se, at taget på staldbygningen
med køerne var ved at lette, og
at muren i den ene gavl var næsten
væk. Zinkpladerne fløj i luften, og da vi
kom ud af køkkendøren, kunne vi se,
at væggen havde flyttet sig. Selv om
orkanen i 1999 var værre, og denne
kraftige blæst kulminerede i eftermiddagstimerne,
hvor vinden tiltog
med vindstød af orkanstyrke – så var
skaderne endnu engang enorme hos
Sonja og Henry.
20
Sonjas bil efter at have kolideret med et
træ, i en fart af ca. 50 kilometer i timen.
Sonja måtte skæres fri
Et par dage efter den sidste storm,
skulle Sonja op til købmanden efter en
ny gasflaske til den lånte gasovn, så
de kunne holde varmen. Skorstenen
var jo væk efter den hårde medfart i
stormen.
Et formodet ildebefindende gjorde,
at Sonja mistede herredømmet over
bilen og kørte direkte ind i et træ ved
Ringridervej. Sammenstødet var så
kraftigt, at Sonja måtte skæres fri.
Derfor var brandvæsnet med, da ambulancen
nåede frem.
Igen kunne Sonja sige; det var altså
heller ikke mit nr. der blev trukket ud
denne gang!
Sådan så Sonja og Henrys ejendom ud
efter januarstormen i 2005.