pdf version - Zoologisk Museum

Kom og se ringmærkning
Lys over troldfuglen
I radiokontakt med natugler
Sortspætter i sigte
Natravn i nettet
Havterne blev Europas ældste
Korte nyheder
Skriv eller ring
September
2002
nr 3
Zoologisk Museum, Københavns Universitet

I april indbød Zoologisk Museum til et lignende
arrangement, hvor der kom mere
end 500 besøgende. Foto: S. Vikstrøm.
Kom og se ringmærkning
lørdag den 28. september
2002
Zoologisk Museum og dets korps af
frivillige ringmærkere, indbyder alle
interesserede til at komme ud og se
ringmærkning af fugle.
Hvis vejret er med os, vil vi have
gode muligheder for at demonstrere,
hvorledes man indfanger fuglene
og forsyner dem med en lille let ring
– og fortælle om hvorfor vi gør det,
samt lidt om hvilke resultater det afstedkommer.
Det er altid en oplevelse
at se en levende fugl helt tæt på,
og vi viser, hvordan man bestemmer
fuglenes art, køn og alder. Nogle af
Zoologisk Museums ringmærkere vil
være til stede, og de fortæller gerne
om de oplevelser, der er ved arbejdet
med at ringmærke fugle.
Dette efterår er der mulighed for at
se ringmærkning af fugle følgende
steder:
• Nors Sø, Thy.
• Indfjorden, Bøvlingbjerg
• Brabrand Sø, Århus
• Blåvands Huk, Varde
• Gulstav Mose, Langeland
• Gedser, Falster
• Stigsnæs, Skælskør
• Gilbjerg, Gilleleje
For yderligere oplysninger,
f.eks. kørselsvejledning og
tidspunkter, se dagspressen
eller vores internetadresse:
www.zmuc.dk/VerWeb/ringing
Vi ses den 28. september
Lys over troldfuglen
Henrik Vang Christensen er
ekspert i at fange skovsnepper.
Han har sat ring på 141 snepper,
og det er en kunst, for året
byder kun på få sneppedage,
og fangsten er vanskelig.
Tekst og foto af Jan Skriver
Der er magi i luften denne aften
i november. Desuden småregn,
ganske let vind og en smule dis af
den milde, kropsnære slags. Tusmørket
er blevet tæt, det er kort
efter aftentide, og vi står midt i de
bedste betingelser for at få kontakt
med skovsnepper.
Det er en opskrift for absolutte
eksperter i kunsten at fange sky,
vagtsomme fugle i mørket. Man
ved aldrig med snepper. Vi befinder
os på en mark i Thy, hvor
Zoologisk Museums ringmærker
Henrik Vang Christensen har gode
erfaringer med at få skovsnepper
i nettet. Hans far, konservatoren
Hugo Christensen, er hans makker,
for det kræver samarbejde at vriste
skovsnepper ud af deres terræn.
“Der sidder én”, siger Henrik
Vang lavmælt, da vi langsomt og
yderst koncentreret bevæger os
hen over den våde, mørke græsmark
med den lette vind imod os.
Han sigter på sneppen med sin
lygte, der ligner en kænguru-lampe
fra Australien. Skarpt og målrettet
lys skal bruges, når skandinaviske
skovsnepper på mellemlanding i
Thy skal ”holdes fast” i en lysstråle
og forsigtigt fanges for at blive
ringmærket.
Sneppen sidder stille i lysstriben
og er helt paralyseret. Dens store,
runde øjne reflekterer grønligt som
et sæt katteøjne. Nu handler det
om at udnytte situationen, som
i hvert fald for skovsneppen er
uvant. Hugo Christensen sænker
stille nettet for enden af den
næsten otte meter lange og meget
lette kulfiberstang ned over sneppen.
Pludselig flyver den op. Det var
ikke meningen. Men fuglefængerne
har håndelaget i orden.
Henrik Vang holder den flyvende
skovsneppe ”fast” i lyskeglen, og
oppe i fem meters højde får hans
far fat i fuglen, med nettet.
“Dér var vi heldige. Det er ikke så
tit, at der er fangst i første forsøg”,
Henrik Vang har ringmærket mere end
140 skovsnepper siden begyndelsen af
1990’erne.
siger Henrik Vang.
Den nordjyske ringmærker er den
dansker, som har fanget flest skovsnepper
til ringmærkning. Det er
blevet til 141 siden begyndelsen af
1990’erne. Som bifangster og sidegevinster
i mørket har han ved hjælp
af kunstigt lys og netstang også
fanget enkeltbekkasiner, dobbeltbekkasiner,
sanglærker, viber, hjejler og
sågar lille lappedykker.
Hans teknik er i dag raffineret i
forhold til de indledende fagter som
fænger.
“I starten bruget jeg klassiske ringmærkningsnet,
de såkaldte spejlnet,
til snepperne. Jeg spændte 200
meter net ud på marker, hvor jeg
vidste, at skovsnepper på deres træk
om efteråret søgte føde i skumringen
og i daggryet. Derpå forsøgte jeg at
genne fuglene ind i nettet. Det var
tidskrævende og et slid. Og resultatet
stod slet ikke mål med mine anstrengelser.
Jeg fangede 1-2 snepper pr.
sæson de første år”, fortæller Henrik
Vang, mens han måler og vejer
denne gavmilde og effektive novemberaftens
første fangst.
Det er en gammel fugl, fit for fight
og fed for at sige det lige ud. Den
skal nok klare trækket, medmindre
den bliver truffet af en dygtig jæger.
De snepper, som Henrik Vang har
haft i hænderne, har vejet mellem
285 og 445 gram. De fleste ligger
omkring 330 gram. Og yderste led
på vingerne, også kaldet ”hånden”,
måler mellem 19 og 21 centimeter.
Nu tilbage til sneppefangstens forhi-
side 2

storie i Thy: efter et par magre år på
sneppemarkerne fandt Henrik Vang
på at sætte et fiskenet på en rund
ramme for enden af en bambusstang
og bruge lys til at holde fuglene
”fast” med.
Det var gennembruddet for hans
sneppe-succes. Hans nyopfundne
metode var dog klassisk, fandt han
senere ud af, da et hold franske
sneppe-sagkyndige i efteråret 1994
gæstede Danmarks Miljøundersøgelser
(DMU), Kalø. I Frankrig har
fagfolk masser af erfaringer med at
fange skovsnepper. Franskmændene
brugte netop lygter, der samler lyset
i en kraftig stråle, og lange stænger
med net, når de skulle fange og ringmærke
snepper.
Kun årelang erfaring fra felten kan
give gevinst i skovsneppens terræn.
Sneppen lever op til sit ry som en
troldfugl, der synes umulig at placere
i noget mønster.
“Jeg går også som jæger på jagt
efter snepper. Derfor ved jeg, at
skovsneppen er utilregnelig. Du kan
stå i en situation, hvor du siger til
dig selv, at nu må der være masser
af snepper i plantagen. Når du så
kommer af sted, ser du ikke skyggen
af en fugl”, fortæller Henrik Vang.
“Men ét mønster tegner sig, når vi
fanger fugle til ringmærkning. Det
er en times tid efter at mørket har
sænket sig, at vi skal ud på marken
med lygten. Skovsnepperne søger
føde fra skumring til daggry. Det ser
ud til, at snepperne sidder og fordøjer,
når de har været på jagt efter
føde i en time eller to. Vi forsøger
at fange dem, når de holder deres
side 3
første hvileperiode”, fortæller ringmærkeren.
De lette, sandede jorde er i Thy de
bedste sneppe-terræner. Områder
med vedvarende græs, hvorpå
der går kreaturer, er optimale.
Fugtige marker, der veksler
med tuer, flader og kokasser
er skovsneppens foretrukne
natlige jagtmarker. Særligt
hvis markerne støder op til skove.
“Når man sæson efter sæson
bruger de samme marker til sin
fangst af skovsnepper, lærer man
sneppernes vaner at kende. Det
er tydeligt, at de samme lavninger
og småpytter i terrænet år efter år
tiltrækker snepper. Fuglene ved præcist,
hvor de kan finde flest orme,
snegle og insekter. De er på trækket
ligesom de andre bekkasiner. Dem
kan man også år efter år finde på de
samme kvadratmeter sumpet eller
fugtigt land, hvis området da ikke er
blevet drænet og opdyrket”, siger
Henrik Vang.
Sneppefængerne fra Thy må være
klar til at rykke i felten, straks vejret
er til fangst. I praksis byder det
danske vejrlig kun på 15 aftener i
løbet af en sæson, hvor vilkårene er
optimale til sneppefangst.
“Fuldmåne og klare nætter dur
ikke. Det skal være mildt, fugtigt og
let blæsende i perioden fra den 20.
oktober og til midt i december, før
man kan fange skovsnepper. Om foråret
har fuglene mere travlt på trækket,
end de har om efteråret, fordi de
da skal nordpå for at yngle. I martsapril
kan man en sjælden gang være
heldig at fange en sneppe”, siger
Henrik Vang.
Når ringmærkeren står med en
sneppe i hånden, kan han straks
se, om det er en ung eller en
gammel. De unge snepper har
slidte, takkede svingfjer. Gamle
skovsneppers svingfjer er rene
og glatte i kanten, for de har skiftet
fjer, lige inden de begyndte deres
træk mod syd. Årsungerne fælder
først efter deres efterårstræk.
Næbbet på sneppen bliver også
målt. Henrik Vang har to gange
fanget en af de sjældne ”kortnæbbede”
skovsnepper. Deres næb
måler kun 3-5 centimeter, hvor snepper
her i landet almindeligvis har et
næb, der er flere centimeter længere.
En teori går på, at de kortnæbbede
snepper hører til en bestand højt
mod nord, men teorien er aldrig
blevet videnskabeligt bevist.
“Den 3. december 1992 fangede
og ringmærkede jeg en kortnæbbet
sneppe ved Førby Sø i Thy. Året
efter blev fuglen skudt den 4. december
ved Nørhå Sø lige i nabolaget.
Det kunne tyde på, at skovsnepper
er tro mod deres rastelokaliteter på
trækket”, siger Henrik Vang.
Ud af de 141 skovsnepper, som
ringmærkeren fra Thy har haft i hænderne,
er 13 blevet genmeldt. De er
alle skudt. En faldt i Sverige på forårstrækket.
De øvrige genmeldinger
er fra Frankrig, England, Skotland,
Irland, Holland, og fem fra Jylland er
fra efteråret.
Alle disse genfund er med til at
kaste lys over skovsneppens liv,
blandt andet som gæsten fra nordøst,
der holder vinter i det milde nordvestlige
Europa.
Skovsneppen er en vadefugl, som træffes
i åbne løv- og nåleskove. Skovsneppen
lever overvejende af regnorme, larver og
biller.

I radiokontakt
med natugler
Forskeren Peter Sunde undersøger,
hvad der gør en ynglesæson
god eller dårlig for natugler, og
hvordan uglerne spreder sig i
landskabet.
Af Jan Skriver
Som en lille rygsæk på bare 13 gram
sidder radiosenderen fast på uglen.
Senderen, der er helt dækket af
fuglens bløde fjerdragt, skal hjælpe
til med at kortlægge uglernes ellers
ukendte livsbaner.
De seneste fire år har forskeren
Peter Sunde fra Afdeling for Populationsøkologi
på Københavns Universitet
sat radiosendere på 120 natugler i
Gribskov i Nordsjælland.
Peter Sunde, der i dag udfører sin
forskning med base på Universitetet i
Lund i Sydsverige, er manden bag et
radiomærkningsprojekt godkendt af
Ringmærkningscentralen på Zoologisk
Museum i København.
Radiosenderne og ringmærkningen
er helt afgørende redskaber, når der
i felten skal høstes resultater. En
sender gør forskeren i stand til hver
dag at spore sit mål meget præcist.
“Netop natuglen egner sig fortrinligt
til radiomærkning, også kaldet
telemetri. Uglen lever så skjult, at
det i praksis er umuligt at spore den
uden en sender. Endvidere er natuglen
meget stedtrofast. Et føderigt
natugle-territorium er på under én
kvadratkilometer. Det betyder, at
radiosendere, der har 2-5 kilometers
rækkevidde, i reglen kan give mig de
oplysninger, jeg skal bruge”, fortæller
Peter Sunde.
I gennemsnit flyver unge natugler
ikke længere end fem-seks kilometer
væk fra det redehul eller den redekasse,
de blev født i.
“De voksne natugler har deres
skarpt afgrænsede territorier. Når de
unge ugler, der kan yngle allerede i
deres andet leveår, skal ud for at
finde deres eget, ”shopper” de
så at sige omkring i nabolaget,
indtil et territorium bliver ledigt.
Jeg kan se, at forældrefugle ofte
tolererer deres eget afkom i flere
måneder i deres eget territorium.
Natugleunger skal være ca. 4 uger gamle, før de kan radiomærkes og ringmærkes.
Foto: Peter Sunde
Tolerancen over for eget afkom giver
sandsynligvis de helt unge ugler en
ekstra chance for at finde føde i de
første vanskelige måneder. Men på
et tidspunkt bliver de unge smidt ud
af territoriet, og så er de med i den
pulje, som kommer i venteposition
til et fast territorium”, fortæller Peter
Sunde.
Fire-fem uger gamle forlader natugleungerne
deres redehul. Straks de
er udenfor, indtræffer fuglenes absolut
mest farefulde fase i livet.
Afhængigt af de levevilkår et år
giver uglerne, vil 30-75 procent af de
udfløjne unger overleve, til de bliver
ét år.
“To ud af tre natugleunger, der dør,
omkommer i løbet af de første 3-4
dage i det fri. Mange af dem sidder
ofte synligt fremme eller dumper ned
på jorden, hvor de bliver taget af en
ræv eller en rovfugl”, siger natugleforskeren.
Natuglen kan lægge æg allerede
midt i februar. Jo tidligere på året
et kuld unger forlader reden, desto
større er chancen for at uglerne vil
overleve, har Peter Sunde fundet ud
af.
“Jeg har set natuglekuld flyve ud 1.
april. Disse meget tidlige kuld klarer
sig statistisk set langt bedre end kuld,
der først flyver ud et stykke ind i maj.
Også selv om ugleungerne i april
ofte er meget synlige, fordi der endnu
ikke er kommet løv på træerne”, siger
Peter Sunde.
Natuglen, der får ét årligt kuld
på mellem to og seks unger, er en
såkaldt overlevelses-strateg. Den er
tidligt i sæsonen i stand til at vurdere,
om året vil byde på meget eller lidt
føde. Herefter lægger natuglehunnen
bogstaveligt talt sine æg efter fødeudbudet.
“En art som sløruglen sikrer sin
overlevelse ved at få flere kuld og
fantastisk mange unger hvert år. En
høj produktion af yngel er denne
uglearts investering i fremtiden. Natuglehunnen
vælger fra år til år, hvor
mange anstrengelser hun vil lægge
i sin yngel. Efter oldenår, der giver
masser af mus, lægger hunnen op
til seks æg. I magre sæsoner vil hun
helt springe over at yngle. I et natuglepar
er hannen skaffedyret. Hvis
hunnen oplever, at hannen ikke bringer
ret mange mus med hjem først
på ynglesæsonen, kan hun droppe
æggene. For en natugle er det ufornuftigt
at pukle med yngel i et dårligt
fødeår, for det udsætter immunforsvaret
for en unødvendig belastning,
som vil forringe uglens overlevelseschancer,”
fortæller Peter Sunde.
Det er og bliver bestandene af gnavere,
som afstikker kursen for natuglens
familieliv. Det er kun i ringe grad
temperaturen eller nedbøren, der
afgør, hvornår natuglen yngler, og
hvor mange anstrengelser, der bliver
investeret i talstærke kuld.
Peter Sunde tager som led i sin
forskning blodprøver af natuglerne
side 4

Hver gang en radiomærket ugle fanges,
gøres der grundige notater om fuglens
størrelse og tilstand. Foto: Peter Sunde
for at finde ud af, hvordan blodparasitter
påvirker fuglene.
“Så at sige alle natugler har blodparasitter,
der er encellede organismer.
Ligesom malaria svækker et menneske,
vil blodparasitterne svække en
ugle, fordi parasitterne æder blodceller.
Unge natugler fra kuld i dårlige
fødeår har flere parasitter end artsfæller
fra gode, muserige sæsoner.
Det er ligeså tydeligt, at har en ugle
først fået parasitterne, vil den hele sit
liv døje med dem. Og så er vi igen
tilbage ved fødegrundlaget, som er
det afgørende for en natuglebestands
trivsel. Masser af føde giver formentlig
overskud af energi til at sikre et
stærkt immunforsvar”, siger Peter
Sunde.
Musebestandene vil altid køre op og
ned i fede og magre sæsoner. Natuglens
territorium kan bidrage til at
afbøde effekterne af svingningerne.
“De bedste natugle-territorier er
dem, som kan give føde til et natuglepar
selv i de dårligste musevintre.
Natugler æder også padder og fugle,
side 5
ja selv flodkrebs har jeg fundet i
gylpene. Derfor er et territorium i et
varieret terræn med vandhuller, grøfter,
enge og skovbryn det optimale.
I kraft af radiokontakten til uglerne
har jeg oplevet, at fuglene har siddet
i den klassiske højstammede bøgeskov
i oldenår, hvor skovbunden har
vrimlet med mus, mens uglerne året
efter, da det var småt med gnavere,
rykkede ud til grøfter og vandhuller,
hvor de jagede frøer og spidsmus”,
fortæller Peter Sunde.
Et ekstremt grundigt kendskab til sit
territorium er en anden del af natuglens
strategi for at overleve. Natugler
kender hver en kvist og gren i deres
leveområder.
“Natuglens evne til at se om natten
er ikke mere end to en halv gang
bedre end et normalt menneskes
tilsvarende evne. Og der findes formentlig
mennesker, som ser ligeså
godt i mørke som natugler. Det er
den fantastisk veludviklede høresans,
der i kombination med lokalkendskabet
udgør uglens bedste
våben”, siger Peter Sunde.
Forskeren har kendskab til 30 natuglepar
i Gribskov, som formentlig
huser mindst 40 par. Omkring 15 af
parrene har han fulgt meget nøje.
Det er disse par, som er kilderne til
den ny viden om natuglernes spredning
og overlevelse.
Forskeren fra Hillerød er draget
i felten med økonomisk støtte fra
Carlsbergfondet. To års løn og alle
udgifter til radiosendere er betalt.
Og der er udsigt til masser af signaler
det næste års tid. Et oldenår er
på vej. Med dét kommer musene. I
hælene på dem følger natuglerne.
Skygget af Peter Sunde.
Læs mere:
- om Peter Sundes forskning i ”Overlevelse
og spredning af radiomærkede
unge Natugler Strix aluco i Nordsjælland”
i Dansk Ornitologisk Forenings
Tidsskrift, vol. 93 (1999) side 267-270.
Peter Sunde med tre natugleunger,
der netop er radiomærket.
Regler for
ringmærkning
Ringmærkningen af vildtlevende
fugle i Danmark hører
under ”Lov om jagt og vildtforvaltning”.
Der er strikse regler
og en nøje kontrol forbundet
med mærkningen. Mærkning
af fugle og andet vildt må kun
ske efter dispensation fra
Skov- og Naturstyrelsen.
Med hjemmel i ”Lov om jagt og
vildtforvaltning” har Zoologisk
Museum og Danmarks Miljøundersøgelser
bemyndigelse
til selv eller ved tredjemand
efter nærmere retningslinier at
foretage fangst og ringmærkning
af fugle.
Al fangst og mærkning af dyr
i Danmark bliver fulgt tæt af
Vildtforvaltningsrådet. Rådet
tæller bl.a. repræsentanter fra
Danmarks Jægerforbund, Danmarks
Naturfredningsforening,
Dansk Ornitologisk Forening
og Foreningen til Dyrenes
Beskyttelse. Rådet fungerer
som et rådgivende organ for
Skov- og Naturstyrelsen samt
Miljøministeriet.
Den administrative del af Ringmærkningscentralen
på Zoologisk
Museum bliver finansieret
af museet og Skov- og Naturstyrelsen.
Arbejdet på Ringmærkningscentralen
bliver løbende fulgt
af en styringsgruppe, der
består af repræsentanter fra
Zoologisk Museum, Danmarks
Miljøundersøgelser, Skov- og
Naturstyrelsen samt Vildtforvaltningsrådet.

Derfor bliver fugle
ringmærket:
• For at tilvejebringe viden om
fuglenes bevægelsesmønstre
og stedtrofasthed.
• For at kortlægge trækruter
mellem yngleområder og
overvintringsområder.
• For at følge fuglenes
ynglesucces eller mangel på
samme.
• For at skaffe viden om fugles
valg af levested, størrelsen
af deres territorier og sociale
struktur.
• For at følge variationen
i de enkelte fuglearters
udbredelsesområder.
• For at beskrive fuglenes
anatomi, fældningsmønstre
og geografiske variation.
• For at kunne forebygge at
bestande kommer i krise og
ender med at forsvinde.
• For at skaffe viden om, hvor
gamle fugle bliver, og hvad de
dør af.
• For at kunne formidle ny
viden fra fuglenes verden.
• Fordi ringmærkning er en
billig og skånsom metode
at skaffe oplysninger på til
brug ved videnskabelige
undersøgelser og forvaltning
af fuglene i Danmark.
Sortspætteunger klar til at blive målt, vejet og ringmærket.
Sortspætter i sigte
Hans Christensen fra Tønder har fulgt sortspættens indvandring i
Sønderjylland. Han er ude i skovene op imod 200 dage om året i et
forsøg på at udfylde alle huller i vores viden om sortspætten.
Tekst og foto af Jan Skriver
Som en sønderjysk Robin Hood sigter Hans Christensen med sin bue mod
bøgen. Så farer pilen af sted og tager en snor med sig.
Hans Christensen ramte plet. Pilen bar sin snor sikkert over en solid sidegren.
Nu kan ringmærkeren hejse en rebstige op i den ranke bøg, så han kan
kravle til vejrs og få kontakt med sortspætterne i redehullet. Spættehjemmet
sidder godt syv meter oppe på den nøgne del af stammen.
Den 43-årige ringmærker har fulgt sortspættens indvandring fra det nordtyske
til det sønderjyske. Han har bogstaveligt talt mandsopdækket Sønderjyllands
sortspætter. I år er der 7 par.
Den seneste snes år har Hans Christensen ringmærket flere end 300 unger
side 6

og næsten 100 voksne sortspætter
med de klassiske metalringe. Desuden
har han sat farvede ringe af
plastik på godt 160 af fuglene. Farveringene
gør ham i stand til at kende
hver enkelt fugl på stor afstand, så
han i teorien kan følge spætternes
færden året igennem.
”Det er enestående, at jeg har
kunnet følge en bestand af spætter,
før den så at sige vandrede ind
i en landsdel. For jeg ringmærkede
og holdt øje med de nordtyske sortspætter
i årene inden arten i 1985
begyndte at yngle i Sønderjylland”,
siger Hans Christensen, der er ringmærker
for Zoologisk Museum og
den tyske ringmærkningscentral,
Helgoland.
I det midtjyske blev sortspætten
for første gang konstateret ynglende
i 1979, det var ved Silkeborg, men
om fuglene herfra er kommet fra den
sjællandske bestand, der indvandrede
fra Skåne i 1950’erne, eller fra de
nordtyske skove, ved man ikke.
“Det er nærliggende at tro, at de er
fløjet fra Nordtyskland og har bosat
sig i Silkeborg-skovene, før de indtog
Sønderjylland som yngleområde.
Jeg har ringmærket tre sortspætter
– to unger og en voksen – nær
Flensborg. De er alle aflæst som
ynglefugle ved Silkeborg”, siger Hans
Christensen.
Den sønderjyske ringmærker har en
teori om, at orkanen, der i 1967 hærgede
store skovområder, har banet
vejen for sortspættens indvandring
op gennem Jylland.
“Storme risikerer at vælte nogle
af sortspættens redetræer, men
stormfald er sandsynligvis en fordel
for arten, fordi der kommer et rigere
insektliv i det mere varierede skovbillede,
som stormene efterlader. Det
bliver nu spændende at se, hvordan
1999-stormen, der særligt hærgede
skovene i Sønderjylland, vil påvirke
sortspætterne på længere sigt”, siger
Hans Christensen.
I gennemsnit sidder sortspættens
redehul ni meter oppe, og i 95 procent
af tilfældene er det hakket ud
i en bøg, der har mindst 110 år på
rødderne. Det ovale indgangshul, der
måler 12 gange 8 centimeter, leder
ind til et redehul, som er omkring 30-
40 centimeter dybt. Hans Christensen
kan ikke se nogen foretrukken
retning i sortspættens valg af verdenshjørne
til sin indgang. Hos det
par, vi i dag besøger i Lindet Skov,
vender redehullet mod sydvest.
side 7
Sortspættens redehul er næsten
altid placeret under de første grene
på bøgen. Ud over hullet med reden
har hvert sortspættepar fra 3 til 10
andre huller i deres område, som de
kan logere i.
“Et sortspættepar svækker måske
i gennemsnit en håndfuld træer,
men sortspætten hakker aldrig i et
friskt bøgetræ. Den begynder altid,
hvor træet har en lille svaghed, som
på længere sigt alligevel vil svække
træet. Skovens folk bør lade sortspættens
træer stå, for halvdelen af
redehullerne bliver genbrugt i flere år.
Fuglene udgør en fordel for skovdriften,
fordi de æder en lang række af
de insektarter, for eksempel barkbiller,
som set fra skovfolkenes synsvinkel
er skadelige”, siger Hans Christensen.
Et sortspættehul står næsten aldrig
ubrugt. Der er ofte andre arter klar til
indflytning.
“Jeg har kendskab til 19 forskellige
beboere i sortspættens gamle huller
– fra flagermus, egern og skovmår
over bier og gedehamse til natugler,
hulduer, stære og flagspætter”, fortæller
ringmærkeren.
Sortspætten er en standfugl, der er
trofast over for sin fødeegn. Men når
et skovområde er besat af fastboende
par, må ”overskuddet” af unge spætter
finde nye områder. Formentlig på
den måde er sortspætten vandret
nordpå i Jylland, hvor der i dag yngler
op imod 150 sortspættepar. Allerede
som ét-årig kan en sortspætte stifte
familie.
Hans Christensen har fundet ud af,
at sortspætterne i gennemsnit lægger
æg omkring den 18. april. Allerede i
slutningen af maj er der afgang for de
nye unger.
“Sortspætte-unger tilbringer 28
dage i redehullet, og det er lang tid.
Det hænger sammen med, at de skal
have tid til at udvikle deres klatrefod”,
siger Hans Christensen.
De fleste sortspætter bliver kun 3-4
år gamle. Men Hans Christensen har
engang aflæst en af ”sine” spætter,
som da var blevet 14 år.
Det er og bliver aflæsningerne af ringene,
som giver de fleste oplysninger
om sortspætterne. Det er meget få
ringmærkede sortspætter, der bliver
fundet døde. Blandt de sønderjyske
fugle er det kun sket to gange.
De store linier i undersøgelsen af
sortspætterne er efterhånden trukket
fuldt op. Nu venter en række nuancer
på at blive afklaret.
“Jeg kan se, at sortspætter ret ofte
Hans Christensen med en
sortspætteunge, der venter på
at komme tilbage til sin rede.
danner par med nært beslægtede
individer. Det er tilsyneladende
ikke sjældent, at for
eksempel to halvsøskende fra
hver sin årgang stifter familie. Jeg
håber at kunne påvise, hvordan et
nært slægtskab mellem partnere påvirker
produktionen af unger”, siger
Hans Christensen, der i nærheden af
Flensborg har haft et ganske særligt
ynglepar.
Her ynglede en hun i tre år lige
efter bogen. Så flyttede en af hendes
sønner hjem og blev sortspættemanden
i redehullet.
Mor og søn fik tre unger. Hvordan
den type afkom vil påvirke udviklingen
af bestanden, vil Hans Christensen
forsøge at finde et svar på.
Læs mere:
- om 1999-stormens betydning for
sortspætten i ”Sortspættehuller &
stormfaldet..” i det sønderjyske blad
Panurus, vol. 34 nr. 1 (2000) side
14-15, skrevet af Hans Christensen.
- om sortspættens indvandring i Jylland
i det tyske fagblad Corax, vol.
12 (1986) side 54-57 skrevet af Hans
Christensen

Natravn i nettet
I den lyse juninat får ringmærkeren
Niels Odder Jensen nærkontakt
med natravne ved at tænde
en båndoptager, der indeholder
klitplantagens sommerhit: natravnens
snurrende sang.
Tekst og foto af Jan Skriver
Ringmærkeren Niels Odder Jensen
har taget sin båndoptager med på
skovturen i den lyse sommernat.
Båndet indeholder natravnens besynderlige
snurrende ”sang”.
Ringmærkeren, der bor i Klitmøller i
Thy, har de seneste godt ti år fanget
og sat ring på knapt 100 natravne.
Alle fuglene er lokket i nettet ved
hjælp af båndoptageren, som Niels
Odder Jensen placerer tæt på sit
fintmaskede fangstnet.
“Natravne er nysgerrige, og de
er på vagt over for artsfæller, som
trænger ind på deres territorier.
Båndoptageren spiller rollen som
en konkurrent, der pludselig er på
forbudt område”, siger Niels Odder
Jensen.
Midt i en sætning stopper ringmærkeren
og meddeler, at nu er der
natravn i nettet. Forsigtigt piller han
fuglen ud af netmaskerne. Natravnen
har en fjerdragt, der er let og blød
som en ugles. Den har en mursejlers
hurtige overlegenhed i luftrummet
og en evne som en flagermus til at
fange insekter i døgnets mørke timer.
I skæret fra en lygte placerer Niels
Odder Jensen en lille, nummereret,
let metalring fra Zoologisk Museum
om natravnens ene ben.
“Natravnen repræsenterer på
mange måder et af de sorte huller
i vores almene viden om fuglelivet.
Der findes kun få genmeldinger fra
udlandet af natravne ringmærket i
Danmark. Én dansk mærket trækfugl
er blevet genmeldt fra Malta i Middelhavet,
og én ynglefugl fra Vestjylland
blev genfundet i Norditalien. Vi
har ingen genmeldinger fra Afrika,
hvor natravnen formentlig overvintrer
i Sahel-zonen syd for Sahara eller
måske endda så langt væk som i
Øst- eller Sydafrika”, fortæller Niels
Odder Jensen.
På grund af artens sky levevis er
der næppe tvivl om, at den dag teknologien
bliver så raffineret, at vi kan
placere en lille let satellit-sender på
en fugl, vil vi kunne afsløre betydelig
flere detaljer af natravnens trækruter
og endestation”, siger Niels Odder
Jensen.
Ringmærkning er for Niels Odder
Jensen et redskab til at holde styr på
den lokale bestand i Thy.
”Jeg har 12 gange fanget natravne,
som jeg år forinden havde sat en
ring på. Natravne, der i hvert fald kan
blive otte år, er trofaste over for deres
fødeegn. De kommer tilbage år efter
år til præcis samme lysning, hvis levestedet
ikke har ændret sig radikalt”,
siger Niels Odder Jensen.
Tidligere var natravnen formentlig
stærkt knyttet til de store, åbne jyske
heder. I takt med at hederne er blevet
opdyrket og lynghederne er groet
til, er natravnen i langt højere grad
blevet nåletræsplantagernes fugl.
”Danmarks bestand af natravne
er næppe gået tilbage det seneste
kvarte århundrede. Den ligger i nabolaget
af 500-600 par. Men fuglenes
yngleområde er blevet forskudt
mod nord og vest. Klitplantagerne i
Nordvestjylland og syd for Skagen er
sammen med området fra Ho Bugt
og til Ringkøbing Fjord vores væsentligste
terræner for natravne. I det
midtjyske findes en talstærk bestand
i plantagerne syd for Silkeborg, Ikast
og Herning. På øerne kan kun Tisvilde
Hegn i Nordsjælland mønstre
en lokal bestand, som matcher de
jyske natravne-habitater”, siger Niels
Odder Jensen.
”Natravnens trivsel er i dag helt afhængig
af skovdriften”, fastslår Niels
Odder Jensen. ”Skovbilledet skal
helst veksle mellem rydninger, skovbryn
og flader med hede, der støder
op til nåletræsplantager. En rydning
mister sin værdi efter 13-15 år, fordi
de nyplantede træer da er vokset op
i en højde, hvor landskabet bliver for
lukket”, siger Niels Odder Jensen,
der spår frugtbare år for natravnen.
”Stormfaldet, der ramte Sydjylland
i december 1999, vil ganske givet
bane vejen for nye natravnepar, der
vil blive tiltrukket af de åbne, nytilplantede
flader og de nye bryn, som
stormen efterlod.
I Nystrup og Torup Plantager syd
for Hanstholm Vildtreservat er Niels
Odder Jensen ved at undersøge,
hvad der får en natravn til at vælge
sit levested, og hvad der senere får
den til at forlade det.
”Jeg gennemfører projektet i et
samarbejde med Thy Statsskovdistrikt.
Jeg håber engang at kunne
give skovfolk konstruktive råd om en
driftsform, der vil være en permanent
håndsrækning til natravnen”, siger
Niels Odder Jensen.
Med næbbet på vid gab fanger natravnen
insekter, mens den flyver rundt i nattens
mulm og mørke.
Læs mere:
- ”Ynglebestanden af Natravn Caprimulgus
europaeus i Danmark, 1992-
1995” i Dansk Ornitologisk Forenings
Tidsskrift, vol. 90 (1996) side 93-98,
af Niels O.Jensen og L. B. Jacobsen.
side 8

Europamester endte sine dage mellem Lolland og Falster
Af Jesper Bønløkke-Pedersen
Danmark har fået en ny europamester.
En havterne blev i sommeren
1971 udklækket på øen Hjelm
mellem Lolland og Falster, og denne
fugl indskriver sig nu, næsten 31 år
senere, i rekordbogen.
Havternen blev fundet den 8. maj
i år på Kalvø, ligeledes mellem Lolland
og Falster, af politibetjent Jørn
Hansen, og endte således sine dage
i det samme farvand som den startede.
Med sine 31 år er det den ældste
dokumenterede havterne i Europa.
At det overhovedet er muligt at fastslå
alderen og udklækningsstedet på
fuglen skyldes, at den kort tid efter
udklækningen i 1971 blev ringmærket
af Zoologisk Museums ringmærker,
Willy Mardal. Den lille lette stålring
bar inskriptionen ”8645637 Zool.
Museum Denmark”.
Ringmærkning har vist, at skandinaviske
havterner trækker til Antarktis
og den sydpolare sommer, når der er
vinter og fødeknaphed på den nord-
Aktuelle forsknings- og formidlingsaktiviteter på Ringmærkningscentralen, Zoologisk Museum
Dansk Trækfugleatlas
Bogen vil i en let tilgængelig form præsentere de store mængder ringmærknings- og genfundsdata, som nu ligger tilgængelige i
Zoologisk Museums databaser.
Museets ”Projekt Baggrundsmærkning”
Formålet er at tilvejebringe basal biologisk og faunistisk viden om danske fuglearter som f.eks. ungfuglespredning, trækruter og
overvintringsområder.
Fokus på landsvalen
Sammenslutningen af europæiske ringmærkningscentraler har iværksat en totalundersøgelse, der inkluderer både yngle-,
træk- og vintersæsoner og som samtidig udføres over hele Europa på én gang.
Satellitmærkning af Afrika-trækkende sildemåger
Et projekt i samarbejde med universiteter i Tyskland og Finland omhandlende et af fugletrækkets største ubesvarede spørgsmål:
Er trækstrategier betinget af arv eller miljø?
Fugle som kilde til salmonella-infektion?
Formålet er at belyse betydningen af ikke-produktionsdyr i forhold til introduktion og vedholdenhed af salmonellainfektioner i
husdyrbesætninger.
Påvirker habitatforandringerne i Afrika de europæiske fugles trækstrategier?
Formålet er at samle al eksisterende viden om europæiske og afrikanske trækfugles trækruter, rastepladser og overvintringsområder
i Afrika i en samlet database.
Orientering under trækket
Et Ph.d.-projekt med det mål at teste hypoteser om trækfugles orientering ved at benytte de store mængder eksisterende data,
der findes om trækfugle, bl.a. ringmærkningsdata.
Tager fugle skade af at blive fanget?
Projektet skal undersøge omfanget af omkomne fugle, hvis død er indtruffet i direkte forbindelse med ringmærkningsaktiviteter.
Informationskampagne om ringmærkning i Danmark
Formålet er at øge den danske befolknings viden om ringmærkning af fugle.
De eksterne ringmærkningsprojekter
Hertil kommer 70 eksterne ringmærkningsprojekter, der udføres under Zoologisk Museums licens til fangst og mærkning af
vilde fugle.
side 9
lige halvkugle. Havternerne følger
først Europas og senere Afrikas vestkyst,
og de udfører det længste træk
mellem yngleplads og vinterkvarter,
der kendes hos nogen fugleart. Tidligere
er en havterne, ringmærket
på Saltholm i Øresund, genfundet
ved pakisen ca. 3000 km syd for
Australien, eller godt 18.000 km fra
Danmark.
Den 31-årige europamester fra Lolland
har sandsynligvis hvert år fløjet
mellem Danmark og vinterkvarteret
ved Antarktis, og har således, alene
på denne rute, sammenlagt tilbagelagt
mere end 1 mio. kilometer - hvilket
er noget af en bedrift for en fugl
på kun 100 g.

Ældre brite bukket under i Hvide Sande
Den var mindst 33 år, den britiske mallemuk, da den blev fundet
død ved Hvide Sande i Vestjylland. Mallemukken blev den 19. juni
1967 ringmærket med nr. SS 43.985 ved Ness of Sound i Lerwick
på Shetlandsøerne i Storbritannien. På det tidspunkt var havfuglen,
der kan minde om en lille albatros, udfarvet og derfor mindst
tre år gammel. Den 2. juli 2000 blev den så fundet død ved den
vestjyske fiskerby, hvorpå dens ring via Zoologisk Museum blev
postet til den engelske ringmærkningscentral. Det er kendt, at
mallemukker, også kaldt havheste, kan blive meget gamle. Aldersrekorden
for mallemukken er 43 år. Havfugle er gjort af et særligt
sejt stof. Foto: Jan Skriver.
Sølvmåge på 5. sal
Tro endelig ikke at sølvmåger nødvendigvis er
jordnære. I København lever en mindst 13 år
gammel sølvmåge, der ofte færdes i femte sals
højde. Ringmærkeren Knud Flensted fangede i
juni 1993 sølvmågen uden for sit vindue i sin lejlighed
på 5. sal på Østerbro i København. Mågen
var dengang mindst fire år. I februar 1997 blev
mågen fanget af Kjeld Pedersen fra Zoologisk
Museums Ringmærkningscentral. Han satte en
gul farvering, ”VN37”, på mågens ene ben. Siden
er fuglen blevet aflæst ud for mindst fem Østerbro-adresser.
Alle ligger på 5. sal. Flere fortæller,
at sølvmågen med den gule ring har opholdt sig
lige uden for deres køkkenvindue. Det er også
sket, at mågen har banket på ruden. Hovedstadens
højhusmåge lever formentlig endnu. Så
bliv endelig ikke forskrækket, hvis det pludselig
banker på Deres rude i femte sals højde. Det er
sikkert bare ”VN37”, der er sulten. Foto: J. J.
Madsen.
Korte nyheder
Storkjove strandede som 28-årig
De er tilsyneladende godt oppe i årene, de briter der besøger de
danske farvande. En storkjove falder ind i mønsteret af gamle
britiske havfugle, som tager afstikkere østpå til Danmarks vestkyst.
Efter en storm blev en storkjove den 31. oktober 2000
fundet død på stranden ved Vester Vedsted nær Ribe. Den ring,
nr. HW 38.112, der sad på kjovens ene ben, viste, at den var ringmærket
af den britiske ringmærkningscentral BTO. Storkjoven
blev den 7. juli 1972 ringmærket som unge ved Foula på Shetlandsøerne.
Dermed nåede storkjoven at runde 28 år og 3 måneder,
hvilket er tæt på aldersrekorden for arten. Den ældste storkjove,
man kender, blev 28 år og 10 måneder. En brite naturligvis.
side 10

Taffeland på østfronten
Det er kendt, at taffelænder fra Danmark kan
trække langt mod øst, hvor Europa grænser op til
Asien. I år er fundet en dansk ringmærket taffeland
som er nået hele 3.030 kilometer østpå. Det
skete, da taffeland nummer 4.228.264 blev ”truffet”
af en jæger ved søen Aydarkul nær Khalitovo
i det sydlige Ural. Taffelanden blev ringmærket
den 13. december 1991 som en årsunge. Anden
nåede altså at blive 11 år, inden den faldt for forårsjagten
i Rusland. Bag fangsten og mærkningen,
der fandt sted på Amager, stod ringmærker
Nikolaj Mardal Jensen. Taffelanden har i Danmark
en østlig udbredelse med Maribo-søerne som sin
vigtigste lokalitet i vinterhalvåret. Op imod 15.000
taffelænder kan ses i søerne i oktober.
Falkeflugt til Libyen
En ung vestjysk tårnfalk har sat ny Danmarksrekord
i sydgående træk for arten.
Den 10. juni 1998 ringmærkede Kurt Storgaard
en ung tårnfalk med Zoologisk Museums
ring nummer 547.939 ved Vester Nebel
i Vestjylland. Den 16. januar 2001 blev
falken fanget afkræftet i et ørkenområde
ved Alhmada i Libyen i Nordafrika. Dens
ring blev aflæst og nummeret rapporteret
til Zoologisk Museum i København, hvorpå
fuglen efter en tid i pleje fik sin frihed igen.
Den vestjyske tårnfalk var fløjet 3.099 kilometer
stik syd for sin fødeegn. Det er det
længste træk, man nogensinde har konstateret
hos en dansk ringmærket tårnfalk.
Langt størsteparten af de danske tårnfalke
er standfugle. De fleste genfund fra udlandet
af tårnfalke, der er ringmærket i Danmark,
stammer fra Frankrig og Spanien.
side 11
Alderspræsident dræbt
af svartbag
Danmarks hidtil ældste tejst endte den 26.
marts i år sine dage på Hirsholmene ved Frederikshavn,
hvor den måske har levet hele sit
næsten 26 år lange liv. Tejsten blev offer for
en svartbag. Cirka 750 par tejster yngler i området.
Ringen på den døde tejst afslørede, at
svartbagen havde dræbt alderspræsidenten
blandt danske tejster. Tejsten blev den 11. juli
1976 ringmærket med nr. 6.027.332 af ringmærker
Sten Asbirk netop på Hirsholmene.
Fuglen blev altså knapt 26 år, hvilket er 5 år
mere end den hidtil ældste danske tejst. Hirsholmenes
gamle tejst var tæt på en aldersrekord
for hele Europa, men så kom en sulten
svartbag på tværs. Foto: Jan Skriver.

Ringnyt
Informationsblad om ringmærkning
af fugle i Danmark og de resultater,
den afstedkommer. Udsendes
gratis til flere grønne foreninger,
friluftsorganisationer, naturskoler,
naturvejledere, jagtforeninger,
statsskovdistrikterne, vildtkonsulenter,
Falck-stationer, vejvæsener,
samt til private, som har leveret
oplysninger om ringmærkede fugle
til Zoologisk Museum inden for de
seneste år.
Udgiver:
Zoologisk Museum
Københavns Universitet
Universitetsparken 15
2100 København Ø
Redaktion:
Jesper Johannes Madsen
Journalist Jan Skriver
Carsten Rahbek (ansv.)
Tegninger:
Jon Fjeldså
Layout:
Birgitte Rubæk
Redaktionsadresse:
Ringmærkningscentralen
Zoologisk Museum
Universitetsparken 15
2100 København Ø
Telefon: 35 32 10 97
Fax: 35 32 10 10
E-mail: jjmadsen@zmuc.ku.dk
Udkommer:
Fire gange i perioden 2001 til 2003
Oplag:
3.500
Grafisk produktion og tryk:
Nysted Bogtrykkeri a/s
Tlf. 54 87 11 24
ISSN:
1601-3565
Forside:
Sølvmåge
Foto: J. J. Madsen
Udgivet med støtte
fra Friluftsrådet
Returneres ved varig adresseændring
(angiv venligst ny adresse)
Universitetsparken 15
2100 København Ø
Skriv eller ring om en ring
Finder du en ringmærket fugl, er det uhyre vigtigt, at du indsender
oplysninger herom til Zoologisk Museum, hvad enten fundet er gjort
i Danmark, Grønland eller på Færøerne. Jo flere ”brikker”, der bliver
samlet, desto mere nuanceret vil vores billede af fuglenes verden blive.
Vi har brug for følgende oplysninger:
1. ringens nummer
2. evt. fuglens art
3. datoen for fundet
4. lokaliteten hvor fuglen er fundet og nærmeste større by
5. fuglens tilstand, f.eks. død, syg eller i live
6. omstændighederne, f.eks. om fuglen fløj mod et vindue, blev
trafikdræbt, fanget af katten, ringen aflæst el. lign.
Findere vil senere modtage et brev med oplysninger om, hvor og
hvornår fuglen blev ringmærket.
Hvis fuglen er død, vil Zoologisk Museum gerne have tilsendt
metalringen. Skriv ringnummeret i et vedlagt brev samt fastgør ringen til
brevet med tape. Ellers risikerer ringen at falde ud under forsendelsen.
Fund af ringmærkede fugle
rapporteres til:
Ringmærkningscentralen
Zoologisk Museum
Universitetsparken 15
2100 København Ø
Tlf. 35 32 10 29
Fax. 35 32 10 10
E-mail: ringing@zmuc.ku.dk
For yderligere vejledning, se:
http://www.zmuc.dk/VerWeb/
ringing/fugle-ring.htm
Foto: Allan Nørregaard,
Frederiksborg Amtsavis.