Tyverne juni 2012 - Gladsaxe Lærerforening

More documents

Recommendations

Info

8 Tyverne 2 | 2012 Drøje hug til ny lovgivning Af Bjarne Nielsen På Pædagogiske Psykologers Forenings generalforsamling på Hotel Nyborg Strand den 13.marts 2012 kom psykologerens formand Bjarne Nielsen ind på de ændringer af folkeskoleloven, der betyder store ændringer på specialundervisningsområdet og ikke mindst for PPRs arbejdsopgaver. Læs selv dette uddrag. Inklusion, ændringer af folkeskoleloven – PPRs udfordringer ….”I den skriftlige beretning beskrives de aktuelle bestræbelser på at ændre på folkeskolelovsreglerne for at søge at fremme inklusion i skolen. Kort fortalt indebærer det jo, at specialundervisningsbegrebet indsnævres til kun at omfatte undervisning på specialskoler, i specialklasser og i forhold til elever, der modtager mindst 12 ugentlige støttelektioner. Specialundervisningsregelsættet kommer kun til at omfatte disse elever, og dermed bliver PPRs lovgivningsmæssige arbejdsfelt indsnævret til dette område. Det er ikke længere muligt for forældre at klage Hjælp til alle andre elever skal gives med udgangspunkt i almenundervisningen, fx med anvendelse af to-lærerordninger, undervisningsdifferentiering og holddannelse. Der vil kunne tildeles supplerende undervisning til elever med behov for støtte, men det er skolelederen, der suverænt afgør dette – herunder afgør, om PPR skal involveres. Forældre kan ikke klage over skolelederens tildeling eller ikke-tildeling af supplerende undervisning. Skolelederen skal dog give en skriftlig begrundelse, hvis han er uenig med forældrene. Det samme gælder, hvis forældre ønsker PPR inddraget. Og der er stadig ikke nogen klageadgang. Det politiske udgangspunkt er, at specialområdet i folkeskolen er for dyrt. Samtidig er der kommet fokus på, at der er for ringe dokumentation for, at specialforanstaltninger i det hele taget er til fordel for en del af de elever, der er udskilt fra den almene undervisning. Derfor skal langt flere elever forblive i den almene klasse og undervises der. Vi deler helt klart ønsket om at udvikle almenundervisningen, således at flest mulige elever kan undervises her – eventuelt med nødvendig støtte. Men vi har talt meget imod den fremherskende tro på, at man kan styre og administrere sig til øget inklusion gennem ændret lovgivning, ændrede strukturer på skolen og ændret økonomistyring. Hvad fremmer ikke inklusion? Specialundervisningen i folkeskolen bliver selvfølgeligt meget billigere, når man via det aktuelle lovgivningsarbejde vil reducere omfanget af specialundervisningsbegrebet til kun at omfatte elever, der undervises i specialklasse, på specialskole eller får støtte i mindst 12 lektioner ugentligt. Men det er jo ikke i sig selv noget i det, der fremmer inklusion. Vi har redegjort mange gange for, at inklusion heller ikke fremmes gennem de mange strukturændringer, der aktuelt sker i kommuner og på skoler. Vi får flere og flere såkaldt fødeskoler, der afleverer elever til overbygningsskoler som et led i at sikre, at kommunerne kan styre klassekvotienterne, så de er højest mulige – såvel ved skolestart som hele vejen igennem skoleforløbet. Når disse skole- og ofte også klasseskift kombineres med, at mange skoler i forvejen har afdelingsopdelt deres skoler, så elever skal skifte lærerteam - og nogen gange også indgå i nye klasser flere gange i skoleforløbet – ja så har man skabt en skolesituation, som kræver store sociale kompetencer og høj grad af ansvarlighed hos eleverne. De elever, der primært er inklusionsegnede, er jo netop de elever, der kræver stor overskuelighed, faste og overskuelige rammer og tillidsfulde relationer til få og stabile voksne og et overskueligt antal kammeratrelationer. Dem byder man netop det modsatte med hyppige skift i lærererelatio-
Tyverne 2 | 2012 ner og nye klasse- og kammeratrelationer. Og så forventer man tillige, at det er godt med megen holddeling, hvor der også er skiftende kammeratrelationer. Og man byder dem hyppig anvendelse af individualiserede undervisningsmåder, der jo også kræver store sociale kompetencer og stor ansvarlighed for skolesituationen. Skolelederen bliver nøgleperson Vi kan se, at styring af inklusion nu lægges i hænderne på landets skoleledere – bl.a. i den kommende lovgivning på området, men også i forhold til i stigende grad, at overlade store dele af den involverede økonomi til skolelederne. Først blev undervisningen af elever med handicap styret af staten. Det gav et nogenlunde ensartet serviceniveau på området. Fra 1980 blev det overladt til de 14 amter. Det gav fra første færd stor forskellighed. Fra 2007 blev opgaven overladt til de 98 nye kommuner. Kommunerne er nu i stor udstrækning – og på meget forskellig måde – i færd med at overgive opgaven til landets skoleledere. Det vil helt sikkert give de største forskelligheder, som vi nogen sinde har oplevet. I forvejen varierer kommunerne fra ca. 3 % til over 10 % i forhold til at udskille elever til specialforanstaltninger. Og det sker i en situation, hvor økonomien er stram på de fleste skoler i landet. Risikoen for, at skolelederne vil få meget vanskelige prioriteringsopgaver mellem hensynet til enkelte elever med behov for megen støtte og andre hensyn på skolen, er meget stor. Det er derfor ikke underligt, at Kommunernes Landsforening arbejder ihærdigt for at få ændret specialundervisningsreglerne, så den almindelige specialundervisning på skolen ikke længere eksisterer i regelsættet, men overgår til at være en del af den almindelige undervisning. Det sikrer størst mulig fleksibilitet, siger man, og når det kombineres med, at forældre hverken har adgang til PPR eller har ankemuligheder, ja så skal det jo nok gå! Landspolitikerens blinde øje Vi må undre os meget over, at landspolitikerne på Christiansborg sætter kikkerten for det blinde øje og gennemfører den lovgivning, som Kommunernes Landsforening kræver. Ja, vi skal retfærdigvis sige, at det er lykkedes – bl.a. ved et ihærdigt arbejde fra Danmarks Lærerforening – at gøre det nye støttebegreb – supplerende undervisning – til et skal-tilbud, som skolerne skal tilbyde. Elever med behov for særlig støtte inden for læse-, AKT- og formentligt tale-høreområdet vil kunne få tilbudt supplerende undervisning. Men det er stadig skolelederen, der suverænt vurderer, om behovet er til stede – og om PPR skal involveres. Og der er som sagt ingen ankemuligheder for forældrene. Lærere, der har timer til støtte inden for læse-, AKT- og tale-høreområdet vil fremover ikke udføre specialpædagogisk bistand. De vil være faglige ressourcepersoner, som skolelederen kan vælge at udnytte som en del af almenundervisningens muligheder for at løse dens opgaver. I særlig grad bliver det spændende at se, hvorledes fremtiden vil blive for tale-hørelærerne, der ofte er ansat på PPR. Hvordan vil det hænge sammen med, at det er skolelederen, der beslutter deres arbejde? De er dog heldigvis fortsat beskæftiget på småbørnsområdet, som mere sjældent er underlagt skolelederen. Så vejen til øget inklusion ser ganske svær ud Ikke mindst når vi – ud over de allerede nævnte forhold – kaster et blik på, hvad der rent faktisk foregår i en stor del af landets kommuner. 9 De elever, der primært er inklusionsegnede, er jo netop de elever, der kræver stor overskuelighed, faste og overskuelige rammer og tillidsfulde relationer til få og stabile voksne og et overskueligt antal kammeratrelationer.
Page 1 and 2: G L A D S A X E L Æ R E R F O R E
Page 3 and 4: Tyverne 2 | 2012 LEDER 2020 Af Henr
Page 5 and 6: Tyverne 2 | 2012 Henrik Poulsen har
Page 7: Tyverne 2 | 2012 Gentofte, noterer
Page 11 and 12: Tyverne 2 | 2012 Det magiske tal 70
Page 13 and 14: Tyverne 2 | 2012 Annemarie og Ole i
Page 15 and 16: Tyverne 2 | 2012 Lars Milling og Sa
Page 17 and 18: Tyverne 2 | 2012 Generalforsamling
Page 19 and 20: Lejrskole via foreningen Tyverne 2

Tyverne juni 2012 - Gladsaxe Lærerforening

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?