Tyverne juni 2012 - Gladsaxe Lærerforening

Tyverne 2 | 2012
LEDER
2020
Af Henrik Poulsen
Regeringen har spillet ud med en 2020 plan, hvor der stilles store
forventninger til medarbejderne. Man ønsker at udvide arbejdstiden
for at skaffe flere hænder og hoveder på arbejdsmarkedet. PT må
man spørge sig til hvilke jobs?
På lærerområdet har over 4000 lærere
været berørt af arbejdsløshed i dette
skoleår, og mange hundrede lærere
er parkeret i løntilskudsjob, som ikke tælles
med i arbejdsløshedsstatistikken. 43% af
dimittenderne var arbejdsløse i efteråret
2011. Så lige nu er der snarere brug for at
skaffe folk arbejde, frem for ”at producere”
flere arbejdsløse. For det kan blive virkningen
af at øge arbejdstiden, uanset om det er
helligdage, der afskaffes, eller arbejdstiden
forlænges på anden måde.
I maj måned deltog jeg i tænketanken Ceveas
konference om den økonomiske krise
i Europa. Her var hovedtaleren tidligere
statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der
mener, at den medicin man behandler
krisen med i Europa gør ondt værre.
Han fortalte om den situation, Danmark
stod i, da han blev statsminister, og hvor
hans regering på trods af mega-underskud
på statsfinanserne foretog store investeringer
for at få folk i job og økonomisk
samfundet. Det var en politik, der slet ikke
er i overensstemmelse med den linje den
nuværende regering lægger frem, nemlig at
”vi bruger først pengene, når vi har dem.”
Det lyder snusfornuftigt, men er set ud fra
en krisestyringsstrategi helt forkert. Netop
på bunden af en recession skal stat og kommuner
være med til at trække økonomien
i gang. Det er ikke den offentlige sektor,
der er for stor, men den private sektor, der
er blevet for lille. Statskasserne er i mange
lande tømt for at få styr på bankkrisen og
haft til formål at understøtte finanskapitalen
og den krise, sektoren selv har skabt.
I 2020 planen ønskes store forandringer og
effektiviseringer i den offentlige sektor. På
lærerområdet hører vi den gamle sang om
lærernes undervisningstid og om lærernes
arbejdstidsaftaler, som man som ønsker
hen, hvor peberet gror.
Man må undre sig over at en finansminister
og en regering mener, at man kan
blande sig i overenskomster, hvor man ikke
er aftalepart. Det er vist ikke ”den danske
model”. Der udvises en manglende forståelse
af læreraftalens indhold og intentioner,
når man i oplægget skriver, at arbejdstidsaftalerne
begrænser muligheden for at
prioritere nye læringsformer og -aktiviteter
til gavn for eleverne.
De forestående trepartsforhandlinger vil
vise, om regeringen vil køre fagbevægelsen
over, eller om man ønsker et reelt samarbejde.
3