Polarfronten 2000 – 3

Forskningsminister Birte Weiss
præsenterer sine reaktioner og
indtryk fra mødet med den grøn-
landske forskningsverden, som
hun oplevede den på en rundrejse
i Vest- og Sydgrønland i august.
Af forksningsminister Birthe Weiss
Her i sommer besøgte jeg for første
gang Vestgrønland, mens jeg
tidligere har besøgt Østgrønland
som medlem af Folketingets præsidium.
Denne gang skulle jeg som forskningsminister
sammen med min grønlandske
kollega Lise Lennert Olsen deltage i indvielsen
af Centret for Arktisk Teknologi
ved Bygge- og Anlægsskolen i Sisimiut.
Centret er en fælles satsning af Bygge-
og Anlægsskolen i Sisimiut og Danmarks
Tekniske Universitet. Formålet er
at fastholde og opbygge viden om de teknologiske
løsninger, som matcher det
arktiske klima og miljø. Med skolen får
vi både uddannet det nødvendige antal
teknikere og ingeniører med den rigtige
viden, og samtidig får vi etableret en viden,
der på sigt kan udnyttes erhvervsog
eksportmæssigt af både Danmark og
Grønland.
Uddannelserne ved det nye center
foregår både i Danmark og i Grønland,
og under besøget fik jeg lejlighed til at
møde de studerende og se, hvad de i
praksis arbejder med. Vi mødte studerende,
der analyserede permafrostlaget
med henblik på fundering af bygninger,
og studerende der var i gang med at undersøge
mulighederne for og effekten af
solfangere som varmekilde. En ganske
særlig oplevelse var det at få forevist
Fra tørvehus
til netværkssamfund
Dumpen, byens losseplads, hvor de studerende
var i færd med at undersøge risikoen
for udsivning.
De studerende arbejder således med
praktiske opgaver udvalgt i samarbejde
med kommunen. Hermed får lokalsamfundet
et konkret udbytte af centret, og
de studerende får et håndgribeligt kendskab
til det grønlandske samfund. Jeg er
overbevist om, at sådanne studieoplevelser
kan bidrage til igen at gøre ingeniøruddannelserne
til et attraktivt tilbud for
de uddannelsessøgende. For det er ingen
hemmelighed, at den svigtende tilgang
til ingeniøruddannelser i Danmark er et
samfundsmæssigt problem.
Centret for Arktisk Teknologi er nok
det mest ambitiøse samarbejdsprojekt på
det tekniske område, men bestemt ikke
det eneste. Den grønlandske råstofforvaltning
er ved at opbygge et tilsvarende
samarbejde med GEUS, Danmarks og
Grønlands Geologiske Undersøgelser. Vi
besøgte den grønlandske råstofforvaltning
og blev præsenteret for den banebrydende
forskning, som har påvist verdens
ældste eksempler på liv. Og hørte
om jagten efter olie og naturgas. En
efterforskning, der stilles særligt skrappe
krav til i det sårbare, arktiske miljø. Her
skræmmer de amerikanske erfaringer.
Et tredje, vigtigt aspekt af den teknologiske
udvikling, som Grønland står
midt i, er IT- og teleudviklingen. Her
havde jeg lejlighed til at mødes med min
anden grønlandske kollega, Steffen
Ulrich Lynge, og bygge videre på den
samarbejdsaftale på IT-området, som vi
indgik her i foråret. Informationsteknologien
giver muligheder for at knytte
nye bånd i et samfund, der ligger så geografisk
spredt som det grønlandske, og
IT-kommunikation kan afhjælpe de negative
aspekter af at befinde sig i yderområderne.
Især telemedicin er et spændende
område, men mulighederne for
fjernundervisning via internettet må også
udnyttes. Her drøftede jeg med mine
Kommentar
grønlandske kolleger Lise Lennert Olsen
og Steffen Ulrich Lynge, hvordan vi får
Grønland med i det danske projekt om et
virtuelt universitet baseret på Internettet.
I Sydgrønland gik rejsen tilbage i historien,
da vi blev præsenteret for samarbejdet
mellem Nationalmuseets Center
for Grønlandsforskning – Sila – og de
tre museer i henholdsvis Qaqortoq,
Narsaq og Nanortalik. Som forskningsminister
er jeg stærkt tilhænger af, at
der også skal være plads til den forskning,
der ikke kan omsættes i kroner og
ører, men som primært har til formål at
udvide vores viden og erkendelse.
Her giver Grønland enestående muligheder
for at udvide vores viden om den
middelalder, som begge samfund har været
en del af, og den kristne kultur, som
begge samfund er en del af. Det bliver
spændende at høre om resultaterne af de
planlagte udgravninger af en række kirkeruiner
i Sydgrønland. Hvis de undervejs
får løst gåden om nordboernes forsvinden,
er det fornemt.
Under besøget fik jeg også lejlighed til
at besøge de sydgrønlandske museer, der
som en slags frilandsmuseum har eksempler
på de traditionelle grønlandske
tørvehuse. Her fortalte museumsfolkene
samstemmende, at de alle havde besøg af
ældre grønlændere, der kom og sad i
husene for at fornemme den gamle ramme
om deres barndom eller ungdom, og
som tog meget aktivt del i, hvordan husene
burde indrettes for nu at ligne et
rigtigt tørvehus.
Det viser noget om, hvor vigtigt det er,
at vi bevarer og kender vores egen historie.
For om en generation vil den selvoplevede
viden om de grønlandske tørvehuse
være borte. Samtidig viser det noget
om, hvilken fantastisk udvikling Grønland
har været igennem inden for en – i
historisk sammenhæng – ganske kort
årrække: Ejeren af internetcafeen kan
snildt være barnebarn til en af dem, der
vender hjem til barndommens tørvehus.
15 • Polarfronten 3 / 00