Polarfronten 2000 – 3

LØSSA LGSPRIS 25 

U DGIVET AF DANSK POLARCENTER • N R. 3/SEPTEMBER 2000 

Polar fronten 

Nyt dyr fundet i Grønland 

læs s. 12

Dansk Polarcenter er en institution 

under Forskningsministeriet 

og har til opgave at 

støtte og koordinere dansk 

polarforskning. 

Polarfronten udgives af: 

Dansk Polarcenter 

Strandgade 100H 

1401 København K 

Tlf.: 32 88 01 00 

Fax: 32 88 01 01 

E-mail: polarfronten@dpc.dk 

Internet: www.dpc.dk 

Udkommer 4 gange årligt 

Oplag: 5100 

Deadline for bidrag 

til næste nummer: 

13. november 2000. 

Abonnement er gratis og tegnes 

gennem Dansk Polarcenter. 

Redaktionen: 

Morten Meldgaard 

Ansvarshavende redaktør 

Poul-Erik Philbert, 

redaktør, DJ 

Kirsten Caning 

Jens Jørgen Kjærgaard, DJ 

Irene Seiten, layout 

Henning Thing 

Produktion og tryk: 

Datagraf Auning AS 

Forsidefoto: 

Reinhard Møbjerg Kristensen: 

Kilden til det nye dyr 

Artikler i Polarfronten giver 

ikke nødvendigvis udtryk for 

Dansk Polarcenters holdning. 

Eftertryk er tilladt i uddrag 

med kildeangivelse. 

Indhold 

Ingen grund til tårer 

Sommerens prøveboring i Vestgrønland gav 

hverken olie eller gas. Men mulighederne er 

ikke udtømte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .3 

Indlandsisen på langsom skrump 

Fremtidens afsmeltning fra Indlandsisen er 

også bestemt af fortidens klimaændringer . . . .4 

Hval i sigte 

Flytællinger viser, at bestanden af hvidhvaler 

ud for Grønlands vestkyst er i tilbagegang . . .6 

En dansker i bjørneland 

Dansk professor på Svalbard foreslår, at Danmark 

skæver til den norske succeshistorie . . . .8 

En skæbnesvanger flyvning til 

Nordpolen 

Umberto Nobile var med på den første flyvning 

til Nordpolen i 1926. To år senere forsøgte han 

selv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .11 

Endnu en kvist på livets træ 

Danske forskere har fundet et nyt dyr, som ikke 

ligner noget andet levende på Jorden . . . . . . .12 

Kulturmøder i Sydgrønland 

Stort forskningsprogram graver dybt i nordboernes 

historie og kulturmøderne i Sydgrønland 14 

Kommentar 

Fra tørvehus til netværkssamfund . . . . . . . . .15 

Edderkoppekvinden 

Specialestuderende blandt grønlandske edderkopper 

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .17 

Til Sydpolen med bildæk om maven 

To danskere vil plante Dannebrog på Sydpolen 

for første gang . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 24

Ingen 

grund 

til tårer 

Sommerens prøveboring ud for 

Grønlands vestkyst gav hverken 

olie eller gas. Men det betyder 

langtfra, at mulighederne for at 

finde olie i Grønland er udtømte, 

siger oliegeolog. 

Af Poul-Erik Philbert 

Statoil-gruppens prøveboring i Fylla-området 

100 km vest for Nuuk er foregået 

under navnet Qulleq-1, som er det grønlandske 

ord for både olielampe og tåre. 

Efter to måneders boringer kunne Statoil-gruppen 

den 11. september meddele, 

at der hverken var fundet olie eller gas i 

det 2.937 m dybe borehul, men det giver 

ifølge olieeksperter ikke grund til tårer. 

Ingen panik 

Flemming G. Christiansen, statsgeolog i 

GEUS, har de sidste ti år været dybt involveret 

i olieefterforskningen i Grønland 

og mener ikke, at den tørre boring 

behøver at betyde et tilbageslag for olieefterforskningen 

i Grønland: 

- Der er ingen grund til panik, for mulighederne 

er langtfra udtømte, siger 

Flemming G. Christiansen. Der er fem 

områder omkring Grønland, som kan 

gemme på olie, og som hver især er på 

størrelse med hele olieområdet i Nordsøen, 

så jeg forventer helt klart nye boringer 

i de kommende år. 

- Vi behøver ikke at frygte det totale 

stop i prøveboringerne, som fulgte i kølvandet 

på de fejlslagne boringer i slut- 

ningen af 70’erne. Der er gennem 90’erne 

skudt en masse seismik og samlet 

en mængde lovende, geologiske data 

bl.a. ud for Sisimiut, som bør gøre det 

nemt at “sælge” licenser til olieselskaberne 

i fremtiden, selvom der på kort 

sigt kan komme en psykologisk effekt på 

Fylla-boringen. 

Han gør også opmærksom på, at det 

hører til sjældenhederne, man støder på 

olie i den første boring. Der er områder i 

Nordsøen, hvor der er gennemført op til 

30 boringer, før der blev fundet olie i 

store mængder. 

Flemming Christiansen er ikke overrasket 

over, at der ikke blev fundet olie. 

Olieselskaberne opererede selv med en 

3% chance. Derimod er det en skuffelse 

for ham, at der ikke var gasforekomster. 

GEUS’ analyser af Fylla-feltet området 

pegede på gode muligheder for gas, så 

Prøveboringen i Fylla-området er foregået fra et af 

verdens mest avancerede boreskibe, det 253 m 

lange West Navion, som stod i mere end 5 mia. kr., 

inden det kom i søen. Statoil-gruppen har betalt 5 

mio. kr. om dagen for at hyre West Navion, og det 

bragte de samlede omkostninger ved boringen op 

på mere end 350 mio. kr. 

Foto: Arvid Steen 

GEUS-folkene venter som så mange andre 

med spænding på, at Statoil-gruppen 

frigiver flere oplysninger fra boringen. 

Endnu en boring 

Når rapporten fra Statoil-gruppen kommer, 

vil den lande på direktør Hans Kristian 

Schønwandts skrivebord i Hjemmestyrets 

Råstofdirektorat i Nuuk. Det 

skulle efter aftalen ske den 15. december, 

men Statoil-gruppen har søgt om udsættelse 

til 15. marts 2001. 

- Der følger så en travl periode både 

her i Direktoratet og i GEUS og Energistyrelsen, 

som er vores faglige rådgivere, 

siger Hans Kristian Schønwandt. Og så 

skal det forhandles, om Statoil-gruppen 

skal gennemføre den boring nummer to, 

som de har forpligtet sig til, med mindre 

de kan overbevise os om, at der ikke er 

kommercielle muligheder i at bore videre. 

3 • Polarfronten 3 / 00

Foto: Henrik Højmark Thomsen 

I den seneste tid har nyheden om, at Indlandsisen 

skrumper, fundet vej til nyhedsmedierne 

via artikler i internationale, videnskabelige 

tidsskrifter som Science og 

Nature. Interessen i pressen skyldes, at 

afsmeltningen fra Indlandsisen påvirker 

verdenshavenes vandstand, og at der de 

seneste år har bredt sig en frygt for, at 

den globale, menneskeskabte opvarmning 

skal få de store iskapper til at smelte 

og oversvømme lavtliggende områder. 

I de sidste hundrede år har man målt 

en stigning i havstanden på ca. 20 cm. 

Det er kendt, at mange mindre gletschere 

og iskapper er smeltet tilbage i samme 

4 • Polarfronten 3 / 00 

Indlandsisen 

på langsom 

skrump 

Amerikanske undersøgelser viser, at Indlandsisen er 

skrumpet i sidste halvdel af 1990’erne. Men ifølge gla- 

ciologen Niels Reeh siger undersøgelserne ikke meget 

om fremtiden, som også er afhængig af fortidens kli- 

maændringer, der med flere tusind års forsinkelse for- 

planter sig til iskappen. 

Af Niels Reeh 

periode, og der er ingen tvivl om, at det 

har bidraget til havstigningen. Men på 

trods af en stor forskningsindsats i de 

seneste årtier med anvendelse af ny teknik 

i form af fjernmåling fra satellit og 

fly, kan vi stadig ikke sige med sikkerhed, 

om de store iskapper i Grønland og Antarktis 

vokser eller svinder i øjeblikket. 

Indlandsisen skrumper 

I juli i år er nye forskningsresultater blevet 

offentliggjort af amerikanske forskergrupper 

i to artikler i tidsskriftet Science. 

I den ene artikel sammenlignes præcise 

laseraltimeter-målinger af Indlands- 

isens højde foretaget fra fly med 5 års 

mellemrum langs de samme ruter. Målingerne 

viser en udtynding af Indlandsisens 

randområder, medens de centrale 

dele har været i balance. Alt i alt tyder 

undersøgelsen på, at Indlandsisen i perioden 

fra 1994 til 1999 skrumpede med 

ca. 50 km 3 pr. år, svarende til en havstigning 

på 0,13 mm pr. år eller 7% af den 

målte stigning. 

Der er dog kun meget få målinger fra 

fly fra randområderne. I stedet er udtyndingen 

over størstedelen af randområdet 

beregnet ud fra forskellen mellem de 

målte sommertemperaturer i perioden

1994–99 og sommertemperaturer i den 

foregående 20-års periode. Det giver 

selvfølgelig en væsentlig større usikkerhed 

end flymålingerne. 

Den anden artikel er baseret på, hvad 

man kan kalde budgetmetoden. Her sammenlignes 

den mængde is, der årligt flyder 

ud gennem 2000 meter-højdekurven 

på Indlandsisen (udgift) med den mængde 

sne, der årligt falder på de centrale 

dele af Indlandsisen inden for 2000-meter 

højdekurven (indtægt). For området 

som helhed svarer udgifter til indtægter, 

altså samme resultatet som i den første 

undersøgelse. Men i begge undersøgelser 

er der store regionale, forskelle i afsmeltningen 

med en tendens til udtynding i 

syd og øget tykkelse i nord. 

Måske en kortvarig klimavariation 

De nye målinger tyder altså på, at Indlandsisen 

skrumpede i sidste halvdel af 

1990’erne og dermed bidrog - om end 

beskedent - til den globale havstigning i 

denne periode. Men vil man sige noget 

om de fremtidige ændringer af havniveauet, 

er det nødvendigt at vide, om der 

er tale om en generel tendens eller blot 

en tilfældig, kortvarig klimavariation. 

Ændringer i Indlandsisens massebalance, 

dvs. forskellen mellem det samlede 

snefald og det samlede tab (afsmeltning 

og produktion af isbjerge), er nemlig ikke 

blot påvirket af klimaet i dag, men også 

af klimahistorien og iskappernes dynamiske 

udviklingshistorie igennem de seneste 

århundreder, ja endda årtusinder. 

De store iskapper reagerer ganske vist 

på svingninger i klimaet fra år til år. Et 

år med meget sne vil få de centrale dele 

af iskappen til at vokse tilsvarende, og en 

varm sommer vil få iskappens randområder 

til at reagere lokalt med en udtynding, 

hvis størrelse er bestemt af temperaturens 

afvigelse fra gennemsnittet. 

Der kan derfor selv over en 5–10-års 

periode forekomme betydelige variationer 

i iskappens højde alene på grund af 

statistiske variationer i snefald og temperatur. 

De målte højdeændringer i peri- 

oden 1994–99 kan således for en stor 

dels vedkommende fortolkes som resultat 

af sådanne statistiske variationer. 

En forsinket reaktion 

Men ændringer af iskapperne på grund af 

isens bevægelse sker som sagt over meget 

længere tidsskalaer. Isens flydehastighed 

er stærkt afhængig af temperaturen, og 

især af temperaturen nær bunden (jo højere 

temperatur, desto hurtigere flydning). 

Da det tager adskillige tusind år, før 

temperaturændringer på iskappens overflade 

har forplantet sig hele vejen ned til 

bunden, sker ændringerne i iskappens 

flydning og dermed dens form med århundreders 

eller årtusinders forsinkelse. 

Beregninger med avancerede, tredimensionale 

isflydemodeller, der måler iskappens 

reaktion på klimasvingninger over 

hundredtusind år, tyder på, at de centrale 

dele af Indlandsisen i Grønland endnu 

ikke har tilpasset sig den store ændring af 

klimaet, der fandt sted for ca. 10.000 år 

siden ved den sidste istids afslutning. 

Masser af is 

Beregningerne viser også, at Indlandsisens 

randzone stadig ikke har tilpasset 

sig det nuværende, relativt varme klima, 

der afløste den såkaldte lille istid, en kold 

periode af flere hundrede års varighed, 

der endte i slutningen af 1800-tallet. 

For Indlandsisen som helhed tyder de 

seneste beregninger dog på, at der kun har 

været beskedne ændringer af den samlede 

masse i de seneste 200 år, og at fremtidige 

masseændringer forårsaget af fortidens 

klimaændringer også vil være beskedne. 

Med udgangspunkt i en sandsynlig, 

fremtidig klimaudvikling forudsiger modellerne 

således, at Indlandsisen om 100 

år vil have bidraget til den globale havstigning 

med 10 cm i forhold til nu. Men 

resultaterne af beregningerne er behæftet 

med en betydelig usikkerhed, fordi der 

stadig er vigtige områder af iskappernes 

dynamik og klimahistorie, vi ikke forstår. 

Kontakt: Niels Reeh, Dansk Center for 

Telemåling, DTU, tlf. 45 25 38 38, 

nr@emi.dtu.dk 

Grønlands Indlandsis dækker et areal på 1,71 mio. km2 , dvs. knap 80% af Grønlands 

totale areal på 2,17 mio. km2 . I det centrale Grønland når Indlandsisen op i mere end 

3,2 km højde, og her er isen mere end 3 km tyk. Beregninger baseret på målinger fra 

fly viser, at Indlandsisen indeholder næsten 3 mio. km3 is. Hvis hele Indlandsisen smeltede, 

ville det betyde en stigning af det globale havniveau på ca. 7 m. 

Hvert år falder der i gennemsnit omkring 550 mia. tons sne (akkumulation) på 

Indlandsisen. Den årlige afsmeltning fra Indlandsisens randområder er cirka halvt så 

stor, og dette gælder også den årlige produktion af isbjerge. Alle tre størrelser er dog 

behæftet med en betydelig usikkerhed. 

Verdens gletschere og iskapper vokser og svinder som følge af klimaændringer og 

påvirker verdenshavenes vandstand. Under den sidste mellemistid for mellem 110.000 

og 130.000 år siden, da klimaet var flere grader varmere end i dag, stod havet for 

eksempel ca. 6 meter højere end nu. Nye modelberegninger baseret på klimainformation 

fra iskerneboringer i Grønland tyder på, at Indlandsisen har givet et væsentligt 

bidrag hertil, måske helt op til 4 m eller mere. 


Hval i sigte 

Flytællinger gennemført af Grønlands Naturinstitut viser, at bestanden 

af hvidhvaler ud for Grønlands vestkyst er i tilbagegang. Tællingerne er 

flere steder foregået i samarbejde med lokale fangere og skal sikre en 

bæredygtig fangst. 

Af Kirsten Caning 


Foto:Malcomn Ramsay 

En flok hvidhvaler i en våge er mærket af et besøg af isbjørne. 

Når råbet ’Qilalugaq’ lyder, er der gode 

tider på vej i en grønlandsk by eller 

bygd. Så er der hvidhval i sigte, og den 

smager godt. 

Desværre sker det nu om dage sjældnere 

og sjældnere. Derfor er spørgsmålet 

om grænsen for bæredygtig fangst vigtigt 

både for almindelige mennesker i 

Grønland og for biologerne. Spørgsmålet 

er også reelt, for historiske kilder kan 

fortælle om store flokke af hvidhvaler i 

Vestgrønland, og de er nu forsvundet. 

Mindst 8000 hvaler blev der fanget alene 

ved Nuuk fra 1874 til 1922, mens der i 

årene 1922 til 1934 ikke blev fanget en 

eneste. I dag ses der ikke hvidhvaler i 

Godthåbsfjorden. 

Men forsvandt hvidhvalerne på grund 

af overfangst, eller var det klimaændringer, 

der fik dem til at fortrække? Det kræver 

en omfattende viden at tage stilling 

til dette spørgsmål, og den er Grønlands 

Naturinstitut i gang med at skaffe sig. 

Resultatet bliver en model, som sammenholder 

oplysninger om bestandens 

tilbagegang og vækstpotentiale, og beregner 

hvilke virkninger, en fremtidig 

fangst vil have. Det er nemlig ikke helt 

enkelt at overskue. 

Systematiske flytællinger 

Det er vigtigt at vide, om der i virkeligheden 

findes færre hvaler, eller om de 

bare er flyttet et andet sted hen. For tiden 

er der to områder, hvor der er særligt 

mange hvidhvaler om vinteren. Det 

ene er Nordvandet mellem Thule og 

Canada, det andet er langs med Grønlands 

vestkyst fra Qeqertarsuaq/Disko 

ned til Maniitsoq. 

Hvidhvalerne færdes i flokke, som formentlig 

holder sammen og opsøger de 

samme steder sommer og vinter. I løbet 

af de sidste tyve år har biologerne otte 

gange optalt hvalerne i farvandet ud for 

Grønlands vestkyst. Tællingerne foregår 

fra et Partenavia fly med store vinduer, 

der buler ud, så observatørerne kan stikke 

hovedet ud og se lige ned i vandet. Flyet 

følger nogle forud fastlagte linjer, enten 

80 km frem og tilbage, stik vest og stik 

øst, eller langs med kysten. Det flyver 

langsomt og i lav højde, og bag de runde 

ruder sidder to observatører med øjnene 

opmærksomt rettet mod vandoverfladen. 

Alligevel er resultaterne ikke sikre. 

I 1998 og 1999 dobbeltchekkede man 

tællingerne. Et videokamera blev hængt

op under flyet og filmede det samme, som 

observatørerne så. Optagelserne blev senere 

sammenholdt med observatørernes 

notater, og resultatet var opsigtsvækkende: 

observatørerne havde overset halvdelen 

af hvalerne. 

Dertil kommer, at formentlig halvdelen 

af hvalerne er på jagt efter føde på så 

store dybder, at de ikke kan ses, mens flyet 

passerer. Det skønner man ud fra undersøgelser 

af neddykningsmønsteret, 

som man følger med satellitsendere, der 

er sat fast på hvalernes rygge. 

Tællingerne viser, at der bliver stadig 

færre hvaler langs den vestgrønlandske 

kyst. Sidst var der kun en fjerdedel af 

det antal, der blev observeret i begyndelsen 

af 1980’erne. Biologerne vurderer, at 

ca. 8.000 hvaler overvintrede i 1998 og 

1999, men med forskellige beregningsmetoder 

kan man lande helt nede på 

4.300 eller nå op på 14.800. Konklusionen 

er under alle omstændigheder,at 

hvidhvalen er i tilbagegang. 

Fangerne inddrages 

Dengang hvidhvalerne forsvandt fra Vestgrønland, 

først fra den sydlige del og senere 

også fra området omkring Upernavik, 

klagede fangerne til Nordgrønlands 

Landsråd over den intensive fangst, som 

blev drevet af denKongelige Grønlandske 

Handel. KGH mente dog ikke, at 

nedgangen skyldtes overfangst, men klimaændringer, 

og at hvidhvalerne søgte 

andre veje og ikke benyttede de sædvanlige 

trækruter og overvintringssteder. 

I dag er situationen en anden. Nu mener 

grønlandske fangere, at klimaændringer 

og trawlerstøj er skyld i hvidhvalernes 

forsvinden. Og i Upernavik mener 

de lokale fangere, at der er masser af 

hvidhvaler, som i flokke på op mod et tusind 

individer trækker forbi om efteråret. 

Grønlands Naturinstitut, som er hjemmestyrets 

rådgiver på området, har indledt 

et samarbejde med fangerne i Upernavik. 

I 1998 og 1999 sendte man omkring 

1. oktober et par medarbejdere og 

en helikopter til Upernavik i en femdages 

periode. Hver morgen blev der holdt 

et møde, og fangerne bestemte, hvor man 

skulle tælle hvaler den dag, og hvem der 

skulle med. Det var altså fangernes brede 

viden og intuition, der fik lov at råde. 

I helikopteren sad en medarbejder fra 

Naturinstituttet og en lokal fanger. På 

forhånd var det aftalt, at man skulle være 

enige om, hvor mange hvaler man så, og 

helikopteren cirklede rundt om flokkene, 

indtil man havde fået det hele med. 

Samarbejdet forløb til alles tilfredshed, 

men resultatet af tællingerne var 

desværre ikke kæmpestore flokke. Man 

så dog et par tusind hvaler, der var på vej 

forbi øen Kullorsuaq, også kaldet Djævelens 

Tommelfinger. 

Fælles bestande med Canada 

Hvalerne færdes i flokke i området mellem 

Canada og Grønland og satellitsporinger 

viser, at de holder sig til de ruter, 

de er vant til. Flokkene svømmer rundt i 

hele området, men det er endnu ikke 

lykkedes at finde ud af, om de blander 

sig med andre flokke i parringssæsonen. 

Det kan tænkes, at der genetisk set er 

tale om én stor bestand, men sandsynligvis 

er der tale om flere bestande i 

farvandet mellem Canada og Grønland. 

Derfor er der også indgået aftaler mellem 

grønlandske og canadiske myndigheder 

om regler for fangsten. 

Begrænsninger i fangsten 

Fangsten reguleres endnu ikke af kvoter, 

men kommerciel fangst må kun foregå 

fra joller og små kuttere under 25 BRT. 

Lidt større skibe, mellem 25 og 50 BRT 

må fange til eget forbrug, mens der fra 

skibe mellem 50 og 80 BRT kun må fanges 

max. 2 hvidhvaler til skibsproviant. 

Over 80 BRT er der forbud mod hvidhvalfangst. 

Aflivningen skal foregå så 

hurtigt som muligt, og flænsningen skal 

påbegyndes med det samme. 

Drivfangst, hvor hvalerne omringes 

og drives sammen, så de er lettere at 

fange, er ikke tilladt. Men af og til hjælper 

naturen til. Det sker, når hvalerne er 

blevet ‘omringet’ af ubrudt havis af så 

stor udstrækning, at de ikke kan klare at 

holde vejret længe nok til at svømme ud 

under den. Så må de samles i en enkelt 

våge, hvor de kan trække luft. Fænomenet 

kaldes sassat. Opdagen en sassat af 

fangerne, bliver det en stor begivenhed 

for dem, men også i den situation kræves 

det, at den enkelte fanger ikke slår 

flere hvaler ihjel, end han kan nå at flænse 

og transportere hjem på sin slæde. 

Tællingerne fortsættes 

Fangst af hvidhvaler skal rapporteres til 

myndighederne. De officielle tal opgiver 

en årlig fangst på omkring 700. 

De systematiske flytællinger langs 

Vestgrønland vil fortsætte med 3-4 års 

mellemrum. Samarbejdet mellem de 

grønlandske fangere og Grønlands Naturinstitut 

giver vigtige bidrag og vil 

blive udbygget i de kommende år. 

Foto: Kunuk Kloster 

100 hvaler om året 

NAMMCOs (The North Atlantic Marine 

Mammal Commission) videnskabelige komité 

har netop gennemgået undersøgelserne 

af de grønlandske hvidhvaler og har 

skønnet, at antallet af hvaler er faldet med 

60% siden 1982. NAMMCO foreslår, at man 

straks begrænser den årlige fangst til 100 

hvaler. Fra Maniitsoq og sydpå skal hvalerne 

være helt fredede. Nord for denne grænse 

skal de være fredede i visse perioder af året. 

Med en fangst af denne størrelse vil bestanden 

if. NAMMCO om ti år have samme størrelse 

som nu. 

Forslaget blv diskuteret ved et møde i Sandefjord 

i Norge den 26.-29. september 2000. 

NAMMCO blev oprettet i 1992 på baggrund 

af en aftale mellem Grønland, Norge, Island 

og Færøerne om at overvåge og bevare havpattedyrene 

i det nordatlantiske område. 

Der er flere oplysninger om NAMMCO på 

hjemmesiden www.nammco.no 


En dansker i bjørneland 

På Universitetsstudierne på 

Svalbard (UNIS) har en dansker 

fundet sig godt tilrette som pro- 

fessor i fysisk geografi. Han ro- 

ser nordmændenes vilje til at 

satse på den arktiske forskning 

og uddannelse og forstår ikke, 

hvorfor Danmark ikke skæver til 

den norske succeshistorie. 


Foto: Ole Humlum 


Fra sit kontor på UNIS (Universitetsstudierne 

på Svalbard) har professor Ole 

Humlum fri udsigt til fjorden og til de 

snedækkede fjelde og gletscherne på den 

anden side. I undervisningslokalerne behøver 

han ofte blot at sende opmærksomheden 

ud af vinduet, når de arktiske 

landskabsformer skal anskueliggøres 

over for de studerende. Og er det ikke 

tilstrækkeligt, kan teorierne luftes helt 

håndgribeligt på en lille tur ud i terrænet 

omkring Longyearbyen. 

Så skulle nogen undre sig over, at man 

vælger at slå sig ned i den arktiske isolation, 

så lyder svaret fra Longyearbyen 

på Svalbard, at det er det perfekte sted at 

være, hvis man beskæftiger sig med polarforskning. 

Her finder forskere og undervisere 

i arktisk naturvidenskab nogle 

fantastiske muligheder for at koble teori 

og praksis sammen. Feltarbejdet bliver 

en naturlig del af dagligdagen, og borte 

er planlægningsbesværet og omkostningerne 

ved det årlige feltarbejde, som 

normalt plager danske polarforskere. 

International blåstempling 

Det har heller ikke taget UNIS mere end 

7 år at blive synlig i den arktiske del af 

den internationale forskerverden. Det er 

lykkedes at tiltrække internationalt anerkendte 

forskere og lærerkræfter både til 

de faste stillinger og blandt de mere end 

150 gæstelærere, som hvert år mellemlander 

ved UNIS en kortere eller længere 

periode. 

- Det har skabt et internationalt og 

spændende forskningsmiljø, siger Ole 

Humlum, og ambitionerne er høje på 

UNIS. Der arbejdes målrettet på at gøre 

det til et internationalt eliteuniversitet 

inden for den lille niche, den arktiske 

forskning udfolder sig på. 

- Den internationale blåstempling kan 

også ses af, at over halvdelen af de studerende 

i dag kommer fra udlandet. Vi 

har studerende fra 22 forskellige lande - 

også en håndfuld danske - og det betyder, 

at UNIS allerede for flere år siden gik 

over til at køre undervisningen på engelsk. 

UNIS blev åbnet i 1993 og har i dag 

Foto: Henning Thing / Polar Photos 

26 videnskabelige medarbejdere og omkring 

110 studenterårsværk inden for 

arktisk biologi, arktisk geologi, arktisk 

geofysik og arktisk teknologi. Der er ikke 

tale om noget selvstændigt universitet i 

den forstand, at de studerende kan gennemføre 

en samlet uddannelse, men om 

et akademisk kursuscenter, hvor hovedfags-, 

speciale- og ph.d.-studerende kan 

følge avancerede universitetskurser i 

arktiske fag. 

Et godt sted at være 

Da Ole Humlum i september 1999 kom 

til UNIS, fik han få timer efter sin ankomst 

rutinemæssigt stukket en riffel i 

hånden og gennemgik et skydekursus. 

Svalbard er bjørneland, og sporene 

skræmmer. Endnu er han dog på trods af 

sine mange ture ud i naturen ikke stødt 

på en eneste isbjørn. 

- Men jeg er sikker på, at der er mange 

bjørne, der har set mig. For der er 3- 

4000 af dem på Svalbard, så risikoen for 

at møde sit livs bjørn er reel nok, siger 

han. Selv mødre med barnevogne er bevæbnet, 

når de krydser bygrænsen, og 

Longyearbyen er så vidt jeg ved det eneste 

sted i verden, hvor man kan gå ind i 

en bank bevæbnet med en riffel og med 

en elefanthue trukket godt ned om hovedet 

og alligevel få en høflig betjening. 

Ole Humlum er glad for at bo i Longyearbyen, 

en gammel mineby, der blev

jævnet med jorden af tyskerne under 2. 

verdenskrig og derfor i dag er en typisk 

nybyggerby. Han er faldet godt til på 

UNIS, som har alle fordelene ved en ny 

institution, hvor alt er bygget op fra 

bunden. I den kun 3 år gamle hovedbygning 

på 3000 m 2 lugter der stadig af nye 

materialer, undervisningslokaler og kontorer 

er velindrettede, og de tekniske og 

administrative løsninger er helt up to 

date. 

UNIS byder også på gode arbejdsforhold 

med bl.a. stor frihed til at planlægge 

sit arbejde. Humlum har f.eks. valgt 

at koncentrere sin undervisning i oktober 

og marts måned: 

- Jeg mener, der er store, pædagogiske 

fordele i de intensive kurser, hvor der er 

undervisning i en måned fra morgen til 

aften, og hvor hverken lærere eller studerende 

i den periode laver andet. Det 

giver en effektiv indlæring, og på et intensivt 

3-4 ugers kursus når de studerende 

det samme som på tre semestre på 

traditionelle kurser. 

Samtidig er det en styrke for forskningen, 

at man har frihed til at omstrukturere 

dagligdagen og placere undervisningen 

så koncentreret som muligt. 

Det ser også ud til at være faldet i god 

jord hos den tidligere lektor fra Geografisk 

Institut på KU, at UNIS har et meget 

liberalt budget, som i vid udstrækning 

gør det muligt for ham at deltage i møder, 

feltarbejde og lignende. 

Kun omkring ansættelsesforholdene 

aner man en kritisk holdning hos Ole 

Humlum. Ikke fordi han har noget imod, 

at trygheden i ansættelsen er skiftet ud 

med en 3-årig kontrakt, men fordi kontrakten 

kun kan forlænges én gang med 

3 år. 

- Det kræver en vis kontinuitet at opbygge 

et velfungerende forskningsmiljø, 

så derfor håber jeg, at der i fremtiden 

kommer en mere fleksibel ansættelsesstruktur. 

Det er vigtigt at sikre den faglige 

kompetence gennem en stadig konkurrence 

om stillingerne, og det kan 

man eksempelvis sikre ved at slå dem op 

med nogle års mellemrum med mulighed 

for genbesættelse. 

Danske muligheder 

Mange mener, at norsk forskning er løbet 

lidt tilfældigt ind i succesen med UNIS. 

Starten i midten af 90’erne var præget 

af, at Norge havde behov for at manifestere 

sin overhøjhed over Svalbard over 

for bl.a. russerne. Minedriften var på vej 

ned, og UNIS blev sammen med turismen 

trukket frem, som en stabil langsigtet 

aktivitet. 

Men uanset de specielle, internationale 

forhold, så har satsningen på Svalbard 

sikret nordmændene en fremtrædende 

og prestigegivende, international placering 

inden for arktisk forskning, og Ole 

Humlum undrer sig over, at Danmark 

med sit forskningsengagement i Grønland 

ikke har skelet mere til den norske 

succes (se boks). 

Han har tidligere været leder af Arktisk 

Station på Disko og mener, at der 

her er gode muligheder for at udvikle et 

dansk-grønlandsk center for naturvidenskabelig 

universitetsforskning og - 

undervisning. 

- Stationen er let at komme til, den 

har en lang forskningshistorie og ligger 

i et område med en landskabelig og naturfaglig 

diversitet, som vil være et 

godt udgangspunkt for et ambitiøst 

forskningsmiljø, hvor man koncentrerer 

sig om kurser på et højt niveau og kan 

tiltrække kompetente undervisere og 

forskere. Men det kræver, at politikerne 

får øjnene op for, at den arktiske forskning 

er et af de områder, hvor Danmark 

virkelig kan profilere sig internationalt. 

Læs mere på: www.unis.no 

Norsk satsning på Svalbard 

UNIS (Universitetsuddannelserne på Svalbard) står over for en markant udvidelse fra 

3000 m2 til omkring 12.000 m2 . Hermed har de norske politikere taget fat på at realisere 

planerne om Svalbard Science Center, hvor det lokale museum og andre forskningsinstitutioner 

skal indgå. 

Men UNIS er kun en del af den norske satsning på Svalbard. Mod nord ligger forskningsstationen 

Ny-Ålesund, der har status som Large Scale Facility under EU, og som 

huser 115 langtidsprojekter fordelt på 15-16 forskellige lande. Der er de seneste 10 år 

investeret mere end 100 mio. Nkr. i forskningsstationen. Der er bygget ny messe og 

nyt kraftværk, og flyvepladsen og kajanlægget er blevet moderniseret og udvidet. 

Inden for de seneste par år har Norsk Polarinstitutt desuden bygget en ny station 

i Ny-Ålesund, og den atmosfæriske målestation på toppen af Zeppelin-fjeldet er blevet 

moderniseret for et større millionbeløb. 

En af de største satsninger de kommende år bliver opbygningen af et 600 m2 stort marinbiologisk laboratorium ved Kongsfjorden. Der er foreløbig 

tegnet kontrakter med forskningsinstitutioner fra Norge, 

Italien, Tyskland, Japan, USA og UK. 



Med Vædderen 

til Tobias Øer 

Søværnets inspektionsskib Vædderen vil 

på et to-ugers togt i Grønlandshavet i 

oktober have forskere fra Danmarks 

Miljøundersøgelser, Kort og Matrikelstyrelsen 

(KMS) og Grønlands Forundersøgelser 

(ASIAQ) ombord. De vil bl.a. 

benytte togtet til at udføre målinger på 

de nye Tobias Øer ud for 79-fjorden i 

Nordøstgrønland. 

Tobias Øer er en række små holme, 

som blev opdaget 1993 i forbindelse med 

den tyske forskningsisbryder Polarsterns 

togt i området. Øerne ligger på Belgica 

Banke ca. 50 km øst for 79-fjorden i 

Nordøstgrønland og er især interessante, 

fordi de på længere sigt kan blive en 

mulig base for olieboringer, og fordi de 

som udgangspunkt for den grønlandske 

basislinie kan gøre det muligt at udvide 

den eksklusive økonomiske zone på kontinentalsoklen 

ud for Nordøstgrønland 

For at definere basislinien er det vigtigt 

at bestemme øernes position præ- 

Foto: Ole B. Olesen 


cist. Men til trods for to besøg i henholdsvis 

1997 og 1999, begge gange med 

helikopter fra Polarstern, er det endnu 

ikke lykkedes at foretage en geodætisk 

positionsbestemmelse med tilstrækkelig 

nøjagtighed. Forsøg på at nå øerne med 

helikopter fra Dansk Polarcenters baselejr 

Midgårdsormen ved 79-fjorden i 

sommeren 1998 og et forsøg med helikopter 

fra inspektionsskibet Triton i 

foråret 2000 er begge gange slået fejl på 

grund af dårligt vejr. 

Opholdet ved Tobias Øer vil udover at 

foretage en præcis positionsbestemmelse 

også blive brugt til bestemme isens tykkelse 

på en usædvanlig isø, som geolog 

Ole Olesen, GEUS, observerede under sit 

besøg i 1999, ligesom KMS vil foretage 

tyngdemålinger undervejs fra Island til 

Tobias Øerne. 

Kontakt: Rene Forsberg, Kort og Matrikelstyrelsen, 

tlf. 35 87 53 19, rf@kms.dk 

I 1999 blev Tobias øer 

besøgt med helikopter. 

I år bliver det Søværnetsinspektionsskib 

Vædderen, der 

briger forskerne frem. 

Fugle i sne 


Dette års netop overståede sæson i Zackenberg 

bød igen på klimatiske overraskelser. 

Det har været den hidtil snefattigste 

sæson i forskningsstationens fem 

år lange levetid, og overvågningen i området 

har bl.a. fulgt, hvordan ynglesæsonen 

er forløbet hos de lokale vadefugle. 

Alting så overordentligt lovende ud for 

fuglene, og masser af unger var blevet 

klækket og godt i gang med at spise sig 

store, da en gedigen snestorm natten mellem 

17. og 18. juli rasede gennem Zackenbergdalen 

og nærmeste omegn. Alt blev 

dækket af 15 cm sne, og det tog adskillige 

dage, inden sneen var smeltet bort. 

Det var mere, end mange vadefugleunger 

kunne klare. Omtrent halvdelen af alle 

ungerne døde af kulde og sult, og en ellers 

god vadefuglesæson fik en brat ende. 

En mindre katastrofe for Zackenbergs 

vadefugle, men endnu en interessant oplevelse 

for de forskere, som hvert år 

overvåger økosystemet, og som her fik 

endnu et eksempel på naturens ekstreme 

hændelser og deres betydning i et langsigtet 

perspektiv. 

Kontakt: Hans Meltofte, Danmarks Miljøundersøgelser, 

tlf. 46 30 19 39, 

mel@dmu.dk

En skæbnesvanger 

Af Jens J. Kjærgaard 

Der er lagt op til en spændende beretning, 

når professor Carlo Barbieri fra 

Umberto Nobile Internationale Komité i 

november i et lysbilledforedrag vil præsentere 

general Umberto Nobile, den italienske 

luftskibsbygger og polarfarer 

(1885-1978), der i maj 1926 fløj til Nordpolen 

med det spritny fartøj Norge - og 

som med nød og næppe reddede livet, da 

hans nye fartøj Italia i 1928 forliste på 

hjemturen fra den anden flyvende ekspedition 

til Jordens top. En ulykke, der 

gjorde, at han meget længe lå på is i 

hjemlandet. Benito Mussolini, dengang 

minister for luftfarten, var ikke glad for 

uheldige helte, il Duce havde hellere set 

Nobile i rollen som martyr. Han blev 

først rehabiliteret efter 2. Verdenskrig. 

Umberto Nobiles fødsel i Lauro ved 

Salerno var dramatisk. Han blev i snevejr 

reddet ud fra et brændende hus, og 

en sigøjnerske forudsagde da, at han i 

livet skulle gå gennem flammer og kulde. 

Sådan gik det - men Nobile var dog 

ikke alene, da det skete. Den norske helt 

Roald Amundsen, første mand på Sydpolen, 

var med på den første vellykkede 

flyvning hen over Nordpolen. Han 

havde købt og døbt luftskibet - og lagde 

aldrig skjul på sin irritation over italieneren, 

der kunne spejle sig i hans verdensberømmelse. 

En foragt, som blev 

styrket af, at Nobile havde taget sin lille 

hund Titina med på turen. 

Men Roald Amundsen var med i eftersøgningen 

af Nobile og hans besætning i 

1928, da Italia led forlis på en isflage 

nordøst for Svalbard. Det kostede ham 

livet. Ingen har set Amundsen og hans 

fæller, siden de fløj fra Tromsø i en 

franskbygget flyvebåd, Latham 47. Måneder 

senere fandt man en ponton og 

flyets benzintank, der åbenbart var skruet 

af i et forsøg på at bygge en rednings- 

flyvning til Nordpolen 

Den italienske polarfarer Umberto 

Nobile deltog sammen med Roald 

Amundsen i den første flyvning 

hen over Nordpolen i 1926. To år 

senere gjorde Nobile turen uden 

Amundsen, og det skulle vise sig 

at blive fatalt for nordmanden. 

Umberto Nobile med sin lille hund Titina, der også var 

med på Ammundsens tur til Nordpolen i 1926. 

flåde. Amundsen, der angivelig gerne 

ville dø i Arktis, havde kæmpet til det 

sidste. 

Italia og halvdelen af besætningen er 

også forsvundet. Da Nobile og de andre 

blev kastet ud på isen efter en hård nødlanding, 

fik luftskibet ny opdrift og fløj 

videre - ingen aner hvorhen. De skibbrudne 

på isen var heldigere, de sendte 

SOS-signaler og rejste et iøjnefaldende 

rødt telt. De var lette at finde, da den 

russiske isbryder Krassin nåede frem til 

ulykkesstedet. 

Måske havde Roald Amundsen og 

hans besætning overlevet, hvis en eftersøgning 

var sat i værk umiddelbart efter, 

at radiokontakten blev brudt. Men det 

skete ikke, folk huskede meget vel, at 

han havde narret alverden ved at skifte 

kurs midt i Atlanten, da han ville vinde 

kapløbet til Sydpolen. Alle troede, han 

ville nå Nordpolen, i stedet gik rejsen til 

Antarktis. Så i 1928 troede man fejlagtigt, 

at Amundsen styrede direkte mod 

isflagen for at hente en ydmyget Nobile. 

Alt for sent blev der slået alarm. 

Hændelsesforløbet ligner de begivenheder, 

som udspillede sig, da den svenske 

luftskipper Salomon August Andrée i 

1897 søgte at nå Nordpolen med en ballon. 

Det kunne inspirere til en film om 

mænd af mod - og deres stræben efter 

berømmelse og ære. Amundsen havde 

faktisk drømt om at finde et nordligt 

kontinent, der kunne bære hans navn. 

Men han er ikke gået i glemmebogen, og 

man husker også Nobile. 

På Svalbard, i byen Ny Ålesund, har 

det italienske forskningsråd Consiglio 

Nazionale delle Ricerche i 1996 oprettet 

et polarinstitut, der bærer navnet Luftskibet 

Italia. 

I Tromsø og mange andre steder højt 

mod nord er der rejst statuer og varder 

til minde om polarfarerne, og i den sydfranske 

by Caudebec-en-Caux er der et 

monument over den franske besætning, 

som fløj i døden med Roald Amundsen. 

Foredraget om Umberto Nobile finder 

sted i Hjemmestyrets Danmarkskontor 

fredag den 10. november 2000 kl. 15.00. 


Foto: Anja Liebermann 

To danske forskere har i Grønland fundet et dyr, som ikke ligner noget 

andet levende på Jorden. De kan derfor nu præsentere en helt ny dyre- 

række, og det er kun den fjerde inden for de sidste 100 år. Alligevel 

har en af bagmændene bag den allernyeste række, professor Reinhardt 

Møbjerg Kristensen, været med til at beskrive tre af de fire. 


Endnu en fjer i hatten. Professor Reinhardt Møbjerg Kristensen i sit 

rette element på feltarbejde på Disko-øen i Vestgrønland, hvor det 

nye dyr blev fundet. Professoren har været med til at beskrive tre 

ud af de fire nye dyrerækker, som er fundet i det 20. århundrede. 

Endnu en 

Af Jens J. Kjærgaard 

Professor Reinhardt Møbjerg Kristensen, 

Københavns Universitet, og lektor Peter 

Funch, Aarhus Universitet, har gjort det 

igen. En ny kvist, Micrognathozoa er sat 

på livets træ i en videnskabelig artikel 

udgået fra Zoologisk Museum i København. 

Det kan læses i Journal of Morphology, 

et amerikansk tidsskrift med stor 

prestige, og det smitter selvsagt af på de 

danske forskere. 

Beskrivelsen fylder godt 120 manuskriptsider, 

og fortællingen rundes af 

med et rosende bagord af redaktøren, 

professor Frederick W. Harrison. Dette 

indlæg placeres som rosinen i pølseenden, 

fordi det ellers ville være hans ord, 

der fik førsterang. Det har fra Carl von 

Linnés dage været kutyme ved navngivninger 

på det lærde niveau. 

Ved et tilfælde 

Det nye dyr hedder Limnognathia maerski. 

Det viser hen til, at fundet er gjort, da 

det gode skib Porsild, som hvert år betjener 

forskere fra Arktisk Station, i 1994 

var på jomfrurejse til Mudderbugten på 

Disko, Vestgrønland. Fartøjet er en fondsgave 

fra Mærsk Mc-Kinney Møller. Fondets 

fulde navn er ’A.P. Møller og hustru 

Chastine Mærsk Mc-Kinney Møllers 

Fond til almene Formaal’. Det er det 

samme fond, som er på alles læber lige 

nu på grund af det kommende operahus 

i København. Det nye skib har i øvrigt 

fået navn efter magister Morten P. Porsild, 

manden der oprettede Arktisk Station 

i 1906. 

- Målet for vores arktisk-biologiske 

feltkursus var nogle forholdsvis varme, 

svagt radioaktive kilder, men en af vores 

studenter samlede for kontrollens skyld 

nogle prøver fra et af de kolde væld, som 

fryser til om vinteren. Og det var der, i 

kilden Isunngua, vi til alles overraskelse 

fandt dyrene, fortæller Reinhardt Mø-

kvist på 

livets træ 

Det nye dyr Limnognathia maerski fra en kold kilde på øen Disko, Vestgrønland. Dyret er kun 0,1 mm langt, men 

alligevel har det yderst komplicerede kæber, som det bruger til at raspe bakterier og alger af mosser, som lever i 

den kolde kilde. 

bjerg Kristensen, som i mere end 20 år har 

fisket i lunere vande, de homoterme kilder 

i Grønland (se Polarfronten nr. 1/98). 

Det mest overraskende er, at den ferskvandslevende 

Limnognathia maerski har 

fælles træk med dyr, som ellers må søges 

i havet. Måske er det lille dyr kommet 

ind i de kolde kilder, da hele øen Disko var 

presset cirka 100 m ned i havet af den 

enorme iskappe under sidste istid. 

Sin helt egen 

Dyret kunne placeres i en selvstændig 

bås - en ny phylum - og det vil selvsagt 

føre til lærde slagsmål, men Reinhardt 

Møbjerg Kristensen og Peter Funch kommer 

elegant uden om dette problem ved 

en avanceret form for familiesammenføring: 

Limnognathia maerski kan sammen 

med kradsere (Acanthocephala), 

hjuldyr (Rotifera) og kæbemunde (Gnathostumulida) 

anbringes under en paraply 

med fællesbetegnelsen Gnathifera - 

et navn, der allerede er blevet brugt. Det 

nye mikroskopiske dyr får dog sin egen, 

nye klasse, Micrognathozoa. Navnet hentyder 

til, at kræet er meget lille og har 

meget komplicerede kæber. 

Reinhardt Møbjerg Kristensen har tidligere 

været med i navngivningen af to 

rækker eller phyla, nemlig korsetdyr og 

ringbærere, og han har nu med det nye 

dyr været med til at beskrive tre af de i 

alt fire nye dyrerækker, som er fundet i 

det 20. århundrede. 

Et hattrick 

Professoren fandt sit første korsetdyr i 

sand fra havbunden ud for Kronborg, 

men det gik tabt, da han forsøgte at snitte 

i det. Dens spirella-snørede krop var 

kun en kvart millimeter lang. Ringbærere 

er mikroskopiske, flaskeformede væsener, 

der sidder som levende forkølelsessår 

omkring munden på danske jomfruhummere. 

Det lyder trist, men deres 

kønsliv er så kompliceret, at det burde 

tænde julelys i øjnene på dyneløftende 

sladderskribenter. Men historien blev 

trykt første gang i det fornemme tidsskrift 

Nature. 

Han tøver lidt, når man spørger, om 

det nyeste fund i Isunngua er et hattrick. 

- Ein Mal ist kein Mal, zwei Mal ist 

Gewöhnlichkeit, drei Mal ist Schweinerei, 

ler han. 

På plads i træet 

Uden at man kan påstå, at der hersker 

enighed, inddeler forskerne oftest 

dyreriget i godt og vel 30 dyrerækker, 

som går fra de dyriske svampe 

til hvirveldyrene, hvor bl.a. mennesket 

har sin plads. 

De enkelte rækker - phyla - adskiller 

sig fundamentalt fra hinanden, 

men er samlet i overordnede grupper 

ud fra nogle fælles, avancerede træk. 

Gruppen Chordata, som omfatter 

sækdyr, lancetfisk og hvirveldyr har 

f.eks. en rygstreng og gælletarm til 

fælles. 

Gruppen Aschelminthes, hvor hjuldyr, 

kæbemunde, kradsere og korsetdyr 

hører hjemme, er nu splittet op i 

to grupper Gnathifera og Cycloneuralia. 

Det nye dyr fra Grønland hører 

til Gnathifera, mens korsetdyrene 

(Loricifera), som blev beskrevet af 

Reinhardt Møbjerg i 1983 placeres i 

Cycloneuralia. 

Ringbærerne (Cycliophora), som 

Funch og Møbjerg Kristensen beskrev 

i 1995 har det endnu ikke været muligt 

at indpasse i en overordnet gruppe. 

Det er let at holde de nyfundne dyr i 

fangenskab. Der er en hel flok i køleskabet 

på Reinhardt Møbjerg Kristensens 

kontor. Alle sammen hunner. Men de 

formerer sig ved jomfrufødsel. Og de er 

hårdføre - akkurat som bjørnedyrene, 

der også findes i kilden, der kan være 

bundfrossen i seks måneder eller mere. 

Reinhardt Møbjerg Kristensen, 

Zoologisk Museum, tlf. 35 32 11 18, 

rmkristens@zmuc.ku.dk 


Kulturmøder i Sydgrønland 

Et stort kulturhistorisk forskningsprogram vil de kommende år 

tage hul på en række ubesvarede spørgsmål om nordboernes 

historie og kulturmøderne i Sydgrønland. 

Den danske forskningsminister Birte Weiss besøgte under sin tur til Grønland i august blandt meget 

andet Hvalsø Kirkeruin, som er den bedst bevarede kirkeruin fra nordbotiden. 


Interesserede kan 

læse meget mere 

om Sila på centrets 

nye hjemmeside: 

www.sila.dk. 

Foto: Bjarne Grønnow 


Forskningsminister Birte Weiss besøgte i august 

Grønland og nåede på sin rejse også til sydspidsen, 

hvor det officielle startskud gik til forskningsprogrammet 

‘Inuit og nordboer i Sydgrønland’. 

Programmet er kommet til verden i et samarbejde 

mellem det nye Center for Grønlandsforskning, Sila, 

og lokalmuseerne i Narsaq, Nanortalik og Qaqortoq, 

som i de kommende år vil gå i clinch med en håndfuld, 

helt afgørende spørgsmål, som vi mangler svar på, 

hvis vi vil forstå den kulturelle udvikling i Grønland. 

Nordbokolonierne 

Fem projekter vil kaste nyt lys over nordboernes historie, 

fra den første kolonisering omkring år 1000 

til nordboerne – stadig uvist af hvilke årsager – forsvandt 

fra Grønland i løbet af 1400-tallet. 

Nordboerne var landbrugere, men drev også handel 

med bl.a. europæerne. I et projekt om handel og 

kommunikation vil forskerne bl.a. undersøge, hvad 

det betød for nordboerne, at det europæiske marked 

for hvalrostand svigtede i senmiddelalderen. 

Et andet projekt vil undersøge landbrugsøkonomien 

gennem hele nordboperioden ved f.eks. at analysere 

dyreknogler, planterester og pollen fra affaldslagene 

ved en større nordbogård i Qorlortoq-dalen lidt 

nord for bygden Qassiarsuk. 

Også kirkens rolle vil kommer under lup i et projekt, 

som vil datere og undersøge en gruppe mindre 

kirker ejet af storbønder og belyse deres forhold til 

bispesædet i Gardar. 

De planlagte undersøgelser vil involvere arkæologi, 

historie, etnohistorie og historisk antropologi, 

men også metoder fra naturvidenskaberne bliver taget 

i brug. Isotopundersøgelser af menneskeknogler 

kan fortælle om datidens spisevaner og levevilkår, og 

boringer i de sydgrønlandske fjorde kan give viden 

om klimaets ændringer. 

Rundt om Kap Farvel 

I forskningsprogrammets anden del finder vi en 

række projekter under overskriften kulturmøder. 

De sidste, større arkæologiske undersøgelser af 

bopladser fra Thulekulturen i Sydgrønland fandt 

sted i 1930’erne, og de tyder på, at inuit på et relativt 

tidligt tidspunkt nåede Grønlands sydligste egne. 

Nye forskningsprojekter vil forsøge at besvare spørgsmålet, 

om Thule-boerne nåede frem til Sydgrønland, 

mens nordboerne stadig levede der i senmiddelalderen. 

Også her vil naturvidenskaberne kunne give et 

bidrag med C-14-dateringer af inuit-bopladserne. 

Et senere kulturmøde er kontakten mellem de østgrønlandske 

og vestgrønlandske befolkninger i landets 

sydligste del i Kap-Farvel regionen. Gennem en 

periode på ca. 200 år frem til sydøstkystens affolkning 

i 1800-tallet har vi beretninger om østgrønlændernes 

handels- og fangstrejser til vestkysten. 

Med udgangspunkt i de europæiske handelsvarer, 

der er fundet på grønlandske bopladser, vil forskerne 

opbygge en kronologi for området. Hvor langt strækker 

disse kulturmøder sig tilbage i tiden, og hvilken 

betydning har de haft for den kulturelle udvikling? 

Lykkes det med det omfattende forskningsprogram 

blot at besvare nogle af de mange spørgsmål, vil arkæologer 

og historikere stå med et materiale, som 

kan føre til en nyskrivning af Grønlands historie. 

Kontaktperson: Centerleder Bjarne Grønnow, Sila, 

tlf. 33 47 34 40, bjarne.gronnow@natmus.dk

Forskningsminister Birte Weiss 

præsenterer sine reaktioner og 

indtryk fra mødet med den grøn- 

landske forskningsverden, som 

hun oplevede den på en rundrejse 

i Vest- og Sydgrønland i august. 

Af forksningsminister Birthe Weiss 

Her i sommer besøgte jeg for første 

gang Vestgrønland, mens jeg 

tidligere har besøgt Østgrønland 

som medlem af Folketingets præsidium. 

Denne gang skulle jeg som forskningsminister 

sammen med min grønlandske 

kollega Lise Lennert Olsen deltage i indvielsen 

af Centret for Arktisk Teknologi 

ved Bygge- og Anlægsskolen i Sisimiut. 

Centret er en fælles satsning af Bygge- 

og Anlægsskolen i Sisimiut og Danmarks 

Tekniske Universitet. Formålet er 

at fastholde og opbygge viden om de teknologiske 

løsninger, som matcher det 

arktiske klima og miljø. Med skolen får 

vi både uddannet det nødvendige antal 

teknikere og ingeniører med den rigtige 

viden, og samtidig får vi etableret en viden, 

der på sigt kan udnyttes erhvervsog 

eksportmæssigt af både Danmark og 

Grønland. 

Uddannelserne ved det nye center 

foregår både i Danmark og i Grønland, 

og under besøget fik jeg lejlighed til at 

møde de studerende og se, hvad de i 

praksis arbejder med. Vi mødte studerende, 

der analyserede permafrostlaget 

med henblik på fundering af bygninger, 

og studerende der var i gang med at undersøge 

mulighederne for og effekten af 

solfangere som varmekilde. En ganske 

særlig oplevelse var det at få forevist 

Fra tørvehus 

til netværkssamfund 

Dumpen, byens losseplads, hvor de studerende 

var i færd med at undersøge risikoen 

for udsivning. 

De studerende arbejder således med 

praktiske opgaver udvalgt i samarbejde 

med kommunen. Hermed får lokalsamfundet 

et konkret udbytte af centret, og 

de studerende får et håndgribeligt kendskab 

til det grønlandske samfund. Jeg er 

overbevist om, at sådanne studieoplevelser 

kan bidrage til igen at gøre ingeniøruddannelserne 

til et attraktivt tilbud for 

de uddannelsessøgende. For det er ingen 

hemmelighed, at den svigtende tilgang 

til ingeniøruddannelser i Danmark er et 

samfundsmæssigt problem. 

Centret for Arktisk Teknologi er nok 

det mest ambitiøse samarbejdsprojekt på 

det tekniske område, men bestemt ikke 

det eneste. Den grønlandske råstofforvaltning 

er ved at opbygge et tilsvarende 

samarbejde med GEUS, Danmarks og 

Grønlands Geologiske Undersøgelser. Vi 

besøgte den grønlandske råstofforvaltning 

og blev præsenteret for den banebrydende 

forskning, som har påvist verdens 

ældste eksempler på liv. Og hørte 

om jagten efter olie og naturgas. En 

efterforskning, der stilles særligt skrappe 

krav til i det sårbare, arktiske miljø. Her 

skræmmer de amerikanske erfaringer. 

Et tredje, vigtigt aspekt af den teknologiske 

udvikling, som Grønland står 

midt i, er IT- og teleudviklingen. Her 

havde jeg lejlighed til at mødes med min 

anden grønlandske kollega, Steffen 

Ulrich Lynge, og bygge videre på den 

samarbejdsaftale på IT-området, som vi 

indgik her i foråret. Informationsteknologien 

giver muligheder for at knytte 

nye bånd i et samfund, der ligger så geografisk 

spredt som det grønlandske, og 

IT-kommunikation kan afhjælpe de negative 

aspekter af at befinde sig i yderområderne. 

Især telemedicin er et spændende 

område, men mulighederne for 

fjernundervisning via internettet må også 

udnyttes. Her drøftede jeg med mine 

Kommentar 

grønlandske kolleger Lise Lennert Olsen 

og Steffen Ulrich Lynge, hvordan vi får 

Grønland med i det danske projekt om et 

virtuelt universitet baseret på Internettet. 

I Sydgrønland gik rejsen tilbage i historien, 

da vi blev præsenteret for samarbejdet 

mellem Nationalmuseets Center 

for Grønlandsforskning – Sila – og de 

tre museer i henholdsvis Qaqortoq, 

Narsaq og Nanortalik. Som forskningsminister 

er jeg stærkt tilhænger af, at 

der også skal være plads til den forskning, 

der ikke kan omsættes i kroner og 

ører, men som primært har til formål at 

udvide vores viden og erkendelse. 

Her giver Grønland enestående muligheder 

for at udvide vores viden om den 

middelalder, som begge samfund har været 

en del af, og den kristne kultur, som 

begge samfund er en del af. Det bliver 

spændende at høre om resultaterne af de 

planlagte udgravninger af en række kirkeruiner 

i Sydgrønland. Hvis de undervejs 

får løst gåden om nordboernes forsvinden, 

er det fornemt. 

Under besøget fik jeg også lejlighed til 

at besøge de sydgrønlandske museer, der 

som en slags frilandsmuseum har eksempler 

på de traditionelle grønlandske 

tørvehuse. Her fortalte museumsfolkene 

samstemmende, at de alle havde besøg af 

ældre grønlændere, der kom og sad i 

husene for at fornemme den gamle ramme 

om deres barndom eller ungdom, og 

som tog meget aktivt del i, hvordan husene 

burde indrettes for nu at ligne et 

rigtigt tørvehus. 

Det viser noget om, hvor vigtigt det er, 

at vi bevarer og kender vores egen historie. 

For om en generation vil den selvoplevede 

viden om de grønlandske tørvehuse 

være borte. Samtidig viser det noget 

om, hvilken fantastisk udvikling Grønland 

har været igennem inden for en – i 

historisk sammenhæng – ganske kort 

årrække: Ejeren af internetcafeen kan 

snildt være barnebarn til en af dem, der 

vender hjem til barndommens tørvehus. 


Tegnedeefterretninger 

Jakob Danielsen (1888-1938) tegnede i 

begyndelsen af århundredet livet i de 

grønlandske udsteder for den daværende 

landsfoged Philip Rosendahl, for at denne 

bedre kunne forstå, hvordan tilværelsen 

var i det nordlige Grønland. Det blev 

til hundreder af tegninger, som giver et 

enestående kulturhistorisk indblik i 

hverdagslivet i Grønland i århundredets 

begyndelse. 

Der bliver nu mulighed for at se udvalgte 

tegninger, når Birger Rosendahl, 

søn af den tidligere landsfoged viser dele 

af samlingen og fortæller om billederne 

og historien bag dem i Arktisk Institut, 

Strandgade 100 H, store mødesal, tirsdag 

den 24. oktober kl. 14.00 . 

Alle er velkomne til foredraget, hvortil 

der også er inviteret en række personer 

med særligt kendskab til Jakob Danielsens 

Grønland. 



Uro i fødekæden 

Planktonædere fra fiskelarver til hvaler 

risikerer, at deres foretrukne spise bliver 

mere sparsom i fremtiden. Det viser en 

undersøgelse af planktonproduktionen, 

som forskere fra DHI – Institut for Vand 

og Miljø gennemførte i havet nær Arktisk 

Station på Disko-øen i august 1998. 

Forskerne fandt, at den ultraviolette stråling 

(UV-B) nedsætter produktionen af 

plankton med op til 40%, og at effekterne 

af den ultraviolette stråling kan spores 

helt ned til mellem fire og otte meters 

dybde. Hvis man korrigerer tallene 

for, at undersøgelsen fandt sted i august, 

hvor solen står ret lavt, mener forskerne, 

at produktionen af plankton i foråret kan 

gå 50% tilbage i de øverste vandlag. 

Optagning af planktonprøver i Disko 

Baggrunden for undersøgelserne er, at 

ozonlaget i stratosfæren gennem de seneste 

ti år er reduceret markant og i dag 

i gennemsnit er 10% tyndere end for 20 

år siden. I forårsmånederne har målinger 

vist helt op til en 40% reduktion, og det 

betyder, at mere UV-stråling når Jorden 

og havet. 

En fortsat reduktion af ozonlaget vil 

især ramme livet i havet i Arktis, som er 

specielt sårbart over for den øgede ultraviolette 

stråling, fordi det – sammenlignet 

med Antarktis – er næringsfattigt og 

har en lavere produktion af planktonorganismer. 

En reduktion i planktonproduktionen 

vil derfor hurtigere forplante 

sig til resten af fødekæden. 

Kilde: Klima Nyt, nr. 9/2000.

Af Henning Thing 

Sidsel Larsen er specialestuderende ved 

Zoologisk Museum i København og har 

arbejdet med Grønlands edderkopper 

gennem de sidste fem år, først i Vestgrønland 

og senere i Nordøstgrønland. 

Miljøovervågningsprogrammet ved 

Zackenberg Forskningsstation har indtil 

videre indsamlet ca. 20.000 edderkopper, 

som efter hver feltsæson får en enkeltbillet 

i en spritflaske til Zoologisk Museum. 

Her har Sidsel haft adskillige tusinde 

edderkopper gennem mikroskopet 

og sorteringsbakken for at artsbestemme 

de små skabninger. Det er blevet til 

mange, mange hyggelige timer og også 

nogle overraskelser, når en ualmindelig 

art pludselig dukker op i materialet. 

Få hjulspindere 

Polarjægeren er den mest almindelige. 

Den er sprinteren blandt edderkopper. 

Den har droppet strategien med et net 

og farer i stedet rundt mellem den lave 

vegetation og kaster sig grådigt over alt, 

der rører sig og har en overkommelig 

størrelse. 

Men så er der også den - ligeledes netløse 

- listige type, som er ‘lurer’. Den 

ligger i baghold og venter tålmodigt, indtil 

et intetanende bytte kommer forbi. 

Kun fem ud af Grønlands edderkoppearter 

er hjulspindere og laver de nok 

så kendte udspændte net til fangst af flyvende 

insekter. Da sådanne fangstnet 

skal spændes ud mellem en høj omgivende 

vegetation, forekommer hjulspinderne 

kun i den sydlige del af Vestgrønland. 

Tilpasset til kulden 

Uanset hvad mange måtte føle ved personlig 

kontakt med en levende edderkop, 

er disse 8-benede leddyr jo nogle 

forunderlige skabninger. Hele 70 arter 

Edderkoppekvinden 

Da Sidsel var en lille pige, læste hendes far godnathistorier om edderkopper 

højt for hende. Det har sat sig spor i den voksne Sidsels faglige karriere. 

afe dderkopper har formået at tilpasse 

sig til et liv i den grønlandske natur, 

hvor den lange, kolde vinter er en stor 

udfordring for enhver lille Peter Edderkop. 

Til sammenligning har Danmark 

500 edderkoppearter. 

Grønlands edderkopper har antifrysestoffer 

i kroppen, der gør, at de kan tåle 

at blive kølet ned til ca. - 20°C uden at 

fryse til en lille isklump. Selvom en edderkop 

under frysepunktet er en noget 

sløv sag, kan den faktisk tage føde til sig, 

hvis den ellers kan finde noget at spise i 

den kolde tid. De fleste edderkopper tilbringer 

dog den 8-9 måneder lange vinter 

i nedkølet dvaletilstand på et beskyttet 

sted under en sten, i en klipperevne 

eller mellem tæt vegetation. 

Edderkopper udgør i Grønland et meget 

vigtigt element i økologiens fødekæde 

på landjorden. De er relativt store 

smådyr, og hunnerne har en særligt stor, 

blød bagkrop. For de mange fugle, der 

lever af den slags, er de en virkelig god 

mundfuld, og på de rette levesteder er 

der virkelig mange edderkopper at guffe. 

Sammen med dr.scient. Jens Böcher 

har Sidsel Larsen skrevet en ny felthåndbog 

“Smådyr i Grønland”, som udkommer 

næste forår. Hold øje med udgivelsen 

på Atuagkats hjemmeside 

(www.atuagkat.gl/booksonsale/newbooks.htm) 

Kontakt: Sidsel Larsen, Zoologisk Museum, 

tlf. 35 32 10 51, slarsen@zmuc.ku.dk 


Sidsel Larsen har ofte sin gang i museets kølige magasiner, hvor hun henter inspiration og emner til sin forskning 

på de mange hylder fyldt med med edderkopper af meget varierende udseende og størrelse. 


Alt i ét 

Gode kort gør altid lykke, når man rejser i Grønland. Polarfronten er 

blevet opmærksom på et lille kortfirma, Saga Maps, som udbyder en 

vifte af kortprodukter: kortbøger, foldekort, kort som skrivebordsunderlag, 

kort til orienteringstavler mm. 

Tage Schjøtt, som er manden bag kortene, fremhæver, at hans kort 

dækker hele distrikter, så man kan nøjes med et enkelt foldekort til 

inderlommen, når man skal ud på sine ture. 

Interesserede kan finde flere oplysninger om kortene på: 

www.sagamaps.com 


UNIVERSITETSSTUDIER 

PÅ SVALBARD? 

Studier innen: 

Arktisk biologi 

Arktisk geologi 

Arktisk geofysikk 

Arktisk geofysikk 

Arktisk teknologi 

Søknadsfrist 15. april og 15. oktober 

For søknadsskjema og komplett studiekatalog: 

http://www.unis.no 

Ta kontakt med: UNIS, 

postboks 156, N-9171 Longyearbyen 

epost: studadm@unis.no 

P.O.Box 156, N-9171 Longyearbyen, Norway

DANSK POLARCENTER 

Distribueres i Danmark af NBC 

Arktisk forskning 

Forskningskoordinator 

ved Dansk Polarcenter 

GRØNLANDSK KULTUR- OG 

SAMFUNDSFORSKNING 98/99 

første tirsdag i hver måned 

- er et videnskabeligt årsskrift med kl. bidrag 1500 fra 

grønlandske forskningsinstitutioner såsom 

Ilisimatusarfik/ Det grønlandske Universitet, 

i Dansk Polarcenter 

Museer, Naturinstituttet, Landsarkivet Strandgade mfl. 100 H 

Årskriftet afspejler institutionernes 1401 brede København K 

arbejdsfelt, og den eneste fællesnævner for 

artiklerne er, at de tager udgangspunkt i 

grønlandske emner. Grønland er i stadig 

udvikling og forandring, og det er vores 

opfattelse af samfundet og dets historie også. 

Så selvom forskning i grønlandske Kom emner og hyg dig i den gratis 

har en lang tradition, er der stadig café, et medens væld af der serveres 

emner at øse af. 

aktuel og spændende polar- 

ISBN: 87-90393-40-6 

forskning 

244 sider – 247,00 kr. 

BOX 1009 · 3900 NUUK · GRØNLAND 

TLF. (00299) 32 17 37 · FAX (00299) 32 24 44 

Stillingsopslag 

Dansk Polarcenter ønsker at styrke sit arbejde med at koordinere den 

danske, arktiske forskning. I samarbejde med forskningsinstitutioner og 

myndigheder i Danmark, Grønland og udlandet bliver det forskningskoordinatorens 

opgave at skabe et overblik over arktiske forskningsaktiviteter 

og være primus motor i koordineringen af nationale og internationale 

forskningsinitiativer. 

Som forskningskoordinator vil du indgå i et team af medarbejdere, der 

arbejder med praktisk forskningsstøtte i Grønland. Men du får også et 

tæt samarbejde med husets øvrige medarbejdere, der alle er beskæftiget 

med informations- og serviceopgaver, som retter sig mod forskere, forskningsinstitutioner 

og befolkningen som helhed. 

Vil du vide mere om stillingen og om Dansk Polarcenter, kan du finde det 

fulde stillingsopslag på Centrets hjem-meside www.dpc.dk. Stillingen 

skal søges på baggrund af det fulde opslag. Yderligere oplysninger kan fås 

ved henvendelse til direktør Morten Meldgaard på 32 88 01 15. 

Ansøgningsfristen er mandag den 6. november 2000, kl. 12.00. 

Polar Caféen 

Tirsdag 5. december serverer 

Bo Lidegaard "Grønland 

i Sikkerhedspolitikken" – et 

aktuelt emne, hvor det sidste 

ord endnu ikke er sagt ! 

I Polar Caféen er der populærvidenskabelig 

formidling 

til alle, som er fascineret af 

polarforskning 

Næste Polar Café er tirsdag 

7. november, hvor vi 

byder på en zoologisk verdenssensation 

fra Grønland ! 

Se programmet lørdagen 

før i Berlingske Tidende’s 

sektion "Univers"ellerkig 

på www.dpc.dk/polarcafe 


KASPER CAMP 

En fleksibel og mobil lejrløsning i felten 

Kan leveres med f.eks.: 

• Parabol og antenne til TV og kommunikations udstyr 

• Mini kraft/varmeværk til opvarmning og strøm 

• Solceller 


Kasper Cabin 

7 m2 moderne komfort hvor som helst 

Den 12-kantede hovedbygning rummer 105 m2 • Isolerede ydervægge af aluminium. 

• Interiør af malet glasvæv. 

• Kan modstå vind op til 70 m/s 

• Kort montagetid 

• Cabin og Camp er fremstillet i aluminium 

• Kræver ingen særlig vedligeholdelse 

• Cabin vejer 850 kg 

• Camp kan flyttes i moduler med helikopter 

Individuel indretning af Cabin til f.eks. 

• Overnatning med 4 sovepladser 

• Køkken, kontor eller toilet og brusebad 

• El-installationer til miljøtoilet 

• El-radiatorer eller oliefyr 

• Ruller til transport 

• Justerbare ben 

Kasper ApS Strandmarksvej 1 3730 Nexø Danmark 

Tlf. 5648 8456 Fax 5648 8008 info@kasper4u.com www.kasper4u.com 

- Din guide til GodthŒbsfjorden 

Tlf. +299 32 27 00 ¥ Fax +299 32 27 10 info@nuuk-tourism.gl ¥ www.nuuk-tourism.gl

En hjælpende hånd på nettet 

Den første, systematiske indgang til den grønlandske 

del af det globale edderkoppespind er kommet godt 

fra start. De første par måneder har 25.000 besøgt 

www.igloo.gl, som hjælper surferen rundt i det grønlandske 

krat af hjemmesider og e-mails. Den nye 

portal har bl.a. en aftale med rekrutteringsfirmaet 

StepStone, så man altid hurtigt kan finde de ledige 

jobs i Grønland. 

Kolde og varme havstrømme 

En gruppe forskere på Danmarks Meteorologiske Institut 

(DMI) vil frem til 2005 være beskæftiget med 

at undersøge de nordatlantiske havstrømme, som har 

en afgørende betydning for klimaet i de vestnordiske 

lande og dermed for de samlede levevilkår i området. 

Forskerne håber, at de bliver i stand til at opstille 

nogle prognoser for f.eks. fremtidens fiskeri. Forskningsprogrammet 

bliver gennemført i et samarbejde 

mellem DMI, Naturinstituttet i Nuuk, Islands Havforskningsinstitut, 

Færøernes Fiskeriundersøgelse og 

Nansencentret i Bergen. Programmet er støttet af 

Nordisk Ministerråd. 

En glad giver 

Flere grønlandske museer får nu glæde af tidligere 

forstander Poul Madsens store samling af grønlandsk 

kunst og husflid. Poul Madsen har besluttet 

at forære museerne en stor del af sin samling på 

næsten 1000 grønlandske kunstgenstande, som han 

har samlet gennem de sidste 50 år. Første stop på en 

rundtur var Ammassalik Museum, som fik 70 tupilakker, 

træfigurer og dansemasker, hvoraf flere var 

næsten 100 år gamle. 

Illustration: Lars-Ole Nejstgaard 

KORT NYT 

Fra morseapparat til satellit 

Det er i år 75 år siden, det grønlandske televæsen 

tog sit første, usikre skridt. Det skete den 6. september 

1925, da chefingeniør J. Galster morsede til Kong 

Christian X, at Radiotelegrafstationen i Godhavn var 

blevet åbnet. I dag er Grønland fuldt integreret i det 

globale kommunikationssystem, og som sit seneste 

initiativ har Tele Greenland netop åbnet et nyt satellitkommunikationscenter 

på Avedøre Holme, hvorigennem 

al telekommunikation mellem Grønland og 

omverdenen i fremtiden vil blive afviklet. 

Tilbage til fortiden 

Fra næste år vil turister i Qasigiannguit kunne opleve 

en boplads, hvor gamle håndværkstraditioner demonstreres. 

Bag projektet står Ice Cap Hotels og 

lokale fra byen, og der er allerede nu planer om, at 

bopladsen på længere sigt skal udbygges til en lejr, 

hvor turisterne vil kunne spise, sove og på andre 

måder leve sig ind i den traditionelle inuitkultur. 

Første ph.d. i Grønland 

Der blev skrevet historie, da den 33-årige cand.scient. 

Tine Pars den 1. september i kulturhuset Katuaq som 

den første forsvarede en phd.d.-afhandling på grønlandsk 

grund. Tine Pars har forsket i forbruget af traditionelle, 

grønlandske fødevarer, og i hendes undersøgelser 

indgår 410 tilfældigt udvalgte grønlændere, 

som er blevet interviewet og har afgivet blodprøver. 

Næsten som på Mars 

Den lille, arktiske ø Devon Island godt 300 km vest for 

Grønland har denne sommer haft besøg af 50 forskere, 

ingeniører og teknikere, som har testet strategier 

for en eventuel bemandet rumrejse til Mars. Bag projektet 

står bl.a. den amerikanske rumfartsadministration 

NASA, som har valgt øen, fordi den 

er det sted på Jorden, som minder mest om forholdene 

på Mars. 


“ Solfangersamfund 

Bygge- og Anlægsskolen 

i Sisimiut og 

Danmarks Tekniske 

Universitet har fået 

støtte fra Det Arktiske 

Miljøprogram 

til at udvikle og starte 

en produktion af 

solfangere. Solfangerne 

skal udvikles 

til det arktiske marked, 

som har et kundeunderlag 

på 3-4 

mio. mennesker, og 

en fremtidig produktion 

kan eventuelt 

foregå på et lukket 

skibsværft i Sisimiut. 

” 

KORT NYT 


Deruda’ 

Etableringen af folkevognsfabrikkernes testbane 80 

km inde på Indlandsisen ved Kangerlussuaq skrider 

planmæssigt frem. Foreløbig har mange af sommerens 

turister haft fornøjelse af den grusvej, som 

Skanska har anlagt fra Kangerlussuaq til Indlandsisens 

rand. Og to ekspeditioner, der har krydset Indlandsisen 

i sommer, har desuden rapporteret, at de – 

til deres store forbløffelse og med noget blandede 

følelser – har været i stand til at tilbagelægge de sidste 

kilometer på en nydelig vej, som i fremtiden skal 

sikre forbindelsen over isen til testcentret. 

En farlig mus 

Svalbards polarmus, Microtus epiroticus, bærer ifølge 

BBC News Online på en parasit, som kan forårsage 

kræftsvulster i leveren. Musen findes hovedsagelig 

i en række nedlagte minesamfund, og foreløbig er 

to forskere blevet testet positive med parasitten. 

Smitten kan bl.a. overføres gennem hunde, og sysselmanden 

på Svalbard siger til BBC, at man tager 

problemet alvorligt, men at det kun er en lille del af 

Svalbards indbyggere, som er i risikozonen. 

Uforstyrret yngel 

Forskerne mener ikke, at de undersøiske sprængninger 

i forbindelse med olieboringerne har påvirket 

fiskeriet langs Grønlands vestkyst, bl.a. fordi olieefterforskningen 

kun foregår i sommermånederne, 

hvor fiskene ikke gyder. Rapporten fra Danmarks 

Miljøundersøgelser peger derimod på, at olieefterforskningen 

kan påvirke tandhvalerne, der er meget 

lydfølsomme. Hvid- og narhvalerne flygter ved kraftig 

støj, og DMU-forskerne anbefaler derfor, at man 

helt undlader olieefterforskning i visse områder som 

f.eks. i Melville Bugt-reservatet. 

Forskerspirer på Disko 

Der har været afholdt en forforskerskole ved Arktisk 

Station i Qeqertarsuaq i perioden 12. til 19. september. 

Forforskerskolen er for unge, grønlandske gymnasieelever 

og studerende og skal inspirere til at gå i 

gang med et universitetsstudium. 20 forskerspirer 

deltog i kurset, hvor de blev undervist i biologi, geologi 

og geografi af lærere fra Københavns Universitet, 

Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser 

samt Naturinstituttet. På kursets sidste dag besøgtes 

den galopperende gletscher, som har været 

omtalt i tidligere numre af Polarfronten. 

Raketopskydning i Kangerlussuaq 

De nødvendige tilladelser til at sende en 370 kg tung 

raket op fra Kangerlussuaq i slutningen af oktober 

eller begyndelsen af november er nu i hus. Bag opsendelsen 

står Danish Space Challenge, som er med i 

kapløbet om CATS-prisen på 250.000 USD, der uddeles 

til de første private, som sender en raket op i 

200 km højde. Kangerlussuaq er valgt til forsøget, 

fordi stedet giver let adgang til et stort og øde område 

og har velegnede faciliteter. Se mere på 

www.mainstage.dk/spacechallenge/ 

Nordpolen smelter 

En amerikansk forsker, som har foretaget en tur til 

Nordpolen ombord på en russisk isbryder, har observeret 

en en kilometer bred og flere kilometer lang 

næsten isfri rende i Nordpolens ishav. Opdagelsen 

har endnu en gang delt forskerne i to lejre. Én som 

ser opdagelsen som et bevis på, at den globale opvarmning 

er i færd med at smelte Jordens iskalotter. 

Og én, som ganske vist ikke afviser truslen fra den 

globale opvarmning, men som samtidig peger på, at 

der kan være tale om naturlige, kortvarige variationer 

i havisen over Nordpolen. 

Institut for Eskimologi bliver 80 

Institut for Eskimologi kunne i begyndelsen af september 

fejre sin 80-årsdag. Instituttet har de senere 

år oplevet en stigende tilgang af studerende og lukkede 

i år 13 nye ind, så det samlede tal nu er på 50 

aktive studerende. Eskimologerne har ført en lidt 

omtumlet tilværelse, men har siden 1993 befundet 

sig i de helt rigtige omgivelser i et restaureret pakhus 

på Grønlandske Handels Plads i et naboskab med 

Dansk Polarcenter og Arktisk Institut.

Nye bøger 

Claus Andreasen, Birgitte Jacobsen, 

Birgit Kleist Pedersen og Jette Rygaard 

(red.): Grønlandsk kultur- og samfundsforskning 

98/99, Ilisimatusarfik/Forlaget 

Atuagkat, 244 sider, 247 kroner. 

Et videnskabeligt årsskrift, som i 12 

artikler giver et alsidigt indblik i den 

grønlandske kultur- og samfundsforskning. 

Bidragene kommer fra Ilisimatusarfik/Det 

Grønlandske Universitet, museer, 

Naturinstituttet, Landsarkivet m.fl. 

Jens Dahl: Saqqaq – An Inuit Hunting 

Community in the Modern World, University 

of Toronto Press, 277 sider, 16 £. 

I sin nyudgivne bog om den vestgrønlandske 

bygd Saqqaq giver Jens Dahl et 

indsigtsfuldt portræt af det sociale og 

kulturelle liv i et grønlandsk fangersamfund. 

Han anlægger yderligere en akademisk 

vinkel for at gøre rede for og forklare 

nogle af de komplekse historiske 

forandringer, som bygden har undergået. 

Jørgen Fleischer: Glimt – af mennesker 

og steder i Grønland, Forlaget Atuagkat, 

117 sider, den koster 228 kr. i Grønland - 

og 285,00 kr. i Danmark. 

AG’s mangeårige chefredaktør skildrer 

i denne bog mennesker og steder, som 

han har kendt og besøgt. Blandt meget 

andet hører vi om det kraniefund, som 

førte til lokalisering af den kirke, som 

Erik den Rødes kone Tjodhildur lod 

bygge i Brattahlid i Sydgrønland. 

DPC-udgivelser 

Fritz Hans Schwarzenbach: Altitude 

distribution of vascular plants in mountains 

of East and Northeast Greenland. 

Meddelelser om Grønland, Bioscience 

50. 193 sider, 250 kr. 

Denne bog handler om de højere planter 

i Øst- og Nordøstgrønland og om 

den rolle, terrænnets højde spiller for 

deres fordeling. Forfatteren deltog omkring 

1950 i syv Lauge Koch ekspeditioner 

til Nord- og Nordøstgrønland og 

inddrager i bogen både undersøgelser fra 

dengang og fra rejser i 1990’erne. 

Martin V. Sørensen og Reinhardt M. 

Christensen: Marine Rotifera from Ikka 

Fjord, SW Greenland. With the description 

of a new species from the rare mineral 

ikaite. Meddelelser om Grønland, 

Bioscience 51. 46 sider, 140 kr. 

I den nu fredede Ikka Fjord har to 

zoologer under arbejdet med ikait-søjler 

fundet en helt ny art af hjuldyr, rotifera, 

som de beskriver i bogen. Desuden 

beskriver de otte andre hjuldyr, hvoraf 

de seks er fundet for første gang i 

Grønland. 

Bøgerne kan bestilles pr. telefon, post 

eller e-mail (dpc@dpc.dk) hos Dansk 

Polarcenter. 

Nyt fra DPC 

Nyt logo 

Dansk Polarcenter har fået moderniseret 

sit ansigt udadtil med et nyt logo. Logoet 

er udviklet af grafisk designer Sidsel 

Gaustadnes fra Datagraf Auning AS og 

blev ved leveringen ledsaget af bl.a. følgende 

beskrivelse: 

- Snekrystallet er via sin form og beskæring 

blevet blødt op. Det bryder den 

stramme form, men er samtidig en del af 

denne. De hvide felter danner samtidig 

ind- og udgange til det omkringliggende. 

Altså et udforskende og kommunikerende 

element. 

Samtidig signalerer logoets mørkeblå 

rektangel seriøsitet, orden og kvalitet. Vi 

håber, at vi har fundet et passende varemærke 

for centret. 

DPC under lup 

Dansk Polarcenter er blevet evalueret 

som afslutning på den udviklingskontrakt, 

som centret indgik med Forskningsministeriet 

i 1998. 

Evalueringen viser, at der blandt brugerne 

er en altdominerende positiv 

stemning for Dansk Polarcenter og dets 

virke, og evalueringspanelets generelle 

vurdering er, at Dansk Polarcenter har 

opfyldt udviklingskontraktens udviklingsmål 

i meget høj grad og til tiden. I 

forordet til den rapport, som 

Forskningsministeriet har udgivet, hedder 

det videre, at evalueringen viser, ’at 

centret lever op til ministeriets forventninger, 

og at der er gode muligheder for 

en fortsat styrkelse af aktiviteterne’. 

Evalueringen skal danne udgangspunkt 

for en resultatkontrakt for 2001- 

2004, som DPC skal indgå med Forskningsministeriet. 

Interesserede kan rekvirere evalueringsrapporten 

gratis hos Statens Information, 

tlf. 33 37 92 28 eller sp@si.dk 

eller på Forskningsministeriets hjemmeside 

www.fsk.dk. 

DANSK POLARCENTER 


Til Sydpolen med bildæk om maven 

Af Gregers Gjersøe og Kristian Joos 

Da Ernest Shackleton skulle søge deltagere til sin sydpolsekspedition 

i 1913, indrykkede han en annonce i en engelsk avis: 

- Men wanted for hazardous journey. Small wages, bitter cold, 

long months of complete darkness, constant danger, safe return 

doubtful. Honour and recognition in case of success. 

Der er måske ikke så mange lighedspunkter mellem Shackletons 

dramatiske ekspedition og vores ekspedition til Sydpolen, 

Danish South Pole Expedition 2000, som vi begynder 1. november. 

Men vi havde alligevel Shackletons 

eventyr i tankerne, da vi 

kort tid efter, at vi i 1999 sammen 

med vores gode ven Kalle Kronholm 

havde krydset Grønland, 

besluttede at gå til Sydpolen. 

Vi benytter os af vor tids bekvemmeligheder 

og flyver med et 

specialchartret Hercules-fly fra 

Chile til området ved Weddel-havet. 

Det er meget vigtigt for os at 

vi starter fra kysten og ikke inde 

på plateauet. Det er også vigtigt for 

os, at turen foregår unsupported, 

dvs. uden hjælp udefra: ingen hunde, 

ingen udlagte depoter, ingen 

flydrop. Kun os to og to slæder fra 

start til slut. 

Forberedelserne til en to måneders 

gåtur til Sydpolen er langvarige 

og mangeartede og ind imellem 

også lidt pudsige. 

En stor del af vores fysiske forberedelser 

har bestået i at trække 

bildæk - gerne tre af slagsen - efter 

os i skove og parker. Bevægelsen 

og trækket ligner meget det at 

trække pulk, og det er fin træning 

for ryg, balder og lår. En anden gevinst 

er, at man kommer i kontakt 

med mange, hyggelige mennesker, 

som har sjove kommentarer: Er din 

bil punkteret? Har du polterabend? 

Hvorfor bliver I straffet sådan? Ud 

over at trække dæk har vi også 

løbet på rulleski og rulleskøjter og 

løftet vægte. 

Efter en 1200 km lang tur over Antarktis’ is- 

dække vil de som den første danske ekspediti- 

on kunne plante Dannebrog på Sydpolen. Her 

fortæller Gregers Gjersøe og Kristian Joos om 

turen og de mange forberedelser. 

Selv om vi har meget mad med på ekspeditionen, så bliver det 

kun til lidt over et kg til hver om dagen, og det opvejer ikke energiforbruget 

ved at trække pulkene en fuld dag. Som turen skrider 

frem, går vi langsomt ned i vægt, så allerede ved juletid sidste 

år begyndte vi med god samvittighed at indtage masser af 

mad og alle slags søde sager. Målet er at tage 10-15 kg på, så vi 

ved rejsens start har et fint bildæk rundt om maven, som vi kan 

tære på undervejs. Af en uforklarlig grund bliver vi ikke inviteret 

meget ud og spise for tiden. 

En stor forskel på f.eks. Shackletons 

ekspedition og nutidens ekspeditioner 

er kommunikationen. 

Tidligere havde man ikke mulighed 

for at sende nyt hjem under ekspeditionen. 

Men det har man nu. På 

Grønland havde vi blandt andet en 

pc, en satellittelefon, et digitalt kamera 

og solpaneler med. Sådan bliver 

det desværre ikke helt på Sydpolsekspeditionen. 

Vi satsede på at 

bruge satellittelefonsystemet Iridium, 

men de er gået i betalingsstandsning. 

I stedet har vi valgt at 

klare os med en slags SMS-beskeder, 

som vi kender det fra mobiltelefoner. 

Vores hjemmeside har været 

åben siden forberedelsernes start, 

og vi har fået mange sjove og 

spændende spørgsmål - især fra 

børn. Vi kontaktede derfor Skole- 

Media, som laver digitale undervisningshjælpemidler 

til børn. De var 

interesserede fra første øjeblik, og 

sammen har vi lavet et undervisningsmateriale, 

‘Antarktis 90 grader 

syd’, som alle skoler i Danmark 

får tilbudt gratis. Fra den 18. september 

kan alle skolebørn i Danmark 

således følge vores ekspedition 

til Sydpolen og samtidig lære 

en masse om Antarktis. 

Ekspeditionen kan følges på hjemmesiden 

www.sydpolen.dk

Polarfronten 2000 – 3

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?