Når jeg ser tre hvide duer i Århus Jeg kan ikke ... - Demotek Aarhus

Når jeg ser tre hvide duer i Århus
Jeg kan ikke lade være at smile, når jeg ser tre hvide duer på Århus havn.
Og drømme.
Når jeg ser tre hvide duer flyve op mod Rådhusklokken, tænker jeg på en digtsamling af Benny
Andersen – og jeg hvisker digtet om den ulykkelige forelskede ildflue, der sværmer omkring et
kunstnerkollektiv i Italien. I et digt i en samling tæt på virkeligheden.
Jeg hilser på dem med arme og ben. Når de er her, og når de forsvinder igen.
Når jeg ser tre hvide duers skygge male det tørre asfalt på Århus havn, nynner jeg Rifbjerg og
Bjerres tekst, ”Duerne flyver af og til op, og ingen ved rigtigt hvorfor”.
Jeg vifter med min forfatterpen til lyden af sarte sjæle, når tre duer skyder mod Hovedbiblioteket i
synkronfald. Swip. Swip. Siger det. Swip.
Duerne forsvinder igen.
Jeg tænker på Camus og døden, når jeg ser tre duer danse afsted langs Mejlgade for
Mangfoldighed, hvor jeg har set dem hakke på ruden ind til en kvinde, der har mistet.
Jeg kan godt finde på at være god ved mig selv, såsom at købe en æske chokolade, når tre hvide
duer skræpper for mine fødder henne ved badeanstalten, eller jeg kan finde på at købe mig lidt
mere tid hos hende, jeg elsker udefra og ind.
Og drømme.
Selvom Rifbjerg og jeg har gået på hver vores skole, kysset med hver vore yndige piger, ser vi
duerne på næsten samme måde.
Tre hvide duer hakker mod mit vindue på Willemoesgade, hvor jeg er og hvor jeg bor. Når jeg ser
tre hvide duer, overvejer jeg at flytte væk og hente vand i en brønd hver dag, bygge mig et
økologisk hus og vippe på en gammel træstol.
Jeg takker dem, når der er tre hvide duer nede ved åen, ved caféerne og i nærheden af latteren.
Dér vugger de med deres små hoveder i takt med de flatterende skridt.
Jeg kan ikke lade være med at smile, når tre hvide duer besøger Godsbanen, når de sværmer
omkring regnbueglorien på Aros og ned mod Voxhall og den seksstrengede sigøjnerrock, hen over
Hovedbibliotekets tag og den spinkle duft af bøger.

Jeg ser dem skide klatter ned over caféerne langs Nørregade og skrætte af blinde og stumme
trafikanter, der kæmper sig fra A til B. De lander på Mindeparkens knastørre jord og danser
omkring hinanden, før de svæver videre i alt det svimlende blå. Hen mod lystbådhavnen og
rigmandsvittighederne.
Når jeg ser tre hvide duers vippende hoveder på Rådhusets tag, går jeg lidt ind i mig selv og
hvæser og mindes og sprænges lidt.
Jeg kan huske den første døde due i min opvækst. Den lå svøbt ind i et askegråt klæde, og jeg
græd, fordi jeg slet ikke vidste, at hvide duer kunne dø. Min far var god ved mig.
Min far lovede mig en is, når det værste var overstået, og jeg spurgte, hvornår det værste var
overstået. Han svarede ikke. Og sammen gravede vi et hul i haven, og der var plads til tre hvide
duer, men der var heldigvis kun én.
Far sænkede duen ned i hullet. Det var mig, der havde fundet den. Henne ved vandløbet, i pausen
mellem legene, som vi bandt os fast til. Og nu hører jeg min fars svar på mit spørgsmål. ”Hvad
døde duen af, far?” Jeg glemmer ikke hans svar: ”Den var ikke hvid nok.”
Jeg tænker på duer i digte og i skraldespande og i jorden. Duer der er alt for hvide og duer der ikke
er hvide nok. Duer der hakker på mit vindue i Willemoesgade, hvor jeg bor, hvor jeg er. Duer der
får mig til at glemme, at jeg er alene i en verden fuld af mennesker.
Allermest tænker jeg på hvide duer i digte. En amerikansk digter har skrevet om duerne som de
altoverskyggende hovedpersoner. They paddle with staccato feet In powder-pools of sunlight. Jeg
læser digtet igen og igen, fordi jeg savner. Der er tale om et væld af duetab. Duerne er forsvundet
fra Rådhusklokken, fra midtbyen, fra glorien og fra bryllupsoptøjerne ved Domkirken. They paddle
with staccato feet In powder-pools of sunlight.
Når jeg ser tre hvide duer svæve hen over Århus by, tænker jeg på, om Benny Andersen også ser
på duerne lidt på samme måde som Rifbjerg og jeg.