- tidsskrift for vejr og klima

Nr. 2 - 32. årgang Maj 2010 (123) 

- tidsskrift for vejr og klima

VEJRET 

-tidsskrift for vejr og klima 

Medlemsblad for 

Dansk Meteorologisk Selskab 

c/o Michael Jørgensen 

Drosselvej 13, 4171 Glumsø 

Tlf. 3915 7271, mij@dmi.dk 

Giro 7 352263, SWIFT-BIC: DABADKKK 

IBAN: DK45 3000 0007 3522 63 

Hjemmeside: www.dams.dk 

Formand: 

Eigil Kaas, Tlf. 46 73 10 43, kaas@gfy.ku.dk 

Næstformand: 

Sven-Erik Gryning 

sven-erik.gryning@risoe.dk 

Sekretær/ekspedition: 

Michael Jørgensen 

Drosselvej 13, 4171 Glumsø 

Tlf. 3915 7271, mij@dmi.dk 

Kasserer: 

Gudfinna Adalgeirsdottir 

Rolfsvej 5, 2. tv., 2000 Frederiksberg 

Tlf. 20962145, gua@dmi.dk 

Redaktion: 

John Cappelen, (Ansvarh.) 

Lyngbyvej 100, 2100 København Ø 

Tlf. 39 15 75 85, jc@dmi.dk 

Leif Rasmussen - Anders Gammel gaard - Jesper Eriksen - 

Thomas Mørk Madsen 

. 

Korrespondance til bladet stiles til redaktionen evt. på 

email: vejret.redaktionen@gmail.com 

Foreningskontingent: 

A-medlemmer: 220 kr. 

B-medlemmer: 160 kr., C-medlemmer (studerende): 120 

kr., D-medlemmer (institutioner): 225 kr. 

Optagelse i foreningen sker ved henvendelse til 

Selskabet, att. kassereren. 

Korrespondance til Selskabet stiles til 

sekretæren, mens korrespondance til bladet 

stiles til redaktionen. 

Adresseændring meddeles til enten sekretær eller kasserer. 

Redaktionsstop for næste nr. : 15. juli 2010 

©Dansk Meteorologisk Selskab. 

Det er tilladt at kopiere og uddrage fra VEJRET med 

korrekt kildeangivelse. Artikler og indlæg i VEJRET er 

udtryk for forfatternes mening og kan ikke betragtes som 

Selskabets mening, med mindre det udtrykkeligt fremgår. 

Tryk: Glumsø Bogtrykkeri A/S, 57 64 60 85 

ISSN 0106-5025 

Fra 

redaktøren 

Vinteren har vi lagt bag os selvom det i skrivende 

stund, her en trediedel inde i maj, faktisk er ret koldt 

for årstiden. Vinteren 2009-2010 huskes især for at 

være den koldeste i mange år, for sine store snemængder 

og for statsisbrydere, der trods 24-timers 

varsel for isbrydning aldrig kom i arbejde. Hvorfor 

blev det så ikke en isvinter? Det behandler artiklen, 

der starter dette nye nummer af VEJRET. 

Velkommen til atter et blad med ting og sager fra vejrets 

verden. Læs om askeskyen fra Island, der startede 

sin noget uønskede visit i mange lande, også 

i Danmark, midt i april. Læs om nordlys og vejret 

og et rekordagtigt vinterhøjtryk i Mongoliet. Dette 

nummer har tillige et særligt extratropisk præg, 

da hele to artikler befinder sig i denne boldgade. 

"Extratropisk" betyder egentlig blot "udenfor troperne". 

Endelig er der tre indslag i "Spørg VEJRET". 

Anden del af Iscentralen's historie, påbegyndt i 

sidste nummer, vil findes i næste nummer. 

John Cappelen 

Indhold 

Isvinteren der forsvandt ................................... 1 

Nordlys og vejret ........................................... 15 

Da askeskyen kom til Danmark ....................... 24 

Extratropisk cyklogenese i globalt perspektiv ... 26 

Vintervejret 2009 ........................................... 37 

Når en hurricane skifter ham .......................... 40 

Boganmeldelse: Xplore Geografi 7 .................. 43 

Spørg VEJRET ................................................ 44 

Et rekordagtigt vinterhøjtryk ........................... 48 

Forsidebilledet 

En regnbue – det er set før. Men en regnbue på en skyfri 

himmel – hvordan hænger det sammen? Det spørgsmål 

stiller Viggo Petersen, der tog billedet den 27. marts i år fra 

Callian, en skøn lille bjergby i Provence i det sydøstligste 

Frankrig. Han – og andre læsere – kan læse om sagen i vores 

spørgeforum side 44. 

Bagsidebilledet 

Askeskyen fra Eyjafjallajökull på Island er den 7. maj 2010 

kl. 12:40 utc stadig meget nærværende. Kilde: NASA/GSFC, 

MODIS Rapid Response.

Vinteren 2009/10 var kold, men ikke kold nok... 

Isvinteren der forsvandt 

Af Flemming Vejen, DMI 

Vinteren 2009/10 blev den koldeste 

i mange år og huskes især 

for sine store snemængder og for 

statsisbrydere, der trods 24-timers 

varsel for isbrydning aldrig 

kom i arbejde. Hvorfor blev det 

ikke en isvinter? Denne artikel 

er en rejse rundt i isvinterens 

forunderlige univers. Der sammenlignes 

med tidligere isvintre, 

definitionen på en isvinter sættes 

i et kritisk lys, og der funderes 

over årsagerne til isvinterens fravær 

i denne omgang. 

Hvad er en isvinter? 

Den gængse definition er, at 

isdannelser i hovedfarvandene 

skal have budt på så store vanskeligheder 

for skibsfarten, at 

mindst én af statsisbryderne skal 

have været ude at bryde is mindst 

én dag. Men er denne definition 

tilstrækkelig? Skibes egnethed for 

sejlads i isfyldt farvand, deres 

størrelse, maskinkraft og skrog- 

styrke, har givet ændret sig gennem 

tiden, og derfor skal der 

mere kulde og is til i dag end for 

100 år siden, førend isbryderne 

rykker ud. Der er trods alt forskel 

på et moderne handelsskib og et 

godt gammelt træskib med sejl. 

Desuden duer definitionen kun i 

den historiske periode, hvor Danmark 

har haft mindst én statsisbryder 

at trække på! 

Et kort historisk rids over 

brydning af is i Danmark 

Historien om statsisbryderne tager 

sin begyndelse i 1922 med 

Figur 1. I 1954 er Øresund frosset til, og skibe der sidder fast i sejlrenden, er blevet et mål for søndagsudflugten. http:// 

www.berlingske.dk/billeder/dengang-med-rigtig-isvinter). Foto: Aage Sørensen. 

Vejret, 123, maj 2010 • side 1

en lovgivning, der førte til bygning 

af den første statsisbryder 

Isbjørn (klar i 1923) og skabte 

grundlaget for en effektiv statslig 

istjeneste, men forinden opererede 

Istjenesten såmænd helt fra 

sidst i 1800-tallet /2/. 

Der har været i alt 6 statsisbrydere, 

hvoraf Danbjørn, Isbjørn 

og Thorbjørn stadig er i drift. 

Når der var problemer med is, 

var det i gamle dage med liv og 

lemmer som indsats at begive sig 

over Storebælt og ud til øsamfundene. 

Den første isbryder var 

isbryderdamperen ”Fyen”, som i 

side 2 • Vejret, 123, maj 2010 

1867 blev sat ind på Storebælt af 

Det kongelige danske Postvæsen 

/2/. For at sikre hovedfærdselsåren 

Storebælt var Statsbanerne 

også forudseende nok til at lade 

isbryderen Stærkodder bygge i 

1883 – den blev i øvrigt købt af 

Istjenesten i 1928. Den kunne ligesom 

Fyen medtage passagerer, 

og siden fulgte yderligere fire DSB 

isbrydere. Faktisk har flere selskaber 

såsom DFDS gennem tiderne 

haft isbrydere /2/, og mange har 

ydet assistance i bl.a. fjorde og 

havne under mere eller mindre 

tilspidsede situationer. 

Isobservationer 

Fra vinteren 1906/07 har der været 

regelmæssige observationer 

af havis fra et antal udkigsposter 

og havne, og der er gennem 

årene indsamlet et unikt 

datamateriale, der opregner antal 

dage med forskellige istyper 

og påvirket skibsfart, istykkelser, 

maksimale istykkelser samt dato 

for første og sidste ismelding. 

Dette har siden da været med 

til at danne grundlag for udsendelse 

af daglige isberetninger og 

tegning af iskort til støtte for 

skibsfarten. 

nov dec jan feb mar apr dec-feb Kmax info 

1 1939-1940 5,4 0,6 -4,4 -6,8 -0,3 4,1 -3,5 368,5 isvinter 

2 1962-1963 4,0 -0,6 -5,3 -4,5 -0,2 5,1 -3,5 300,3 isvinter 

3 1941-1942 2,4 2,8 -6,6 -6,3 -3,5 5,2 -3,4 497,5 isvinter 

4 1940-1941 5,4 0,3 -6,2 -3,3 0,6 3,8 -3,1 290,7 isvinter 

5 1946-1947 4,7 0,7 -2,7 -7,1 -2,1 5,5 -3,0 378,0 isvinter 

6 1928-1929 6,4 1,1 -2,6 -7,0 1,8 2,9 -2,8 266,7 isvinter 

7 1969-1970 4,2 -2,1 -2,7 -3,6 0,3 3,3 -2,8 208,4 isvinter 

8 1981-1982 5,0 -4,0 -3,6 -0,7 3,3 6,2 -2,8 218,7 isvinter 

9 1978-1979 7,4 -0,3 -3,7 -3,7 1,0 4,8 -2,6 215,2 isvinter 

10 1995-1996 3,7 -2,2 -1,8 -2,9 0,0 6,6 -2,3 183,2 isvinter 

11 1984-1985 5,9 2,7 -5,1 -4,2 1,0 4,8 -2,2 273,4 isvinter 

12 1923-1924 2,9 -1,3 -1,9 -2,2 -0,8 3,6 -1,8 238,8 isvinter 

13 2009-2010 7,4 0,9 -3,2 -2,2 2,8 7,0 -1,5 176,9 

14 1955-1956 5,3 1,9 0,2 -6,2 1,1 4,1 -1,4 226,0 isvinter 

15 1985-1986 1,8 2,6 -1,3 -5,2 1,1 4,1 -1,3 193,3 isvinter 

16 1965-1966 1,4 0,5 -2,2 -1,7 2,7 3,5 -1,1 163,0 

17 1986-1987 7,0 2,5 -4,7 -0,5 -1,8 6,3 -0,9 266,3 isvinter 

18 1968-1969 4,9 -0,5 0,4 -2,5 -0,5 5,3 -0,9 116,2 

19 1921-1922 1,3 2,4 -1,7 -2,2 1,7 4,2 -0,5 165,4 isvinter 

20 1906-1907 7,0 -0,7 0,1 -0,9 2,2 5,0 -0,5 121,1 isvinter 

21 1916-1917 5,7 2,1 -1,7 -1,9 -1,5 3,4 -0,5 169,5 isvinter 

26 1911-1912 5,2 3,2 -2,1 -1,3 3,9 6,0 -0,1 128,6 isvinter 

28 1927-1928 2,3 -2,8 0,7 1,9 1,2 5,6 -0,1 110,3 isvinter 

31 1908-1909 2,9 1,4 0,3 -1,5 -0,6 4,5 0,1 151,6 isvinter 

Tabel 1. Rangering af de 20 koldeste vintre 1906/07 til 2009/10 samt 4 ”mildere” isvintre, regnet efter middeltemperatur 

for december til februar. K max = kuldesum.

Hvor tit har der været isvintre? 

Holder vi os strengt til definitionen, 

har der siden vinteren 

1923/24 været 16 isvintre, men 

opgjort ud fra isobservationer og 

problemer for skibsfarten siden 

1906/07 kan yderligere 5 vintre 

regnes med som isvintre, selvom 

der ikke var statsisbrydere dengang. 

En svaghed i den almindelige 

definition på en isvinter 

er også, at der er andre vintre, 

hvor isen gav problemer for 

skibsfarten. F.eks. regnes vinteren 

1953/54 ikke for en isvinter, 

men ikke desto mindre var det 

en kold vinter, hvor der sad skibe 

fast i isen (figur 1). At ”isvinter” 

blev forstået anderledes førhen 

ses også af, at man for 80 år siden 

regnede med isvanskeligheder 

hvert 3. år /2/, hvilket snarere 

end hyppigt kolde vintre skyldtes 

skibenes mere begrænsede evner 

i isfyldte farvande. 

Opgørelse af en vinters 

strenghed 

Spørgsmålet er, hvordan man 

angiver en vinters strenghed og 

specielt, om det har været en 

isvinter. Flere faktorer spiller ind, 

primært havisens udbredelse, 

isperiodens længde samt isdækkets 

fremkommelighed, som er 

påvirket af vind- og strømforhold. 

Der er flere metoder til at 

beskrive isvintres sværhedsgrad 

/1/. En metode er at benytte den 

maksimale isudbredelse som udtryk 

for vinterens sværhedsgrad. 

Denne kan dog give et falsk billede, 

da store havoverflader som 

Kattegat og Skagerak kortvarigt 

kan dækkes af nyis, hvis de rette 

vejrforhold er til stede: svag vind, 

minusgrader og klart vejr med 

stor udstråling. Kort tid efter kan 

Figur 2. Sammenhængen mellem kuldesum og middeltemperatur for decembermarts 

for data fra vintrene 1906/07-2009/10. R 2 = 0,9257 og korrelationen r = 

0,9621. 

isen være forsvundet. I vore dage 

kan isens udbredelse kortlægges 

ganske effektivt vha. satellitdata, 

hvorimod tidligere tiders kortlægning 

vha. manuel rapportering er 

mindre effektiv. 

En anden mere subjektiv metode 

er at se på faktorer som 

isens varighed, udbredelse og 

fremkommelighed for søfarten. 

Disse principper ligger til grund 

for den traditionelle definition af 

en isvinter i Danmark. Metoden 

kan dybest set kun benyttes i 

en begrænset tidsperiode, hvor 

isbryderressourcer, skibstrafik og 

tonnage har været nogenlunde 

konstant. Sammenligning med 

ældre tider kræver en mere objektiv 

metode. Sædvanligvis benyt- 

tes den såkaldte kuldesum som 

udtryk for vinterens strenghed. 

Definition af kuldesum: 

vinterens ”strenghed” som 

funktion af lufttemperatur 

Kuldesum er blevet anvendt til 

at kategorisere vintre i Danmark 

siden 1906/07, og denne metode 

vil blive benyttet i resten 

af artiklen. Kuldesummen K max 

beregnes som summen af negative 

døgnmiddeltemperaturer 

i vinterperioden. Kuldesummen 

for en vinterperiode i Danmark 

beregnes som middelværdien af 

K max ved seks stationer, der så 

vidt det er muligt er placeret ved 

kysten. De seneste år er benyttet 

Skagen Fyr, Gniben, Rømø/Juvre, 


Figur 3. Rangering af vintre efter samlet kuldesum for vinterperioden. 

Gedser Odde, Københavns Lufthavn 

og Hammer Odde Fyr. 

Metoden tager dog ikke hensyn 

til varmetab som følge af vindens 

påvirkning, havets varmemagasin 

eller strålingseffekter. 

Korte perioder med hård frost 

giver samme bidrag til K max som 

længere perioder med moderat 

frost, men en kort tids streng 

frost med kraftig vind giver mere 

isdannelse end moderat frost 

ved svag vind, selvom K max har 

samme værdi. Det kan derfor 

være svært at sammenligne vintres 

strenghed objektivt. 


Vinteren 2009/10 og de andre 

vintre 

Vinteren 2009/10 var kold, rig 

på sne og forholdsvis lang. Den 

startede midt i december med 

et massivt kuldefremstød fra 

nordøst med sne og dagfrost og 

varede med kortere afbrydelser 

til et godt stykke ind i marts. 

Den første sne faldt 16/12, og 

de sidste snebunker ved DMI's 

stationer var først smeltet væk 

31/3. Med en middeltemperatur 

på -1,5 °C rangerer vinteren som 

nr. 21 på en liste over alle tiders 

kolde vintre siden 1874 og er så- 

ledes blandt de 15% koldeste. 

Hvis vi i stedet nøjes med at 

rangere blandt vintre med isobservationer 

og oplysninger om 

status som isvinter, dvs. siden 

vinteren 1906/07, kommer den 

ind på en 13. plads (tabel 1). 

Godt gået? Det er måske overraskende, 

at december-februar i 

2009/10 var koldere end hele 8 

isvintre, deriblandt to af 80’er 

isvintrene. Hvorfor blev det ikke 

en isvinter? 

En tidligere artikel i Vejret /3/ 

har undersøgt sammenhængen 

mellem iskoder og iskondition,

og det blev fremhævet, at år med 

en kuldesum på K max ≥ ca. 100 erfaringsmæssigt 

kan regnes som 

en isvinter med svær iskondition. 

Det siges også, at når der er svær 

iskondition, er der grund til at 

anvende isbrydere, og isen har en 

tykkelse på ca. 20cm eller mere. 

Det er derfor mere korrekt at 

sammenligne vintre ud fra kuldesum. 

Ofte strækker en isvinter 

sig ind i marts, og kuldesummen 

beregnes for hele vinterperioden. 

Der er en velkorreleret sammenhæng 

mellem kuldesummen for 

vinterperioden og middeltemperaturen 

for december-marts 

(figur 2). Det ses, at alle isvintre 

har K max > 100, men der er ikke en 

skarp grænse, da de koldeste ”ikke-isvintre” 

er væsentlig koldere 

end de mildeste isvintre. Faktisk 

tager 2009/10 prisen som den 

hidtil koldeste ”ikke-isvinter”, og 

regnet efter kuldesum rykker den 

ned på en 16. plads (figur 3); 

samtidig bliver den overhalet af 

80’er vintrene. 

Da K max ≥ ca. 100 kan regnes 

som en isvinter med svær iskondition, 

er det spændende at se, 

om statsisbrydernes aktiviteter 

”retter sig ind” efter dette tal. I 

figur 4 ses antal dage med mindst 

én statsisbryder i virksomhed 

sammenlignet med kuldesum. 

Som kuriosum kan nævnes, at 

den ekstreme vinter 1941/42 

havde isbryderaktivitet helt frem 

til 5. maj! 

Med ”i virksomhed” skal 

forstås, at isbryderne er klar til 

at rykke ud, men ikke nødvendigvis 

gør det. I figuren skelnes 

der derfor mellem virksomhed i 

kendte isvintre og øvrige vintre. 

For indeværende vinter foreligger 

der endnu ikke tal, så her er 

antal dage sat til 0, selvom der i 

en periode var 24-timers varsel 

for udrykning. Opgjort på denne 

måde ser det ud til, at statsisbryderne 

erfaringsmæssigt først 

rykker ud, hvis K max ≥ ca. 180, 

dog bortset fra vinteren 1927/28, 

hvor kuldesummen kun var 110. 

I forne tider skulle der ikke så 

meget til! Tilbage står indtrykket 

af, at der lige manglede det sidste 

i at få 2009/10 op på ”statsisbryderniveau”. 

En modificeret definition på 

en isvinter kunne være, at det er 

en vinter med en så langvarig kuldeperiode, 

at de indre farvande 

fryser til og giver problemer for 

almindelige skibe, hvorfor statsisbryderne 

gøres klar til at yde 

assistance med kort varsel. Med 

denne definition ville 2009/10 

være en isvinter. 

Isforholdene 2009/10 

Sidst i januar og midt i februar 

topper isudbredelsen i de indre 

danske farvande, og figur 5 viser 

traditionelle iskort fra 31/1 og 

16/2, hvor issituationen topper. 

I figur 6 viser Envisat-billeder 

isens udbredelse omtrent midt i 

februar, og der ses is tværs over 

Kattegat og fastis i de indre farvande. 

Efter begge højdepunkter sker 

der en mildning og opløsning af 

store dele af havisen. Specielt 

sidst i januar så det ud til at 

spidse til med en isvinter under 

opsejling, men mildningen varede 

for længe til, at isen kunne 

nå at genetableres og forstærkes, 

inden det gik mod varmere tider. 

Isen når dog midt i februar at 

brede sig til store dele af Skager- 

Figur 4. Isbryderaktivitet i forhold til kuldesum. Figuren er baseret på data fra 

/4/, /5/ og /6/. 


ak og Kattegat, og der er nyis i 

hele Øresund og dele af vestlige 

Østersø, men Storebælt og Lillebælt 

har praktisk taget ingen 

is. Limfjorden når at få fastis, 

og også i Smålandsfarvandet og 

fjordene er der en hel del is. Rapporterede 

istykkelser i de åbne 

farvande når midt i februar, da 

situationen er værst, op på 5-15 

cm, hvilket er for lidt til statsisbryderassistance. 

På det kritiske tidspunkt midt 

i februar artede vejret sig imod 

isvinteren: det blev kortvarigt 

mildere, hvilket lettede på situationen, 

og vinden gik i syd. 

Kraftig østenvind kunne måske 

kortvarigt have presset isen op 


officiel beregnet forskel 

1984-85 273,4 249,6 -23,8 

1985-86 193,3 184,5 -8,8 

1986-87 266,3 252,1 -14,3 

1995-96 183,2 209,5 26,3 

2009-10 170,9 

Tabel 2. Officielle kuldesummer og kuldesummer, der er baseret på tilnærmelsesvis 

det samme datagrundlag. For 2009/10 er benyttet en simuleret Møn Fyr 

serie, som er baseret på Gedser Odde data. Der foreligger endnu ikke officielle 

tal for 2009/10. 

mod Ålborg Bugt og tvunget isbryderne 

til at assistere, f.eks. 

ved Hals Barre. 

Tilfældet kunne have gjort 

2009/10 til en isvinter, men 

gjorde det ikke. 

Sammenligning med tidligere 

isvintre 

Vinteren 2009/10 blev oplevet 

som streng, men den menneskelige 

hukommelse kan være kort! 

Det kan derfor være udbytterigt 

Figur 5. Iskort fra SMHI fra 31/1-2010, udsendt kl. 1145z (tv.) og 16/2-2010, udsendt kl. 11z (th.). Hentet fra arkiv på http:// 

www.smhi.se/oceanografi/istjanst/is_prod.php. Signaturforklaring ses på næste side nederst. Tallene angiver istykkelse i 

cm. Teksten i de gule bokse er navne på isbrydere.

at sammenligne med vejrudviklingen 

i de seneste fire isvintre for 

at se, hvad der skal til for at hæve 

en vinter det sidste stykke. 

Men sammenligninger ud fra 

kuldesum kan være vanskelig, da 

kuldesummen gennem årene er 

baseret på forskellige stationer. 

F.eks. blev kuldesummen for 

1984/85 vinteren beregnet vha. 

Dokkedal, Fanø, Læsø, Landbohøjskolen, 

Næsgård og Hammerodde. 

Spørgsmålet er, hvor 

meget denne forskel piller ved 

grundlaget for sammenligning af 

de forskellige vintre. Det er derfor 

undersøgt, om stationssammensætningen 

har en betydende 

forskel, og i givet fald om det er 

muligt at korrigere for denne. 

Kuldesummen K max for de fire 

isvintre og 2009/10 er forsøgt 

beregnet med de samme stationer, 

som benyttes i dag: Skagen 

Fyr, Gniben, Rømø/Juvre, Gedser 

Odde, Københavns Lufthavn 

og Hammer Odde Fyr. Det er 

rimeligt, da der f.eks. kun er én 

genganger i forhold til de stationer, 

der ligger til grund for 

K max i 1984/85. Imidlertid er der 

ikke Gedser Odde data fra de fire 

isvintre. Det er derfor undersøgt, 

Figur 6. På Envisat billede (ESA) 11/2-2010 (øverst) ses fastisens udbredelse i de 

indre farvande, mens Envisat 14/2-2010 (nederst) viser, at isen nu ligger tværs 

over Kattegat. 


Figur 7. Sammenligning af kuldesummer fra 06149 Møn Fyr og 06179 Gedser 

Odde for 13 vintre i perioden 1993-94 til og med 2005-06 (bortset fra 1994-95, 

hvor der manglede data). 

om det er muligt at simulere en 

Møn Fyr serie vha. korrigerede 

Gedser Odde data, så der bliver 

et mere homogent sammenligningsgrundlag 

mellem vintrene. 

Det er rimeligt at benytte disse 

stationer, da de begge ligger ud 

mod Østersøen. 

Samlede kuldesummer ved 

Gedser Odde og Møn Fyr er 

sammenlignet for 12 vintre for 

at se, om der kan dannes en 

Møn Fyr serie vha. Gedser Odde 

data. En analyse af daglige værdier 

af middeltemperatur viser, at 

Møn Fyr kun er en anelse koldere 

end Gedser Odde, når vinteren 

spidser til med lave temperaturer, 

men det kan næppe overraske. 

Årlige kuldesummer ved de to 

stationer er sammenlignet for 

vintrene 1993/94 til 2005/06, og 

resultatet ses i figur 7. 


Da der er for få år til at teste 

sammenhængen mod uafhængige 

data, er der lavet en jackknifing 

test, som består i efter tur 

at fjerne en K max -værdi, hvorefter 

resten af data benyttes til at beregne 

den fjernede uafhængige 

værdi. For de 12 vintre gav det 

en korrelation mellem målt og 

beregnet værdi på R 2 = 0,9523 

(r = 0,9759) og en forskel mellem 

måling og beregning på blot 

3,1 %, så vi kan roligt generere 

en pseudo Møn Fyr serie for 

2009/10. 

Beregning af K max for de fem 

vintre ud fra tilnærmelsesvis 

samme datagrundlag giver resultatet 

vist i tabel 2. Stationsvalget 

ses at betyde en del, f.eks. 

ville vinteren 1995/96 overhale 

1985/86 i hierarkiet. Det kunne 

være spændende at genberegne 

kuldesummer tilbage i tiden ud 

fra gridberegnede døgntemperaturer 

langs kysterne i de indre 

danske farvande. 

Havtemperatur, isdannelser og 

kuldesumsdoser 

Dannelse af havis kræver, at der 

har været frostvejr meget længe, 

da havet pga. sin store varmekapacitet 

er længe om at blive afkølet 

tilstrækkeligt. Det betyder, at 

det skal have været koldt i mange 

uger, inden isen kan begynde at 

dannes, og at kulden skal vare 

ved uden de store afbrydelser for 

at vedligeholde og udbygge isen. 

Den samlede kuldesum K max siger 

noget om slutresultatet, men 

ikke om processen frem mod målet. 

Derfor er de sidste 4 isvintre 

og 2009/10 undersøgt ved at 

se på samspillet mellem havets 

overfladetemperatur (også kaldet 

SST=Sea Surface Temperature), 

isdannelse udtrykt ved potentielt 

mulig istykkelse e max og vejrudvikling. 

SST data er mest repræsentative 

for isdannelser, hvis de 

er målt til havs. Fra de tidligere 

isvintre er der gode data fra 

Drogden og Østerrenden, som 

er gode lokaliteter med vand til 

alle sider. Imidlertid blev målegrejet 

ved de to lokaliteter taget 

ind i starten af januar 2010 

pga. overisning, og blev først sat 

ud igen, da kuldeperioden var 

slut. Den eneste mulighed for at 

sammenligne SST for vintrene er 

derfor at se på målinger fra diverse 

havne. Da stationsnettet i 

2009/10 er forskelligt fra 80’er og 

90’er vintrene, har det ikke været 

muligt at finde data fra en god 

havlokalitet for hele perioden. I 

stedet beregnes SST for de gamle 

vintre som middelværdien ved et

antal stabile havnestationer, og 

SST for 2009/10 for stationer, 

der så vidt muligt repræsenterer 

de samme områder. 

Forudsætningen for at der er 

en sammenhæng mellem kuldesum 

og havis er, at kuldesummen 

også kan sige noget om 

SST. Ifølge /3/ er der en klar 

sammenhæng med faldende SST 

ved øget kuldesum, og ved K max 

større end 50-70 kan der forventes 

havtemperaturer under 0 °C, 

altså påbegyndende isdannelser. 

Istykkelsen er herefter beregnet 

vha. en erfaringsformel, der giver 

istykkelsen e max i meter /3/; 

Selvom formlen ikke nødvendigvis 

giver den reelle istykkelse, da 

mange parametre har betydning 

for isens tykkelsesvækst, giver 

den alligevel en idé om udviklingen. 

Af overordnet betydning 

for isdannelserne er kuldeperiodernes 

og mildningernes antal, 

varighed og styrke. Et billede af 

udviklingen kan fås, hvis kuldesummen 

frem for et samlet tal 

anskues som doser, der henover 

vinteren fyres af, og som kan give 

en ide om, hvor meget kuldesum 

der i en given periode skal til for at 

afkøle eller fastholde et farvand 

på en given lav overfladetemperatur, 

og hvor lange kuldepauser 

vinteren kan tåle. 

Hvad skal der til for at starte og 

fastholde en isvinter? 

I figur 8 er vist, hvor meget 

kuldesum K 5dg der henover fem 

døgn skal til for at vedligeholde 

eller udbygge afkølingen af de 

indre danske farvande, så der 

skabes potentiale for yderligere 

udbredelse af havis. Værdierne 

i diagrammet er beregnet som 

Figur 8. Ændring i havoverfladetemperatur henover 5 døgn som funktion af 

kuldesum i den samme periode. Data stammer fra vinterperioden i de 5 undersøgte 

vintre. 

løbende 5-døgns værdier for alle 

fem vintre. Periodelængden er 

ikke så afgørende, det vigtige er at 

få en idé om vinterens forløb. 

Nu er temperaturvariationer i 

farvandene naturligvis ikke alene 

bestemt af kuldesummer, dvs. afkøling 

som følge af koldt vejr, 

men af et komplekst samspil af 

mange faktorer, herunder strømforhold, 

temperaturfordeling i 

vandsøjlen, saltforhold, isens 

albedo samt meteorologiske parametre 

såsom vindhastighed, 

vindretning, strålingsforhold og 

nedbør. Høj vindhastighed ved 

lav temperatur kan fremme afkølingen 

betydeligt, hvilket var 

tilfældet i januar 1987, mens 

vindretningen afgør, om der sker 

tilførsel af og opblanding med 

varmere overfladevand fra an- 

dre farvande såsom Nordsøen. 

Desuden kan regionale forskelle 

i de influerende faktorer indvirke 

på temperaturforholdene og ikke 

mindst middelværdien af SST, 

som jo ligger til grund for figur 8. 

Isvanskeligheder for skibsfarten 

kan også komme af vindstuvning 

og isskruninger, hvilket i særlige 

vejrsituationer kan tvinge statsisbryderne 

i aktion. 

Alle disse faktorer er med 

til at forklare spredningen i figur 

8. R 2 er 0,7846 svarende 

til en korrelation r på 0,8858, 

altså et godt signifikant resultat 

det store antal punkter taget i 

betragtning. Usikkerhederne til 

trods synes der at være et punkt 

for K 5dg kuldesumsværdi, hvor 

balancen overordnet set tipper 

mellem afkøling og opvarmning. 


Figur 9a. Glidende værdier af kuldesum henover 5 døgn, potentielt maksimal istykkelse e max beregnet ud fra en erfaringsformel, 

e’ max med indbygget standby i mildninger, samt SST (Sea Surface Temperature) for et antal stationer for vinteren 

1984/85. Observationer af istykkelse ved f.eks. Drogden Rende i form af iskoder angiver tykkelser på 30-50 cm fra midt 

i februar til ind i marts, mens Flinterenden i samme periode mest ligger på 15-30 cm /3/. Iskoder giver dog kun en grov 

indikation af istykkelsen i form af intervaller. 

Det ser i gennemsnit ud til at 

ske ved 5-døgns kuldesummer 

på omkring 9, hvilket svarer til 

en døgnmiddeltemperatur til 

havs på ca. -1,8 °C. Det passer 

ganske pænt til erfaringerne, da 

afkølingen ved lidt højere lufttemperaturer 

til havs stagnerer 

eller er ubetydelig. 

Hvad kendetegner de fire 

isvintre? 

I figur 9 (a-e) er der for de fem vintre 

sammenligninger af 5-døgns 


værdier af kuldesum K 5dg , daglige 

værdier af SST og istykkelser beregnet 

vha. udtrykket for e max . Da 

isdannelserne øjensynlig går i stå 

ved K 5dg 0. 

Vinteren 1984/85 starter med 

et kraftigt kuldefremstød straks

efter nytår, og ved bidende vind 

fra nordøst falder dagtemperaturen 

mange steder til under -10 

°C, hvilket får SST til at falde 

meget hurtigt med isdannelser 

til følge. Efter tre uger med K 5dg 

≥ 9 følger der to korte mildninger 

på 3 og 6 dage, i februar blot 

afløst af en ny længere periode 

på 17 døgn med ekstrem kulde 

og betydelige isdannelser. 

I 1985/86 kommer afkølingen 

ad to omgange: koldt vejr til ind 

i januar er ikke for alvor nok til 

at starte isdannelserne, og der 

følger 24 døgn på standby med 

K 5dg

net med 80’er vintrene, men til 

gengæld er den langvarig. Faktisk 

kommer de første kuldedøgn allerede 

i november, og da december 

er uhørt kold med nær konstant 

dagfrost i sidste halvdel af måneden, 

starter isdannelserne tidligt. 

En længere mildning i januar er 

ikke nok til at slå isvinteren ud 

af kurs, og trods moderate frostgrader 

i februar, hvor K 5dg på intet 

tidspunkt når over 25, er kulden 

langvarig og mildningerne korte, 

hvilket fastholder istrykket i farvandene. 


Hvorfor blev 2009/10 ikke en 

isvinter? 

Sammenlignet med disse fire vintre 

er 2009/10 kendetegnet ved 

mere moderate doser af kuldesum, 

K 5dg , og mens SST i alle de 

gamle vintre når massivt under 

0 °C, i 80’erne også i Østersøen 

omkring Bornholm, kniber det i 

2009/10 med for alvor at komme 

i bund. Afkølingen går pga. den 

moderate frost for langsomt, og 

pga. to mildninger på hhv. 9 og 

8 døgn med K 5dg

Figur 9d. Som figur 9a, men for isvinteren 1995/96. Istykkelserne er mere moderate denne gang, ifølge iskoderne 5-10 og 

10-15 cm istykkelse i det meste af isperioden. I februar når Drogden Rende dog periodevis op i 15-30 cm i sidste halvdel 

af februar og kort ind i marts /3/. 

og statsisbryderne må nøjes med 

et 24-timers beredskab. Desuden 

mangler der kraftig vind 

i de koldeste perioder, hvilket 

kunne have øget afkølingen af 

farvandene og accelereret isdannelserne. 

Istykkelserne e max og e’ max viser 

hhv. den potentielt maksimale 

istykkelse beregnet ud fra kuldesum 

og istykkelsen med indbygget 

standby funktion i mildninger. 

Hvis de to kurver fjerner sig 

fra hinanden flere gange henover 

vinteren, er det et relativt udtryk 

for, at isdannelserne slås tilbage. 

Dette ses at være særlig udtalt for 

2009/10 i modsætning til specielt 

80’er isvintrene. 

Afrunding 

Isforholdene i vinteren 2009/10 

er undersøgt og der er lavet en 

detaljeret sammenligning med 

de fire forrige isvintre. Dette er 

foretaget vha. kuldesummer, 

potentielt mulige istykkelser og 

havoverfladetemperatur for at få 

en idé om, hvorfor den tilsyneladende 

kolde vinter i år ikke blev 

en isvinter, selvom der mange 

steder var isdække til havs. Den 

ene side af sagen er, at der ikke 

var tid nok til at opbygge isvan- 

skeligheder, da kuldeperioderne 

var for moderate og blev afbrudt 

af for lange mildninger. Desuden 

var der for lidt vind i de koldeste 

perioder, hvilket kunne have øget 

varmetabet og skabt grundlag for 

en isvinter. Den anden side er 

af sagen er, at der i vore dage 

skal mere til, før statsisbryderne 

må i funktion end i gamle dage, 

hvor skibene var mindre egnede 

til sejlads i isfyldte farvande. 

Dermed peger pilen på, hvad vi 

forstår ved en isvinter: skal statsisbryderne 

ud, eller er det nok at 

sige, at en længere periode med 

frost og isdannelser har gjort det 


Figur 9e. Som figur 9a, men for vinteren 2009/10. Ifølge iskoderne når Drogden Rende og Flinterenden kun op i 5-10 cm 

istykkelse kortvarigt i midten og slutningen af februar (ismeldinger http://forsvaret.dk/SOK/Nationalt/Istjenesten/Pages/ 

default.aspx). I figur 5 ses iskort med angivelse af isens tykkelse og udbredelse i de øvrige farvande. 

nødvendigt at sætte isbryderne 

i øget beredskab? Eller skal der 

laves en ny definition baseret på 

kuldesum? 

Svaret må blæse i vinden – og 

den isvinterglade må trøste sig 

med, at kolde snerige vintre stadig 

er mulige. 

Litteratur 

/1/ Torbjörn Grafström, Amund 

Lindberg, Lisa Lind (SMHI), Ulf 

Gullne, Sjöfartsverket. Sammen- 


fattning av Isvintern och Isbrytningsverksamheten 

2008/09. 

Sjöfartsverket og SMHI, 2009. 

/2/ Knud Fischer, 2004: De 

danske isbrydere. Historien om 

Elbjørn og de andre isbrydere. 

Skibs Forlag, Stenstrup 2004, 

103 p. 

/3/ R. Zort og M. Hvidberg- 

Knudsen, 2007: Is i de danske 

farvande. Havisobservationer og 

Isprognose. Vejret, 2007. 

/4/ Is- og Besejlingsforholdene i 

de Danske Farvande i Vinteren 

1953-54. Statens Istjeneste, København 

1955. 



1978-79. Statens Istjeneste, København 

1979. 



2008-09. Søværnets Operative 

Kommando, Istjenesten, 2009.

Nordlys og vejret 

Af Torben Stockflet 

Jørgensen 

Det er meget naturligt, når man 

støder på noget, der er svært at 

forstå, at sammenligne det med 

noget, som ligner, og som man 

har kendskab til, så i det 18. og 

det 19. århundrede blev det ofte 

forsøgt at knytte nordlyset til forskellige 

meteorologiske fænomener. 

Nordlyset, hvis højde over 

Jorden der dengang var megen 

usikkerhed om, var jo et fænomen, 

der som f.eks. skyer og lyn 

viste sig på himlen. 

I 1774 skrev J. S. Winn således i 

et brev til Benjamin Franklin, at i 

23 tilfælde var en stærk kuling fra 

syd eller sydvest helt bestemt forbundet 

med nordlys. Hvis nordlyset 

lyste klart, kom kulingen 

indenfor et døgn, og den varede 

ikke længe. Hvis nordlyset var 

svagt, var kulingen ikke så stærk, 

men den kom senere og varede 

længere. Winn havde foretaget 

sine observationer i den Engelske 

Kanal, og han påstod, at ved at 

være opmærksom på nordlyset 

havde han ofte undgået at forlise, 

når andre gjorde det. 

Og den engelske søofficer John 

Franklin fortæller i sin beretning 

om rejserne til det nordlige Canada 

i årene 1819-22: ”Mine 

notater om nordlys er i overensstemmelse 

med Dr. Richardson’s 

med hensyn til at vise, at fænomenet 

hyppigt forekommer i 

et område med skyer, og at det 

i nogen grad afhænger af skysituationen 

i atmosfæren”. Og 

han fortsætter: ”Dr. Richardson’s 

observationer tyder især på, at 

nordlyset ikke dannes højt oppe, 

og at det er afhængigt af visse 

andre atmosfæriske fænomener 

som dannelsen af en eller anden 

af de forskellige former for cirrusskyer.” 

Franklin skriver videre, at 

magnetnålen var meget urolig 

om eftermiddagen den 13. februar 

1821 på et tidspunkt, hvor 

nordlyset tydeligt sås passere 

mellem et skylag og jorden. 

H. C. Ørsted mente også, at der 

var en forbindelse mellem nordlys 

og skyer, og i 1821 skrev han: 

”De hyppige uventede forstyrrelser 

af magnetnålen synes at bero 

på elektriske udladninger. Til sådanne 

udladninger regner jeg i 

særdeleshed nordlyset, som jeg 

iøvrigt sammen med den skarpsindige 

Biot tror forekommer i 

visse skyer”. 

Den franske astronom Auguste 

Bravais, der i årene 1838-40 

studerede meteorologi, jordmagnetisme 

og nordlys på rejser til 

Norge, Spitsbergen og Færøerne, 

havde berettet om nogle skyer, 

der havde samme form og struktur 

som nordlyset. Skyerne var 

orienteret på himlen som nordlysbuer, 

og når der var måneskin, 

kunne man ikke skelne disse skyformer 

fra nordlyset. I ekspeditionens 

journal kan man flere steder 

Figur 1. Nordlys i Bossekop, Norge d. 21. januar 1830. (Bravais, 1846). 


læse, at et nordlys var observeret, 

og lidt senere se en rettelse, der 

meddelte, at der faktisk var tale 

om en sky. Ved daggry var det 

ifølge Bravais ikke så sjældent, 

at en nordlysbue blev erstattet 

af en sky, og omvendt kunne 

det ved nattens begyndelse af 

og til ske, at bueformede skyer 

forvandledes til nordlysbuer. Om 

en nærmere forbindelse mellem 

de to fænomener mente Bravais, 

at det måske er tilladt at forestille 

sig, at den ukendte årsag til orienteringen 

af de nordatlantiske 

skyer er den samme som den, der 

forårsager formen på nordlyset, 

eller i det mindste, at begge årsager 

har en elektrisk oprindelse. 

I sin bog fra 1878 om nordlysobservationer 

gør tyskeren Karl 

Weyprecht, der iøvrigt var initiativtager 

til det første internationale 

polarår i 1882-83, opmærksom 

på, at det ofte er vanskeligt 

at skelne mellem nordlys og visse 

skyformer. Især når skyerne er 

belyst af månen. Han bemærker, 

at der var forholdsvis mange 

nordlys i perioder med mange 

skyer, og han mente at kunne 

slutte deraf, at der måske var en 

vis sammenhæng mellem skyer 

og nordlys. Weyprecht og hans 

landsmand Herman Fritz noterede 

begge, at hver gang lange 

skyformer blev set i løbet af dagen, 

var der nordlys den følgende 

nat, og især Fritz var overbevist 

om, at der var en relation mellem 

nordlyset og vejret. Han skrev 

således, at de kurver, han havde 

tegnet på sit kort over polarområdet, 

der angav sandsynligheden 

for forekomst af nordlys, ikke 

stemte overens med de kurver, 

der viste inklination af Jordens 

magnetfelt, men at de snarere 


Figur 2. Nordlys over det østrig-ungarske ekspeditionsskib Tegetthoff i isen ved 

Frantz Joseph Land i januar, 1873. (Payer, 1876). 

syntes at ligne isobarerne, idet 

området, hvor lufttrykket ofte var 

lavt, var sammenfaldende med 

de regioner, hvor nordlyshyppigheden 

var størst. 

Svenskeren Vilhelm Carlheim- 

Gyllenskiöld havde gjort lignende 

erfaringer i polåret på 

Spitsbergen, hvor det havde 

vist sig umuligt at afgøre, om et 

observeret fænomen var en sky 

eller et nordlys, og han havde 

også stillet spørgsmål, om der 

kunne være en forbindelse mellem 

skyer og nordlys, og om 

skyerne kunne udsende nordlys. 

Sådanne spørgsmål fandt han 

vanskelige at besvare, men han 

konkluderede alligevel, at han 

trods de mange lighedspunkter 

mellem nordlys og skyer eller 

tåge ikke troede, at der kunne 

være den ringeste sammenhæng 

mellem to så væsentlig forskellige 

fænomener. 

Den danske nordlysforsker Sophus 

Tromholt vidste, at der var 

observationer, som antydede, 

at forskellige meteorologiske 

fænomener som temperatur, 

regn, hagl, vind, fjerskyer o.s.v. 

ligesom nordlyset havde en tilsyneladende 

forbindelse med 

solplethyppigheden og varierede 

med samme periode som denne, 

og han fandt det interessant at 

undersøge, om der i serien af 

meteorologiske observationer fra 

1865 til 1880 i Godthaab kunne 

påvises det samme modsætningsforhold, 

som der var fundet for 

nordlysets vedkommende, dvs. 

mange nordlys i år med få solpletter 

og omvendt. Især undersøgte 

Tromholt skymængde og 

cirrusskyernes hyppighed, hvis 

afhængighed af solpletperioden 

syntes at være konstateret. De 

optiske fænomener, der er kendt 

som ringe om solen og månen, 

bisole osv., var kun sjældent noteret 

i de godthaabske tabeller; 

ellers ville muligvis deres hyppighed 

vise en forbindelse med 

nordlysets, mente han. 

Angående skymængden i 

Godthaab var det ikke muligt for 

Tromholt at påvise nogen periode 

hverken med hensyn til de 

årlige middeltal eller til antallet af 

klare dage og overskyede dage. 

Noget heldigere var han med cir-

Figur 3. Sophus Tromholt i lappekostyme på sin nordlysstation i Kautokeino, 

Norge. (Tromholt, 1885). 

russkyerne, som der var set efter 

tre gange dagligt i den nævnte 

periode. Det antal gange denne 

skytype var observeret hvert år 

havde en vis lighed med antallet 

af observerede nordlys, og 

Tromholt konkluderede, at der, 

”så godt som man overhovedet 

kan vente det af en så kort iagttagelsesperiode, 

er en forbindelse 

mellem cirrusskyerne og nordlysperioden, 

således at begge fænomener 

omtrent samtidig har 

deres maksimum og minimum”. 

For Godthaabs vedkommende 

var fjerskyerne hyppigst ved 

solpletminimum, det modsatte 

resultat af hvad der var fundet 

for sydligere egne. 

Under sit ophold under polaråret 

i Kautokeino i norsk Lapland 

havde Tromholt lejlighed til at 

konstatere, at nordlyset af og til 

udøvede en ejendommelig indflydelse 

på skyforholdene. Himlen 

kunne være nok så klar, men 

efter et meget stærkt udbrud af 

nordlys i zenith blev den pludselig 

overtrukket af skyer, som sædvanligvis 

opløste sig igen straks 

efter. Han mente, at en sådan 

begivenhed måske forklarede 

den påstand, som man undertiden 

havde hørt, nemlig at der 

var nordlys eller dele deraf, som 

forvandlede sig til skyer. 

Tromholt var dog klar over, 

at der var megen overtro i forbindelse 

med nordlysets indflydelse 

på og sammenhæng med 

vejret. Hvis man gjorde sig den 

ulejlighed at samle menigmands 

anskuelser herom fra forskellige 

lande eller blot fra forskellige 

egne i samme land, så kom 

man til det resultat, at nordlyset 

observeret de forskellige steder 

frembragte de mest forskellige 

virkninger. Her en nordlig vind 

og der en sydlig. På det ene sted 

storm og på det andet stille vejr. 

Her kulde og hist varme osv. 

Han ville langt fra benægte, 

at der kunne være en forbindelse 

mellem nordlyset og vejrforholdene. 

Tværtimod anså 

han det endog for sandsynligt, 

men denne forbindelse var ikke 

så ligefrem, at den uden videre 

kunne påvises, og nogen egentlig 

videnskabelig undersøgelse 

havde dette emne endnu ikke 

været genstand for. Det måtte 

imidlertid på forhånd anses som 

sandsynligt, at visse vejrforhold 

kunne være gunstigere end andre 

for dannelse af nordlys, og måske 

også at visse typer af nordlys 

kunne have en indflydelse på 

eller i hvert fald en forbindelse 

med det kommende vejr. Men 

uden videre at sætte alle mulige 

nordlys i forbindelse med vejret 

skulle man ikke gøre. Det fremgik 

bl.a. alene af, at man i egne 

som f. eks. Kautokeino, hvor der 

var nordlys hver dag, havde alle 

mulige slags vejr. 

Tromholt havde fra alle egne 

i Norge indsamlet oplysninger 

om befolkningens mening om 

nordlysets indflydelse på eller afhængighed 

af vejret. Som det var 

at vente, var meningerne meget 

delte, men det kunne ikke nægtes, 

at der var temmelig stor enighed 

om et par punkter, der derfor 

ikke uden videre burde forkastes, 

men tværtimod fik en vis vægt 

som resultater af folkelig tradition 

og erfaring. De fleste udtalelser 

samstemmede nemlig i, at rolige 

og lavt stående nordlys i nord 

stod i forbindelse med stadigt, 

koldt vejr og sne, mens nordlys i 

syd bebudede mildt vejr, sydlige 

vinde og regn. Endvidere at der 

efter stærkt flammende nordlys 

plejede at følge vejrforandring og 

stærk blæst. 

Fjerskyerne ordnede sig undertiden 

i smalle, parallelle striber, 

der gik på tværs over hele 

himlen og på grund af perspektivet 

tilsyneladende løb sammen 

i to modsatte punkter af 

horisonten. Disse såkaldte polarbånd 

formodedes at stå i et 

eller andet forhold til nordlyset 

eller til de kræfter, der betingede 

dette fænomen, og skystriberne 

syntes i hvert fald med hensyn til 

hyppighed at følge den samme 


årlige og 11-årlige periode som 

nordlyset. 

I beretningen fra den tyske internationale 

ekspedition under 

polåret fremhæves det, at der 

meget ofte, når der var nordlys, 

dannedes cirrusskyer over 

hele himlen. Dette syntes at 

være et hyppigt fænomen, og 

for eksempel havde HelgeVedel, 

der var næstkommanderende på 

Carl Hartvig Ryders ekspedition i 

1891-92 til Scoresby Sund, gjort 

mange lignende observationer 

(Ryder blev DMI’s direktør fra 

1907 til 1923). Engang så Vedel 

således, efter at nordlyset var ophørt, 

himlen overstrøet med fine 

fnugagtige skyer, og denne del af 

himlen havde, før nordlyset viste 

sig, været totalt skyfri. Skyerne, 

som kom efter nordlyset, var 

orienterede på himlen fuldstændig 

som nordlyset havde været, 

og desuden var der ingen skyer 

på den del af himlen, hvor der 

ikke havde været nordlys. Vedel 

havde også bemærket, at det var 


som om, at tør frost i klart vejr 

favoriserede dannelse af nordlys 

med stråler, mens der i forbindelse 

med tåget vejr forekom diffuse 

rolige nordlys. 

Omkring 1895 var Adam Paulsen, 

der var DMI’s direktør fra 

1894 til sin død i 1907, optaget 

af, om der var en sammenhæng 

mellem nordlys og skyer. Det 

syntes som om, at alle, der havde 

observeret nordlys i de arktiske 

egne, havde bemærket en påfaldende 

lighed mellem visse skyer 

og nordlysformer, sådan at det 

af og til havde været umuligt at 

fastslå, om det observerede fænomen 

var en sky eller et nordlys. 

Men når det kom til spørgsmålet, 

om der var en sammenhæng 

mellem de to fænomener, var 

nordlysforskerne mere forsigtige 

med deres udtalelser. 

Engang under Paulsens ophold 

i 1882-83 i Godthaab så 

han i skumringen noget, som 

han først antog for en sky, og 

hvis form især vakte hans op- 

Figur 5. Nordlys mod syd-vest kl. 0030 d. 15. november 1882 i Godthaab. 

(Paulsen, 1893). 

Figur 4. Harald Moltke: Portræt af 

Adam F. W. Paulsen d. 19. februar 

1900 i Akureyri, Island. Blyant på 

papir, 30x25 cm. Danmarks Meteorologiske 

Institut. 

mærksomhed. Det så ud som 

en lys lodret væg af tåge, der 

blev illumineret af aftenbelysningen, 

og hvor det tågeagtige 

fænomen bevægede sig på en 

ejendommelig måde med stor 

hastighed i den magnetiske meridians 

retning, og da det kom 

nærmere, blev han klar over, at 

der var tale om nordlys. Idet det 

passerede zenith, lignede det 

en pulserende lys tågestrimmel, 

men i det tiltagende mørke kunne 

det fastslås med sikkerhed, at 

det var et selvlysende fænomen. 

Hele fremtoningen gav Paulsen 

indtryk af en sky, hvori et nordlys 

havde gemt sig. 

Da lyset fra fuldmånen er meget 

stærkere end det, der kommer 

fra nordlyset, troede Paulsen en 

overgang, at man ikke kunne se 

nordlys i fuldt måneskin, men efterhånden 

opdagede han, at det 

udmærket lader sig gøre. Hvad 

der ved sådanne omstændigheder 

undrede ham, var nordlysets 

efter hans opfattelse ejendommelige 

udseende. Han kunne 

ikke eller kun i sjældne tilfælde

igtigt se, at det var nordlyset, 

der udsendte lys og altså var 

selvlysende. Nordlyset forekom 

ham nemlig i disse situationer 

som tåge- eller skyagtige fremtoninger, 

som kun var synlige, 

fordi de reflekterede måneskinnet. 

Nordlystæpperne eller -gardinerne 

lignede fine hvide slør, 

der svævede i luften. I måneskin 

var det ham ofte ganske 

umuligt at skelne skystriber og 

nordlysbuer fra hinanden, som 

også mange andre observatører 

havde erfaret. Paulsen og hans 

kammerater i Godthaab noterede 

derfor også kun disse sky- og 

nordlyslignende fænomener 

som nordlys, når de bevægede 

sig på den for nordlys karakteristiske 

bølgeagtige måde. Men da 

mange nordlysbuer kunne være 

ubevægelige i længere tid, blev 

sikkert en del af disse noteret i 

journalen som skyer. 

Paulsen havde også bemærket 

en anden mærkværdighed ved 

udseendet af visse nordlys. Når 

himlen var klar i helt mørke nætter, 

havde han ofte undret sig 

over, at et nordlystæppe eller dele 

af det forekom dunkelt. Nordlysets 

form var tydelig nok, men 

dets lysstyrke var lille og kunne 

give indtryk af at være næsten 

svagere end lyset fra stjernehimlen. 

Fænomenet mindede ham 

om lyset fra et svagt glødende 

legeme, hvis overflade var dækket 

af et tyndt lag aske. 

En af de skylignende nordlystyper 

så ud som små svagt lysende 

cumulus skyer, der var udbredt 

over en stor del af himlen, 

og hvor rummet mellem disse 

nordlysskyer ofte var dækket af 

et fint slør, og en anden type var 

tågeagtige fremtoninger, der næsten 

altid forekom sammen med 

de store kraftige nordlys. Den 

sidstnævnte viste sig i Godthaab 

almindeligvis som flere parallelle 

buer, der hævede sig op på den 

syd-østlige del af himlen og ofte 

passerede zenith. Selv i de tilfælde, 

hvor nordlyset var meget 

stærkt lysende, forekom det som 

om, buerne blev set gennem et 

tågeagtigt lys, og hele rummet 

mellem buerne var udfyldt med 

en tilsyneladende selvlysende 

tåge. Undertiden observerede 

Paulsen efter afslutningen af et 

stort nordlys en rest, der så ud 

som en mægtig røglignende lysende 

masse, som lidt efter lidt 

opløstes. 

Forskerne havde forskellige opfattelser 

om naturen af de tågeagtige 

nordlysformer. Bravais mente, at 

det næsten ikke var nødvendigt 

at forklare disse fænomener. ”Når 

de af damp formede masser var 

bragt til at gløde, vedblev de med 

at udsende lys, indtil elektriciteten 

var opbrugt”, udtalte han. Og 

ifølge Weyprecht bestod de tågedannede 

nordlys af ”polardis”, 

der var en vis ”lysmaterie”, som 

nordlyset er knyttet til, og hvis 

eksistens måtte betragtes som 

en væsentlig betingelse for dannelse 

af nordlys. Efter Paulsens 

mening var alle disse fænomener, 

der blev betegnet som tåge- og 

skylignende nordlys, kun almindelige 

skyer bestående af vanddråber 

og iskrystaller, som blev 

dannet og belyst af nordlyset. 

Hvis de stråler, der genererer 

nordlyset, var af samme natur 

som katodestrålerne, så måtte 

nordlyset efter Paulsens mening 

ved de rette fugtighedsforhold i 

luften frembringe skyer, fordi der 

ved absorption af katodestråler 

i luft produceres ozon. Ekspe- 

rimenter havde nemlig vist, at 

når man ledte ozonholdig luft, 

der var produceret ved elektriske 

udladninger, gennem et glasrør, 

som var fugtet indvendig med 

vand, så blev der udviklet en tæt 

hvid tåge, der skyldtes den af 

ozon dannede brintoverilte. Bliver 

der derfor produceret ozon 

som følge af absorption af nordlysstråler, 

så vil der dannes tåge 

eller skyer, hvis luften indeholder 

tilstrækkelig med vanddamp. Det 

kan måske indvendes, at i de 

store højder, hvor nordlyset forekommer, 

er luftens temperatur så 

lav, at selv når luften er mættet 

med vanddamp, er mængden af 

damp meget lille. Men man skal 

huske, at luften i de højder, der er 

tale om, formentlig er helt fri for 

støvpartikler, som ville få vanddampen 

til at kondensere, og at 

vanddampen derfor ikke uden 

videre kan forvandles til hverken 

flydende eller fast (is) form. 

Luften kan derfor selv ved den 

meget lave temperatur indeholde 

store mængder vanddamp, der 

langt overgår den til mætning 

svarende mængde, og hvis der 

ved absorption af nordlysstråler 

udvikles en hel del ozon i den 

overmættede luft, vil vanddampene 

kunne kondenseres og forvandles 

til tåge og skyer, mente 

Paulsen. 

Hans opfattelse var, at når 

luften var tør, viste der sig et 

nordlys, der mindede om dagslyset, 

over en større del af himlen, 

mens nordlyset så ud som svagt 

lysende skyer, når luften var 

fugtig, og at himlen endvidere 

under disse omstændigheder var 

overtrukket af et skyslør. Paulsen 

mente også, at den tilsyneladende 

selvlysende tåge, som 

sædvanligvis udfyldte rummet 


mellem nordlysbuerne, virkelig 

var en tåge, som blev dannet og 

belyst af nordlyset og ikke en speciel 

form for nordlys eller ”lysmaterie” 

knyttet til nordlyset, som 

Weyprecht havde foreslået. 

De røglignende nordlys, som 

blandt andre Weyprecht havde 

observeret, var heller ikke en særlig 

nordlysform, men skyer som 

blev dannet af nordlyset i de områder 

af atmosfæren, hvor luften 

var overmættet med vanddamp. 


Også de skyer der viste sig, når 

nordlyset ophørte, mente Paulsen 

kunne være et resultat af 

udvikling af ozon. 

Der var yderligere nogle mærkværdige 

lysfænomener, som Paulsen 

også forklarede ved hjælp af skydannelser. 

De forekom i de store 

nordlystæpper, som for det meste 

var i bølgeagtig bevægelse. 

Når folderne i nordlystæppet bevægede 

sig mod observatøren, 

Figur 6. Harald Moltke: Nordlys over observatoriet i Akureyri, Island kl. 2030 d. 

13. januar 1900. Olie på lærred, 58x40 cm. Danmarks Meteorologiske Institut. 

fremtrådte disse dele af tæppet 

med en særlig kraftig lysstyrke, 

mens folderne med modsat bevægelse 

syntes mørkere. Det var 

som om de første kastede skygge 

på de sidste. Dette fænomen 

lod sig ikke forklare med reelle 

forskelle i lysintensitet, fordi en 

observatør på den ene side af 

nordlystæppet ville se en lys fold 

i nordlyset, mens en observatør 

på den anden side af nordlyset 

ville opfatte den samme fold som 

mørk. Forklaringen kunne være, 

at der på bagsiden af en nordlysfold, 

der bevægede sig bort 

fra observatøren, var et område, 

der dæmpede lyset, mens et sådant 

område ikke fandtes på den 

side, der bevægede sig mod en 

observatør. 

Også de såkaldte ”lysbølger”, 

som Weyprecht antog for bevægelser 

i ”lysmaterien” og de 

fleste andre nordlysforskere for 

lynudladninger mellem forskellige 

dele af nordlyset, forklarede 

Paulsen ved hjælp af skydannelse. 

Weyprecht’s beskrivelse af 

dette fænomen, var helt i overensstemmelse 

med Paulsens: ”I 

de fleste tilfælde foregår der en 

ejendommelig bevægelse af lys i 

nordlysbåndene. Lysbølger ruller 

med større eller mindre hastighed 

og intensitet i båndets længderetning, 

og det sker temmelig 

ensartet i hele båndets bredde. 

Bølgerne begynder altid i den ene 

eller den anden ende og gennemløber 

båndet i hele dets længde. 

Ved omhyggelig observation ses, 

at de enkelte stråler lyser op, 

så snart de træffer lysbølgen. Er 

der kun lille bevægelse i nordlysbåndet, 

er lysbølgen næsten 

ikke mærkbar, men hvis bevægelsen 

tager til, så ruller bølgerne

fra den ene ende til den anden. 

Hvis nordlysbåndet består af lysmaterie 

(diffust lys), vil båndets 

kanter foretage en bølgeagtig bevægelse, 

men hvis der er stråler i 

båndet, vil kanterne foretage en 

hoppende bevægelse.” 

Man ser altså, at lysbølgerne, 

der kendes som pletter med 

større lysintensitet, som løber 

gennem nordlyset, kun viser sig, 

når nordlyset er i bevægelse, og 

at bølgehastigheden afhænger af 

denne bevægelse. Dette lysfænomen 

kan, mente Paulsen, ganske 

enkelt forklares ved, at nordlyset, 

når det bevæger sig, river de omgivende 

nordlysskyer itu, sådan 

at man kan se de derved blottede 

dele af nordlyset. På grund 

af bevægelsen ser det ud, som 

om en lysbølge bevæger sig i 

hele nordlysets længde, men i 

virkeligheden ser man de enkelte 

dele af nordlyset passere hullet i 

skyen. Når et nordlys derimod 

står roligt på himlen, så bliver 

det lidt efter lidt helt indhyllet i 

sin egen ”tågedragt”, og jo mere 

intensiv nordlysprocessen er, 

desto tættere bliver også den 

tåge, som nordlyset producerer. 

Et sådant nordlys må derfor få 

et diffust udseende uden skarpe 

kanter, skønt den virkelige intensitet 

kan være stor. 

Paulsen mente, at man ved 

hjælp af viden om nordlysets 

dannelse af skyer også kunne 

finde en forklaring på de periodiske 

ændringer i mængden af 

cirrusskyer samt ringe om månen 

og solen, idet disse fænomener 

ifølge forskellige forskeres undersøgelser 

syntes at forekomme 

hyppigst i forbindelse med maksimum 

af nordlys og solpletter. 

Videnskabsmanden og direktø- 

ren for det franske meteorologiske 

institut Alfred Angot skrev i 

sin bog om nordlyset, der blev 

publiceret i 1896: ”Der er uden 

tvivl en sammenhæng mellem 

visse cirrus skyer og nordlyset. 

De to fænomener varierer på 

samme periodiske måde, de efterfølger 

hinanden eller optræder 

endda sammen, de ligner 

hinanden så meget, så mange 

observatører mener, at tilsynekomsten 

af nordlys afhænger af 

tilstedeværelsen af disse skyer. Vi 

skal se, at disse kendsgerninger 

har stor betydning for teorien om 

nordlyset”. 

Og i den tids Encyclopedia Britannica 

kunne man læse, at det 

var de samme generelle fænomener, 

der resulterede i nordlys 

og tordenvejr, og at nordlysene i 

1859 og 1869 havde karakter af 

tordenvejr, som ”i stedet for at 

eksplodere i bulder og brag var 

trukket op i den øvre atmosfære, 

hvor deres dampe krystalliseredes 

i små prismer af den stærke 

kulde, og hvor elektriciteten lyste 

Fig. 7. Harald Moltke: Polar-stratosfærisk sky kl. 1215 d. 5. januar 1901 i Utsjoki, 

Finland. Olie på lærred, 66x52 cm. Danmarks Meteorologiske Institut. Det er 

verdens første billede af en polar-stratosfærisk sky, der sidst i 1980erne blev kendt 

for sin rolle i forbindelse med nedbrydning af ozon i stratosfæren. 


op, når den strømmede henover 

disse partikler af is”. 

Der var dog en kendt professor 

Piazzi Smyth (1845-1888) på 

Royal Observatory i Edinburgh, 

som havde publiceret observationer, 

der viste, at den månedlige 

forekomst af nordlys varierede 

modsat forekomsten af tordenvejr, 

og at det iøvrigt ikke var 

ualmindeligt at finde lignende 

eksempler på fuldstændig modsatte 

opfattelser af forbindelsen 

mellem nordlyset og vejret. 

Da man tidligt i det 20. århundrede 

kunne slå fast, at der aldrig 

var nordlys lavere end 80-90 km, 

syntes muligheden for en forbindelse 

mellem nordlyset og vejrfænomener, 

der kun forekommer 

mellem Jordens overflade og op 

til 10-15 km’s højde, at være meget 

lille. Alligevel tog det sin 

tid at opgive hypotesen om en 

sådan forbindelse. Eksempelvis 

kommer den norske professor 

Kristian Birkeland i 1913 i sin 

beretning om den norske nordlysekspedition 

1902-1903 ind på 

en mekanisme, der måske kunne 

forklare en forbindelse mellem 

magnetiske og meteorologiske 

fænomener. Han siger, at hvis 

det er rigtigt, at magnetiske forstyrrelser 

skyldes partikler, der 

kommer ned i atmosfæren i zoner 

rundt om Jordens magnetiske 

poler, så må partiklerne producere 

en ionisering af luften især 

i atmosfærens øvre lag, og han 

fortsætter: 

”Der er ingen tvivl om, at en sådan 

stærk ionisering vil have en 

stor indflydelse på atmosfæren, 

især på dannelse af skyer, og 

det må derfor antages, at ioniseringen 

vil have en ikke ringe 


meteorologisk virkning specielt 

i områder i nærheden af nordlyszonen. 

Jeg har den opfattelse, 

at dette er en vigtig forbindelse 

mellem jord-magnetiske og meteorologiske 

fænomener, og jeg har 

derfor for nylig sendt et forslag til 

de norske statsmyndigheder om, 

at der burde etableres et moderne 

magnetisk-meteorologisk observatorium 

på toppen af Haldde 

(i Nordnorge) med det formål 

at om muligt kaste lys på disse 

interessante og meteorologisk 

vigtige emner. 

Der var et andet fænomen, som 

vi havde lejlighed til at se slående 

eksempler på ekspeditionen 

i maj 1910, og det var dannelsen 

af, hvad der kan kaldes nordlysskyer. 

Foruden de sædvanlige polare 

bånd, som på en klar himmel 

meget ofte kunne ses i form 

af flere ensformigt lysende buer, 

af hvilke imidlertid én var særlig 

tydelig, fandt vi ofte cirrus skyer, 

som udviste den mest perfekte 

overensstemmelse med forskellige 

nordlysformer. Adskillige 

gange var der gode eksempler 

på den måde, som disse skyer 

blev dannet på, hvordan draperiformationer 

viste sig på kort tid 

fuldstændig som et nordlys-draperi. 

Den første observator, som 

henledte opmærksomheden på 

denne meget interessante kendsgerning, 

syntes at være Adam 

Paulsen (i Meteorologische Zeitschrift, 

1895). Så vidt jeg ved, 

er der imidlertid ingen, der har 

studeret dette fænomen i forbindelse 

med samtidige magnetiske 

registreringer på det samme 

sted. Dette havde vi lejlighed til 

at gøre, og det meget interessante 

resultat var, at dannelsen 

af disse skyer altid var ledsaget 

af samtidige magnetiske storme 

og jord-strømme; og derfor synes 

der ikke at være tvivl om, 

at disse er direkte skydannende 

virkninger af de samme stråler, 

som forekommer i nordlysfænomenerne. 

Det ser derfor ud til, at 

disse cirrus skyer dannes direkte 

af den partikelstråling, som vi 

formoder at forårsage magnetiske 

storme og nordlys. Den første 

hypotese som falder naturligt 

vedrørende dette fænomen er, at 

skyerne dannes af vanddamp, 

der er bragt til kondensation 

af de ioner, som skabes ved de 

negative strålers sammenstød 

(med atmosfæren). Det er imidlertid 

også en mulighed, at nogle 

af de observerede ”nordlysskyer” 

ikke er rigtige skyer men kun en 

stærk koncentrering af partikelstråler, 

som i mørke kan forekomme 

lysende. I dagslys kunne 

koncentreringen af partiklerne 

have den virkning at gøre de 

områder, hvori de forekommer, 

mindre transparente men istand 

til at sprede lys og dermed blive 

synlige. Måske kan også visse 

svage polare bånd, der er observeret 

i polaregnene, forklares på 

denne måde. Efter omstændighederne 

kan disse koncentreringer 

forsvinde eller måske forårsage 

virkelige skyer”. 

Birkeland vidste, at i århundreder 

havde fiskere i det nordlige Norge 

brugt nordlyset til at forudsige 

vejret med, og han var interesseret 

i at undersøge, om der var 

videnskabelige kendsgerninger 

til støtte herfor. I ansøgninger til 

det norske storting om støtte til 

nordlysundersøgelser understregede 

han altid, at den norske 

fiskeindustri havde behov for 

pålidelige vejrforudsigelser.

Referencer 

Angot, A., The Aurora Borealis, 

Kegan, Paul, Trench, Trubner, and 

Company, London, 1896. 

Carlheim-Gyllenskiöld, V., Aurores 

boréales. Observations faites au Cap 

Thordsen, Spitzberg, 1882-1883, 

Stockholm, Vol. II, I, p. 136, 1886. 

Birkeland, Kr., The Norwegian Aurora 

Polaris Expedition 1902-1903, Vol. I, 

Second Section, H. Aschehoug & Co., 

Christiania, 1913. 

Bravais, A., Voyages en Scandinavie, 

en Laponie, au Spitzberg et au Feröe 

Pendant les Annees 1838, 1839, 1840, 

Bertrand, Paris, 1846. 

Franklin, J., Narrative of a Journey to 

the Shores of the Polar Sea in Years 

1819, 1820, 1821, and 1822, M. G. 

Hurtig Ltd., Edmonton, 1975. 

Fritz, H., Das Polarlicht, F. A. Brockhaus, 

Leipzig, 1881. 

Paulsen, A., Aurores boréales, i Exploration 

Internationale des Regions 

Arctiques, 1882-83. Expédition Danoise. 

Observations faites a Godthaab, 

Tome I, Publiées par L’Institut 

Météorologique de Danemark, G. E. 

C. Gad, Copenhague, 1893. 

Paulsen, A., Wolkenbildung durch 

das Nordlicht, Meteorologische Zeitschrift, 

12, 161-169, Mai 1895. 

Paulsen, A., Effect de l’humidité de 

l’air et action du champ magnétique 

terrestre sur l’aspect de l’aurore boréale, 

Oversigt over det Kgl. Danske 

Videnskabernes Selskabs Forhandlinger 

og dets Medlemmers Arbejder, 

279-302, København, 1895-1896. 

Payer, J., Die österreichisch-ungarische 

Nordpol-Expedition in den Jahren 1872- 

1874, nebst einer Skizze der zweiten 

deutschen Nordpol-Expedition 1869- 

1870 und der Polar-Expedition von 

1871, Alfred Hölder, Wien, 1876. 

Smyth, P., Astronomical observations 

m ade at the Royal University, Edinburgh, 

during the years 1870-1877, 

Mem. Roy. Observ. Edinburgh, 14 (2), 

29, 1878. 

Tromholt, S., Om Nordlysets Perioder 

(efter Iagttagelser fra Godthaab i Grønland), 

Det danske meteorologiske Instituts 

Årbog for 1880, Kjøbenhavn, 

1882. 

Tromholt, S., Under Nordlysets Straaler, 

Gyldendalske Boghandels Forlag, 

Kjøbenhavn, 1885. 

Vedel, H., Observations de l’aurore 

boréale, i C. Ryder, Observations Météorologiques, 

Magnétiques et Hydrométriques 

de l’Ile de Danemark dans 

le Scoresby Sound 1891-92, l’Institut 

Météorologique de Danemark, G. E. C. 

Gad, Copenhague, 1895. 

Weyprecht, C., Die Nordlichtbeobachtungen 

der Österreichisch-Ungarischen 

Arctischen Expedition 1872-74, 

Wien, 1878. 

Winn, J. S., Remarks on the aurora 

borealis. In a letter to Dr. Franklin, Phil. 

Trans. Roy. Soc., 64, 128-132, 1774. 

Ørsted, H. C., Betrachtungen ueber den 

Electromagnetismus, Journal für Chemie 

und Physik, 32, 199-231, 1821. 

Skriv til Vejret 

Vejret har altid behov for gode historier til bladet, og har du oplevet vejret på en spændende måde, funderet over et fænomen, 

taget årets vejrbillede - men mangler forklaringen, så send det til os. Så er der sikkert en god historie, som andre 

medlemmer af Dansk Meteorologisk Selskab gerne vil høre - og vi vil gerne prøve at finde svar på spørgsmål om Vejret. 

Når du sender ind til Vejret, så er der nogle retningslinier, der hjælper os på redaktionen i det videre arbejde: 

1) Tekst og billeder/formler/grafik hver for sig. Indiker i teksten, hvor du gerne vil have eventuelle figurer placeret. 

2) Teksten skal afleveres i enten Word eller txt-format med dansk tegnsæt. 

3) Alle figurteksterne placeres bagest i tekst-dokumentet. 

4) Figurer indsendes i så høj opløsning som muligt og helst i 300 dpi eller højere. Vi kan læse de fleste grafikformater, 

men vi foretrækker TIF, PSD, GIF (i stor størrelse), AI og PS samt højopløselige og ikke-komprimerede JPG. 

5) Formler skal indsendes i vektorgrafik, så de kan skaleres. 

Har du tekniske vanskeligheder med tekst, figurer eller billeder, så kontakt redaktionen, så hjælper vi gerne. Du kan sende 

din historie til Vejrets e-postkasse på følgende adresse: vejret.redaktion@gmail.com 


Set fra oven: 

Da aske-skyen kom til Danmark 

Af Leif Rasmussen 

Et mindre vulkanudbrud kaldte 

islændingene det. Men det blev 

et udbrud med konsekvenser ud 

over alle grænser. Det hele begyndte 

natten til den 21. marts 

2010, da de lokale bemærkede et 

rødt skær på himlen i retning af 

den lille iskappe Eyjafjallajökull, 

der er ca. 1.600 meter høj. En 

sprække havde åbnet sig og var 

begyndt at udspy lava og aske. 

Den slags har man set før, men 

udviklingen krævede nøje overvågning. 

Det skete med en blanding 

af bekymring og fascination. 

Vulkanudbrud er som juleaften, 

sagde lederen af Nordisk Vulkanologisk 

Center i Reykjavik, 

Rikke Pedersen. Men udbruddet 

lå ubehagelig tæt på den langt 

større vulkan Katla. 

Aktiviteten faldt lidt, men 

den 14. april sker der en vigtig 

ændring: udbruddet breder 

sig ind under jøklen. Noget af 

smeltevandet finder vej ned i vulkanen 

med voldsomme dampeksplosioner 

til følge. De producerer 

store mængder vulkansk 

aske (som ikke er aske i gængs 

forstand, men mere eller mindre 

forstøvet lava, altså sten- eller 

glaspartikler), der farver vulkanskyen 

sort. De grovere partikler 

falder umiddelbart til jorden som 


en tæt askeregn, mens de finere 

partikler føres op i stor højde 

af konvektionen, hvor de får en 

lang levetid og herunder når viden 

om. 

Vulkansk aske udgør en stor 

risiko for flyvningen. En høj koncentration 

kan give motorstop, 

og de små, men meget hårde 

partikler kan give skader på flyet 

i form af ’sandblæsning’. Derfor 

må skyens udbredelse til stadighed 

overvåges. Det sker dels ved 

at beregne dens spredning udfra 

den forudsagte vind i relevante 

højder, dels ved direkte observation, 

især vha. satellitbilleder. 

Sådanne billeder fra forløbets tidlige 

fase vises i det følgende. 

Da udbruddet intensiveres 

den 14. april, ligger der et stabilt 

og styrende højtryk over Nordatlanten. 

På dets nordside optræder 

en jetstrøm med tilhørende 

frontzone fra Island mod Sydskandinavien. 

Skydække hindrer 

umiddelbart udsynet til vulkanområdet, 

men 15. april åbnes der 

for et kig til askeskyen. På satellitbilledet 

figur 1 ser vi skyen midt 

på dagen som en brunlig stribe 

fra det sydlige Island mod sydøst 

over den sydlige del af Færøerne 

til Vestnorge. Den adskiller sig 

farvemæssigt tydeligt fra skydækket 

i øvrigt. Om aftenen har 

skyen bredt sig til Skagerrak og 

det nordligste Jylland (figur 2), 

og den følgende nat passerer den 

ned over landet og genfindes den 

16. om morgenen over Østersøen 

(figur 3). Det er kun den 

Figur 1. Modis-billede (kanal 1-4-3, true color) fra 15. april 13:35 dansk sommertid. 

Kilde: NASA/GSFC, MODIS Rapid Response.

Figur 2. Satellitbillede fra Meteosat-8, 

15. april 22:45 dansk sommertid. Infrarøde 

kanaler er kombineret således, 

at askeskyen fremtræder lyserød. De 

sorte og mørkerøde felter er højtliggende 

frontskyer. Kilde: UK Met Office. 

højeste askekoncentration, der 

ses på disse billeder. 

Luftrummet over Nordsøen 

lukkes for flyvning den 15. om 

morgenen. I løbet af dagen udvides 

forbuddet til Danmark. Vi 

håber i næste udgave af Vejret 

at kunne give en beskrivelse af 

grundlaget for beslutningsprocesserne. 

Lynregistreringer 

Elektriske udladninger – lyn – er 

ikke usædvanlige i større vulkanskyer. 

Videooptagelser af skyen 

fra Eyjafjallajökull, foretaget i 

skumringen den 17. april, viste 

uophørligt mindre udladninger i 

den laveste og meget støvfyldte 

del af skyen, men desuden med 

mellemrum ’konventionelle lyn’ 

af stor vertikal udstrækning. Indtrykket 

må have været skræmmende. 

En smuk illustration, 

som desværre ikke kan bringes i 

bladet, findes her: http://antwrp. 

gsfc.nasa.gov/apod/ap100419. 

html. 

De større lyn blev registreret 

af det britiske net af lynpejlere, 

hvoraf en har fået husly i Keflavik. 

Den islandske vejrtjeneste 

offentliggør registreringerne på 

nettet. Figur 4 viser antallet af 

Figur 3. Satellitbillede fra NOAA den 16. april 06:01 dansk sommertid. Infrarøde 

kanaler er anvendt. Den koncentrerede del af askeskyen danner et grønligt bånd 

fra Femern til Bornholm. Kilde: dmi.dk. 

Figur 4. Antal registrerede lyn pr. time i ugen fra 12. til 18. april. Den røde kurve 

vedrører lyn fra Islandsområdet (63°N-67°N, 13°V-25°V). De er alle fra vulkanskyen. 

Den blå kurve vedrører Nordatlanten i øvrigt (50°N-70°N, 50°V-10°Ø). 

Bemærk, at skalaen er logaritmisk. Kilde: Veðurstofa Íslands. 

lyn pr. time i det islandske område 

(den røde kurve) i perioden 

12.-18. april. De er alle lokaliseret 

over Eyjafjallajökull. Aktiviteten 

går i gang den 14., kulminerer 

den 17. og falder brat den 18. 

april. Det er rimeligt at antage, at 

lyntallet er nært forbundet med 

askeskyens højde og dermed et 

mål for udbruddets intensitet. 


Extratropisk cyklogenese i globalt 

perspektiv 

Af Niels Woetmann 

Nielsen, DMI 

Introduktion 

I denne artikel er der fokus på 

extratropisk cyklogenese, samt 

den rolle extratropiske cykloner 

spiller i det globale energikredsløb. 

Dette kredsløb sørger bl.a. 

for at refordele den varme, som 

Jorden (Jord-atmosfære-ocean 

systemet) modtager fra Solen. 

En mindre del af solstrålingen 

absorberes direkte i atmosfæren, 

mens hovedparten absorberes 

i oceanerne og landjorden og 

overføres til atmosfæren via varmestråling 

og vertikale transporter 

af sensibel og latent varme. 

Vindsystemerne i atmosfæren 

sørger for at refordele varmen 

på en sådan måde, at den zonale 

middelværdi af temperatur 

og specifik fugtighed i det lange 

løb, og under fravær af eventuelle 

naturlige eller menneskeskabte 

klimaændringer, ikke ændrer sig 

med tiden. Ved en størrelses 

zonale middelværdi forstås her 

middelværdien langs en breddecirkel. 

Extratropiske cykloner 

spiller ikke blot en væsentlig rolle 

i refordelingen af varme i atmosfæren. 

De spiller også en vigtig 

rolle for fastholdelse af Jorden i 

angulær impuls balance. 

Den generelle cirkulation 

Væsentlige elementer af den generelle 

cirkulation i atmosfæren 

er vist skematisk i Figur 1. På 


denne figur er den såkaldt meridionale 

cirkulation vist i et lodret 

plan langs en længdecirkel. Den 

meridionale cirkulation består af 

den zonale middelværdi af vinden 

langs en længdecirkel ( v ) 

og vinden i lodret retning ( w ). 

På hver halvkugle viser figuren 

tre celler, der regnet fra Ækvator 

til Pol omtales som Hadley-, Ferrel- 

og Pol-cellen. I Hadley- og 

Pol-cellerne er der i samme højde 

opstigning i relativ varm luft og 

nedsynkning i relativ kold luft, 

hvilket kaldes for en termisk direkte 

cirkulation. Cirkulationen 

sænker luftmassens tyngdepunkt 

og afspejler konvertering 

af potentiel energi til bevægelsesenergi 

(fremover omtalt som 

kinetisk energi). Ferrel-cellerne er 

derimod termisk indirekte, da der 

i samme højde er opstigning i 

relativ kold luft og nedsynkning 

i relativ varm luft. Disse celler 

konverterer derfor kinetisk energi 

til potentiel energi. 

Pga. af Jordens rotation vil 

strømningen i atmosfæren (og 

oceanerne) afbøjes til højre på 

den Nordlige Halvkugle og til 

venstre på den Sydlige Halvkugle. 

I den nedre horisontale 

gren af Hadley-cirkulationen vil 

strømningen mod Ækvator derfor 

afbøjes og blive mere og mere 

østlig, jo nærmere man kommer 

Ækvator (eller mere korrekt den 

Intertropiske Konvergenszone). 

Dette vindsystem, som også 

er vist på Figur 1, omtales som 

Nordøst- og Sydøstpassaten på 

hhv. den Nordlige og den Sydlige 

Halvkugle. Tilsvarende afbø- 

Figur 1. Stærkt forenklet billede af atmosfærens generelle cirkulation [1].

G(PM): 3.27 W/m2 D:0.73 W/m2 

G(PE): -0.27 W/m2 

VINTER (DJF) 

C(PM,KM): 0.56 W/m2 

PM KM 

57.6 E 9.7 E 

C(PM,PE): 2.71 W/m2 C(KE,KM): 0.17 W/m2 

PE KE 

9.0 E 8.9 E 

C(PE,TE): 2.44 W/m2 

Figur 2. Lorenz-energikredsløbet i den nordlige halvkugles atmosfære for vinter (tv.) og sommer (th.). PM: middel zonal 

tilgængelig potentiel energi, PE: eddy tilgængelig potentiel energi, KM: middel zonal kinetisk energi, og KE: eddy kinetisk 

energi i enhed 1E=10 5 Joule m -2 . C er konvertering i Wm -2 mellem energiformerne anført i parentes og D er dissipation 

af kinetisk energi til varme. Bemærk at der ikke findes fysiske processer i atmosfæren, som giver anledning til diagonale 

konverteringer (C(PM, KE) og C(PE, KM) ). Værdierne i diagrammerne stammer fra [3] og er baseret på månedlige data 

beregnet på grundlag af daglige ERA-40 numeriske analyser [4] for perioden 1979-2001. 

jes vindene i den øvre gren af 

Hadley-cellerne til vestenvinde, 

som kaldes for subtropiske jetstrømme. 

I østenvindszonen overføres 

der angulær impuls fra Jorden 

til atmosfæren, idet østenvinden 

gennem friktion løst sagt 

bremser Jordens rotation ganske 

lidt. Opretholdelse af angulær 

impuls-balance i det lange løb 

betyder, at der på vejen mod 

Polerne må være områder med 

vestenvind ved overfladen, som 

via friktion overfører angulær 

impuls fra atmosfæren til Jorden 

og således kompenserer for 

Jordens tab af angulær impuls i 

passatvindsbæltet. Vestenvind i 

den nedre troposfære optræder 

på pol-siderne af de subtropiske 

højtryksbælter, i Ferrel-cellernes 

opstigningsområder, og primært 

på den varme side af polarfronterne 

i disse områder. 

Trykforskelle mellem vind- og 

læside på bjerge overfører også 

D: 2.27 W/m2 

angulær impuls mellem atmosfæren 

og Jorden. For nemheds 

skyld er denne effekt her inkluderet 

i friktionen. 

Det er værd at bemærke, at 

angulær impuls-balance ikke 

er mulig, hvis den meridionale 

cirkulation kun bestod af Hadley-cellerne, 

da den tilhørende 

trykfordeling ved overfladen med 

lavt lufttryk mod Ækvator og højt 

lufttryk mod Polerne ikke ville 

kunne skabe et vestenvindsbælte 

ved overfladen. En tre-celle struktur, 

som vist i Figur 1, gør det 

imidlertid muligt at skabe denne 

balance, men den meridionale 

cirkulation gør det ikke alene. 

Der er et betydeligt bidrag fra 

eddy-cirkulationer, og herunder 

hører de extratropiske cyklonudviklinger. 

Der er en vigtig forskel mellem 

Hadley-cellen og Ferrel- og Polcellerne. 

Hadley-cellen kan man 

dag for dag identificere på skybilleder 

fra geostationære satellit- 

G(PM): 0.35 W/m2 D:0.12 W/m2 

G(PE): 1.18 W/m2 

SOMMER (JJA) 

C(PM,KM): -0.02 W/m2 

PM KM 

23.8 E 2.7 E 

C(PM,PE): 0.37 W/m2 C(KE,KM): 0.14 W/m2 

PE KE 

4.9 E 4.5 E 

C(PE,TE): 1.51 W/m2 

D: 1.37 W/m2 

ter, idet der i opstigningsområdet 

nær Ækvator (den Intertropiske 

Konvergenszone) ofte ses dybe 

konvektionsskyer med meget 

kolde skytoppe, mens der over 

land i subtroperne ofte er skyfrit. 

Man kan ikke på samme måde 

”se” Ferrel- og Pol-cellerne på 

satellitbilleder. Ligesom Hadleycellen 

er de et resultat af zonal 

midling og midling over lang 

tid. På pol-siden af de subtropiske 

højtryk, og mest udpræget 

på den Nordlige Halvkugle, ser 

man på satellitbilleder meget 

store ændringer i skymønstrene 

fra dag til dag. Dette afspejler, 

at eddy-transporter af sensibel 

og latent varme samt (måske 

mindre oplagt) angulær impuls i 

disse områder har langt større betydning 

for energibalancen end 

transporterne, forårsaget af Ferrel- 

og Pol-cirkulationerne. Det 

er cirkulationssystemer (høj- og 

lavtrykssystemer ved overfladen 

og trug og rygge højere oppe 


i atmosfæren) på tidsskalaer fra 

under et døgn til flere uger og 

længdeskalaer fra under 1000 

km til global skala, som udfører 

hovedparten af den horisontale 

eddy-transport, hvorimod den 

vertikale eddy transport i højere 

grad udføres af eddier i atmosfærisk 

turbulens. Disse eddier har 

meget kortere længde- og tidsskalaer 

end eddierne, som giver 

foranderligt vejr. 

Energikredsløbet 

Figur 2 viser Lorenz-energikredsløbet 

[2] på den Nordlige Halvkugle 

for vinter (december-februar) 

og sommer (juni-august), 

baseret på ERA40 analyser for perioden 

1979-2001 [3]. På denne 

figur er PM den zonale middelværdi 

af tilgængelig potentiel 

energi, PE eddy tilgængelig potentiel 

energi, KM den zonale 

middelværdi af kinetisk energi og 

KE eddy kinetisk energi. Endvidere 

betyder G(PM) og G(PE) 

hhv. generering af PM og PE, 

mens C står for konvertering 

af en energiform til en anden, 

og pilene mellem de kvadratiske 

bokse angiver retningen af 

konverteringen. Eksempelvis 

betyder C(PE,KE) konvertering 

mellem PE og KE, og pilene viser, 

at konverteringen i middel 

over lang tid går fra PE til KE 

både vinter og sommer. Endelig 

betyder D dissipation af kinetisk 


energi til varme (indre energi). 

Figuren viser, at dissipation af 

KE er betydelig større end dissipation 

af KM. 

Det fremgår, at om vinteren 

og sommeren er dissipation af 

KE hhv. mere end en faktor 3 

og mere end en faktor 11 større 

end dissipation af KM. Den store 

forskel om sommeren hænger i 

nogen grad sammen med at KE 

reservoiret er næsten dobbelt så 

stort som KM reservoiret. 

Processerne i energikredsløbet 

Generering af PM sker kontinuerligt 

som resultat af, at absorption 

af solstråling i Jord-systemet 

(dvs. Jorden med atmosfære og 

oceaner) og udsendelse af varmestråling 

til verdensrummet fra 

atmosfærens top varierer med 

breddegraden. Der genereres 

PM, fordi nettostrålingen, som 

er summen af den absorberede 

solstråling og den udsendte varmestråling, 

er positiv på varme 

(lave) breddegrader og negativ 

på kolde (høje) breddegrader. I 

denne proces skærpes den horisontale 

temperaturkontrast mellem 

Ækvator og Pol, som udtryk 

for at der skabes potentiel energi 

i atmosfæren. 

Generering af PE (G(PE)) finder 

som tidligere omtalt sted i 

en proces, hvor der på samme 

breddegrad sker opvarmning, 

hvor der er relativ varmt og af- 

køling, hvor der er relativ koldt. 

Denne proces er fremherskende 

om sommeren, da G(PE) ifølge 

Figur 3 er positiv. Om vinteren 

er G(PE) derimod svagt negativ, 

hvilket betyder, at der er en lille 

dominans af den omvendte proces, 

som gør PE mindre ved på 

samme breddegrad at opvarme, 

hvor der er relativ koldt og afkøle, 

hvor der er relativ varmt. 

Konvertering fra PM til PE 

foregår i en proces, hvor der på 

samme breddegrad er horisontal 

(eller vertikal) eddy transport af 

sensibel varme ( c p ⋅ T ) mod 

breddecirkler med lavere temperatur. 

Konvertering fra PE til KE finder 

sted i eddier, som på samme 

breddegrad har opstigning i varm 

luft og nedsynkning i kold luft, 

dvs. i en termisk direkte cirkulation, 

der sænker luftmassens 

tyngdepunkt og øger dens kinetiske 

energi. En sådan konvertering 

finder sted under extratropiske 

cyklonudviklinger, hvor konvertering 

af PE primært går til KE i cyklonernes 

horisontale vindfelt. 

Konvertering fra KM til KE 

foregår i eddier, som transporterer 

absolut angulær impuls (Boks 

1) horisontalt eller vertikalt mod 

breddecirkler med mindre angulær 

hastighed. Figur 2 viser, 

at konverteringen både vinter 

og sommer faktisk forløber den 

modsatte vej.

Boks 2 indeholder et forsøg på 

at forklare dette resultat, der er 

modsat af, hvad der foregår i mekanisk 

turbulens. Sidstnævnte 

konverterer kinetisk energi i middelstrømningen 

til eddy kinetisk 

energi. Konvertering opstår som 

følge af udløsning af dynamisk 

instabilitet, når de rumlige hastighedsgradienter 

i strømningen 

bliver tilstrækkeligt store. 

Transport af eddy angulær 

impuls mod nord på den Nordlige 

Halvkugle finder f.eks. sted 

i en vestenstrømning med bølger, 

hvor den zonale vind u' er 

større nedstrøms end opstrøms 

for bølge- trugene, samtidig med 

at v ' (vinden i nord-syd retningen) 

har samme numeriske værdi 

opstrøms og nedstrøms for trugene. 

Trug- og rygakser i sådanne 

bølger har en hældning i strømretningen, 

dvs. mod øst. 

Endelig finder konvertering 

fra PM til KM sted, når der er 

nedsynkning på breddegrader, 

hvor der er relativ koldt og opstigning 

på breddegrader, hvor der er 

relativ varmt. Hadley-cellerne i 

Figur 1 konverterer tydeligvis PM 

til KM, men i Ferrel-cellerne er der 

lige så tydeligt en konvertering 

fra KM til PM. I Pol-cellerne foregår 

der ligesom i Hadley-cellerne 

en konvertering fra PM til KM, 


men da temperaturkontrasten 

i nord-syd retningen langs Polcellerne 

er lille (den horisontale 

nord-syd temperaturkontrast er 

koncentreret i polarfront-zonen) 

samtidig med at cirkulationen i 

Pol-cellerne er svage, er bidraget 

til det globale regnskab fra disse 

celler antagelig ubetydeligt. Figur 

2 indikerer, at der på den 

Nordlige Halvkugle om vinteren 

gælder at Hadley-cirkulationen 

giver et større bidrag til konverteringen 

mellem PM og KM end 

Ferrel-cellen, hvorimod bidragene 

er næsten lige store om 

sommeren. 

Værdierne for komponenterne 

i energikredsløbende i Figur 

2 er totaler for hele den nordlige 

halvkugles atmosfære og skjuler, 

at energiformerne, genereringerne 

og konverteringerne har 

betydelige rumlige variationer. 

Et eksempel af særlig interesse i 

forbindelse med extratropisk cyklogenese 

er vist i Figur 3. Denne 

figur viser den geografiske fordeling 

af vertikalt integrerede værdier 

for eddy tilgængelig potentiel 

energi (PE) og eddy kinetisk 

energi (KE). Det er tydeligt, at 

begge energiformer har små værdier 

i et bælte omkring Ækvator, 

og en sammenligning med Figur 

1 viser, at der er et sammenfald 

med bæltet for Hadley-cirkulationen. 

På den Nordlige Halvkugle 

er det tydeligt, at der nord for de 

subtropiske højtryk, der befinder 

sig i bæltet med nedsynkning i 

Hadley- og Ferrel-cellen, er maksimummer 

i PE over den østlige 

del af det asiatiske og nordamerikanske 

kontinent. Umiddelbart 

nedstrøms for disse områder og 

forskudt lidt mod Ækvator er der 

maksimummer i KE. Ifølge Figur 

2 er PE i den Nordlige halvkugles 

energiregnskab kilden til KE. Det 

er derfor i god overensstemmelse 

med energikredsløbet i Figur 2, at 

maksimum i KE på Figur 3 befinder 

sig nedstrøms for maksimum i 

PE. Sidstnævnte konverteres som 

nævnt fra zonal-middel tilgængelig 

potentiel energi (PM) i en 

proces, hvor der på samme breddegrad 

er horisontal (og vertikal) 

eddy transport af sensibel varme 

mod koldere breddegrader. Områderne 

med høje værdier af KE 

omtales ofte som ”storm tracks” 

(extratropiske cyklonbaner). 

Extratropisk cyklogenese 

Udviklingen af ekstratropiske 

cykloner finder sted ved positiv 

tilbagekobling mellem processer 

Figur 3. Global fordeling af eddy tilgængelig potentiel energi PE (øverste række) og eddy kinetisk energi KE (nederste række). 

Datagrundlag: månedsvise beregninger ud fra re-analyse datasættene NCEP2 (tv.) og ERA-40 (th.). Eddy energierne er 

integreret vertikalt for hvert gitterpunkt i det globale net (73 × 144). Fra [3]. 

side 30 • Vejret, 123, maj 2010

i den øvre og nedre troposfære og 

er beskrevet i f.eks. [6], hvor en 

simplificeret version af de quasigeostrofiske 

ligninger også er 

præsenteret. Den dominerende 

proces i den øvre troposfære er 

sædvanligvis horisontal advektion 

af absolut vorticity, mens 

horisontal temperaturadvektion 

og frigørelse af latent varme ved 

kondensation oftest er de dominerende 

processer i den nedre 

troposfære. Positiv tilbagekobling 

finder sted i den periode, 

hvor et overfladelavtryks uddybningshastighed 

vokser med tiden. 

Positiv og negativ (differentiel) 

absolut vorticityadvektion i 

den øvre troposfære bidrager til 

hhv. opstigning og nedsynkning 

i luftsøjlen nedenunder (se f.eks. 

[6]). 

Positiv tilbagekobling 

Positiv tilbagekobling finder sted, 

når der er positiv absolut vorticityadvektion 

i den øvre troposfære 

over lavtrykket ved overfladen, 

samtidig med at sidstnævnte 

befinder sig i et område med 

horisontale temperaturforskelle 

i den nedre troposfære. På den 

Nordlige Halvkugle skal temperaturfordelingen 

være således, 

at varmen befinder sig til højre 

set i forhold til strømretningen 

i den øvre troposfære ovenover 

lavtrykket (L). Opstigning over 

L er forbundet med horisontal 

konvergens ved overfladen. 

Dette intensiverer den relative 

vorticity (RV) i L og intensiverer 

dermed også vindene, som 

blæser omkring L. Dette fører 

til større temperaturadvektion i 

den nedre troposfære og medfører 

i den øvre troposfære vækst i 

negativ og positiv RV over områderne 

med nedre varme- og 

N 

Nordlige Halvkugle 

 

 

Koldt 

H L 

+ 

Figur 4. Sinus-formet eddy i 300 hPa overlejret cirkulære eddier ved Jordens 

overflade. Fuldt optrukne sorte kurver viser geopotentielle højder(ф - Δ ф og ф) 

af 300 hPa trykfladen. De blå og røde stiplede cirkler med pile viser isobarer og 

geostrofiske vinde ved Jordens overflade. Røde og blå fuldt optrukne pile viser 

ageostrofiske vinde i 300 hPa. Plus og minus viser hhv. maksimum og minimum 

relativ vorticity (RV) i bølgen. Kvadrater med plus og minus symboliserer generering 

af positiv og negativ RV i den øvre eddy som følg af temperaturadvektion 

i de nedre eddier plus evt. adiabatisk opvarmning/afkøling i luftlaget mellem 

den øvre og nedre eddy. 

kuldeadvektion, hhv. nedstrøms 

og opstrøms for L. Konsekvensen 

heraf er større forskel mellem 

den absolutte vorticity i højden 

opstrøms og nedstrøms for L, 

hvilket bidrager til vækst i vorticity-advektion 

over L, som igen via 

kraftigere opstigning og dermed 

forbundet kraftigere konvergens 

og følgelig yderligere intensivering 

af vindene omkring L, fører 

til større temperaturadvektion 

og så fremdeles. Eksempler på 

strømningsmønstre med positiv 

tilbagekobling er vist i Figur 4 og 

Figur 5. 

Negativ tilbagekobling 

Der er grænser for, hvor længe 

den positive tilbagekobling kan 

virke. Den skaber en ændring i 

temperatur- og vindfordeling i 

udviklingsområdet, som med 

tiden ændrer den positive tilbagekobling 

til en negativ tilbagekobling, 

som medfører at uddybningen 

af overfladelavtrykket 

aftager og bliver nul i den fase; 

 

Varmt 

 

 

 

 

hvor cirkulationen omkring L 

er kraftigst. Derefter begynder 

opfyldningsfasen, hvorunder 

strømningen omkring L aftager 

i intensitet og lufttrykket i lavtrykscenteret 

stiger. Friktion ved 

Jordens overflade bidrager til 

opfyldning (cyklolyse) af L, idet 

den skaber en vindkomponent 

vinkelret på isobarerne. Denne 

tværisobar strømning blæser fra 

højt mod lavt tryk og fører derfor 

i en lavtryks- og højtrykscirkulation 

ved Jordens overflade masse 

hhv. ind og ud af luftsøjlerne over 

tryksystemerne. Dette bidrager 

til at lufttrykket ved overfladen 

stiger i lavtrykket (L) og falder 

i højtrykket (H). Andre processer 

kan forstærke eller modvirke 

cyklolyse. F.eks. vil frigørelse af 

latent varme ved kondensation i 

luftsøjlen over L bidrage til trykfald 

ved overfladen, hvorimod 

strålingsafkøling ved bunden af 

luftsøjlen over L vil bidrage til 

trykstigning ved overfladen og 

derfor forstærke cyklolysen. 

Vejret, 123, maj 2010 • side 31 

E

Forskellige typer af 

extratropiske cykloner 

Ekstratropiske cyklonudviklinger 

er af nogle forskere blevet inddelt 

i tre klasser, hhv. A, B og C, 


alt efter hvor dominerende den 

øvre forcering er. Sædvanligvis 

er det horisontal absolut vorticityadvektion, 

som er den største 

bidragyder til den øvre forcering. 

Klasserne A og B blev indført at 

Pettersson og Smebye [7], mens 

klasse C senere er blevet føjet 

til af Deveson m.fl. [8]. For cykloner 

i klasse A er forceringen

i den nedre troposfære dominerende. 

Bidrag til denne forcering 

kommer altovervejende fra 

horisontal temperaturadvektion 

og frigørelse af latent varme ved 

kondensation. I type C cykloner 

er forcering i den øvre troposfære 

stærkt dominerende. I type B cykloner 

er forceringen betydelig 

både i den øvre og nedre troposfære. 

Disse cykloner optræder 

ifølge undersøgelser af Dacre og 

Grey [9] over Nordatlanten med 

betydelig større frekvens end A 

og C cyklonerne. 

Typiske strømningsmønstre i 

extratropisk cyklogenese 

Tilstedeværelse af PE og KE i 

energikredsløbet viser, at der 

findes eddier i atmosfæren, som 

konverterer energi mellem PM og 

PE, mellem PE og KE og mellem 

KE og KM. I relation til extratropisk 

cyklogenese optræder eddierne 

i den øvre troposfære som 

mere eller mindre uregelmæssige 

bølger, ofte med overlejrede jet 

streaks, mens eddierne i den 

nedre troposfære typisk er lukkede 

cirkulationer omkring høj- 

eller lavtrykscentre. 

Øvre og nedre eddier 

Karakteristiske strømningsmønstre 

er vist skematisk i Figur 4 

og Figur 5. Førstnævnte viser en 

”klassisk” cyklogenese situation. 

Den ageostrofiske vind (Boks 3) i 

den øvre eddy er divergent mellem 

trug og nedstrøms ryg med 

maksimum divergens midtvej 

mellem trug og ryg, og tilsvarende 

er der maksimum konvergens 

midtvejs mellem trug og 

opstrøms ryg. Massebevarelse 

betyder, at der i luftsøjlen under 

bølgen er opstigning og nedsynkning 

under hhv. divergens- 

og konvergens-området, og hvis 

den statiske stabilitet i luftsøjlen 

ikke er for høj, og bølgelængden 

på den øvre eddy ikke er 

for kort, er der ved overfladen 

et divergens-mønster med modsat 

fortegn. Det betyder, at der i 

de nedre eddier er konvergens i 

lavtrykscirkulationen (L) og divergens 

i højtrykscirkulationen 

(H). Luftsøjlen over L er varmere 

end luftsøjlen over H, da den 

geopotentielle højde af 300 hPa 

fladen er den samme i L og H, og 

trykforskellen mellem havniveau 

og 300 hPa er størst i luftsøjlen 

over H. I Figur 4 er der således på 

samme breddegrad opstigning i 

relativ varm luft og nedsynkning 

i relativ kold luft, hvilket, som 

tidligere omtalt, konverterer PE 

til KE. 

De nedre eddier advekterer 

på samme breddegrad varm luft 

 

Nordlige Halvkugle 

venstre 

højre 

+ 

 

mod nord og kold luft mod syd, 

hvilket betyder, at der i den nedre 

troposfære er en eddy transport 

af sensibel varme mod nord (og, 

som det fremgår af figuren, mod 

breddecirkler med lavere temperatur). 

Temperaturadvektionen 

konverterer således PM til PE. I 

Figur 4 er de øvre og nedre eddiers 

transport af angulær impuls 

i meridional retning nul, da 

de nedre eddier er cirkulære og 

de øvre eddier har et horisontalt 

vindfelt, som er symmetrisk 

omkring nord-syd orienterede 

trug- og rygakser. Konvertering 

af kinetisk energi mellem KE og 

KM er derfor identisk nul. Hvis 

de øvre eddier derimod ændrede 

form, så trug- og rygakserne 

havde en hældning nedstrøms 

(mod øst), og vindfeltet mellem 

trug og opstrøms ryg var svagere 

end vindfeltet mellem trug og 

Kold 

Varm 

indgangsområde udgangsområde 

Kold 

 

Figur 5. Skematisk fremstilling af øvre eddy, som er et vindmaksimum (jet streak) 

i jetstrømmen i 300 hPa overlejret en nedre eddy, som er en lukket lavtrykscirkulation 

ved overfladen. Sorte konturer (ф - Δ ф og ф) er geopotentielle højder af 

300 hPa trykfladen. Sorte pile viser strømretning og fart af den geostrofiske vind 

i 300 hPa. Blå stiplede cirkler med pile viser isobarer og geostrofisk vind ved 

overfladen i jet streakens venstre udgangsområde. Stiplede pile(blå og rød for 

strømning mod hhv. syd og nord) viser retning og fart på den ageostrofiske vind i 

den nedre troposfære. I 300 hPa er den ageostrofiske strømning modsat (ikke vist). 

Maksimum og minimum af relativ vorticity (RV) i 300 er vist med hhv. plus (rød) 

og minus (blå). Kvadrater med plus og minus symboliserer generering af positiv 

og negativ RV i den øvre eddy som følg af temperaturadvektion i den nedre eddy 

plus evt. diabatisk opvarmning/afkøling i luftlaget mellem de to eddier. 

 

L 

 

 

 

Varm 


nedstrøms ryg, ville de øvre eddier 

transportere angulær impuls 

mod nord og således konvertere 

KE til KM. 

Energiomsætning i extratropisk 

cyklogenese – positiv 

tilbagekobling 

Den ovenfor omtalte positive 

tilbagekoblingsproces, som er 

”motoren” i extratropisk cyklogenese, 

kan også betragtes fra 

en energiomsætnings synsvinkel. 

Figur 4 og Figur 5 på de 

foregående sider illustrerer bl.a. 

at den ageostrofiske strømning 

i øvre eddier har et horisontalt 

divergensmønster uanset om eddierne 

er bølger eller jet streaks. 

Under de rette betingelser (ikke 

for høj statisk stabilitet i luftsøjlen 

under eddierne og ikke en 

for lille horisontal bølgelængde 

på eddierne) vil der ved Jordens 

overflade være et divergensmønster 

med modsat fortegn, hvilket 

(som følge af massebevarelse) 

medfører, at der er opstigning i 

luftsøjlen under øvre divergens 

og nedsynkning i luftsøjlen under 

øvre konvergens. ”Motoren” 

kører i betydningen, at PE konverteres 

til KE, hvis eddierne på 

samme breddegrad har deres opstigningsområder 

i relativ varm 

luft og deres nedsynkningsområder 

i relativ kold luft. Dette er 

imidlertid ikke tilstrækkeligt til, 

at farten kan sættes op. Det forudsætter, 

at vækst i KE skaber 

betingelserne for konvertering 

af PM til PE. Disse betingelser 

er til stede, hvis den nedre divergens 

og konvergens skaber 

nedre eddier (høj- og lavtryk), 

som transporterer varme mod 

koldere breddegrader. De nedre 

eddier skal derfor dannes i områder 

med horisontale temperatur- 


gradienter, dvs. i en frontzone. 

Når denne betingelse er opfyldt 

vokser farten i konverteringen 

fra PE til KE som følge af konvertering 

fra PM til PE. Denne 

sammenhæng er vist på Figur 

4. Temperaturadvektion (eddy 

transport af varme mod nord) i 

de nedre eddier konverterer PM 

til PE. Det påvirker den øvre bølge 

på en sådan måde, at RV i trug 

og ryg bliver hhv. mere positiv og 

mere negativ (vist symbolsk som 

kvadrater med plus og minus), 

hvilket intensiverer den ageostrofiske 

cirkulation, som konverterer 

PE til KE. Den resulterende vækst 

i KE fører til vækst i konvertering 

fra PM til PE og så fremdeles. I 

denne positive tilbagekoblingsproces 

ses de nedre eddier at 

spille hovedrollen i konvertering 

af energi fra PM til PE, mens 

denne rolle er overladt til de øvre 

eddier i konvertering fra PE til 

KE.

Energiomsætning i extratropisk 

cyklogenese – negativ 

tilbagekobling 

På Figur 4 foregår eddy transporten 

af varme mod nord, men 

det udelukker ikke, at man kan 

have en vejrsituation, hvor de 

nedre eddier transporterer varme 

mod syd. Dette er tilfældet, hvis 

den varme luft befinder sig mod 

nord. Hvis strømningen i den 

øvre bølge i øvrigt er, som vist 

på Figur 4, illustrer dette en situation 

med negativ tilbagekobling, 

idet temperaturadvektion i 

de nedre eddier fører til generering 

af negativ og positiv relativ 

vorticity i hhv. trug og ryg på 

de øvre eddier, hvilket svækker 

den ageostrofiske cirkulation, 

som igen medfører svækkelse af 

den horisontale strømning i de 

nedre eddier. Positiv tilbagekobling 

etableres, hvis strømning fra 

Figur 6. METEOSAT vanddampbilleder 

(kanal 5) fra a) 17. nov. 2009, 21 

UTC, øverst venstre b) 18. nov. 2009, 

06 UTC, nederst venstre c) 18. nov. 

2009, 15 UTC, øverst højre og d) 19. 

nov. 2009, 00 UTC, nederst højre. 

vest i den øvre bølge ændres til 

strømning fra øst. 

Jet streak 

Jet streaken, vist i Figur 5, har i sit 

indgangsområde (til venstre) opstigning 

i højre indgangsområde 

på relativt varme breddegrader 

og nedsynkning i venstre indgangsområde 

på relativt kolde 

breddegrader, hvilket betyder at 

der i indgangsområdet foregår en 

konvertering fra PM til KM. I udgangsområdet 

sker der derimod 

en konvertering fra KM til PM, 

da der er opstigning på relativt 

kolde breddegrader (i venstre udgangsområde) 

og nedsynkning 

på relativt varme breddegrader (i 

højre udgangsområde). I venstre 

udgangsområde dannes - som 

følge af opstigning i forbindelse 

med konvertering af KM til PM 

- en nedre eddy i form af en 

lavtrykscirkulation L. L ses at 

transportere sensibel varme mod 

koldere breddegrader, og i denne 

proces konverteres PM til PE. 

Sidstnævnte konvertering genererer 

i jet streak niveauet positiv 

og negativ RV, hhv. til venstre og 

højre for L. På Figur 5 er disse områder 

vist som kvadratiske kasser 

forsynet med plus og minus. 

Dette fører til dannelse af en øvre 

bølge med opstigningsområde 

over L. I denne bølge konverteres 

PE til KE og en tilbagekobling 

mellem den øvre bølge og den 

nedre lavtrykscirkulation er sat i 

gang. Tilbagekoblingen forløber 

på samme måde som beskrevet 

i forbindelse med Figur 4. 


Eksempler på extratropisk 

cyklogenese 

Figur 6 viser udviklingsforløbene 

i tre extratropiske cykloner, som 

de tager sig ud set fra METEOSAT 

satellittens vanddamp kanal 5. 

På Figur 6c befinder cyklonerne 

sig hhv. syd for Island (L1), over 

Danmark (L2) og over det vestlige 

Rusland (L3). På Figur 6a har 

L1 passeret sin maksimale udvikling, 

mens udviklingen af L2 og 

L3 først lige er begyndt. På Figur 

6c har L2 og L3 nået deres maksimale 

udvikling mens de på Figur 

6d er under opfyldning. I kernen 

af cyklonernes kommaformede 

skyformationer er gråtonerne en 

indikator for lavtrykkets intensitet, 

således at næsten sort (meget 

tør luft i den øvre troposfære) 

indikerer høj intensitet. Bedømt 

ud fra Figur 6 er L2 derfor mere intens 

end L3, hvilket bekræftes af 

vindobservationer (ikke vist). I et 

lavtryk under opfyldning ser man 

på vanddampbilledet et ”bånd” 

med relativt lyse gråtoner (relativ 

højt indhold af vanddamp 

i den øvre troposfære), som i 

en spiralbevægelse snor sig om 

centrum i den mørke kerne i den 

kommaformede skyformation for 

til sidst at udfylde hele kernen. 

Opfyldningen af L1 og L2 er gode 

eksempler på denne proces. Figuren 

viser også, at den horisontale 

udstrækning af L1 er betydeligt 

større end i L2 og L3. L1 er også 

med til at skabe betingelserne for 

udvikling af L2, ved at bidrage 

til dannelse af en øvre jet streak 

nedstrøms for ryggen i den øvre 

L1 bølge. L2 udvikler sig formentlig 

i venstre udgangsområde på 

denne jet streak. Verifikation 

af denne påstand kræver dog 


en nærmere analyse, som ikke 

er foretaget. L2 udviklingen er 

usædvanlig ved at blive meget 

intens (med vindhastigheder ved 

overfladen på mere end 25 m 

s -1 ) på trods af systemets lille 

horisontale udstrækning (ca. 

500 km) og korte tidsskala. L2 

udviklede sig fra ”ingenting” til 

maksimal intensitet på ca. 18 timer. 

Til sammenligning var Gudrun 

stormen [10] den 8. januar 

2005 mere end 48 timer om at nå 

samme stadie i sin udvikling. 

Alle cyklonerne i Figur 6 giver 

deres større eller mindre bidrag 

til i det lange løb at holde den 

generelle cirkulation i atmosfæren 

uændret (i fravær af naturlige 

eller menneskeskabte klimaændringer). 

Afsluttende bemærkning 

Denne artikel er ”inspireret” af 

kommentarer fra Juan Carlos 

Bergmann til artikelserien om extratropisk 

cyklogenese (Vejret nr. 

113, 115, 116, 117 og 118). Han 

efterlyste mere vægt på en fysisk 

forklaring. I nærværende artikel 

er dette forsøgt gjort ved bl.a. at 

se på den rolle extratropisk cyklogenese 

spiller i den generelle 

cirkulation. 

Litteratur 

[1] en.wikipedia.org/wiki/Atmospheric_circulation 

[2] Lorenz, E. N., 1967. The Nature 

and Theory of the General 

Circulation of the Atmosphere. 

World Meteorological Organization, 

1-159. 

[3] Li, L., A. P. Ingersoll, X. Jiang, 

D. Feldman, and Y. L. Yung 

(2007). Lorenz energy cycle of 

the global atmosphere based on 

reanalysis datasets, Geophys. 

Res. Lett., 34. 

[4] http://www.ecmwf.int/products/data/archive/descriptions/ 

e4 

[5] Palmén, E., and C. W. Newton, 

1969. Atmospheric Circulation 

Systems: Their Structure 

and Physical Interpretation. Academic 

Press, International Geophysics 

Series, Volume 13. 

[6] Nielsen, N. W., 2008. Udviklingsmønsteret 

i kraftige extratropiske 

lavtryk. Vejret, 116, 

1-16. 

[7] Petterssen, S., and S. J. Smebye, 

1971: On the development 

of extratropical cyclones. Quart. 

J. Roy. Meteor. Soc., 97, 457- 

482. 

[8] Deveson, A. C. L., K. A. 

Browning, and T. D. Hewson, 

2002: A classification of FASTEX 

cyclones using a high-attributable 

quasi-geostrophic verticalmotion 

diagnostic. Quart. J. Roy. 

Meteor. Soc., 28, 93-117. 

[9] Dacre, H. F., and S. L. Gray, 

2009: The Spatial Distribution 

and Evolution Characteristics of 

North Atlantic Cyclones. Mon. 

Wea. Rev., 137, 99-115. 

[10] Nielsen, N. W. og B. Amstrup, 

2005. En sammenligning 

af to kraftige storme over Danmark. 

Vejret, 104, 36-47.

Vintervejret 2009-2010 

Af Stig Rosenørn 

Vinteren 2009/2010 var som helhed 

meget kold og meget snerig. 

Der var underskud af nedbør, og 

soltimetallet var omkring det 

normale. Hyppigheden af blæst 

var ikke stor. 

Decembervejret var temmelig 

koldt, og der var landsdækkende 

hvid jul den 24. december sent 

på eftermiddagen. Vind omkring 

SE var fremherskende. Januarvejret 

var meget koldt med underskud 

af nedbør og overskud af 

sol, ligesom vind fra NE var mest 

fremherskende. Februarvejret var 

fortsat koldt med underskud af 

KLIMATAL FOR VINTEREN 2009 - 2010 

December Januar Februar Vinteren 

Døgnmiddeltem pera tur 0.8(1.6) -3.2(0.0) -2.2(0.0) -1.5(0.5) 

Døgnmiddelmax. temp. 2.6(3.7) -1.3(2.0) -0.4(2.2) 0.3(2.6) 

Døgnmiddelmin. temp. -1.4(-0.7) -5.6(-2.9) -4.7(-2.8) -3.9(-2.1) 

Abs. højeste temp. 9.7 (10.4) 4.9(8.3) 7.2(9.1) 9.7(11.0) 

Abs. laveste temp. -19.0 (-14.7) -18.0(-16.3) -16.5(-15.8) -19.0(-19.0) 

Frostdage (min. >0°C) 19(15) 31(19) 24(19) 74(53) 

Isdøgn (max.

Figur 1. Vinterens termogrammer fra 

region Nordjylland, der var vinterens 

koldeste. Den røde kurve er den daglige 

maksimumtemperatur, den blå 

minimumtemperaturen og den grå 

normalen. Kurverne er baseret på 

interpolation af stationsdata i et finmasket 

gridnet over regionen. Grafik: 

dmi.dk/Vejrarkiv. 

sol og vind omkring E var fremherskende. 

Pr. definition indgår vejret i 

månederne december, januar og 

februar i vinterens vejr og for de 

enkelte måneder blev de vigtigste 

klimabeskrivende gennemsnitstal 

for landet som helhed som 

vist i tabellen, idet normalerne 

for perioden 1961-90 er angivet 

i parentes. 

Vejrforløbet i december 

I de første 10 dage af december 

er vejret mest mildt med nogen 

regn i en overvejende sydøstlig 

luftstrøm ved højt lufttryk over 

Vestrusland og lavtryksaktivitet 

over de Britiske øer. Højtryksforstærkning 

over Skandinavien 

betyder mere tørt og mere solrigt 

vejr med nattefrost i nogle dage 

frem til den 15.-16. I de næste 

4-5 dage er det koldt med nu og 

da sne. Der falder sne den 22., 

og sneen bliver stort set liggende 

til juleaften. Det blev landsdækkende 

hvid jul. En efterfølgende 

mildning fra W med nogen regn 

består derefter julen over til den 

30., hvor vinden går i NE med 

frost. Nytårsvejret er roligt og 

koldt og tørt med til dels streng 

frost. 

Decembervejret var således 

både mildt med regn og koldt 

med sne. 


Vejrforløbet i januar 

Ved gennemgående højt lufttryk 

over Island og Skandinavien er 

vejret koldt med frost og sne og 

nu og da også snefygning i stor 

set hele januar. I Nord- og Vestjylland 

falder der lokalt op til 60-70 

cm sne med store trafikproblemer 

til følge. Solen skinner nok 

så meget ind imellem, og først 

de sidste dage af måneden bliver 

vejret mere omskifteligt med lidt 

tøvejr, men fortsat mest frost. 

Januar måneds vejr var så-

ledes totalt domineret af koldt 

og snerigt vejr, nu og da med 

snefygning. 

Vejrforløbet i februar 

Ustadigt koldt vintervejr med sne 

dominerer de første 2-3 dage af 

februar. Derefter stiger lufttrykket 

over Skandinavien, Vestrusland 

og siden Island, og i en overvejende 

østlig og siden nordøstlig 

luftstrøm er vejret fortsat temmelig 

koldt, men også mest tørt 

frem til omkring den 17. Derefter 

bliver vejret mere ustadigt med 

nedbør, igen mest som sne ved 

lavtryksaktivitet over Sydskandinavien, 

og det kolde vejr består 

frem til den 24.-25. I de sidste 4 

dage er det tøvejr og regnfuldt 

fra W. 

Februar måneds vejr var således 

domineret af koldt vintervejr 

med nogen sne. Kun i de sidste 

4-5 dage var vejret mildt og gråt 

med regn. 

Figur 2. Middellufttryk ved havniveau 

og højden af 500hPa flade for 

december 2009, januar og februar 

2010 beregnet på basis af fire daglige 

DMI-HIRLAM analyser. Figurerne er 

produceret af Niels Woetmann Nielsen, 

DMI. 


Når en hurricane skifter ham: 

Ekstratropisk overgang af tropiske 

cykloner 

Af Annika Hald Collins 

Annika Hald Collins har tidligere 

skrevet i Vejret (nr. 111 og 112 

fra 2007, dengang med efternavnet 

Jensen) om sit studieophold 

i Florida. Nærværende artikel er 

et kort sammendrag af hendes 

speciale. Annika er nu ansat som 

meteorolog ved Vestas. 

Tropiske cykloner er et velkendt 

fænomen, selv i Danmark, der 

ligger fjernt fra de udsatte områder. 

Dette skyldes mediernes 

meget store opmærksomhed 

på disse cykloner med deres 

ofte store ødelæggelser og tab 

af menneskeliv. Mindre kendt 

er den proces, hvor en tropisk 

cyklon transformeres til en ekstratropisk 

cyklon – det vi opfatter 

som et vanligt lavtryk. Overgangen 

sker både over Stillehavet og 

Atlanterhavet. Det er først indenfor 

de seneste år, at forskningen 

på området er intensiveret. Den 

forestås primært af to grupper, 

hvoraf den ene fokuserer på overgange 

i Stillehavet og den anden 

i Atlanterhavet. 

Ekstratropisk overgang af tropiske 

cykloner sker, når en tropisk 

cyklon bevæger sig nordpå (på 

den nordlige halvkugle) uden at 

gå i land. Dette sker ofte, fordi 

en tropisk cyklon er styret af 

den overordnede strømning i 

området. I Atlanterhavet er der 

f.eks. ofte placeret et lavtryks- 


trug ned over den amerikanske 

østkyst, som vil styre de tropiske 

cykloner op langs kysten. På sin 

vej nordpå vil en tropisk cyklon 

begynde at svækkes, idet den 

bevæger sig over koldere vand 

og ind i et område med større 

vertikalt shear (vindændring 

med højden). Begge er forhold, 

som en tropisk cyklon ikke kan 

overleve. En tropisk cyklon lever 

af varm fugtig luft, som kommer 

fra den varme havoverflade 

i troperne, og den overlever kun 

så længe den er symmetrisk i sin 

struktur. Denne ville ødelægges, 

hvis der er for meget vertikalt 

shear i området, den bevæger 

sig i. Længere nordpå støder den 

ind i det ekstratropiske områdes 

barokline zone. Den barokline 

zone er en zone med stor horisontal 

temperatur gradient, 

også populært kaldet polarfronten. 

Cyklonen gennemgår her 

den proces, som ændrer dens 

struktur fra tropisk til ekstratropisk. 

Ved ekstratropisk struktur 

forstås blandt andet eksistens af 

et frontsystem og dertil hørende 

temperatur advektion. 

En ekstratropisk overgang 

sker, når cyklonen begynder at 

udvise asymmetrisk struktur, 

ofte observeret på satellit billeder. 

På figur 1A ses Hurricane 

Irene fra 1999, som har påbegyndt 

en ekstratropisk overgang. 

I stedet for en cirkulær struktur 

strækker den sig op langs den 

amerikanske østkyst. Skydækket 

koncentreres nord-nordøst 

for centrum på grund af, at den 

varme fugtige luft fra syd bliver 

presset op over fronten i den barokline 

zone. Fronten er forbun- 

Figur 1. Satellitbilleder af den ekstratropiske overgang af hurricane Irene 1999. 

A) 18/10 1999 12 UTC, B) 19/10 1999 00 UTC, C) 19/10 1999 12 UTC, D) 

20/10 1999 00 UTC.

det med hældende isentropiske 

temperaturflader, hvilket også 

betyder, at tør luft fra nord siver 

ned af fronten vest for cyklonen. 

Dette nedbryder det dybe skydække 

vest og syd for cyklonens 

centrum. Forskydningen af varm 

og kold luft styres af cyklonens 

roterende strømningsfelt, som 

rækker ud over det kerneområde, 

som giver sig til kende i skydækket 

på satellitbilleder. På grund 

af denne advektion af varme og 

kulde bliver der dannet en varmfront 

nord for cyklonens centrum 

og en koldfront syd for cyklonens 

centrum. Varmfronten har det 

største skydække og er dermed 

mest synlig, hvorimod der ikke er 

så stort et skydække i tilknytning 

til koldfronten, som derfor ikke 

er så synlig på et satellitbillede, 

se figur 1B. 

Livet som ekstratropisk lavtryk 

Når en cyklon har gennemgået 

overgangen til et ekstratropisk 

lavtryk, kan den enten reintensivere 

(uddybes) eller svækkes. 

Nogle lavtryk reintensiverer så 

hurtigt, at de kan blive lige så 

stor en fare for skibsfart og kystområder, 

som da de var tropiske 

cykloner. Vindfeltet med kraftig 

vind og nedbør udvides under en 

ekstratropisk overgang. Grunden 

til, at nogle reintensiverer hurtigt, 

og andre svækkes, er stadig et 

vigtigt spørgsmål i forskningen, 

som der endnu ikke er fundet 

et entydigt svar på. Og det var 

det spørgsmål, der fangede min 

interesse og derfor blev emnet for 

mit speciale. 

For at komme tættere på svaret 

valgte jeg at undersøge ekstratropiske 

overgange i perioden 

1991-2001 over Nordatlanten. 

Jeg brugte ECMWF reanalyse 

Figur 2. Banen og stedet for gennemført transformation til ekstratropisk lavtryk 

for de hurtigt reintensiverende cykloner. Farverne definerer hvilken måned den 

ekstratropiske overgang fandt sted. Rød er september og blå er oktober. Data 

for banerne er fra the National Hurricane Center best track data, hvor man ikke 

altid følger cyklonen efter transformationen. Derfor er nogle af banerne ikke helt 

gennemførte på denne figur. 

ETA40, som på daværende tidspunkt 

var den bedste tilgængelige 

reanalyse til at studere overgangene. 

Dog er opløsningen på 

2.5°x2.5° ikke fantastisk, men 

det var dog muligt at se overgangene. 

Jeg var tvunget til selv at sætte 

kriterier for, hvornår en ekstratropisk 

overgang kunne finde sted, 

da der ikke tidligere er beskrevet 

en konkret definition af processen. 

De tre hovedkriterier jeg 

valgte var, at den tropiske cyklon 

skulle bevæge sig nord for 30°N, 

have ’tropisk storm’-styrke ved 

overgangen (min. 17 m/s ved 

overfladen) og ikke have gået 

permanent på land. Disse kriterier 

blev også sat for at gøre det 

nemmere at frasortere processer, 

som blandt andet skyldtes 

friktion eller andre svækkende 

effekter i troperne borte fra den 

ekstratropiske barokline zone. 

Jeg startede ud med at lave 

simpel statistik på den valgte periode 

og fandt gennem denne, 

at 50 % af alle tropiske cykloner 

i Atlanterhavet gennem den 11- 

årige periode opfyldte de kriterier, 

jeg havde sat. I alt gennemløb 37 

% af alle de tropiske cykloner 

en ekstratropisk overgang, og 13 

% døde ud over havet nord fra 

30°N, før de nåede den barokline 

zone. 

For at studere de hurtig reintensiverende 

cykloner definerede 

jeg udviklingen i tre scenarier. 

Enten kan cyklonen dø ud, hvilket 

reelt betyder at den aldrig 

reintensiverer med mere end 4 

hPa. Eller også kan cyklonen reintensivere, 

altså mere end 4 hPa. 

Hvis den reintensiverer med ≥1 

hPa pr. time, er det en hurtig 

reintensiverende cyklon. Det er 

disse hurtig reintensiverende lavtryk, 

som var hovedfokus i mit 

speciale. Det viste sig at være 15 

% af de cykloner, der gennemførte 

en ekstratropisk overgang, 

som hurtigt reintensiverede som 

ekstratropiske lavtryk. 

Det viste sig også, at de 15 

%, som hurtigt reintensiverede, 

alle gennemgik overgangen i 

september og oktober langs 

eller tæt på den amerikanske 


østkyst og bøjede af mod øst 

omkring Newfoundland, for 

her hurtigt at reintensivere på 

vej mod Nordeuropa. Figur 2 

på foregående side viser banen 

samt stedet, hvor transformationen 

til ekstratropisk lavtryk var 

gennemført. 

Hurricane Irene 1999, et 

pragteksemplar 

Den cyklon, som gennemløb 

den største reintensivering, var 

hurricane Irene fra 1999, se hele 

overgangen på figur 1A-D. Det 

var netop dette tilfælde af ekstratropisk 

overgang, som inspirerede 

mig til at lave specialet. 

At det så viste sig at være den 

voldsomste af dem alle sammen 

kom lidt bag på mig. Hurricane 

Irene var et pragteksemplar af 

en ekstratropisk overgang. Jeg 

brugte blandt andre Hurricane 

Irene til at undersøge, om der 

var en forskel i processerne for 

de hurtigt reintensiverende cykloner 

og dem, som ikke reintensiverede. 

Der gjorde jeg ved 

at lave nogle case studies. Hertil 

brugte jeg ECMWF Interim reanalyse, 

som blev offentliggjort 

midt under mit speciale arbejde. 

Den pågældende reanalyse har 

en opløsning på 1.5°x1.5° og 

højere vertikal opløsning end 

ERA40. 

Det fremgik, at processerne 

i et hurtigt reintensiverende tilfælde 

adskilte sig fra de andre 

ekstratropiske overgange. I Irenes 

tilfælde og de andre hurtigt 

reintensiverende tilfælde bevæger 

cyklonen sig ind i en kraftig 

zone af baroklin instabilitet 

nedstrøms for et trug straks efter 

at have forladt troperne med det 

varme havvand. Denne kraftige 

instabilitet bevirkede dyb kon- 


Figur 3. Den vertikale PV [Km 2 /kg s] udvikling i enhed 1 PVU, hvilket er 

10 -6 Km 2 /kg s. Den venstre kolonne er et vest-øst tværsnit og højre kolonne et 

syd-nord tværsnit. Pilen indikerer stedet for minimum tryk i cyklonen. 

vektion nord for cyklonen, da 

den varme fugtige luft advekteredes 

ind i det instabile område og 

forårsagede kraftig opdrift. En tilsvarende 

dyb konvektion var ikke 

til stede i de andre scenarier. Den 

dybe konvektion resulterede i en 

negative PV anomali (Potentiel 

Vorticitet) i den øvre troposfære, 

se figur 3. Anomalien forsinkede 

vekselvirkningen mellem de øvre 

og nedre troposfæriske proces-

ser, som normalt finder sted 

ved dannelse af ekstratropiske 

lavtryk, og forsinkelsen virkede 

forstærkende på processen. Den 

blev nærmest eksplosiv i Irenes 

tilfælde, da den endelig fandt 

sted, og dette resulterede i den 

hurtige reintensivering, som cyklonen 

gennemgik. Den uddybedes 

med næsten 2 hPa pr. time 

over 24 timer, ned til ca. 945 hPa. 

Intensiveringen bevirkede også 

en okklusion af fronterne kort 

tid efter transformationen, hvilket 

betød, at lavtrykket begynder 

at svækkes. Dette skyldes, 

at der ikke længere er varm- og 

kuldeadvektion i lavtrykket, som 

er energikilden i et ekstratropisk 

lavtryk. 

Den anden hurtigt reintensiverende 

cyklon, som jeg analyserede, 

gennemgik i hovedtræk 

de samme processer som Hurricane 

Irene, hvilket de to andre 

cykloner, jeg undersøgte, ikke 

gjorde. Det drejede sig om en ikke 

reintensiverende cyklon samt en 

cyklon, der døde ud, inden overgangen 

var gennemført. I deres 

tilfælde var der ikke så stor/ingen 

baroklin instabilitet tilstede i det 

område, cyklonerne bevægede 

sig ind i efter at have forladt troperne. 

Derfor konkluderede jeg i 

mit speciale, at styrken og placeringen 

af den barokline instabilitet 

i ekstratroperne spiller en stor 

rolle i udviklingen af lavtrykket 

efter transformationen. 

Boganmeldelse: Xplore Geografi 7 

At udforske naturen generelt 

og geografien specifikt er, som 

bogens titel lægger op til, altid 

spændende. I geografien er der 

kort, byer, jordbund og det, der 

rører os allermest; Vejret og alt 

det, som det bringer med sig. 

Xplore Geografi 7 er første del 

af den nye serie til undervisning 

i geografi på 7. til 9. klassetrin. 

Serien kommer fra Geografforlaget 

og herværende bog er skrevet 

af Poul Kristensen. Sideløbende 

udgiver Geografforlaget også 

Xplore Biologi og Xplore Fysik/ 

kemi. 

Bogen er bygget op af forholdsvis 

korte kapitler i seks større 

temaer om henholdsvis kortlæsning, 

vejr og klima, geologi, bygeografi, 

vands kredsløb og den 

livgivende jord. Emnerne er fint 

beskrevet, men nogle gange har 

redaktørerne været lidt for ivrige i 

den sproglige redaktion. I jagten 

på korte, klare sætninger er der 

røget en del kommaer ud i de 

sætninger, der trods alt består 

af mere end et led. Det er sikkert 

ligegyldigt for læserne i 7. 

klasse - og så alligevel ikke...og 

den norske by Trondheim staves 

med ’d’! 

Emnerne er tiltrækkende opbygget 

med lækre figurer og 

opgaver undervejs. Emnerne 

afsluttes med en opslagsside, 

hvor emnets vigtigste begreber 

ridses op. 

I bogens vejrdel kommer forfatteren 

vidt omkring, og både 

begreber som vores velkendte 

femdøgnsprognose og dens tilblivelse 

samt lidt sværere begreber 

som Albedo og Corioliskraft 

er i spil. 

Trods skønhedsfejlene er jeg 

sikker på, at Xplore Geografi nok 

Hvis emnet har fanget din interesse, 

er du meget velkommen 

til at kontakte mig for at få en kopi 

af mit speciale, hvor der også er 

meget baggrundsviden om ekstratropisk 

overgang og om, hvor 

langt forskerne er nået i deres 

arbejde med emnet. Derudover er 

der selvfølgelig alle mine analyser 

og konklusioner. E-mail: anhco@ 

vestas.com. 

Prøv også i den kommende sæson, 

hovedsagelig august-oktober, 

at holde øje med de tropiske 

cykloner i Atlanterhavet. Der er 

temmelig sikkert en eller flere tropiske 

cykloner, som gennemgår 

en ekstratropisk overgang langs 

den amerikanske østkyst. 

skal blive vel modtaget. De meget 

jordnære emner er lette at 

forholde sig til, og bogens flotte 

grafikker hæver niveauet betragteligt. 

Bjarne Siewertsen, videnskabsjournalist 

Xplore Geografi 7 

Forfatter Poul Kristensen 

128 sider 

Geografforlaget 2010 

Vejledende pris: 190 kroner. 


Spørg VEJRET 

Når det regner uden skyer.. 

Viggo Petersen, Kalundborg, har 

sendt os det billede, der pryder 

bladets forside. Han knytter følgende 

kommentar til billedet: 

Som tidligere pilot og mangeårig 

medlem af Dansk Meteorologisk 

Selskab har jeg næret stor interesse 

for vejrfænomener og disses 

forklaring. Det var derfor med 

stor undren jeg oplevede regn fra 

en helt skyfri himmel! Efter nogle 

dejlige forårsdage i Sydfrankrig, 

i en lille bjergby, Callian, der 

er naboby til Fayence, startede 

dagen den 27. marts med herligt 

solskinsvejr fra morgenstunden, 

efter et par overskyede dage 

med lidt regn. Allerede ved middagstid 

var temperaturen oppe 

omkring 20 grader. Lidt hen på eftermiddagen 

kom en iskold vind 

fra vest, så vi trak indenfor. Så 

kom der den flotteste regnbue på 

himlen, og det regnede på bordet 

ude på terrassen. 

Vi måtte ud og se hvad det 

var for et fænomen. Vi kiggede 

horisonten rundt, ikke en sky på 

himlen, men det regnede! 

Kan der mon være tale om, at 

den kolde vind kunne få vanddampen 

til at kondensere lige 

over vore hoveder og falde ned 

som regn, uden skydannelse? 

Jeg havde desværre ingen instrumenter 

der kunne fortælle mig 

dugpunktstemperaturen. 

Din undren vil sikkert være delt af 

mange. Måske vil det også undre, 


at ’fænomenet’ faktisk har lidt at 

gøre med en føhn-effekt og som 

sådan er knyttet til bjergområder. 

Henrik Voldborg havde oplevelsen 

på Azorerne i 2004 (Vejret 

nr. 102, februar 2005, side 18): 

”Torsdag den 9. december oplevede 

vi noget nyt – nemlig 

frisk nordvestenvind med kraftige 

vindstød og kun 15 grader 

om morgenen (uh, hvor var det 

koldt..). Byger dannedes over 

bjergene, mens skyerne gik i opløsning 

på vej ned mod sydkysten. 

Da oplevede vi at få let regn 

fra en nærmest skyfri himmel – 

regndråberne overlevede nemlig 

turen over bjerget med den kraftige 

vind, mens skydråberne gik i 

opløsning – noget vi også har set 

en anden gang på La Gomera (en 

af Canarieøerne), hvor der oven 

i købet optrådte en regnbue mod 

den klare himmel”. 

Kan Voldborgs udlægning finde 

anvendelse på Callian-forløbet? 

Lad os se på omstændighederne. 

Den lille by ligger i ca. 300 meters 

højde16 kilometer nordvest 

for Cannes på Middelhavskysten 

i et kuperet terræn af mindre 

bjerge, der generelt sænker sig 

mod sydøst, men mod nordvest 

rejser sig til højder mellem 1200 

og 1600 meter ikke så langt fra 

Callian. 

Den 27. marts passerede et 

mindre lavtryk vestfra henover 

området. Det blev efterfulgt af 

en kølig og især nær overfladen 

visse steder kraftig nordvesten- 

vind (en mistral). I Cannes måltes 

vindstød på 39 knob (hård 

kuling). I koldluften dannede 

solopvarmningen iflg. satellitbilleder 

mange byger over det provencalske 

højland lige nordvest 

for Callian, mens skydækket pga. 

terrænhældningen tyndede ud 

mod sydøst (føhn-effekten). Det 

harmonerer fint med Voldborgs 

fremstilling: skydråberne er små 

og fordamper på vejen ned mod 

Callian, men regndråberne overlever 

i kraft af deres størrelse og 

den stærke vind. De er dog også 

under fordampning, - en proces, 

der bruger varme og dermed bidrager 

til at gøre vinden koldere 

end en ’normal føhnvind’. 

Det regnede fra en skyfri himmel, 

ja. Men der har været en 

leverandør, som blot fjælede sig 

et sted ude mod nordvest bag 

højdedragene. 

Leif Rasmussen 

En ret speciel sky 

Det må være en af H.M. Dronningens 

hatte, var den umiddelbare 

reaktion fra et fremtrædende 

medlem af redaktionen. Og det 

er da også en sky ud over det 

sædvanlige, vi gengiver på næste 

side. Den blev set og fotograferet 

den 14. april 2010 ved Horsens 

af Verner Topsøe-Jensen, som 

skriver følgende: 

Efter en skyfri formiddag uden én 

sky på himlen og en temperaturstigning 

fra ”is på bilen” til 14 gra-

Umiddelbart er det svært at afgøre, om ’hattepulden’ ligger højere end ’hatteskyggen’ 

eller blot nærmere fotografen. Formentlig er det det sidste, der er 

tilfældet. Omridset af en ’usynlig cumulus’ nederst i skyen ses på begge billeder, 

som er optaget med mindre end to minutters mellemrum, men ikke med samme 

zoom-indstilling. 

der, opstod en usædvanlig sky i 

løbet af få minutter ved 13-tiden. 

Skyen startede uden ”huller”, men 

ret hurtigt kom der huller, som 

ses på billede 1 (øverst). Skyen 

var usædvanlig turbulent, og de 

tynde striber foroven til venstre 

på billede 2 (nederst) tumlede 

rundt som om det var en vandret 

liggende skypumpe. Ved at køre 

lidt rundt og vurdere vinkler mener 

jeg at være kommet frem til at 

skyen opstod i ca. 1000 m højde. 

Jeg kan yderligere oplyse, at 

skyen hang nøjagtigt over en 

terrænstigning på ca. 70 m fra 

Hansted Ådal vest for Horsens 

og til det omliggende landskab 

nordfor, hvorfra billederne er taget 

mod syd ud over den lavere 

liggende ådal. 

Det kan være vanskeligt at forklare 

en skydannelse ud fra et fotografi, 

men spørgeren har med 

sine kommentarer lagt bolden til 

rette, og her er et skudforsøg: 

Når en cumulussky – en konvektiv 

celle – skyder i vejret, kan 

man med lidt tålmodighed følge 

både væksten og den turbulente 

omrøring, der optræder i skyen. 

Sker det, at skyen møder et tyndt, 

fugtigt luftlag, kan dettes fugtighed 

fortættes som følge af den 

afkøling, løftet medfører, og en 

kort tid danne en ’skykappe’ over 

og omkring toppen, indtil den 

bliver opslugt af skyen. Denne 

flygtige skytype kalder man en 

pileus-kappe. 

Det mønster, vi ser på billederne, 

er utvivlsomt en sådan 

kappe – med én væsentlig undtagelse: 

cumulusskyen mangler. 

Luften er for tør, men solopvarmningen 

vil stadig frembringe konvektive 

celler eller bobler, blot 

uden kondensation. En flok 

kredsende måger kan røbe tilstedeværelsen. 

Men i det aktuelle 

tilfælde eksisterer der faktisk et 

fugtigt luftlag, og det løftes af 

den ’usynlige cumulus’, som det 

indhyller. Dets fugtighed kondenseres 

og kommer derved til 

at tegne omridset af den opstigende 

boble. Hullerne i kappen 

opstår gradvis ved opblanding 

med den tørre luft. 

Dette var en beskrivelse af 

dannelsen, som den kan aflæses 

af strukturen. Når det gælder årsagen, 

må vi begive os lidt ud i 

gætteriet. Det er rimeligt at tro, 

at solopvarmningen har spillet 

en væsentlig rolle. Den var stærkest 

netop kl. 13 (sommertid), da 

solen stod højest på himlen. Bymæssige 

bebyggelser opvarmes 

mest og er ofte kilden til de første 

cumulus-dannelser. I det aktuelle 

tilfælde kan det være terrænhældningen 

mod syd, der har betinget 

en forøget opvarmning. Blot kan 


det undre, at mønstret optræder 

så isoleret, for hele området er jo 

ganske kuperet - kan der være en 

anden årsag med i spillet? Måske 

skal vi se på den store temperaturforskel 

mellem landets varme 

indre og det endnu kolde hav, 

der begunstiger søbrisedannelse. 

En lokal søbrisefront kan have 

leveret det puf, der satte gang i 

konvektionen, men nu er vi absolut 

på gyngende grund... 

Uden det fugtige luftlag i en 

ellers tør atmosfære var bevægelsesmønstret 

forblevet ubemærket, 

når vi ser bort fra eventuelle 

måger. Laget kan vha. satellitbilleder 

identificeres som resterne 

af en kraftig cumulusstribe (en 

’konvergenslinie’) dagen før mellem 

Vänern og Vättern. Endnu i 

de tidlige morgentimer sås den 

som en lille ansamling af stratocumulus 

ved det nordlige Djursland, 

men opløstes herefter, 

indtil den (mere gætteri!) blev 

bragt for dagen af et hot spot 

ved Horsens. Mønstret vil være 

sjældent i Danmark, men kan 

opleves i bjerge som resultatet 

af mekanisk turbulens. 


Formen på iskrystaller 

Fra Jens Kirkegaard i Hørsholm 

har redaktionen modtaget et billede 

af iskrystaller samt dette 

spørgsmål: 

Snefnug har mange former, ved 

vi. Men hvorfor samler de sig i 

små stave (’mini-riskorn’) som 

jeg oplevede det i forrige uge? Det 

ville jeg egentlig gerne have en 

forklaring på, da jeg ikke mindes 

at have set lignende nogensinde. 

Kan bladet hjælpe? Optagelse 

10.03.2010 kl. 08.15, Hørsholm. 


Figur 1. Isnåle fotograferet af Jens Kirkegaard i Hørsholm i morgentimerne den 

10. marts. Nålene ligner små stave eller korte hvide hår. 

Figur 2. Et eksempel på Bentley’s fotooptagelser fra omkring 1902.

Falder der snefnug på ens bil eller 

trøjeærme, henfalder man let 

til undren. De mange og ofte 

yderst regelmæssige former og 

den flygtige eksistens fascinerer 

os. For nogle blev fascinationen 

et livsindhold. En amerikansk 

farmer, Wilson A. Bentley (’The 

Snowman’), havde, da han fyldte 

15 år, fået et gammelt mikroskop, 

og det blev hans skæbne. Fem år 

senere, i 1885, fotograferede han 

sit først snefnug. Gennem årene 

blev det til adskillige tusinde fotos, 

møjsommeligt tilvejebragt 

med den største omhu. Alle var 

på en eller anden måde sekskantede, 

men ikke to var ens. En bog, 

han i samarbejde med en meteorolog 

udgav kort før sin død i 1931 

(af lungebetændelse, erhvervet i 

en snestorm!), indeholdt 2.500 

afbildninger, som har inspireret 

forskere verden over. 

En af dem kan sagtens have 

været japaneren Ukichiro Nakaya. 

Som uddannet fysiker 

kom han i 1930 til universitetet 

i Hokkaida – stedet, der er 

kendt for enorme snemængder 

om vinteren. Han opstillede en 

klassifikation af naturlige snekrystaller, 

men derefter var det især i 

laboratoriet, han slog sine folder, 

og i 1936 frembragte han verdens 

første kunstige snekrystal. 

Laboratoriefaciliteterne tillod 

studiet af krystallernes udvikling 

under kontrollerede forhold, og 

med forfinet teknik har man i vore 

dage ganske godt styr på de faktorer, 

der bestemmer udformningen 

af en snekrystal – dens morfologi. 

Den ’ideelle sammenhæng’ 

illustreres i diagrammet figur 3. 

Afgørende er temperaturen og 

fugtighedsgraden. Den sidste er 

på den lodrette akse udtrykt ved 

graden af ’overmætning’, dvs. 

Figur 3. Morfologien af iskrystaller, dyrket i laboratoriet, som funktion af temperatur 

og overmætning i forhold til is hhv. vand. Kilde: SnowCrystals.com. 

mængden af H 2 O-molekyler, der 

er til rådighed for opbygningen. 

Molekylerne er fastere bundet i 

en ispartikel end i en vanddråbe. 

Vi siger, at mætningstrykket er 

lavere over is end over vand, hvilket 

får molekylerne til at vandre 

fra (underafkølede) vanddråber 

til ispartikler i en atmosfære, der 

kun er mættet i forhold til is. 

Forskellen i mætningstrykket er 

temperaturafhængig som vist 

ved kurven i diagrammet. 

Den basale form er det sekskantede 

prisme, der opbygges 

omkring iskim eller frysekerner, 

som vil være til stede i atmosfæren 

i varierende mængde. 

Under visse forudsætninger sker 

den videre tilvækst fra prismets 

to grundflader. Resultatet bliver 

søjle- eller nåleformede former, 

som kan være hule eller solide. 

Under andre forhold er det prismets 

sideflader eller hjørner, 

der vokser. Et naturligt snefnug 

vil under faldet blive udsat for 

varierende temperatur- og fugtighedsforhold 

og kan dermed 

være resultatet af begge tilvækstformer. 

Hvert fnug fortæller sin 

egen historie om atmosfæren 

over os. 

Diagrammet viser, at de største 

og smukkeste ’snestjerner’ 

kan forventes dannet ved ca. 

-15 ºC og en høj fugtighedsgrad 

(overmætning i forhold til vand). 

Isnåle finder vi ved en tilsvarende 

høj fugtighedsgrad, men en temperatur 

på kun -5 ºC. Ved meget 

lave temperaturer optræder der 

ganske små søjle- eller pladeformede 

prismer. Dem oplever vi 

som højtliggende cirrusskyer, ofte 

forbundet med halo-fænomener. 

Optræder de ved jordoverfladen, 

sker det ved streng frost og skyfrit 

vejr. Er de belyst af solen eller 

kunstigt lys, fortæller den engelske 

betegnelse diamond dust alt 

om udseendet. 

Isnåle falder, som det var tilfældet 

i Hørsholm, typisk fra lave 

tågeskyer. De kan falde enkeltvis 

eller sammenvokset til små snefnug, 

hvor nålestrukturen stadig 

er let genkendelig. Samme skytype 

afgiver undertiden underafkølet 

finregn eller kornsne. 

På Jens Kirkegaards billede røber 

det nubrede udseende af vinduesviskeren, 

at let isslag faktisk 

er forekommet på et tidspunkt. 



Historien om: 

Et rekordagtigt vinterhøjtryk 

Af Leif Rasmussen 

Jord- og havoverfladens egenskaber 

smitter af på lufthavet. 

Er overfladen kold, forøges den 

overliggende lufts tæthed/massefylde 

og med den overfladetrykket 

– omvendt over en varm 

overflade. Om vinteren (perioden 

fra oktober til og med april) finder 

vi derfor en udtalt tilbøjelighed til 

højt lufttryk over kontinenterne, 

hvor der ikke som i oceanerne er 

en varmereserve at tære på. 

Detaljerne i dette mønster 

varierer fra dag til dag – og fra 

år til år. I den nys overståede 

vinter var tendensen forstærket i 

et mønster, der fortrinsvis sendte 

de milde atlantiske luftmasser 

mod nord til Grønland, men til 

gengæld blokerede for disses indtrængen 

over Nordeuropa, der 

følgelig fik en ’kontinental vinter’ 

med temperaturer under det normale 

for årstiden. Ganske uvant i 

forhold til den cirkulationstype, 

vi gennem en årrække har vænnet 

os til, og kun en hårsbredde fra 

en gammeldags isvinter.. 

Særlig standhaftigt viste ’det 

sibiriske højtryk’ sig at være. Det 

var forbundet med vedvarende 

streng frost, og trykfordelingen 

begunstigede vintermonsunen: 

eksport af kulden både mod øst 

til Kina (hvilket er normalt) og 

mod vest til Nordeuropa. Mønstret 

var særlig udtalt i vinterens 

hjerte, hvilket vejrkortet i figur 


1 viser et eksempel på. Da vinden 

jo blæser med uret rundt 

om et højtryk, var der faktisk 

omkring tidspunktet østenvind 

på hele strækningen fra Kina til 

Danmark. I centret af højtrykket 

udviser den maskinelle analyse 

et tryk på 1070 hPa i Mongoliet, 

hvilket er usædvanligt. 

Endnu mere usædvanligt var 

de rapporterede lufttryk fra områdets 

vejrstationer (figur 2). To af 

dem overskred nemlig den gamle 

verdensrekord for overfladetryk, 

1083,8 hPa (der blev sat den 31. 

december 1968 i Agata, Sibirien, 

ca. 1.900 km nordligere). Højest 

nåede Gandan Huryee (WMO 

44221, position 49.7°N, 95.8°E, 

markeret med rødt i figuren), 

med 1086,2 hPa. Rekorden kan 

imidlertid ikke anerkendes. Det 

skyldes landets natur. 

Lufttrykket ved en lokalitet 

er vægten af den overliggende 

luft. Barometret er den vægt, der 

benyttes ved målingen. Trykket 

må nødvendigvis aftage med 

højden, og vejrkortets isobarer 

skal for sammenligningens skyld 

beskrive trykket i et bestemt niveau, 

nemlig havoverfladens 

(QFE, med luftfartens kodesprog). 

I praksis er man henvist 

til at foretage sin måling i en vis 

højde over havet (”stationstrykket”, 

QFF), og derefter addere 

bidraget fra den fiktive luftsøjle 

mellem stationen og havoverfladen. 

Man ’reducerer målingen til 

havoverfladen’. 

Mongoliet, der er næsten tre 

gange større end Frankrig (men 

med en befolkning på under 3 

mio.), er en bjergrig højslette, 

der ligger klemt inde mellem Kina 

’Dzud’ er den lokale betegnelse for en tørkesommer efterfulgt af et langvarigt 

vinterligt snedække. Resultatet ses på billedet.

mod syd og Rusland mod nord. 

Gandan Huryee ligger 1.421 meter 

over havet i landets nordvestlige 

hjørne, og af de 10 vejrstationer, 

der ligger indenfor ca. 300 

km’s afstand, ligger kun to under 

1.000 meters højde. QFE vil altså 

være væsentligt højere end QFF. 

Hvor meget højere afhænger af de 

egenskaber, der tillægges den fiktive 

luftsøjle. Ved bestemmelsen 

af disse tager man udgangspunkt 

i temperaturen ved stationen på 

observationstidspunktet. Jo lavere 

den er, jo højere QFE. 

Gandan Huryee er ikke en af 

de stationer, DMI modtager data 

fra, men internettet kommer os 

til hjælp. Den 19. januar kl. 21 

UTC var temperaturen ved stationen 

’i bund’ med minus 44,5 

ºC og den fiktive luftsøjles bidrag 

til QFE dermed maksimalt. ’Rekorden’ 

var i hus. 

Problemet var, at den meget 

lave temperatur kun optrådte i et 

meget tyndt bundlag og således 

ikke var repræsentativ for luft- 

Figur 2. Vejrobservationer den 19. januar 2010, 21 UTC. Gandan 

Huryee (markeret med rødt) melder temp./dugpunkt på 

-44,5/-48,2 og tryk på (1)0862. Kilde: VWK, Holland. 

Figur 1. Vejrkortet den 20. januar 2010, 00 UTC. Kilde: GFS/ 

Wetter Online. 

massen. Såvel dagens maksimumtemperatur 

som data fra 

den russiske radiosondestation 

Kyzyl (247 km nord for Gandan 

Huryee) peger på minus 30 ºC 

som et mere relevant temperaturniveau. 

I så fald havner QFE 

på ’kun’ 1075 hPa. Rekorden er 

væk, men overensstemmelsen 

med analysen i figur 1 til gengæld 

fin. 

Forholdene var ekstreme, men 

generelt anbefales det, at man 

afstår fra at reducere trykket til 

havoverfladen for stationer, der 

ligger højere end 600 meter. Dermed 

bortfalder en anden ’rekord’, 

der undertiden anføres, nemlig 

fra Tosontsengel, også i Mongoliet, 

som 19. december 2001 

meldte et tryk på 1085,6 hPa, idet 

den station ligger i 1.725 meters 

højde. Tilbage på sejrsskammelen 

- i 280 meters højde - står 

Agata med sine 1083,8 hPa. 

Også i numeriske analyser og 

prognoser for trykket i havniveau 

(de sædvanlige vejrkort) eksis- 

terer reduktionsproblemet i højlandsområder. 

Forskellige beregningsmetoder 

finder anvendelse. 

Det kan man se på fx prognoser 

for Grønland, hvor trykket over 

den centrale del afhænger af den 

anvendte model. En ”korrekt beskrivelse” 

findes ikke, blot forskellige 

grader af hensigtsmæssighed. 

Årets strenge vinter i Sibirien 

fik konsekvenser. En tredjedel af 

befolkningen i Mongoliet lever 

som nomader af landbrug og 

kvægavl – primært geder, får, heste, 

kameler og okser. Følges en 

tørkesommer af rigeligt snefald 

tidligt på vinteren, oplever man 

Dzud, den mongolske betegnelse 

for det forhold, at dyrene 

ikke kan skaffe sig føde og dør 

i stort antal. Det var tilfældet i 

år, hvor det anslås (Mette Holm, 

Danmarks Radio), at 5 mio. stk. 

kvæg er omkommet. Uden dyr 

søger nomadebefolkningen mod 

byerne, hvor der iværksættes 

nødhjælpsprogrammer.

Dansk Dansk Meteorologisk Meteorologisk Selskab 

Selskab 

KOMMENDE MØDER 

Vejrkonference i sensommeren/efteråret 2010 

Dansk Meteorologisk Selskab (DaMS) arbejder til stadighed på at fremme 

kendskabet til meteorologi og henvender sig til alle med interesse for vejret, 

klima eller meteorologi i bredere forstand. I den forbindelse påtænker vi her 

til sensommeren/efteråret at lave en vejrkonference i samarbejde med Vildtvejrsklubben 

(hvis mere specifikke formål er at samle alle, der er fascineret 

af vejret når det er vildt) og evt. også en række andre aktører. 

Vi ønsker gennem vejrkonferencen at fremme kendskabet til vores foreningers 

virke og belyse nogle af de aktiviteter og tilbud der er inden for dansk 

meteorologi. 

De endelige planer angående tid, sted og indhold for vejrkonferencen er endnu 

ikke fastlagt. Det kan dog nævnes, at det bliver enten her i sensommeren eller 

efteråret og der vil komme nærmere info angående arrangementet i August 

nummeret af VEJRET og på DaMS´s og VVK´s hjemmesider. 

Har du en god idé med hensyn til hvad en vejrkonference kunne indeholde, så 

tøv ikke med at skrive til enten jespereriksen2@hotmail.com eller thdolmer@ 

hotmail.com Efterårsmøde: (Thomas Dolmer Nielsen formand for Vildvejrsklubben). 

Mvh CO_2 Jesper udveksling Eriksen Jorden rundt med Galathea 

Medlem Lise Lotte af VEJRET´s Sørensen, redaktion DMU, og bestyrelsesmedlem Roskilde i DaMS. 

Tirsdag den 20. oktober 2009 kl. 19:00 

Auditoriet, Rockefeller Bygningen 

Juliane Maries Vej 30, 2100 København Ø

- tidsskrift for vejr og klima

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?