Hanne Poulsen: Jern- og skrot, skibe og skippere, s. 117-142
Hanne Poulsen: Jern- og skrot, skibe og skippere, s. 117-142
Hanne Poulsen: Jern- og skrot, skibe og skippere, s. 117-142
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Hanne</strong> <strong>Poulsen</strong><br />
<strong>Jern</strong> <strong>og</strong> <strong>skrot</strong>, <strong>skibe</strong> <strong>og</strong> <strong>skippere</strong><br />
<strong>Jern</strong>- <strong>og</strong> <strong>skrot</strong>farten<br />
på Frederiksværk<br />
Med en vis ret kan man kalde Stålvalseværket i<br />
Frederiksværk for Carolinernes moder, idet det<br />
har leveret stålet til deres bygning <strong>og</strong> derefter<br />
været skibstypens største arbejdsgiver med økonomisk<br />
tryghed <strong>og</strong>så i nedgangstider. Derfor skal<br />
afsnittet begynde med en præsentation af Det<br />
Danske Stålvalseværk, i officiel forkortelse DDS<br />
<strong>og</strong> af Carolinerfolket kaldt stålværket.<br />
Det Danske Stålvalseværk<br />
I mellemkrigsårene indkøbte den danske skibsbygningsindustri<br />
de fornødne plader <strong>og</strong> profiler i<br />
England, Belgien, Czekoslovakiet <strong>og</strong> USA. Men<br />
man var ærgerlig over at måtte give en langt<br />
højere pris for stålet fra de Udenlandske stålværker<br />
end de pågældende landes skibsværfter<br />
betalte. Derfor opstod tanken om dansk stålproduktion<br />
på basis af jern<strong>skrot</strong>. Den voksende politiske<br />
uro i 1930'eme <strong>og</strong> et almindeligt ønske om<br />
at spare valuta gjorde sit til at styrke ideen. Det<br />
var direktør H. P Christensen, Helsingør Skibs<strong>og</strong><br />
Maskinbyggeri, der t<strong>og</strong> initiativet til at oprette<br />
Det Danske Staalvalseværk, der blev startet som<br />
selskab i 1940.<br />
Man besluttede at placere stålvalseværket i Frederiksværk,<br />
der så sent som i 1907 havde fået<br />
rettigheder som købstad. Det ville støtte byens<br />
udvikling, <strong>og</strong> en beliggenhed ud mod Roskilde<br />
fjord var ideel, idet den gav DDS mulighed for at<br />
bygge en havn med udvidelsesmuligheder. Arresøen<br />
kunne dække den planlagte virksomheds<br />
store behov for fersk kølevand, <strong>og</strong> den nødvendige<br />
elforsyning kom fra Kyndbyværket ved Isefjorden.<br />
Produktionen begyndte i 1942 med to<br />
stk. gasfyrede Siemens Martin ovne <strong>og</strong> et valseværk<br />
for fremstilling af stang- <strong>og</strong> profilstål.<br />
I begyndelsen af 1947 hørte man, at der i USA, i<br />
byen Youngstown i Ohio var et godt pladevalseværk<br />
til salg. To af Staalvalseværkets ingeniører<br />
rejste over <strong>og</strong> besigtigede det, <strong>og</strong> på deres anbefaling<br />
t<strong>og</strong> H. P. Christensen over for at træffe<br />
nærmere bestemmelse. De ca. 1.500 tons maskingods<br />
blev købt, adskilt, mærket <strong>og</strong> gjort klar til<br />
den lange transport, først med t<strong>og</strong>, siden ind<strong>skibe</strong>t<br />
på S/S BLEKINGE, der i juli 1947 kunne<br />
aflevere valseværket i Frederiksværk.<br />
Umiddelbart efter at handelen i USA var afsluttet,<br />
oprettede DDS en særlig byggeafdeling, <strong>og</strong><br />
der blev kontraheret med firmaet Kampsax for<br />
opfyldnings- <strong>og</strong> byggearbejder. Fra USA havde<br />
man trods alt kun fået en del, omend en meget<br />
<strong>117</strong>
vigtig del, af det udstyr, der var nødvendigt for et<br />
pladevalseværk. Et areal på 130.000 m 2 blev fyldt<br />
op, <strong>og</strong> der blev anlagt en havn med en lang mole<br />
<strong>og</strong> ret stor vanddybde. Der skulle bygges et<br />
særligt ovnanlæg til opvarmning af blokkene<br />
inden valsning, etableres højbaner, kraner, transportrullebånd,<br />
kølebeddinger, sakse m.m., hvortil<br />
kom en betydelig udvidelse af vand- <strong>og</strong> elektricitetsforsyningen<br />
samt anlæg af egne jernbanespor.<br />
De maskintekniske dele blev leveret af danske<br />
firmaer, men for at få de mest moderne ovne<br />
blev hovedtegningerne til de nye Siemens-Martin<br />
ovne, hvori jern<strong>skrot</strong>tet skulle smeltes, leveret fra<br />
Maerz i Østrig <strong>og</strong> tegningerne til dybovnene fra<br />
firmaet Salem i Ohio, USA. Hovedmotoren på<br />
4.500 HK blev bygget af Titan efter amerikansk<br />
forbillede.<br />
Samtidig blev stålværket udbygget. Den første<br />
smelteovn var færdig i juli 1949, <strong>og</strong> den første<br />
smeltning fandt sted. Den anden smelteovn blev<br />
sat igang den 27. oktober, <strong>og</strong> endelig den 2.<br />
november blev valseværket startet, <strong>og</strong> de første<br />
blokke blev valset ud.<br />
Valseværket fra USA kunne klare 120.000 tons<br />
pr. år, <strong>og</strong> det svarede til den indenlandske mængde<br />
af jern<strong>skrot</strong>. Det gamle jern, som var <strong>og</strong> er<br />
den væsentligste del af virksomhedens råmateriale,<br />
ankom enten med jernbane eller med skib.<br />
Det blev losset af kraner med kæmpe elektromagneter<br />
<strong>og</strong> oplagret i <strong>skrot</strong>gården. Herfra blev<br />
det lastet i kasser, som stod på v<strong>og</strong>ne, der på en<br />
højbane kørte ind foran ovnene. En særlig kran<br />
fyldte det gamle jern sammen med en vis mængde<br />
råjern i ovnen, <strong>og</strong> allerede under opfyldningen<br />
begyndte smelteprocessen. I hver af de to nye<br />
oliefyrede Siemens-Martin ovne kunne være 70<br />
tons gammelt jern. Smeltningen <strong>og</strong> raffineringen<br />
af denne mængde varede ca. seks timer. Det flydende<br />
stål støbtes i blokke, der ved kraften fra<br />
hovedmotoren blev ført frem mellem tre valser,<br />
indtil den ønskede tykkelse ned til 5 mm var<br />
opnået. Derpå blev pladen ført til afkøling, opmærkning<br />
<strong>og</strong> renklipning.<br />
118<br />
Fra slutningen af 1949 var Stålvalseværket i Frederiksværk<br />
klar til at levere plader <strong>og</strong> profiler i<br />
en tilpas hård <strong>og</strong> samtidig elastisk stållegering,<br />
der især var velegnet til skibsbyggeri. Det blev<br />
kaldt Siemens Martin stål efter den franskmand,<br />
der i 1864 havde opfundet legeringen. Den danske<br />
presse i efterkrigsårene taler om Siemens<br />
Martin stål som en kvalitetsbetegnelse, men det<br />
er det kun indirekte.<br />
I løbet af 1950 blev det stadig mere vanskeligt for<br />
danske virksomheder at få de nødvendige forsyninger<br />
af stål fra England <strong>og</strong> kontinentet. De<br />
danske forbrugere var nu næsten udelukkende<br />
henvist til DDS som leverandør af svære plader<br />
<strong>og</strong> delvis <strong>og</strong>så af profiler. Stålvalseværket var<br />
nået op på en månedlig produktion af 5.000 tons<br />
stang- <strong>og</strong> profiljern <strong>og</strong> ca. 4.000 tons grovplader.<br />
Men der var ved at blive knaphed på gammelt<br />
jern. Derfor blev der appelleret til befolkningen<br />
om at aflevere kasserede jernredskaber <strong>og</strong> andre<br />
jerngenstande til genbrug. Den 14. december<br />
1951 havde værket produceret 100.000 tons færdigt<br />
stål. En af årets leverancer var plader til<br />
H. C. Christensens Staalskibsværft i Marstal til<br />
værftets nybygning nr. 50, der skulle få navnet<br />
CAROLINE. Levering af plader <strong>og</strong> profiler fra<br />
DDS var nu af helt afgørende betydning for de<br />
danske skibsværfters virksomhed.<br />
I 1954 var man oppe på en samlet produktion<br />
af 130.000 tons stålplader. I 1964 var de fire<br />
Siemens-Martin ovne oppe på at producere<br />
351.000 tons. Samme år blev opført en mindre<br />
højovn, kupolovnen, som forarbejdede nyt råjern<br />
af stål<strong>skrot</strong> <strong>og</strong> kul. Dette blev tilsat Siemens-<br />
Martin ovnene flydende <strong>og</strong> var med til at øge<br />
produktionen. Råjernets funktion i processen er<br />
at tilføre smeltet kul, som er en vigtig bestanddel<br />
ved fremstilling af stål.<br />
Havnen blev udbygget i takt med værket. I midten<br />
af 1960'erne var den oppe på at omfatte ca.<br />
500 m løbende kajplads, <strong>og</strong> der blev bygget nye<br />
kraner til lastning <strong>og</strong> losning. Igen i 1970'erne
lev værk <strong>og</strong> havn udbygget, således at kaj arealet<br />
blev mere end fordoblet. Den tidligere Siemens-<br />
Martin smelteproces blev i 1975 erstattet af et<br />
nyt elektrostålværk, <strong>og</strong> i 1976 udgjorde den årlige<br />
produktion af grovplader ca. 300.000 tons, af profiler,<br />
stangjern <strong>og</strong> armeringsstål ca. 230.000 tons.<br />
Heraf gik omkring halvdelen til eksport.<br />
Carolinernes forgængere<br />
<strong>og</strong> samtidige i jernfarten<br />
Fra Stålvalseværkets første opstart var en sværm<br />
af små<strong>skibe</strong> i fart på Frederiksværk. Til værket<br />
blev bragt <strong>skrot</strong>jern <strong>og</strong> råjern, der skulle smeltes<br />
sammen, <strong>og</strong> efterhånden som produktionen steg,<br />
blev nyt stål en udgående fragt. De tungtlastede<br />
fartøjer var udsatte for at gå på grund, især når<br />
de i usigtbart vejr undlod at bruge loddet som<br />
kontrol for bestikket. Derfor kan notitserne i<br />
Dansk Søulykke-Statistik supplere den menneskelige<br />
erindring med hensyn til <strong>skibe</strong>ne <strong>og</strong> deres<br />
fragter <strong>og</strong> rejser. Referaterne af søforhøret fortæller<br />
<strong>og</strong>så hvad <strong>og</strong> hvor, det gik galt. Grønne<br />
Revle ved Isefjordens udløb var nok den mest<br />
frygtede grund, <strong>og</strong> Isefjorden, ja hele indsejlingen<br />
til Frederiksværk, var risikofyldt. Og vi behøver<br />
ikke at tale i datid. De samme farer lurer endnu<br />
på Carolinerne <strong>og</strong> deres efterfølgere.<br />
Det var mæglerfirmaet Frederiksværk Shipping,<br />
der ordnede papirerne ved alle ind- <strong>og</strong> udgående<br />
laster i Frederiksværk. Den nu pensionerede<br />
skibsmægler Otto Larsen kom til Frederiksværk<br />
Shipping i 1955. Han husker de små motorsejlere,<br />
der gennem mange år gik i fast fart med jern <strong>og</strong><br />
<strong>skrot</strong>. Det karakteristiske fartøj i farten var »en<br />
gammel hollænder, et jagtrigget sejlskib med<br />
hjælpemotor, bygget af jern med én stor luge<br />
midtskibs. De lastede en 120-170 tons. DYRNÆS<br />
<strong>og</strong> SKJOLDNÆS var bygget i 1890'erne, <strong>og</strong> det<br />
samme var TOGUN. Ja det hed den, da jeg startede,<br />
men så blev den solgt <strong>og</strong> døbt om til HERI.<br />
Både KONDOR <strong>og</strong> VERA MORTENSEN var bygget i<br />
Stadskanaal i 1909. Og VERONA NORD, mon det<br />
ikke var en gammel l<strong>og</strong>ger? CHRISTIAN BACH<br />
kom her, men ikke meget, for den var et træskib,<br />
<strong>og</strong> et træskib er nu ikke det rigtige til at sejle<br />
gammelt jern i. De er normalt for korte <strong>og</strong> rummer<br />
for lidt«.<br />
To n<strong>og</strong>et nyere <strong>skibe</strong> blev indkøbt fra Holland<br />
1952 <strong>og</strong> sat i fart på Frederiksværk. M/S HOLMI<br />
bygget 1927 (147 brt.) blev købt af skibsfører<br />
119<br />
Stålvalseværket i Frederiksværk<br />
fot<strong>og</strong>raferet af O. Gottliebsen i<br />
Oktober 1955.<br />
(H & S).
M/S SKJOLDNÆS,<br />
tjalk af Frederiksværk,<br />
bygget i Martenshoek 1892,<br />
gik i mange år i fast fart<br />
med jern <strong>og</strong> <strong>skrot</strong>.<br />
Gennem 50 år, fra 1928 til 1978,<br />
var SKJOLDNÆS en del af den<br />
danske småskibsflåde.<br />
Her fot<strong>og</strong>raferet i Københavns<br />
Havn af HMP.<br />
Holger B. Hansen, Marstal, der med de gode<br />
fragtpriser i de følgende år blev i stand til at<br />
bestille en Caroliner, der blev leveret i 1958 <strong>og</strong><br />
døbt GERT HANSEN efter sønnen. HOLMI blev<br />
solgt et par gange, men var 1961-65 i fart på<br />
Frederiksværk som M/S DORCA. Det andet skib<br />
PASSANT fra 1922 (112 brt) blev købt af skibsfører<br />
Hans Peter Petersen, Middelfart. Han var<br />
bror til Albert Petersen. Han solgte den i 1965 til<br />
skibsfører Hans Peter Andersen, der førte den på<br />
Frederiksværk, indtil han i 1975 blev skipper på<br />
CAROLINE.<br />
Forholdet mellem DDS<br />
<strong>og</strong> <strong>skibe</strong>ne i fart på Frederiksværk<br />
Gennem årene har antallet af <strong>skibe</strong> i jernfarten<br />
120<br />
været 10-12 stykker, <strong>og</strong> forholdet mellem DDS<br />
<strong>og</strong> <strong>skibe</strong>ne har været det samme. Fartøjerne er<br />
ikke chartret som sådan af stålværket, det befragter<br />
dem, <strong>og</strong> DDS har ikke skrevet n<strong>og</strong>en kontrakt<br />
med rederne. Samarbejdet hviler på en<br />
gentleman's agreement, hvorefter der er sikret<br />
rederen pris for en minimumslast. Gennem<br />
Rederiforeningen for mindre Skibe forhandler<br />
DDS rater med rederne en gang om året. Der er<br />
faste rater på sejlads <strong>og</strong> havneanløb inden for<br />
<strong>skibe</strong>nes virkeområde: Nordtyskland, Sydnorge,<br />
Sverige <strong>og</strong> danske havne. Fragtraterne er ikke de<br />
højeste på markedet, men fragterne er sikre <strong>og</strong><br />
mange. Det regnes for et stort gode, at der såvidt<br />
muligt skaffes en returlast. Derfor betragtes farten<br />
på Frederiksværk som den bedste fart, små<strong>skibe</strong>ne<br />
har haft herhjemme.<br />
Indtil 1966 var det Havnemester Ivar Kristensen,<br />
der på stålværkets vegne modt<strong>og</strong> ordrerne <strong>og</strong><br />
fordelte fragterne mellem <strong>skibe</strong>ne. Derefter fik<br />
stålværket sin egen befragter. Gennem mange år<br />
har Niels Lindegaard haft en nær kontakt med<br />
<strong>skibe</strong>ne præget af gensidig tillid 1 ).<br />
Ialt 12 mindre coastere blev i 1991 helt <strong>og</strong> holdent<br />
beskæftiget af Stålvalseværket, der var den<br />
virksomhed, der beskæftigede de fleste danske<br />
tilbageværende små<strong>skibe</strong>. Af disse var fire Carolinere,<br />
<strong>og</strong> kun én af dem, JANE ex JANTO var ikke<br />
forlænget.<br />
Frederiksværk Shipping<br />
Det er Frederiksværk Shipping, der siden stålværkets<br />
start har ordnet fragtafregningen. Hvis DDS<br />
selv afregnede, så ville det optræde som købmandsmægler,<br />
<strong>og</strong> så var det ikke sikkert, at de<br />
kunne holde <strong>skibe</strong>ne på den måde, de gjorde <strong>og</strong><br />
stadig gør. Der skal være en neutral person imellem.<br />
Selvom Frederiksværk Shipping altid har<br />
lagt vægt på at have et godt forhold til DDS, som<br />
de jo <strong>og</strong>så skal handle med, så er det <strong>skibe</strong>ne, der<br />
er mæglerens kunder, <strong>og</strong> som betaler ham.
Da Otto Larsen begyndte på kontoret i 1955,<br />
skulle han gennem en prøvetid, for det var en<br />
betingelse for hans ansættelse, at han kunne samarbejde<br />
med havnemesteren. De var da tre på<br />
kontoret, »den gamle mægler« Vagn Nielsen,<br />
Otto Larsen <strong>og</strong> et bud. Der var lidt kulimport <strong>og</strong><br />
der kom lidt cement til Frederiksværk, men kunderne<br />
var hovedsagelig fartøjerne i jernfarten.<br />
Når en handel var sluttet, udskrev mægleren et<br />
certeparti, <strong>og</strong> stålværket leverede så et konossement<br />
i så mange kopier, som man skulle bruge.<br />
Det var de udgående papirer. Mægleren skulle<br />
<strong>og</strong>så sørge for, at toldpapirerne var i orden. Dengang<br />
skulle de <strong>og</strong>så have toldsedler, når de sejlede<br />
indenrigs. Indtil midt i 1960'erne havde Frederiksværk<br />
sit eget Toldkammer.<br />
Med hensyn til de indgående papirer, så gik Otto<br />
Larsen hver morgen sin faste tur på havnen for<br />
at se, hvad der var kommet, <strong>og</strong> samle de papirer<br />
sammen, som mægleren skulle have fra dem, der<br />
var kommet med last. Papirerne t<strong>og</strong> Otto Larsen<br />
med hjem <strong>og</strong> ordnede dem, før han kørte på<br />
Toldkammeret. Skibene fik i b<strong>og</strong>en en side for<br />
hvert anløb. Her stod hvad <strong>og</strong> hvor meget, de<br />
havde med. Og så skrev mægleren regninger ud<br />
på, hvad de skulle have både for det indgående<br />
<strong>og</strong> udgående, <strong>og</strong> indkasserede pengene. Også<br />
havnepengene til DDS gik over mæglerkontoret.<br />
Frederiksværk Shipping udbetalte så pengene til<br />
rederen, det vil sige, efterhånden ville de fleste<br />
have dem sat ind på en bankkonto. Mange redere<br />
havde egen mægler ved siden af, så fik denne alle<br />
papirerne tilsendt for selv at betale regningerne.<br />
Vagn Nielsen døde i 1972, <strong>og</strong> sønnen Jørgen<br />
Nielsen overt<strong>og</strong> ledelsen. Efterhånden er de blevet<br />
flere på kontoret, <strong>og</strong> det er (Jens) Jacob Larsen,<br />
der går på havnen. Han har været i mæglerfirmaet<br />
siden 1973 <strong>og</strong> har et lige så stort kendskab<br />
til <strong>skibe</strong>ne <strong>og</strong> deres mennesker som sin forgænger.<br />
Arbejdsgangen i mæglerfirmaet har ikke<br />
ændret sig meget i de sidste 30-35 år. Men de<br />
gamle bøger er borte. De gik i fyret, da man for<br />
n<strong>og</strong>le år siden gik over til EDB. Når en udgående<br />
last er ordnet af stålværkets befragter, skriver<br />
Frederiksværk Shipping en befragtningsaftale ud<br />
fra de faste, aftalte rater. Der er en minimumsfragt<br />
på <strong>skrot</strong>, men den er her i 1991 ikke lige<br />
nem at overholde, for der er <strong>skrot</strong> i overflod.<br />
Derimod er der ikke minimum på udgående stål.<br />
Når <strong>skibe</strong>t er tillastet, kommer mægleren med<br />
ladningsdokumenterne, et konossement, i dag kaldet<br />
en BL (Bill of lading). Det skrives under af<br />
skibsføreren. Inden for Fællesmarkedet udfærdiges<br />
<strong>og</strong>så et tolddokument T2, der er et oprindelsescertifikat.<br />
Frederiksværk Shipping foretager<br />
en godsregistrering af varerne fra udlandet, <strong>og</strong><br />
dette papir sendes til Toldvæsenet med shippingdokumenterne<br />
som bilag. Til modtageren afleveres<br />
en godstalon betitlet Fortoldningsbegæring,<br />
selvom meget få betaler told, nu vi er i EU.<br />
121<br />
M/S DORCA af Marstal,<br />
ex HOLMI, ex BONAVISTA,<br />
bygget i Walterhuizen 1927,<br />
var 1961-1965 i fart på<br />
Frederiksværk.<br />
Her er den fot<strong>og</strong>raferet i Odense<br />
afP. Rasmussen 1964. (H & S).
Stålvalseværkets <strong>skrot</strong>gård<br />
hober <strong>skrot</strong>tet sig op.<br />
Tv. ses de af-fortinnede dåser,<br />
der er presset i pakker.<br />
T.h. er det svært <strong>skrot</strong>.<br />
Foto: HP 1991.<br />
Skrotjern<br />
Efterkrigstidens kampagner efter jern til genbrug<br />
gav et vældigt overskud. Nu forstod folk, at der<br />
var penge i gammelt jern. Det gamle støbejern<br />
gik tilbage til jernstøberierne, hvoraf der <strong>og</strong>så var<br />
et i Frederiksværk. Andet jern gik til Stålvalseværket.<br />
Skrotjernet blev indsamlet af små jernhandlere<br />
i stort set alle østjyske søkøbsteder fra<br />
Gråsten til Frederikshavn. Vestpå var det Esbjerg<br />
<strong>og</strong> Thisted. Carolineren Rio var det første skib i<br />
Frederiksværkfarten, der lastede <strong>skrot</strong> i Esbjerg.<br />
Skibet havde briketter med til Esbjerg fra Stralsund.<br />
Det var omkring 1963. En medarbejder fra<br />
DDS var med for at se, hvordan det var med<br />
tidevandet, men det gik godt nok. På Fyn var<br />
H. J. Hansens produkthandel i Odense storleverandør<br />
af <strong>skrot</strong>. Denne virksomhed har egen<br />
kajplads <strong>og</strong> er et af de få steder i Danmark, hvor<br />
der ophugges <strong>skibe</strong>. Desuden havde H. J. Hansen<br />
gennem en årrække <strong>og</strong>så sit eget skib IDA BAAGØ<br />
til <strong>skrot</strong>transporten. En mere speciel <strong>skrot</strong>leverandør<br />
var Nordisk Kabel <strong>og</strong> Tråd (NKT) i Mid<br />
122<br />
delfart. Her lastede <strong>skibe</strong>ne fejlsøm, søm der var<br />
frasorterede på grund af en ofte ubetydelig<br />
skævhed i hovedet. Mange kunne godt bruges<br />
alligevel, <strong>og</strong> de fleste om ikke alle af <strong>skrot</strong>fartens<br />
familier brugte fejlsøm fra NKT. I Strib hentede<br />
<strong>skibe</strong>ne af-fortinnede dåser. Det var dåser fra<br />
Haustrups fabrikker, der blev bragt til virksomheden<br />
Eltin i Strib. Her blev tinnet udvundet <strong>og</strong><br />
restmetallet presset i pakker.<br />
I 1960'erne var <strong>skrot</strong>tet enten stort jern som<br />
gamle landbrugsredskaber, eller det var n<strong>og</strong>et, en<br />
mand havde stået <strong>og</strong> klippet af større enheder.<br />
Dengang måtte de største stykker ikke være over<br />
1.40 m, så passede de til ovnene. Det kunne d<strong>og</strong><br />
<strong>og</strong>så være pakker, d.v.s. sammenpresset <strong>skrot</strong>,<br />
som man fik fra en plads i Løgstør. De mange<br />
mindre jyske <strong>skrot</strong>pladser er nu samlet under<br />
Uniscrap A/S Genvindingsindustri <strong>og</strong> deres <strong>skrot</strong><br />
føres til Uniscraps kraftcentre, hvor der er maskiner<br />
til findeling <strong>og</strong> sortering. Carolinerne sejler<br />
meget på kraftcentret i Vejle, tidligere Petersen<br />
& Albeck. Her modtager de nu <strong>og</strong>så fejlsømme-
ne fra NKT. Fra J. N. Kr<strong>og</strong>h's Eftf. i Århus hentes<br />
svært jern som t<strong>og</strong>hjul af hærdet stål <strong>og</strong> stykker<br />
fra f.eks. ophuggede lokomotiver. Det nyeste <strong>og</strong><br />
mest avancerede anlæg i Jylland er et shredderanlæg<br />
i Vive ved Hadsund. Det tager sig især af<br />
gamle biler, der findeles før materialerne sorteres<br />
mekanisk. H. J. Hansens Genvindingsindustri A/S<br />
i Odense er nu blevet landets største firma indenfor<br />
bearbejdning af <strong>skrot</strong>. Midt i 1960'erne var<br />
der 200 mand på pladsen. Nu er der omkring<br />
80, medregnet kontorfolkene. Maskinkraften har<br />
overtaget arbejdet. Klipperne er afløst af én stor<br />
saks med et tryk på 800 tons, <strong>og</strong> det helt grove<br />
deles med en skærebrænder. Biler, køleskabe <strong>og</strong><br />
gasflasker bliver af en shredder findelt <strong>og</strong> derefter<br />
sorteret i jern <strong>og</strong> ikke-jernholdige metaller<br />
ved et hvirvelstrømsprincip. Metallerne bliver<br />
siden separeret i f.eks. rustfrit <strong>og</strong> ikke rustfrit<br />
gennem et flotationsprincip.<br />
Skippere <strong>og</strong> Carolinere<br />
i Frederiksværksfarten<br />
Det var fra 1956-57, at Carolinerne én for én<br />
kom ind i jernfarten. Det skete, når en af de<br />
ældre <strong>skippere</strong> lagde op, eller <strong>skibe</strong>t blev solgt.<br />
Men forinden havde <strong>skibe</strong>t gerne sejlet på Frederiksværk<br />
i fri fart, det vil sige sluttet fra den ene<br />
last til den anden imellem andre fragter.<br />
Bladet »Søfart« bringer i nr. 5,1955 en artikel af<br />
Jens Søndergaard om Carolinerfart med INGER<br />
KLIT af Karrebæksminde. Det var den sjette<br />
Caroliner, der blev bygget, <strong>og</strong> det var den første i<br />
farten på Frederiksværk 2 ):<br />
Småskibsfart:<br />
En højst personlig affære<br />
»Han begyndte med et splinternyt skib <strong>og</strong> 5 kr. i<br />
lommen - samt et mægtigt mod på tilværelsen <strong>og</strong><br />
en klippefast tro på sig selv. Med undtagelse af de<br />
5 kr., der vel nok må siges at have været en temmelig<br />
beskeden driftskapital, var det altså med<br />
gode aktiver i lasten på et iøvrigt tomt fartøj, en<br />
ung styrmand, skipper, reder <strong>og</strong> altmuligmand<br />
Waldemar Klitgaard Lund engang i fjor satte<br />
kursen mod svensk havn med foden på egen køl<br />
for at bevise, at der kan tjenes penge i småskibsfart.<br />
Det kan vist uden overdrivelse slås fast, at disse<br />
fikse, små Carolinere, der som travle bier summer<br />
af sted fra den ene havn til den anden i vore<br />
indlandsfarvande med hyppige afstikkere til de<br />
nærmeste udlandshavne, er blevet en formidabel<br />
succes. Hvorvidt man med denne type er på vej<br />
mod løsningen af småskibsfartens tilsyneladende<br />
uløselige problem, er det vel endnu for tidligt at<br />
udtale sig om - dertil er byggeomkostningerne<br />
formentlig for tiden for store - men en ubestridelig<br />
kendsgerning er det, at rentabiliteten for den<br />
halve snes stykker, der hidtil har sejlet vandet i<br />
vore farvande tyndt, har været upåklagelig.<br />
>~:^»-~zcz^*>- -4<br />
123<br />
M/S GERT HANSEN har netop bragt<br />
en ladning jernplader fra<br />
Frederiksværk til Svendborg Værft.<br />
Foto: K Fredfeldt 1960 (H & S).
M/S INGER KLIT på prøvetur den<br />
12. marts 1954 i det stille isfyldte<br />
vand i havnen i Marstal.<br />
Biilow J. foto (H & S).<br />
Og hvorledes er så vilkårene for sejladsen med<br />
disse hensigtsmæssige små fragtbåde, der oven i<br />
købet er en lyst for ethvert sømandsøje?<br />
Vi kan tage udgangspunkt i Klitgaard Lunds Caro<br />
Uner INGER KLIT opkaldt efter hans unge hustru<br />
<strong>og</strong> bygget i Marstal i 1953 med Marshall-lån som<br />
nr. 6 af sin klasse. Som bekendt er disse både<br />
tonnagemæssigt bygget så tæt op til 150-tons<br />
grænsen som overhovedet muligt, <strong>og</strong> for INGER<br />
KLIT'S vedkommende er dette praktiseret med en<br />
brutto-tonnage på 149,43. Tættere kan man vist<br />
ikke komme! Over denne grænse gælder der helt<br />
124<br />
andre <strong>og</strong> betydeligt strengere bemandingsregler.<br />
At fartøjet - selvom det under »Søfart«s besøg<br />
var under lastning - virkede som var det støvsuget,<br />
er ejerens fortjeneste, mens derimod æren<br />
for aptering <strong>og</strong> praktisk indretning af last samt<br />
losse- <strong>og</strong> lastemidler tilfalder værft <strong>og</strong> dansk<br />
skibsbygningskunst i fællesskab. Man skal lede<br />
meget længe, før man finder et fartøj af denne<br />
størrelse, der er så hensigtsmæssigt bygget som<br />
denne type, der er indrettet til at skulle sejles af<br />
så lidt fremmed mandskab som muligt. Det er<br />
udprægede familieforetagender - havets husmandsbrug<br />
kan man næsten sige. Hertil kommer
så, at Klitgaard Lund yderligere har foretaget en<br />
række installationer <strong>og</strong> småforbedringer, så salonerne<br />
nærmest leder tanken hen på passageraptering.<br />
Dette er virkelig et flydende hjem.<br />
Den nu 35-årige skipper har i en række år sejlet<br />
som styrmand på store både i det fjerne Østen,<br />
<strong>og</strong> det er derfor nærliggende at spørge ham, om<br />
han virkelig kan finde det tilfredsstillende udelukkende<br />
at sejle rundt i indlandsfarvandene.<br />
Om det er? Jeg vil da langt hellere sejle som<br />
skipper på et lille skib end som styrmand på et<br />
større, erklærer Klitgaard Lund prompte. Det har<br />
faktisk altid været min lyst, <strong>og</strong> da ordningen med<br />
Marshall-lånene kom, ja, så kom <strong>og</strong>så min chance.<br />
Selv havde jeg sparet 60.000 kr. sammen, <strong>og</strong> så<br />
lånte jeg resten op til 100.000 kr., der var nødvendige<br />
som egenkapital.<br />
Og den megen tale om dårlige år for småskibsfarten<br />
gjorde Dem ikke betænkelig?<br />
Næh, jeg har jo aldrig kendt disse vanskeligheder,<br />
der dukkede op for alvor, mens jeg sejlede på<br />
Østen <strong>og</strong> ikke beskæftigede mig med hjemlige<br />
forhold. Endelig ræsonnerede jeg som så: Du kan<br />
jo i hvert fald ikke tabe mere end din indsats! Og<br />
det gik jo fint fra starten. Jeg havde ganske vist<br />
kun de 5 kr. i lommen plus gælden altså, da vi<br />
med det nye skib sejlede tom mod Sverige på<br />
den første tur, men jeg fik d<strong>og</strong> last hjem, <strong>og</strong> selv<br />
om fragterne i denne første sommer hyppigt gik<br />
på lodder <strong>og</strong> trisser, <strong>og</strong> man måtte være godt om<br />
sig, så gik det rundt. Jeg har i hvert fald ingen<br />
grund til at beklage mig over forrentningen.<br />
I de senere måneder er vi så kommet bedre ind i<br />
det. Jo, vist har der <strong>og</strong>så været held med fragterne<br />
med i spillet, vi har således aldrig ligget fragtsøgende<br />
een eneste dag, selvom det har kunnet<br />
ske, at vi har måttet sejle tom den ene vej.<br />
De sagde før n<strong>og</strong>et om forretningsmulighederne,<br />
\v<br />
Klitgaard Lund, er tilfredsheden gennemgående<br />
eller periodisk, om man kan sige det sådan?<br />
Stort set er der alle betingelser for god forretning.<br />
Jeg har selv haft et, synes jeg, pænt overskud<br />
af det første driftsår, i hvilket vi har sejlet 71<br />
lasteture med fuld last, men der er ingen grund til<br />
at skjule, at man skal gøre n<strong>og</strong>et ved det, som<br />
man siger, <strong>og</strong> at dette med den 8 timers arbejdsdag<br />
ikke rigtig hører hjemme i småskibsfart. Man<br />
skal selv være over det hele, <strong>og</strong> omsætningen skal<br />
helst op på de 200.000 kr., før driften er, som den<br />
skal være.<br />
Hvor stor besætning sejler De med på<br />
INGER KLIT?<br />
Jeg har en god styrmand, hvis kone er en lige så<br />
god kok, så er der en dreng - <strong>og</strong> så altså mig selv!<br />
Det er måske ikke meget, men for det første har<br />
vi en absolut første klasses maskine i <strong>skibe</strong>t, <strong>og</strong><br />
for det andet har vi efterhånden fået så meget<br />
hjælpeudstyr, at vi sparer en masse arbejdstimer<br />
på områder, der tidligere var overordentligt tids-<br />
«<br />
125<br />
Knut Bor ring-Møller;<br />
Frederiksværk, begyndte som<br />
styrmand i INGER KLIT 1956.<br />
Inden årets udgang var han skipper<br />
på <strong>skibe</strong>t, som han førte i 10 år;<br />
hovedsagelig i fart på<br />
Frederiksværk.<br />
Foto: Kirsten Jappe 1992 (H & S).
Rat <strong>og</strong> kompas i INGER KLIT'S<br />
styrehus. Rattet var tungt at dreje, så<br />
man svedte ved det. Værre var,<br />
at Stålvalseværkets elektromagneter<br />
gjorde kompasset uanvendeligt.<br />
Biilow J. foto 1954. (H & S).<br />
krævende. Vi har fået elektriske rusthamre,<br />
maler sprøjte, oliefyr til centralvarmen, elektriske<br />
polérmaskiner, projektører o.s.v. Nej, det var ikke<br />
standardudstyr, <strong>og</strong> selvfølgelig har det skullet<br />
betales, men det er fornuftige investeringer, der<br />
forrenter sig.<br />
Tag nu en ting som den projektør derude i stævnen,<br />
fortsætter den unge skipper-reder. Den er på<br />
1000 watt, <strong>og</strong> jeg var ikke længe om at få den sat<br />
op. Det er nemlig aldeles afgørende for driften, at<br />
vi kan sejle om natten <strong>og</strong> arbejde om dagen, <strong>og</strong><br />
uden projektøren er det umuligt at komme ind<br />
<strong>og</strong> ud af de mange småhavne uden havnefyr ved<br />
aftens- <strong>og</strong> nattetimerne <strong>og</strong> have alt klart, så vi<br />
kan begynde at losse eller laste præcis kl. 7 om<br />
morgenen. Når vi rubber næverne, kan vi være<br />
færdige i lasten kl. 16 om eftermiddagen, udklarere<br />
<strong>og</strong> gå til f.eks. Tyskland kl. 17, så vi kan være<br />
fremme næste morgen ved arbejdstids begyndelse.<br />
Samme taktik bruger vi på Frederiksværk <strong>og</strong><br />
Odense for at nævne blot et par andre af de hav<br />
126<br />
ne, vi aflægger regelmæssige visitter. Efter dette<br />
sejl- <strong>og</strong> arbejdsskema kunne vi f.eks. i vinter gøre<br />
3 ture ugentlig mellem de to sidstnævnte byer,<br />
hvor vi ellers havde måttet nøjes med IV2 tur. Det<br />
er den slags, der mærkes på regnskaberne.<br />
Er der mulighed for rederivirksomhed i større<br />
stil med Carolinerne?<br />
Det er jo ikke ligefrem det, de er bygget til. Se,<br />
småskibsfart er en meget personlig historie, <strong>og</strong><br />
for en meget stor del står <strong>og</strong> falder det gode<br />
resultat med <strong>skippere</strong>ns egen indsats. Skal man<br />
til ligefrem at drive rederivirksomhed med fremmede<br />
folk på <strong>skibe</strong>ne, tror jeg, at fordelen i bedste<br />
fald bliver tvivlsom. Det er ejeren selv, det<br />
hele afhænger af - ja, <strong>og</strong> så om han forstår at få<br />
den rigtige besætning med den rigtige indstilling<br />
om bord.<br />
N<strong>og</strong>et andet er så, at der er dem, der er begyndt<br />
en rederivirksomhed med start på Carolinere.<br />
Der er indtil nu bygget en 10-12 stykker, <strong>og</strong> de<br />
har alle klaret sig fortræffeligt. Albert Petersen i<br />
Vejle har således 2 <strong>og</strong> ham med STEVNSLAND har<br />
yderligere købt en n<strong>og</strong>et større båd. Jespergaard<br />
på Ærø, der fik den anden Caroliner, der er blevet<br />
bygget, har som bekendt kontraheret en 600<br />
tonner i Holland. Jo vist kan det blive til n<strong>og</strong>et,<br />
men der skal arbejdes, <strong>og</strong> der skal helst arbejdes<br />
hårdt. Til gengæld har vi <strong>og</strong>så leveret beviset for,<br />
at vi var i stand til at tage konkurrencen op med<br />
tyskerne, idet vi for en meget stor del har sejlet<br />
med tyske fragter. Det har <strong>og</strong>så været morsomt<br />
at se, hvor imponeret tyske søfolk har været, når<br />
de kom om bord på de danske Carolinere.<br />
Man kan måske med n<strong>og</strong>en ret sige, at de næsten<br />
er for luksuøse af små trampere at være. Det er<br />
muligt, der ville kunne spares n<strong>og</strong>le tusind kroner<br />
ved et mere skrabet byggepr<strong>og</strong>ram, men i<br />
betragtning af, at byggesummen efterhånden er<br />
kommet op på 700.000-800.000 kr., er det vel et<br />
spørgsmål, om det trods alt betyder n<strong>og</strong>et videre<br />
i forhold til glæden over at kunne byde besætningen<br />
gode arbejdsforhold.
Hvorledes er disse både placeret forsikringsmæssigt<br />
set, Klitgaard Lund?<br />
Ja, det er et spørgsmål for sig. Jeg er imidlertid<br />
vældig glad for, at Den gensidige Søassurance nu<br />
har åbnet for Carolinerne, således at de nu forsikrer<br />
dem op til den fulde byggesum. Om det så<br />
rent faktisk er en rigtig disposition, kan kun tiden<br />
vise.<br />
Men nu kan vi i hvert fald prale med, at disse<br />
både er helt igennem dansk arbejde lige fra forsikringen<br />
til det første klasses pladestål, den 400<br />
hestes maskine, radiotelefonen, decca'en o.s.v. -<br />
dansk arbejde <strong>og</strong> godt arbejde«.<br />
Sådan så Frederiksværkfarten ud i 1955.1 dag er<br />
situationen en anden.<br />
10 år som skipper i jernfart<br />
med INGER KLIT<br />
Knut Borring-Møller født 1929 fortalte i 1992 om<br />
den senere sejlads med INGER KLIT. Han var <strong>og</strong>så<br />
fra Næstved <strong>og</strong> havde som barn næsten boet dør<br />
? II: \<br />
* i\ f 1<br />
:i IH- - •<br />
om dør med Klitgaard Lund. Borring-Møller kom<br />
efter sin tjenestetid i marinen ud at sejle <strong>og</strong> t<strong>og</strong><br />
sætte<strong>skippere</strong>ksamen i Grenå i 1953. Så sejlede<br />
han som styrmand i tremastskonnerten NORDIA<br />
af Hasseris, derefter med motorl<strong>og</strong>geren ELLA,<br />
med M/S HELGEBO af København på 400 brt., <strong>og</strong><br />
tilsidst med Einar Nygaards HELEN af Odense.<br />
Nu havde Borring-Møller lagt penge op, så han<br />
afmønstrede <strong>og</strong> var i forhandlinger om at købe<br />
den lille VERA af Holbæk. Den var bygget i 1880<br />
<strong>og</strong> var på 49 brt. <strong>og</strong> sejlede cement i fast fart. Så<br />
mødte han Klitgaard Lund i t<strong>og</strong>et på vej til Holbæk<br />
<strong>og</strong> fortalte om sine planer. »Nej, du skal ud<br />
<strong>og</strong> sejle med mig«, sagde Klitgaard. Og da handelen<br />
med VERA gik i vasken, så blev det sådan. I<br />
februar 1956 mønstrede Borring-Møller som styrmand,<br />
eller bedstemand, som det hed, ombord på<br />
INGER KLIT. Da lå <strong>skibe</strong>t for is ovre i Odense <strong>og</strong><br />
måtte blive liggende i halvanden måned. Det var<br />
en forfærdelig isvinter. I november 1956 afløste<br />
Borring-Møller så Klitgaard som skipper.<br />
INGER KLIT sejlede på Norge <strong>og</strong> Sverige med<br />
jern <strong>og</strong> papir, men fra starten meget papir. Det<br />
var vådmasse i firkantede baller, der vejede<br />
omkring en ton stykket. Der var meget jern, der<br />
skulle fra Frederiksværk til Gøteborg, så INGER<br />
127<br />
M/S DORA af Vejle omkring 1972,<br />
da Knut Borring-Møller blev<br />
partreder i <strong>og</strong> fører af<strong>skibe</strong>t.<br />
Foto: K Fredfeldt (H & S).
M/S IDA BAAGØ ex EBBA KLIT<br />
fot<strong>og</strong>raferet 1962 i<br />
Odense Kanal udfor H. J. Hansens<br />
<strong>skrot</strong>ophugningsplads.<br />
Carolineren sejlede <strong>skrot</strong> til<br />
Frederiksværk i årene 1962-1967,<br />
da den blev erstattet af et n<strong>og</strong>et<br />
større skib, der overt<strong>og</strong> navnet.<br />
Wermund Jensen foto.<br />
KLIT løb ind til Stålværket <strong>og</strong> lastede plader <strong>og</strong><br />
stangjern. Når så <strong>skibe</strong>t havde losset i Gøteborg,<br />
løb det lidt op ad Gøtakanalen til Lilla Edet <strong>og</strong><br />
lastede papir <strong>og</strong> løb til Næstved med det. INGER<br />
KLIT <strong>og</strong> Borring-Møller sejlede ikke, de løb. Borring-Møller<br />
forklarer, hvordan vådmassen blev<br />
håndteret: »Det blev jo lagt ned med stropper <strong>og</strong><br />
så skubbet godt ud i siderne, <strong>og</strong> så havde vi en 20<br />
tons på dækket ovenpå lugerne. Det gjorde ikke<br />
så meget, for det svenske papir var meget vådt.<br />
Det sugede ikke. Det var værre med det norske,<br />
det var n<strong>og</strong>et tørt i det. Det kunne godt suge, så<br />
det kunne gi' n<strong>og</strong>et slagside, inden vi nåede over.<br />
Det var jo ikke så rart, men det gik jo. Så løb vi<br />
fra Næstved til Lybæk <strong>og</strong> lastede råjern. Det var<br />
sådan n<strong>og</strong>le barrer, for Klitgaard Lund ville ikke<br />
128<br />
have <strong>skrot</strong> i den dengang, for hvis vi begyndte at<br />
laste <strong>skrot</strong>, så kunne vi ikke laste papir. Når de<br />
først er begyndt at sejle med <strong>skrot</strong>, så kan de<br />
ikke bruges til andet. Det er i hvert fald meget<br />
vanskeligt. Nu skulle vi bare gøre godt rent, så<br />
kunne vi laste papir igen. Vi kunne såmænd <strong>og</strong>så<br />
have lastet korn, uden at det gjorde n<strong>og</strong>et. Men<br />
så begyndte vi at sejle gammelt jern, <strong>og</strong> så var det<br />
sket med papiret. Det gjorde ikke n<strong>og</strong>et, nu blev<br />
den fast i farten <strong>og</strong> sejlede gammelt jern, <strong>og</strong> nyt<br />
på Norge <strong>og</strong> Sverige <strong>og</strong> Tyskland, sejlede meget<br />
på Hamborg, <strong>og</strong> vi var <strong>og</strong>så en enkelt gang i Bremen.<br />
Og så passede det så fint, at vi kunne løbe<br />
tom op til Esbjerg <strong>og</strong> laste gammelt jern tilbage<br />
igen«.<br />
»I Hamborg lossede vi forskellige steder, men en<br />
del i Schmidts Kanal. Så løb vi som regel tom<br />
derfra <strong>og</strong> til Wismar <strong>og</strong> lastede råjern tilbage til<br />
Frederiksværk 3 ). I Wismar lå vi ved en stor kaj,<br />
hvor de havde lagt råjernet i en stor stak ved<br />
hjælp af kraner. I Østtyskland, der gik jo en soldat<br />
på kajen døgnet rundt ved hvert skib <strong>og</strong> skulle<br />
se passerseddel, når man gik i land. Men det<br />
var meget lidt. Jeg har aldrig kunnet li' det. De<br />
snakkede meget om, om vi ikke kunne have<br />
deres flag oppe. Så sagde jeg - Jamen jeg har<br />
ikke sådan et flag. - Men så kunne jeg købe et. -<br />
Nej, jeg er så fattig, at jeg ikke har råd til det. -<br />
Så sl<strong>og</strong> de bare med hånden <strong>og</strong> gik. For jeg ville<br />
nu ikke flage med det der hammer <strong>og</strong> segl. Ellers<br />
i udenlandsk havn, der skulle vi jo flage. I Hamborg<br />
skulle flaget være oppe døgnet rundt«.<br />
Skibsværftsindustrien i Gøteborg var i årene<br />
omkring <strong>og</strong> efter 1960 en storaftager af jern<br />
fra Frederiksværk. INGER KLIT sejlede »enormt«<br />
mange plader til skibsværftet Eriksberg, der ligger<br />
overfor Klippan i Gøteborg. Og desuden havde<br />
han meget stangjern med til forskellige jernhandlere,<br />
50 tons til den ene <strong>og</strong> 70 tons til den<br />
anden. Så blev der bygget det meget store Arendalsvarvet<br />
ved Gøtaelvens munding, <strong>og</strong> INGER<br />
KLIT var et af de første <strong>skibe</strong>, der kom hertil efter<br />
indvielsen. Men så kom han ikke til byen mere.
DDS var indstillet på at yde kunderne den bedst<br />
mulige service. »Det var da sommetider, når vi<br />
kom op til Gøteborg, da sagde formanden -<br />
Jamen d<strong>og</strong>, kommer du med det her vejr. Det<br />
havde vi ikke regnet med. - Nej, sagde jeg, men<br />
vi er jo nødt til at virke for sagen. - Det var jo<br />
ikke altid lige sjovt op langs med den svenske<br />
vestkyst. Det var da sådan, at mange gange, da<br />
løb vi da over til Grenå, op til Hals <strong>og</strong> helt op til<br />
Frederikshavn, inden vi satte Uge over. Det var<br />
en ordentlig omvej«. Men det er <strong>skippere</strong>n, der<br />
har det endelige ansvar med hensyn til sejladsen,<br />
ligesom han <strong>og</strong>så har det økonomiske ansvar for<br />
sin ladning. Borring-Møller kan huske, at han<br />
engang skulle til Gøteborg med jern til et nyt<br />
sted, da blev han ringet op af »den gamle mægler«<br />
Vagn Nielsen fra Frederiksværk Shipping,<br />
der rådede ham til at se papirerne fra banken, før<br />
han lossede. Advarslen var begrundet, for firmaet<br />
viste sig at være insolvent.<br />
Borring-Møller sidder <strong>og</strong> fortæller i sit hus, som<br />
han købte i 1958. Det ligger oppe i bakkerne<br />
over Frederiksværk, så »hernede« er Stålvalseværket<br />
<strong>og</strong> havnen. Vi snakker om lossegrejet <strong>og</strong><br />
om elektromagnetens indvirkning på kompasset.<br />
»Det første skib, jeg var hernede med, det var<br />
HELEN. Den måtte de ikke bruge magnet i. Det<br />
kunne man forlange dengang, for vi havde kun<br />
det almindelige kompas, <strong>og</strong> det var kun en enkelt<br />
rejse, vi var her. Så de t<strong>og</strong> <strong>og</strong> smed råjern op i<br />
sådan n<strong>og</strong>le kasser. Ti mænd smed råjern op, <strong>og</strong><br />
så løftede de <strong>og</strong> tippede af. Det var hårdt, men<br />
det gjorde man dengang. Men når man kom ind<br />
<strong>og</strong> sejlede fast, så måtte man tage magneten. Men<br />
vi, der sejlede fast, vi fik så en lille decca, for så<br />
vidste vi d<strong>og</strong>, hvor vi var, når den ellers virkede.«<br />
I INGER KLIT var der magnetkompas. Og nu så<br />
mange år efter tør Borring-Møller godt fortælle<br />
om elendigheden. »Jeg var ude for, at i tre måneder,<br />
da viste INGER KLIT'S kompas lige syd, ligemeget<br />
hvor jeg drejede det hen, så når vi kom <strong>og</strong><br />
skulle til Aalborg for eksempel, så fik vi jo krattet<br />
os ud til Hundested. Og der sejlede så mange<br />
færger dengang på Hundested-Grenå. Så fo'r vi<br />
bag efter én, <strong>og</strong> når vi så ikke kunne se den mere,<br />
så kom den anden <strong>og</strong> gik mod os, <strong>og</strong> på den måde<br />
nåede vi over til Fornæs <strong>og</strong> så sådan lidt deropad.<br />
I tåge satte vi et flag henne i masten, <strong>og</strong> så kunne<br />
man ligesom se vinden, efter hvad flaget viste i<br />
forhold til <strong>skibe</strong>t«. I INGER KLIT kom der radar<br />
vistnok i 1964, <strong>og</strong> så fik de <strong>og</strong>så gyrokompas, men<br />
det var en meget dyr investering. Og efter at Borring-Møller<br />
i 1966 havde forladt <strong>skibe</strong>t, kom der<br />
selvstyrer.<br />
Døgnet ombord var ikke opdelt i egentlige vagter.<br />
»Nej, vi kan godt sige det, som det var, at når<br />
vi havde lastet <strong>og</strong> gjort søklar <strong>og</strong> kom ud, så gik<br />
drengene hen <strong>og</strong> sove, <strong>og</strong> så tørnede skipper <strong>og</strong><br />
bedstemand om vagten. Og man faldt aldrig i<br />
søvn, for man skulle styre med hånden, <strong>og</strong> de var<br />
umulige at styre, de <strong>skibe</strong>, så man svedte. Det var<br />
ikke nødigt at have varme i styrehuset«. Også<br />
med madlavningen hjalp bedstemand <strong>og</strong> skipper<br />
hinanden.<br />
INGER KLIT har <strong>og</strong>så sejlet mange jernplader til<br />
H. C. Christensens skibsværft i Marstal. Borring-<br />
Møller mener, at han har bragt plader til en seks<br />
til otte <strong>skibe</strong> <strong>og</strong> heraf flere Carolinere. »Ja, EBBA<br />
KLIT, HANNE HANSEN, GERT HANSEN <strong>og</strong> ANNE<br />
BIRTHE, en der hed LIBRA <strong>og</strong> en der hed HANSIA.<br />
Dem har jeg i hvert fald sejlet plader ned til.<br />
Ham med HANSIA, han havde et lille træskib.<br />
Han kaldte mig op.<br />
- Er du på vej til Marstal? - Ja - Hvad har du med?<br />
- Jeg tror, det er plader til dit skib - Det var flot!<br />
- sagde han. Ja, den HANSIA den sejler da endnu«.<br />
INGER KLIT sejlede i Frederiksværkfarten, indtil<br />
den sank i 1980.<br />
DORA<br />
Det var Borring-Møllers gamle kærlighed til<br />
INGER KLIT, der n<strong>og</strong>le år senere blev den direkte<br />
årsag til, at hans skæbne blev knyttet til endnu en<br />
Caroliner. »Vi lå i Aabenraa med denne lille LISE<br />
129
THUESEN (ex HOLMI), jeg var skipper i, <strong>og</strong> så var<br />
jeg ovre på værftet <strong>og</strong> skulle se INGER KLIT blive<br />
forlænget. Da var Klitgaard Lund selv ombord <strong>og</strong><br />
værftsejeren, Albert Petersen. Så ville han give<br />
n<strong>og</strong>et frokost på et hotel, <strong>og</strong> allerbedst som vi<br />
sad <strong>og</strong> spiste, så rakte han hånden over til mig, <strong>og</strong><br />
jeg tænkte - Vi har da sagt goddag. - Du kan<br />
købe DORA - sagde han. - Nej, sagde jeg, det kan<br />
jeg ikke, jeg har ingen penge. - Du kan give mig,<br />
hvad du har, <strong>og</strong> resten kan du skylde. - Så var<br />
den klaret. Så jeg begyndte at sejle for ham midt i<br />
juli måned 1972«.<br />
Borring-Møller havde til Albert Petersens overraskelse<br />
25.000 i sammensparet kapital. Han<br />
satte købsprisen til 440.000, så Borring-Møller fik<br />
25 procent i den <strong>og</strong> sejlede den, som den var hans<br />
egen. 11985 havde Bor ring-Møller overtaget den<br />
helt.<br />
DORA var forlænget, da Borring-Møller overt<strong>og</strong><br />
den i 1972. Så var det i midten af 70'erne,<br />
at befragter Lindegaard på Stålværket foresl<strong>og</strong><br />
skipperne, at de selv overt<strong>og</strong> sejladsen fra Hamborgs<br />
havn <strong>og</strong> videre ad kanalerne. Der var ikke<br />
rigtig n<strong>og</strong>en, der var interesserede, men Borring-<br />
Møller ville gerne prøve <strong>og</strong> investerede i at få<br />
nedfældelige radar- <strong>og</strong> signalmaster. Første gang<br />
var lidt af en prøvelse, for lodsen havde heller<br />
ikke været der før, så DORA strandede. Og som<br />
de lå der <strong>og</strong> diskuterede, så vendte vandet, <strong>og</strong> det<br />
kom så raskt, at den smed sig på siden <strong>og</strong> drejede<br />
rundt. DDS mildnede overgangen ved i de første<br />
to til tre laster til Hamborg at lægge næsten 100<br />
tons i bunden til Schmidt Kanal ved Reiherstieg,<br />
der lå før broerne, så den vanskelige sejlads i<br />
tidevandet kunne blive gradvis indøvet. Det var<br />
en god sejlads, <strong>og</strong> havde man sådan en rundtur<br />
på en uge, så var det virkelig godt. Ét år var<br />
DORA 56 gange gennem Kielerkanalen.<br />
Borring-Møller bruger sine to <strong>skibe</strong> som eksempel<br />
på, hvordan vilkårene for småskibsfarten er<br />
blevet forringet. ȃn eneste last med INGER<br />
KLIT, da jeg havde den, var nok til at betale de<br />
130<br />
månedlige udgifter til skipper, styrmand <strong>og</strong> to<br />
drenge. Men med DORA skulle der tre laster til<br />
for at klare det«.<br />
DORA fra 1954 var Albert Petersens anden Caroliner.<br />
Den var begyndt i jernfarten 1966-67 <strong>og</strong><br />
fortsatte i farten til 1989 med navnet SARAH<br />
ROUSING, idet <strong>skibe</strong>t i 1986 blev købt af Carsten<br />
Rousing.<br />
Carsten Rousing<br />
Carsten Rousing var i 1991 reder for to 299 tonnere<br />
i jernfarten, M/S ANN ROUSING ex PALMYRA<br />
<strong>og</strong> M/S REBECCA ROUSING. Carsten er født i<br />
Århus 1956 <strong>og</strong> startede sin maritime løbebane<br />
med at feje hår op i en barbersalon ved havnen.<br />
Det var for at tjene en ekstra skilling, mens han<br />
gik i skole, at han i fritiden gik til hånde hos barberen,<br />
der blandt sine kunder havde Gunnar<br />
Hansens farbror, der var fisker. Denne kom i<br />
snak med den kvikke dreng, <strong>og</strong> da han hørte, at<br />
Carsten gerne ville til søs, t<strong>og</strong> han ham med ud at<br />
fiske. Det blev en vellykket tur, <strong>og</strong> de to holdt<br />
kontakten vedlige.<br />
Fra dæksdreng til skipper <strong>og</strong> reder<br />
Efter otte år i folkeskolen sejlede Carsten Rousing<br />
et halvt års tid på Århus-Kalundborg overfarten<br />
som koksmath, mens han ventede på en<br />
bedre tjans. Blandt flere steder havde Carsten<br />
søgt hyre hos Charles Petersen, der var mægler<br />
for flere Carolinere, <strong>og</strong> i 1971 ringede skipper<br />
Gunnar Hansen <strong>og</strong> tilbød ham et job som dæksdreng<br />
på JANE. Pudsigt nok kom der samtidig tilbud<br />
fra ØK <strong>og</strong> Terkol, men »jeg er glad for at det<br />
blev JANE, for småskibsfarten er lige mig«, siger<br />
Carsten, der i dag er bestyrelsesmedlem i Rederiforeningen<br />
for mindre Skibe.<br />
Udover <strong>skippere</strong>n Gunnar Hansen var der<br />
bedstemanden på 18 år. Han havde været der et
års tid. Som dæksdreng holdt Carsten vagt sammen<br />
med Gunnar til ca. klokken 22. Det var<br />
n<strong>og</strong>et, man lærte n<strong>og</strong>et af. Gunnar har <strong>og</strong>så altid<br />
lavet mad, <strong>og</strong> han er god til det. Det var fisk, <strong>og</strong><br />
Carsten kan godt lide fisk. Fik de kød, var det bøf<br />
på dåse. Om arbejdet fortæller Carsten videre:<br />
»Det første job som dæksdreng på JANE var at<br />
trække i arbejdshandskerne. Dengang blev <strong>skrot</strong>tet<br />
lempet med de bare næver. Det kom med en<br />
lastv<strong>og</strong>n <strong>og</strong> blev med en kran fyldt ned i lasten.<br />
Arbejdstøjet var træsko <strong>og</strong> almindeligt blåt<br />
cowboytøj, der blev vasket i en møntvask. Dengang<br />
klunsede vi <strong>og</strong>så. Gunnar var ekspert. Han<br />
kunne se n<strong>og</strong>et rustfrit på 50 meters afstand.<br />
Kobber var det bedste <strong>og</strong> gav højest pris. Messing<br />
var <strong>og</strong>så godt. Det blev sorteret i kasser, vi havde<br />
gemt i jollen. I den sidste halve snes år måtte vi<br />
ikke, der er heller ikke tid til det«.<br />
Dengang boede Gunnar i Frederiksværk, <strong>og</strong> JANE<br />
lå her næsten altid i'weekend'en. Bedstemanden<br />
<strong>og</strong> Carsten boede ombord. Dengang lå der en 6-<br />
8-10 <strong>skibe</strong>. De unge morede sig sammen <strong>og</strong> badede<br />
om sommeren i havnen, der dengang var langt<br />
, \ "il C'i<br />
131<br />
Carsten Rousing ombord på<br />
M/S ANN ROUSING 1991.<br />
Privatfoto.<br />
11986 blev DORA købt af<br />
Carsten Rousing <strong>og</strong> omdøbt til<br />
SARAH ROUSING.<br />
Her er det nymalede »Rousing-blå<<br />
skib set i Limfjorden 1986.<br />
Sv. Bay foto.
mere forurenet end nu, hvor udløbsvandet er renset.<br />
Carsten mødte <strong>og</strong>så sin kone Ann her. Hun<br />
var da 16 år <strong>og</strong> holdt gennem en veninde <strong>og</strong>så til<br />
i havnen. Da Carsten Rousing havde været dæksdreng<br />
på JANE et halvt år, skulle bedstemanden<br />
Ole ind som soldat, <strong>og</strong> så avancerede Carsten til<br />
bedstemand. Da JANE er under 150 brt., er den<br />
ikke underlagt overenskomsten med Sømændenes<br />
Forbund. Carsten er tatoveret på begge arme.<br />
Hans først erhvervede tusch på venstre arm er<br />
M/S JANE. Den er lavet hos Tatopin i Mejlgade<br />
i Århus, 100 meter fra, hvor de lå i havnen. Et<br />
dødningehoved på den højre arm er han mindre<br />
stolt af. Den er fra Nyhavn, engang han var sammen<br />
med syv andre, <strong>og</strong> de var blevet »lidt skeløjede«.<br />
Carsten Rousing var bedstemand på JANE i to til<br />
toethalvt år. Så t<strong>og</strong> han imod et tilbud fra Klitgaard<br />
Lund om at blive bedstemand på INGER<br />
KLIT. Det var for at prøve n<strong>og</strong>et nyt, <strong>og</strong> her var<br />
han et års tid, indtil han kom på Navigationsskole<br />
på Fanø. INGER KLIT havde fået den forlængelse,<br />
der var bestilt til JANE. Albert Petersen ville forlænge<br />
JANE, men solgte i stedet sin part, <strong>og</strong> så fik<br />
INGER KLIT forlængelsen. Klitgaard Lund lovede<br />
Carsten, at når han fik papirer, så måtte han få<br />
<strong>skibe</strong>t som skipper, <strong>og</strong> under opholdet på Fanø,<br />
der varede et år, betalte Klitgaard for værelset på<br />
Mærsk-kollegiet. Ann var <strong>og</strong>så derovre. Sammen<br />
med et andet par gjorde de rent på badehotellet<br />
<strong>og</strong> kørte <strong>og</strong>så med turister. I sommerferien sejlede<br />
Carsten som bedstemand på M/S PALMYRA.<br />
Militærtjenesten havde ikke været med i planerne<br />
efter eksamen, for på den tid trak de fleste frinummer.<br />
Men Carsten blev indkaldt <strong>og</strong> blev<br />
skipper på en LVG (Luftværnsgruppen) båd i<br />
Øresund. Her delt<strong>og</strong> de i bekæmpelse af olieforurening<br />
<strong>og</strong> søgte efter savnede lystsejlere.<br />
Gennem de ni måneder lærte han manøvrering<br />
<strong>og</strong> meget nyttigt om sikkerhed <strong>og</strong> miljø.<br />
Efter militærtjenesten blev Carsten Rousing så<br />
skipper på INGER KLIT. Almindeligvis overtager<br />
132<br />
man en besætning, men Carsten måtte hyre en<br />
ny. Som styrmand valgte han en gammel bekendt<br />
Frank Pedersen, der havde duelighedsbevis. Desuden<br />
hyrede han to drenge. Skibet var fast i Frederiksværk,<br />
så farten var den samme, som han<br />
kendte fra JANE. I det halve år Carsten var skipper<br />
fik han 9.800 kr. om måneden. Herefter - i<br />
marts 1978 - købte han af Albert Petersen den<br />
tidligere førers part i PALMYRA <strong>og</strong> blev skipper<br />
her. Han overt<strong>og</strong> hele <strong>skibe</strong>t den 1. januar 1985.<br />
Mægleren ville ikke sælge til sådan en drengerøv,<br />
men Albert Petersen sagde: »Hvis Carsten vil<br />
have <strong>skibe</strong>t, skal han få det«. Det blev omdøbt til<br />
ANN ROUSING <strong>og</strong> malet blåt. Carsten ville gerne<br />
have haft det Mærsk-blåt, men det kunne han<br />
ikke få. Så valgte han en tone kun lidt mørkere.<br />
»Så kalder vi den Rousing-blå«, sagde værftet.<br />
Skibets navnemoder sejlede med den første tid,<br />
lavede mad <strong>og</strong> andet forefaldende, som hun<br />
havde gjort på PALMYRA i de første år 1978-79.<br />
Hun havde ellers tænkt på at få papir, men måtte<br />
erkende, at sølivet ikke var n<strong>og</strong>et for hende.<br />
SARAH ROUSING ex DORA<br />
11985 ville Knut Borring-Møller gerne holde op,<br />
så Carsten Rousing købte hele <strong>skibe</strong>t af ham på<br />
nær de 10 procent, som <strong>skippere</strong>n havde, men<br />
efter et halvt år overt<strong>og</strong> Carsten det hele. På<br />
skibsskødet dateret 4. april 1985 står - DORA<br />
omdøbt SARAH ROUSING. Sarah er ægteparrets<br />
ældste datter på dengang fire år. Skibet var ret<br />
nedslidt, <strong>og</strong> Carsten satte en ny kabys ind, men<br />
bibeholdt den gamle Caroliner-indretning med<br />
spisepladsen. INGER KLIT havde haft et specielt<br />
24 volt køleskab <strong>og</strong> fryser, til SARAH ROUSING<br />
blev anskaffet et almindeligt 220 volt køleskab,<br />
der fungerer ved hjælp af en omformer. Komfuret<br />
var med flaskegas. Udvendigt blev <strong>og</strong>så dette<br />
skib malet Rousing-blåt. Som DORA, havde det i<br />
1986 allerede i ti år sejlet på Hamborg <strong>og</strong> havde<br />
derfor klapmaster <strong>og</strong> nedfældelig radar. Den<br />
karakteristiske fart gik gennem Storebælt <strong>og</strong><br />
Kielerkanalen til Brunsbiittel <strong>og</strong> herfra op ad
Elbekanalen <strong>og</strong> gennem hele Hamborgs havn.<br />
Plader <strong>og</strong> stangjern blev losset hos Thyssen<br />
Stahl Union eller hos Mint. Herfra gik turen<br />
under Elbbriicke til <strong>skrot</strong>handler Eckardt i<br />
Moorfleeter Kanal. Lige siden Carsten købte<br />
SARAH ROUSING havde han haft tanke om at sælge<br />
<strong>skibe</strong>t, da det var for lille. En fuldt lastet på<br />
275 tons er kun rentabel, når rederen selv sejler<br />
<strong>skibe</strong>t, <strong>og</strong> så er ikke engang penge til reparationer.<br />
11989, lige som han stod for at skulle udskifte<br />
den gamle trægarnering med jern, var han så<br />
heldig at finde en køber, der netop ønskede en<br />
solid Caroliner til ralsugning. Køberen, Herluf<br />
Dueholm i Remmerstrand ved Struer, ville se<br />
<strong>skibe</strong>t på land, så købet blev afsluttet på værftet<br />
i Marstal. Den nedfældelige radarmast blev sat<br />
over på ANN ROUSING. Så byggede Dueholm<br />
<strong>skibe</strong>t om for treenhalv million. Det fik nye motorer,<br />
suger med sold <strong>og</strong> et udvidet lastrum foret<br />
med en stålkasse, <strong>og</strong> det hedder nu STF12 RAL.<br />
Hans Peter Andersen,<br />
veteran i Frederiksværkfarten<br />
Hans Peter Andersen, skipper på Carolineren<br />
HANNE HANSEN er med sine 31 år i jern- <strong>og</strong><br />
<strong>skrot</strong>farten den, der har været længst »i Frederiksværk«,<br />
som han siger. Hans Andersen er født<br />
i Rødby på Stevns 1942 <strong>og</strong> kom til søs i 1959 som<br />
dreng på galeasen SVALEN af Årøsund, før han<br />
i 1960 kom fire måneder på søfartsskole. Den 1.<br />
juni 1960 kom han så ind i jernfarten, idet han<br />
fik hyre som skibsdreng ombord på en af de<br />
gamle hollændere M/S PASSANT, der var ejet <strong>og</strong><br />
dengang <strong>og</strong>så ført af Hans Peter Petersen. Så<br />
fulgte halvandet års militærtjeneste, <strong>og</strong> derefter<br />
t<strong>og</strong> Hans sætte<strong>skippere</strong>ksamen fra Marstal i<br />
efteråret 1964. Så købte han PASSANT <strong>og</strong> startede<br />
med den i januar 1965. Her sejlede hustruen<br />
Anine med sammen med de efterhånden tre<br />
børn. Med PASSANT kom ægteparret til alle de<br />
små jernhandlere langs den jyske østkyst. Selv<br />
boede familien i Horsens. Her boede de i 20 år,<br />
men nu er de flyttet til Marstal, hvad de føler<br />
sig bedre tilpas ved. Horsens var for stor. For at<br />
tjene lidt ekstra samlede parret <strong>og</strong>så kobber <strong>og</strong><br />
messing <strong>og</strong> solgte metallerne til jernhandlerne<br />
for egen regning. Men aldrig fik de tjent så<br />
mange penge som dengang, radiofabrikken<br />
Rank-Arena brændte i Horsens. Da hentede de<br />
flere læs spoler <strong>og</strong> lignende med PASSANT. Det<br />
omkringsiddende træ <strong>og</strong> andet blev brændt af<br />
i familiens private oliefyr, så det gav sommetider<br />
n<strong>og</strong>le ordentlige knald. Hans Andersen <strong>og</strong><br />
Anine sejlede med PASSANT i ti år <strong>og</strong> solgte den i<br />
1975.<br />
133<br />
M/S PASSANT af Aabenraa, bygget<br />
i Groningen 1922, fot<strong>og</strong>raferet i<br />
Assens juleaftensdag 1956.<br />
Foto: O. Kure. (H & S).
M/S HANNE HANSEN<br />
får sin <strong>skrot</strong>last losset af<br />
polygrabben kaldet polyppen.<br />
I Baggrunden<br />
Stålvalseværkets <strong>skrot</strong>gård.<br />
Foto: HP 1991 (H & S).<br />
CAROLINE<br />
Efter salget af PASSANT blev Hans ansat af Albert<br />
Petersen som skipper på CAROLINE, som han<br />
førte fra 1975 til 1986. Som PASSANT kunne <strong>og</strong>så<br />
CAROLINE sejles af to mand, så de var skipper <strong>og</strong><br />
bedstemand. Anine sejlede d<strong>og</strong> med det meste af<br />
tiden for at lave mad, for bedstemanden kunne<br />
ikke k<strong>og</strong>e en kedel vand uden at den brændte på.<br />
»Tidligere havde vi jo hverken ekkolod eller<br />
gyro«, fortæller Hans, »kompas kunne vi jo ikke<br />
bruge. Vi styrede efter det, vi kunne se, <strong>og</strong> efter<br />
fuglene <strong>og</strong> sådan. Vi havde ekkolod <strong>og</strong> en transistorradio.<br />
Der var radiofyr mange steder dengang.<br />
Når radioen ikke sagde n<strong>og</strong>et, så var det<br />
fordi, vi enten styrede mod fyret eller direkte fra<br />
det«. Således oplevede Hans Andersen skiftet<br />
mellem de gamle <strong>skibe</strong> <strong>og</strong> de nye. Men der var<br />
<strong>og</strong>så n<strong>og</strong>le, der gjorde nar ad Carolinerne <strong>og</strong> sag<br />
134<br />
de, at de var bygget af gamle cykler <strong>og</strong> symaskiner.<br />
I Marstrand oplevede Hans d<strong>og</strong>, at svenskerne<br />
var meget imponerede af CAROLINE. De havde<br />
selv n<strong>og</strong>le værre gamle små<strong>skibe</strong>. Det var <strong>og</strong>så<br />
med CAROLINE, at Hans i oktober 1978 passerede<br />
stedet, hvor BIRGIT THOR var gået ned. Gennem<br />
et par timer lå han <strong>og</strong> ledte efter de omkomne<br />
mellem lugebrædder <strong>og</strong> trosser. BIRGIT THOR<br />
var den tidligere JENS WAL der i 1952 blev bygget<br />
til skibsfører Niels Wal Hansen, Vedbæk, <strong>og</strong> forlænget<br />
1965. En enkelt gang kom JENS WAL til<br />
Frederiksværk <strong>og</strong> lastede jern for England. Da<br />
havde den endnu sine lossebomme. Først da<br />
<strong>skibe</strong>t i maj 1978 var blevet solgt til skibsfører<br />
Niels-Henrik Thordsen, Hirtshals, <strong>og</strong> omdøbt til<br />
BIRGIT THOR, begyndte det at sejle fast på Frederiksværk.<br />
Den 5. oktober 1978 var det i hård<br />
kuling på vej fra Vejle til Frederiksværk med<br />
<strong>skrot</strong>. BIRGIT THOR sank i Sejrøbugten fire sømil<br />
syd for Sjællands Odde. Tre mand omkom.<br />
Skibets reder <strong>og</strong> fører blev reddet af motorfærgen<br />
METTE MOLS. Dykkerundersøgelser af vraget<br />
godtgjorde, at lugerne ikke var skalket, <strong>og</strong> der<br />
derfor var trængt vand ned i lasterummet.<br />
HANNE HANSEN<br />
Siden 1986 har Hans Andersen været skipper på<br />
HANNE HANSEN, hvis korresponderende reder er<br />
Laurits Larsen, B<strong>og</strong>ense. Han har <strong>og</strong>så M/S STE<br />
FAN, der laster 450 tons, i fart på Frederiksværk.<br />
HANNE HANSEN sejlede det første år i fri fart,<br />
men har sejlet på Frederiksværk siden 1959. Til<br />
<strong>skibe</strong>ts 25 års jubilæum fik rederen et barometersæt<br />
fra DDS <strong>og</strong> en skibsklokke fra mægleren.<br />
Begge dele hænger i salonen med inskription.<br />
HANNE HANSEN var det første skib, der fejrede 25<br />
års jubilæum. Det er ikke en fast skik med jubilæumsgaver,<br />
fortæller Hans, »men rederen havde<br />
købt en masse bajere <strong>og</strong> smørrebrød«. Laurits<br />
Larsen kan i det hele taget godt lide at gøre n<strong>og</strong>et<br />
ud af det. Han vil <strong>og</strong>så gerne flage ved festlige lejligheder.<br />
Da DDS i 1990 havde 50 års jubilæum<br />
havde HANNE HANSEN alle signalflagene oppe.
I dag er det den 14. maj 1991, <strong>og</strong> samtalen med<br />
Hans Andersen finder sted i salonen på HANNE<br />
HANSEN, der er den af Carolinerne, der bedst har<br />
bevaret det oprindelige inventar bortset fra, at<br />
stolene er betrukket om. Sofaens betræk er det<br />
originale. I sofaen sidder Anine <strong>og</strong> deler sin<br />
opmærksomhed mellem os <strong>og</strong> en kryds-<strong>og</strong>-tværs.<br />
Sidbets <strong>skrot</strong>last er ved at blive losset med<br />
»polyppen«, <strong>og</strong> det støver synligt. Skrottet er fra<br />
Randers. Randers Skrot har fået sin egen plads<br />
i udkanten af havnen, fortæller Hans. HANNE<br />
HANSEN fik jerngarnering i lastrummet for to år<br />
siden i oktober. De var nødt til at klæde det hele<br />
ind i jern. Polygrabben, der kommer med et tryk<br />
på 20 tons, rev garneringsplankerne med op <strong>og</strong><br />
var meget hård ved lugekarmene. <strong>Jern</strong>et til garneringen<br />
fik rederen billigt fra DDS, men alligevel<br />
kom det til at koste næsten en halv million,<br />
lige så meget som <strong>skibe</strong>t kostede fra nyt. Ellers<br />
bliver <strong>skibe</strong>t kun almindeligt vedligeholdt, som<br />
klassen kræver. Han har aldrig haft havari. Kun<br />
to gange har han fået rorstammen vredet under<br />
en isvinter.<br />
Forhyret skipper<br />
Skibsfører Hans Andersen har tyve arbejdsdage<br />
pr. måned <strong>og</strong> ti fridage, der kan opspares. Det gør<br />
han <strong>og</strong> holder så fri i tre måneder, februar, juni<br />
<strong>og</strong> oktober. Så afløser rederen, ligesom han gør<br />
det på sit andet skib STEFAN. Ombord på HANNE<br />
HANSEN er de fire, skipper, bedstemand <strong>og</strong> to<br />
drenge. Af papirarbejde har Hans kun månedsregnskaberne<br />
for de fire. De øvrige regninger går<br />
til rederen. Forude bor drengene. I styrmandskammeret<br />
residerer bedstemanden Per Christensen.<br />
Han har duelighedsbevis i sejlads. Han er<br />
135<br />
HANNE HANSEN går i ballast ud<br />
af Stålvalseværkets havn.<br />
Bagved kommer den fuldtlastede<br />
ANN ROUSING.<br />
DDS foto 1991.
M/S JANTO, der i 1965 skiftede<br />
navn til JANE, er den ene af de to<br />
Carolinere, der aldrig<br />
er blevet forlænget.<br />
(H & S).<br />
<strong>og</strong>så kok, men de får nu mest medisterpølse. Jeg<br />
spørger, om de får fisk. »Ja, når vi er trætte af<br />
medisterpølse«, siger Hans, »vi fiskede før i tiden,<br />
mest torsk, men der er ingen fisk mere. Jeg har<br />
blink liggende over hele Kattegat <strong>og</strong> Skagerrak,<br />
hvor jeg har pilket torsk. Det var især på Fladen<br />
<strong>og</strong> nede ved Sejrø. Vi satte <strong>og</strong>så lidt garn uden<br />
for en fjord, hvor vi skulle ind. Når vi kom tilbage,<br />
kunne det være, at der var en rødspætte, når<br />
vi t<strong>og</strong> dem ind«.<br />
De to unge er fra Frederiksværk. Bedstemanden<br />
har en adresse i Ringe kommune, men han bor på<br />
<strong>skibe</strong>t. Det er hans hjem. Skipper <strong>og</strong> bedstemand<br />
skiftes til at tage vagterne. Ved land går de i toskifte,<br />
ude på længere rejser har de seks timers<br />
vagter, <strong>og</strong> så sørger Hans for at lægge dem sådan,<br />
at han kan sove om natten. »Det er et af mine få<br />
privilegier som skipper«, siger han. Jeg spørger,<br />
om han kan få n<strong>og</strong>le weekend'er i Marstal. »Så<br />
skal vi være heldige. Vi tager det, som det falder,<br />
<strong>og</strong> det er ikke ret tit, at det falder ud til vores fordel.<br />
Vi var i Marstal i påsken. Her holdt vi så både<br />
jul, sølvbryllup <strong>og</strong> fødselsdag. De voksne sønner<br />
136<br />
var <strong>og</strong>så hjemme. Den mellemste sejler <strong>og</strong>så. Vi<br />
er glade for at spille kort, så når familien er sammen<br />
spiller vi mest kort, 66 eller hjerter-fri«.<br />
Ombord på HANNE HANSEN gør de rent næsten<br />
uafbrudt, fortæller Hans videre, de vasker af <strong>og</strong><br />
støvsuger. Så snart det er vejr til det, foregår det<br />
udendørs med malerarbejde <strong>og</strong> med at gnide<br />
metaldelene med sprayvoks. Om aftenen ser de<br />
videofilm. De får dem fra Velfærdsrådet <strong>og</strong> deler<br />
dem med et andet skib. Nu har man fire fjernsyn<br />
ombord, et i skippersalonen, et i kabyssen hos folkene<br />
<strong>og</strong> to privat. Anine kan bedst lide de gamle<br />
danske film. I går aftes så hun »Far til fire«. Hans<br />
kan lide at læse om, hvordan søfolkene havde det<br />
i gamle dage. I øjeblikket er det Nationalmuseets<br />
serie Søens Folk, han er optaget af. Hans Andersen<br />
viser fot<strong>og</strong>rafier af n<strong>og</strong>le fint udførte skibsmodeller,<br />
han har lavet. Også HANNE HANSEN<br />
har han udført i model.<br />
Fra vinduet i salonen kan vi se, at polygrabben<br />
nu er ved at toppe <strong>skrot</strong>tet op i lasten. Hans<br />
Andersen forklarer, at det er, fordi der nu ikke<br />
kan være mere <strong>skrot</strong> i containerne, så lægger
grabben <strong>skrot</strong>tet tilrette i stedet for at standse.<br />
Hans mener, at polygrabben blev indført for en ti<br />
år siden. Nu kan man losse <strong>og</strong> laste på toenhalv<br />
time, hvor det før i tiden t<strong>og</strong> næsten et døgn. En<br />
kran med en magnetplade »støvsuger« det sidste,<br />
<strong>og</strong> en havnearbejder skovler den jord sammen,<br />
der er fulgt med <strong>skrot</strong>tet ned i lastrummet. »Før i<br />
tiden«, siger Hans, »blev der arbejdet på alle<br />
tider af døgnet. Nu stopper lastekranen fra lørdag<br />
morgen kl. seks til mandag morgen kl. seks.<br />
Lossekranen er til gengæld i gang uafbrudt. Vi<br />
lossede her Kristi Himmelfartsdag. Men så lå<br />
hele Værket stille 1. maj. Det ligger <strong>og</strong>så stille i<br />
julen, i påsken <strong>og</strong> i industriferien, der er 14 dage i<br />
juli. I industriferien er HANNE HANSEN på værft i<br />
Søby. Der er ganske vist <strong>og</strong>så lukket, men der er<br />
et par folk, der gerne vil tjene lidt ekstra, <strong>og</strong> de<br />
bliver tilbage. Vi skal bare bestille i god tid«.<br />
Der bliver ingen jernlast til HANNE HANSEN. Den<br />
skal gå tom til Strib for at hente af-fortinnede<br />
dåser. Vejrudsigten melder om kuling. Ægteparret<br />
bliver enige om, at hvis det tegner for slemt,<br />
kan de gå ind til Hundested. Herfra er der toenhalv<br />
times sejlads til Sjællands Rev. Anine er<br />
oplivet ved tanken om Hundested. Så kan de få<br />
en ristet pølse <strong>og</strong> aflevere lotto. De kender <strong>og</strong>så<br />
folk alle steder i havnene. Hans forklarer, at en<br />
lott<strong>og</strong>evinst er den eneste mulighed for at de kan<br />
gå på pension.<br />
Gunnar Hansen <strong>og</strong> JANE ex JANTO<br />
N<strong>og</strong>le timer senere var Gunnar Hansen ombord<br />
på JANE på vej ned fra Aalborg. Han blev ringet<br />
op af Hans Andersen, <strong>og</strong> Gunnar refererer: »Da<br />
jeg snakkede med ham, da var vinden så meget<br />
omme, at han havde læ hen til Sjællands Rev. Da<br />
er det mange gange, at hvis man kan få læ n<strong>og</strong>et<br />
hen ad vejen, så bare at komme over <strong>og</strong> få fat i<br />
Jylland som nu i dag med vestlig vind. Men der<br />
er det værst med nordvest sådan lige på ved<br />
Hundested. Er man nu kommet halvvejen i læ, så<br />
er det altid bedre, fremfor at man får det lige så<br />
snart, man stikker snuden udenfor«.<br />
M/S JANE ligger om morgenen den 2. april 1991<br />
ved ventekajen i Staalvalseværkets havn. Lysmaskinen<br />
går for at drive en spuleslange. JANE<br />
kom ind aftenen før kl. 22 med <strong>skrot</strong> fra Uniscrap<br />
i Vejle <strong>og</strong> var udlosset et kvarter over midnat.<br />
Losningen rejste som altid en sky af støv, som nu<br />
har har lagt sig. Det er dette støv, som bedstemanden<br />
Kim Jørgensen nu skyller væk, før <strong>skibe</strong>t<br />
lastes for næste rejse.<br />
Skibets ejer <strong>og</strong> fører Gunnar Hansen viser <strong>skibe</strong>t<br />
frem. Det er den ene af de to Carolinere, der ikke<br />
er forlænget. De er kun to mand ombord fast.<br />
Kamrene forude bliver brugt som depotrum.<br />
Gunnar er med gode argumenter ved at beklage<br />
sig over søtransportens ringe vilkår, da han får<br />
besked fra mægleren om at forhale tværs over<br />
bassinet til lastekajen, da han har fået en fragt på<br />
200 tons stangjern til Lemvigh-Muller & Munck i<br />
Århus. På lastekajen er et sjak på fem havnearbejdere<br />
i gang med stangjernet. »Hvor lang er<br />
din lugekarm, Gunnar?« råber en. »Den er 13,85<br />
meter«, svarer Gunnar. »Så kan vi ikke få stang-<br />
137<br />
Skibsfører Gunnar Hansen i sit<br />
soverum på JANE.<br />
Foto: Kirsten Jappe 1991 (H & S).
jernet ned. De er 14 meter«. »Jo, I kan«. »Nej, det<br />
er af sikkerhedshensyn.« Der er smil fra begge<br />
sider. Det er ikke første gang, de prøver at tage<br />
gas på Gunnar. Lidt efter løfter kranen de lange<br />
jernstænger ombord i bundter. De svajer nedad i<br />
en blød bue, så der er rigelig plads. Da der er<br />
kommet ti knipper å to tons ombord, er klokken<br />
ti, <strong>og</strong> folkene går til frokost.<br />
Gunnar Hansen er født i B<strong>og</strong>ense 1941. Hans far<br />
var fisker, <strong>og</strong> han selv startede som dreng ombord<br />
på Carolineren STELLA RASK, der sejlede med<br />
korn fra Bandholm til Vejle sammen med JANTO.<br />
JANTO<br />
Carolineren JANTO blev leveret i december 1959<br />
til skibsfører Gramstrup Christensen i Odense.<br />
Den blev opkaldt efter de to sønner Jan <strong>og</strong> Torben<br />
ligesom familiens tidligere skib TORJAN. Hele<br />
familien sejlede med, indtil der skete en tragisk<br />
hændelse. 11960 blev Torben fundet død i køjen i<br />
styrmandslugaret over for kabyssen. Dødsårsagen<br />
var kulilteforgiftning på grund af et defekt<br />
køleskab. I 1965 var Gunnars storebror Axel<br />
Hansen skipper på JANTO, <strong>og</strong> han t<strong>og</strong> Gunnar<br />
som bedstemand. Da var <strong>skibe</strong>t begyndt at sejle<br />
på Frederiksværk i fri fart. På den tid ejede Albert<br />
Petersen ROSENVOLD på 299 brt., men da hans<br />
skipper havde været uheldig <strong>og</strong> haft havari, var<br />
det en af grundene til, at Albert Petersen byttede<br />
skib med Gramstrup Christensen, der fik ROSEN<br />
VOLD, <strong>og</strong> Albert selv fik JANTO samt et beløb, der<br />
skulle godtgøre tonnageforskellen. Albert Petersen<br />
overt<strong>og</strong> JANTO i Aabenraa <strong>og</strong> omdøbte den<br />
til JANE efter sit første barnebarn. Axel Hansen<br />
fortsatte som skipper. Desuden var der to drenge,<br />
for dengang var de fire mand ombord. Gunnar<br />
skulle bare med på den første rejse fra<br />
Aabenraa til Rønne, hvorfra der blev lastet skærver<br />
til Hobro. Fra Hobro rejste Gunnar hjem til<br />
B<strong>og</strong>ense for at fiske. I juli blev så bedstemanden<br />
smidt i land fra JANE. Han var mødt fuld ombord,<br />
<strong>og</strong> Albert Petersen bad da Gunnar træde til for<br />
138<br />
en uge eller to. Dengang blev <strong>skibe</strong>t sejlet af<br />
Albert Petersen, der havde sin kone med, bedstemanden<br />
<strong>og</strong> en dreng. De sejlede sten fra stenbruddene<br />
ved Lysekil til høfdebygningen ved<br />
Agger <strong>og</strong> Thyborøn. De gik i fast fart - tom til<br />
Hunebo Strand <strong>og</strong> Rexo <strong>og</strong> tilbage med broksten,<br />
de granitsten, der ikke var egnet til gravsten<br />
<strong>og</strong> sådan n<strong>og</strong>et. Disse blokke vejede fra halvanden<br />
<strong>og</strong> op til seks-syv tons. De blev ikke tippet<br />
direkte ned i lastrummet, men blev af en kran<br />
lagt forsigtigt ned på n<strong>og</strong>le sveller eller lignende i<br />
bunden. Sådan sejlede Gunnar hele den første<br />
sommer <strong>og</strong> efterår. Om efteråret foresl<strong>og</strong> Albert<br />
Petersen, at Gunnar skulle gå på skole <strong>og</strong> tage<br />
eksamen. Han startede 20. januar 1966 på Marstal<br />
Navigationsskole <strong>og</strong> var færdig den 8. juni.<br />
Dagen efter kom han tilbage til JANE <strong>og</strong> nu som<br />
skipper. Gunnar har gemt sine almanakker fra<br />
1965 <strong>og</strong> frem, <strong>og</strong> selvom optegnelserne er kodeagtigt<br />
korte, bidrager de alligevel til at fastholde<br />
tidspunkter <strong>og</strong> styrke hukommelsen.<br />
25 år med JANE<br />
Gunnar Hansen kunne i 1991 fejre 25 års jubilæum<br />
som skipper på JANE. I 1978 købte han<br />
halvpart i <strong>skibe</strong>t, <strong>og</strong> fra 1986 har han været eneejer<br />
<strong>og</strong> reder.<br />
Som skipper i 1966 sejlede Gunnar med JANE i fri<br />
fart. Det var Charles Petersen, der var mægler for<br />
<strong>skibe</strong>t. Med mellemrum står der i almanakken<br />
500 kr. <strong>og</strong> 1000 kr., det betød, at Gunnar havde<br />
hævet ved mægleren. En af de første ture var<br />
med jern fra Gdansk til Århus <strong>og</strong> Randers. Ellers<br />
var det små skærver, Faksekalk <strong>og</strong> briketter fra<br />
Stralsund. I oktober 1966 sejlede Gunnar sine<br />
sidste rejser i fri fart. Fra Aalborg sejlede han<br />
skærver til København. Gik tom til Fakse <strong>og</strong><br />
lastede kalk til Rønne, hvor han fik en rejse med<br />
skærver til Haag. Så var han i Stralsund <strong>og</strong> laste<br />
briketter til Aabenraa. Fra Haderslev t<strong>og</strong> han en<br />
ladning <strong>skrot</strong> til Frederiksværk. Fra denne dag,<br />
den 21. oktober 1966 begyndte han at sejle fast
på Frederiksværk. Herefter betegner kalenderens<br />
destinationer enten de steder, hvortil JANE bragte<br />
nyt jern som Gøteborg, Emden, Sandefjord <strong>og</strong><br />
Kiel eller de mange jyske <strong>og</strong> fynske <strong>skrot</strong>pladser<br />
som Esbjerg, Middelfart, Kolding <strong>og</strong> Haderslev.<br />
Det var før <strong>skrot</strong>pladserne blev koncentreret til<br />
Vejle, Odense <strong>og</strong> Århus <strong>og</strong> så det nye scredderanlæg<br />
ved Hadsund.<br />
Sidst i 1960'erne havde DDS ikke selv kapacitet<br />
til at smelte alt <strong>skrot</strong>jernet. Det blev så sejlet til<br />
et jernværk i Ronnebyhavn i Blekinge i Sverige,<br />
hvor det blev smeltet <strong>og</strong> sejlet tilbage til Frederiksværk<br />
i n<strong>og</strong>le store blokke, der hed »slabs«.<br />
Gunnar gik <strong>og</strong>så et par gange til Lindø med nyt<br />
jern <strong>og</strong> til Hamborg. JANE kunne ikke lægge<br />
masterne ned, men det var heller ikke meget på<br />
tale dengang. De tyske kahner hentede selv til de<br />
steder, hvor det var vanskeligt at komme ind.<br />
Dengang havde Gunnar ingen problemer med at<br />
få jernpladerne ned i lastrummet, da de ikke var<br />
mere end 10-12 meter. Det var nok i begyndelsen<br />
af 70'erne, at de startede med at lave dem længere.<br />
I dag sejler JANE stadig med jernplader, men<br />
det er til Malmø <strong>og</strong> n<strong>og</strong>le industrier i Norge, der<br />
har brug for mindre plader. I Horten har de et<br />
anlæg, hvor de sandblæser <strong>og</strong> primer pladerne <strong>og</strong><br />
sender dem videre til værfter <strong>og</strong> fabrikker. 11968<br />
var Gunnar hjemme <strong>og</strong> blive gift i november. Da<br />
afløste rederen en ugestid. Ellers har Gunnar<br />
ikke haft n<strong>og</strong>en afløser. Han havde <strong>og</strong> har fri i<br />
julen, <strong>og</strong> når Stålvalseværket ligger stille i juli. I<br />
juni 1971 flyttede familien til Frederiksværk, for<br />
dengang kunne de sommetider ligge 3-4 dage i<br />
havnen. Da gik det jo ikke ligeså stærkt med at<br />
laste <strong>og</strong> losse, som det gør i dag. I 1972 døde<br />
Gunnars ældste bror Axel Hansen efter et halvt<br />
års svær sygdom. Han boede <strong>og</strong>så i Frederiksværk,<br />
<strong>og</strong> det var ham, der ejede CAROLINE. Gunnar<br />
<strong>og</strong> Inge Hansen <strong>og</strong> deres to drenge boede i<br />
Frederiksværk, indtil de i 1987 flyttede tilbage til<br />
fødebyen B<strong>og</strong>ense. Lindegaard er flink til at finde<br />
last til Vejle eller Fynsområdet sidst på ugen,<br />
så han kan holde weekend hjemme. Før der<br />
var n<strong>og</strong>et, der hed industriferie, så kom familien<br />
gerne ned, når <strong>skibe</strong>t fik overhalet motorer i<br />
Eckernførde eller lå på værft i Aabenraa. I de<br />
senere år har familien Hansen holdt ferie i 14<br />
dage i et hus i Marstal. Vennen, der ejer huset,<br />
sejler i langfart. Så gør Inge huset rent indvendig,<br />
mens Gunnar ordner haven <strong>og</strong> laver småreparationer.<br />
Efternøleren Louise på fire bliver der<br />
<strong>og</strong>så tid til. Juleferien begynder 14 dage før jul <strong>og</strong><br />
varer til en uge ind i januar. Gunnar Hansen har<br />
sin cykel med ombord på JANE. Den er til god<br />
nytte, <strong>og</strong> var det især, da familien boede i Frederiksværk,<br />
for afstandene er store, hvis man for<br />
eksempel skal fra Staalvalseværkets lossekaj ind<br />
til Frederiksværk 4 ).<br />
Én gang fisker, altid fisker<br />
Som en meget stor oplevelse fortæller Gunnar<br />
Hansen om familiens sommerferie i 1982, hvor<br />
de i industriferien lå i Rønne. JANE sejlede dertil<br />
tom fra Frederiksværk, <strong>og</strong> en <strong>skrot</strong>handler på<br />
139<br />
Ruse <strong>og</strong> garn ligger parat underbåden<br />
på JANE, hvis ekkoloddet<br />
viser fisk <strong>og</strong> tiden tillader et<br />
ophold.<br />
Foto: Kirsten Jappe 1991 (H & S).
Gunnar Hansen står altid selv<br />
for den varme mad.<br />
Foto: Kirsten Jappe 1991 (H & S).<br />
øen lånte dem en bil, så de kom øen rundt. De<br />
var <strong>og</strong>så på Christiansø. »Nu Bornholm, der har<br />
jeg været så meget, fordi mens min far fiskede, da<br />
fiskede han altid på Rønne eller fra Bornholm<br />
om sommeren <strong>og</strong> fangede sild. Alle mine sommerferier,<br />
mens jeg gik i skole, de blev tilbragt på<br />
Bornholm«. Ombord på JANE har Gunnar en<br />
fiskeruse <strong>og</strong> garn liggende under skibsbåden, <strong>og</strong><br />
ved hjælp af ekkoloddet i bestiklukafet kan han<br />
se, hvor fisken er. I dag skal de to ombord have<br />
k<strong>og</strong>t hornfisk. Den har Gunnar købt af en brorsøn<br />
hjemme i B<strong>og</strong>ense, der er bundgarnsfisker.<br />
Men Gunnar fisker selv, når lejlighed gives. »Ja<br />
nu så sent som sidste gang, vi var i Norge, da<br />
havde vi garn ude <strong>og</strong> fangede n<strong>og</strong>le rødtunger<br />
<strong>og</strong> n<strong>og</strong>le isinger <strong>og</strong> en rigtig søtunge«. Gunnar<br />
havde engang én med, der ikke spiste fisk. Han<br />
var fra Ribe, så den fisk de kunne købe der, den<br />
140<br />
var jo ikke frisk. I en måned havde han kun fået<br />
sovs <strong>og</strong> kartofler, men en dag fangede han selv<br />
en torsk på pilk <strong>og</strong> den k<strong>og</strong>te Gunnar til middag.<br />
Så kunne han spise fisk.<br />
Hartmut Larsen<br />
<strong>og</strong> BENTE BACH ex CAROLINE<br />
Den 14. maj 1991 har jeg aftalt et interview med<br />
Hartmut Larsen, der er skipper på BENTE BACH.<br />
Vi mødes på ventekajen foran <strong>skibe</strong>t, der er<br />
malet grønt, <strong>og</strong> som ser særdeles ramponeret <strong>og</strong><br />
misligholdt ud. Hartmut medbringer et par store<br />
bæreposer fra Kvickly. Bruno Bach Petersen,<br />
<strong>skibe</strong>ts reder, var utilfreds med skibshandleren i<br />
Frederiksværk <strong>og</strong> har bedt Hartmut om ikke at<br />
benytte ham. I stedet får de leverancer fra skibshandleren<br />
i Hundested, der <strong>og</strong>så rykker ud uden<br />
for almindelig åbningstid. Så supplerer Hartmut,<br />
<strong>og</strong> med hensyn til kød går han altid selv med for<br />
at se, hvad der bliver købt. En ung mand fra<br />
Frederiksværk Shipping kommer med en BT <strong>og</strong><br />
beklager, at han ikke kunne få Jyllandsposten.<br />
Styrmanden Hannibal, der egentlig hedder Johan<br />
<strong>og</strong> er en lidt ældre mand, står i styrehuset. Han er<br />
ligesom Hartmut tiltrådt for få uger siden.<br />
Hartmut Larsen (f. 1958) har tidligere sejlet med<br />
en Caroliner, nemlig KAMINA. I 1978 efter overstået<br />
militærtjeneste i marinen sejlede han otte<br />
dage med KAMINA, der da gik mellem Polen<br />
(Kolberg), Bornholm <strong>og</strong> Holbæk med bl.a. drænrør.<br />
I efteråret 1989 var Hartmut igen med KAMI<br />
NA, denne gang i tre måneder <strong>og</strong> nu som styrmand.<br />
Skibet havde da i et par år været i fast<br />
charter for firmaet Hede Nielsen, der fik Europaforhandlingen<br />
af urea fra Police i Polen, en af<br />
Europas største gødningsfabrikker. De sejlede<br />
med NPK-gødning <strong>og</strong> urea i bulk, for polakkerne<br />
ejede ikke sække, som Hartmut siger. Hede Nielsen<br />
havde egne lagre i Thisted, <strong>og</strong> ellers blev<br />
leverancerne efter ordre sejlet i nærfart på danske<br />
eller nordtyske havne.
Efter KAMINA sejlede Hartmut Larsen tankskib. I<br />
vinteren 1990 fire til fem dage efter at Hartmut<br />
havde afmønstret, ringede Bruno Bach Petersen,<br />
at han skulle bruge en skipper til BENTE BACH,<br />
for han havde købt kroen i Brørup. De aftalte, at<br />
Hartmut skulle mønstre 1. april for at få en 14<br />
dages tid sammen med Bruno som skipper for at<br />
komme ind i det. Imidlertid sagde styrmanden<br />
op, så i stedet tiltrådte Hartmut den 20. marts<br />
som styrmand <strong>og</strong> som skipper den 1. april. Skibet<br />
sejler med unge i alderen 16-26 år, der har begyndende<br />
sociale problemer. Den først ansatte styrmand<br />
kunne ikke med drengene, så i stedet kom<br />
Hannibal, der er bror til Hartmuts svigerfar. Han<br />
er vant til unge fra et tilsvarende projekt. Drengene<br />
fås gennem J. E. Consult i Hou, der kører<br />
det for kommunerne. Konsulenten i Hou er så<br />
ansvarlig i tilfælde af problemer, eller hvis de<br />
unge rømmer. Drengene bor forude, hvor de to<br />
tomandskamre er blevet fornyet »i den gamle<br />
stil«. De ses ikke i gang med arbejdet ombord, ja,<br />
de ses slet ikke. BENTE BACH venter på en last<br />
stålplader til Aalborg Boilers. Herfra skal han gå<br />
tom til Skive, hvor han skal laste <strong>skrot</strong> hos Espersens<br />
Genvindingsindustri.<br />
Hartmut Larsen fortæller, at Bruno Bach skal<br />
have fået <strong>skibe</strong>t billigt, for det stod lige for at<br />
skulle klasses, men han har aldrig hørt hvor billigt.<br />
Da <strong>skibe</strong>t skulle have nyt navn <strong>og</strong> males, sagde<br />
de andre <strong>skippere</strong>, at et skib i stålfarten skulle<br />
være blåt. I protest malede Bruno det derfor<br />
grønt, skr<strong>og</strong>et mørkegrønt <strong>og</strong> dæk, styrehus <strong>og</strong><br />
opstående lysegrønt. Bruno, der mener at vide, at<br />
de andre kalder ham BULDOGGEN, har sat store<br />
klistermærker af en buld<strong>og</strong> op på begge sider af<br />
styrehuset <strong>og</strong> som skorstensmærke. Hartmut har<br />
fået frie hænder til at male <strong>skibe</strong>t, som han vil,<br />
bare han ikke maler det blåt. Han viser det store<br />
cirkelrunde klistermærke med buld<strong>og</strong>gen på rød<br />
baggrund, der skal ud i stævnen når skr<strong>og</strong>et er<br />
malet. Det bliver nok grønt igen, men dækket er<br />
ved at blive malet hvidt. Det er nu ikke BUL<br />
DOGGEN der er de andre jern<strong>skippere</strong>s tilnavn til<br />
Bruno Bach <strong>og</strong> hans skib, men BULDOZEREN, for<br />
han støder ind i alt <strong>og</strong> alle. »Den ligner snart en<br />
kuf«, siger efi af dem om den fordums CAROLINE.<br />
Da jeg tre-fire måneder senere får en snak med<br />
Bruno Bach på hans bodega i Brørup, fortæller<br />
han, at <strong>skippere</strong>n <strong>og</strong> bedstemanden er fratrådt.<br />
141<br />
BENTE BACH sejler gennem<br />
Limfjorden.<br />
Besætningsmedlemmerne nyderudsigten<br />
fra broen.<br />
Bays Foto-Service,<br />
foto august 1988.
Hans søn er nu ombord,' <strong>og</strong> Bruno tænker på selv<br />
igen at sejle <strong>skibe</strong>t for at få det til at gå. Bruno<br />
har sejlet med drenge fra institutioner, siden han<br />
købte <strong>skibe</strong>t i 1985. Han fortæller, at han betaler<br />
de unge overenskomstmæssig hyre, således at der<br />
ikke bliver et nævneværdigt overskud, <strong>og</strong> at han<br />
efter sejladsperioden anbefaler de egnede til optagelse<br />
på Søfartsskolen i Svendborg.<br />
En af Danmarks største industrivirksomheder,<br />
Det danske Staalvalseværk i Frederiksværk, blev<br />
grundlagt som et storstilet inititativ for at gøre<br />
Danmark delvist selvforsynende med jern <strong>og</strong> stål.<br />
En stor del af værkets produktion er gået til bygning<br />
af <strong>skibe</strong> - til danske <strong>og</strong> ikke mindst til udenlandske<br />
redere - <strong>og</strong> har således været med til at<br />
gøre den danske værftsindustri til ikke alene et af<br />
landets mest betydende eksporterhverv, men er<br />
<strong>og</strong>så en genbrugsvirksomhed af betydeligt omfang.<br />
Gammelt jern <strong>og</strong> stål - <strong>og</strong>så gamle udtjente<br />
<strong>skibe</strong> - har taget turen igennem værkets store<br />
smelteovne <strong>og</strong> er blevet til nye materialer brugt<br />
til skabning af n<strong>og</strong>et nyt.<br />
Carolinerne har i dette spillet en betydningsfuld<br />
rolle. De er selv bygget af stålmaterialer fra værket,<br />
<strong>og</strong> en lang række af dem har været beskæftigede<br />
med at bringe udtjente materialer til værkets<br />
smelteovne <strong>og</strong> til at transportere de nye produkter<br />
ud til forbrugerne. Måske en <strong>og</strong> anden<br />
Caroliner selv vil indgå i værkets genbrugscyklus.<br />
Kilder til<br />
Det Danske Stålvalseværks historie:<br />
Avisudklip: Nationaltidende 18. marts <strong>og</strong> 30.<br />
oktober 1953, Politiken 30. november 1992.<br />
HSM (Helsingør Skibs- <strong>og</strong> Maskinbyggeri), 1950<br />
nr. 1,8-11,1951 nr. 2,9 f, 1952 nr. 1,7.<br />
Det Danske Stålvalseværk A/S 1940-1990.<br />
Jubilæumsbrochure.<br />
Industriens folk i Frederiksværk, Frederiksværksegnens<br />
Museum 1991.<br />
<strong>142</strong><br />
Noter:<br />
1) Niels Lindegaard blev pensioneret l.nov. 1994.<br />
2) Citeres med tilladelse fra Søfart, redaktør Per<br />
Rugholm.<br />
3) Arne Søndenbroe, fhv. direktør for agenturfirmaet<br />
Arnesca, der repræsenterede det Østtyske<br />
Statsforetagende DSM (Deutsche Stahl<br />
u. Metall, skriver d. 11. nov. 1991 til Handels<strong>og</strong><br />
Søfartsmuseet: »Fra dette firma (DSM)<br />
blev fra 1961 <strong>og</strong> ca. 10 år fremover leveret<br />
betydelige mængder stålråjern: Jeg vil tro det<br />
var over 100.000 ton, der alle gik til DDS i<br />
Frederiksværk... Bådene var i 99% af tilfældene<br />
Carolinere. Carolinerne sejlede <strong>og</strong>så herfra<br />
med færdigvalset jern <strong>og</strong> kom ligeledes med<br />
<strong>skrot</strong> fra andre danske havne. Det var gode<br />
pålidelige <strong>skibe</strong>, som vi aldrig havde det mindste<br />
vrøvl med«.<br />
4) Bj. Wildau <strong>og</strong> Finn Larsen: René <strong>og</strong> M/S<br />
JANE, Randers 1982. Børneb<strong>og</strong>, der i fotos <strong>og</strong><br />
tekst fortæller om René, der sejler med sin far,<br />
Gunnar Hansen, på en rejse fra Randers til<br />
Frederiksværk.