græsning og høslæt i naturplejen.pdf

stem og opholdstid i mavetarmkanalen. Hos drøvtyggere kan fordøjelig cellevæg
udnyttes optimalt, men forholdet mellem dyrets fyldningskapacitet (Ka)
og foderets fyldningsfaktor (FFu) sætter begrænsninger for, hvor stor en andel
af cellevæg, der kan omsættes af mindre drøvtyggere. Hos heste er udnyttelsen
af cellevæg meget mere begrænset (Figur 5.1). Dyrene optimerer samtidig deres
foder i forhold til fordøjelsessystemets udformning og omsætningskapacitet
gennem den måde, de vælger og optager deres føde på. Eksempelvis fi nder
man inden for kvæg, får og hjorte en gradient fra rene græssere til næsten rene
nippere, med en tilsvarende gradient i selektionen af foderemner gående fra
optagelse af en samlet tot af plantemateriale til optagelse af enkelte blade eller
skudspidser, jf. kapitel 4. Små dyr som får og rådyr er generelt mere selektive i
valg af plantedele, og samtidig er de i højere grad nippere. Store dyr som visent,
kvæg og krondyr er generelt mindre selektive. Tydelige undtagelser fi nder vi
dog hos elgen, der trods stor vægt er udpræget nipper og forholdsvis selektiv på
plantedelsniveau, og hos hesten, der ligeledes har høj vægt, og som kan optage
store fødemængder, men er en betydeligt mere selektiv græsser end kvæg.
Plantematerialets forskellige fordøjelseshastighed sætter begrænsninger mht.
udnyttelsesmulighederne. Kombination af lavt celleindhold og lav fordøjelseshastighed
sætter især grænser for, hvilke mængder der kan omsættes af de
mindste drøvtyggere, får, geder og rådyr. Dyrenes optagelse af strukturrig plantevækst
afh ænger af plantevækstens fyldningsfaktor (FFu) og dyrets fyldningskapacitet
(Ka), hvor Ka er den mængde foder, dyret kan omsætte pr. dag, målt
som antal af FE af et givent foder gange dets FFu. Der er forskel på de forskellige
dyrearters Ka, men også forskel mellem racerne. Forskellene er ikke kun
betinget af størrelsesforskelle, men kan tillige være raceegenskaber, der er udviklet
ved lang tids tilpasning til bestemte typer af foder. Ka øges med dyrets
alder, men svinger tillige med produktionsfase, hvor specielt drægtighed nedsætter
Ka fordi fosteret optager plads. FFu stiger ved stigende indhold af strukturstoff
er og falder ved stigende fordøjelighed.
Ka har indfl ydelse på, hvor strukturholdigt foderet kan være i forhold til dyrets
produktionsfase. I forbindelse med vækst øges Ka potentielt med stigende
vægt. I Figur 5.2 ses Ka-øgningen hos kvier ved en vægtstigning fra 150 til 650
kg. Men da Ka øges langsommere end behovet for energi til vækst, falder den
maksimale FFu (FFu maks ) med øget vægt af dyret fra ca. 1,8 til 1,6.
Hos kælvekvier falder Ka fra 6. drægtighedsmåned til kælvning, samtidig med
at FFu maks falder fra godt 1,5 til knap 1,1. På dette tidspunkt ligger FFu under
det, man fi nder i naturlig vegetation, f.eks. eng med FFu over 1,25.
Hos kælvekøer er Ka øget i forhold til kælvekviens, og FFu falder fra 3,3 til 2,3
i løbet af den sidste del af drægtigheden (Figur 5.3). De to yderpunkter, FFumaks
= 1,1 for højdrægtige kvier i fuld vækst, hhv. FFu = 2,3 for højdrægtige
maks
udvoksede dyr, peger på, at man ikke skal kælve kvier på naturarealer for tidligt
– de skal gerne være fuldt udvoksede senest ved sidste tredjedel af drægtigheden.
Det samme gælder de små drøvtyggere. Ka-FFu-samspillet varierer som
nævnt i forhold til race, og der vil være højere FFu -værdier hos mere primi-
maks
tive racer samt lavere hos meget stort, kødfyldt kødkvæg.
90