græsning og høslæt i naturplejen.pdf
græsning og høslæt i naturplejen.pdf græsning og høslæt i naturplejen.pdf
men med skud fra træer og buske. Løvtræer foretrækkes som regel, men når der ikke er tilgængelige løvtræer, ædes kviste af nåletræer, og da især ædelgran. På andre årstider kan landbrugsafgrøder spille en stor rolle 35 . Fødevalget afh ænger meget stærkt af den vegetation, der er i området, hvilket gør det svært at uddrage generelle regler for rådyrs fødevalg. Vomindholdet hos nogle dyr har vist sig at bestå af en enkelt art, f.eks. hvid anemone, mens det hos andre består af en blanding af arter. Rådyrene æder en lang række urter, bl.a. alm. røllike, skovmærke, lyngsnerre. Vomprøver fra Boris Hede indeholdt en del revling, der i høj grad vrages af andre græssere. Variationen af fødepræferencer viser, at rådyr er gode til at udnytte forskellige nicher, herunder æde planter, som ikke udnyttes af andre græssere. Grovere græsser som blåtop vrages tilsyneladende af rådyr 35 . Rådyr som naturplejere Rådyret er ikke et socialt dyr på samme måde som dådyr og krondyr, og dets sociale adfærd gør det uegnet til at leve i indhegninger, med mindre disse er meget store. Det stigende antal rådyr har en vis naturplejeeff ekt ved at hæmme tilgroning af kær og moser 36 . 4.2.6 Elg Elgen er den største nulevende hjort. Kroppen er mellem 2-3 m lang med en gennemsnitlig skulderhøjde på 2,20 m. I Skandinavien ligger elgens vægt mellem 250-500 kg for en voksen han (kaldet en tyr), hunnen (kaldet en ko) vejer mellem 240-350 kg. Elgen levede i Danmark indtil yngre stenalderen for omkring 4.000-6.000 år siden. Den indvandrede i følgeskab med bævreaspen for ca. 14.000 år siden, og den formodes at have været særligt talrig i Danmark i perioden fra 8.500 72 50 40 30 20 10 0 Hedelyng Træer og buske Græs Urter Andre fødeemner Boris Hede Kalø Figur 4.5. Vomindhold fra rådyr (i %) fordelt på plantegrupper opgjort på årsbasis. Undersøgelsen omfatter rådyr fra hhv. Kalø og Boris Hede i Vestjylland. Hedelyng ædes året rundt, men er især væsentlig som vinterfoder på Boris Hede. På Kalø har råvildtet ikke adgang til hedelyng. Her ædes i stedet for en del blade af nåletræer samt rødder af hvid anemone som vinterfoder. Tilsammen udgør hedelyng, urter og græsser de væsentligste fødeemner på begge lokaliteter. På Kalø spiller også markafgrøder en stor rolle (efter Strandgaard, 1999 34 ).
Elgen har en kort hals i forhold til sin størrelse – egnet til løvfoder, men ikke så velegnet til græsning af bundvegetation. Foto Rita Merete Buttenschøn til 7.000 f. Kr. I dag strækker elgens udbredelse sig stort set hele vejen rundt på den nordlige halvkugle. I Europa fi ndes elgen i Sverige, Norge, Finland og fra Østpolen mod øst gennem den nordlige del af det tidligere Sovjetunionen samt en del af Asien til Stillehavet. På det nordamerikanske kontinent fi ndes elgen i Alaska, Canada og i enkelte af de nordligste stater i USA. Elgen har bredt sig i det sydlige Sverige i de seneste årtier og vil måske kunne brede sig til Danmark. Der har været fl ere eksempler på elge, der er svømmet over Øresund til Sjælland og har levet her i kortere eller længere tid. Den sidste elg ankom i 1999, også svømmende fra Sverige. Den blev dræbt den 20. maj 2000, da et tog påkørte den ved Ringsted. Af hjortearterne er elgen den mindst sociale. Om sommeren færdes hannerne enkeltvis, mens hunnerne er sammen med deres kalve. Som regel færdes de vinteren igennem i større eller mindre fl okke, men dette tilskrives først og fremmest ernærings- og sneforhold. En stor del af tiden strejfer de omkring for at fi nde steder, hvor der er føde. Når foråret begynder, opløses fl okkene lidt eft er lidt. De hunner, der skal føde, søger hen til skovområder, hvor de kan være uforstyrrede. Elgen vandrer normalt stille og roligt omkring. Bliver den skræmt, kan den løbe særdeles hurtigt (topfart 56 km/t), selvom den bevæger sig på steder, hvor der er mere eller mindre tæt underskov. Elgen er en udpræget browser og afh ængig af større, sammenhængende skovarealer. Dens fødevalg varierer som hos de øvrige arter ganske betragteligt efter det tilgængelige fødeudbud i leveområdet. Om vinteren udgør forveddede plantedele samt nåle af fyrretræer hovedføden, mens den tilsyneladende kun nødigt æder gran. Om sommeren spiller løvbærende kviste af bl.a. alm. røn, pilearter, bævreasp, eg og birk en stor rolle. Samlet udgør browse (skud, knopper og grene af træer samt bark) omkring 85 % af det samlede foder, og elgen er således den græsser, der æder den største andel vedvegetation (Figur 4.6). Desuden æder den gerne dværgbuske af lyng og blåbær, friske urter samt vandplan- 73
- Page 21 and 22: 2.1.3 Ferske enge Ferske enge defi
- Page 23 and 24: De syv mosetyper dækker ca. 11.000
- Page 25 and 26: En undersøgelse af naturkvaliteten
- Page 27 and 28: Græshede med bølget bunke omkring
- Page 29 and 30: egionale forskelle på fordelingen
- Page 31 and 32: På mange af de plejeafh ængige na
- Page 33 and 34: 13 Søgaard, B., Skov, F., Ejrnæs,
- Page 35 and 36: tidligst 1. juli på naturenge. I f
- Page 37 and 38: 3.1.1 Høslæt med og uden eftergr
- Page 39 and 40: Stude af kødkvæg, her galloway, e
- Page 41 and 42: 3.2.4 Andre græsningssystemer Ved
- Page 43 and 44: 4. Græsningsdyr De store græssere
- Page 45 and 46: Figur 4.2. Husdyrs valg af føde op
- Page 47 and 48: forskydes af regnvejr, hvor dyrene
- Page 49 and 50: Gamle danske kvægracer Der fi ndes
- Page 51 and 52: Korthornskvæg Korthornskvæget sta
- Page 53 and 54: Hesten har en tydelig opdeling i br
- Page 55 and 56: for de enårige, frøformerede plan
- Page 57 and 58: Struktur Varieret plantestruktur me
- Page 59 and 60: Fårene kan nå ind mellem tornede
- Page 61 and 62: en mellemform mellem korthalefår o
- Page 63 and 64: Træer og buske udgør i gennemsnit
- Page 65 and 66: Det vurderes, at der i alt fi ndes
- Page 67 and 68: Tabel 4.14. Hjortedyr som lever ell
- Page 69 and 70: Krondyr St. Hjøllund Plantage. Fot
- Page 71: Sika har bredt sig i dele af Englan
- Page 75 and 76: Visenter på Eriksberg i Sverige. F
- Page 77 and 78: som medfører en øgning af skovens
- Page 79 and 80: Heckkvæg i strandkrat ved Lille Vi
- Page 81 and 82: Vildsvin som nøgleart Vildsvin er
- Page 83 and 84: 13 Putman, R.J., 1986: Grazing in T
- Page 85 and 86: 39 Krasinska, M., Z.A. Krasinski &
- Page 87 and 88: 5. Dyrenes foderbehov 5.1. Dyrenes
- Page 89 and 90: Figur 5.1. Sammenligning mellem ern
- Page 91 and 92: Ka og FFu 12 10 8 6 4 2 0 Ka-udvikl
- Page 93 and 94: Jerseykvæg græsser sammen med »t
- Page 95 and 96: I fedningssystemer er der ligeledes
- Page 97 and 98: ehovet til mælkeproduktion, men sa
- Page 99 and 100: indhold af råprotein er aprillæmn
- Page 101 and 102: Tabel 5.1. Oversigt over græssende
- Page 103 and 104: 12 Underwood, E.J., 1971: Trace ele
- Page 105 and 106: - -2 mere og mere af H PO til HPO4
- Page 107 and 108: • Den forøgede opløselighed af
- Page 109 and 110: sætningen er størst (P og Mg). An
- Page 111 and 112: For at optimere foderværdien af b
- Page 113 and 114: Anbefalinger ved græsning af heder
- Page 115 and 116: (Figur 6.7). Der er tydelige udsvin
- Page 117 and 118: Til forskel fra den tørre græshed
- Page 119 and 120: 3 2 1 0 23.6 21.7 22.8 23.6 21.7 22
- Page 121 and 122: 5 4 3 2 1 0 bøg blåbær, sommer b
Elgen har en kort hals i forhold til sin størrelse – egnet til løvfoder, men ikke så velegnet til <strong>græsning</strong><br />
af bundvegetation. Foto Rita Merete Buttenschøn<br />
til 7.000 f. Kr. I dag strækker elgens udbredelse sig stort set hele vejen rundt<br />
på den nordlige halvkugle. I Europa fi ndes elgen i Sverige, Norge, Finland <strong>og</strong><br />
fra Østpolen mod øst gennem den nordlige del af det tidligere Sovjetunionen<br />
samt en del af Asien til Stillehavet. På det nordamerikanske kontinent fi ndes<br />
elgen i Alaska, Canada <strong>og</strong> i enkelte af de nordligste stater i USA.<br />
Elgen har bredt sig i det sydlige Sverige i de seneste årtier <strong>og</strong> vil måske kunne<br />
brede sig til Danmark. Der har været fl ere eksempler på elge, der er svømmet<br />
over Øresund til Sjælland <strong>og</strong> har levet her i kortere eller længere tid. Den sidste<br />
elg ankom i 1999, <strong>og</strong>så svømmende fra Sverige. Den blev dræbt den 20. maj<br />
2000, da et t<strong>og</strong> påkørte den ved Ringsted.<br />
Af hjortearterne er elgen den mindst sociale. Om sommeren færdes hannerne<br />
enkeltvis, mens hunnerne er sammen med deres kalve. Som regel færdes<br />
de vinteren igennem i større eller mindre fl okke, men dette tilskrives først <strong>og</strong><br />
fremmest ernærings- <strong>og</strong> sneforhold. En stor del af tiden strejfer de omkring<br />
for at fi nde steder, hvor der er føde. Når foråret begynder, opløses fl okkene<br />
lidt eft er lidt. De hunner, der skal føde, søger hen til skovområder, hvor de kan<br />
være uforstyrrede. Elgen vandrer normalt stille <strong>og</strong> roligt omkring. Bliver den<br />
skræmt, kan den løbe særdeles hurtigt (topfart 56 km/t), selvom den bevæger<br />
sig på steder, hvor der er mere eller mindre tæt underskov.<br />
Elgen er en udpræget browser <strong>og</strong> afh ængig af større, sammenhængende skovarealer.<br />
Dens fødevalg varierer som hos de øvrige arter ganske betragteligt efter<br />
det tilgængelige fødeudbud i leveområdet. Om vinteren udgør forveddede<br />
plantedele samt nåle af fyrretræer hovedføden, mens den tilsyneladende kun<br />
nødigt æder gran. Om sommeren spiller løvbærende kviste af bl.a. alm. røn,<br />
pilearter, bævreasp, eg <strong>og</strong> birk en stor rolle. Samlet udgør browse (skud, knopper<br />
<strong>og</strong> grene af træer samt bark) omkring 85 % af det samlede foder, <strong>og</strong> elgen er<br />
således den græsser, der æder den største andel vedvegetation (Figur 4.6). Desuden<br />
æder den gerne dværgbuske af lyng <strong>og</strong> blåbær, friske urter samt vandplan-<br />
73
Change language