græsning og høslæt i naturplejen.pdf

Habitatdirektivet omfatter fl ere typer af danske strandenge og rørsumpe, herunder:
• 1330: Strandeng
• 1340: Indlands-salteng
Strandengstypen fi ndes langs kyster, der er beskyttet mod væsentlig bølgepåvirkning
og deraf følgende erosion. Naturtypen omfatter både den græssede
salteng ved kysten, den ugræssede saltsump og vegetation på opskyllede tanglinier
i strandenge. Den er anslået til at omfatte 35.000 ha.
En stor del af strandengene, ca. 33.000 ha, indgår desuden i habitatområder
og er udpeget som Ramsarområder og/eller EF-fuglebeskyttelsesområder på
grund af deres betydning som rasteplads for trækfugle eller som yngleplads for
en eller fl ere beskyttelseskrævende fuglearter.
Indlands-saltengen har naturlige, saltafh ængige plantesamfund svarende til
dem på strandenge, men saltpåvirkningen skyldes salt grundvand, forårsaget af
salthorste i undergrunden Typen anslås at omfatte 20 ha og har således en meget
begrænset udbredelse i Danmark.
Den traditionelle drift af strandenge har først og fremmest været baseret på
græsning og i mindre omfang på høslæt og rørhøst. Oversvømmelse med saltvand
reducerer parasitproblemer. Kvæg, får og heste kan være egnede græsningsdyr.
2.2 Plejebehov
Kontinuitet er en væsentlig parameter for de særlige naturværdier, som er knyttet
til de lysåbne naturtyper. Kun en meget lille del af naturarealerne har kontinuerligt
været i ekstensiv drift uden påvirkning af dræning, gødskning eller
omlægning. Mange af dem er meget små og ligger som isolerede fragmenter
og dermed med en forholdsvis stor grænsefl ade mod intensivt dyrkede arealer.
Den ringe størrelse og deres spredte beliggenhed medfører, at mange af lokaliteterne
er lidet attraktive som græsnings- eller høslætareal.
På baggrund af en status over naturens tilstand fastslog Wilhjelm-udvalget i
2001, at kvaliteten af Danmarks natur og biodiversitet på trods af forbedret
beskyttelse ikke tidligere har været så ringe. Det er bl.a. en følge af et omfattende
ophør af ekstensiv drift . Udvalget fremsatte en lang række anbefalinger og
som et af de højst prioriterede forslag, peger udvalget på, at der ud fra en naturmæssig
synsvinkel bør ske en styrkelse af naturplejen 7 .
Amterne vurderede i 2001 i en undersøgelse af plejebehov, foretaget i forbindelse
med Wilhjelm-udvalget, at mellem 50 og 66 % af de lysåbne naturtyper
var uden drift eller under utilstrækkelig drift /pleje i forhold til opretholdelse
af en god naturtilstand 8. Især de ferske enge havde et stort plejebehov, således
havde op mod 80 % af de privatejede enge et plejebehov. De øvrige naturtyper
havde nogenlunde samme plejebehov, men med store regionale forskelle. Generelt
er det især mindre og mere isoleret beliggende naturområder, der har de
største plejebehov.
24