græsning og høslæt i naturplejen.pdf

Blågrøn rose G kvæg, fugle lys neutral fattig 1
Æblerose G kvæg, fugle lys neutral fattig 1
Vintereg K nedfald, dyr halvskygge 2
Stilkeg K nedfald, dyr halvskygge 2
Rødel K vind halvskygge svag sur 2
Ask K vind skygge neutral fattig 3
Bøg K nedfald, dyr skygge 1
Vorte-birk P vind lys 2
Dun-birk P vind lys sur fattig 3
Bævreasp P vind lys 3
Øret pil P vind lys sur fattig 3
Grå pil P vind lys svag sur fattig 3
Tørst P fugle halvskygge sur 2
Alm. rRøn P fugle halvskygge sur 3
Fuglekirsebær P fugle, andre dyr skygge neutral middel 2
Skovfyr P/K vind lys 0
Græsningspionerer starter skovudvikling på græssede arealer
• Almindeligt forekommende græsningspioner er arter som roser, skovæble, slåen, mirabel,
ene og hvidtjørn.
• Karakteristisk for græsningspionererne er, at de er beskyttet mod de græssende dyr af torne
eller stikkende blade, samt at de i høj grad er afhængige af dyr i forbindelse med frøspredning
og/eller spiring.
• Vækstraten for disse arter er moderat, og de bliver hurtigt formeringsmodne.
• Græsningspionerer spredes i varierende grad af fugle, men derudover er skovæble og roser
særligt tilpasset spredning gennem mave-tarmkanalen hos dyr som kvæg og heste, der ikke
fi ndeler føden fuldstændigt.
• Frøenes spireevne fremmes efter en tur igennem dyrenes fordøjelsessystem.
• Fremspiring af ene fremmes ved, at frøene trædes ned i jorden under græsningsdyrenes
færdsel; desuden får de nyspirede planter mere lys som følge af græsningen.
Andre pionerarter
De øvrige pionerarter deler sig i to hovedgrupper (Tabel 8.11): En der etablerer
sig i lys og som er vindspredt, bl. a. omfattende birk, pil og bævreasp, og en
der kan etablere sig i halvskygge, og som i høj grad er fuglespredt, bl.a. tørst,
fuglekirsebær og almindelig røn. Et gennemgående træk ved disse arter er en
relativt høj vækstrate samt tidlig formeringsmodenhed.
Fælles for begge grupper af pionerarter er, at de ikke kan overleve i klimaksskovens
skygge.
Klimaksarter
Klimaksarterne kan etableres og gro frem i halvskygge til helskygge (Tabel
8.11). De spredes hovedsagelig ved nedfald fra træerne, og afh ængigt af frøstørrelse
og form spredes de under faldet over relativt kort afstand, f.eks. bøg og
eg, eller relativt lang afstand med vinden, f.eks. rødel, ask. Storfrøede arter som
eg og bøg spredes endvidere med fugle (duer, skovskader) 20 og gnavere (mus,
egern) 34 . En del dyr lægger frø i depot til vinteren. Som skjulested anvender
dyrene bl.a. den tætte, høje græsvækst, der oft e fi ndes under spredtstående pionerarter.
Hvis frøene glemmes, kan de spire op i ly af stikkende buske. På sigt
vil de overskygge græsningspionererne og udkonkurrere dem 36 . Der er konstateret
en sammenhæng mellem stagnation i egens regeneration og ophør af
græsning med får, heste og kvæg 37 . Etablering af naturlige bevoksninger af eg
fremmes således af græsning.
Alle de omhandlede klimaksarter har nogen grad af kemisk beskyttelse over
for græsning, men kun skovfyr er rimeligt beskyttet mod græsning af husdyr.
173