græsning og høslæt i naturplejen.pdf

med en tydeligt mere mørkegrøn farve end den omgivende vegetation. I tørkeperioder
kan urin medføre svidning af vegetationen.
Dyrenes fækalier har endvidere den betydning, at de fl este dyr ikke græsser de
planter, der berøres af den. I første omgang giver det planterne mulighed for at
blomstre og sætte frø, men det kan også medføre en ændring af plantevæksten
til fordel for mere næringskrævende arter som stor nælde.
8.2.6 Frøspredning med græsningsdyrene
Frø af mange plantearter spredes ved hjælp af husdyr og vilde græssere. Spredningen
foregår dels på dyrenes overfl ade (epizooisk spredning) i pelsen eller på
hove og klove, dels båret i mavetarmkanalen (endozooisk spredning). Oft e er
dyrespredning ikke den primære spredningsstrategi 18 , men en supplementær
strategi, der muliggør spredning af frø over lange afstande. Visse arter synes
dog at være meget afh ængige af dyrespredning. Arter med ru eller krogbesatte
frøkapsler eller frø, f.eks. burre-snerre og almindelig bingelurt, er meget afh ængige
af epizooisk spredning 19 , mens mange frugttræer og -buske er tilpasset endozooisk
spredning ved fugle 20 eller pattedyr 21 . I disse tilfælde er dyrespredning
antagelig den væsentligste spredningsmåde. Herved øges frøets chance for at
ende i et egnet spirebed med passende lys og næringsstoff er. Frø har desuden
en fordel af at blive fj ernet fra moderplanten og spredt over et større areal.
8.2.7 Epizooisk frøspredning
Frøs mulighed for epizooisk spredning afh ænger dels af egenskaber ved frøet
selv, idet dets overfl ade kan gøre det muligt at hænge fast i kortere eller længere
tid, og dels af egenskaber ved dyret, dets pels og dets klove/hove.
Tyndt, krøllet hår giver frøet bedre muligheder for at hænge fast end grove,
glatte hår, og en todelt klov giver bedre mulighed for at jord og dermed frø
transporteres, end en udelt hov. Der er således stor forskel mellem de forskellige
arters evne til at bære og sprede frø. Der er også en væsentlig forskel i pelsens
bæreevne fra sommer over eft erår til vinter, når pelsen bliver længere og
tættere.
Frøenes egenskaber er blevet godt belyst i tyske undersøgelser 22 , hvor man ud
over indsamling af mere empiriske data, der belyste, hvad man aktuelt kan
fi nde i en fårepels, eksperimentelt undersøgte frøopsamling under forskellige
betingelser ved hjælp af en fåreattrap. Fårene græssede på ca. 30 forskellige
græsgange spredt inden for et 5 x 15 km stort område i Schwäbische Alb. Man
fandt 8.500 frø af 85 arter ved 16 undersøgelser af halvdelen af pelsen på et får
i løbet af græsningssæsonen. Frøets overfl ade og blomsterstandens højde var
de egenskaber, der betød mest for epizooisk frøspredning (Tabel 8.4). Der var
desuden en tendens til, at jo mere ru et frøs overfl ade var, des længere tid kunne
der opholde sig i pelsen. Opholdstiden kunne vare over to måneder, hvilket
betød, at visse frø kunne spredes fra én til samtlige andre græsgange under fårets
græsningsturnus. Spredningspotentialet er således stort for pelsbårne frø
med ru overfl ade: Et får bærer langt over 10.000 frø i løbet af en sæson, og frøene
har en opholdstid fra få timer til mere end to måneder. Det er især frø af
høje planter, der kan spredes med fårenes pels, mens de, der spredes med dyrenes
klove, i langt højere grad også omfatter frø af lave planter. På klovene af
30 får blev der fundet i alt 382 frø fordelt på 48 arter 22 . Betydningen af denne
158