græsning og høslæt i naturplejen.pdf

Dyrenes slidpåvirkning fj erner eller ødelægger en del af plantematerialet, således
at der samlet fj ernes en større mængde materiale, end den som optages af
dyrene (se Kap. 7).
Hvor slidpåvirkningen er mest intensiv, f.eks. langs dyrenes stisystemer, opstår
der stier med en speciel fl ora, domineret af arter som enårig rapgræs, vej-pileurt
og under fugtige forhold tudsesiv. Det er typisk slidstærke, næringskrævende
arter med kort generationsskift e. Den mere tilfældige færdsel kan påvirke specielt
følsomme arter som revling, gammel hedelyng, laver og hvid anemone,
således at disse arter begrænses. Påvirkningen sker især ved at stængler eller
rodstængler brækkes af. For pionerarter som sandskæg, der typisk vokser på
optrådte pletter på tørre overdrevsskrænter, har dyrenes færdsel stor betydning
for skabelse og vedligeholdelse af egnede levesteder. Uden forstyrrelse vil et tæt
plantedække med dominans af f.eks. sand-hvene og fåresvingel, hedelyng eller
bølget bunke retablere sig og udkonkurrere sandskægssamfundet.
8.2.3 Plantestruktur og lysforhold
Plantedækkets struktur ændres som følge af dyrenes fødevalg samt deres færdsel.
Påvirkningen fra færdsel er specielt stor på græsgange med høj vegetation
eller med et tykt førnelag. Dyrenes græsningsadfærd omkring kokasser/hestelatriner
påvirker ligeledes strukturforholdene og er sammen med dyrenes præference
for dele af græsgangen med til at skabe en mosaikagtig struktur 12 .
En græsgang vil eft er nogle års græsning typisk bestå af elementer af plænevegetation
(tætgræssede fl ader), tuet vegetation og så godt som ugræsset vegetation.
Fordelingen af disse hovedelementer afh ænger dels af græsningssæson, belægningsgrad
og til dels af hvilken dyreart, der græsser. Græsgangens struktur, dvs.
fordelingen af forskellige højder og tæthed af plantevækst, kan anvendes til at
vurdere arealets stående biomasse, udvikling i artstæthed, samt lysforhold.
Der er sammenhæng mellem arealets vegetationsstruktur og artstætheden i vegetationen.
Denne sammenhæng udgør et kontinuum, ikke kun hen over variationen
i struktur inden for et areal under samme pleje, men også over arealer
i forskellig plejetilstand.
Figur 8.2 viser et eksempel på forholdet mellem struktur (vegetationshøjde og
-tæthed) og artstæthed (gennemsnit af antal plantearter pr. m 2 ) på fi re engparceller
med forskellig drift shistorie. Artstætheden i den ugræssede eng (EK) er
lav og viser ingen tydelig tendens mod højere tæthed ved lavere vegetation. Det
samme gør sig gældende i den tidligere gødskede, eft erårsgræssede eng (ES).
Fællesnævner for disse to enge er et førnelag af vissent græs, der først nedbrydes
hen på sommeren. Hovedparten af disse to enges punkter ligger under tendenslinjen
– de har altså en artstæthed, der er mindre end det forventede ved
den målte vegetationshøjde. Punkterne fra den 30 år gamle sommergræssede
eng ligger jævnt fordelt omkring tendenslinjen, mens der er større spredning
på den gamle eng og en tendens mod »for høj« artstæthed i forhold til vegetationshøjden.
Mens de to første enge fremtræder med et jævnt vegetationslag,
har de to sommergræssede enge et mere tuet præg med meget skarpt afgrænsede
tuer på den gamle eng.
154