En flængE i himlEn - Politikens Forlag

John Green
En flængE i himlEn
På dansk ved Nete Harsberg
Politikens Forlag

KapitEl 1
Sidst på vinteren i mit 17. år kom min mor frem til, at
jeg var deprimeret. Hun baserede sin diagnose på, at jeg
næsten aldrig kom ud af huset, lå det meste af tiden i min
seng, læste den samme bog igen og igen, spiste meget lidt
og brugte ret meget af min tid på at tænke over døden.
I stort set alle kræftpjecer og ­hjemmesider står depres
sion på listen over følgevirkninger. Men i virkelig heden
er depression slet ikke en følgevirkning af selve kræftsygdommen.
Depression er en følgevirkning af, at man
skal dø. (Kræft er også en følgevirkning af, at man skal dø.
Det er alting vel nærmest). Men min mor mente altså, at
jeg havde brug for behandling og slæbte mig med hen til
vores læge, Praktiserende Jim, som også konstaterede, at
7

JOHN GREEN
jeg sejlede rundt i en fuldstændig lammende klinisk depression,
at jeg skulle have reguleret min medicin, og at
jeg i øvrigt skulle til at gå i selvhjælpsgruppe en gang om
ugen.
Den her selvhjælpsgruppe havde et skiftende klientel
med svulst­relateret ubehag tilfælles. Hvorfor det skiftende
klientel? En følgevirkning af, at man skal dø.
Selvhjælpsgruppen var – ikke overraskende – totalt
de primerende. Vi mødtes hver onsdag i krypten under en
kampestenskirke formet som et kors. Vi sad i en rundkreds
midt i korset, lige der hvor de to planker ville have overlappet
hinanden, og hvor Jesus’ hjerte ville have siddet.
Det lagde jeg mærke til, fordi Patrick – selvhjælpsgruppens
vejleder og den eneste af de tilstedeværende
over 18 – plaprede løs om Jesus’ hjerte hver eneste fucking
gang og om, hvordan vi unge Kræftoverlevere sad lige
midt i Kristus’ Hellige Hjerte og bla bla bla.
Nå, men det foregik altså cirka sådan her i Guds
Hjerte: Seks, syv, ti af os gik/trillede hen og forsynede os
med et trist sæt af småkager og saftevand, satte os i Fortrolighedens
Kreds og hørte for tusinde gang Patricks jammerlige
livshistorie – hvordan han havde fået kræft i nosserne
og fået at vide, at han skulle dø, men det gjorde han
så bare ikke, og derfor sad han her nu, en voksen mand i
en kirkekrypt i by nr. 137 på listen over USA’s bedste byer,
fraskilt, stort set venneløs computerspilsjunkie, som kun
lige kunne overleve ved at lukrere på sin kræftbefængte
8

EN FLÆNGE I HIMLEN
fortid, mens han slæbte sig igennem et universitetsstudie,
der alligevel aldrig ville fremme hans karrieremuligheder,
og ligesom resten af os bare gik rundt og ventede på, at
damoklessværdet skulle give ham den fred, som med et
snuptag blev taget fra ham, dengang kræften åd hans boller,
men skånede det, som kun den mest jubeloptimistiske
nar kunne finde på at kalde for et liv.
OG TÆNK ENGANG – DEN HELDIGE KAR­
TOFFEL KUNNE LIGE SÅ GODT BLIVE DIG!
Så var der præsentationsrunde: Navn. Alder. Diagnose.
Hvordan vi havde det nu og her. Jeg hedder Hazel,
fortalte jeg, da det blev min tur. 16. Oprindeligt i skjoldbruskkirtlen,
men med gedigne metastaser i lungerne. Og
jeg har det fint.
Når vi var nået hele raden rundt, spurgte Patrick altid,
om der var nogen, der havde noget, de havde lyst til at
dele. Og så blev der ellers åbnet for sluserne: Folk snakkede
om at slås, bekæmpe og overvinde, om scanninger og
om at svinde ind. Vi fik også lov at tale om døden – den
ros skal Patrick have. De fleste af os var godt nok ikke ved
at dø. De fleste af os ville nå at blive voksne ligesom Patrick.
(Det betød så også, at vi konkurrerede rimelig meget
– både mod vores kræftsygdom og mod hinanden. Altså,
jeg ved godt, det lyder åndssvagt, men når man får at vide,
at der er, lad os sige 20 procents chance for, at man lever
om fem år, så begynder man automatisk at regne på det
9

JOHN GREEN
– det vil sige én ud af fem ... og så kigger man rundt og
tænker, som enhver anden ville gøre: Fire af de her narrøve
dør før mig).
Den eneste formildende omstændighed ved selvhjælpsgruppen
var Isaac, en tynd fyr med aflangt ansigt og
glat, lyst hår, der faldt ned over det ene øje.
Og det var lige præcis øjnene, der var hans problem.
Han havde en eller anden totalt sjælden form for øjenkræft.
Han havde fået fjernet det ene øje som barn og havde
et par ordentlige hinkestensbriller, der fik hans øjne
(både glasøjet og det rigtige) til at se unaturligt store ud
– som om hele hans hoved bestod af to stirrende øjne. Ud
fra Isaacs sjældne bidrag i Fortrolighedens Kreds kunne
jeg forstå, at hans raske øje nu var i farezonen efter et nyt
sygdomsudbrud.
Isaac og jeg kommunikerede næsten udelukkende
ved hjælp af suk. Hver gang en eller anden fablede løs om
nye antikræftdiæter eller om at sniffe pulveriseret hajfinne
eller hvad fanden ved jeg, så kiggede han over på mig og
udstødte et mikroskopisk suk. Jeg rystede en lillebitte smule
på hovedet og åndede tungt som svar.
Nå, selvhjælpsgruppen stank altså, og allerede efter et par
uger hang den mig godt og grundigt ud ad halsen. Den
onsdag jeg mødte Augustus Waters, gjorde jeg faktisk alt,
hvad jeg kunne, for at slippe for gruppen. Jeg sad plantet
i sofaen sammen med min mor foran tredje etape af en
10

EN FLÆNGE I HIMLEN
tolvtimers maratonvisning af sidste års Topmodel, som jeg
godt nok havde set én gang, men alligevel.
Mig: “Jeg vil ikke gå i selvhjælpsgruppen længere.”
Mor: “Et af de mest almindelige symptomer på depression
er uvilje mod aktiviteter.”
Mig: “Kan jeg ikke bare sidde her og se Topmodel?
Det er da en aktivitet.”
Mor: “Fjernsyn er stillesiddende og passivt.”
Mig: “Arh, mor, helt ærligt.”
Mor: “Hazel, du er teenager. Du er ikke noget lille
barn længere. Du bliver nødt til at komme ud herfra, få
dig nogle venner, leve lidt.”
Mig: “Hvis du absolut synes, jeg skal opføre mig som
en teenager, så skal du i hvert fald ikke sende mig i selvhjælpsgruppe.
Skaf mig noget falsk id, så jeg kan gå i byen,
drikke vodka og tage pot.”
Mor: “Altså, først og fremmest så tager man ikke pot.”
Mig: “Se selv, det var sådan noget, jeg ville vide, hvis
du skaffede mig noget id.”
Mor: “Du skal i selvhjælpsgruppe.”
Mig: “ÅÅÅRRRHHH.”
Mor: “Hazel, du fortjener et liv.”
Det fik mig til at klappe i, selv om jeg havde lidt svært
ved at se forbindelsen mellem selvhjælpsgruppen og liv.
Men jeg gik med til at tage af sted – efter at have forhandlet
mig til at få optaget det halvandet afsnit af Topmodel,
som jeg ville gå glip af.
11

JOHN GREEN
Jeg tog i selvhjælpsgruppe af samme grund, som jeg
engang lod en helt nyuddannet sygeplejerske forgifte mig
med suspekte kemikalier: for mine forældres skyld. Der
er kun én ting, der er værre end at gå ned med kræft som
16­årig, og det er at have et barn, som går ned med kræft.
Mor svingede ind på den runde parkeringsplads bag kirken
klokken 16.56. Jeg lod, som om jeg skulle ordne noget
med min iltbeholder bare for at trække tiden ud.
“Skal jeg tage den for dig?”
“Nej, det er okay,” sagde jeg. Den grønne cylinder
vejede ikke mere end et par kilo, og jeg kunne trække den
efter mig på et lille stålstativ på hjul. Den forsynede mig
med to liter ilt i minuttet gennem en gennemsigtig slange,
som delte sig i to omme i nakken, fortsatte bag om ørerne
og mødtes igen i næsen. Himstregimsen var nødvendig,
for mine lunger var rimelig uduelige.
“Elsker dig,” sagde hun, da hun steg ud.
“I lige måde, mor. Vi ses klokken seks.”
“Find dig nogle venner!” råbte hun efter mig ud af
det nedrullede vindue.
Jeg ville ikke tage elevatoren, for i gruppen er det
kun noget, man gør i Den Sidste Tid. Jeg tog trappen. Jeg
snup pede en småkage og hældte saftevand i et plastickrus
og vendte mig om.
Der sad en fyr og stirrede på mig.
Jeg var helt sikker på, at jeg ikke havde set ham før.
12

EN FLÆNGE I HIMLEN
Han var høj og muskuløs på en senet måde og sad sammenkrøllet
på en plasticstol i barnestørrelse. Glat, kortklippet,
mørkebrunt hår. På min alder, så det ud til, måske
et år ældre, og med halebenet helt ude på kanten af stolen
i en helt umulig stilling med den ene hånd halvvejs nede
i lommen på sine mørke jeans.
Jeg så væk, pludselig pinligt bevidst om mine utallige
utilstrækkeligheder. De ældgamle jeans, som engang havde
siddet tæt, men nu posede på de mærkeligste steder,
og en gul T­shirt med navnet på et band, jeg ikke engang
kunne lide længere. Og så mit pagehår, som jeg ikke lige
havde gidet rede den dag. Ud over det havde jeg fået kæmpestore,
oppustede marsvinekinder af behandlingen. Jeg
lignede en ellers nogenlunde almindeligt proportioneret
pige med ballonhoved. For slet ikke at tale om de lår, der
stak op af mine sko. Alligevel kunne jeg ikke lade være
med at smugkigge på ham – hans øjne var stadig klistret
til mig.
Det gik op for mig, hvorfor man kalder det øjenkontakt.
Jeg gik hen til rundkredsen og satte mig ved siden af
Isaac, to pladser fra fyren. Jeg kiggede igen. Han iagttog
mig stadig.
Okay, jeg siger det ligeud: Han var lækker. Hvis en
ikke­lækker fyr stirrer på en, er det i bedste fald pinligt og
i værste fald grænseoverskridende. Men en lækker fyr ... er
noget andet.
13

JOHN GREEN
Jeg tog min telefon frem og trykkede på den, så jeg
kunne se uret: 16.59. Rundkredsen blev langsomt fyldt op
af de uheldige 12­18­årige, og så lagde Patrick ud med
Sindsrobønnen: Gud, giv mig sindsro til at acceptere de
ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan,
og visdom til at se forskellen. Fyren gloede stadig på mig.
Jeg var rimelig varm i kinderne.
Til sidst besluttede jeg, at den bedste strategi var at
stirre tilbage. Fyre har trods alt ikke monopol på stirreområdet.
Så jeg gloede over på ham under Patricks sædvanlige
opremsning af sine manglende nosser osv., og det
varede ikke længe, før vi havde gang i en mindre stirrekonkurrence.
Lidt efter smilede fyren, og så fjernede han
langt om længe sine blå øjne fra mig. Da han kiggede op
på mig igen, løftede jeg øjenbrynene for at signalere Jeg
vandt!
Han trak på skuldrene. Patrick fortsatte, og så blev
det tid til præsentationsrunden. “Isaac, vil du være sød at
starte i dag? Jeg ved, du står over for et hårdt forløb.”
“Okay. Jeg hedder Isaac. Jeg er 17. Og det ser ud til,
at jeg skal opereres inden for de næste par uger, og bagefter
bliver jeg blind. Ikke for at brokke mig eller noget,
for jeg ved godt, at mange af jer har det meget værre, men
altså, seriøst – blind? Det er sgu da nederen. Godt, jeg har
min kæreste til at hjælpe mig. Og venner som Augustus.”
Han nikkede over mod fyren, som nu havde fået et navn.
“Men altså,” fortsatte Isaac. Han så ned på sine hænder,
14

EN FLÆNGE I HIMLEN
hvor fingerspidserne var flettet som spidsen af en tipi.
“Der er ligesom ikke noget at gøre.”
“Vi er lige her til at støtte dig,” sagde Patrick. “Sig
det, så Isaac kan høre det, venner.” Og så sagde vi i kor
med monotone stemmer: “Vi er lige her, Isaac.”
Så var det Michael. Han var 12. Han havde leukæmi.
Han havde altid haft leukæmi. Han havde det okay. (Det
sagde han i hvert fald. Han havde taget elevatoren).
Lida var 16 og køn nok til, at ham den lækre burde
glane på hende. Hun var en af de faste og var ved at komme
sig oven på blindtarmskræft, som jeg aldrig havde hørt
om før. Hun sagde, at hun følte sig stærk. Det havde hun
sagt cirka hver anden gang, siden hun begyndte i gruppen,
og det virkede noget højrøvet på mig, som jeg sad der
med ilten fra slangernes dupper kildrende i næseborene.
Der var fem andre før ham. Da turen kom til ham,
smilede han svagt. Hans stemme var dæmpet, hæs og helt
vildt sexet. “Jeg hedder Augustus Waters,” sagde han. “Jeg
er 17. Jeg havde en mild form for knoglekræft for halvandet
år siden, men jeg er mest kommet i dag, fordi Isaac
gerne ville have mig med.”
“Hvordan har du det så i dag?” spurgte Patrick.
“Årh, jeg er på toppen.” Augustus Waters smilede
skævt. “Jeg sidder i en rutsjebane, som kun kan køre opad.”
Da det blev min tur, sagde jeg: “Jeg hedder Hazel.
Jeg er 16. Skjoldbruskkirtlen med metastaser i lungerne.
Jeg har det fint.”
15

JOHN GREEN
Timen gik hurtigt: Man genfortalte sine kampe, man
vandt slag mod alle odds, man klyngede sig til håbet, man
hyldede og dissede sin familie, man var enige om, at vennerne
ikke fattede en skid, man græd salte tårer og tilbød
hinanden trøst. Hverken Augustus Waters eller jeg sagde
noget, før Patrick foreslog: “Augustus, kunne du ikke tænke
dig at dele din frygt med gruppen?”
“Min frygt?”
“Ja.”
“Jeg frygter at blive glemt,” sagde han uden at tøve
så meget som et sekund. “Jeg frygter det på samme måde,
som den blinde mand derovre frygter mørket.”
“Det er lige tidligt nok,” sagde Isaac med et smil.
“Var det ufølsomt?” spurgte Augustus. “Nogle gange
er jeg altså totalt blind over for andre menneskers følelser.”
Isaac grinede, men Patrick løftede formanende pegefingeren
og sagde: “Augustus, lad os nu bare vende tilbage
til dig og din frygt. Du sagde, at du frygter at blive glemt?”
“Ja,” svarede Augustus.
Patrick virkede rådvild. “Øhm, er der nogen, som har
en kommentar til det?”
De sidste tre år havde jeg ikke gået i skole sådan for
alvor. Mine to bedste venner var min mor og far. Min tredjebedste
ven var en forfatter, som ikke anede, at jeg eksisterede.
Jeg var rimelig genert – ikke ligefrem typen, der
sad og viftede med fingeren i vejret.
Alligevel besluttede jeg mig for en gangs skyld for at
16

EN FLÆNGE I HIMLEN
sige noget. Jeg stak hånden halvt i vejret, og Patrick udbrød
synligt lettet: “Hazel!” Han troede helt sikkert, at jeg
endelig var ved at åbne op – at jeg var ved at blive En Del
Af Gruppen.
Jeg så over på Augustus Waters, som også så på mig.
Hans øjne var så blå, at de nærmest var selvlysende. “Engang,”
sagde jeg, “vil vi alle sammen være døde. Alle sammen.
Engang vil der ikke være nogen mennesker tilbage
til at huske, at vi overhovedet har været her, eller at menneskeheden
har opnået noget som helst. Der vil ikke være
nogen til at huske Aristoteles eller Cleopatra, for slet ikke
at tale om dig. Alt, hvad vi har bygget og skrevet og tænkt
og opfundet, vil være glemt, og alt det her ...” Jeg slog
ud med hånden. “Alt det her har været til ingen verdens
nytte. Måske er der millioner af år til, måske kommer det
snart til at ske, men selv hvis vi overlever solens undergang,
vil vi ikke overleve for evigt. Verden eksisterede, inden
der kom intelligent liv, og det vil den også bagefter.
Og hvis menneskets uundgåelige ophævelse virkelig bekymrer
dig, vil jeg opfordre dig til at prøve at undertrykke
det. Guderne skal vide, at det er det, alle andre gør.”
Det havde jeg lært af min førnævnte tredjebedste
ven, Peter Van Houten – den menneskesky forfatter til bogen
En fyrstelig lidelse, som praktisk talt var min bibel.
Peter Van Houten var det eneste menneske, jeg nogensinde
var stødt på, som a) forstod, hvad det vil sige at være
døende, og b) ikke var død.
17

JOHN GREEN
Bagefter blev der helt stille, og jeg kunne se et stort
smil brede sig over Augustus’ ansigt. Ikke det lille, skæve
smil fra en fyr, der prøvede at se fræk ud, mens han gloede
på mig, men et vaskeægte smil, som næsten ikke kunne
være i hans ansigt. “Det var satans,” sagde Augustus stille.
“Du er alligevel for vild.”
Ingen af os sagde noget resten af tiden. Til sidst skulle
vi alle sammen holde hinanden i hånden, mens Patrick
bad en bøn. “Vorherre, Jesus Kristus, vi er samlet her i dit
Hjerte, bogstavelig talt, som overlevende kræftpatienter.
Du og du alene kender os, som kun vi selv gør. Hjælp os
til liv og lys gennem denne svære tid. Vi beder for Isaacs
øjne, for Michael og Jamies blod, for Augustus’ knogler,
for Hazels lunger, for James’ hals. Vi beder til, at du vil
helbrede os, og at vi kan mærke din grænseløse kærlighed
og din sjælefred. Og vi mindes i vore hjerter dem, vi har
kendt og elsket, som er vendt hjem til dig: Maria og Kade
og Joseph og Haley og Abigail og Angelina og Taylor og
Gabriel og ...”
Listen var lang. Verden rummer mange døde mennesker.
Og mens Patrick messende læste navnene højt fra
et stykke papir, fordi der var for mange til, at han kunne
huske dem udenad, lukkede jeg øjnene og prøvede at
tænke andægtige tanker, men jeg sad egentlig mest og
forestillede mig den dag, mit eget navn stod på den liste
– helt til sidst, hvor alle alligevel var holdt op med at høre
efter.
18

EN FLÆNGE I HIMLEN
Da Patrick var færdig, sagde vi hans stupide mantra
i kor – VORES BEDSTE TID ER LIGE NU – og så var
det ovre. Augustus Waters gled ned af sin stol og kom over
til mig. Hans gang var lige så skæv som hans smil. Han var
meget højere end mig, men han stillede sig lidt fra mig,
så jeg ikke skulle lægge hovedet tilbage for at se på ham.
“Hvad hedder du?” spurgte han.
“Hazel.”
“Nej, hele dit navn, mener jeg.”
“Øhm, Hazel Grace Lancaster.” Han skulle lige til at
sige noget, da Isaac kom over til os.
“Vent lige lidt,” sagde Augustus med en løftet pegefinger,
inden han vendte sig mod Isaac. “Det var faktisk
endnu værre, end du sagde.”
“Jeg sagde jo, det var sygt.”
“Hvorfor gider du egentlig gå her?”
“Jeg ved det ikke. Fordi det hjælper?”
Augustus lænede sig helt ind mod Isaac, og det var
vist meningen, at jeg ikke skulle høre, hvad han sagde. “Er
hun en af de faste?” Jeg kunne ikke høre, hvad Isaac svarede,
men Augustus sagde: “Det tror jeg nok.” Han klappede
Isaac på begge skuldre og trådte et halvt skridt væk fra
ham. “Fortæl Hazel om klinikken.”
Isaac støttede den ene hånd mod småkage­og­saftevandsbordet
og så på mig med sit ene kæmpeøje. “Okay.
Jeg var på klinikken her til morgen, og jeg sagde til min
kirurg, at jeg hellere ville være døv end blind. Han sagde:
19

JOHN GREEN
‘Sådan fungerer tingene ikke,’ og jeg sagde: ‘Jep, det er jeg
klar over, men jeg siger bare, at jeg hellere ville være døv
end blind, hvis jeg kunne vælge, hvilket jeg godt ved, at
jeg ikke kan,’ og så sagde han: ‘Nå, men den gode nyhed
er, at du ikke bliver døv,’ og jeg sagde så: ‘Tak, fordi du
forklarer mig, at min øjenkræft ikke vil gøre mig døv. Jeg
er vel nok heldig, at sådan en åndsfyrste som dig vil nedværdige
sig til at operere mig.’”
“Han lyder som et scoop,” sagde jeg. “Jeg må hellere
se at få mig noget øjenkræft, for ham bliver jeg vist nødt
til at møde.”
“God fornøjelse. Nå, jeg må hellere gå. Monica venter.
Jeg vil gerne se på hende, så længe jeg kan.”
“Nyt angreb i morgen?” spurgte Augustus.
“Klart.” Isaac drejede om på hælen og forsvandt op
ad trappen, to trin ad gangen.
Augustus Waters vendte sig om mod mig. “Bogstavelig
talt,” sagde han.
“Bogstavelig talt?” spurgte jeg.
“Vi er bogstavelig talt i Jesus’ hjerte,” sagde han. “Jeg
troede, vi var i en kirkekrypt, men vi er bogstavelig talt i
Jesus’ hjerte.”
“Nogen burde sige det til Jesus,” sagde jeg. “Jeg mener,
det kan da ikke være helt ufarligt sådan at gå rundt
med en flok kræftsyge unger i hjertet.”
“Jeg ville gerne sige det til ham,” sagde Augustus.
“Men desværre – jeg er bogstavelig talt fanget i hans hjer­
20

EN FLÆNGE I HIMLEN
te, så han kan ikke høre mig.” Jeg grinede. Han kiggede
bare på mig og rystede på hovedet.
“Hvad er der?” spurgte jeg.
“Ikke noget,” sagde han.
“Hvorfor ser du sådan på mig?”
Augustus smilede svagt. “Fordi du er smuk. Jeg kan
godt lide at se på smukke mennesker, og for et stykke tid
siden besluttede jeg, at jeg ikke ville snyde mig selv for
de basale glæder her i tilværelsen.” Der fulgte en pinlig
pause. Augustus fortsatte med at køre på. “Altså, særligt
når man tænker på – som du selv så elegant påpegede – at
alt det her bliver til ingenting.”
Jeg udstødte en form for misbilligende støn. “Jeg er
ikke sm...”
“Du ligner en yngre udgave af Natalie Portman.
Som hun så ud i V for Vendetta.”
“Den har jeg ikke set,” sagde jeg.
“Har du ikke?” spurgte han. “Drengeklippet, superhot
pige gør oprør mod regimet og falder for dreng, selv
om hun ved, det fører til problemer. Det er da historien
om dig, så vidt jeg kan se.”
Hver eneste stavelse, han udtalte, var flirtende. Og
for at være helt ærlig tændte jeg på ham. Jeg var ikke engang
klar over, at jeg overhovedet kunne tænde på en fyr
– i hvert fald ikke i den virkelige verden.
En lidt yngre pige gik forbi. “Hvordan går det, Alisa?”
spurgte han. Hun smilede og mumlede. “Hej, Augustus.”
21

JOHN GREEN
“Memorial­folk,” forklarede han. Memorial var et
stort universitetshospital. “Hvor går du henne?”
“Children’s Hospital,” svarede jeg. Min stemme
lød mere spinkel end forventet. Han nikkede. Samtalen
var vist ovre. “Nå,” sagde jeg og nikkede svagt hen mod
trappen, som ledte væk fra Jesus’ Bogstavelige Hjerte. Jeg
tippede mit stativ op på hjulene og begyndte at gå. Han
haltede op på siden af mig. “Så ses vi måske næste gang?”
spurgte jeg.
“Du skulle tage at se den. V for Vendetta, altså.”
“Okay,” sagde jeg. “Jeg vil leje den.”
“Nej. Hjemme hos mig,” sagde han. “Lige nu.”
Jeg standsede op. “Jeg kender dig knap nok, Augustus
Waters. Du kunne lige så godt være øksemorder.”
Han nikkede. “Det har du ret i, Hazel Grace.” Han
gik forbi mig. Hans skuldre fyldte den grønne striktrøje
ud, ryggen var rank, og han trak kun ganske let til højre,
men gik ellers jævnt og sikkert på det ben, jeg gik ud fra
var kunstigt. Knoglekræft tager nogle gange en arm eller
et ben som smagsprøve. Og hvis det falder i dens smag,
æder den også resten.
Jeg fulgte efter ham op ad trappen, men sakkede noget
bagud, fordi trinene ikke ligefrem var hjemmebane for
mine lunger.
Og så kom vi ud af Jesus’ Hjerte og stod på parkeringspladsen.
Forårsluften var en anelse kølig, det svindende
eftermiddagslys på en gang himmelsk og smertefuldt.
22

EN FLÆNGE I HIMLEN
Mor var ikke kommet endnu, hvilket var usædvan­
ligt, for hun holdt ellers altid og ventede på mig. Jeg så
mig omkring og fik øje på en høj, smækker, mørkhåret
pige, som masede Isaac op mod kirken, mens hun kyssede
ham rimelig voldsomt. Jeg var så tæt på dem, at jeg kunne
høre deres smaskende mundlyde. Han sagde: “for altid,”
og hun svarede: “for altid”.
Pludselig stod Augustus ved siden af mig og hviskede:
“De tænder åbenbart på offentlig snavning.”
“Hvad handler det der ‘for altid’ om?” Smaskelydene
blev højere.
“Det er deres mantra. De vil elske hinanden for altid
og alt sådan noget. Jeg vil tro, at de har sms’et ordet altid
fire millioner gange i løbet af det sidste år.”
Et par biler svingede ind på parkeringspladsen, og
Michael og Alisa blev samlet op. Der var bare Augustus
og mig tilbage, og vi betragtede Isaac og Monica fortsætte
snaveriet, som om de ikke havde opdaget, at de stod op ad
en kirke. Hans hånd bevægede sig op til hendes ene bryst
uden på blusen, og han gramsede på det med fingrene,
mens selve hånden lå stille. Gad vide, om det var rart?
Det så ikke sådan ud, men jeg besluttede at tilgive Isaac,
når nu han skulle til at være blind. Sanserne skal have lov
at mæske sig, mens der endnu er sult eller noget i den stil.
“Forestil dig den sidste tur til hospitalet,” sagde jeg
stille. “Sidste gang, man sidder i en bil.”
Augustus svarede uden at se på mig. “Du er sgu no­
23

JOHN GREEN
get af en lyseslukker, Hazel Grace. Jeg prøver ligesom at
observere den unge lidenskabs kejtethed i alle dens vidunderlige
facetter.”
“Det må gøre ondt i hendes bryst, det der,” sagde jeg.
“Ja, det fremgår ikke helt klart, om han prøver at kærtegne
hende, eller om han er i gang med en brystundersøgelse.”
Så stak Augustus Waters hånden i lommen og trak
intet mindre end en pakke cigaretter frem. Han knipsede
pakken op og satte en cigaret mellem læberne.
“Seriøst?” sagde jeg. “Synes du virkelig, det er cool?
Nej, nej, nej, nu har du da totalt ødelagt det hele.”
“Det hele hvad for noget?” Han vendte sig mod mig.
Cigaretten dinglede fra den mundvig, der ikke smilede til
mig.
“Det hele med at en fyr, som hverken er uattraktiv eller
uintelligent eller på nogen anden måde uacceptabel,
glor på mig og påpeger forkert brug af bogstavelighed og
sammenligner mig med filmstjerner og inviterer mig med
hjem for at se film. Men der skal selvfølgelig altid være et
element af hamartia, og dit er så, at selv om du for fanden
har haft KRÆFT, betaler du penge for muligheden for at
få ENDNU MERE KRÆFT. Helt ærligt, mand. Skal jeg
fortælle dig, hvordan det føles ikke at kunne trække vejret?
Det STINKER. Megaskuffende. Mega.”
“Et element af hamartia?” spurgte han, stadig med
cigaretten i munden. Han spændte kæberne. Hvilket desværre
gjorde hans ansigtstræk endnu mere tiltrækkende.
24

EN FLÆNGE I HIMLEN
“Det betyder et fatalt fejltrin,” forklarede jeg og vend­
te mig om. Jeg forlod Augustus Waters og gik ud mod vejen,
hvor jeg kunne høre en bil sætte i gang. Det var mor.
Hun havde åbenbart holdt og ventet på, at jeg skulle få
nogle venner eller noget i den retning.
Jeg mærkede en underlig blanding af skuffelse og
vrede svulme indeni. Jeg ved ikke, hvad det handlede om,
men der var meget af det, og jeg havde helt vildt meget
lyst til bare at stikke Augustus Waters et par flade og til at
erstatte mine lortelunger med nogle, der fungerede. Jeg
stod og balancerede i mine Converse på kantstenen med
iltapparatet som en fodlænke ved siden af, og lige da min
mor svingede ind på pladsen, greb en hånd om min.
Jeg trak hånden til mig, men vendte mig mod ham.
“De tager ikke livet af en, medmindre man tænder
en,” sagde han, da mor i det samme holdt ind ved fortovet.
“Og jeg tænder aldrig en. Det er en metafor, skal jeg sige
dig. Du placerer den livsfarlige genstand direkte mellem
læberne, men du giver den aldrig kraften til rent faktisk at
blive livsfarlig.”
“En metafor?” sagde jeg skeptisk. Mor blev siddende
i bilen.
“En metafor,” sagde han.
“Du gør, som du gør, ud fra tingenes metaforiske betydning
...” sagde jeg.
“Ja da.” Han smilede. Det store, bøvede, ægte smil.
“Jeg tror virkelig på metaforer, Hazel Graze.”
25

JOHN GREEN
Jeg vendte mig om mod bilen. Bankede på vinduet.
Det gled ned. “Jeg tager hjem til Augustus Waters og ser
en film,” sagde jeg. “Vil du optage næste blok af Topmodel
til mig?”