Børn og unge - Nanoq

Skatte- og Velfærdskommissionen
Børn og unge
Baggrundsrapport – marts 2011

Indholdsfortegnelse
1. Indledning _________________________________________________________3
1.2. Målsætninger ____________________________________________________________________________ 4
2. Børn og unges trivsel ________________________________________________6
2.1. Fysisk og psykisk trivsel ____________________________________________________________________ 6
2.1.1. Selvmord __________________________________________________7
2.2. Skolebørns trivsel og udbytte af skolen________________________________________________________ 8
2.3. Omsorgssvigt ____________________________________________________________________________ 9
2.3.1. Seksuelle overgreb__________________________________________10
2.3.2. Alkohol og vold _____________________________________________10
2.4. Familiernes ressourcer og vanskeligheder ____________________________________________________ 10
2.4.1. Geografiske forskelle _______________________________________________________________ 11
2.5. Opsamling ______________________________________________________________________________ 12
3. Ressourceforbrug og fordeling _______________________________________12
3.1. Personale: Stillinger og uddannelsesbaggrund _________________________________________________ 13
3.1.1. Uddannelse _______________________________________________________________________ 15
3.1.2. Personalemangel __________________________________________________________________ 16
4. Socialpolitikken____________________________________________________17
4.1. Tilbud og programmer til udsatte børn, unge og deres familier ___________________________________ 18
4.1.1. Tidlig indsats i sundheds- og socialvæsenet ______________________18
4.1.2. Forebyggende tiltag _________________________________________19
4.1.3. Daginstitutioner_____________________________________________20
4.1.4. Psykologisk Pædagogisk Rådgivning____________________________21
4.1.5. Anbringelser udenfor hjemmet _________________________________22
4.1.5. Tidlige anbringelser udenfor hjemmet____________________________24
4.1.6. Døgninstitutioner ___________________________________________25
4.1.7. Familiepleje _______________________________________________25
4.1.8. Tilbud til handicappede børn og unge____________________________26
4.1.9. Tidlig indsats_______________________________________________28
4.1.9.1. Tidlig indsats overfor gravide familier______________________________________________ 28
4.1.9.2. Klar til barn___________________________________________________________________ 30
4.1.9.3. Dukkeprojekt _________________________________________________________________ 30
4.2. Opsamling ______________________________________________________________________________ 31
Primære kilder/metoder _______________________________________________32
Litteraturliste ________________________________________________________35
Dette notat er udarbejdet i forbindelse med Skatte- og Velfærdskommissionens arbejde, og indgår
som en del af baggrundsmaterialet for kommissionens arbejde.
Specialkonsulent Hannah Ilima Packness Wilson har haft ansvaret for udarbejdelsen af notatet. For
yderligere information om Skatte- og Velfærdskommissionens opgaver og arbejde henvises til
www.nanoq.gl/svk.
2

1. Indledning
De fleste børn og unge trives godt i Grønland. De har forældre, der har ressourcer til at
tage vare på dem og en opvækst med trivsel og gode vaner.
På trods af en positiv udvikling på flere områder er der et mindretal af børn og unge, der
lever med problemer i forskellige afskygninger. Og dette mindretal er stort. Mange
grønlandske børn og unge oplever vold og seksuelle overgreb, ligesom mange børn og
unge vokser op i hjem med misbrugsproblemer. En del hjem er præget af svage
ressourcer i forhold til bl.a. økonomi og omsorg, hvilket influerer negativt på deres børns
fysiske og mentale sundhedstilstand (Curtis et al. 2006; Christensen 2009). Dette afspejles
også i det relativt store antal børn og unge, der er anbragt udenfor hjemmet.
En del børn og unge i Grønland har således en opvækst med dårligere trivsel og
udviklingsmuligheder end deres jævnaldrende (Christensen 2009). På sigt reducerer det
deres muligheder for et godt voksenliv med sunde relationer og fravær af vold, misbrug og
kriminalitet.
Skal der skabes bedre forudsætninger for at børn og unge får lige livsmuligheder, er det
nødvendigt at fokusere en væsentlig del af de sociale indsatser på at afhjælpe de afsavn
og svigt, som udsatte børn og unge i Grønland lider under. Dette er særlig vigtigt for, at
alle børn og unge kan få en kvalificerende skolegang og en uddannelse, som øger
chancerne for at få et velfungerende voksenliv markant. Dette er særlig vigtigt set i lyset
af, at uddannelsesniveauet stiger er en af de vigtigste forudsætninger for at sikre
velfærden i Grønland fremover.
Socialpolitikken har de seneste år været fokuseret på at opbygge projekter omkring tidlig
indsats og familieorienterede indsatser. Dette har synliggjort behovet for tidligere
anbringelser og støtte til familierne i at varetage forældrerollen. Denne efterspørgsel har
socialforvaltningerne og anbringelsesområdet hidtil haft vanskeligt ved at imødekomme.
Dette skyldes flere faktorer, hvor manglende økonomiske ressourcer på socialområdet er
en del af forklaringen. Men vanskelighederne skyldes i særdeleshed mangel på kvalificeret
personale. Hvis indsatserne skal forventes at skabe bedre liv for børnene, de unge og
deres forældre er det vigtigt, at der er de fornødne kompetencer til at rådgive og støtte
familierne og tage sig af de børn, der ikke kan være hjemme. Som situationen er nu, er der
ikke tilstrækkeligt med uddannet personale til at varetage disse opgaver.
En anden udfordring er kapaciteten på anbringelsesområdet, hvor der på nuværende
tidspunkt er stor efterspørgsel på døgninstitutionspladser og på plejefamilier. Dette
betyder, at mange børn anbringes relativt sent, samtidig med at personalesituationen
vanskeliggør systematiske indsatser i familierne.
3

1.2. Målsætninger
Et velfærdssamfund skal være med til at sikre lige muligheder for landets borgere til at
udfolde sig og udvikle sig i overensstemmelse med de evner og præferencer, som hver
enkelt borger har.
Når det gælder børn og unge er den afgørende velfærdsmæssige samfundsopgave at
sikre, at hvert enkelt barn og ung får de rette muligheder for at erhverve og udvikle de
fornødne kompetencer og ressourcer til at leve et liv med meningsfuldt indhold og givende
samvær med andre mennesker.
I Grønland var der pr. 1. januar 2009 15.650 børn og unge under 18 år. Dette svarer til 28
pct. ud af en samlet befolkning på 56.194 personer. 2857, svarende til ca. 18 pct. af alle
børn og unge under 18 år boede i en bygd pr. 1. januar 2009, mens 12.793 boede i en by.
Det er en væsentlig målsætning for et velfærdssamfund at sikre ordentlige og trygge
opvækstvilkår for børn og unge. Dette er en værdi i sig selv, men det har også stor
betydning for den senere udvikling i livet. De tidlige år er helt afgørende for et barns
udvikling, indlæring og sociale kompetencer.
Færdigheder udvikles over tid. Det er vigtigt at starte tidligt med at opøve disse, da der er
en tendens til en selvforstærkende proces, hvor færdigheder og viden forstærker udvikling
af færdigheder og viden (se Carneiro og Heckman (2003) og Heckman og Masterov
(2004)). Afgørende faktorer som motivation, vedholdenhed og selv-kontrol udvikles tidligt i
livet. Mangler og forsinkelser i udviklingen tidligt i livet er vanskelige at indhente senere 1 .
Familien er samtidig vigtig baggrund for udviklingen, og derfor er en tidlig indsats især
vigtig i forhold til børn med en svagere familiebaggrund.
Sådanne overvejelser afspejler sig også i Grønland, hvor udviklingen af barnets
personlighed og sociale evner samt samarbejde med barnets forældre indgår både i
formålet for Atuarfitsialak (Den Gode Skole) og de pædagogisk udviklende dagtilbud for 0-
6-årige børn (Meqqevitsialak – Den Gode Daginstitution). Dertil er der sat fokus på tidlig
indsats for udsatte børn.
Denne diskussion er tæt knyttet til betydningen af social arv som en vigtig faktor for børn
og unges udvikling. Negativ social arv kan gøre opvæksten problemfyldt, hvilket ofte
efterfølges af en problematisk skolegang og manglende succes i uddannelsessystemet.
1 Amerikanske undersøgelser indikerer, at de forhold, der bestemmer, om unge bliver optaget på og gennemfører en
universitetsuddannelse i højere grad er kognitive og sociale færdigheder fastlagt i barndommen frem for en senere
indsats – f.eks. støtte til universitetsuddannelse eller anden kompetencegivende uddannelse, jfr. Carneiro og Heckman
(2003). Svenske erfaringer viser, at en reform af den svenske kommunalskole i 1960erne, som udvidede skolepligten til
9 år og muliggjorde økonomisk støtte til børn af fattige forælde, især øgede den efterfølgende uddannelse hos bogligt
stærke børn af ufaglærte forældre, jfr. Meghir og Palme (2001).
4

Dette giver en dårlig indgang til arbejdsmarkedet og kan medføre hyppige jobskift,
arbejdsløshed og marginalisering. Hertil knytter sig ofte også misbrugsproblemer og
sociale problemer. Dermed er der en stor risiko for en negativ spiral, hvor børnene oplever
en problematisk opvækst og dermed har en stor risiko for at gennemleve det samme
forløb som forældrene, jfr. figur 1.1
Figur 1.1: Negativ social arv
Problematisk
opvækst
Ustabilt
familieliv
Næste generation
Problemer i
skolen
Alkoholmisbrug
Krimialitet
Dårlig økonomi
Manglende
uddannelse
Marginal
tilknytning til
arbejdsmarkedet
Erfaringer fra bl.a. Danmark viser, at det godt kan betale sig at investere målrettet i
forebyggende indsatser – særligt tidlige indsatser – og intensive indsatser for og i familier
(Capacent 2009, Sørensen 2009). Ved at investere målrettet i tidlig indsats for børn og
familier er det muligt at reducere antallet af anbragte børn og samtidig skabe bedre trivsel
blandt børn og familier.
Kan den negative sociale arv brydes, høstes ikke kun gevinster for børnene, men for hele
samfundet. En tidlig indsats, hvor hjælpen iværksættes før et barn har fået alvorlige
skader, kan medvirke hertil. I de tilfælde hvor et barn allerede har alvorligere skader er det
sværere at bryde cirkelen. Undersøgelser fra Danmark viser, at anbringelser udenfor
hjemmet ikke i sig selv er nok til at forbedre anbragte børn og unges udviklingschancer
(Egelund m.fl. 2008). Dette understreger betydningen af at sætte ind tidligt, inden børn og
unges vanskeligheder udvikler sig i en sådan en grad, at en anbringelse bliver nødvendig.
Skolen er det vigtigste springbræt videre i livet for alle børn og trivsel og faglighed i skolen
er tæt forbundet. Derfor er det afgørende at støtte udsatte børn og unge i deres
skolegang. Bedre trivsel i skolerne for udsatte børn vil skabe et større fagligt udbytte, så
flere kan klare sig videre i en senere uddannelse.
Lykkes det at skabe større trivsel for en større andel børn og unge, vil der samtidig være
flere, der får en kompetencegivende uddannelse og integreres mere permanent på
arbejdsmarkedet i bedre betalte jobs. Der må være fokus på drengene, der klarer sig
dårligere end pigerne i skole- og udannelsessystemet. Samfundsgevinsten ved at flere får
5

en uddannelse og integreres på arbejdsmarkedet er både sparede udgifter til
overførselsindkomster og sygdom som følge af nedslidning eller dårlig livsstil, og øgede
skatteindtægter.
2. Børn og unges trivsel
De fleste børn og unge trives og har et godt børneliv, som giver dem en god start på livet.
Men flere undersøgelser viser, at et stort mindretal af børn og unge ikke trives. Børns
trivsel er som udgangspunkt tæt knyttet til den generelle trivsel i familien og særligt til
deres primære omsorgspersoner – som regel mor og far.
Der er ikke lavet særskilte undersøgelse af førskolebørns trivsel, men undersøgelser af de
0-14 åriges trivsel viser, at 10 pct. af alle børn ned til 3 års alderen har psykosociale
vanskeligheder (Christensen et al. 2009) 2 .
For de større børn dokumenterer mange undersøgelser trivselsproblemer på forskellig vis.
I Christensen et al. (2009) vurderes det, at 15 pct. af pigerne og 25 pct. af drengene i
skolealderen har trivselsproblemer. Hertil kommer, at der er forholdsvis høje rater af
selvmord og selvmordsadfærd. Selvmordsadfærd har en tæt sammenhæng med seksuelle
overgreb og alkoholproblemer i hjemmet, hvilket der også er en hyppig forekomst af
(Pedersen et al. 2007).
2.1. Fysisk og psykisk trivsel
De fleste unge synes selv, at de har det godt. 7 ud af 10 folkeskoleelever i 6. – 10. klasse
synes, at de har en høj livskvalitet og 86 pct. af de yngste drenge og 76 pct. af de yngste
piger vurder, at de har et virkelig godt eller godt helbred. Tendensen er, at jo yngre
skolebørn er, jo mere positive er de, når de vurderer deres eget helbred og egen
livskvalitet. Generelt syntes piger, at de har en lavere livskvalitet og et dårligere helbred
end drenge. I de ældre klasser vurderer 34 pct. af pigerne, at de har nogenlunde eller
dårligt helbred mod 20 pct. af de ældste drenge (Niclasen et al. 2007).
Såvel fysisk som psykisk trivsel hænger sammen med sundhedstilstanden hos den
enkelte. Karakteristisk for grønlandske børn og unges sundhed er det, at
spædbarnsdødeligheden og forekomsten af infektionssygdomme er høj sammenlignet
med andre vestlige lande. Hertil kommer, at grønlandske unge sammenlignet med unge i
andre europæiske lande er mere overvægtige og har rekord i rygning
(Folkesundhedsprogrammet Inunneritta 2007-2012). Dette har en betydning for deres
trivsel nu og her, men gør dem også mere eksponeret for livsstilssygdomme senere i livet.
2 Målt ved den såkaldte SDQ (Strengths and Difficulties Questionnaire) – test, som vurderer børns
svagheder og styrker på fem overordnede parametre - 1) Emotionelle problemer, 2) Adfærdsproblemer, 3)
Hyperaktivitet, 4) Kammeratskabsproblemer samt 5) Prosocial adfærd.
6

Mange unge i Grønland har en tidlig seksuel debut. Forekomsten af seksuelt overførte
sygdomme er høj ligesom andelen af teenagegraviditeter og teenageforældreskaber er
det. Andelen af unge mødre er størst i mindre byer og lavest i Nuuk. Det at være ung
forælder er ikke i sig selv et problem, men når der alligevel er rettet fokus mod unge
mødre skyldes det, at børn af unge mødre statistisk set har større risiko for at blive udsat
for omsorgssvigt (Niclasen 2008).
Piger vurderer generelt deres trivsel lavere end drenge. I lighed med helbred og livskvalitet
vurderer piger også deres psykiske helbred dårligere end drenge, idet de oftere har haft
symptomer på ængstelighed eller depression. Der er også geografisk forskel på de unges
selvvurderede trivsel; flere unge i byerne end i bygderne vurderer deres forgangne uge
positivt (Curtis et al. 2006, Niclasen et al. 2007). Dette mønster på psykisk trivsel går igen i
selvmordsadfærden blandt unge.
2.1.1. Selvmord
Selvmord og selvmordstanker blandt børn og unge er et stort problem og en klar indikation
på trivselsproblemer. Hyppigheden af selvmord blandt unge under 24 år er ca. 30 gange
højere i Grønland end i Danmark (Danmarks Statistik og Grønlands Statistik).
Næsten hver fjerde ung har forsøgt at begå selvmord, hvor der er tale om markant flere
piger (33 pct.) end drenge (11 pct.). Over en tredjedel unge har tænkt alvorligt på at begå
selvmord, og her er der også tale om markant flere piger end drenge (52 pct. af pigerne
mod 20 pct. af drengene) (Curtis et al. 2006).
Der er stor geografisk forskel (både for drenge og piger) på forekomsten af
selvmordsforsøg. Over halvdelen af de unge i Østgrønland har forsøgt at begå selvmord
og en tredjedel af de unge i Nordvestgrønland. I Nuuk og i Sydvestgrønland har
henholdsvis 15 pct. og 20 pct. af de unge forsøgt at begå selvmord (Pedersen et al. 2007).
Rigtig mange unge – 78 pct. – kender også nogen, der har begået selvmord. For
halvdelens vedkommende drejer det sig om en kammerat, en kæreste eller en god ven,
mens ca. en tredjedel af de unge kender til selvmord i familien (Pedersen et al. 2007).
Faktorer som usikre opvækstvilkår, dårlige sociale relationer, belastende oplevelser og
dårligt fysisk og psykisk helbred er medvirkende årsager til selvmordsadfærd. En række af
de risikofaktorer, der har en sammenhæng med selvmordsadfærd er i høj grad knyttet til
unges sociale relationer til hinanden og til deres forældre.
I tabel 2.1 og 2.2 vises risikofaktorerne for henholdsvis selvmordstanker og
selvmordsforsøg for drenge og piger.
7

Tabel 2.1: Risikofaktorer for selvmordstanker for henholdsvis drenge og piger
Drenge Piger
Selvvurderet helbred
Holdt op med kæreste
Kæreste eller god ven har begået
selvmord
Depressionssymptomer
Uønsket alene
Selvvurderet helbred
Klarer sig fagligt dårligt i skolen
Seksuelle overgreb
Svært at tale om problemer med forældre
Depressionssymptomer
Tabel 2.2: Risikofaktorer for selvmordsforsøg for henholdsvis drenge og piger
Drenge Piger
Bor i bygd ved 10 års alder
Konflikter med forældre
Uønsket alene
Kæreste eller god ven har begået
selvmord
Klarer sig fagligt dårligt i skolen
Alkoholforbrug
Ikke ofte sammen med venner efter skole
Depressionssymptomer
(Kilde: Pedersen et al. 2007)
Bor i bygd ved 10 års alder
Konflikter med forældre
Uønsket alene
Selvvurderet helbred
Kæreste eller god ven har begået
selvmord
Klarer sig fagligt dårligt i skolen
Svært at tale om problemer med forældre
Seksuelle overgreb
Alkoholproblemer i familien
Depressionssymptomer
Desuden er selvmordsadfærd mere udbredt blandt unge, der har oplevet problemer med
alkohol i deres barndomshjem, eller som har været udsat for seksuelle overgreb.
Selvmordsadfærd er således tæt forbundet med omsorgssvigt og negative livsforløb
(Pedersen et al. 2006)
2.2. Skolebørns trivsel og udbytte af skolen
I Sundhed på Toppen fremgår det, at 78 pct. af eleverne virkelig godt eller godt kunne lide
at gå i skole i 2006. Dette tal er et gennemsnit og dækker over relativt store forskelle
mellem aldersgrupperne, idet de ældste elever alle årene har været mindst glade for at gå
i skole. I de fire undersøgelser fra 1994 til 2006 var der for både de 13-14-årige og de
ældste elever sket et fald i andelen af elever, der virkelig godt eller godt kunne lide at gå i
skole. I 2006 rapporterede 69 pct. af de ældste elever og 78 pct. af de 13-14 årige at de
virkelig godt eller godt kunne lide at gå i skole. For de ældste var faldet 12 pct. fra en andel
på 85 pct. i 1994 i andelen af elever, der godt kunne lide at gå i skole.
Over halvdelen af eleverne mente, at deres klasselærer anså deres faglige kunnen for
meget gode eller gode i sammenligning med deres klassekammerater. Således mente kun
knap 4 pct., at deres klasselærer vurderede deres faglige niveau under middel.
8

De yngste elever har - ligesom tidligere år - den største tiltro til lærerens vurdering af deres
faglige niveau, hvilket stemmer fint overens med, at det er de yngste elever, der har den
højeste skoletrivsel, samtidig med at det er de ældste, der får karakterer for deres
præstationer. Over halvdelen af de elever, der vurderede, at deres faglige niveau var over
gennemsnittet, kunne samtidig godt eller meget godt lide at gå i skole, mens det samme
kun var tilfældet for 1 pct. af de elever, som mente, at læreren vurderede deres faglige
niveau som under middel.
6 ud af 10 af eleverne havde et positivt syn på forholdet til de øvrige elever i klassen, dog
var cirka en tredjedel hverken enige eller uenige i de positive udsagn om kammeratskaber
i skolen. En tiendedel var uenige eller fuldstændig uenige i positive udsagn om
kammeratskaber i skolen. Det betyder, at selvom hovedparten var tilfredse med
kammeraterne, så havde 1-2 i hver klasse et dårligt forhold til klassekammeraterne, de
følte sig ikke accepteret og havde en meget ringe tillid til, at deres kammerater ville støtte
dem, hvis de fik behov for dette.
Undersøgelsen konkluderer, at der lader til at ligge en fremtidig udfordring for
skolesystemet og for de enkelte skoler i at fastholde den skoletrivsel, som de yngste
elever i undersøgelsen viser, samt i at vende tendensen om fortsat dalende
skoletilfredshed hos de store elever.
I Christensen et al (2009) fremgår det, at 33 pct. af mødrene mener, at deres børn har
nogen (28 pct.) eller mange vanskeligheder (5 pct.) i skolen. 32 pct. af mødrene mener, at
deres barn i nogen eller kun ringe grad lærer noget i skolen. Samlet viser det, at mødrene
vurderer, at ca. 30 pct. af børnene i nogen grad har vanskeligheder i skolen og ikke lærer
noget. Det fremgår også af undersøgelsen, at over halvdelen af forældrene kun i nogen
grad er tilfredse eller slet ikke er tilfredse med skolen.
2.3. Omsorgssvigt
I Grønland er en forholdsvis stor andel af børn og unge anbragt udenfor hjemmet. I 2006
var 60 ud af 1000 grønlandske børn og unge anbragt uden for hjemmet, hvilket er ca. seks
gange flere end i Danmark og omkring 10 gange så mange som i Sverige (Bengtsson og
Jakobsen 2009). I alt var der i 2006 ca. 1100 børn og unge anbragt udenfor hjemmet.
Størstedelen er anbragt i plejefamilie, mens ca. 250 børn og unge er anbragt på
landsdækkende, kommunale og private døgninstitutioner. Disse anbringelser skyldes
primært massive omsorgssvigt og overgreb 3 .
Anbringelsestallene viser, at andelen af børn og unge, der omsorgssvigtes er stor, og
undersøgelser understreger dette. I Christensen et al. (2009) vurderes det, at 25 pct. af
3 En mindre del af anbringelserne omfatter handicappede børn og unge, som ikke nødvendigvis har oplevet
omsorgssvigt, men som er så plejekrævende, at en døgnanbringelse er nødvendig.
9

ørn i 0-14 års alderen er udsat for omsorgssvigt. Omsorgssvigtet kan have karakter af
aktive fysiske og psykiske overgreb, men også mere passive former for omsorgssvigt, der
ikke nødvendigvis har mindre alvorlige konsekvenser. Det kan bl.a. være børn, der bliver
overladt til sig selv pga. alkoholmisbrug i hjemmet eller børn, der er vidner til vold i
hjemmet. Generelt er omsorgssvigt meget ofte forbundet med forældrenes
alkoholproblemer og mangel på ressourcer, herunder forældrevne..
2.3.1. Seksuelle overgreb
Flere undersøgelser dokumenterer, at omfanget af seksuelle overgreb er foruroligende
højt. Det vurderes at 28 pct. af pigerne og 9 pct. af drengene har været udsat for et
strafbart seksuelt overgreb før 15-års alderen. 16 pct. af overgrebene er udført af et
familiemedlem (Curtis et al. 2006). Samtidig angiver mange mødre (35 pct.), at de selv har
været udsat for seksuelle overgreb som børn (Christensen et al. 2009).
2.3.2. Alkohol og vold
Alkohol spiller en fremtrædende rolle i mange hjem. F.eks. har 62 pct. af unge angivet, at
have oplevet alkoholproblemer i familien (Curtis et al. 2006), og det vurderes, at 30 pct. af
børn under 14 år lever eller har levet med forældre, som har alkoholproblemer
(Christensen et al. 2009).
Der er en klar sammenhæng mellem alkoholproblemer og vold i hjemmet. Ud af de 20 pct.
af mødre, der har været udsat for vold eller trusler om vold fra deres samlever, har mange
alkoholproblemer, og der er langt flere samlevere med alkoholproblemer, der udøver vold
(Christensen et al. 2009).
Vold og alkohol i hjemmet skaber problemer for børn og unge. De udsættes for et passivt
omsorgssvigt som i sig selv skader børnene. Dertil er der er en sammenhæng mellem
vold, alkohol og seksuelle overgreb og vold mod børnene Der er således en tendens til, at
passive former for omsorgssvigt går hånd i hånd med fysiske overgreb mod børnene.
2.4. Familiernes ressourcer og vanskeligheder
Ser man på forældrenes ressourcer, kan man få et billede af deres forventede evne til at
løse almindeligt forekommende problemer og tage vare på deres børns trivsel. Det drejer
sig naturligvis om økonomiske ressourcer, men også om sociale og omsorgsmæssige
ressourcer, der har stor betydning for forældrenes evne til at tage vare på deres børn.
En statistisk analyse af børnefattigdommen i Grønland viser, at 9 pct. af alle børn lever i
en husstand, hvis disponible indkomst er mindre end 50 pct. af medianindkomsten i
Grønland. Det svarer til ca. 1400 børn eller hvert 11. barn i Grønland. 18 pct. af børnene i
Grønland lever i husstande med en husstandsindkomst under 60 pct. af
10

medianindkomsten. Dette svarer til ca. 2800 børn eller hvert 6. barn i Grønland. Disse
andele af relativt fattige børn er markant større i Grønland end i de nordiske lande.
Ses der mere differentieret på ressourcer fremgår det i Christensen et al. (2009), at 35 pct.
af familierne har svage økonomiske ressourcer, 29 pct. af familier har forældre med svage
uddannelsesmæssige ressourcer, 26 pct. af familierne har forældre med svage
omsorgsmæssige ressourcer og 27 pct. af forældrene har få ressourcer i deres netværk.
12 pct. af forældre til børn i alderen 0-14 år har svage ressourcer forstået som problemer
på tre eller flere af faktorerne vurderet i analysen.
De familier, der har svage økonomiske ressourcer, har indenfor det seneste år ikke haft
råd til at betale basale udgiftsposter i et husholdningsbudget, f.eks. køb af tøj og fodtøj til
dem selv og deres børn, betaling af husleje og regninger og opvarmning af boligen.
Økonomisk fattigdom har betydning for børn og unges trivsel. Børn, der vokser op i familier
med knappe økonomiske ressourcer, risikerer en opvækst med dårlig kost og materielle
afsavn. Der er også børn, der bliver mobbet, og som ikke kan deltage i fritidsaktiviteter på
lige fod med andre børn, fordi de kommer fra en familie, der lever under trange
økonomiske kår (MIPI 2008).
2.4.1. Geografiske forskelle
Der er stor geografisk forskel på indkomsterne i Grønland, hvilket også afspejles i en
geografisk forskel i andelen af forældre med svage økonomiske ressourcer. De fem byer
og fem bygder, hvor befolkningen har de laveste bruttoindkomster ligger alle i Nord- og
Østgrønland (jf. afsnittet om indkomstfordeling). Det er også i disse områder, at der findes
flest familier, der ikke har råd til at købe basale fornødenheder (Christensen et al. 2009).
Sociale og økonomiske forskelle i Grønland er en trussel mod børn og unges sundhed. En
af de faktorer, der har størst negativ indflydelse på sundhed, er fattigdom, og børn synes
at være mere følsomme for effekterne af dårlige økonomiske forhold end andre grupper i
samfundet. Børn udgør en større del af befolkningen i bygder - ca. 34 pct. - og
yderområderne har langt flere børn, der bor i økonomisk fattige hushold (Niclasen 2009).
Samtidig er bygder og yderdistrikter de områder, hvor både socialvæsenet og
sundhedsvæsenet har den mindste specialisering og det mindst udbyggede tilbud. Det har
betydning for sundhedsvæsenets og socialvæsenets nuværende mulighed for at afhjælpe
de sociale forskelle i sundhed.
Børn, der lever i yderområder og bygderne i særligt Nord- og Østgrønland, er generelt
mere udsatte end børn fra de større byer, og der er behov for at rette et skarpt fokus på at
skabe bedre livsvilkår ikke blot for børnene, men også for familierne disse steder.
11

o Der findes flere familier med svage ressourcer i Nord- og Østgrønland
o Særligt familier med svage økonomiske ressourcer er overrepræsenteret i Nord- og
Østgrønland.
o Forekomsten af familier med alkoholproblemer er størst i Nord- og Østgrønland
o Andelen af mødre udsat for seksuelle overgreb som barn er størst i Nordgrønland
samt området omkring Diskobugten.
o Flere unge i Nord- og Østgrønland har selvmordsadfærd.
(Kilde: Christensen et al. 2009 og Pedersen et al. 2007)
2.5. Opsamling
De fleste børn i Grønland har en opvækst med omsorg og trivsel. Men et stort mindretal
oplever ikke samme omsorg og trivsel i opvæksten som andre børn, hvilket begrænser
deres udviklingsmuligheder. Dårlig trivsel har bl.a. en negativ effekt på lysten og evnen til
at kunne begå sig i skolen og uddannelsessystemet, og det begrænser bl.a. mulighederne
for senere i livet at kunne bidrage til samfundsøkonomien på arbejdsmarkedet.
Børns trivsel er tæt knyttet til familiens trivsel, hvorfor psykosociale forhold i familien er en
central faktor i forhold til en god børneopvækst. Alkohol- og hashmisbrug er meget ofte en
udløsende faktor i forhold til omsorgssvigt. Omfanget af omsorgssvigt er stort, hvilket ses
af det relativt store antal af børn, der er anbragt udenfor hjemmet. En høj forekomst af
selvmord er en indikator på en negativ social arv, der bl.a. reproducerer alkohol- og
hashmisbrug, social udstødelse og afmagt i samfundet.
Omsorgssvigt er imidlertid ikke den eneste årsag til trivselsproblemer blandt børn.
Arbejdsløshed, usunde boligforhold, mangel på sociale netværk mv. fører også til afsavn,
der har negativ indflydelse på familier og børns trivsel.
Manglen på faglige ressourcer i de sektorer og institutioner, der varetager børne- og
ungeområdet er ligeledes en væsentlig problemstilling. Ved siden af det begrænsede
udbud af kvalificeret arbejdskraft er incitamentsstrukturer i forhold til løn- og
ansættelsesforhold desuden en barriere for rekrutteringen.
Data og viden på børne- og ungeområdet er begrænset og ikke systematiseret. Der er ikke
overblik over de tiltag, der igangsættes for børn, unge og deres familier og der er ikke
systematisk viden om indsatsernes virkninger for målgrupperne. Dette gør det vanskeligt
at prioritere og målrette indsatserne for de børn og familier, der har behov støtte.
3. Ressourceforbrug og fordeling
Kommunerne afholder udgifterne til støtte til børn og unge i henhold til
Landstingsforordning nr. 1 af 15. april 2003 om hjælp til børn og unge. I 2008 var
12

kommunernes udgifter til drift af de landsdækkende døgninstitutioner omkring 110 mio. kr.
(Finansloven 2010). Samme år var kommunernes udgifter til hjælpeforanstaltninger til børn
og unge på ca. 115 mio. kr.. Dette tal dækker udgifter til øvrige anbringelser udenfor
hjemmet, herunder i familiepleje, på kommunale og selvejende døgninstitutioner og til
forebyggende foranstaltninger (Kanukoka: Kommunernes regnskab 2008). Dette tal
indeholder ikke kommunernes udgifter til sagsbehandling og familierådgivning på børne-
og ungeområdet, som må antages at udgøre en væsentlig andel af kommunens samlede
administrationsudgifter på ca. 372 mio. kr.
Hertil kommer udgifter til anbringelse af handicappede børn og unge, som anbringes efter
Landstingsforordning nr. 7 af 3. november 1994 om hjælp til personer med vidtgående
handicap. Anbringelse af handicappede børn og unge finansieres af Selvstyret. Udgifterne
til anbringelse af handicappede børn og unge opgøres ikke særskilt, men de samlede
udgifter til handicapforsorgen var i 2009 ca. 214 mio. kr.. Heraf blev ca. 96 mio. kr. brugt til
forsorgen i Grønland, mens 118 mio. kr. blev brugt til forsorgen for handicappede visiteret
til Danmark. Desuden blev der brugt ca. 105 mio. kr. til driften af alle handicapinstitutioner i
Grønland (Finansloven 2010). Pr. januar 2010 var der anbragt 32 børn og unge på
døgninstitutioner for vidtgående handicap i Grønland,. I Danmark var der anbragt 4 børn
og unge i alderen 7-17 år. Ingen børn under 7 år var anbragt på døgninstitution for
personer med vidtgående handicap i Danmark.
Udsatte børn, unge og deres familier er også målgruppen for en del af
folkesundhedsprogrammet, som i 2008 kostede godt 6,5 mio. kr.. Herudover blev der i
Selvstyret i 2008 brugt samlet ca. 17 mio. kr. på øvrige tiltag på børne- og ungeområdet
(Finansloven 2010) 4 .
De offentlige budgetter til udsatte børn og unge er steget en del frem til 2010.
Kommunernes udgifter til drift af de landsdækkende døgninstitutioner udgør i 2010 135
mio. kr., ligesom der i Selvstyret er afsat godt 46 mio. kr. i 2010 til øvrige tiltag på
børneområdet. Folkesundhedsprogrammet koster i 2010 8 mio. kr. Hertil kommer
kommunernes udgifter til hjælpeforanstaltninger og øvrige anbringelser udenfor hjemmet,
som i 2009 var steget til 178 mio. kr. (Kanukoka: De kommunale budgetter 2009).
3.1. Personale: Stillinger og uddannelsesbaggrund
Indsatserne på børne- og ungeområdet omfatter mange sektorer, institutioner og faglige
kompetencer mv., herunder specialiserede stillinger i kommunerne og Selvstyret. Det er
således vanskeligt at fremkomme med et fuldstændigt personaleoverblik på børne- og
ungeområdet. Arbejdet med børn og unge foregår hovedsageligt i sundhedsvæsenet, i
4 . De øvrige tiltag på børne- og ungeområdet består af opkvalificering af sagsbehandlere, tilskud til
familiecentre og -højskole, væresteder og krisecentre, åben telefonisk rådgivning samt projekter på børne-
og ungeområdet.
13

daginstitutioner og skoler og i regi af socialforvaltningerne. Indsatserne varetages primært
af sundhedsplejersker, jordemødre, forebyggelseskonsulenter, pædagoger, skolelærere
og socialrådgivere samt en række øvrige faglærte og ufaglærte, der varetager lignende
funktioner.
På landsplan der 12½ normerede sundhedsplejerskestillinger samt en koordinerende
sundhedsplejerske. I oktober 2010 var der ansat 7 fastansatte sundhedsplejersker, en
koordinerende sundhedsplejerske og 4 vikarer i sundhedsplejen. I Nuuk er ansat 4 af de
fastansatte sundhedsplejersker, mens der kun er 3 ansat på kysten. Desuden er der ansat
9 sundhedsassistenter (4 af disse med overbygningsmodul i sundhedspleje), 1
sygeplejerske og 2 sundhedsmedhjælpere i sundhedsplejen i Grønland. De små steder,
hvor der ikke er ansat sundhedsplejersker, varetages sundhedsplejen af
sundhedsassistenter.
På kysten er der 10 jordemødre normeringer, hvoraf mange er besat med vikarer. På
Dronning Ingrids Hospital i Nuuk er der 8 jordemoderstillinger og 1 fødselsassistent.
Desuden er der 15 jordemoderfaglige nøglepersoner på kysten.
Derudover er der ansat forebyggelseskonsulenter i mange socialforvaltninger. Der er i dag
ca. 20 forebyggelseskonsulentstillinger i Grønland, hvoraf 5 i april 2010 var ubesatte.
Daginstitutionerne drives af kommunerne, og der er 90 kommunale og private vuggestuer
og børnehaver. Ud af ca. 300 pædagogstillinger på daginstitutionsområdet var ca.
halvdelen i 2007 besat af uddannet personale. Det vurderes, at andelen af uddannede
pædagoger i daginstitutioner er steget siden 2010, da der er blevet uddannet flere
pædagoger.
I Psykologisk Pædagogisk Rådgivning (PPR) i Kommuneqarfik Sermersooq er der ansat
ca. 10 talepædagoger, socialrådgivere og psykologer, mens der i de øvrige kommuner er
væsentligt færre medarbejdere. Ifølge oplysninger tilgængelige på kommunernes
hjemmesider er der ansat 2-3 psykologer eller pædagogisk ansatte i de øvrige kommuners
PPR.
Derudover er der ansat forebyggelsespersonale i det omfang, der er kapacitet til det. Det
være sig psykologer, familiebehandlere, støttepersoner, personlige rådgivere mm.
Der er i alt 153,25 normerede pædagogstillinger på døgninstitutionsområdet. Desuden er
der normeret 22 barne- socialmedhjælperstillinger og 25,25 medhjælperstillinger.
På handicapinstitutionsområdet er der normeret 120 pædagogstillinger, 28 barne-
socialmedhjælperstillinger og 39 medhjælperstillinger.
14

Derudover er der oprettet familiecentre i en række byer 5 , og der afholdes familiehøjskoler.
Familiecentrene og højskolerne drives af kommunerne med tilskud fra Departementet for
Sociale Anliggender.
3.1.1. Uddannelse
Sundhedsplejersker rekrutteres blandt sygeplejersker, som efterfølgende får en
diplomuddannelse i sundhedspleje. Denne uddannelse udbydes i Danmark. Jordemødre
uddannes ligeledes i Danmark.
Paarisa har afholdt to uddannelser for forebyggelseskonsulenter – en med afsluttende
eksamen i 2007 og en i 2008 (uddannelsen er ikke gentaget siden). Uddannelserne blev
afholdt i Nuuk, hvor i alt 11 deltagere afsluttede uddannelsen. Tidligere er
forebyggelseskonsulenterne hentet blandt personer med anden faglig baggrund, som har
modtaget oplæring og kurser i forebyggelsesarbejdet.
Der uddannes 15-20 pædagoger og 30-40 socialhjælpere om året fra Socialpædagogisk
Seminarium i Ilulissat. Pædagoguddannelsen varer 3½ år, mens
socialhjælperuddannelsen varer 2 år. Optagelseskravet til pædagogstudiet er en
gymnasial uddannelse, hvilket ikke er et krav på socialhjælperuddannelsen.
Socialhjælperuddannelsen er imidlertid adgangsgivende til pædagogstudiet.
Der er som noget nyt oprettet tre meritpædagoguddannelser for socialhjælpere i hhv.
Ilulissat, Nuuk og Sisimiut. Meritpædagoguddannelsen varer 3 år. Det forventes, at
mellem 10 og 20 bliver færdige fra merituddannelsen i Ilulissat i 2011. I 2010 blev 22
pædagoger færdige i Nuuk, mens det forventes at ca. 20 bliver færdige i Sisimiut i 2011.
Socialrådgiveruddannelsen varetages af Ilisimartusarfik i Nuuk, hvor der optages 15 – 20
elever, men kun uddannes ca. 5 om året. Her er adgangskravet også en gymnasial
uddannelse.
Som ufaglært uden gymnasial baggrund eller kontoruddannet kan man blive optaget på
den nye rådgivningsassistentuddannelse, som er ½ årlig, hvorfra der i 2010 blev uddannet
16. Rådgivningsassistentuddannelsen er ikke adgangsgivende til
socialrådgiveruddannelsen.
Som noget nyt kan socialrådgivere og pædagoger supplere deres uddannelse med en
diplomuddannelse, som består af 6 moduler over 2 år. 17 socialrådgivere blev som de
første færdige med diplomuddannelsen i 2010.
5 Selvstyret gav i 2010 tilskud til drift af 10 familiecentre. Herudover kan der være familiecentre eller
familiecenterlignende tilbud, der er 100 pct. kommunalt finansieret.
15

3.1.2. Personalemangel
Ses der på lønoplysninger fra kommuner og Selvstyre fremgår det, at der er ansat en del
medarbejdere under socialrådgiveroverenskomsten, som ikke er uddannet
socialrådgivere, men er indplaceret på løntrin som sagsbehandlere, hvilket dækker over
ansatte med en anden relevant uddannelse end socialrådgiveruddannelsen. I 2009 var der
ansat ca. 30 som sagsbehandlere og 65 som socialrådgivere i kommunerne og Selvstyret.
En rundspørge til kommunerne viser, at mellem en tredjedel og to tredjedele af de
normerede socialrådgiverstillinger på børne- og ungeområdet er besat af sagsbehandlere,
som ikke har en socialrådgiveruddannelse. Derudover er der vakante stillinger i nogle af
kommunerne. I Qaasuitsup Kommunia var der f.eks. i august 2010 22 normerede
socialrådgiverstillinger, hvoraf 3 var vakante og 7 besat af socialrådgivere. Resten var
besat af sagsbehandlere med anden uddannelse, heraf nogle rådgivningsassistenter.
Det samme gælder for de ansatte under pædagogernes overenskomst, hvor også en
væsentlig del er indplaceret på løntrin for anderledes kvalificerede. Her dækker
anderledes kvalificeret pædagoger over barne- og socialmedhjælpere med minimum tre
års erfaring eller personer med en videregående uddannelse, hvori der indgår pædagogik
og psykologi. Ca. 100 personer var i 2009 ansat som anderledes kvalificerede pædagoger,
mens 175 var ansat som pædagoger uden lederansvar. Herudover var ca. 220
pædagoger i 2009 indplaceret på et løntrin med ledelsesfunktion. Det drejer sig primært
om souschefer, afdelingsledere, ledere og forstandere.
Hertil kommer, at der på døgninstitutionerne arbejder relativt mange ufaglærte vikarer (på
SIK overenskomst). På døgninstitutionsområdet varierer billedet fra institution til institution.
Nogle institutioner har ca. halvdelen af pædagogstillingerne besat af anderledes
kvalificerede pædagoger, mens andre institutioner alene har lederstillinger besat af
pædagoger, mens det øvrige personale er ufaglært og altså ikke har formelle
kvalifikationer der gør, at de kan ansættes som ”anderledes kvalificeret”.
Døgninstitutionsområdet er generelt kendetegnet ved, at det ikke er muligt at få besat de
normerede stillinger med pædagoger eller andet uddannet personale (sygeplejersker,
ergoterapeuter mm.). Der er på alle institutioner tilknyttet et relativt stort korps af ufaglærte
vikarer, og udskiftningen i denne gruppe er stor.
Der ansættes en del danske pædagoger på døgninstitutionerne, og udskiftningen blandt
dem er også relativt stor.
En af de største udfordringer på socialområdet er således manglen på uddannet
arbejdskraft og i mange tilfælde manglen på arbejdskraft i det hele taget. På de fleste
døgninstitutioner er en del pædagogstillinger besat af ufaglært personale, ligesom det
uddannede personale ofte er ansat i de ledende funktioner. Herudover er der et miks af
fastansat uudannet personale og timelønnet uudannede vikarer. Udskiftningen blandt
vikarer og uuddannet personale er stort, da det uuddannede personale ikke er klædt på til
16

opgaven og arbejdstiderne ofte ikke harmonerer med familieliv. Den gennemsnitlige
ansættelsestid på døgninstitutionerne svinger mellem 1 år og 5-6 år.
Manglen på personale kan skyldes flere forhold:
o Varierende lønsats imellem faggrupper; en nyuddannet pædagog får ca. 17.200 kr. om
måneden. Til sammenligning er startlønnen for en socialrådgiver ca. 21.000, mens den
er næsten 24.000 for en sygeplejerske. En person med en to-årig faglæreruddannelse
får knapt 22.000 kr. i startløn, og en social- og sundhedsassistent får godt 19.000 kr. i
startløn. For pædagoger er tillæg for aften og weekendarbejde lave sammenlignet med
f.eks. sygeplejersker, hvorfor indtjeningsmuligheden som pædagog generelt er dårlig.
o Krævende arbejdsforhold; pædagoger og socialrådgivere er ofte ansat i psykisk
belastende arbejdsmiljøer, hvor der sker en stor udskiftning af kolleger, og der mangler
supervision.
o Skrøbelige faglige miljøer og organisatorisk forankring; i mange mindre byer arbejder
en socialrådgiver eller forebyggelseskonsulent ofte alene og sårbarheden ved
personaleskift er derfor stor.
4. Socialpolitikken
Naalakkersuisut har udråbt børne- og ungeområdet som et af de vigtigste fokusområder,
og der blev i 2010 afsat 25 mio. kr. til en særlig indsats for børn og unge. Prioriteringen af
indsatserne for børn og unge omhandler i høj grad tidlig indsats og familieorienterede
indsatser, men også forebyggelse af vold og seksuelle overgreb er sat højt på den
politiske dagsorden. Som et mere generelt tema lægges der politisk stor vægt på at
fremhæve det sociale ansvar – alles ansvar for at gribe ind og reagere når børn og unge
ikke trives. Socialpolitikken på børne- og ungeområdet er sammenfattet i Tryg Barndom
2010, hvor de grundlæggende visioner for et godt børneliv beskrives sammen med de
konkrete prioriterede indsatsområder.
Den nuværende socialpolitik er på mange måder en videreførelse af de seneste års
prioriteringer, som har været fokuseret på at styrke den tidlige indsats og de
familieorienterede indsatser såsom familiecentre og -højskoler. Herudover er
selvmordsforebyggende tiltag og tiltag mod vold og seksuelle overgreb blevet prioriteret
gennem igangsættelse af konkrete projekter, såsom etablering af et børnecenter for
seksuelt misbrugte børn og holdningsbearbejdende aktiviteter.
Socialpolitikken fastsættes i vid udstrækning gennem lovgivningen, som udstikker
rammerne og mulighederne for at hjælpe udsatte børn, unge og familier. Med en ny
Landstingsforordning nr. 1 af 15. april 2003 blev det understreget, at barnets tarv skal
være i centrum for de sociale indsatser. Der lægges desuden vægt på, at der skal sættes
tidligt ind for at sikre barnets sundhed og udvikling, og at FN’s konvention om Barnets
Rettigheder skal gennemføres.
17

I henhold til lovgivningen iværksættes en række hjælpeforanstaltninger for børn, unge og
deres forældre. Det strækker sig fra anbringelser udenfor hjemmet til forebyggende tiltag
for børn og familier med behov for støtte og konkrete projekter.
4.1. Tilbud og programmer til udsatte børn, unge og deres familier
Kommunerne har i henhold til Landstingsforordning nr. 1 af 15. april 2003 om hjælp til børn
og unge pligt til at skabe opvækstvilkår, som fremmer børns og unges trivsel og
selvstændighed. Kommunalbestyrelserne kan derfor i henhold til lovgivningen iværksætte
forskellige hjælpeforanstaltninger for de børn og unge, som vurderes at have behov for
det. Det kan enten være hjælp til barnet og familien, mens barnet bor hjemme, f.eks. i form
af psykologbistand, praktisk og pædagogisk hjælp i hjemmet og familiebehandling, eller
barnet kan anbringes udenfor hjemmet på en døgninstitution eller i familiepleje.
I interviews med mødre med børn i alderen 0-14 fortæller 16 pct. af mødrene, at de på et
eller andet tidspunkt har været i kontakt med socialforvaltningen pga. vanskeligheder hos
barnet eller med at tackle barnets opvækst. Nord- og Sydgrønland har den største andel af
familier, der har modtaget hjælp fra socialforvaltningen. Hjælpen dækker over samtaler i
socialforvaltningen eller hjælp gennem PPR, anbringelser udenfor hjemmet eller anden
form for hjælp (Christensen m.fl. (2009)).
Antallet af familier, der har fået hjælp gennem socialforvaltningen, er lavere end de 27 pct.,
der i større eller mindre grad er blevet omsorgssvigtet. Dette indikerer, at ikke alle børn og
familier får den hjælp, de har behov for.
De nuværende tidlige indsatser for børn og familier, som har til formål at sikre kommende
familier og små børns trivsel og udvikling, kan deles op i indsatser i normalsystemet og
specialindsatser. Til indsatserne i normalsystemet hører de almene tilbud såsom
vuggestuer, børnehaver, dagplejere, jordemoderkonsultationer under graviditeten,
sundhedsplejerskebesøg og tandplejen. De mere specialiserede tilbud tæller PPR, projekt
tidlig indsats og andre sociale indsatser omkring familierne og børnene, såsom væresteder
og familiecentre, som er forankret i kommunerne. De almene tilbud spiller sammen med
de specialiserede tilbud, da der sker visitation og henvisninger fra de almene tilbud, og
fordi langt de fleste specialindsatser sker i et samarbejde eller indenfor rammerne af de
almene tilbud og indsatser.
4.1.1. Tidlig indsats i sundheds- og socialvæsenet
Sundhedsvæsenet varetager størstedelen af de generelle tidlige indsatser. Til de generelle
indsatser i sundhedsvæsenet hører:
• Den perinatale indsats
18

• Tilbud om sundhedspleje fra fødsel til udskoling
• Tilbud om børneundersøgelser og vaccinationer
• Tilbud om tandpleje
Sundhedsvæsenets perinatale indsats har til formål at styrke og bistå kvinden og familien
gennem hele graviditeten. Indsatsen bygger på centrale retningslinjer og inkluderer
undersøgelser hos læge og jordmoder under graviditeten og opsporing af gravide med
særlig risiko for graviditets- eller fødselskomplikationer. Indsatsen følges gennem de årlige
statusrapporter.
Tilbuddet om sundhedspleje bygger på en bekendtgørelse og inkluderer dels et generelt
tilbud om besøg i hjemmet til alle familier i de første år, men har specielt fokus på familier
med særlige behov, der kan følges frem til skolealderen. Der tilstræbes kontinuitet fra den
perinatale omsorg til sundhedsplejen specielt for familier med særlige behov. I
skolealderen findes tilbud om indskolingsundersøgelse og sundhedssamtaler i løbet af
skolealderen. Denne indsats har ligeledes specielt fokus på børn med specielle behov.
Indsatsen i sundhedsplejen følges gennem årlige statusrapporter.
Tilbud om børneundersøgelser og vaccination er stadfæstet gennem en bekendtgørelse
på området. Tilbuddet omfatter børneundersøgelser ved læge fra barnet er 5 uger til
indskolingsundersøgelsen. Vaccinationstilbuddet er omfattende og omfatter også TB og
fra 2010 også Hepatitis B og 13 valent pneumokokcvaccination.
Tilbud om tandpleje følger den nationale strategi for cariesforebyggelse fra 2008, der er en
intensivering og kvalitetssikring af børnetandplejen fra tandfrembrud i 6 måneders alderen
og hele vejen gennem skolealderen.
4.1.2. Forebyggende tiltag
I kommunerne er der ansat forebyggelseskonsulenter, som indgår i lokale
forebyggelsesudvalg. Forebyggelsesudvalgene udformer årlige handlingsplaner for den
forebyggende og sundhedsfremmende indsats lokalt. Forebyggelseskonsulenterne dels
varetager og dels koordinerer lokale forebyggende og sundhedsfremmende indsatser.
Nogle steder deltager forebyggelseskonsulenten i indsatsgrupperne i tidlig indsats og kan
f.eks. stå for at arrangere støttegrupper for unge mødre eller koordinere forældrekurser
eller lignende.
Udover de opgaver, som forebyggelseskonsulenterne og forebyggelsesudvalg udfører,
varetager kommunerne en række andre forebyggelsesindsatser. Sagsbehandlerne i
socialforvaltningerne rådgiver og vejleder borgere med behov for støtte og indgår i
samarbejdet med de øvrige instanser på børne- og sundhedsområdet.
I kommunernes socialforvaltninger er der også ansat egentligt forebyggelsespersonale i
det omfang, der er kapacitet til det. Det være sig psykologer, hjemmehossere,
støttepersoner, personlige rådgivere mm.
19

Derudover er der oprettet familiecentre i mange byer, og der afholdes familiehøjskoler. Et
familiecenter er et forum, hvor familier, børn og unge med problemer kan få behandling,
bearbejdning, rådgivning samt krisehjælp. Familiecentrene er meget forskellige og
tilpasset de lokale behov. De fleste familier, der kommer i familiecentrene er henvist fra
socialforvaltningen, og nogle af familiecentrene har også åben anonym rådgivning og/eller
et kriseberedskab. Indsatsen i familiecentret består typisk af samtaleforløb med familien
og børnene, der kan være sammensat forskellige kurser og nogle familiecentre har også
aktiviteter for børnene og de unge. Departementet for Sociale Anliggender yder tilskud til
maksimalt 2 ansatte i byer med op til 2000 indbyggere og 4 ansatte i større byer.
På familiehøjskolerne har familier med behov for behandling og støtte mulighed for at
arbejde med deres problemer i samspil med andre familier og modtage professionel
rådgivning. En familiehøjskole er et kursus og ikke en højskole i traditionel forstand. Et
ophold varer typisk et par uger. Departementet for Sociale Anliggender bevilger tilskud til
afholdelse af familiehøjskoler.
Der findes på nuværende tidspunkt ikke opgørelser over antallet af børn og unge, der
modtager forebyggende foranstaltninger i henhold til Landstingsforordningen om hjælp til
børn og unge.
Som det fremgår af Christensen et al (2009) er samtaler med socialforvaltningen eller PPR
den hyppigste forebyggende hjælp til familier, der henvender sig på grund af problemer
relateret til deres børn. På grund af kapaciteten i socialforvaltningerne rundt omkring i
Grønland er det meget begrænset, hvor formaliseret hjælpen er, og hvor skarpt den kan
inddeles på forskellige hjælpeforanstaltninger som personlig rådgiver, støtteperson eller
hjemmehosser. En del hjælpeforanstaltninger vil være bestemt af kompetencer fordelt på
få hænder, og derfor struktureres og udføres forebyggende arbejde på meget forskellig vis
rundt omkring i landet. Støtten til børn, unge og familier er udpræget karakteriseret ved råd
og vejledning, og i relativt begrænset omfang ved at børn og unge indgår i definerede og
beskrevne behandlingsprogrammer.
Netop personfølsomheden og -afhængigheden er en stor udfordring for kvaliteten i det
sociale arbejde. Dette betyder, at der er begrænsede muligheder for at iværksætte
egentlige forebyggende foranstaltninger, såsom støttepersoner eller hjemmehossere, som
i nogle tilfælde kan forebygge anbringelser udenfor hjemmet, hvis de bidrager til at
håndtere vanskelighederne i familien, inden det bliver nødvendigt at fjerne børnene eller
de unge fra hjemmet.
4.1.3. Daginstitutioner
Daginstitutionerne drives af kommunerne, og der er 90 kommunale og private vuggestuer
og børnehaver. Der blev i 2009 brugt 270 mio. kr. på daginstitutionsområdet på 0-5 årige,
20

inkl. den kommunale dagpleje. Udgifterne pr. indbygger varierer fra ca. 6000 kr. pr.
indbygger i Qeqqata Kommunia, mens Qaasuitsup Kommunia og Kommune Kujalleq
bruger ca. 4000 kr. pr. indbygger på daginstitutioner.
Antallet af daginstitutionspladser (ekskl. fritidshjem) svarede i 2007 i gennemsnit til ca. 80
pct. af de 0-5 årige. Der var dog en forskel mellem de nuværende storkommuner, hvor
dækningsgraden i det nuværende Qaasuitsup Kommunia svarede til 75 pct. af de 0-5
årige, mens der i det nuværende Qeqqata Kommunia var daginstitutionspladser svarende
til 90 pct. af børnene i alderen 0-5 år.
Adgang til vuggestuer og børnehaver for børn, som kommer fra hjem med svage
ressourcer, kan være med til at øge børnenes trivsel. I vuggestuer og børnehaver kan
andre voksne mennesker tage vare på barnet, barnet får mulighed for at udvikle sociale
kompetencer, og forældrene kan få råd og vejledning af det faglige personale i
institutionerne. Ventelisteprincippet til daginstitutioner er derfor indrettet sådan, at børn,
der har behov for en daginstitutionsplads af sociale årsager, kommer først på listen.
Der er dog stadig geografisk stor forskel på, hvor mange børn, der passes udenfor
hjemmet, idet andelen af børn, der går i daginstitution eller dagpleje, er højere i de større
byer end i de mindre byer og bygderne. I byerne er der som regel etableret vuggestuer og
børnehaver, mens der i større bygder som regel findes dagplejecentre. I de små bygder er
der ofte hverken daginstitutioner eller dagplejecentre.
Manglen på faguddannet personale vanskeliggør det pædagogiske udviklingsarbejde med
de små børn, hvilket i særdeleshed rammer de børn, der i forvejen har vanskeligheder, og
som har behov for en særlig pædagogisk indsats, mens de er i vuggestue eller børnehave.
I 2007 igangsattes Meeqqerivitsialak – Den gode Daginstitution, som har til formål at
udvikle nye pædagogiske redskaber og implementere dem i 6 udvalgte forsøgsinstitutioner
i perioden 2008-2011. Ledere og medarbejdere på de udvalgte institutioner har
gennemgået uddannelses- og kursusforløb. Igangsættelsen af Meeqqerivitsialak banede
vejen for en ny forordning om pædagogisk udviklende dagtilbud til børn i førskolealderen,
som trådte i kraft 1. januar 2009, som giver mulighed for at oprette andre aktivitetstilbud
end daginstitution eller dagpleje. Forordningen er stadig i implementeringsfasen, således
at ”andre aktivitetstilbud” antages først at blive udviklet hen over de næste par år. Dette
kan bl.a. være deltidstilbud, hvor børn med ledsagelse af en voksen, bliver tilbudt
målrettede aktiviteter.
4.1.4. Psykologisk Pædagogisk Rådgivning
Psykologisk og pædagogisk rådgivning i forhold til førskoleområdet er i dag kommunernes
ansvar. PPR er traditionelt og fortsat primært orienteret mod skolerne og bruges primært til
21

at lave udredninger mhp. vurderinger om specialundervisning. Nogle kommuner har dog
udvidet PPR-funktionen til også at omfatte førskolebørn, samtidig med at der er ansat
kommunale psykologer, som også tager sig af førskolebørnene.
I Kommuneqarfik Sermersooq er PPR imidlertid indrettet således, at PPR også yder
rådgivning mm. i forhold til daginstitutioner og forældre fra Nuuk, Tasiilaq og de
nærliggende bygder. Dagsinstitutionerne og forældre kan i lighed med skolerne indstille til
udredninger i PPR. Førskoleområdet er et prioriteret indsatsområde, hvor en væsentlig del
af undersøgelserne og udredningerne i PPR regi omhandler førskolebørn ned til etårs
alderen.
Undersøgelserne af førskolebørnene resulterer i forskellige anbefalinger, enten ved at
PPR yder rådgivning og vejledning til daginstitutionen, ved en viderevisitering til
udredninger i børnepsykiatrien eller ved henvisning til socialforvaltningen. Det er
vurderingen at en væsentlig del af førskolebørnene, der henvises til PPR, har
vanskeligheder grundet problemer i hjemmet.
PPRs virke i Nuuk er desuden rettet mod at styrke daginstitutionernes arbejde med
støttekrævende børn og deres kompetencer til dels at identificere og handle i forhold til
børn med særlige behov eller problemstillinger.
Overdragelsen af PPR-funktionen og vidtgående specialundervisning til kommunerne er
for øjeblikket under forhandling, hvor der er lagt op til, at kommunerne overtager
områderne på de nuværende økonomiske vilkår.
4.1.5. Anbringelser udenfor hjemmet
De seneste opgørelser af antallet af anbragte børn og unge stammer fra 2006. Ved
udgangen af 2006 var omkring 1100 børn og unge anbragt udenfor hjemmet. Heraf var
langt de fleste anbragt i familiepleje, mens godt 250 var anbragt på døgninstitutioner. Figur
4.1 og 4.2 viser antallet af anbragte børn og unge fordelt på hhv. anbringelsesformer og
byer.
Figur 4.1 viser antallet af børn og unge, der er anbragt udenfor hjemmet, fordelt på de forskellige
anbringelsesformer. Tallene stammer fra 2006.
22

170
25
5
709
162
7
49
17
8
Døgninstitution
Kommunal døgninstitution
Privat døgninstitution
Handicap døgninstitution
Handicap døgninstitution i Danmark
Familiepleje
Privat Plejefamilie
Plejefamilie i Danmark
Adoption/pleje med adoption for øje
Figur 4.2 viser antallet af børn og unge, der er anbragt udenfor hjemmet, fordelt på anbringelser i
de forskellige byer. Tallene stammer fra 2006.
46
52
15
21
101
178
43
36
3
22
56
37
99
63
44
0
44
292
Nanortalik
Qaqortoq
Narsaq
Ivittut
Paamiut
Nuuk
M aniitsoq
Sisimiut
Kangaatsiaq
Aasiaat
Qasigiannguit
Ilulissat
Qeqertarsuaq
Uummannaq
Upernavik
Qaanaaq
Ammassalik
Ittoqqortoormiit
Der foreligger ikke opdaterede tal for antallet af anbragte børn og unge, men det forventes,
at anbringelsesniveauet er nogenlunde uændret siden 2006. Der kan dog være kommet
flere anbragte udenfor hjemmet, idet der er oprettet flere private døgninstitutionspladser.
Anbringelsesmønstret er meget forskelligt fra by til by, og der er ikke en entydig
sammenhæng mellem indbyggerantal, andelen af unge og antallet af anbringelser. Der er
store forskelle mellem og indenfor samme kommuner. I Sisimiut, hvor der bor ca. 2550
børn og unge under 24 år, var der i 2006 anbragt 56 børn, mens der i Manitsoq, hvor der
bor knap 1300 børn og unge under 24 år, var anbragt næsten 100 børn udenfor hjemmet.
Det har ikke været muligt at foretage nærmere analyser af anbringelsespraksis på tværs af
landet, men forskellene i anbringelsesfrekvensen kan forventelig både skyldes forskellig
anbringelsespraksis og forskelle i sociale belastningsgrader i de forskellige byer.
23

Derudover må adgangen til anbringelsesmuligheder forventes at have en betydning for,
hvor mange børn og unge der anbringes udenfor hjemmet. Forskellene i
anbringelsestallene kan også skyldes forskellig indberetningspraksis.
Siden 2006 er det også blevet muligt at anbringe i professionel familiepleje, hvor minimum
den ene voksne i familien er uddannet pædagog eller på anden måde har solide
kompetencer til at tage vare på børn og unge med særlige behov for omsorg og pleje. De
professionelle plejefamilier er kommunalt ansatte, men arbejder fuld tid som plejefamilie
og skal være et alternativ til døgninstitutionsanbringelser. Der er på nuværende tidspunkt
relativt få professionelle plejefamilier.
4.1.5. Tidlige anbringelser udenfor hjemmet
Anbringelser af børn er også en del af den tidlige indsats. Gamle tal fra den centrale
venteliste viser, at 20 pct. af de børn, der i 2002 var skrevet op til anbringelse på en af de
landsdækkende døgninstitutioner, var under 6 år. 27 pct. var mellem 6 og 9 år, 38 pct.
mellem 10 og 14 år, og 15 pct. i alderen 15 til 17 år (Kanukoka 2002). Næsten halvdelen
af børnene opskrevet på den centrale venteliste var således under 10 år.
De seneste tal fra den centrale venteliste viser imidlertid, at der kun er 2 børn under 10 år,
og 23 børn i alderen 10-17 år. Heraf er 12 børn i alderen 15-17 år. Det svarer altså til, at
næsten halvdelen af de børn, der står på ventelisten nu er over 15 år, mens 92 pct. af
børnene på ventelisten er over 10 år. Denne ændring i alderssammensætningen siden
2002 kan skyldes mange faktorer, og kan give en mistanke om, at gennemsnitsalderen for
anbragte børn ikke er faldende. Men på grund af manglende opgørelser over udviklingen i
anbringelser og alderen for anbringelser kan denne udvikling ikke slås fast med sikkerhed.
Grunden til, at der ikke er flere små børn skrevet op på ventelisten skyldes formegentlig
også, at der anbringes relativt få børn under 3 år på døgninstitutioner, da der ikke findes
nogen egentlige spædbarnshjem eller observationshjem. De børn, der anbringes udenfor
hjemmet, som er under tre år, anbringes således primært i familiepleje.
Der var pr. juni 2010 anbragt 259 børn på døgninstitutioner (ikke handicappede). Nedenfor
ses aldersfordeling over anbragte børn på døgninstitutioner:
Tabel 4.1: Aldersfordelingen af anbragte børn på døgninstitution
Alder 0-2 år 3-6 år 7-10 år 11-14 år 15 – 17 år 18-20 år
Antal 8 12 27 76 95 40
Gennemsnitsalderen for døgninstitutionsanbragte børn var pr. juni 2010 13,7 år. Dette
vidner om, at mange børn og unge anbringes relativt sent, hvoraf en del formentlig
anbringes for sent.
24

4.1.6. Døgninstitutioner
Der er på nuværende tidspunkt 16 døgninstitutioner for børn og unge, hvor der anbringes
børn og unge i henhold til Landstingsforordning nr. 1 af 15. april 2003 om hjælp til børn og
unge. 8 af disse døgninstitutioner er landsdækkende og drives af Selvstyret, mens der er 5
selvejende og 3 kommunale døgninstitutioner, som Selvstyret har godkendt og indgået
aftale med. Der var pr. januar 2010 anbragt 153 børn og unge på Selvstyrets
døgninstitutioner, mens det skønnes at knap 100 børn og unge er anbragt på selvejende
eller kommunale døgninstitutioner 6 .
Der er i øjeblikket venteliste til døgninstitutionerne, hvor der pr. oktober 2010 var 25
personer registreret. Ud af de 25 børn og unge er 18 anbragt, langt størstedelen på
døgninstitutioner. For én, er der fundet en anden løsning. Det betyder, at mindst 6 børn og
unge, der er så omsorgssvigtede, at de bør fjernes fra hjemmet, forbliver derhjemme på
grund af manglende anbringelsesmuligheder.
Sammenfattende for de børn og unge, der er registrerede på ventelisten er, at de har
behov for behandling af deres massive omsorgssvigt, de har brug for struktur, faste
rammer og forudsigelighed og ikke mindst en personalestab, der har den rette uddannelse
og kompetence til arbejdet med omsorgssvigtede børn og unge.
Problemet med manglende anbringelsestilbud kompliceres af manglen på uddannet og
kvalificeret personale til de eksisterende døgninstitutionstilbud. Problemet er mest udtalt
for de døgninstitutioner, der ligger udenfor Nuuk, men også i Nuuk er det vanskeligt at få
og fastholde uddannet og kvalificeret personale til døgninstitutionerne.
Siden 2003 har det været muligt for kommunerne og private aktører at oprette
døgninstitutioner. Der er 3 kommunale og 5 private døgninstitutioner. De private er som
regel dyrere og grundet ventelisten til de landsdækkende døgninstitutioner skaber brugen
af private døgninstitutioner et vist pres på den kommunale økonomi.
4.1.7. Familiepleje
Størstedelen af anbragte børn og unge er anbragt i familiepleje. Som det fremgår af figur
4.1 ovenfor var godt 900 anbragt i familiepleje i 2006, hvoraf de 170 var i privat
familiepleje, hvilket vil sige, at familien selv har fundet en plejefamilie, som myndighederne
efterfølgende har godkendt. En privat plejefamilie kan være en person i barnets/den unges
netværk, f.eks. en bedstemor eller en moster. Børn og unge, der bor i privat familiepleje
6 Der foreligger ikke tal for kommunernes anbringelser på selvejende og kommunale institutioner, men der
var i 2008 94 normerede pladser på disse institutioner. Grundet det generelt store pres på
anbringelsesstederne, vurderes det at også de selvejende og kommunale døgninstitutioner er fuldt belagt.
25

har ikke nødvendigvis sociale problemer, men kan bo der midlertidigt, hvis f.eks. moren er
under uddannelse et andet sted i landet eller udenlands, eller hvis barnet/den unge selv er
flyttet pga. skole eller lignende.
Der er en stor efterspørgsel på plejefamilier, og kommunerne har vanskeligt ved at
rekruttere og fastholde egnede plejefamilier.
Der eksisterer på nuværende tidspunkt ikke noget behandlingstilbud i institutionsregi til
børn under 3 år, men det er planen at etablere et spædbarnshjem i løbet af 2011. Med den
intensiverede tidlige indsats omkring gravide familier og familier med små børn er det
blevet klart, at anbringelsesmulighederne for denne gruppe mangler. Det er vanskeligt at
finde plejefamilier, og der et stort pres på de eksisterende familieafdelinger, hvor forældre
og børn kan indskrives sammen.
Boligmanglen er et problem for anbragte unge, som nærmer sig voksenalderen, og som
derfor skal sluses ud til et liv, hvor de skal tage vare på sig selv. Ofte har disse unge ingen
steder at tage hen end hjem til den familie, der har omsorgssvigtet dem. Der ses derfor et
stort behov for udslusningspladser eller mindre værelsestilbud til unge, der har været
anbragt, hvor de kan få støtte til at håndtere dagligdagen og til at komme i gang med
uddannelse og arbejde.
Her er udfordringen ikke blot, at der mangler de fysiske faciliteter, men også at der
mangler specialiseret og uddannet personale til at varetage den socialpædagogiske og
psykologiske behandling.
4.1.8. Tilbud til handicappede børn og unge
Der er i alt 7 landsdækkende døgninstitutioner for personer med vidtgående handicap,
som drives af Selvstyret, hvor der anbringes personer iht. Landstingsforordning nr. 7 af 3.
november 1994 om hjælp til personer med vidtgående handicap. 4 af disse
døgninstitutioner er målrettet børn og unge.
Målgruppen på handicapinstitutionerne er overordnet fysisk og psykisk
udviklingshæmmede børn og voksne. Dette rummer bl.a. Rett Syndrom,
multihandicappede, ADHD, autisme, skizofreni, Prader-Willi Syndrom, medfødte
handicaps som følge af alkoholindtagelse under graviditeten og handicaps som følge af
massivt omsorgssvigt.
Pr. januar 2010 var der anbragt 21 handicappede børn og unge på Selvstyrets
institutioner. Alle pladser på disse døgninstitutioner er fuldt belagt, og det er vurderingen,
at der også er mangel på institutionspladser til handicappede børn og unge.
26

Nogle handicappede børn og unge anbringes i Danmark. I 2008 var 13 børn og unge i
aldersgruppen 7-17 år anbragt i Danmark. 7 af børnene/de unge var anbragt i familiepleje
eller opholdssted. 6 børn og unge var anbragt på specialinstitution, 5 pga. et psykisk
udviklingshandicap og en enkelt på grund af synshandicap.
Også i forhold til indsatserne for og med handicappede børn og unge er der store
udfordringer i forhold til at tiltrække, opkvalificere og fastholde personale til
døgninstitutionerne i Grønland og til at varetage specialundervisning og behandling. Dette
kompliceres yderligere af, at indsatserne i de mindre byer og bygder er meget
personafhængige, og at indsatserne for handicappede børn og unge står og falder med
tilstedeværelsen af bestemte ressourcepersoner.
Udover manglende uddannet og specialiseret personale på døgninstitutioner mangler der
også uddannet personale i daginstitutioner, som dels er i stand til at identificere eventuelle
handicaps og særlige behov før skolealderen, og som er i stand til og har viden om,
hvordan det pågældende barns handicap skal håndteres.
Handicappede skolesøgende børn får ofte specialundervisning og herigennem sikres
dækning af nogle af de særlige behov de har. Men der er sjældent fritidstilbud målrettet
handicappede børn og unge. Efter folkeskolen står nogle handicappede i den situation, at
de ikke har kunnet klare de almindelige krav, som giver adgang til et videre
skoleuddannelsesforløb, og derfor ingen reelle tilbud har. Der er her tale om de lettere
retarderede, døve m.m., som ofte bliver afvist ved henvendelse til arbejdsmarkedskontor
og henvist til kommunens handicapafdeling.
Derudover mangler der tilbud til de særligt svage og svært handicappede når de forlader
folkeskolen, idet de hurtigt mister de færdigheder, som de gennem deres skoleforløb er
blevet trænet i.
Det er i dag rent lovgivningsmæssigt muligt at få langt de fleste grupper af handicappede i
gang med undervisning, uddannelse, arbejdsprøvning, beskæftigelse eller arbejde, fx i
form af et fleksjob eller gennem beskyttede beskæftigelsesforanstaltninger. Der er på
nuværende tidspunkt mulighed for, at unge over den undervisningspligtige alder tilbydes
specialundervisning, som er en særlig tilrettelagt undervisning, der tilbydes personer med
handicap. Endvidere er der gode muligheder for at udnytte revalideringslovgivningen til at
hjælpe unge handicappede i gang med eksempelvis arbejdsprøvning, erhvervsmodnende
eller afklarende aktiviteter, oplærings- eller optræningsprogram, uddannelse, herunder
omskoling med arbejdsprøvning eller fleksjob. På trods af de lovgivningsmæssige
muligheder er det vurderingen, at uhensigtsmæssigt mange handicappede henvises til
førtidspension uden at deres muligheder for uddannelse og arbejde er fuldt afprøvede. Der
er ikke noget egentligt tal på, hvor mange handicappede under 25 år der modtager
27

førtidspension. Men det samlede antal af førtidspensionister under 25 år i 2009 var 69, og
det må forventes, at en væsentlig del af disse er handicappede.
Problemerne med at hjælpe handicappede i gang med aktiviteter kan skyldes flere
faktorer:
o Manglende kendskab til lovgivningen og de muligheder, der er herigennem
o Mangel på socialpædagogisk uddannede støttepersoner, fagpersoner samt personer
med specialviden
o Manglende tilbud til de handicappede fra de enkelte kommuner
o Den store spredning af de forskellige handicappede
o En generel manglende viden i samfundet om handicappede
I forhold til sidstnævnte er der således et stort behov for en generel holdningsændring i
samfundet i forhold til de handicappede. Det er bl.a. blevet udtrykt, at
arbejdsmarkedskontorer, Piareersarfiit og uddannelsesinstitutionerne er meget
tilbageholdende over for unge handicappede, og at de ofte føler ikke at have ressourcer
nok til at gå ind i en mere indgående rådgivning eller støtte. Det samme gælder
arbejdsgiverne – såvel offentlige som private, som på grund af usikkerhed hellere vælger
en handicappet fra til fordel for en ikke-handicappet.
Boligsituation for unge handicappede er ligesom for mange andre unge vanskelig, da den
generelle boligmangel naturligvis også gør sig gældende for handicappede.
4.1.9. Tidlig indsats
Der er på landsplan iværksat tre overordnede projekter med fokus på en tidlig indsats i
forhold til vordende forældre; ”Tidlig indsats overfor gravide familier”, ”Klar til barn” og
”Dukkeprojektet”. Dukkeprojektet og Klar til barn fokuserer på primær forebyggelse, hvor
ønsket er at fremme graviditeter med ønskebørn og ruste kommende forældre til
forældrerollen. ”Tidlig indsats overfor gravide familier” er en del af en sekundær
forebyggelsesindsats, hvor formålet er at reducere omfanget af omsorgssvigt.
4.1.9.1. Tidlig indsats overfor gravide familier
Projektet har kørt siden 2007 og er etableret i 13 byer. Projektet udvides med yderligere 2
byer i 2011, hvorefter projektet omfatter hele Grønland.
Projektets overordnede formål er at forebygge tidlig omsorgssvigt blandt børn fra -9
måneder til 2 år. Projektet er et tværfagligt samarbejdsprojekt mellem sundhedsvæsenet
og socialvæsenet om dels at opspore sårbare gravide familier samt udarbejde
handleplaner og iværksætte tilbud og tiltag for familien. Dette sker i lokale indsatsgrupper
28

estående af nøglepersoner fra sundhedsvæsenet og socialvæsenet og i mange tilfælde
andre lokale ressourcepersoner.
I henhold til projektbeskrivelsen for projektet visiterer jordemoderen familier til at indgå i
projektet. Indsatsgruppen udarbejder handleplaner for familien og mødes jævnligt for at
følge op på familiens udvikling. Indsatsgruppen udfylder i den forbindelse
monitoreringsskemaer for hver familie.
Indsatsgruppen refererer til auditgruppen, som består af repræsentanter for den lokale
sundhedsledelse og socialchefen samt øvrige relevante personer med
beslutningskompetence. Auditgruppen har til ansvar løbende og i samarbejde med
indsatsgrupperne at vurdere de indsatser og de lokale handlemuligheder. Derudover har
auditgruppen til opgave at følge op på hvor mange børn, der vurderes omsorgssvigtede,
antallet af familier, der visiteres til tidlig indsats samt beskrivelse af de konkrete tiltag og
tilbud til familierne.
I efteråret 2010 blev der gennemført en midtvejsevaluering af projektet. Heraf fremgår det,
at pr. oktober 2010 har 291 familier deltaget i projektet. Dette svarer til 14,6 pct. af alle
nybagte forældre. Det er dog vurderingen, at andelen af familier i målgruppen er 25-30 pct.
af nybagte forældre. Deltagelsesprocenten i projekt tidlig indsats udtrykker formentlig
derfor forskelle i praksis og er udtryk for det lokale personales kontinuitet og forankring af
projektet.
Midtvejsevalueringen af projektet har tydeliggjort behovet og målgrupperne for den tidlige
indsats og undervejs i projektet er det blevet klart, at målgruppen er både større og langt
tungere end først antaget.
Projektet tidlig indsats har potentiale til at blive et vigtigt omdrejningspunkt for den tidlige
indsats i Grønland. Men det kræver flere handlemuligheder for at hjælpe familierne og
børnene, der indgår i projektet. De indsatsmuligheder, der efterlyses, er følgende:
- boliger til sårbare familier
- daginstitutionspladser
- psykologbehandling/terapi
- vejledning og konkret støtte i forhold til forældrerollen, herunder familiebehandling og
støtte i hjemmet
- anbringelses- og døgnbehandlingsmuligheder
- misbrugsbehandling tilpasset målgruppen
29

4.1.9.2. Klar til barn
Udgangspunktet for tiltaget er et ønske om at styrke relationer og følelsesmæssige bånd
mellem kommende forældre og barn gennem et forældrekursus. Formålet med
forældrekurserne er således at bidrage til styrkelse af kompetencer hos kommende
forældre omkring opdragelse, styrke det sociale netværk og stimulere forældres sunde
følelsesmæssige tilknytning til barnet. Kurset skal desuden give de kommende forældre
konkrete redskaber til at håndtere vanskelige situationer, således at forældrenes
robusthed overfor krisesituationer styrkes. Forældrekurserne vil således ruste de
kommende forældre til at give det nyfødte barn en god start på livet.
Kursusforløbet i ”Klar til barn” skal foregå over fire gange inden fødslen og én gang efter
fødslen. Undervisningen skal foregå i grupper med fem forældrepar (eller mødre/fædre,
der kommer som enkeltpersoner). Den præcise tilrettelæggelse af kurserne foregår lokalt.
De forældreforberedende kurser integreres så vidt muligt med den eksisterende
fødselsforberedelse i sundhedsvæsenet. Kursusforløbene varetages lokalt af jordemødre,
jordemoderfaglige nøglepersoner, fødselshjælpere eller andre relevante fagpersoner. Der
vil i løbet af 2010 blive tilbudt kurser i Klar til Barn til forældre i hele Grønland.
4.1.9.3. Dukkeprojekt
Dukkeprojektet blev igangsat i 2007 og har til formål at give unge mennesker et realistisk
billede af, hvad det vil sige at være forældre. I forlængelse heraf er formålet at få de unge
til aktivt at tage stilling til forældrerollen samt tage ansvar for egen seksuel adfærd.
Dermed er formålet også at forebygge uønskede graviditeter og at fremme graviditeter
med ønskebørn.
Eleverne i 9.-11. klasse deltager i et undervisningsforløb over 2-3 dage, hvor der
undervises i spædbarnspleje og forældrerollen, hvorefter eleverne får udleveret en
elektronisk RealCare-dukke. Dukken kræver pleje og pasning som et rigtigt spædbarn,
dvs. den skal mades, skiftes, bøvse, vugges mm. Efter pasning af dukken deltager
eleverne i seksual- og præventionsundervisning.
De unge viser generelt en god interesse for projektet, og erfaringerne fra de afholdte
undervisningsforløb er meget positive. Der er bl.a. dokumenteret en ændring af synet på
forældrerollen og vigtigheden af prævention blandt de unge. Efter pasning af dukken giver
størstedelen af eleverne udtryk for, at de er overraskede over arbejdsbyrden, der er
forbundet med et spædbarn, og at de vil vente med at få børn, til de har uddannelse/job og
overskud til at være forældre.
30

4.2. Opsamling
Børn og unge er et prioriteret emne på den politiske dagsorden og der er en række
forskellige tiltag. Der er således sat fokus på tidlig og familieorienterede indsatser,
forebyggelse af vold og seksuelle overgreb samt det ansvar alle i samfundet har for at
gribe ind, når børn øg unge ikke trives.
De nuværende tidlige indsatser for børn og familier kan opdeles i indsatser i
normalsystemet og specialindsatser. Indsatser i normalsystemet dækker de almene tilbud
såsom vuggestuer, børnehaver, dagplejere, jordemoderkonsultationer under graviditeten,
sundhedsplejerskebesøg og tandplejen, mens de mere specialiserede tilbud dækker PPR,
projekt tidlig indsats og andre sociale indsatser omkring familierne og børnene, såsom
væresteder og familiecentre, som er forankret i kommunerne. De almene tilbud og de
specialiserede tilbud spiller sammen. Der sker visitation og henvisninger fra de almene
tilbud, og langt de fleste specialindsatser sker indenfor rammerne af de almene tilbud og
indsatser.
Antallet af familier, der har fået hjælp gennem socialforvaltningen er lavere end de 27 pct.
der i større eller mindre grad er blevet omsorgssvigtet, hvilket indikerer, at ikke alle børn
og familier får den hjælp, de har behov for.
Sammenlignet med de nordiske lande er der anbragt mange børn og unge i Grønland.
Størstedelen af børnene anbringes i plejefamilier. Der er en stor efterspørgsel på
plejefamilier, og kommunerne har vanskeligt ved at rekruttere og fastholde egnede
plejefamilier.
Der kan på baggrund af ældre og nyere tal fra den centrale venteliste for anbringelser af
børn og unge på døgninstitutioner rejses mistanke om at gennemsnitsalderen for anbragte
børn og unge ikke er faldende. Andre faktorer, såsom at børn under 3 år primært
anbringes i familiepleje spiller selvfølgelig ind, og grundet manglede data på
anbringelsesområdet kan mistanken ikke verificeres.
Gennemsnitsalderen for døgninstitutionsanbragte børn var pr. juni 2010 13,7 år, hvilket
vidner om, at mange børn og unge anbringes relativt sent, hvoraf en del formentlig
anbringes for sent.
Et gennemgående problem i den sociale indsats både ift. diverse indsatser, projekter og
institutioner er manglen på kvalificeret arbejdskraft.
Projekt ’Tidlig indsats overfor gravide familier’ har desuden tydeliggjort behovet for boliger
og institutionspladser, anbringelsesmuligheder for små børn, misbrugsbehandling,
hjemmehosser, familiebehandling, traumebehandling, og dygtige medarbejder, der kan
31

observere og rumme de meget udsatte familier samt videreuddannelse af personale der
skal arbejde med tidlig indsats.
På baggrund af ovenstående gennemgang af børns og unges trivsel i Grønland, af
socialpolitikken og ressourceforbrug og -fordeling på området kan der identificeres en del
udfordringer på området. Nedenstående er en kategorisk opdeling af disse udfordringer,
og det er vigtigt at have for øje, at de ofte har sammenhæng til hinanden.
o I forhold til befolkningens størrelse er der generelt et meget højt niveau af børn, der
må forventes at have behov for indsats.
o Der er massiv mangel på uddannet personale. Landsdækkende er der en hel del
ubesatte stillinger på området, og store dele af det ansatte personale mangler de
faglige uddannelser og kompetencer, som der er behov for, og de sidder ofte alene
med arbejdet. Følgelig er der er en stor udskiftning blandt dette personale. Desuden
besættes en del stillinger af danskere for kortere perioder.
o På landsplan eksisterer der store uligheder mellem områder. Børn, der lever i
yderområder og bygderne i særligt Nord- og Østgrønland er generelt mere udsatte
end børn fra de større byer. Bygder og yderdistrikter er samtidig de områder, hvor
både socialvæsenet og sundhedsvæsenet har den mindste specialisering og det
mindst udbyggede tilbud
o Der er børn med identificeret mistrivsel, som venter på indsats, grundet manglende
ressourcer og indsatsmuligheder.
o På baggrund af tidlig indsats identificeres problemer i familier og hos børn tidligere,
men der er ofte ikke ressourcer til at tilbyde videre indsats i form af behandling,
anbringelse mm.
o Der mangler koordinering og sammenhæng mellem indsatser.
o Helt basalt mangler der viden og data på børne- ungeområdet om hvilke indsatser,
der virker. Der mangler systematik i socialforvaltningernes arbejde, og der mangler
den rette metodeudvikling. Der er meget lidt eksplicit formuleret viden om
antagelserne af de sociale indsatsers virkning.
Primære kilder/metoder
De primære kilder for problemformuleringerne i notatet er undersøgelserne ”Børn i
Grønland – en kortlægning af 0-14-årige børn og familiers trivsel”, ” Unges trivsel i
Grønland 2004” samt ”Sundhed på toppen”.
”Børn i Grønland – en kortlægning af 0-14-årige børn og familiers trivsel” blev udført af
Departementet for Familie og Sundhed i samarbejde med SFI (Det Nationale
Forskningscenter for Velfærd) i 2007/2008. Undersøgelsen er udformet, så resultaterne
kan danne udgangspunkt for politiske indsatser og initiativer, der kan forbedre forholdene
for grønlandske børnefamilier.
32

Undersøgelsen er gennemført som en interviewundersøgelse foretaget af grønlandske
interviewere via telefon efter et spørgeskema. I tilfælde hvor børnene har været under 11
år, er interviewene blevet gennemført med deres mødre og i enkelte tilfælde deres fædre.
Spørgsmålene er udformet, så de medtager de fleste aspekter af barnets liv.
I henhold til Grønlands Statistik udgør børn i alderen 0-14 år cirka 24 procent af Grønlands
befolkning (2007). I alt deltog forældre til 1.160 børn med bopæl i Grønland i
undersøgelsen. Det svarer til cirka 8 procent af alle børn i alderen 0-14 år.
Fordeling på byer og bygder:
By: 84 procent
Bygder: 16 procent
Fordeling på køn:
Piger: 537 (46 procent)
Drenge: 623 (54 procent)
Fordeling på nationalitet:
90 procent grønlandske
8 procent grønlandsk/danske
2 procent danske
”Unges trivsel i Grønland 2004” er en computerbaseret spørgeskemaundersøgelse, hvor
folkeskoleelever i alderen 15-18 år har besvaret spørgsmål med relation til flg. 8 temaer: 1)
Personlig og familiemæssige baggrundsdata 2) Sociale relationer 3) Skolegang 4)
Fritidsaktiviteter 5) Sundhedsadfærd 6) Helbred og trivsel, herunder spørgsmål om
psykiske problemer og selvmordstanker 7) Seksuelle erfaringer, herunder udsættelse for
seksuelle overgreb 8) Svarpersonernes vurdering af undersøgelsen.
Undersøgelsen er baseret på 508 unges besvarelser, 231 drenge og 277 piger. 82 procent
var 15-16 år gamle, 16 procent var 17 år gamle, og 2 procent var 18 år gamle.
”Unges trivsel i Grønland 2004” og ”Børn i Grønland – en kortlægning af 0-14-årige børn
og familiers trivsel” supplerer hinanden, fordi den ene undersøgelse præsenterer børn og
unges syn på problemstillingerne, mens den anden primært præsenterer mødres (den
faktiske omsorgsperson i de fleste familier) syn på problemstillingerne. Blandt andet er
tallene på omfanget af seksuelle overgreb i ”Unges trivsel i Grønland 2004” et vigtigt
supplement til tallene på seksuelt omsorgssvigt i ”Børn i Grønland”, hvor målingerne ikke
stemmer overens forudgående antagelser og undersøgelser. Tallene på seksuelt
omsorgssvigt illustrerer en af svaghederne ved metoden i ”Børn i Grønland”undersøgelsen;
nemlig at der vil være områder, hvor forældre ikke har kendskab til/har
33

svært ved at forholde sig til problemstillingerne. Børn fortæller sjældent deres forældre om
seksuelle overgreb, fordi de føler skam, frygter konsekvenserne m.m. Imidlertid vil der
være en række andre områder, hvor forældre er bedre til at vurdere familiens
funktionsniveau og børns trivsel i familien, skolen osv. Antagelig gør det sig særligt
gældende i forhold til mindre børn.
Terminologien og definitionerne af fx vold og seksuelle overgreb er ikke helt ens i
undersøgelserne, ligesom det naturligvis influerer på besvarelserne, hvilke spørgsmål, der
bliver stillet i forhold til problemstillingen, hvordan spørgsmålene bliver stillet, selve
interviewsituationen etc. Således kan data i undersøgelserne ikke uden forbehold
sidestilles og sammenlignes.
”Sundhed på toppen” er en oversigt over centrale resultater i Health Behaviour in Schoolaged
Children (HSBC), der er en international spørgeskemaundersøgelse støttet af
Verdenssundhedsorganisation, WHO. Undersøgelsen blev gennemført i 2006, og i alt
deltog 40 procent af alle skoleelever i 6. til 11. klasse i Grønland. ”Sundhed på toppen”
præsenterer elevernes sundhed samt udviklingen fra tidligere undersøgelser i forhold til
helbred, livskvalitet, symptomer, mobning og sundhedsvaner. Endvidere inddrager
undersøgelsen områder som f. eks. elevernes psykiske sundhed, fornemmelse af deres
etniske identitet og deres sprogkundskaber.
Undersøgelsen perspektiveres dels gennem en generel beskrivelse af mulighederne for
sundhedsfremmende projekter i skoler og dels gennem at vise hvor store forskelle, der
findes imellem skolerne i Grønland samt forslag til, hvordan HBSC undersøgelsen kan
bidrage til at lave mål for sundhedsfremmende projekter i den Grønlandske folkeskole. I og
med undersøgelsen arbejder med et bredt sundhedsbegreb og ser skolebørns sundhed og
sundhedsvaner i forhold til omgivelserne - primært familien, kammerater og skolen - er den
ligeledes et værdifuldt supplement til vurderinger af børn og familiers trivsel i Grønland.
HBSC undersøgelsen gentaget hvert 4. år, og er netop gennemført i 2010. Resultaterne
af 2010-undersøgelsen forventes offentliggjort i første halvdel af 2011.
Undersøgelse ’Unges Trivsel’ gentages i 2011, hvor resultaterne af undersøgelsen
forventes offentliggjort ultimo 2011.
34

Litteraturliste
Bengtsson, T.T, og T.B. Jakobsen, 2009, Institutionsanbringelse af unge i Norden. En
komparativ undersøgelse af lovgrundlag, institutionsformer og udviklingstendenser, SFI –
Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, København
Bjerregaard, P., 2004, Folkesundhed i Grønland, Inussuk Arktisk Forskningsjournal
1:2004. Nuuk, Grønlands Hjemmestyre
Capacent, 2009, Tidlig indsats for sårbare gravide og familier med små børn. Afsluttende
evalueringsrapport,
http://www.servicestyrelsen.dk/default.asp?id=148369&sshow=1&itemid=
154288
Carneiro, P.M. og J.J. Heckman, 2003, Human capital policy, IZA Discussion Paper 821.
Christensen, E.; L., G Kristensen og B. Siddhartha, 2009, Børn i Grønland – En
kortlægning af 0-14 årige børns og familiers trivsel, SFI.
Curtis, T; H. B. Larsen, K. Helweg-Larsen, C. P. Pedersenn, I Olesen, K Sørensen, M E
Jørgensen og P Bjerregaard, 2006, Unges trivsel i Grønland 2004, INUSSUK - Arktisk
forskningsjournal 1
Departementet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke (KIIIN), 2010.
Efterårsafrapportering af status på sektorprogrammet og den ekstraordinære
uddannelsesindsats (uddannelsesplanen) 2010
Det Rådgivende Udvalg vedr. Grønlands Økonomi, 2008, Den Økonomiske Udvikling i
Grønland. Nuuk
Egelund, T; N. D. Andersen, A.-D..Hestbæk, M. Lausten, L. Knudsen, R.-F. Olsen og F.
Gertoft, 2008, Anbragte børns udvikling og vilkår, København, SFI 08:23
Grønlands Selvstyre, 2010. Finanslov for 2010
Heckman, J.J., og D.V. Masterov, 2004, The Productivity Argument for Investing in Young
Children In Working Paper 5. Chicago: Invest in Kids Working Group, Committee for
Economic Development.
MIPI, 2008: Børns levestandard I Grønland. Nuuk:MIPI
Niclasen, B., 2009, Børns sundhed i et socialt perspektiv med udgangspunkt i Inuuneritta –
Folkesundhedsprogrammet, Naqitat A/S
35

Niclasen, B.; K Løngaard, L K Laursen og C Schnohr, 2007, Sundhed på toppen, Inussuk
Arktisk Forskningsjournal 1:2007
Pedersen, C.P: I. Dahl-Petersen og P. Bjerregaard ,2007, Notat om selvmordstanker og
selvmordsadfærd blandt unge i Grønland. Nuuk: MIPI, Paarisa og Statens Institut for
Folkesundhed.
Ploug, N., 2005, Social Arv – Sammenfatning, SFI, 05:10
Sørensen, T. H., 2009, Med familien i centrum, Københavns Kommune,
http://www.kk.dk/FaktaOmKommunen/PublikationerOgRapporter/Rapporter/~/media/C59E
34E7D877418080240598B08D0CA2.ashx
36