Maren Frost Nielsen - Organistforeningen

En cellist
takkede af
Historien er hørt før,
men sjældent fortalt.
PO-organist Maren
Frost Nielsen fortæller
her, hvordan det var at
måtte opgive sin cellistkarriere
til fordel for
orgelbænken.
Tekst: Bo Nygaard Larsen
Fotos: Istockphoto, Bo Nygaard Larsen

236
E N C E L L I S T T A K K E D E A F
torie, der blev fulgt op i mange mails via
Facebook. Her gav hun tilpas et indtryk til,
at hendes historie måtte fortælles.
Maren Frost Nielsen slukker orglet, og
vi går ned ad den store trappe. I to biler
kører vi i kortege til hendes privatadresse,
og mens jeg aner hendes hoved bag nakkestøtten
foran mig, opsummerer jeg det,
der mest af alt minder om en skæbne.
Egentlig kunne hun have siddet så
mange andre steder end lige på en
orgelbænk. På en stol i et af landets symfoniorkestre
eller i et flysæde på vej til al
verdens koncertsale for eksempel.
Hendes historie trækker spor over en
dyster virkelighed i landets musikhistorie,
hvor end ikke det største talent er nok til
at få den karriere, det håbede på. Celloen
var hendes instrument, som 17-årig blev
hun optaget på Det Kongelige Danske
Musikkonservatorium i København og forlod
de trygge rammer i Esbjerg.
„Det var et stort spring, men også en
godt spring," genkalder jeg hendes ord.
„København er så meget større end
alt andet herhjemme, og hurtigt fik jeg
lavet en tilværelse med musik. Jeg øvede
meget, og jeg havde en drøm om en dag
at komme til at leve af at spille cello."
Karriereskiftet
Vi parkerer ved kantstenen uden for det
moderniserede byhus nogle hundrede
meter fra kirken. Gulvet i stuen fortæller,
hvorfor drømmen sov ind, før den reelt
vågnede. I pæne bunker ligger der legetøj,
fra fredelige Legoklodser til drabelige
sværd. Det tilhører hende og hendes
mands tre børn. Det var den idyl, der kom
i vejen for celloen og buen.
„Da jeg blev færdig fra konservatoriet
i 2001, så det meget lyst ud. Jeg havde
gode papirer og havde ofte engagementer
for landsdelsorkestrene. Men i takt
med at børnene kom, kunne jeg hurtigt
mærke, at jeg ikke havde tid til at øve det,
jeg skulle. For mig var det svært at få tid
til både at være mor og freelancemusiker.
Den kombination var bare ikke den rigtige
for mig," siger Maren Frost Nielsen.
Vil ikke ynke
Ordene falder i køkkenet. Vi fortsætter
samtalen over håndmadder og kaffe.
Hendes toneleje er faldet. Det før så lyse
og humoristiske sind hænger nu under en
sky af bly. Samtalen er inde i dens inderste
væsen. Det nemmeste ville være at
lade emnet ligge, men jeg er kommet for
at få det endegyldige svar.
„Det var hårdt. Siden jeg var helt lille
har jeg drømt om at blive musiker på en
bestemt måde, og da jeg så blev det,
måtte jeg opgive det næsten med det
samme. Der er da også dage, hvor jeg
tænker på, hvad det kunne være blevet
til, hvis jeg både kunne have haft tid til
børn og en cellokarriere," siger Maren
Frost Nielsen.
Hun kommer med et par væsentlige
pointer. Hun vil ikke fremstå som ynkelig.
Hun vil ikke have det til at lyde som om, at
familien har ødelagt nogle muligheder. Jeg
nikker og udtrykker min fulde forståelse,

Maren Frost Nielsen i to situationer. Først med og i bevægelse på orgelbænken i Vamdrup Kirke.
Dernæst mere eftertænksom foran klaveret i privaten.
Historien om Maren Frost Nielsen handler
udelukkende om en drøm, der forliste. Årsagerne
er i den henseende sekundære.
Finder sin egen stil
Hun kunne have valgt så meget i stedet.
Men med musik i modermælken var det
indlysende, at hendes fremtid også kom
til at indeholde det element. Embedet i
Vamdrup var ledigt, hun søgte og fik det.
I 2006 afsluttede hun så sin PO-eksamen
ved Løgumkloster Kirkemusikskole
„Selvom jeg har papirerne, er der meget
at lære. Når man er opdraget med et instrument
uden pedaler, kan det være svært at
få dem til at gøre, som man gerne vil. Men
jeg klør stædigt på, ligesom jeg i øjeblikket
er ved at opbygge mit eget repertoire.
Også her kan jeg mærke, at jeg kommer
fra en anden skole. De fleste organister
har flere års forspring i forhold til mig, og
det er først nu, at jeg føler, at jeg er ved at
finde min egen orgelstil," siger hun.
Vi er tilbage i stuen. Siden jeg trådte ind
i huset, har jeg forgæves spejdet efter celloen.
„Jeg har den endnu, men lige for tiden
er den pakket ned," siger Maren Frost
Nielsen.
„Det hænder, at jeg øver på den. Men
mest fordi, jeg skal spille til en koncert,
som jeg stadig gør af og til. Ellers kan der
gå måneder, hvor jeg ikke spiller på den.
Det kræver meget tid at vedligeholde sit
spil, og med organistarbejde og familie
er det umuligt at nå. Derfor må jeg prioritere,"
siger hun og fortsætter.
„Men jeg er meget glad for at være organist.
Jeg har et godt arbejde, hvor jeg
kan udfolde mig musikalsk. Og det betyder
faktisk ikke så lidt."
237