Jesus, IsrAel og korset

More documents

Recommendations

Info

14 Biskop N.T. Wright Man kan indvende (og det gør Sanders også selv), at det ikke kræver nogen særlig politisk begavelse at nå frem til et så relativt forudsigeligt scenarium. Men de synoptiske forfattere lader den heller ikke bliver der. Jesus advarede om, at ville det føre til Roms vrede, hvis “det nationale håb” blev ved med at blive dyrket således. Og Guds vrede ville blive afspejlet i den romerske vrede. Det er her advarslens politiske og historiske karakter får teologisk signifikans og bliver til mere og andet end et spørgsmål om politisk og historisk skarpsindighed. (8) Den såkaldt “etiske lære” skal også ses i dette lys. Jesus tilskynder ikke til en inderliggørelse af Torahen, eller en ny Torah. Han kalder Israel til at være Israel – under sin vejledning. Torahen mener, hvad den siger, og bare tanken om mord eller ægteskabsbrud er Gud imod. Gud mener det alvorligt, når han siger, at han er Israels “fader”. Men hvis det skal tages alvorligt, indebærer det en gennemtænkning af mange af jødernes fromhedstraditioner. Her fremkommer Borg med et af de allervigtigste bidrag til diskussionen. Jesus tilbyder Israel et alternativt paradigme, en mercy code, (Luk 6,36 som opsummerer 6,27-36 og parallellen hos Matthæus) i stedet for en holiness code. I stedet for at se hellighed og adskillelse som en national opgave, kalder Jesus Israel til at finde sin identitet i en anden slags imitatio Dei, som går ud på at tilgive fjenderne i stedet for at hævne sig på dem, at gå en ekstra tur for den forhadte romerske soldat, og at “gengælde” den nuværende situations smerte og vrede med kærlighed. Bordfællesskabet med syndere handler ikke kun om at vise syndere nåde. Det er som en lignelse, der viser og udlever visionen for Israel som et fællesskab, der byder velkommen og viser nåde, fremfor en lille eksklusiv forening, der har travlt med at adskille sig fra det besmittede og Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 09 syndige, og derfor konstant er på kant med Rom. Det er en revolutionær Jesus af en hel anden slags en Brandons, men som Borg klart viser, en Jesus som ikke desto mindre fremkom med en utvetydig politisk erklæring. Den som ikke er for det nationale håb, er imod det. Den som annoncerer at håbet er gået i opfyldelse, og alligevel systematisk underminerer det, er en forræder. Parallellen til Elias, og særligt Jeremias kunne dårligt være tydeligere. 20 De otte punkter er naturligvis hver for sig kontroversielle set i forhold til den nuværende forskning, og jeg vil langt fra påstå, at det billede jeg har tegnet her er endegyldigt eller helt overbevisende. Min hensigt har blot været at komme med en skitse til hvad jeg anser for at være et udførligt og kohærent billede af Jesus som “en mægtig profet i ord og gerning”, hvis budskab som Johannes Døberens handlede om Guds folks nært forestående dom. Dommen vil være en historisk begivenhed, Jerusalems historiske fald som forudsagt af Jeremias, og denne begivenhed må forstås som Guds dom over sit folk, og i særdeleshed over sin hellige by og templet. III Den anden del af syllogismen har til hensigt af genoprette den balance, som nogen nok vil mene gik tabt i præsentationen af den første. Jesus talte ikke kun dom over Guds folk, han identificerede sig selv med Israel. Hans kald og indbydelse udgør den positive side af hans tjeneste, der, som vi skal se, danner parløb med den negative side, som jeg netop har skitseret. Den anden del rummer udsagn, der nok er mere kontroversielle end den første, så jeg vil gennemgå argumentet trinvist. 21 (1) Ved en førstegangslæsning af de synoptiske evangelier, fremgår det at Jesus,
Det er som en lignelse, der viser og udlever visionen for Israel som et fællesskab, der byder velkommen og viser nåde, fremfor en lille eksklusiv forening, der har travlt med at adskille sig fra det besmittede og syndige ... samtidig med at han advarede om den kommende dom, også inviterede sine tilhørere til at følge ham for derved blive en del af det spirende nye gudsfolk. Der er en tiltagende enighed om at kategorien “de tolv” går tilbage til Jesus selv, hvilket indikerer, at Jesus havde i sinde at begynde forfra med at samle Guds folk. “De tolv” er bare et ud af mange tegn, der viser Jesu hensigt. De fulgte ham, lyttede til hans advarsler og var, i hvert fald på papiret, parat til at opgive det livssyn, de forhåbninger og drømme, deres samtidige havde, selvom det er tydeligt, at de stadig var usikre på, hvad det præcist ville indebære. Det med “de tolv” siger også indirekte noget om Jesus og hans plads i det større hele. Han hører ikke selv til blandt de tolv, ikke engang som primus inter pares. Han står over de tolv, og kalder dem til at følge ham. Og fordi de er hans efterfølgere, er de også begyndelsen på det rekonstituerede Israel. Man skal ikke læse for meget ind i dette, men samtidigt heller ikke for lidt. Jeg foreslår at den naturlige følge er, at de er “Israel”, fordi han er Israel. 22 (2) Denne fortolkning underbygges af andre begivenheder som nu næsten over alt godtages som historiske: Jesus bød “syndere” velkommen og spiste sammen med dem. Han helbredte dem, som var ramt af forskellige fysiske og psykiske lidelser. Jesus gør de marginaliserede til medlemmer af Israel igen, dem som det hellige samfund havde udelukket på grund af fysiske, moralske eller sociale defekter. Helbredelsesunderne og bordfællesskabet med syndere er meget vigtige for den hypotese, jeg fremsætter. Når Jesus rørte ved spedalske, kvin- Jesus, Israel og korset 15 den med blødningerne, og de døde, var han i datidens øjne at betragte som uren. Det samme var tilfældet, når han spiste sammen med folk som Matthæus og Zakæus. De to fortællinger kan ses som paradigmatiske eksempler på hans tjeneste. Jesus identificerer sig med det syndige Israel, og får derfor urenheden tæt ind på livet. Og når han så konfronteres med det, for eksempel ved Zakæus’ hus, siger han, at det ikke er ham, som er uren, men Zakæus som er en “Abrahams søn”. Underne og imødekommenheden overfor samfundets udstødte kalder på samme fortolkning som ved udvælgelsen af “de tolv”. Det giver kun mening, hvis Jesus selv er midtpunktet for det rekonstituerede Israel, som han kalder folk til at blive en del af. Hvis ikke denne sammenhæng mellem Jesus og Gud står klar, bliver hans indbydelse indholdsløs: Hvem er han, som “byder alle velkommen”? 23 (3) Når denne pointe lægges sammen med den første del af syllogismen, vælger jeg at tale om Israels “rekonstituering”, og ikke som Sanders om Israels “genoprettelse”. Jeg mener at Sanders gør ret i at slå til lyd for israelsdimensionen i Jesu tjeneste. Det udmærker ham i forhold til mange andre forskere, selv inden for det jeg har kaldt The Third Quest. 24 Men Sanders konkluder at Jesus primært havde til hensigt at genoprette Israel, og domsbudskabet kommer derved til at spille en birolle. Modsat mener jeg, at Jesus ser Israel som værende på vej ind i en sidste krise – denne generation skal se enden på den nuværende situation for Guds folk. I stil med Jonas’ domsbudskab i Nineve, kan Jesu budskab opsummeres så- Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 09
Page 1 and 2: Jesus, IsrAel og korset Biskop n.t.
Page 3 and 4: må det siges at være yderst usand
Page 5 and 6: ske håb” i? Der er ikke plads ti
Page 7: Hele Jesu tjeneste handler om apoka
Page 11 and 12: denne konklusion (på grund af de a
Page 13 and 14: og fremefter), som har fået en meg
Page 15 and 16: nu bliver Jesus også en zelot, en
Page 17 and 18: Jesus, Israels repræsentant gør f
Page 19 and 20: lod”. At sætte Jesus tilbage i s
Page 21 and 22: 35 Der en en lignende erklæring ho

Jesus, IsrAel og korset

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?