Jesus, IsrAel og korset

More documents

Recommendations

Info

12 Biskop N.T. Wright Det er samtidigt også klart, at det Jesus sagde om Guds rige udfordrede netop disse forventninger. I den forstand lignede hans budskab Amos’: “Hvad vil I dog med Herrens Dag? Den er mørke, ikke lys” (Amos 5,18). En stor del af lignelserne handler om, hvad det gudsrige som folk har længtes efter, er og ikke er. Det er som et garn fyldt med fisk, både gode og dårlige. Der er som hvede blandet med ukrudt. Det som en med mand, der gik ud på marken for at så. Det er dommens tid for Israel, ikke kun udfrielsens tid. Mange vil komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob i Guds rige, mens rigets egne børn vil blive smidt ud. Hvis de her påstande og andre med dem læses udelukkende som den senere kirkes retrojektioner over Jesu tjeneste, bliver det efter min mening umuligt at forstå hvad Jesu tjeneste virkelig betød. (5) Det bliver især umuligt, at forstå hvorfor Jesus blev refereret til som en profet. Denne betegnelse må adskilles fra et andet ofte diskuteret spørgsmål, om hvorvidt Jesus blev anset for, og selv mente at være “en eskatologisk profet”: Der er faktisk forholdsvis få tegn på henvisningen til 5 Mos 18 i evangelierne, med Joh 6,14 og én eller to andre steder som undtagelser. Der er til gengæld masser af tegn på at “profet” var den primære kategori, hvorigennem Jesus blev forstået af sine samtidige. En “profet” – ikke forstået som “en national leder”, men som “en national uromager” i stil med Johannes Døberen, Elias, og Jeremias (se Matt 16,14). Et andet godt argument: Det store flertal af henvisninger, falder helt sikkert for uensartethedstesten, eftersom jødedommen tydeligvis ikke forventede en profet, der som Elias og Jeremias advarede om, at pagtens Gud havde noget at udsætte på sit folk. Den tidlige kirke forlod desuden hurtigt kategorien profet til fordel for andre mere entydigt ophøjende betegnelser. Matt Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 09 16,14 er muligvis en undtagelse, eftersom stedet klart leder frem til en proklamation af Jesus som Messias. Henvisningerne til profeterne gives muligvis for blot at introducere en kontrast, men der er andre argumenter der taler for. For eksempel inkluderede Herodes Jesus i profetkategorien. Det samme gjorde Jesu disciple, og forøvrigt også Jesus selv: “Det er umuligt, at en profet skulle dø udenfor Jerusalem” og “en profet er sjældent agtet i sin egen hjemby”. Selv når konteksten kræver en messiansk erklæring, lader Matthæus menneskemængden proklamere: “Dette er profeten Jesus fra Nazareth i Galilæa”. Og en profets karakteristiske budskab er at advare Guds folk om at de er på afveje, og at Gud snart vil straffe dem, men give oprejsning til dem, der gør som Guds vilje. (6) Det billede, der tegner sig passer ind med de utallige, eksplicitte advarsler i de synoptiske evangelier. Figentræet får et år til, så det kan bære frugt og slippe for at blive “hugget om”. Med mindre de omvender sig, vil det gå dem ligesom de folk Pilatus havde beordret dræbt i sin karakteristiske, provokerende undertrykkelse af jødiske følelser. De retfærdige vil blive adskilt fra de uretfærdige som hveden fra avnerne. Det er med Israel som en forvalter, der står til at blive fyret på grund af inkompetent ledelse, og hvis ikke folket kommer frem med et alternativ, er de ilde stedt. Hvis Sanders har ret – og det tror jeg han har – må tempelepisoden forstås i samme kontekst. Det handler ikke grundlæggende om en rensning, som Jesus måtte foretage for at gøre templet brugbart igen. Det var heller ikke en protest mod “materialistiske” tendenser i jødedommen (igen en anakronisme, som ikke giver mening i sin sammenhæng). Det var i stedet en handling, der symboliserede ødelæggelse. 17 Det tema, vi kan observere i Jesus-ord-materialet, 18 har grundlag i et
Hele Jesu tjeneste handler om apokalyptiske advarsler, om den nært forstående dom, som vil komme over Israel, hvis ikke de omvender sig. indiskutabelt faktum (Sanders 1985, 61- 76). Men modsat Sanders’ gentagende tilkendegivelser, tror jeg for det første ikke, at der er nogen god grund til at benægte, at Jesus advarede om den nært forestående dom, og at det var en central og gentagen del af hans budskab. Det er det, hans adfærd i templet symboliserer. For det andet er der ikke noget i den synoptiske tradition (og kun i Joh 2,18-22 uden for denne tradition), som berettiger den antagelse, at det vigtigste for Jesus i tempeludrensningen var “genoprettelse” og ikke “dom” (det er ironisk at et af de få “Jesus-ord” som Sanders accepterer som en del af sit grundlag, er det ord, som bliver lagt ham i munden af det falske vidne i retssagen – selv her kunne de ikke blive enige om det). 19 Man kunne selvfølgelig hævde at evangelisterne skammede sig over episoden, men det ville være usandsynligt. For det første rapporterer de gladeligt om andre forudsigelser af templets ødelæggelse, og for det andet ligger den johannæiske forklaring om “genopbyggelse” lige for. Historien om figentræet som tydeligvis hænger sammen med tempelhistorien og fortolker den, fortæller os, at Luk 13,35 kommer tættere på: Templet forlades af Gud, ligesom i Ezekiel 10, og templet er derfor forsvarsløst overfor fjenden. En af de store fordele ved denne forståelse er, at Mark 13 ikke længere stritter ud som en øm tommeltot i forhold til resten af traditionen. Nu passer kapitlet glimrende ind i sammenhængen og leder mod et klimaks. Hele Jesu tjeneste handler om apokalyptiske advarsler, om den nært forstående dom, Jesus, Israel og korset 13 som vil komme over Israel, hvis ikke de omvender sig. (7) Det ser ud til, at advarslerne henviser til noget ganske bestemt og konkret. Ligesom profeterne tidligere havde anset babylonerne og assyrerne for at være Guds redskaber til at rense det syndige folk, sådan vil romerriget blive Guds middel til at fælde dom over dem, som nægter at høre på Jesu (eller for den sags skyld Johannes Døberens) advarsel. Øksen ligger ved træets fod. Romerrigets gudsbespottelige tilsmudsning præger allerede det hellige land, og tilsmudsningen vil fuldendes, “med mindre I omvender jer”. Her bliver det helt tydeligt, at Jesu budskab går ud over det sædvanlige. Det jødiske håb gik kort og godt ud på, at Gud ville frelse sit folk fra romerriget (som en konkret og historisk manifestation af sin trofasthed overfor pagten med Israels folk). Der hvor det messianske håb eksisterede, som vi skal se, fungerede det inden for et mere omfangsrigt nationalt håb. Men når Jesus erklærer, at Guds rige er nær, vender han tingene på hovedet. Håbet er ikke en storstilet national udfrielse fra en indtrængende fjende, men en national vending mod et mål, som allerede findes evnto.j u`mw/n, “midt iblandt jer”. Det lille sennepsfrø, der vokser støt. Der er paradokset i Jesu gerning. Han hævder at bebude opfyldelsen af Israels håb, men samtidig omdefinerer han netop radikalt dette håb. Caird og Borg konkluderer begge, at Jesu advarsler peger på noget specifikt og konkret: Hvis jøderne fortsætter deres nationale ambition, vil Rom før eller siden udslette dem fra landkortet. Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 09
Page 1 and 2: Jesus, IsrAel og korset Biskop n.t.
Page 3 and 4: må det siges at være yderst usand
Page 5: ske håb” i? Der er ikke plads ti
Page 9 and 10: Det er som en lignelse, der viser o
Page 11 and 12: denne konklusion (på grund af de a
Page 13 and 14: og fremefter), som har fået en meg
Page 15 and 16: nu bliver Jesus også en zelot, en
Page 17 and 18: Jesus, Israels repræsentant gør f
Page 19 and 20: lod”. At sætte Jesus tilbage i s
Page 21 and 22: 35 Der en en lignende erklæring ho

Jesus, IsrAel og korset

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?