Jesus, IsrAel og korset

More documents

Recommendations

Info

8 Biskop N.T. Wright fra den jødiske ramme – som i allerbedste fald blev set som et baggrundstæppe, der med sin mørke kontrast gjorde det lettere at se den skinnende juvel. 5 Jesus, mente man, forkyndte et vidtløftigt budskab med universel betydning, og hans eget jødiske folk og deres (politiske) problemer var stort set uinteressant. Ifølge den gamle forskningstradition var det jødiske problematisk, fordi det bandt Jesus til en bestemt historisk situation, og endnu værre, det jødiske tankeunivers – en smagløs tanke for religionen efter oplysningstiden. Jesus og hans jødiske baggrund skulle altså gøres universel for at være relevant og teologisk korrekt, med den følgevirkning at jødedommen blev det typiske eksempel på den “forkerte slags religion”. Og Jesus kommer så for at forkynde den “rigtige slags religion”. Det er uden tvivl de problemer, der opstår, når man tager Palæstinas historie i det første århundrede i betragtning, der har fået folk til at argumentere for, at den historiske Jesus er mere eller mindre irrelevant for den kristne tro. Uden tvivl i bedste mening har man desuden hævdet, at evangelisterne ikke var mere interesserede i den historiske Jesus end en god neo-kantianer eller heideggerianer burde være. Men de historiske problemer forsvinder ikke sådan uden videre. Som F.C. Burkitt påpegede i forordet til førsteudgaven af Schweitzers The Quest of the Historical Jesus: “The true view of the Gospel (by which he meant, of course, the accounts of Jesus’ life in the Gospels) will be that which explains the course of events in the first century and the second century, rather than that which seems to have spiritual and imaginative value for the twentieth century” (Burkitt 1910, xix). 6 Det der stadig mangler at blive forklaret, og som det synspunkt, jeg har kritiseret ikke kan forklare, er: Hvorfor skulle Jesus af Nazareth, hvis tjeneste begyndte i lighed med Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 09 en omvendelsesforkynders, og hvis tilhængere efter hans død delte det samme apokalyptiske håb som deres jødiske landsmænd, være blevet slået ihjel på et romersk kors uden for Jerusalems bymure? Man kan selvfølgeligt godt svare på dette spørgsmål uden at forlade den sædvanlige ramme: Jesus overtrådte de religiøse normer, interesserede sig mere for mennesker og døde som martyr for “den rigtige slags religion”. Men dette synspunkt er ikke uden problemer. For det første giver evangelierne ikke indtryk af, at modstanden mod Jesus var særligt religiøst eller teologisk motiveret. Forhørsfortællingerne drager ikke nogen tydelig linje tilbage til Jesu såkaldte angreb på Toraen, hans overtrædelse af Sabbatsloven eller hans uforskammede bemærkninger om de jødiske spiseregler. Hvordan man end fortolker beskyldningerne om blasfemi, så er de kun sporadisk forbundet (for eksempel Mark 2,7 og parallelstederne) til de kontroverser, som omgav Jesus i hans virke. For det andet kan dette syn dårligt forklare, hvorfor Jesu død som martyr for en “universel, åndelig religion”, er blevet opfattet som værende af forsonende karakter. Hvorfor kunne Paulus for eksempel skrive omtrent tyve år senere at “Guds søn elskede mig og gav sig selv for mig” (Gal 2,20)? Repræsentanter for The Third Quest har problemer med at svare på dette spørgsmål, og formålet med denne artikel er at nå frem til et tilfredsstillende svar på begge spørgsmål. Forfattere som Reimarus og Brandon er fremkommet med en alternativ forklaringsmodel, der har sin helt egen løsning på problemet: Jesus var en jødisk frihedskæmper, som derfor også forudsigeligt nok blev idømt den straf som romerne gav alle andre oprørsledere. Dette syn er, som vi vil se, ikke uden styrker, men har sine egne problemer. Ud fra det materiale vi har til rådighed,
må det siges at være yderst usandsynligt at Jesus nogensinde opfordrede til voldeligt oprør, 7 og for det andet formår dette syn heller ikke at forklare hvorfor Jesu død så tidligt blev opfattet som forsonende. Som Sanders også har påpeget (Sanders 1985, 226, 228, 231, 295, 318, 329): Hvis Jesus var en oprører, hvorfor blev hans disciple så ikke med det samme taget til fange og slået ihjel? 8 Men reaktionen mod Brandon er desværre alt for ofte blevet kogt ned til at Jesus ikke var en voldelig revolutionær, og at hans budskab derfor var apolitisk, åndeligt, tidløst og universelt. Jeg ser det som en af de mange styrker ved Borgs bog, at han angriber denne traditionelle position og siger, at der kan være mere end to mulige løsninger. 9 Én ting er at adskille “religion” og “politik” lige så klart og selvfølgeligt som i vestlig tankegang efter oplysningstiden, en anden er at projicere dette syn ind i det første århundrede (eller for den sags skyld det 16. århundrede), hvilket må siges at være en grov anakronisme, ikke mindst med tanke på, hvad der står på spil for den historiske forståelse af et folk som i den grad var forpligtet, af grunde vi i dag ville kalde “religiøse”, over for et bestemt landområde og en bestemt livsstil. Der ligger altså mere i korsets titulus end som så: Jesu død kunne måske alligevel have noget med Israels håb at gøre, selv om det ikke er på den måde, Brandon forestiller sig det. 10 Det kommer vi tilbage til. Heldigvis behøver en forfatter i dag ikke som for ti år siden skrive et massivt metodisk afsnit til forsvar for og retfærdiggørelse af sin behandling af Jesus. Et par be- Jesus, Israel og korset jødedommen blev det typiske eksempel på den “forkerte slags religion”. Og Jesus kommer så for at forkynde den “rigtige slags religion”. mærkninger er dog på sin plads. Jeg er som Sanders helt enig med Meyer i, at vi som historikere må formode at historisk viden er virkelig viden, og at måden, hvorpå den opnås, er ved opstilling af hypoteser, der kan sandsynliggøres (Sanders 1985, 47). Hvis nogle af de højtbesungne “kriterier” til at afgøre synoptisk autenticitet kunne bruges inden for denne ramme, ville de være værdifulde, men selv her er de ikke meget værd, som det med al tydelighed fremgår af den konstante uenighed, der er, selv mellem de, der teoretisk og metodologisk er enige. Især det højtbesungne uoverensstemmelseskriterium, har i virkeligheden aldrig været et kritisk værktøj, hvor objektivt det end må have set ud for udenforstående. Det blev designet som et uskarpt instrument til at implementere et dobbelt teologisk program: Jesus skulle skilles fra sin jødiske kontekst, og den tidlige kirke måtte ikke have nogen interesse i den historiske Jesus. Det er i sandhed en mærkværdig kombination, for hvis Jesus faktisk var adskilt fra jødedommen, og primært var en lærer som udfordrede folk til eksistentialistisk stillingtagen, så havde det været ret tilforladeligt for den første kirke, og nutidens kirke med, at interessere sig for ham: Altså Bultmanns Jesus. Idéen om at tidlige og nutidige kristne står bedre med en “troens Kristus” end en “historiens Jesus” giver en stiltiende anerkendelse af at Jesus, når det kommer til stykket, ikke kan skilles fra sin jødiske oprindelse. Og det er her, det uskarpe instrument, demytologiseringen, kommer ind billedet. Forfattere over en bred kam har i dette Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 09 9
Page 1: Jesus, IsrAel og korset Biskop n.t.
Page 5 and 6: ske håb” i? Der er ikke plads ti
Page 7 and 8: Hele Jesu tjeneste handler om apoka
Page 9 and 10: Det er som en lignelse, der viser o
Page 11 and 12: denne konklusion (på grund af de a
Page 13 and 14: og fremefter), som har fået en meg
Page 15 and 16: nu bliver Jesus også en zelot, en
Page 17 and 18: Jesus, Israels repræsentant gør f
Page 19 and 20: lod”. At sætte Jesus tilbage i s
Page 21 and 22: 35 Der en en lignende erklæring ho

Jesus, IsrAel og korset

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?