Jesus, IsrAel og korset

More documents

Recommendations

Info

24 Biskop N.T. Wright helt ubrugeligt. Efter kirkens konsolidering var spørgsmålet om Israel ikke længere så fremtrædende, som det var i Jesu tjeneste. “Den trofaste jødes” bekendtgørelse af Israels nært forestående dom var heller ikke fremtrædende i de sidste to århundreder før vor tidsregning. Det blev det først igen med Johannes Døberen. Det er her vi, og for den sags skyld Jesus, kommer ind i billedet. Jeg hævder altså ikke at Jesus døde for en abstrakt doktrin, så som “forsoningen”, “retfærdiggørelsen” eller lignende, men for en konkret virkelighed: Israel. 36 Lad mig opsummere: Det store historiske spørgsmål er: Hvorfor døde Jesus? Alle, der studerer Jesu liv, må stille sig selv det spørgsmål. Mit svar rammer ind i Jesu kontroverser med sin samtid, hans proklamationer og symbolske udførelse af Guds nært forestående dom over Israel. De jødiske ledere overgav Jesus til romerne, og jeg mener at disse ting var med til at fremskynde deres udlevering. Indtil videre ligner dette svar Sanders', selvom det på ét punkt er formuleret skarpere. Men mit svar åbner også op for en anden måde at høre spørgsmålet på, nemlig den teologiske. Jeg tror evangelisterne gerne selv vil give det “teologiske” svar, og har tænkt, at den bedste måde at give det på ganske enkelt har været ved at fortælle historien og lade dens overtoner ringe for sig selv. Hvis dette argument er grundliggende korrekt, giver det god mening (som Sanders, Borg og andre har argumenteret), at Jesus netop skal forstås ind i sit jødiske miljø, og gennem det første århundredes historie, teologi og politik. Jesu død, og den måde han så døden i øjnene på, kan forstås på en måde, der giver historisk og teologisk mening, og ikke gør Jesus til en besynderlig fyr. 37 Jesus behøvede slet ikke at tvinge myndighederne til at handle. Hans advarende og inviterende tjeneste, fulgt af det Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 09 passende klimaks ved indtoget i Jerusalem og udrensningen i templet, var nok. Man kan selvfølgelig stille spørgsmålstegn ved om Jesus opfattede sin død, som det “rigtige” klimaks på sin tjeneste. Dette spørgsmål minder om et andet spørgsmål, vi tidligere har været omkring: Troede Jesus, at dommen over Israel var uundgåelig, eller mente han, at det afhang af om folk tog hans budskab til sig? Schweitzer svarede bekræftende på begge spørgsmål, og afviste den populære idé om et “galilæisk forår”, en tidlig periode, hvor det så ud som om Jesu mission ville blive succesrig. Denne periode skulle så være blevet efterfulgt af en periode med afvisning, trækken sig tilbage fra folkemængden, og en Jesus der gik efter plan B, det næstbedste: Korsfæstelse. Det er helt sikkert ikke sådan, evangelisterne har set det. Der er desværre ikke muligt at diskutere, i hvilket omfang evangelisternes præsentation har været præget af bagklogskab, eller et ønske om, at få det til at se ud som om Jesus, og måske Gud, hele tiden havde haft korset i tanke. Jesus så altså sig selv som kaldet af Gud til at bekendtgøre Israels nært forestående dom, og til at lade Israels gendannelse ske ved og omkring sig selv. Han blev ved med at forfølge sit kald, selv da det blev tydeligt, hvad det ville føre med sig. Han troede at Israels dom kunne undgås, hvis Israels repræsentant led Israels død. Dette går fint i tråd med mønsteret af begivenheder i Jesu tjeneste som helhed, hvor han tog del i de urenes og de stigmatiseredes liv for at helbrede og genoprette dem (eller som evangelisterne ofte siger, for at “frelse” dem). Selvom dette syn ikke kan omfattes inden for de sædvanlige teologiske systemer som “forsoningen”, eller “retfærdiggørelsen”, kan synspunktets stærke pointer bruges til give liv til disse abstrakte begreber, som ofte er blevet berøvet “kød og
lod”. At sætte Jesus tilbage i sin sociale og politiske kontekst, betyder ikke at vi overgiver os til Brandons teori, mere end at vi gør Jesus historisk ubegribelig ved at sige, at han har haft teologiske grunde til at gå i døden. Historien er ikke en tjenestepige for NoTer 1 Se også Borgs artikel “The End-of-the-World Jesus” i mindeskriftet for G.B. Caird. 2 Jeg foretrækker “Jesus af Nazareth” frem for “den historiske Jesus”. Sidstnævnte bringer nogle uheldige konnotationer med sig fra tidligere debatter og positioneringer; se også Stanton 1975, Goppelt 1981 vol. 1 og Lohfink 1984 for andre vigtige positioner i den nuværende debat. 3 Se Wright 1982 for refleksioner over dette emne. 4 Se Sanders 1977, 1-59 for hvad der nu må anses for at være en standardafvisning af den protestantiske retrojektion af det 16. århundredes kirkehistorie – den mørke middelalder, og den skinnende juvel Martin Luther – ind i det første århundrede. Se Sanders kritik af Käsemann (1985, 331 og andetsteds), og kapitlet “The Agonized Attempt to Save Jesus from Apocalyptic; Continental New Testament Scholarship” i Koch 1972, kapitel 6. 5 Se Sanders 1985, 333: “History and exegesis are to be set free from being obligated to come to certain conclusions which are pre-determined by theological commitment”. 6 Harvey 1982, kapitel 1; Bammel and Moule 1984, passim. Sanders 1985, 326 hævder at det er “certain or virtually certain” at hverken Jesus eller hans disciple “thought that the kingdom could be established by force of arms”. 7 At Domitian forfulgte Jesu familie, som om de tilhørte et kongehus med politiske ambitioner (Eusebius, HE 3,19f, med inspiration fra Hegesippus), modbeviser naturligvis ikke denne pointe. Det accentuerer snarere, at de første disciple ikke blev udsat for lignende forfølgelse. 8 Borg 1984, 1-20 og opsummeringer på side 235: “Jesus' attitude towards Rome was not based on an apolitical stance, but on the conviction that in the political affairs of the world the judging activity of God was at work”. Jesus, Israel og korset 25 teologien. Og teologien er ikke en tjenestepige for historien. Hvis vi vil forstå Jesus, må vi, som jeg ser det, medgive at historien og teologien er gensidigt afhængige måder at tale om det samme på. 9 Se Meyer 1979, 19f: Reimarus insisterede med rette på den jødiske politiske kontekst (som det 19. århundrede have glemt), men tog fejl i sin fortolkning. Se nedenfor for Schweitzers tilsvarende analyse. 10 Se Cairds kommentarer (1965, 5) til Bultmanns praksis; og Borgs kommentarer (1984, 22) til Perrin. 11 Borg griber ofte til det argument (for eksempel 132f, 142, 173), at en passage, hvis den ikke er fra Jesus selv, er fra den tidlige palæstinensiske kirke, som delte hans hensigt og perspektiv. Det argument kan langt på vej synes rimeligt, selvom det naturligvis kan indvendes, at det, hvis kontinuiteten er stærk, så heller ikke kan udelukkes, at en passage, i hvert fald hypotestisk set, kan tilskrives Jesus selv. 12 Se særligt Borg 1984, 216ff, og referencerne hos ham, særligt til Amos Wilders (367 n. 45); se også Caird 1976, og 1980 kapitel 12-14. 13 Se Borg 202; “what faced the hearers of Jesus was not the imminent (...) end of the world, but the imminent (…) destruction of Israel”. 14 Denne sætning er i den originale artikel ufuldstændig, idet der mangles et subjekt. Det er meget svært at sige, hvad Wright her mener. Sætningen er forsøgt oversat ud fra sin sammenhæng. 15 For denne opfattelse af perioden, se Borg 27-72. 16 Sanders' opfattelse må her læses sammen med Borgs glimrende forståelse (1984, 170- 77). Hvis vi gør det, kan hændelsen fortolkes som en udlevet lignelse om dommen, og de medfølgende ord passer perfekt ind. Templet, med dets fokus på “hellighed forstået som adskillelse”, det faktiske midtpunkt for den jødiske modstandskamp mod Rom, er ifølge Jesus på vej mod en teologisk/politisk katastrofe. Se også Meyer 1979, 198, der forklarer hændelsen ud fra profetien i Zak 14,21 (at der i eschaton, ikke ville være handlende i templet). Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 09
Page 1 and 2: Jesus, IsrAel og korset Biskop n.t.
Page 3 and 4: må det siges at være yderst usand
Page 5 and 6: ske håb” i? Der er ikke plads ti
Page 7 and 8: Hele Jesu tjeneste handler om apoka
Page 9 and 10: Det er som en lignelse, der viser o
Page 11 and 12: denne konklusion (på grund af de a
Page 13 and 14: og fremefter), som har fået en meg
Page 15 and 16: nu bliver Jesus også en zelot, en
Page 17: Jesus, Israels repræsentant gør f
Page 21 and 22: 35 Der en en lignende erklæring ho

Jesus, IsrAel og korset

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?