Jesus, IsrAel og korset

More documents

Recommendations

Info

20 Biskop N.T. Wright andre muligheder står åbne. Det var enten fordi han identificerede sig selv og sin egen sag med det sande Guds folk, hvilket var at betragte som en krænkelse af Guds ære. Ellers også var det kombinationen af Dan 7 og Sl 100, som kom tæt på kætteriet om “to magter”. 29 Hvad betyder denne tankegang for vores spørgsmål: Hvorfor døde Jesus? Svaret nærmer sig det, som fremstår ganske simpelt i Luk 23,2: Han blev slået ihjel, fordi han - berygtet som han var, for at sige, at Israel stod over for sin nært forestående omstyrtning – hævdede, at være den kongelige repræsentant for Guds folk. Der ligger også en anden ironi gemt her. Man plejer at sige, at den jødiske “retssag” var religiøs, mens Pilatus’ var politisk, og at anklagerne i den religiøse blev formuleret sådan, at de let kunne overtages af den politiske retssag. Men denne distinktion er, som vi tidligere har set, anakronistisk, hvis man tager udgangspunkt i det første århundredes Palæstina. Når Jesus sagde, at han var Messias, repræsentanten for det sande Guds folk, eller når han viste, at han havde myndighed over templet, kom han med et udsagn, der var af maksimal betydning, både religiøst og politisk. Samtidig får han nemlig også sagt, at Guds planer og Israels nationale identitet drejer sig om ham og hans skæbne. Hans tilhørere havde kun to muligheder. Enten troede de på ham, og så konsekvenserne i øjnene, eller også forsøgte de at få ham ryddet af vejen. Begge muligheder involverer igen både teologiske opfattelser og politisk handlen. Hvis man tager beretningerne om retssagen for pålydende, er det derfor muligt at sige, at både den jødiske “domstol” 30 og den romerske domstol dømte Jesus for at sige, at han var jødernes konge. I begge tilfælde kan årsagen beskrives som politisk, selvom der var klare religiøse konnotationer. Sagen opsummeres Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 09 i lignelsen om de onde vinbønder. Da sønnen kommer hjem for at få sin arv udbetalt, siger vinbønderne: “Kom, lad os slå ham ihjel, så kan vi selv få arven”. Uanset om dette repræsenterer Jesu fortolkning af sin egen død, eller det er Markus’ eller andres fortolkning, passer det meget fint sammen med resten af fortællingen. Den rolle, Jesus får givet, er Israels rolle. Ikke underligt at de der hævdede, at de selv repræsenterede Israel, tog det ilde op. Lukas fremhæver denne fortolkning med sin beretning om Barrabas. Han skriver: “Han [Pilatus] løslod ham, de krævede, ham der var kastet i fængsel for oprør og drab. Men Jesus udleverede han, så de fik deres vilje” (Luk 23,25). Jesus dør bogstaveligt talt Barrabas’ død (en pointe, der gentages i fortællingen om de to røvere på korset, som vi refererede til før). Og Barabbas, “ham de krævede”, den voldelige oprører, ses af Lukas som et udtryk for folkets skjulte længsler. Jesus fik den straf, romerne traditionelt gav oprørere, og som for at understrege pointen går Lukas videre med en advarsel til Jerusalems døtre (Luk 23,27-31), hvor Jesus eksplicit identificerer sig selv med de nationale forhåbninger: “For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne”? Når romerne gør sådan med folk, der ikke er skyldige i oprør, hvad vil de så ikke gøre, når sønnerne til den kvinde, der nu begræder ham, tager våbnene op og kæmper for Gud og fædreland? Korsfæstelsescenen er fyldt med den samme ironi. Folkets forhånelse er en genlyd af temaerne fra retssagen: Hvis han er Kristus, hvis han er den, som vil rive templet ned og bygge det op igen, må han demonstrere sin magt ved at stige ned fra korset. Men evangelisterne vender beskyldningerne på hovedet, (blandt andet ved fortællingerne om de to røvere og den romerske
nu bliver Jesus også en zelot, en oprører, der bekæmper Rom, og identificerer sig selv med den nationale sygdom, han selv havde diagnosticeret, så den kan blive helbredt. hærførers bemærkning): Det er netop fordi han er Messias, at han bliver på korset og dør Israels død. Den titulus Jesus fik med sig på korset, var uden tvivl en bevidst fornærmelse fra Pilatus’ side. Den blev mødt med protest fra de jødiske lederes side, og dette bruges af evangelisterne til at udtrykke deres tro på Jesus. Han, der havde forudsagt Israels nært forestående undergang i romerrigets vold, tog Israels skæbne på sig som den repræsentative konge. Den række argumenter vi har været igennem leder til en konklusion, som måske kan synes oplagt, men alligevel må formuleres. Jesus identificerede sig med Zakkæus, og blev en “synder” ved at spise sammen med ham, så Zakkæus kunne blive “en søn af Abraham”. Jesus rørte ved dem, som han burde have holdt sig langt væk fra, men i stedet helbredte. Og nu bliver Jesus også en zelot, en oprører, der bekæmper Rom, og identificerer sig selv med den nationale sygdom, han selv havde diagnosticeret, så den kan blive helbredt. Ved sin handlemåde bliver det tydeligt, at han kom på tværs at jødedommen. Han blev rituelt uren, da han rørte ved de spedalske, og socialt uren da han spiste sammen med Zakkæus. Hvis det er en konstruktion fra evangelisternes side eller deres kilder, er det ikke kun en yderst sofistikeret konstruktion - den har også fundet vej ind i de fleste traditioner og lag i traditionen. Dramaet udspiller sig ved at Jesus øjensynligt “trækker” urenheden ud af folk (eller hvad det nu er han gør), og på en eller anden måde fratager den sin magt. De spedalske og synderne giver deres stigmatiserede liv til Jesus, og Jesus, i den modtagende ende, ser ud til at slippe uskadt fra det. Røverne (eller var de frihedskæmpere?) på korset er de sidste i en lang række af udstødte, som Jesus omgås, og som i mødet med ham indbydes til at være med i Guds rige. På korset bliver det klart, at Israel ikke blot har et ydre problem (den romerske besættelse), men et også indre problem. Jesus bliver en del af Israels politiske og sociale problem i den mest ultimative form og afslører ved sin sidste symbolske handling, at det nationalistiske oprør, hvis blodige logik han blev en del af, var noget, Gud dømte Israel for. Det var noget, de måtte frelses fra – af ham. Det er ironisk. Jesus er Israels repræsentant, men bliver smidt på porten af dem, der påstår, at de repræsenterer Israel. Jesus beder indtrængende Israel om ikke at begå voldeligt oprør og bliver selv henrettet af romerriget. Han dør Israels død. I evangeliernes fortællinger, går Jesus rundt og helbreder og indbyder mennesker. Det viser os hans motiv: Han dør Israels død, for at Israel kan gå fri. Han tager romerrigets dom (der præcis som med assyrerne og babylonerne er et historisk udtryk for Guds vrede) på sine skuldre, så Israel ved hans genoprejsning kan blive bragt igennem dommen og ind i det sande Guds rige, og endelig finde vejen til livet, og følge den, mens der endnu er tid. Som jeg ser det, er dette den logiske konklusion, hvis vi følger op på det oplæg, som The Third Quest har givet os. V Jesus, Israel og korset 21 Syllogismen er nu præsenteret i sin helhed, i det omfang en artikels rammer tillader. Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 09
Page 1 and 2: Jesus, IsrAel og korset Biskop n.t.
Page 3 and 4: må det siges at være yderst usand
Page 5 and 6: ske håb” i? Der er ikke plads ti
Page 7 and 8: Hele Jesu tjeneste handler om apoka
Page 9 and 10: Det er som en lignelse, der viser o
Page 11 and 12: denne konklusion (på grund af de a
Page 13: og fremefter), som har fået en meg
Page 17 and 18: Jesus, Israels repræsentant gør f
Page 19 and 20: lod”. At sætte Jesus tilbage i s
Page 21 and 22: 35 Der en en lignende erklæring ho

Jesus, IsrAel og korset

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?