Kære bruger Denne pdf-fil er downloadet fra Illustreret Videnskab ...

More documents

Recommendations

Info

STORE BEDRIFTER over for de tyske protestanter. Galileis fjender var kun alt for villige til at hviske paven foruroligende ting i øret: Bogen var en hån og fornærmelse mod kirken, sagde de, og der var noget om snakken. Bogen var ikke en videnskabelig rapport i moderne forstand, men udforment som en samtale mellem tre mænd. Og i stedet for at fremstille synspunkterne ligeværdigt lagde Galilei forsvaret for Solen som midtpunkt i munden på to højlærde mænd, mens kirkens standpunkt om Jorden som midtpunkt kluntet blev fremført af en mand ved navn Simplicio. Paven blev rasende. Galilei fik ordre om fremmøde for inkvisitionen – den katolske kirkes frygtede domstol. Rystet skrev den 68-årige Galilei sit testamente, før han endnu en gang begav sig mod Rom. Protokol fordrejede samtale Den 12. april 1633 gik Galilei gennem døren til Inkvisitionspaladset. Det efterfølgende forhør drejede ind på Galileis samtale med kardinalen Bellarmino. “Hvilken beslutning blev truffet?” spurgte storinkvisitøren stift. Galilei 20 Historie 12 • 2009 gengav samtalen, som han huskede den, og resultatet: At han kun måtte tale om det solcentrerede univers som en hypotese. Han medbragte også brevet fra Bellarmino. Storinkvisitøren viste ham så protokollerne fra mødet, og de var formuleret i skarpere vendinger. “Ej heller måtte han fra da af på nogen måde fremme, lære eller forsvare den i ord eller skrift”, lød den ildevarslende gengivelse af Bellarminos ord nu. Nu forstod Galilei, at hans samtale med kardinal Bellarmino i det officielle referat var kommet til at lyde langt skrappere end den venlige henstilling, han mente, han havde fået. Udlægningen bragte Galilei i en klemme. Det så unægtelig ud, som om han havde prøvet at føre paven bag lyset ved at få ham til at godkende bogen. Desuden kunne enhver, der læste “Dialog”, se, hvor Galileis sympati lå. Inkvisitionens egne teologer fastslog, at “det er hævet over enhver tvivl, at Galilei skriftligt fremsætter læren om Jordens bevægelse”. Og at Galilei skrev på italiensk og ikke på latin, gjorde blot sagen endnu værre. “Når det gælder videnskab, er tusinders mening mindre værd end en enkelt mands ydmyge ræsonnement”. brev til videnskabsmanden Marc Welser, 1612 I 1633 blev Galilei stillet for den frygtede inkvisition, der tvang ham til at afsværge sine opdagelser. POLFOTO/ULLSTEIN BILD “Han skriver på italiensk – bestemt ikke for at række hånden frem til udlændinge eller lærde mænd, men snarere for at lokke almindelige mennesker til at tro på denne lære”, lød en harmdirrende kommentar. Paven truede med tortur Heldigvis for Galilei havde han stadig venner i Vatikanet. Mange af de lærde nærede dyb respekt for Galilei og var lede og kede ved sagen. Desuden kunne affæren udvikle sig pinligt, for kirken havde jo selv udtrykkeligt givet tilladelse til trykningen af bogen. I et forsøg på at forhindre begge parter i at tabe ansigt ville inkvisitøren “tale fornuft med Galilei”. Samtalen førte til, at en træt, furet og gigtplaget Galilei angrede sine synder. “Da jeg ikke havde set bogen så længe, fremstod den for mig som et nyt dokument skrevet af en anden forfatter. Min fejl har således været – og det indrømmer jeg – forfængelig ambition, ren uvidenhed og vankundighed”, erklærede han spagfærdigt. Inkvisitionen forbarmede sig over ham, men dermed var sagen ikke slut. Paven havde stadig det sidste ord, og Urban havde ikke politisk råd til at vise mildhed. Desuden følte han sig ført bag lyset af sin gamle ven. Urban blev mere og mere rasende på Galilei og truede med at underkaste ham tortur. Så galt gik det ikke, men paven sørgede for, at Galileis karriere som astronom endegyldigt var forbi. I juni 1633 blev han ført til klosteret ved kirken Maria Sopra Mi-
nerva i Rom. Her modtog han sin dom som “alvorligt mistænkt for kætteri”. Klædt i bodsdragt måtte han sværge, at han forstod, at han var dømt for at have “ment og troet, at Solen er verdens centrum og ubevægelig, og at Jorden ikke er verdens centrum og bevæger sig”. Helligt lovede han, at han “af et ærligt og uforstilt hjerte, forbander og afskyr de omtalte fejl og kætterier. Og jeg sværger på, at jeg i fremtiden aldrig mere vil sige eller forfægte den slags ting”. Ifølge legenden afsluttede Galilei sin edsaflæggelse med at hviske ordene “Eppur si muove” – men den bevæger sig alligevel. Historien er næppe sand, for med det ville han have bragt sig i fare for at blive smidt på kætterbålet. Alverdens lærde opsøgte Galilei Videnskabsmanden var nu henvist til at tilbringe resten af sit liv i husarrest i Firenze. Hans dage som astronom var forbi, men i sit hjem kastede Galilei sig over arbejdet med andre dele af videnskaben. Selv om han formelt havde forbud mod at omgås andre videnskabsfolk, valfartede prominente gæster til Galileis hus. I sine sidste år var han svagelig og til sidst helt blind. “Dette univers, som jeg med mine observationer og demonstrationer har forstørret tusindfold, er nu formindsket og reduceret og skrumpet til min krops usle fængsel”, skrev han i 1638. Fire år senere sov den store videnskabsmand ind omgivet af to assistenter og sønnen Vincenzio. Han blev 78 år. Lucas Holste, bibliotekar i Vatikanet, skrev et mindeord, der nu har en nærmest profetisk klang: “I dag kom nyheden om tabet af Galilei, der berører ikke blot Firenze, men hele verden. Nu, hvor misundelsen holder op, vil dette intellekts overlegenhed blive kendt og tjene al eftertid for dem, der søger sandheden”. LÆ S M E R E ● Dava Sobel: Galileos datter. En historisk biografi om videnskab, tro og kærlighed, Borgen, 1999 ● Patricia Lauber: Galilei. Fysikkens Fornyer, Hernov, 1966 ● Andrea Frova og Mariapiera Marenzana: Thus Spoke Galileo: The Great Scientist's Ideas and Their Relevance to the Present Day, Oxford University Press, 2006 ● http://galileo.rice.edu SE M E R E På Apollo 15-missionen afprøvede astronauten David Scott Galileis faldlov på Månen. Scott lod en fjer og en hammer falde samtidig. Se, hvad der skete, på: ● www.youtube.com/ watch?v=4mTsrRZEMwA& feature=related Geniet tog også fejl Blandt Galileis mange epokegørende opdagelser var også enkelte vildskud. Kometer og tidevand fik han ikke styr på. Hele tre kometer gled i efteråret 1618 hen over himlen, uden at Galilei så meget som nærmede sig sit teleskop i den anledning. Ganske vist lå han syg i sin seng, men alligevel var hans manglende interesse bemærkelsesværdig – ikke mindst i betragtning af, at kometerne var de første, der viste sig, siden teleskopet blev opfundet i 1609. Sagen var, at Galilei ikke interesserede sig synderligt for kometer. På trods af at den danske astronom Tycho Brahe nogle år tidligere havde studeret en komet med det blotte øje og fastslået, at den var længere væk end Månen, mente Galilei, at kometer var simple lysfænomener inden for Jordens atmosfære. Kometer var ikke himmellegemer, og at forsøge at måle afstanden til sådan én ville være en lige så håbløs opgave som at sætte sig for at fange en regnbue, mente Galilei. Paven er stadig uenig I november 1992 anerkendte Vatikanet Galilei som en “strålende fysiker, der praktisk taget opfandt den eksperimentelle metode”, og fastslog, at Galileis verdensopfattelse ikke var i modstrid med kirkens lære. Rehabiliteringen fortsatte i 2000, da paven medtog hans sag i en tale, hvor han undskyldte kirkens fejltagelser gennem tiden. Men helt afklaret afklaret er er kirken kirken ikke. Den Den nuvænuværende pave, Benedikt 16., har kaldt fortidens dom “fornuftig og retfærdig”, og i januar 2009 blev opførelsen af en statue af Galilei på Vatikanets grund udskudt på ubestemt tid. 377 år efter Galileis bog udkom, er den katolske kirke stadig skeptisk. De værste vildskud Galilei så ingen grund til at studere kometer. Han mente, de blot var en slags lysfænomener. I virkeligheden er kometer rester fra solsystemets dannelse for 4,6 millliarder år siden. De er en slags dybfrosne tidskapler og indeholder det “ur-stof”, planeterne dengang blev dannet af. Heller ikke årsagen til tidevand fik Galilei rigtig fat i. Nær 1500-tallets slutning var han passager i en af de mange pramme, som bragte drikkevand ind til Venedig. Vandet, der skvulpede ved hver bevægelse, fangede hans opmærksomhed, og det faldt videnskabsmanden ind, at fænomenerne flod og ebbe måtte være et resultat af Jordens rotation. I værket “Afhandling om tidevandet” udviklede Galilei dette synspunkt yderligere, men teorien viste sig at være forkert. Tidevandet skyldes Månens tiltrækningskraft. Isaac Newton, der blev født i Galileis dødsår, 1642, beskrev massetiltrækning i 1687 i sin lov om tyngdekraften. POLFOTO/CORBIS POLFOTO/CORBIS
Page 1 and 2: Kære bruger Denne pdf-fil er downl
Page 3 and 4: Da Galileo Galilei i 1609 vendte si
Page 5 and 6: POLFOTO/ULLSTEIN BILD Astronomiske
Page 7: Opmuntret skrev Galilei videre på

Kære bruger Denne pdf-fil er downloadet fra Illustreret Videnskab ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?