Kære bruger Denne pdf-fil er downloadet fra Illustreret Videnskab ...

Kære bruger
Denne pdf-fil er downloadet fra Illustreret Videnskab Histories
website (www.historie-net.dk) og må ikke videregives til tredjepart.
Af hensyn til copyright er nogle af billederne fjernet.
Mvh
Redaktionen

STORE BEDRIFTER
Galilei satte
solsystemet
FIRENZE/1609
Pavens magt er blevet stærkt
begrænset af Martin
Luthers reformation, der
FIRENZE
har slået igennem i store
ITALIEN dele af Europa. Samtidig
udgør både en rivende
udvikling inden for naturvidenskaben
og bogtrykkerkunsten,
der spreder de nye
opdagelser til stadig flere mennesker, en
trussel mod kirkens klippefaste dogmer.
14 Historie 12 • 2009
for
400 år
siden
Galilei var den første til at rette en
kikkert mod himlen og notere sine
opdagelser. Det ændrede hans
opfattelse af universet og bragte ham
på kant med den katolske kirke.
POLFOTO/ULLSTEIN BILD & GETTY/ALL OVER

Da Galileo Galilei i 1609 vendte sin kikkert mod himlen, blev det
begyndelsen på en helt ny æra for videnskaben. De astronomiske opdagelser,
han gjorde, var banebrydende. Hjerteligt takkede han sin Gud for de
undere, han fik lov at observere, men Galileis fund var direkte ugudelige.
Inden længe fik paven ham smidt i inkvisitionens frygtede fængsel.
på plads
Historie 12 • 2009 15

AF ELSE CHRISTENSEN
STORE BEDRIFTER
Galileo Galilei var
en produktiv forfatter
og dikterede
både bøger og breve
til sin assistent.
POLFOTO/CORBIS
Med hjertet hamrende i
brystet og hænderne
rystende anspændt
holdt Galileo Galilei
sin kikkert rettet mod
nattehimlen. Flere gange måtte han holde
pause for at tørre fugt af linserne. Fascineret
stirrede han op mod en myriade
af lyspletter og mod Månen, der pludseligt
var helt forandret. Den runde måneskive
blev til et levende landskab
med bjerge og dale.
“Jeg retter min uendelige tak til Gud
for i sin godhed at have gjort mig alene
til den første iagttager af vidundere, der
har været skjult for alle tidligere århundreder”,
skrev en stolt og ydmyg Galilei.
Månen, stjernerne og Guds himmel
blev ikke de samme igen, efter Galilei i
1609 rettede sin kikkert mod nattehimlen.
Opdagelsen af Månens kratere var
blot én af hans banebrydende observationer
– iagttagelser, som skulle bringe
ham på kant med datidens tro, og som
gjorde ham til en af historiens mest betydningsfulde
videnskabsmænd.
Galilei pjækkede fra studiet
Nysgerrigheden havde Galilei med sig
hjemmefra. Lærdom var højt skattet i
det hus i Pisa i Norditalien, hvor han
POLFOTO/CORBIS/SCIENCE & SOCIETY
den 15. februar 1564 kom til verden.
Faderen, Vincenzio, var af en gammel
toscansk adelsslægt, og én af forfædrene
havde været en fremtrædende læge og
embedsmand i 1400-tallet. Familien
havde våbenskjold, men igen formue,
og for at forsørge familien måtte Galileis
musikuddannede far arbejde i svigerfamiliens
klædehandel. Musikken, der
blev betragtet som en afart af matematikken,
dyrkede Vincenzio i fritiden, og
han indviede gerne sønnen i tonernes
mysterium. Ud over at spille lut og orgel
hjalp Galilei også sin far med en række
praktiske eksperimenter med lydbølger,
svingninger og harmonier.
Alligevel håbede Vincenzio inderligt,
at sønnen ikke ville følge i hans fodspor,
men finde et erhverv, han kunne leve
af. At gå i kloster, som Galilei allerhelst
ville, kunne der ikke blive tale om. Familien
havde ikke råd til at afskrive en
søn til et liv i fattigdom. Vincenzio så
gerne, sønnen blev læge, og han blev da
også indskrevet på studiet, men han
fulgte ikke forelæsningerne.
Så ofte han kunne, sneg han sig i stedet
hen på det matematiske institut, og
efter fire år måtte han forlade universitetet
uden eksamen og slukøret flytte
hjem til forældrene. De boede nu i Fi-
“Matematik er det sprog, som
Gud har skrevet universet i”.
(kilde ukendt)
renze, men her blev Galilei ikke længe.
Rygterne om hans evner løb hurtigt.
Snart fik han en stilling ved universitetet
i Padua nær Venedig, hvor hans viden
om matematik og fysik kom skibsbyggerne
ved det venetianske værft Arsenalet
til gode. Samtidig mødte han
den smukke Marina Gamba på 22 år.
Han var selv var midt i trediverne. De to
forelskede sig og fik sammen tre børn.
Kikkert gav nyt syn på verden
Selv om børnene fik Galileis efternavn,
blev forældrene aldrig gift. Dels kom
Marina fra en jævn familie, som ikke var
passende for den fine Galilei-slægt, og
dels bød traditionen, at en videnskabsmand
forblev ugift og brugte sin tid på at
oplære de unge studerende. Denne ordning
blev Galileis held, for i sommeren
1605 fik han en ganske særlig elev: den
17-årige Cosimo – søn af storhertug Ferdinando
Medici af Toscana.
Italien var på dette tidspunkt et kludetæppe
af stater styret af fyrster med
stor indflydelse i religiøse, samfundsmæssige
og videnskabelige anliggender.
En af de mest magtfulde var storhertugen
af Toscana, og i 1605 satte han sin
søn til at studere hos den berømte Galilei.
For Galilei var det hans livs chance.
Han søgte efter en måde at knytte sig
nærmere til den fornemme Medici-familie,
og i 1609 kom lejligheden. Galilei
hørte om kikkerten. Den banebrydende
opfindelse var netop gjort af to nederlandske
optikere og kunne få fjerne ting
til at se ud, som om de var nære.
Snart havde Galilei bygget sin egen
kikkert og begejstret rettet den mod
himlen. Ud over Månens ujævne overflade
så Galilei også andre undere. En
nat i begyndelsen af 1610 observerede
han således fire mindre “planeter”, der
regelmæssigt gled rundt om Jupiter.
“Fire planeter, aldrig set fra verdens
begyndelse til vor tid”, skrev han begejstret.
Han nedfældede sine observationer
i en bog med titlen “Budskab fra
stjernerne”, hvori han navngav planeterne
“De Kosmiske Stjerner” efter sin
fornemme elev. Da Cosimo takkede nej
og i stedet foreslog, at planeterne skulle
kaldes ”Mediciernes Stjerner” efter
hans slægt, måtte Galileo rette navnet i
de godt 500 eksemplarer af bogen, der
allerede var trykt. Men anstrengelserne
bar frugt. Snart kunne Galilei smykke
sig med titlen “Førstematematiker ved
Universitetet i Pisa og Hoffilosof og Matematiker
for Storhertugen”.

POLFOTO/ULLSTEIN BILD
Astronomiske
opdagelser
Teleskopet revolutionerede astronomien
Fra den dag i 1609, da Galilei satte kikkerten for øjet for at betragte nattehimlen, blev verden en
anden. De observationer, han gjorde, stemte ganske enkelt ikke overens med, hvad præsten prædikede.
Alle videnskabsmandens iagttagelser tydede på, at Jorden blot var én blandt flere planeter i kredsløb
om Solen, og vores egen planet kunne derfor umuligt være universets centrum.
JUPITER
Mælkevejen er blot én
af mange stjernetåger
Tidlige astronomer så Mælkevejen som et
hvidt bånd over himlen. Galilei afslørede,
at det i virkeligheden var “en samling af
utallige stjerner samlet i grupper”. Men
Mælkevejen var kun én blandt mange
stjernetåger, tilføjede han og antydede
dermed, at universet indeholdt mere, end
mennesket hidtil havde forestillet sig.
Saturn har sine
egne små planeter
Galilei observerede noget rundt om kæmpeplaneten
Saturn, men han kunne ikke
se, hvad det var. Dertil var hans simple
teleskop for svagt. Umiddelbart så han
Saturn som en planet med to måner omkring,
men mens han observerede planetens
faser, forsvandt månerne. Undrende
overvejede Galilei, om noget skulle være
galt med hans kikkert, eller om Saturn,
som han kaldte det, “åd sine børn”.
På Galileis kort over solsystemet ses Kirken brød sig ikke om at få tilføjet nye Galilei tegnede de pletter, han så på
de fire af Jupiters måner, han så. planeter, for den græske filosof Aristoteles Solen, men vidste ikke, hvad det var.
Jupiters fire måner
kredser ikke om Solen
havde fastslået, at himlen rummede syv.
Tallet måtte der ikke rokkes ved, for både
kirken og videnskaben betragtede syv
De katolske lærde så Jorden som noget som helligt og perfekt. Aristoteles' him-
unikt og kunne ikke acceptere, at andre mel bestod da også derfor af syv gennem-
planeter havde måner omkring sig. Galilei sigtige skaller, anbragt inden i hinanden.
betragtede selv fundet af Jupiters måner I virkeligheden kredser mere end 60
som sin største opdagelse. Ud over de fire måner rundt om Saturn, men dem kunne
store måner, som Galilei opdagede, har Galileis kikkert ikke fange. Hvad han i
Jupiter adskillige andre – mindre – måner. virkeligheden så, var Saturns ringe – et
bælte af is og sten.
Skiftende lysforhold
afslører Venus' position
Planeten Venus har været kendt siden
oldtiden. At skiftende belysning giver den
forskellige “faser”, kan ikke ses med det
blotte øje, men Galilei så fænomenet i sin
kikkert. Det skiftende lys måtte betyde, at
Venus bevæger sig rundt om Solen i en
bane mellem Solen og Jorden. Dermed
viste han, at én planet drejer om Solen.
Oldtidens astronomer havde beskrevet
Månen som fuldstændig rund, glat og konturløs.
Men gennem sin kikkert så Galilei
den helt anderledes. Månen var “ru og
ujævn og ligesom Jordens overflade
dækket af enorme fremspring,
dybe dale og kløfter”. Galileis
studier af Månens overflade
rokkede derfor ved de antikke
astronomers – og dermed
kirkens – verdensbillede.
Mange af kirkens astronomer
accepterede Galileis
påstand, men nogle
kolleger afviste den med
den begrundelse, at variationerne
i Månens overflade
skyldes varierende
grader af “tæthed”.
Den plettede sol
er ikke perfekt
Galileis opdagelse af mørke pletter på
Solen stred mod kirkens opfattelse af
Solen som en ren, ophøjet og uforanderlig
planet. Galilei indrømmede, at han ikke
vidste, hvad pletterne var, men at de “dannes
og opløses på overfladen og er tæt på
den”. Han troede, pletterne var skyer, men
i virkeligheden skyldes de magnetfelter.
Månens overflade er ikke glat
Ud fra sine observationer tegnede Galilei
et kort over Månens arrede overflade.
POLFOTO/ULLSTEIN BILD
Det teleskop, Galilei selv byggede,
var konstrueret af træ og læder og
forstørrede kun få gange. Alligevel
gjorde han store opdagelser.
ISTITUTO E MUSEO DI STORIA DELLA SCIENZA/GETTY/ALL OVER
Historie 12 • 2009
SOLPLETTER
KRATER
17
POLFOTO/ULLSTEIN BILD

GETTY IMAGES
STORE BEDRIFTER
Galilei gjorde sin entré i det fine selskab
med manér. På sin første tur til
Rom som hofmatematiker diskuterede
han sine opdagelser med kirkens mest
magtfulde mænd. Mange af dem havde
anskaffet sig deres egne kikkerter og
kunne begejstret bekræfte Galileis observationer.
Det prestigefyldte “Lynx-
selskab” gjorde ham til medlem, og selv
en audiens hos paven blev det til.
Brændt på bål for at sige sandheden
Den kirkelige accept var vigtig, for astronomi
var i 1600-tallet en højst kontroversiel
videnskab. Set fra kirkens synspunkt
var det agtværdigt at udforske Jorden
og alt, hvad Gud der havde skabt.
Med himlen forholdt det sig helt ander- ander-
ledes. Himlen var Guds, og han havde
skabt den med menneskenes
Jord i centrum og alle de an- andre
planeter kredsende uden-
om. At reformationen havde
18
Opfindsomme
instrumenter
Historie 12 • 2009
“Jeg kan ikke tro, at den samme gud,
som har begavet os med forstand,
fornuft og intellekt, har ment, vi ikke
skulle bruge disse egenskaber”.
brev til storhertuginden af Toscana, 1615
skabt splid i kirken og revet mange katolikker
væk fra den rette vej, gjorde blot
Vatikanet endnu mere opsat på at værne
om den gamle opfattelse.
100 år tidligere havde kirken lukket
munden på astronomen Kopernikus,
der påstod, at Jorden kredsede om Solen,
og så sent som i år 1600 var den italienske
tænker Giordano Bruno blevet
brændt levende for at sige det samme.
At Galilei sendte følere ud og diskuterede
sine opdagelser med kirkens mænd i
Rom, var ikke kun fagligt givende. Det
kunne også redde hans liv og karriere.
Da han i 1612 blev udsat for kritik,
drøftede han da også sine synspunkter i
Rom og forelagde samtidig Vatikanet en
del af en ny bog, han var ved at skrive
om Solen, Jorden og deres plads i universet.
Det, Galilei så i sin kikkert, afveg
nemlig fra kirkens lære.
“De gennemfører med en harmonisk
akkord på 12 år en mægtig omdrejning
om universets midtpunkt, Solen”, skrev
han fx om Jupiters måner og bekendte
på den måde kulør.
Geniets andre opfindelser
En præst havde allerede stemplet Galilei
som “udøver af djævelske kunster”
og en “fjende af sand religion”, men i
Rom var holdningen mere afslappet, så
længe Galilei ikke direkte agiterede for
det nye verdensbillede. Over for kardinalen
Roberto Bellarmino, der også havde
studeret astronomi, lovede Galilei at
holde lav profil og kun fremsætte sine
tanker som én teori blandt flere – ikke
som et faktum – og for at lukke munden
på sine kritikere fik han Bellarmino til at
skrive en udtalelse. Udtalelsen fastsatte
udtrykkeligt, at Galilei ikke var anklaget
for noget som helst, men at han blot
havde fået en venlig henstilling med besked
på, at hans teorier var i modstrid
mod de hellige skrifter. Med hvad han
opfattede som en garanti mod fremtidige
forfølgelser, vendte Galilei hjem.
Vatikanet godkendte Galileis bog
I de kommende år holdt Galilei sig til at
diskutere med venner. I sommeren
1623 kom en ny pave imidlertid til, og
det lovede godt for Galilei.
Maffeo Barberini, nu pave Urban 8.,
var en af Galileis videnskabsinteresserede
venner, og de to havde ofte støttet
hinandens synspunkter. Pavens første
meldinger var løfter om støtte til kunst
og videnskab, og da Galilei kom til Rom
for at lykønske sin gamle ven, fik han
kun gode ord med på vejen.
“Denne store mand, hvis berømmelse
stråler på himlene og breder sig vidt
og bredt over Jorden, omfatter vi med
faderlig kærlighed”, skrev Urban 8.
Galilei er mest kendt for sine astronomiske opdagelser, der ændrede verdensbilledet. Men geniet
havde også tid til andre gøremål – bl.a. opfandt han en lang række praktiske instrumenter.
Den geometriske og
militære passer (1597-1599)
Dette praktiske måleapparat bestod af to
sammensatte linealer og en bue med
gradtal. Linealerne var ligeledes bemalet
med tal og inddelinger, og passeren virkede
som en særdeles avanceret tabel
eller en slags regnestok.
Passeren kunne blandt andet bruges
til at udregne renters rente, vekselkurser,
ladninger til kanoner og skalamodeller af
skibsskrog. I alt 32 forskellige “operationer”,
som Galilei kaldte det, kunne passeren
udføre. Instrumentet blev opfundet i
1597 og fik sin endelige udformning to
år senere. Efter i en periode selv at have
produceret passeren ansatte Galilei en
våbenmager til jobbet, som flyttede ind
hos ham. Med til passeren fulgte en udførlig
manual udfærdiget af Galilei selv.
Den såkaldte geometriske og
militære passer var en slags tidlig
lommeregner, der kunne udføre 32
forskellige beregningstyper.

Opmuntret skrev Galilei videre på bogen
“Dialog om de to vigtigste verdenssystemer”,
hvor nærmest ethvert spørgsmål
inden for naturvidenskab blev vendt
og drejet. Som et fortælleteknisk trick –
og for at helgardere sig over for kritikere
– blev bogen skrevet som et skuespil,
hvor tre mænd argumenterer for de to
teorier om solsystemet. På denne måde
fik begge synspunkter taletid, mente Galilei.
For at være helt sikker på ikke at afvige
fra den rette lære tog han til Rom
for at indhente den formelle tilladelse
fra Vatikanet, som var nødvendig for, at
en bog kunne gå i trykken.
Tilladelsen kom i løbet af få uger.
Men så ramte pesten. Hærgende drog
den gennem Italien. I et desperat forsøg
på at beskytte sig indførte Rom karantæneregler,
og det besværliggjorde censuren
af Galileis manuskript. I et kompromis
med Vatikanet blev en del af bogen
godkendt lokalt, mens de kontroversielle
afsnit blev sendt til Rom.
Da bogen omsider udkom i februar
1632, blev den prist i høje toner. “Jeg
har den til stadighed hos mig (...) og jeg
læser den højt for venner”, skrev pave
Urbans chefmatematiker.
Selv havde paven ikke tid til at læse
bogen, for hans embedstid var hurtigt
endt i kaos. De religiøse stridigheder,
der fulgte i kølvandet på reformationen,
havde udviklet sig til trediveårskrigen og
et hav af afledte konflikter. Urbans indblanding
i krigen havde kostet Vatikanet
dyrt, og flere kardinaler var i oprør over,
hvad de så som en alt for blød linje
Termometer (OMKRING 1593)
Siden det første århundrede før Kristus
har naturvidenskaben vidst, at vand udvider
sig ved varme. Galilei var en af de første,
der omkring 1593 udnyttede denne
viden til at konstruere et primitivt termometer.
Instrumentet bestod af en kolbe
forsynet med et rør, hvor vandet kunne
stige op, efterhånden som det blev varmere.
Siden forsynede han termometeret
med en skala, så graden af varme kunne
måles med tal. Daniel Gabriel Fahrenheit
(1686-1736) og Anders Celsius (1701-
1744) fastlagde siden skalaer, som blev
almindeligt accepterede.
Pumpe og
overrislings apparat (1594)
Venedigs arsenal, hvor de store skibe blev
udrustet, var en stadig kilde til inspiration
POLFOTO/CORBIS
Galilei forsøgte sig frem
Filosoffen Aristoteles havde observeret,
at lette ting som fx fjer faldt langsommere
end sten og bly. Han konkluderede
derfor, at tunge genstande
falder hurtigere end lette. Galilei var
uenig og mente, at forskellen i hastighed
alene skyldes luftmodstanden.
Så han udtænkte et forsøg.
Empiriske forsøg er i dag en selvfølgelig
del af videnskaben, men Galilei
var en af de første, der benyttede
denne fremgangsmåde.
Ifølge legenden beviste Galilei sin
påstand ved at smide to kugler med
forskellig vægt ud fra det skæve tårn
i Pisa. Trods vægtforskellen ramte
begge kugler næsten samtidig.
Aristoteles' opfattelse af, at lysets
hastighed er uendelig stor, var Galilei
heller ikke enig i, så han udførte et
nyt forsøg. To personer stod med
hver sin lygte i forskellige afstande
fra hinanden. Når den ene slukkede
sin lygte, skulle den anden gøre det
samme. Galilei forudså, at jo længere
de var fra hinanden, jo længere
tid ville der gå, før den den anden
person reagerede. Lysets hastighed
er imidlertid for høj til, at dette forsøg
kunne afvise Aristoteles.
Galilei ville ikke bare tænke
sig til resultater, men afprøvede
sine teorier i praksis.
for Galilei. Her fik han ideen til mange
opfindelser – herunder bl.a. en hestetrukken
pumpe. Pumpen kunne også bruges
til kunstvanding af marker.
Hverken tegninger eller model af
pumpen har overlevet, men den er i hovedtræk
beskrevet i det brev, der i 1594
tildelte Galilei patent på opfindelsen.
Mikroskop (1624)
Efter Vatikanet havde formanet Galilei om
at være forsigtig i sine skriverier om himmelrummet,
vendte han blikket mod de
nære ting. Ved at ombygge sit teleskop en
smule fandt han ud af, at det kunne bruges
til at forstørre ting betragteligt. “Jeg
har med stor fornøjelse iagttaget mangfoldige
små dyr”, skrev han. Han opfandt
ikke mikroskopet, men var en af de første
til at bruge det videnskabeligt.
Pendulur (OMKRING 1640)
Ifølge Vincenzio Viviani – Galileis assistent
og første biograf – opfandt Galilei et primitivt
pendulur. Ure var på
Galileis tid meget upålidelige,
og ifølge Viviani fik Galilei
ideen til uret, da han en dag
så lysekronerne svinge frem
og tilbage i katedralen i Pisa.
Han opdagede, at den tid, lamperne
svingede, var uafhængig
af, hvor stort udsvinget
var, og det gav ham den
idé, at pendulets regelmæssige
bevægelse måtte
kunne måle tiden.
Ved at iagttage lysekroner
fik Galilei ideen til
et simpelt pendulur.
POLFOTO/ULLSTEIN BILD

STORE BEDRIFTER
over for de tyske protestanter. Galileis
fjender var kun alt for villige til at hviske
paven foruroligende ting i øret: Bogen
var en hån og fornærmelse mod kirken,
sagde de, og der var noget om snakken.
Bogen var ikke en videnskabelig rapport
i moderne forstand, men udforment
som en samtale mellem tre mænd.
Og i stedet for at fremstille synspunkterne
ligeværdigt lagde Galilei forsvaret for
Solen som midtpunkt i munden på to
højlærde mænd, mens kirkens standpunkt
om Jorden som midtpunkt kluntet
blev fremført af en mand ved navn
Simplicio. Paven blev rasende.
Galilei fik ordre om fremmøde for inkvisitionen
– den katolske kirkes frygtede
domstol. Rystet skrev den 68-årige
Galilei sit testamente, før han endnu en
gang begav sig mod Rom.
Protokol fordrejede samtale
Den 12. april 1633 gik Galilei gennem
døren til Inkvisitionspaladset. Det efterfølgende
forhør drejede ind på Galileis
samtale med kardinalen Bellarmino.
“Hvilken beslutning blev truffet?”
spurgte storinkvisitøren stift. Galilei
20 Historie 12 • 2009
gengav samtalen, som han huskede den,
og resultatet: At han kun måtte tale om
det solcentrerede univers som en hypotese.
Han medbragte også brevet fra Bellarmino.
Storinkvisitøren viste ham så
protokollerne fra mødet, og de var formuleret
i skarpere vendinger.
“Ej heller måtte han fra da af på nogen
måde fremme, lære eller forsvare
den i ord eller skrift”, lød den ildevarslende
gengivelse af Bellarminos ord nu.
Nu forstod Galilei, at hans samtale
med kardinal Bellarmino i det officielle
referat var kommet til at lyde langt
skrappere end den venlige henstilling,
han mente, han havde fået.
Udlægningen bragte Galilei i en klemme.
Det så unægtelig ud, som om han
havde prøvet at føre paven bag lyset ved
at få ham til at godkende bogen.
Desuden kunne enhver, der læste
“Dialog”, se, hvor Galileis sympati lå.
Inkvisitionens egne teologer fastslog, at
“det er hævet over enhver tvivl, at Galilei
skriftligt fremsætter læren om Jordens
bevægelse”. Og at Galilei skrev på
italiensk og ikke på latin, gjorde blot sagen
endnu værre.
“Når det gælder videnskab, er tusinders
mening mindre værd end en
enkelt mands ydmyge ræsonnement”.
brev til videnskabsmanden Marc Welser, 1612
I 1633 blev Galilei
stillet for den
frygtede inkvisition,
der tvang ham
til at afsværge
sine opdagelser.
POLFOTO/ULLSTEIN BILD
“Han skriver på italiensk – bestemt
ikke for at række hånden frem til udlændinge
eller lærde mænd, men snarere
for at lokke almindelige mennesker
til at tro på denne lære”, lød en harmdirrende
kommentar.
Paven truede med tortur
Heldigvis for Galilei havde han stadig
venner i Vatikanet. Mange af de lærde
nærede dyb respekt for Galilei og var lede
og kede ved sagen. Desuden kunne
affæren udvikle sig pinligt, for kirken
havde jo selv udtrykkeligt givet tilladelse
til trykningen af bogen.
I et forsøg på at forhindre begge parter
i at tabe ansigt ville inkvisitøren “tale
fornuft med Galilei”. Samtalen førte
til, at en træt, furet og gigtplaget Galilei
angrede sine synder.
“Da jeg ikke havde set bogen så længe,
fremstod den for mig som et nyt dokument
skrevet af en anden forfatter.
Min fejl har således været – og det indrømmer
jeg – forfængelig ambition, ren
uvidenhed og vankundighed”, erklærede
han spagfærdigt.
Inkvisitionen forbarmede sig over
ham, men dermed var sagen ikke slut.
Paven havde stadig det sidste ord, og Urban
havde ikke politisk råd til at vise
mildhed. Desuden følte han sig ført bag
lyset af sin gamle ven. Urban blev mere
og mere rasende på Galilei og truede
med at underkaste ham tortur. Så galt
gik det ikke, men paven sørgede for, at
Galileis karriere som astronom endegyldigt
var forbi. I juni 1633 blev han ført
til klosteret ved kirken Maria Sopra Mi-

nerva i Rom. Her modtog han sin dom
som “alvorligt mistænkt for kætteri”.
Klædt i bodsdragt måtte han sværge, at
han forstod, at han var dømt for at have
“ment og troet, at Solen er verdens centrum
og ubevægelig, og at Jorden ikke
er verdens centrum og bevæger sig”.
Helligt lovede han, at han “af et ærligt
og uforstilt hjerte, forbander og afskyr
de omtalte fejl og kætterier. Og jeg sværger
på, at jeg i fremtiden aldrig mere vil
sige eller forfægte den slags ting”.
Ifølge legenden afsluttede Galilei sin
edsaflæggelse med at hviske ordene
“Eppur si muove” – men den bevæger
sig alligevel. Historien er næppe sand,
for med det ville han have bragt sig i fare
for at blive smidt på kætterbålet.
Alverdens lærde opsøgte Galilei
Videnskabsmanden var nu henvist til at
tilbringe resten af sit liv i husarrest i Firenze.
Hans dage som astronom var forbi,
men i sit hjem kastede Galilei sig
over arbejdet med andre dele af videnskaben.
Selv om han formelt havde forbud
mod at omgås andre videnskabsfolk,
valfartede prominente gæster til
Galileis hus. I sine sidste år var han svagelig
og til sidst helt blind.
“Dette univers, som jeg med mine
observationer og demonstrationer har
forstørret tusindfold, er nu formindsket
og reduceret og skrumpet til min krops
usle fængsel”, skrev han i 1638.
Fire år senere sov den store videnskabsmand
ind omgivet af to assistenter
og sønnen Vincenzio. Han blev 78 år.
Lucas Holste, bibliotekar i Vatikanet,
skrev et mindeord, der nu har en nærmest
profetisk klang:
“I dag kom nyheden om tabet af Galilei,
der berører ikke blot Firenze, men
hele verden. Nu, hvor misundelsen holder
op, vil dette intellekts overlegenhed
blive kendt og tjene al eftertid for dem,
der søger sandheden”.
LÆ S M E R E
● Dava Sobel: Galileos datter. En historisk biografi om videnskab,
tro og kærlighed, Borgen, 1999 ● Patricia Lauber: Galilei.
Fysikkens Fornyer, Hernov, 1966 ● Andrea Frova og Mariapiera
Marenzana: Thus Spoke Galileo: The Great Scientist's Ideas
and Their Relevance to the Present Day, Oxford University
Press, 2006
● http://galileo.rice.edu
SE M E R E
På Apollo 15-missionen afprøvede
astronauten David Scott
Galileis faldlov på Månen. Scott
lod en fjer og en hammer falde
samtidig. Se, hvad der skete, på:
● www.youtube.com/
watch?v=4mTsrRZEMwA&
feature=related
Geniet tog også fejl
Blandt Galileis mange epokegørende opdagelser var også
enkelte vildskud. Kometer og tidevand fik han ikke styr på.
Hele tre kometer gled i efteråret
1618 hen over himlen, uden at
Galilei så meget som nærmede sig
sit teleskop i den anledning. Ganske
vist lå han syg i sin seng, men alligevel
var hans manglende interesse
bemærkelsesværdig – ikke mindst i
betragtning af, at kometerne var de
første, der viste sig, siden teleskopet
blev opfundet i 1609. Sagen var, at
Galilei ikke interesserede sig synderligt
for kometer.
På trods af at den danske astronom
Tycho Brahe nogle år tidligere
havde studeret en komet med det
blotte øje og fastslået, at den var
længere væk end Månen, mente Galilei,
at kometer var simple lysfænomener
inden for Jordens atmosfære.
Kometer var ikke himmellegemer, og
at forsøge at måle afstanden til sådan
én ville være en lige så håbløs
opgave som at sætte sig for at fange
en regnbue, mente Galilei.
Paven er stadig uenig
I november 1992 anerkendte Vatikanet Galilei som
en “strålende fysiker, der praktisk taget opfandt den
eksperimentelle metode”, og fastslog, at Galileis
verdensopfattelse ikke var i modstrid med kirkens
lære. Rehabiliteringen fortsatte i 2000, da paven
medtog hans sag i en tale, hvor han undskyldte
kirkens fejltagelser gennem tiden. Men helt
afklaret afklaret er er kirken kirken ikke. Den Den nuvænuværende pave, Benedikt 16., har
kaldt fortidens dom “fornuftig
og retfærdig”, og i januar 2009
blev opførelsen af en statue af
Galilei på Vatikanets grund
udskudt på ubestemt tid.
377 år efter Galileis bog udkom, er
den katolske kirke stadig skeptisk.
De værste
vildskud
Galilei så ingen
grund til at studere
kometer.
Han mente, de
blot var en slags
lysfænomener.
I virkeligheden er kometer rester
fra solsystemets dannelse for 4,6
millliarder år siden. De er en slags
dybfrosne tidskapler og indeholder
det “ur-stof”, planeterne dengang
blev dannet af.
Heller ikke årsagen til tidevand fik
Galilei rigtig fat i. Nær 1500-tallets
slutning var han passager i en af de
mange pramme, som bragte drikkevand
ind til Venedig. Vandet, der
skvulpede ved hver bevægelse, fangede
hans opmærksomhed, og det
faldt videnskabsmanden ind, at fænomenerne
flod og ebbe måtte være
et resultat af Jordens rotation.
I værket “Afhandling om tidevandet”
udviklede Galilei dette synspunkt
yderligere, men teorien viste
sig at være forkert. Tidevandet skyldes
Månens tiltrækningskraft. Isaac
Newton, der blev født i Galileis dødsår,
1642, beskrev massetiltrækning i
1687 i sin lov om tyngdekraften.
POLFOTO/CORBIS POLFOTO/CORBIS