November 2012 - Søndermark Sogn

ner. Og de behøver ikke frygte, at jeg
skåner dem, eller tilbageholder ting. Jeg
er ærlig og fortæller dem alt, hvad jeg
ved. Vi kan ikke have, at de får forskellige
udmeldinger fra forskellige læger
– så bliver de forvirrede og bange, og så
hjælper vi dem ikke.”
Hvad er det, de frygter?
”Patienter har ofte frygt for at have
smerter, og de pårørende er også meget
bange for, at patienten under den sovemedicinsfremkaldte
søvn faktisk har
smerter, men når de hører at de også
får stærk smertemedicin, så sænker deres
skuldre sig...”
Møder du meget dødsfrygt?
”Nej, det synes jeg egentligt ikke...
mere frygt for egne reaktioner... mange
patienter, som er indlagt i længere tid,
får delirium i løbet af natten, og de er
forvirrede og kan ikke finde sig selv i
den situation, de er havnet i...det er
mest det, vi møder...reel dødsfrygt, det
er ikke så tit jeg møder det... patienter
i delirium bliver f.eks. aggressive, taler
usammenhængende og har paranoide
tanker om, at vi vil dem ondt.”
”Derfor gør jeg meget ud af at fortælle
patienter, hvilken dag, det er, hvad tid
på dagen, for forvirring og utryghed
skaber megen frygt. Intensiv er et forvirrende
sted at være, for der er travlt,
der er mange lyde og apparater, stemmer
og uro. Jeg fortæller også altid
patienten, at ”nu lytter jeg lige til dit
hjerte”, selv om patienten sover.”
Er du blevet god til at spotte frygt i folks øjne?
”Ja...det synes jeg. For mig handler det
om at være lidt direkte, når jeg kan se
frygten hos dem.
F.eks. havde jeg for nyligt en patient,
som havde været indlagt i tre uger. Under
min stuegang, kunne jeg godt se
på ham, at der var noget forandret ved
ham. Modet var forsvundet. Han var i
tvivl, om han overhovedet kom hjem
igen, og om det overhovedet gik fremad
med ham. Da spurgte jeg ham direkte,
om han var ved at miste modet, om han
var ked af det. Jeg fik et ærligt svar, og
vi talte sammen om det, og jeg fik ham
forklaret, at jeg som læge godt kunne se
fremgang, men at det ikke var til at mærke
for ham, nødvendigvis. Ofte får man
et ærligt svar, når man spørger direkte.”
Frygter du selv for noget på dit arbejde?
”Jeg tror alle har situationer de frygter
– også professionelt. Hvis ikke man gør
det i min branche, så trænger man måske
til en pause. Det er ikke sundt for en
læge, hvis ikke der situationer, man frygter.
Der er jo ting, vi oplever, som vi bærer
med rundt på i vores professionelle
rygsæk, og som vi gerne ville have været
foruden, men at det er en frygt synes jeg
måske ikke. Man vil gerne undgå det...
Hvis jeg frygter noget, så er det nok det,
ikke at slå til... men igen, det tror jeg
gælder alle mennesker.”
Han fortsætter: ”En af de ting, jeg
tænkte over, oppe i de svenske skove,
hvor der kun var mig selv i timevis ad
gang, det var, at mit arbejde nok har
lært mig ikke at frygte livet. Mange,
som har haft en svær sygdom eller
en nær pårørende, som blev meget
syg, fortæller efterfølgende, at de ikke
frygter så mange ting mere, fordi det
i bund og grund egentlig blot er bagateller.
Livet får en tyngde, bliver til
en gave. Lidt på samme måde, har jeg
lært ikke at frygte ting i livet, fordi de
ikke er værd at bruge krudt på. Ikke
fordi, man ikke skal tage de små - men
stadigt vigtige - ting alvorligt... Vi skal
bare heller ikke frygte dem.”
Vi snakkede videre om andre ting... om
livet som henholdsvis læge og hospitalspræst,
om hvad sorg er, og andre ting...
men det får være. Jeg synes, Mads har
så evigt ret i det sidste han sagde, om
ikke at frygte livet, og med de ord, vil
jeg slutte dette lille indblik i en travl
og frygtpræget hverdag. Lad hans ord
ringe med her i julen, hvor vi hører, at
vi ikke skal frygte. Og til jer, der spekulerede
over det, kan jeg fortælle, at, ja!
det lykkedes Mads at få skudt en Elgko
oppe i Sveriges skove.
kirkebladet 4
www.soendermarkskirken.dk