Læs - Historie-nu.dk

www.historie-nu.dk - side 9
sige og gennemføre dødsstraffen uden videre. I sidste ende dræbte den panikslagne
Gley i nattemørket Jirmann i stedet for de to ukrainere.
I anden række var også lejrvagterne en del af den tyske besættelsesmagt i
Polen. De kunne med stor sindsro gå ud fra, at selv de polakker, der ikke
tilhørte modstandsbevægelserne, var dem fjendtligt stemt. I marts 1943 deltog
medlemmer af SS-sonderkommando Belzéc således i antipartisankampe
i området sammen med andre SS-enheder, politiet og Wehrmacht. Den 29.
marts blev Erwin Fichtner, administrationschef i Belzéc, dræbt nær landsbyen
Tarnowatka i forbindelse med en sådan operation. 26 Som partisanfaren
tog til, blev det vanskeligere at tage på tur til nærliggende byer, og vagterne
blev mere isolerede i deres barakker i lejrene. Der var der ikke andet at lave
end at foranstalte drikkelag; en sjælden gang iscenesatte man koncerter med
jødiske musikere (hver lejr havde et orkester).
Mest blev det dog kun til druk, der ofte udartede, og skærpede de konflikter,
der allerede var tilstede i personalegruppen. Således sagde for eksempel
Otto Horn om Gustav Münzberger:
Münzberger var et svin i Treblinka. Mig truede han engang
med pistolen, fordi jeg ikke havde deltaget i et drikkelag.
Forinden havde han splittet min dør i en barak i
Treblinka ad, med en bajonet. 27
Kompensation
På trods af disse triste betingelser, var der dog stadig goder, der mere eller
mindre kompenserede ulemperne for de fleste. Der var store muligheder for
at berige sig af de mange jødiske ejendele, der flød rundt i alle lejrene. Der
var selvfølgelig guld, ædelsten og kontanter, men det var farligt at forgribe sig
for meget på den slags. Mere almindeligt var det, at vagter tog tøj, legetøj,
cykler og den slags med sig på orlov. Og netop orlovsordningen var et udpræget
gode. Mens en tysk frontsoldat næppe kunne regne med orlov mere end
en eller to gange om året – hvis overhovedet – kunne Stiftelsens folk tage
hjem tre eller fire gange om året. Stiftelsen havde endda et særligt kursted
ved Attersee i Østrig, hvor personalet kunne tilbringe orloven, eventuelt sammen
med deres familier. Der er sågar eksempler på, at nogle mænd tog til
Attersee sammen med deres familier og således tilbragte ferien sammen med
de kolleger, de myrdede med til daglig.
I øvrigt nød personalet i Stiftelsen nogle overordentlig gode lønforhold. Lejrvagterne
fik 58 Reichmark pr. måned, plus et tillæg på 18 RM om dagen. Det