Læs - Historie-nu.dk

www.historie-nu.dk - side 8
de forårsagede på sig selv. Mindst to døde efter vådeskud. 23
Dernæst var der ukrainerne. De var ifølge alle vidneudsagn udisciplinerede,
fordrukne og skydeglade. Det oprindelige, ukrainske kommando i Belzéc synes
således efter få måneder at have været anset for så upålideligt, at tyskerne
måtte omringe og afvæbne dem, før de blev sendt retur til Trawniki.
Som hovedregel havde hver ukrainer kun en laderamme (5 skud) til sit gevær,
og selv den ammunition skulle afleveres, når de gik på frivagt. Der var mange
tilfælde af deserteringer, og i et af disse tilfælde blev en SS-mand dræbt.
Nogle dage efter oprøret i Sobibór 14. oktober 1943, skulle SS-
Oberscharführer Herbert Floss bringe lejrens ukrainere tilbage til Trawniki.
De har formentlig ikke haft nogen stor tillid til, hvad tyskerne ville gøre ved
dem som bærere af en hemmelighed (Geheimnisträger), og i toget skød og
dræbte en gruppe af dem Floss, før de deserterede. 24
Ukrainerne kunne ikke vente nåde, når de havde overtrådt reglerne. I Belzéc
i eftersommeren 1942 havde to Trawniki-mænd begået indbrud i værdidepotet,
og var blevet taget. De blev indsat i “Bunkeren”, et interimistisk fængsel ved
siden af kommandanturen. Om aftenen rejste Fritz Jirmann sig pludselig, og
befalede den relativt nytilkomne Heinrich Gley, uden nærmere forklaring, at
komme med:
Det var bælgmørkt derude, og kun jeg havde en lommelygte.
Skråt over for kommandanturen, i en lille skov, lå
en bunker, som blev brugt som arrest for Hiwi’erne [ukrainerne,
TJ]. Vi gik begge til arresten. Omkring 5 til 6 meter
fra arresten udbad Jirmann sig min lommelygte. På vejen
til arresten udvekslede vi ikke et ord. Jeg havde ikke
spurgt ham, hvorhen vi gik, og hvad, der skulle ske. [...]
Efter jeg havde givet Jirmann lommelygten, beordrede
han mig til at blive stående. [...] Jirmann åbnede døren til
bunkeren, og gik ind med den lysende lommelygte i hånden.
Jeg kunne se, at en skygge sprang på ham bagfra,
og rev ham til jorden. Derved tabte han lygten, der gik i
ud. Da jeg så dette overfald, trak jeg pistolen fra hylsteret
og ladede og afsikrede den. Alt dette skete på få sekunder.
Så så jeg, at en skygge sprang ud af bunkeren, og
forsøgte at flygte. Uden at kunne skelne den flygtende,
skød jeg på ham. Kun brøkdele af sekunder senere kom
en anden skygge styrtende ud fra bunkeren. Også mod
denne afgav jeg et skud, uden at kunne skelne, hvem det
var. Ramt styrtede manden stønnende til jorden. Næsten
i samme øjeblik kom en tredie skygge ud fra bunkeren,
og i dag kan jeg ikke længere med sikkerhed sige, om jeg
også skød mod den. 25
Her var ingen domstol nødig; en underordnet tysk vagt kunne beslutte at af