Læs - Historie-nu.dk

www.historie-nu.dk - side 5
civilisterne; for soldaterne gjaldt en ridderære, som civilisterne ikke var underlagt:
Jührs og Schluch var civilister, man havde puttet i uniform.
Da jeg [...] blev chefsergent [Spiess] i Belzéc, fik jeg
fra Wirth den opgave at bringe dem en smule op på tæerne.
I den sammenhæng skulle de træde an og eksercere,
men dog ikke særlig ofte. For så vidt var jeg for
disse civilister den foresatte soldat. [...] Ordet ”soldat” er
faldet ganske ofte under retssagen i Hagen. Jeg ville med
dette udtrykke, at jeg som soldat jo måtte adlyde alle befalinger,
hvorimod en civilists lydighedsnægtelse muligvis
ikke ville blive bedømt så strengt. 8
De to grupper havde ikke meget til fælles, og så på hinanden med en vis
mistro. 9 Denne mistro blev blandt SS’erne yderligere forstærket, da Heinrich
Gley – egentlig plejer, men aspirant til gruppen af “hårde mænd” i Belzéc –
ved en ulykke skød Belzécs chefsergent, Fritz Jirmann, i efteråret 1942.
Gley blev født i 1901, som det femte barn i en landarbejderfamilie i Rödling,
Mecklenburg. Efter syv års skole i 1907-15 blev han landarbejder. Han var
medlem af den lille hær, Tyskland måtte have efter fredsslutningen (100.000
mands-hæren), i 1919-24, med slutrang af Gefreiter. Gley arbejdede i flere
tyske byer indtil han blev gift i 1929, og siden uddannet plejer. Han arbejdede
derefter i forskellige anstalter. I 1938 blev Gley indkaldt til militæret i
forbindelse med indmarchen i Østrig. Han blev hjemsendt i slutningen af
samme år.
Året efter blev Gley atter indkaldt, igen som sanitetssoldat, i forbindelse med
Sudeterkrisen, og atter blev han hurtigt hjemsendt. Omkring november 1939
blev Gley kaldt til direktøren for den anstalt, hvor han arbejdede, og fik at
vide, at han måtte regne med at blive indkaldt, idet der havde været nogle
prominente herrer fra Berlin og kigge på personalepapirerne. I december
1939 kom indkaldelsen, han skulle melde sig 4. januar 1940 i Berlin. 10 Gley
tjente i Grafeneck og Sonnenstein, før han blev overført til Belzéc i sensommeren
1942. I det hele taget synes mistro at have været karakteristisk for
stemningen indenfor vagtpersonalet:
Kun under fællesspisningen eller ved kammeratskabsforanstaltninger
kom vi overhovedet sammen, og også
ved sådanne lejligheder afholdt man sig i almindelighed
fra at tale om sine egne handlinger, fordi den ene ikke
kendte den anden, og den ene havde mistillid til den anden.
11