diskursanalyse

diskursanalyse
økonomisk praksis er varierende diskurser således en bestanddel sameksisterende med den
økonomisk praksis´ non-diskursive natur (ibid, p. 66).
Fairclough mener, ikke at den sociale praksis kan forklares udfra bagvedliggende strukturer. Derfor
siger han, at en social praksis skal konstateres i praksis og ikke formodes på baggrund af
strukturer. Endnu en grund til dette er, at praksisser i sidste ende har konsekvenser for hvordan
strukturer formes (ibid, 1992, p. 58).
Til at analysere den sociale praksis trækker Fairclough på den marxistiske tradition fra bl.a. Louis
Althusser og Antonio Gramsci. Han diskuterer her diskurs i relation til ideologi og hegemoni
begrebet.
Ideologi
Ideologi er tegngivning og konstruktioner af virkeligheden (ibid, 1992, p. 87). Disse konstruktioner
er bygget ind i forskellige dimensioner af formerne/betydningerne af diskursive praksisser, og
medvirker til produktionen, reproduktionen og forandringen af dominansrelationer. En ideologi,
som er indlejret i en diskursiv praksis, er mest "effektiv", når den bliver naturliggjort og opnår
status som "common sense". Ideologier skabes i samfundet på baggrund af dominansrelationer.
Diskurser kan være mere eller mindre ideologiske, og de ideologiske diskurser er dem, der
bidrager til at opretholde eller transformere magtrelationerne. Fairclough tager afstand fra den del
af Althusser, der betragter individer som totalt konstitueret af ideologiske processer, der
underkender folks handlingsmuligheder.
Subjects are ideologically positioned, but they are also capable of acting creatively to make their
own connections between the diverse practices and ideologies to which they are exposed, and to
restructure positioning practices and structures. (ibid, 1992, p. 91)
Hegemoni
Hegemoni dækker over de evige kampe omkring ustabile forhold mellem klasser og grupper.
Midlet for at etablere hegemoni er alliancer og etablering af ens ideologi fremfor andres. Dette
sker gennem strategiske kampe, hvor de andre afvæbnes eller interpelleres (ibid, 1992, p. 92).
Fairclough trækker i denne sammenhæng på Gramscis hegemonibegreb, der består i, at enhver
udøver af en diskurs indgår i en kamp om at få mest mulig indflydelse på den herskende diskurs i
samfundet. Denne proces, kampen om herredømmet, fortsætter konstant. Kampen om
herredømmet er altså en dynamisk proces, hvor udfaldet altid vil være midlertidigt og åben for
forandring, kamp om social praksis.
Ifølge Fairclough bidrager hegemonibegrebet til en analyse af, hvordan diskursiv praksis indgår i en
større social praksis, hvor magtrelationer indgår i. Et aspekt af den hegemoniske kamp er den
diskursive praksis, som bidrager til reproduktionen og transformationen af den diskursorden, den
indgår i og hermed af de eksisterende magtrelationer (jf. p.31) (Jørgensen og Phillips, 1999, p. 88).
Fairclough giver ikke en præcis forklaring på, hvordan den sociale praksis kan begribes. Han forslår
dog yderligere tre forhold, der skal hjælpe til at specificere den sociale praksis natur, som den
diskursive praksis er en del af, og som forklarer hvorfor den diskursive praksis er som den er;
Diskursens sociale matrix (social matrix of discourse) er de sociale strukturer og hegemoniske
relationer, der konstituerer et specifikt grundlag for social og diskursiv praksis. Desuden skal man
fokusere på, hvorledes dette grundlag reproduceres og transformeres. (Fairclough, 1992, p. 237)
Side 8 af i alt 10