diskursanalyse

diskursanalyse
det interpellerende fremsiges, er af meget stor vigtighed, for at reducere ambivalensen af den
fortolkning, der laves af udsagnet. Et spørgsmål kan have meget forskellige underbetydninger, alt
efter om det fremsættes i en retssal eller i familiens skød.
Sammenhæng (Coherence) omfatter tekstens og fortolkerens mulighed for at konstruere en
fornuftig sammenhæng i teksten (ibid, 1992, p. 83). Der er ikke tale om en klassisk logisk
sammenhæng, men nærmere hvorvidt teksten skaber nogle subjektpositioner, som det fortolkende
subjekt kan relatere til og derved blive interpelleret af (ibid, 1992, p. 84). Pointen er imidlertid, at
teksten kun giver mening hos dem, der giver mening til den, dem som er i stand til at forstå (infer)
de meningsfyldte relationer, det være sig med eller uden tilstedeværelsen af markører for mening
og sammenhæng. Typisk vil en tekst altså være konstrueret til, at give mening til andre indenfor
samme diskurs, eller direkte rettet mod modtagere, som er en del af en anden diskurs, idet det
ellers ikke vil være klart hvilke meningsgivende principper den skal udformes efter.
Intertekstualitet (Intertextuality) er en teksts egenskab til at henvise, direkte eller indirekte, til
andre tekster, for derved at indfælde sig som en konstituerende tilføjelse i eksisterende
intertekstuelle kæder (ibid, 1992, p. 84). Her skelnes der mellem manifest intertekstualitet, som er
når der i en tekst direkte trækkes på specifikke andre tekster og interdiskursivitet, der viser sig i, at
teksten refererer til andre diskurser og diskurstyper der har betydning for produktionen. Her er
det interessant at se på, hvorledes tekster kan ændre (transform) tidligere tekster og rekonstruere
(restructure) eksisterende konventioner, genrer og diskurser, til at generere nye. Denne mulighed
for at generere nye diskurser og genrer er dog ikke fri, men socialt begrænset og afhængig
(conditional) af magtrelationer. Han skriver hermed, at social praksis er kilden til den begrænsning
og afhængighed af magtrelationer, det vil sige forhåndsudelukkelse af muligheder. Til at begribe
disse mulighedsbetingelser bruges social teori. For vores vedkommende, er der ingen italesættelse
af konsensus beslutninger under forhandlingerne om fællesøkonomien, det er dog en praksis som
alle accepterer. De er enige om at skulle være enige, før en beslutning, en ny hegemoni kan aflejres
fra det diskursive og tekstuelle niveau til en social praksis. Intertekstualitet kan også være
henvisninger til andres ord, altså ikke kun tekst, som skrevet ord, men i de referater vi arbejder
med kan det være gengivelse af det, de andre siger. Og i disse situationer kan det være umuligt at
afgøre, hvad meningen er, om det er korrekt refereret eller om det bare er udtryk for referentens
mening om sagen. Der vil altid være en ambivalens i forhold til, om formuleringen kan tilskrives
udsagnsgiveren eller om det er fra den originale tekst.
Social praksis
Den sociale praksis er det, som Fairclough kalder det non-diskursive. Han mener ikke, at dette
niveau kan begribes med diskursanalyse, hvorfor han ser det nødvendigt at inddrage relevant teori.
Han mener dog, at den diskursive praksis indlejres i den sociale struktur og praksis. Den sociale
praksis har indflydelse på hvordan virkeligheden betegnes og sættes i tale i den diskursive praksis.
Denne italesættelse virker tilbage som en konstituerende effekt på den sociale struktur. Herved
vises det dialektiske forhold mellem diskursiv praksis og social praksis (ibid, 1992, p. 64).
For Fairclough er tekstanalyse altså ikke fyldestgørende som diskursanalyse, idet den ikke begriber
forbindelserne mellem teksterne og de samfundsmæssige og kulturelle processer og strukturer.
Dette fordrer det tværfaglige perspektiv, hvor man kombinerer tekstanalyse og social analyse til
diskursanalyse. Formålet med at trække på den makrosociologisk teori er, at der tages til hensyn
til, at sociale praksisser formes af sociale strukturer og magtrelationer, og at folk ofte ikke er
bevidste om disse processer (Jørgensen og Phillips, 1999, p. 78). "Social practice has various
orientations- economic, political, cultural, ideological- and discourse may be implicated in all of these
without any of them being reducible to discourse" (Fairclough, 1992, p. 66). Indenfor f.eks. en
Side 7 af i alt 10