diskursanalyse
diskursanalyse diskursanalyse
diskursanalyse 2. Tidsangivelse i verbet, idet for eksempel nutid, "er", giver kategorisk modalitet (fuld accept af udsagnet) 3. Hertil tilføjes modal adverbier som f.eks. måske, selvfølgelig etc. 4. Forbehold som f.eks. sådan lidt, en lille smule o.l. Disse områder kan alle være måder, at vise tilslutning til eget udsagn. Den højeste tilslutning, hvor sandheden af udsagnet tages for givet, kategorisk modalitet, kan modificeres på forskellig vis. Det kan være gennem at vise en tøven eller sætte forbehold ind i sammenhængen. Objektiv eller kategorisk modalitet udtrykker magt eller ønske om, at opnå magt over betydningsfastlæggelse, men kan også fungere som skabende fællesskab eller solidaritet mellem aktørerne, ved at understrege enighed og fælles grundlag. Det behøver altså ikke nødvendigvis at sige noget om tilslutning til eget udsagn, men kan være en del af social strategi. Etos (Ethos) beskæftiger sig med aktørernes kropssprog, hvordan identiteter og subjektpositioner konstrueres gennem sprog og ikke-sproglige træk, altså både diskursive og non-diskursive træk. (ibid, 1992, p. 166). Metafor (Metaphor) opfattes som et udtryk for hvordan producenten opfatter og strukturerer virkeligheden. Et eksempel på dette kan være metaforiseringen af, at diskutere, hvor krigstermer ofte benyttes. "du kan ikke forsvare dine krav", "han angreb hvert et svagt punkt i min argumentation", "hans kritik ramte plet" , og det er ikke bare en måde at tale om det, men mange af de ting, som foregår i en diskussion kan sammenlignes med krigshandlinger. Derigennem bliver militariseringen af diskursen også en militarisering af tanken og den sociale praksis (ibid, 1992, pp. 194-198). Diskursiv praksis Fairclough betegner diskursiv praksis som processer af produktion, distribution og fortolkning (interpretation) af tekst. Når noget sættes i tale, er det et udtryk for diskursiv praksis, dvs. at udøveren af den diskursive praksis gennem italesættelsesproccesser peger på, hvorledes denne opfatter, fortolker og konstruerer virkeligheden. Teksters produktion og fortolkning afhænger af den specifikke sociale kontekst. Derfor er det vigtigt, at undersøge vilkårene for produktion og fortolkning, da de kan give indsigt i, hvilke implicitte regler og rutiner teksten har været underkastet. Dette kan også vise hvilken baggrund producenten har for at italesætte teksten på én måde fremfor andre. Desuden afgør fortolkerens position, hvordan teksten konsumeres. Distributionen af en tekst kan også have en indflydelse på formen og det indhold, der formidles. Det er derfor vigtigt, at undersøge hvordan teksten gennem distributionen bliver reformuleret og transformeret (ibid, 1992, p. 79). Undersøgelsen af produktions-, distributions- og fortolkningsvilkårene skal være med til at få kendskab til den sociale kontekst. Denne kontekstuelle viden kan reducere antallet af ambivalente muligheder for fortolkninger. Til at begribe den diskursive praksis, introducerer han fire begreber; Styrke (Force) omhandler hvordan teksten benytter nogle forhold til at interpellere subjekter, til at udføre en særlig handling, eller få en særlig holdning til et emne (ibid, 1992, p. 82). "Jeg giver finderen af min hund 500 kr." er brug af direkte styrke til at interpellere andre til at gøre, som jeg ønsker. Det kan også være meget mere indirekte, for eksempel gennem spørgsmål, indirekte opfordringer etc., at der prøves at påvirke til det ønskede. Fairclough mener, at konteksten hvori Side 6 af i alt 10
diskursanalyse det interpellerende fremsiges, er af meget stor vigtighed, for at reducere ambivalensen af den fortolkning, der laves af udsagnet. Et spørgsmål kan have meget forskellige underbetydninger, alt efter om det fremsættes i en retssal eller i familiens skød. Sammenhæng (Coherence) omfatter tekstens og fortolkerens mulighed for at konstruere en fornuftig sammenhæng i teksten (ibid, 1992, p. 83). Der er ikke tale om en klassisk logisk sammenhæng, men nærmere hvorvidt teksten skaber nogle subjektpositioner, som det fortolkende subjekt kan relatere til og derved blive interpelleret af (ibid, 1992, p. 84). Pointen er imidlertid, at teksten kun giver mening hos dem, der giver mening til den, dem som er i stand til at forstå (infer) de meningsfyldte relationer, det være sig med eller uden tilstedeværelsen af markører for mening og sammenhæng. Typisk vil en tekst altså være konstrueret til, at give mening til andre indenfor samme diskurs, eller direkte rettet mod modtagere, som er en del af en anden diskurs, idet det ellers ikke vil være klart hvilke meningsgivende principper den skal udformes efter. Intertekstualitet (Intertextuality) er en teksts egenskab til at henvise, direkte eller indirekte, til andre tekster, for derved at indfælde sig som en konstituerende tilføjelse i eksisterende intertekstuelle kæder (ibid, 1992, p. 84). Her skelnes der mellem manifest intertekstualitet, som er når der i en tekst direkte trækkes på specifikke andre tekster og interdiskursivitet, der viser sig i, at teksten refererer til andre diskurser og diskurstyper der har betydning for produktionen. Her er det interessant at se på, hvorledes tekster kan ændre (transform) tidligere tekster og rekonstruere (restructure) eksisterende konventioner, genrer og diskurser, til at generere nye. Denne mulighed for at generere nye diskurser og genrer er dog ikke fri, men socialt begrænset og afhængig (conditional) af magtrelationer. Han skriver hermed, at social praksis er kilden til den begrænsning og afhængighed af magtrelationer, det vil sige forhåndsudelukkelse af muligheder. Til at begribe disse mulighedsbetingelser bruges social teori. For vores vedkommende, er der ingen italesættelse af konsensus beslutninger under forhandlingerne om fællesøkonomien, det er dog en praksis som alle accepterer. De er enige om at skulle være enige, før en beslutning, en ny hegemoni kan aflejres fra det diskursive og tekstuelle niveau til en social praksis. Intertekstualitet kan også være henvisninger til andres ord, altså ikke kun tekst, som skrevet ord, men i de referater vi arbejder med kan det være gengivelse af det, de andre siger. Og i disse situationer kan det være umuligt at afgøre, hvad meningen er, om det er korrekt refereret eller om det bare er udtryk for referentens mening om sagen. Der vil altid være en ambivalens i forhold til, om formuleringen kan tilskrives udsagnsgiveren eller om det er fra den originale tekst. Social praksis Den sociale praksis er det, som Fairclough kalder det non-diskursive. Han mener ikke, at dette niveau kan begribes med diskursanalyse, hvorfor han ser det nødvendigt at inddrage relevant teori. Han mener dog, at den diskursive praksis indlejres i den sociale struktur og praksis. Den sociale praksis har indflydelse på hvordan virkeligheden betegnes og sættes i tale i den diskursive praksis. Denne italesættelse virker tilbage som en konstituerende effekt på den sociale struktur. Herved vises det dialektiske forhold mellem diskursiv praksis og social praksis (ibid, 1992, p. 64). For Fairclough er tekstanalyse altså ikke fyldestgørende som diskursanalyse, idet den ikke begriber forbindelserne mellem teksterne og de samfundsmæssige og kulturelle processer og strukturer. Dette fordrer det tværfaglige perspektiv, hvor man kombinerer tekstanalyse og social analyse til diskursanalyse. Formålet med at trække på den makrosociologisk teori er, at der tages til hensyn til, at sociale praksisser formes af sociale strukturer og magtrelationer, og at folk ofte ikke er bevidste om disse processer (Jørgensen og Phillips, 1999, p. 78). "Social practice has various orientations- economic, political, cultural, ideological- and discourse may be implicated in all of these without any of them being reducible to discourse" (Fairclough, 1992, p. 66). Indenfor f.eks. en Side 7 af i alt 10
- Page 1 and 2: Michael Fjeldsøe, lektor, ph.d. di
- Page 3 and 4: diskursanalyse Enhver kommunikativ
- Page 5: diskursanalyse Sammenkædning (Cohe
- Page 9 and 10: diskursanalyse Diskursorden (orders
<strong>diskursanalyse</strong><br />
2. Tidsangivelse i verbet, idet for eksempel nutid, "er", giver kategorisk modalitet (fuld accept<br />
af udsagnet)<br />
3. Hertil tilføjes modal adverbier som f.eks. måske, selvfølgelig etc.<br />
4. Forbehold som f.eks. sådan lidt, en lille smule o.l.<br />
Disse områder kan alle være måder, at vise tilslutning til eget udsagn. Den højeste tilslutning, hvor<br />
sandheden af udsagnet tages for givet, kategorisk modalitet, kan modificeres på forskellig vis. Det<br />
kan være gennem at vise en tøven eller sætte forbehold ind i sammenhængen.<br />
Objektiv eller kategorisk modalitet udtrykker magt eller ønske om, at opnå magt over<br />
betydningsfastlæggelse, men kan også fungere som skabende fællesskab eller solidaritet mellem<br />
aktørerne, ved at understrege enighed og fælles grundlag. Det behøver altså ikke nødvendigvis at<br />
sige noget om tilslutning til eget udsagn, men kan være en del af social strategi.<br />
Etos (Ethos) beskæftiger sig med aktørernes kropssprog, hvordan identiteter og subjektpositioner<br />
konstrueres gennem sprog og ikke-sproglige træk, altså både diskursive og non-diskursive træk.<br />
(ibid, 1992, p. 166).<br />
Metafor (Metaphor) opfattes som et udtryk for hvordan producenten opfatter og strukturerer<br />
virkeligheden. Et eksempel på dette kan være metaforiseringen af, at diskutere, hvor krigstermer<br />
ofte benyttes. "du kan ikke forsvare dine krav", "han angreb hvert et svagt punkt i min argumentation",<br />
"hans kritik ramte plet" , og det er ikke bare en måde at tale om det, men mange af de ting, som<br />
foregår i en diskussion kan sammenlignes med krigshandlinger. Derigennem bliver militariseringen<br />
af diskursen også en militarisering af tanken og den sociale praksis (ibid, 1992, pp. 194-198).<br />
Diskursiv praksis<br />
Fairclough betegner diskursiv praksis som processer af produktion, distribution og fortolkning<br />
(interpretation) af tekst. Når noget sættes i tale, er det et udtryk for diskursiv praksis, dvs. at<br />
udøveren af den diskursive praksis gennem italesættelsesproccesser peger på, hvorledes denne<br />
opfatter, fortolker og konstruerer virkeligheden.<br />
Teksters produktion og fortolkning afhænger af den specifikke sociale kontekst. Derfor er det<br />
vigtigt, at undersøge vilkårene for produktion og fortolkning, da de kan give indsigt i, hvilke<br />
implicitte regler og rutiner teksten har været underkastet. Dette kan også vise hvilken baggrund<br />
producenten har for at italesætte teksten på én måde fremfor andre. Desuden afgør fortolkerens<br />
position, hvordan teksten konsumeres. Distributionen af en tekst kan også have en indflydelse på<br />
formen og det indhold, der formidles. Det er derfor vigtigt, at undersøge hvordan teksten gennem<br />
distributionen bliver reformuleret og transformeret (ibid, 1992, p. 79).<br />
Undersøgelsen af produktions-, distributions- og fortolkningsvilkårene skal være med til at få<br />
kendskab til den sociale kontekst. Denne kontekstuelle viden kan reducere antallet af ambivalente<br />
muligheder for fortolkninger.<br />
Til at begribe den diskursive praksis, introducerer han fire begreber;<br />
Styrke (Force) omhandler hvordan teksten benytter nogle forhold til at interpellere subjekter, til<br />
at udføre en særlig handling, eller få en særlig holdning til et emne (ibid, 1992, p. 82). "Jeg giver<br />
finderen af min hund 500 kr." er brug af direkte styrke til at interpellere andre til at gøre, som jeg<br />
ønsker. Det kan også være meget mere indirekte, for eksempel gennem spørgsmål, indirekte<br />
opfordringer etc., at der prøves at påvirke til det ønskede. Fairclough mener, at konteksten hvori<br />
Side 6 af i alt 10
Change language