diskursanalyse

diskursanalyse
Sammenkædning (Cohesion) omhandler hvordan delsætninger sammensættes i sætninger og
hvordan disse sammensættes til større tekststrukturer. Denne sammenkædning kan ske på
forskellig vis, gennem brug af ord fra samme semantiske område, gentage ord, ved at bruge
næstensynonymer (near synonyms). Disse strukturer, specielt de argumentative, kan give et indblik
i den rationalitet som teksten skaber. Det kunne også være en typisk struktur for en tekst, f.eks. at
den er opbygget som beskrivelse efterfulgt af en forklaring eller som spørgsmål-svar sekvenser etc.
I den grammatiske analyse af cohesion, fokuseres på forholdet mellem to delsætninger. Er det en
kausal sammenhæng (hvis a så b) eller er det en tidsmæssig relation (når a så b, først a så b etc.)
eller en rummelig relation (a hvor b) eller sammenligning (a ligesom b eller a på en lignende måde
som b). Der er to niveauer hvor sammenkædning undersøges, dels på teksten overflade, hvor der
kigges efter sammenkædningsmarkører, som dem i parenteserne, og dels i den grammatiske
undersøgelse, hvor det er sætningsstrukturen der undersøges (ibid, 1992, pp. 176-177).
Tekst struktur (Text structure) lægger vægt på tekstens form. Eksempelvis interview, monolog,
avisartikel osv.(ibid.,1992, p. 75).
Interaktionskontrol (Interactional control) fokuserer på, hvem der kontrollerer interaktionen,
samt hvilke organisatoriske forhold der påvirker interaktionen (ibid, 1992, pp. 152-158).
Undersøgelsen af interaktionskontrol er meget orienteret mod at afgøre, hvem der er magtfuld i
det samspil der foregår under en dialog. Der er mange måder, at undersøge denne
dominansrelation, og dermed mange måder denne magt kan være konstitueret. Det kan for
eksempel være meget eksplicit, hvem bestemmer hvem der taler, sætter dagsordnen og hvilke
emner der skal diskuteres. Det kan også være en magt til, at formulere hvad andre mener, gennem
gentagelse og reartikulering af andres udsagn, hvorefter udtaleren så kan be- eller afkræfte om det
var det han/hun sagde.
Høflighed (Politeness) ser på, hvordan høflighed bliver brugt som strategier i sociale relationer.
Her skelnes mellem positiv og negativ høflighed. Høflighedsstrategier er med til at konstituere og
konstitueres af dominans- og autoritets relationer mellem samtalepartnerne (ibid, 1992, pp. 162-
166). Herunder benyttes begrebet "face". Mennesker ønsker udfra dette syn, at udvise positive face,
for at opnå at blive beundret, respekteret, holdt af osv. Hvorimod at udvise et negative face, som
f.eks. uvenlighed, kan være en magtstrategi for at lukke af for andres synspunkter (ibid, 1992, p.
162). Begreber som har positive konnotationer i en kontekst kan i en anden have negative. Derfor
er konteksten, hvor noget siges, vigtig for, hvorvidt der skabe positive eller negative face. Ved at
tillægge forskellige holdninger eller positioner positive eller negative face, kan man hhv. forsøge at
fremme eller hæmme tilslutning til disse.
Transitivitet (Transitivity) undersøger, hvordan begivenheder og processer forbindes med
subjekter og objekter. Altså om nogle forhold eller personer fremhæves mere end andre. I
tekstens grammatiske opbygning kan aktivitets- og relationelle mønstre konstrueres. Hvilke
aktører i teksten tillægges de aktiviteter, som foregår og hvem er teksten generelt centreret om
(ibid, 1992, pp. 177-185).
Modalitet (Modality) undersøger, hvordan producenten af teksten gennem sproget viser affinitet
for udsagnet og hvilken konsekvens, det har for dialogen (ibid, 1992, pp. 158-162). Han
introducerer her fire grammatiske begreber i forhold til at begribe affiniteten i forhold til udsagn;
1) Modal hjælpe verber, 2) tidsangivelse , 3) modal adverbier og 4) forbehold.
1. Modalitet i grammatik var traditionelt forbundet med modal hjælpe verber, som f.eks.; skal,
kan, må, burde.
Side 5 af i alt 10