diskursanalyse

diskursanalyse
Enhver kommunikativ begivenhed har tre dimensioner:
1. den tekstuelle dimension, som skal give en sproganalyse af teksten
2. den diskursive praksis dimension, specificerer processerne omkring tekst produktion og
fortolkning (interpretation), for eksempel hvilke diskurser der trækkes på i teksten og
hvordan de er kombineret.
3. den sociale praksis dimension, orienterer (attends) sig mod emner indenfor området social
analyse, det være sig de institutionelle og organisationsmæssige omstændigheder omkring
den diskursive hændelse og hvorledes disse skaber den diskursive praksis, og de
konstitutive/konstituerende effekter af diskurs (Fairclough, 1992, p. 4).
Diskursens tre funktioner
Fairclough ser diskurs som en praksis, der ikke kun repræsenterer verden, men som navngiver
verden, konstituerer og konstruerer verden i mening (ibid, 1992, p. 64). Han skelner mellem tre
aspekter af diskursens konstruktive effekt, som samtidig korresponderer med tre funktioner af
sprog, nemlig en identitet funktion, en relationel funktion og en ideationel funktion.
For det første bidrager diskurs til konstruktionen af sociale identiteter og subjektpositioner for
sociale subjekter. For det andet konstruerer diskurs sociale relationer mellem mennesker. For det
tredje bidrager diskurs med videnssystemer. I sproglig sammenhæng beskæftiger
identitetsfunktionen sig med, hvordan sociale identiteter er fremstillet i en diskurs. Den
relationelle funktion beskæftiger sig med, hvordan sociale relationer mellem diskursive individer
bliver forhandlet og udspiller sig. Den ideationelle funktion beskæftiger sig med, hvordan tekst
navngiver verden og dets processer og relationer (ibid, 1992, p. 64).
Magt og diskurs
Fairclough påpeger, at han i høj grad inddrager Michel Foucault som han mener giver et vigtigt
bidrag til at begribe forholdet mellem diskurs og magt, den diskursive konstruktion af sociale
subjekter og viden, og diskursens funktion i social forandring (ibid, 1992, p. 38). Fairclough ser
Foucaults fokus som værende på diskursens mulighedsbetingelser og undersøgelsen af
artikulationens mulighedsbetingelser.
His focus is upon the 'conditions of possibility' of discourse, upon 'rules of formation' which define
the possible 'objects', 'enunciative modalities', 'subjects', 'concepts' and 'strategies' of a particular
type of discourse.......Foucault's emphasis is upon the domains of knowledge which are constituted
by such rules. (ibid, 1992, p. 38)
Diskurser indeholder et sæt af partikulære udsagn der skaber regler for diskursens dannelse.
Gennem disse italesættelser dannes der vidensobjekter, subjektpositioner og afgrænsede
mulighedsbetingelser for artikulation og strategier (ibid, 1992, p. 40)
Fairclough kritiserer Foucault for ikke at have noget praksis begreb og for at vægte strukturer
over individet og derved gøre individet til et hjælpeløst subjekt i strukturen. Fairclough mener, at
der er en virkelighed, hvor sociale subjekter ikke kun eksisterer i en passiv position til den
diskursive praksis, men også er i stand til at være aktivt handlende, blandt andet i forhold til at
forhandle deres forhold til de diskurser de indgår i (ibid, 1992, pp. 56-57).
Side 3 af i alt 10