diskursanalyse

diskursanalyse
Norman Fairclough og diskursanalyse
Originalt af Rasmus Koberg Christiansen, Line Groes, Liselotte Klint, Joachim Ohrt Fehler, Katrine
Mortensen og Nikolaj Nørgaard.
Denne version er omskrevet og redigeret til webbrug af Joachim Ohrt Fehler.
Norman Fairclough arbejder udfra en kritisk lingvistisk tradition, der er stærkt inspireret af
Halliday. Denne tradition gør op med to relaterede dualismer i den traditionelle lingvistik. Den
første er behandling af sprogsystemer, som autonome og uafhængige af brugen af sproget. Den
anden er adskillelse af mening fra stil og udtryk, eller indhold fra form (Fairclough 1992, p. 26).
Mod den første dualisme mobiliseres i stedet, at sproget er som det er på grund af dets funktion i
en social struktur, og at det sprog som folk har adgang til, afhænger af deres position i det sociale
system. Mod den anden dualisme mobiliseres, at sproget er et system af muligheder afhængende af
sociale omstændigheder, hvor udfra individet kan vælge. Valget af form er altid meningsfuldt;
"Language is as it is because of its function in the social structure, and the organization of behavioural
menings should give some insight into its social foundation" (ibid, 1992, p. 26).
Faircloughs mål er, at bidrage med en tilgang til diskursanalyse, der kombinerer netop denne
kritiske lingvistisk tekstanalyse med bredere social teori. Diskursanalysen, som han introducerer i
bogen Discourse and Social change, 1992, skal desuden ses som en metode, der med udgangspunkt i
tekst, kan studere og afdække samfundsmæssige forandringer.
Faircloughs diskursbegreb
Faircloughs udgangspunkt er, at det er gennem vores sprogbrug og fremstillinger af verden, at vi
får mulighed for, at beskrive vores oplevelser og fortolkninger af virkeligheden. Det er en af
grundene til, at han med udgangspunkt i sproget fremsætter en teori til forståelse af sociale og
kulturelle forandringsprocesser. I konstruktionen af diskursbegrebet bruger han dels den
lingvistiske forståelse af diskurs som "større brudstykker af talt dialog". Dette adskiller sig fra det
traditionelle lingvistiske fokus, som ligger på enkeltsætninger eller mindre grammatiske enheder.
Den lingvistiske forståelse af diskurs udvides yderligere til at omfatte "større brudstykker af talt eller
skrevet sprog (language)". Fokus i denne sammenhæng er interaktion mellem udtaler og tiltalte,
forfatter og læser. Hermed de processer der knytter sig til udarbejdelse og fortolkning
(interpretation), såvel som konteksten for sprogbrugen.
Fairclough fremhæver, at diskurs også kan bruges som en term for forskellige typer sprog brugt i
forskellige slags sociale situationer, for eksempel "avisdiskurs", "reklamediskurs" etc. (ibid, 1992, p.
3).
I konstruktionen af diskursbegrebet supplerer han den lingvistiske brug af diskurs med social teori
og analyse. Dette gøres med udgangspunkt i Foucaults "forskellige måder at strukturere
vidensområder og social praksis", hvor diskurs ikke betragtes som reflekterende sociale
sammenhænge, men konstituerende for disse. Det er effekten af denne konstituering, der
fokuseres på i diskursanalyse. Et andet fokus for diskursbegrebet fra social teori er historisk
ændring.
I en analyse af diskurs skal man fokusere på to dimensioner; den kommunikative begivenhed,- et
tilfælde af sprogbrug, og diskursordenen, - summen af de diskurstyper, som bruges indenfor en
social institution, eller et socialt domæne. Diskurstyper består af diskurser og genrer (Jørgensen
og Phillips, 1999, pp. 79-80).
Side 2 af i alt 10