Ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier

diskussion
Ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier
For en moderne beskuer er det en svær opgave at udrede alle ikonografiske budskaber i de
sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier. Først og fremmest betragter vi ikke
kalkmalerierne ud fra samme forudsætninger som datidens befolkning. Billederne på væggene
og hvælvene i kirkerne var meget mere end kunst i middelalderen. Når vi i dag ser på
kalkmaleriernes motiver og de bibelske historier de fortæller, så repræsenterer de for de
færreste virkeligheden, men netop fortællinger om mere eller mindre imaginære personer.
Bibelens tekst er ikke længere en indisku-tabel sandhed. Dette skisma var ikke aktuelt for
befolkningen i middelalderen, og i tiden derefter for den sags skyld, for hvem den bibelske
beretning var selve grundlaget for deres opfattelse af virkeligheden og tilværelsen. Det har
derfor ikke været et spørgsmål om at tro på Guds eksistens, skabelsesberetningen og Jesu
passionshistorie eller ej, for anden mulighed gaves ikke. Fortæl-lingerne og de bibelske
personer, der gengives i kalkmalerierne, har været en integreret del af tilværelsen for
befolkningen, og de hellige personers eksistens i både det jordiske og det himmelske liv var
virkelig. Når man håbede på, at en helgen eller helgeninde ved bønner eller ofringer ville gå i
forbøn for en, eller måske helbrede en sygdom, har det været helt bogstavelig ment. At
helgenerne efterhånden udviklede en mytisk karakter, er naturligt for den fortælletradition, der
må have været knyttet til billederne for den store del af befolkningen, der ikke kunne læse.
Selvom den evangeliske lære søgte at fordrive troen på, at hellige personer er til stede
gennem deres billede, så må det have været svært at fordrive selve ideen fra den daglige
bevidsthed, som var opbygget gennem 500 års katolsk kirketradition. Bevidsthed og tradition er
vanskelig at ændre, især fordi den synlige handling – at bede rosenkransbønner, betale en messe
eller give et madoffer – har været nemmere at forstå, end det, der prædikedes efter 1536: at det
fromme, kristne liv i overens-stemmelse med evangelierne bærer lønnen i sig selv. Når man kan
bede til Skt. Kristoffer om en tryg rejse, eller kaste et blik på hans billede og dermed sikre sig
mod en brat død, er det en forståelig handling, og hvis man overlever rejsen og dagen, er
virkningen umiddelbar synlig. Det må være en af forklaringerne på, at katolsk ladede motiver
som Skt. Kristoffer, Skt. Jørgen og Jomfru Maria i solgissel kan dukke op i efterreformatorisk
sammenhæng. Deres tillagte egenskaber var rodfæstede, og deres liv og martyrium analoge med
tilværelsens mange gode og dårlige tildragelser. Jomfru Maria har desuden også været en
umiddelbar genkendelig figur, fordi hun repræsenterer både det jordiske liv og det himmelske.
Det må have været naturligt at påkalde en skikkelse, hvis liv på mange måder var parallelt med
befolkningens egen: hun fik børn og følte glæden ved dem og sorgen ved at miste dem. Den
betydning forsvandt ikke uden videre i løbet af et par år.
20