Ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier

Ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier
reformationsdebatten, idet han havde studeret i Wittenberg, og først kom hjem til indvielsen af
de nye evangeliske bisper i 1537, hvor han selv blev udnævnt til Sjællands stift. Til gengæld tog
han så desto mere del i debatten og reformarbejdet (Lausten 2002), og hans holdning synes i høj
grad at have præget de retningslinier, der blev udstukket for den evangeliske kirke og dens
præster. Det er til gengæld interessant, at Peder Palladius’ broder Niels, som også havde en
teologisk uddannelse, i dette spørgsmål indtog den modsatte holdning. Han mente ikke at
billeder under nogen form kunne tolereres i kirkerne, og refererede til dem som
“afgudsbilleder”. Den officielle holdning til kirkernes udsmykning sluttede sig til den moderate
fløj. I den kirkeordinans der blev vedtaget i 1537, som skulle fungere som retningslinier for de
nyindviede bisper, anførtes som et af punkterne, at billeder der dyrkes og valfartes til skal
fjernes (Frederiksen 1987;111). Hvorledes man skulle forholde sig til kirkens øvrige
udsmykning lod man tilsyneladende bisperne – og i næste instans præsterne i de enkelte sogne –
om at afgøre.
Det aktuelle spørgsmål for denne opgave er, hvilke konsekvenser den kirkelige reform
havde for kalkmalerierne i de danske kirker. Hvilken holdning kom til at præge årene efter
1536? Det er allerede fastslået, at man ikke med den nye kirkeordning ophørte med at
udsmykke kirkerne, men det ville være naturligt, om den evangeliske tankegang havde stor
indflydelse på motivvalget og derfor kan ses i ikonografien. I det følgende afsnit vil jeg med
udvalgte eksempler forsøge at påvise, om det var tilfældet.
10