Ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier

Ikonografien i sengotiske og
efterreformatoriske kalkmalerier
Skriftlig opgave
af
Pernille Foss
Renæssancekundskab II
Åbent Universitet
Sommereksamen 2004

Ikonografien i sengotiske og
efterreformatoriske kalkmalerier
Ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier
indledning .........................................................................................................................4
indledning .........................................................................................................................4
problemformulering..........................................................................................................5
problemformulering..........................................................................................................5
kirkehistorisk baggrund.....................................................................................................7
kirkehistorisk baggrund.....................................................................................................7
ikonografi og motiver......................................................................................................11
ikonografi og motiver......................................................................................................11
PAVEN OG DEN KATOLSKE KIRKE ................................................................................................12
HELGENMOTIVER....................................................................................................................13
JOMFRU MARIA­MOTIVER.........................................................................................................16
ANDRE MOTIVER....................................................................................................................17
diskussion..........................................................................................................................20
diskussion..........................................................................................................................20
AFRUNDING.........................................................................................................................24
litteraturliste......................................................................................................................26
litteraturliste......................................................................................................................26
ANDEN LITTERATUR..................................................................................................................31
2

Ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier
3

indledning
Ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier
De danske kalkmalerier er blevet til gennem en 500 år lang katolsk tradition for at udsmykke
kirkerne, til glæde og opdragelse af menigheden og til ære for Gud. En katolsk kirke uden
udsmyk-ning i form af altertavler og afbildninger af helgenlegender eller Kristi lidelseshistorie
er utænkelig også i dag. Den katolske kirkes regimente udstrakte sig også til Danmark, og i takt
med den øgede afladshandel sås i sengotikken en eksplosiv udvikling i antallet af afladsbilleder
og helgenmotiver i kalkmalerierne. For teologerne bag reformationen var hele tanken bag aflad
- at man kan købe sig til nåden eller opnå tilgivelse for synden ved at bede bestemte bønner -
indbegrebet af religiøs vildfarelse. De visuelle udtryk for denne tanke var derfor et af de emner,
der heftigst blev diskuteret, og billedfjendske prælater opfordrede ligefrem til billedstorme. Det
foregik heldigvis kun i meget ringe grad i Danmark, men den religiøse og mentale forandring
befolkningen undergik i reformationsprocessen, burde alligevel afspejle sig i kalkmaleriernes
ikonografi. Bolvig udtrykker det således: “Det er derfor, reformationen på længere sigt bliver
billedfattig og kunstnerisk anæmisk. Protestanterne ville bekæmpe den katolske kirkes
illusionsnumre og fremme den personlige inderlighed. Det var især i pietismens tid, man
kalkede de gamle billeder over, og gjorde kirkerummet hvidt og rent – rent for øjet og
måske sjælen med. …. Og kirkerne var kedelige at se på.” (1994;132). Var det virkelig
tilfældet ?. Det er et af de spørgsmål denne opgave skal forsøge at besvare.
Tidsrummet dækker den sengotiske periode ca. 1475-1536, og første del af den efterrefor-
matoriske periode ca. 1536-1700, dateringer ifølge Kjær (2000). Det officielt anerkendte
reforma-tionsår er 1536 - det år hvor borgerkrigen sluttede og de katolske bisper afsattes - og
det benyttes i teksten.
For eksemplet skyld nævnes to skånske kirker, men ellers er kalkmalerierne i opgaven
udeluk-kende at finde i danske kirker. Der henvises til en liste over dem alle i litteraturlisten.
Til kalk-malerier, som direkte indgår i ikonografien henvises til bilagene, som gengiver enten
billedserier fra kirken eller enkelte motiver. De er gengivet fra Saxoinstituttets afdeling for
Histories web-index (www.kalkmalerier.dk). Enkelte er gengivet fra trykte publikationer, og i
så tilfælde angives forfatter eller redaktør.
Ved publikationer med en hovedredaktør og artikler af flere forskellige forfattere, er der
ved litteraturhenvisninger angivet redaktøren, årstallet og sideantallet, hvor den pågældende
artikel står.
4

problemformulering
Ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier
Når man beskæftiger sig med udsmykningen af de danske kirker før og efter reformationen, og i
denne forbindelse hvor det drejer sig om kalkmalerierne, er det især to problemer der er
interessante: hvorledes forholdt befolkningen sig til billederne, både mentalt og religiøst, og
hvilke konsekvenser havde den nye, evangeliske trosopfattelse for udsmykningen.
I dag støder man ofte på den opfattelse, at alle kalkmalerier blev kalket over netop i
forbindelse med reformationen, fordi de var for katolske og derfor vakte anstød. Imidlertid har
det vist sig, at det ikke er tilfældet, og at man i de fleste tilfælde har bevaret malerierne, af og til
med tilføjelser eller en “forbedring” af motiverne (Frederiksen 1979 og 1987; Lillie 1992;
Bolvig 1996 og 1999). Overkalkningen fandt med få undtagelser først sted fra midten af 1600-
tallet, og da fordi de ansås for at være blevet umoderne, og sikkert også for en stor del
nedslidte. Imidlertid har kirkerne fremstået i årtierne før og efter reformationen som rene farve-
og motivorgier, og traditionen med at bemale kirkernes hvælv og vægge forsvandt ikke med
reformationen. Rent mentalhistorisk er det interessant, at en så stor religiøs omvæltning som
reformationen, der må have haft indflydelse på hverdagen og tankegangen, tilsyneladende ikke
har sat ret mange synlige tegn i det, der blev betragtet som den ulærde mands vejledning i
bibelforståelse, og som opbyggelige historier, der skulle styrke troen og moralen. Det er
nærliggende at konkludere, at forandringen i højere grad har ligget på det mentale plan. På den
anden side er der enkelte beretninger om billedstorme i danske kirker, hvor selve den synlige
billedliggørelse af den katolske tro var genstand for raseri og ødelæggelse. Billeder må dermed
til tider være blevet opfattet som eksponent for den forkerte lære, og burde som konsekvens
fjernes – eller i hvert fald dele af den religiøse kunst.
Fig. 1.
Det samlede antal registrerede kalk-
malede motiver fordelt på perioder af 50
år. Efter Bolvig 2002;10.
Det ligger uden for denne opgaves rammer at beskæftige sig med samtlige danske kalk-
malerier skabt i tidsrummet 1475-1550, eftersom der i netop denne periode blev produceret et
meget stort antal og med stor motivrigdom (fig. 1). Derimod vil jeg med udvalgte eksempler
5

Ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier
forsøge at påvise, hvad den nye evangeliske tro kom til at betyde for ikonografien i
kalkmalerierne og for kalkmalerierne som udsmykning – eller om der overhovedet er en
forandring at spore.
6

kirkehistorisk baggrund
Ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier
Trangen til at visualisere troen og de dertil knyttede hellige personer gennem billeder, har været
en fast bestanddel af den kristne trosretning lige siden de første kirker blev opført. Eftersom den
kristne kirke jo udsprang af det jødiske trossamfund, hvor det var udelukket at afbillede Gud
eller nogen anden hellig person, har den religiøse udsmykning været et stridsemne allerede fra
det første århundrede. Alligevel forekom der en righoldig kristen billedkunst i 200- og 300-
tallet i både kata-komberne, på sarkofager og i de nye kirker der byggedes i den konstantinske
periode. Motiverne omfattede både bibelske temaer og Kristus fremstillinger sammen med
apostlene og forskellige symbolske figurer (Lausten 1997). Modstanderne af billeder fastholdt
det forkastelige i religiøs udsmykning, idet de henviste til 2. Mosebog kap. 20.4-5, hvor der
står, at intet på jorden eller i himlen må eftergøres: “Du må ikke lave dig noget gudebillede i
form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du
må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud.” Efter
at diskussionerne mellem tilhængere og modstandere havde stået på i århundreder, blev det på
et koncil i Nikæa i 787 endeligt vedtaget, at billeder var tilladt, og at man måtte vise billeder,
eller rettere stedfortrædere for de hellige personer, skyldig ære. Samtidig fordømtes både
ikonoklasme og ikonoduli, således at kirken ikke tillod hverken billedfjendskhed eller det
modsatte, den hedenskinspirerede (?) dyrkelse. Dermed var diskussionerne imidlertid ikke
ophørt, for gennem hele middelalderen blev emnet jævnligt taget op. Tilhængere fremførte som
argument, at kunsten havde en opdragende og pædagogisk effekt på ulærde mennesker, og at
den derfor fremmede deres religiøse forståelse og inderlighed. Modstandere hævdede som mod-
argument, at den dyrkelse med bønner og ofringer der efterhånden blev billederne til del
nærmest havde hedensk karakter, og at det mere var billedet selv end de hellige personer, der
blev bedt til (Frederiksen 1987).
Med reformationsprocessen blev debatten igen aktuel. For Luther og de evangeliske
reformatorer var hele tanken bag forbøn og aflad antikristent. Synden der blev indledt med
udvisningen af Paradis nedarves gennem generationerne, og kan kun sones gennem troen.
Mennesket er født syndere, og det er kun ved at føre et kristent liv, og ved at tro på at Kristus
med sin død sonede på menneskehedens vegne, at man kan opnå den himmelske løn, når man
forlader det jordiske liv. I øvrigt er der kun to steder, man kan komme hen efter døden: Himmel
og Helvede. Skærsilden var et katolsk “kunstgreb”, hævdede de evangeliske teologer, kun
indført af den katolske kirke for at skræmme de uvidende og for at udnytte dem økonomisk.
Hverken med bønner til billeder af hellige personer eller aflad og gode gerninger kan man købe
sig til syndsforladelse, kun ved oprigtig anger og tro. “Han (Luther) forlangte, at kirken
udelukkende skulle holde sig til evangeliets forkyndelse og opgive enhver økonomisk og
7

Ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier
politisk magt. Han tilbageviste den katolske opfattelse af troens væsen, de gode gerningers
betydning, aflad, skærsild, sakramenter, munkevæsen, valfartsrejser og meget andet.”
(Lausten 2002;19). Luthers holdning til billeder som udsmykning i kirkerne var dog meget
moderat. Han var af den opfattelse, at man ved oplysning og stadige prædikener af den rette
evangeliske lære kunne og burde afmytologisere de mange helgenbilleder, og at mange af
motiverne i øvrigt havde en pædagogisk betydning som vidnesbyrd om det skete. Folk skulle
ganske enkelt belæres om det forkerte i at forlade sig på billedernes evne til at hjælpe og som
legemliggørelse af det hellige. Når det var gennemført, kunne billederne blive i kirken, og de
måtte kun fjernes med den verdslige øvrigheds godkendelse. Dette synspunkt delte han dog ikke
med alle reformatorer. Mens Luther var fraværende fra Wittenberg havde en af hans tilhængere,
Andreas Bodenstein von Karlstadt, overtaget posten som fortaler for reformationen, og han
krævede meget mere radikale ændringer. Hans forhold til billeder og religiøs kunst var også
langt mere kategorisk: der måtte ganske enkelt ikke forekomme afbildninger i den reformerte
kirke. Samme synspunkt havde andre reformatorer udenfor Tysklands grænser; i Holland og
Schweiz førte Zwinglis og Calvins agitationer til billedstorme i 1520’erne, som også i Tyskland
– fx i Zürich, Bern, Strassburg og Skt. Gallen Basel, hvor mange kirker blev fuldstændig rippet
for religiøs kunst (Frederiksen 1987).
Hvorledes stod Danmark i forhold til den katolske og den reformerte kirke ?. Der er ingen
grund til at tro, at praksis i den katolske hverdag i Danmark var anderledes, selv om landet af
visse blev betragtet som perifert. Ud fra de antikatolske skrifter der blev udsendt af de
reformerte prælater, kan man forstå, at der foregik både valfart til hellige steder og afbildninger,
aflad og helgenpåkaldelse, knæfald og rosenkransbønner og at det var en praksis, der var svær
at udrydde. Ganske vist er disse skrifter netop skrevet som agitation og dermed måske
overdrevne i deres fremlæggelse af praksis, men det er muligt at fastslå, at det har været
almindeligt. Det er således også dokumenteret i danske bønnebøger og pavelige buller
(Frederiksen 1987; Lillie 1992), at bønner til bestemte motiver som Jomfru Maria i solgissel,
Jesus som smertensmand eller Gregors-messen gav aflad. Bad man et bestemt antal bønner gav
det et bestemt antal års aflad, og man kunne yderligere reducere sin tid i Skærsilden ved at
kombinere bønner til de forskellige motiver. Bønnerne, der skulle læses ved afbildningerne, var
også angivet, det kunne fx være en julebøn eller rimet bøn til Jomfru Maria (Bolvig 2002;332f).
Løfterne om aflad var bekræftet af paven, og det fremgår af de skriftlige kilder, at der endda var
“inflation” i afladet. Da Christian I i 1474 besøgte pave Sixtus IV spurgte han, om det nu også
var sikkert, at man fik aflad ved bønner til et bestemt billede. Paven svarede bekræftende og
fordoblede dernæst den nævnte aflad (Lillie 1992;40). Da Beate Brahe, enke efter rigsråd Stig
Olufsen, samme år rejste til Mantua og Rom, opnåede hun hos paven, at alle der besøgte hendes
8

Ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier
kirker i Bollerup og Brunnby fik aflad (Bolvig 1994;112). To år efter rejsen til Rom lod Beate
Brahe Bollerup Kirke tække, udstyrede tårnet med klokker og fik den malet (udsmykket)
indvendig. Motiverne er bla. Anna selvtredje, Skt. Kristoffer og en dommedags-scene. Også
Brunnby Kirke lod hun udsmykke med kalkmalerier, og her ses to (i øvrigt helt ens) motiver af
Jomfru Maria med barnet, Jesus som smertensmand og Veronicas svededug. Mange af disse
afladsbilleder er malet direkte på murene som kalkmalerier og har fungeret som tavler til et
egentligt alter nedenunder. Fx ses i Århus Domkirke alle tre ovennævnte motiver gengivet, dels
på to af pillerne, dels i en sidefløj, malet omkring 1500. De middelalderlige, katolske kirker har
haft mange af disse sidealtre – i større bykirker kunne der være op til et halvt hundrede og i
mindre sognekirker 2-4 stykker (Frederiksen 1987) - og det var sandsynligvis billigere at male
motivet direkte på den kalkede væg end at få udført en skåret eller malet altertavle, og
virkningen var vel den samme !.
Holdningerne til billeder hos de danske reformerte prælater og teologer havde stort set den
samme fordeling som i reformationslandet Tyskland. Fra karmelitterklostret i København kom
nogle af de mest radikale reformatorer i billedspørgsmålet. Peder Laurentsen og Frans
Vormordsen var begge konverterede karmelittermunke, og de slog sig ned i Malmø, som i
1520’erne var en af reformsagens højborge. Herfra deltog de ivrigt i debatten om blandt andet
afbildninger i kirken, og med vekslende intensitet agiterede de for, at religiøse billeder var i
strid med biblen og burde fjernes helt. Selv om der af til blev ført stærke argumenter for sagen,
ser det dog ikke ud til, at de havde samme virkning som i Tyskland, Schweiz og Holland. Der er
kun ganske få rapporter om billedstorme i de danske kirker – mest kendt er billedstormen i Vor
Frue Kirke 3. juledag 1530, fordi den er skildret af Poul Helgesen i Skibbykrøniken. En flok
rasende borgere trængte ind i kirken hvor de “… omstyrtede alle Helgenbillederne, spyttede
på dem, slog dem med næveslag og spottede dem …. medens de søndersloge dem med deres
Økser, og derpaa trængte de ind i Koret, hvor de fuldstændig ødelagde Kannikestolene og
alt Panelværket.” (Skibbykrøniken; Hørby 1972;122). Kun Hans Tausens tilsyne-komst i
kirken bevirkede, at hoben ikke gik løs på højalteret, men dette ødelæggende raseri hørte
absolut til undtagelserne, og blev måske udløst af hele den farverige katolske liturgi, der var
tilknyttet juledagene, som det foreslås af Frederiksen (1987;117).
Andre reformatorer med Peder Palladius som den mest flittige agitator og skribent sluttede
sig til den moderate fløj, som med Luther mente, at det vigtigste var at gøre billederne passive
og udrydde den misforståede tilbedelse. Ved at prædike flittigt skulle præsterne give
menigheden den rette forståelse for billeder som illustrationer, og når den var opnået, kunne
billederne forblive i kirken. Undtaget var de billeder, der var genstand for tilbedelse og valfart,
som skulle fjernes og endda brændes. Peder Palladius gjorde ret sent sin entré i
9

Ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier
reformationsdebatten, idet han havde studeret i Wittenberg, og først kom hjem til indvielsen af
de nye evangeliske bisper i 1537, hvor han selv blev udnævnt til Sjællands stift. Til gengæld tog
han så desto mere del i debatten og reformarbejdet (Lausten 2002), og hans holdning synes i høj
grad at have præget de retningslinier, der blev udstukket for den evangeliske kirke og dens
præster. Det er til gengæld interessant, at Peder Palladius’ broder Niels, som også havde en
teologisk uddannelse, i dette spørgsmål indtog den modsatte holdning. Han mente ikke at
billeder under nogen form kunne tolereres i kirkerne, og refererede til dem som
“afgudsbilleder”. Den officielle holdning til kirkernes udsmykning sluttede sig til den moderate
fløj. I den kirkeordinans der blev vedtaget i 1537, som skulle fungere som retningslinier for de
nyindviede bisper, anførtes som et af punkterne, at billeder der dyrkes og valfartes til skal
fjernes (Frederiksen 1987;111). Hvorledes man skulle forholde sig til kirkens øvrige
udsmykning lod man tilsyneladende bisperne – og i næste instans præsterne i de enkelte sogne –
om at afgøre.
Det aktuelle spørgsmål for denne opgave er, hvilke konsekvenser den kirkelige reform
havde for kalkmalerierne i de danske kirker. Hvilken holdning kom til at præge årene efter
1536? Det er allerede fastslået, at man ikke med den nye kirkeordning ophørte med at
udsmykke kirkerne, men det ville være naturligt, om den evangeliske tankegang havde stor
indflydelse på motivvalget og derfor kan ses i ikonografien. I det følgende afsnit vil jeg med
udvalgte eksempler forsøge at påvise, om det var tilfældet.
10

ikonografi og motiver
Ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier
De mest generelle forskelle i ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier er i
virkeligheden motivvalget. Hvor det i sengotikken ofte var i Det nye Testamente og i
helgenlegenderne motiverne blev hentet, var det efter 1536 i højere grad end tidligere Det gamle
Testamente der leverede historierne. Bortset fra skabelsesberetningen som er afbilledet i enkelte
kirker (fx Sæby Kirke og Hjembæk Kirke), var det i sengotikken kun spredte motiver fra Det
gamle Testamente der brugtes, og da som regel som parallelbilleder til nytestamentlige scener.
Fx er Isaks ofring en parallel til Jesu korsfæstelse, og historien om Jonas i hvalfiskens bug
henviser til gravlæggelsen og opstandelsen (Lillie 1992;22). Denne præfigurative brug af
gammeltestamentlige billeder fortsatte efter reformationen, men som noget nyt er det af og til
kun de gammeltesta-mentlige motiver, der er gengivet – det parallelle nytestamentlige er
underforstået. Dette ses fx i Gudum Kirke i Himmerland (1552) hvor Moses og kobberslangen
og Isaks ofring skal vise hen på Korsfæstelsen, men hvor denne skulle være afbilledet, ses to
adelige våbenskjolde. Der ud over blev en række nye motiver fra Det gamle Testamente
introduceret efter reformationen. Her kan blandt andet nævnes Josefs og Salomons historier i
Sejerø Kirke fra 1558, fortællingerne om Samson i Hassing Kirke fra ca. 1550 og brylluppet i
Kana gengivet i tre kirker, hvor der er tale om en genoptagelse af et motiv fra romanske
kalkmalerier. Disse gammeltestamentlige motivvalg skyldes muligvis et ønske om at vende
tilbage til det oldkirkelige, hvor kirken efter den evangeliske opfattelse stadig var “ubesmittet”
af den senere katolske vranglære. Dette synspunkt fremsættes af Frederiksen (1979;19) i
forbindelse med den efterreformatoriske afbildningen af helgener, men kan i virkeligheden
gælde for motivvalget i almindelighed. Det skal dog retfærdigvis nævnes, at ifølge Lillie
(1992;23f) er anvendelsen af gammeltestamentlige motiver ikke specielt knyttet til reforma-
tionen eller luthersk tankegang, men er en påvirkning af en lignende udvikling i Europa. Denne
udvikling ses stærkest i slutningen af 1400-tallet, og kan eksempelvis iagttages i Det sixtinske
Kapel med flere motiver fra Moses’ liv og andre gammeltestamentlige historier. I Danmark kan
udsmyk-ningen i Estruplund Kirke (bilag 1) med motiver fra både Det gamle og nye Testamente
malet omkr. 1525 ses som en overgangstype.
Selv om Det gamle Testamente er stærkere repræsenteret i kalkmalerierne efter 1536
hentes de fleste efterreformatoriske motiver i Det ny Testamente, som det også er tilfældet i
sengotikken. Det er den gruppe af motiver, hvor overgangen til reformationen er mindst
mærkbar (Lillie 1992;26), men der er dog visse ikonografiske detaljer, der er værd at bemærke.
Fx er de hellige personer med ganske få undtagelser fremstillet uden glorie, bortset fra Jesus der
altid har glorie eller strålekrans om hovedet. En anden detalje, som kan synes svær at forklare,
er flere frem-stillinger af Jesu fødsel, hvor barnet ligger på jorden omgivet af en strålekrans.
11

Ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier
Dette er i overensstemmelse med Den hellige Birgittas åbenbaringer (op. cit.), og synes på
denne måde at være stærkere knyttet til den middelalderlige helgentradition, end til
efterreformatoriske Kristus-fremstillinger.
paven og den katolske kirke
Det hører absolut til sjældenhederne, at reformationens ændrede religiøse opfattelse direkte
kommenteres, og jeg er kun stødt på én kirke, hvor modsætningen mellem den evangeliske og
den katolske religionslære ligefrem har karakter af et manifest. I Brøns Kirke som ligger syd for
Ribe er væggene dekorerede med en række usædvanlige kalkmalerier med et angreb på paven
og hele det gejstlige kleresi (bilag 2). Udsmykningen må være udført kort efter 1531, med andre
ord midt i den mest polemiske periode af reformationen. I en billedfrise på nordvæggen ses
paven omgivet af kardinaler, bisper, prælater og munke bagved et stort dokument, der er tæt
behængt med tunge segl. Dokumentet holdes af to personer med narrehætter og den ene holder
et par briller op mod paven og de gejstlige. Nedenunder står to grupper af mennesker, tydeligvis
involveret i en disput. Gruppen til højre ledes af en verdsligt klædt mand, men repræsenterer
ellers den laveste del af samfundet, hvilket fremgår af deres simple og fattige klæder. Gruppen
til venstre repræsenterer uden tvivl den bedre stillede og rige del af samfundet, idet de er iført
smukke klæder. Gruppen ledes af en munk, hvormed den katolske kirke er repræsenteret. Det
interessante i denne realistiske fremstilling er, at det centralt placerede dokument er ubeskrevet,
tomt. Fortolkningen af doku-mentet er sandsynligvis, at de pavelige forordninger er tomme,
hule og værdiløse (Bolvig 1999). I denne forbindelse er det vigtigt at huske, at det var de
forhadte afladsbreve, der i første omgang ledte til brud med den katolske kirke. I den
evangeliske kirke kunne man ikke købe sig til frelse, og et dokument med det pavelige segl var
ikke en direkte adgang til Himmelborgen. Brillerne der holdes op mod paven er vel også
utvetydige: narren, der i modsætning til andre, siger sandheden, holder et instrument, der
repræsenterer indsigt og erkendelse op mod de “forblindede” gejstlige. Motivet har endnu et
aspekt i de to disputerende grupper under dokumentet. Selve diskussionen vedrører
sandsynligvis religiøse emner eller udlægninger af biblen, men kan også have forbindelse med
de dokumenter som flere af personerne i de to grupper står med. Dokumenterne har skrifttegn
og segl, men deres indhold kan i dag ikke tolkes. Bolvig gætter på (1999;54), at det er
privilegier udstedt af pavekirken, men det giver kun mening, hvis det var den velstillede gruppe
der holdt dem. Ikke desto mindre er der et socialkritisk aspekt i modstillingen af de to grupper,
og at de fattige og laveststillede i den højre gruppe så åbenlyst tager del i diskussionen. Skal
motivet (også) tolkes således, er det interessant, fordi det sociale oprør, som fulgte med den
12

Ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier
kirkelige reformation, blev kritiseret så inderligt af Luther selv (fx i skriftet “Kan soldater også
have Guds nåde?” fra 1526). I den næste del af billedfrisen skildres en scene hvor paven nægtes
adgang i Himmerige. Her står Jesus foran Himmelborgen – som ganske vist ligner et meget
verdsligt adelsslot - og afviser paven og hans følge af kardinaler, bisper og munke og en
landsknægt, som kommer ridende fra venstre. Under Jesu udstrakte højre hånd står en indskrift
med det direkte budskab: “Men ve Eder, I skriftkloge og farisæere, I hyklere!. Thi I tillukke
Himmeriges rige for menneskene; thi I går ikke derind og dem, som ville gå ind, tillader I
det ikke.” (Bolvig 2002;100). I baggrunden forsøger kirkelige personer og munke at bestorme
Himmelborgen med stiger, men uden held. Forlægget til billedfrisen er sandsynligvis
træsnittene i Christiern Pedersens danske bearbejdelse af Luthers Betbüchlein fra 1531 (Lillie
1992;63), men det kunne være interessant at vide, hvem der har bestilt disse kalk-malerier.
Muligvis har bestilleren hentet inspiration i et andet værk af Luther, udkommet i Wittenberg i
1521 med titlen “Passional Christi und Antichristi” (bilag 4). Bogen er på 28 sider og på de 27
er illustrationer, der viser modsætningen mellem Jesu liv ifølge evangelierne og pavens liv
ifølge Luther. Her spores samme fordømmende holdning til paven og den store stab af gejstlige
og verdslige han omgav sig med. I den sidste illustration styrtes paven af en mængde
fantasifuldt udformede djævle direkte i Helvede, hvor mindst én munk allerede venter. Paven
får med andre ord ikke plads i Himmerige. Værkstedet der her er sat til at udføre udsmykningen
i Brøns Kirke, har næppe fået frie hænder, som man ellers mener, kan have været tilfældet
(Bolvig 1999;32). Tværtimod må der have været meget detaljerede forlæg til både motiver og
den latinske tekst.
helgenmotiver
I Skive Gamle Kirke ses en anden form for manifest (bilag 3). Kirkens hvælvinger blev
dekorerede i 1522, dvs. på et tidspunkt hvor reformationsprocessen havde bredt sig til det
sydlige Danmark. Hele dekorationen er malet på samme tidspunkt og udgør et sjældent
eksempel på et samlet hele – hvilket i øvrigt reddede kirken og kalkmalerierne fra nedrivning i
1887. På de fem hvælv er malet ikke mindre end 72 hellige figurer, som alle sidder i store
blomsterkalke. Når man fraregner Gud, Kristus, Jomfru Maria, Maria Magdalene og de 12
apostle, er der 55 helgener (og én helgeninde !) repræsenteret i de frodige og indbyrdes
forbundne blomsterranker. Hele den pergolalignende dekoration med hellige personer siddende
i blomster leder tanken hen på en sammensmeltning af Paradisets Have og den sejrende kirke
(Kjær 2000), formodentlig ikke utilsigtet. Udsmykningen har Gud og Kristus og dernæst de to
Maria’er samt apostlene som udgangspunkt i korets østkappe. Gud er blevet udstyret med en
13

Ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier
pavekrone og holder jorden i form af et rigsæble med et kors, mens Kristus på hans højre side er
fremstillet med kongekrone i stedet for den normale glorie. Derfra udgår hele skaren af hellige
personer. Næsten alle tænkelige helgener og martyrer er kommet med, fra autoritære kirkefædre
som Augustin, Hieronimus og Bernhard af Clairvaux til mere sjældent afbillede helgener som
Zebedæus, Rochus og Skt. Acacius og de 10.000 martyrer – heldigvis kun repræsenteret ved
enkelte der spiddes på et tornekrat under ham. En sådan hellig mangfoldighed på dette tidspunkt
og med Gud og Kristus fremstillede som henholdsvis gejstligt og verdsligt over-hoved,
forekommer som et næsten desperat forsøg på at hævde den katolske kirkes hierarki og fastslå
dens traditioner – et religiøst manifest af den romerske kirkes overherredømme.
Den katolske helgentradition, hvor hellige personer mentes at kunne gå i forbøn for
menneskene burde forsvinde med indførelsen af den evangeliske trosopfattelse. Igennem hele
middelalderen var visse helgener og helgeninder mere populære end andre, men ser man på
registranten af helgenforekomster i danske kalkmalerier (Bolvig 2002), er det et imponerende
opbud af martyrer, hellige personer og kirkefædre der gengives. Mange af dem havde i kraft af
deres liv og martyrium forskellige funktioner, og er blevet tilbedt med bestemte formål: mod
mave-onde (Skt. Erasmus), mod pest (Skt. Sebastian), mod spedalskhed (Skt. Jørgen) og for en
sikker rejse og mod pludselig død (Skt. Kristoffer). Hele denne katolske opfattelse af at hellige
personer ved bønner og offer kunne helbrede sygdomme og afværge ondt, er i strid med den
evangeliske opfattelse af synd og skyld, som kun kan sones gennem tro. I den katolske
trosopfattelse var det også muligt at opnå nåden og reducere sin tid i Skærsilden ved at udføre
gode gerninger. Eksempelvis var Skt. Martin af Tour en forholdsvis populær helgen gennem
hele middelalderen, og han er afbilledet flere steder i færd med at skære et stykke af sin kappe
til en eller flere fattige. Han er en skikkelse, der ikke optræder efter reformationen, for med sit
tydelige budskab, at det blandt andet er ved ens barmhjertige gerninger at man sikrer sig en
plads i Himmelen, ville det være et utænkeligt motiv i den evangeliske kirke. Her er det troen
alene der giver retfærdiggørelse, og ikke noget man kan købe sig til, hverken ved gode
gerninger eller penge. De gode gerninger skal komme som en naturlig følge af
næstekærligheden.
Ikke desto mindre er det interessant, at udvalgte helgener gengives i efterreformatorisk
sammenhæng, og her er Skt. Jørgen sammen med Skt. Kristoffer og Skt. Laurentius de
hyppigste. Alle tre helgener var uhyre populære gennem hele middelalderen og forekommer
hver især mere end 100 gange i de middelalderlige kalkmalerier (Bolvig 2002). Efter 1536 er
Skt. Laurentius kun afbilledet tre gange: i Auning Kirke og Estruplund Kirke på Djursland samt
Torum Kirke nord for Skive (hér sammen med Skt. Kristoffer). I Auning er han endda
fremstillet som en helt almindelig borgermand, iført fladpuldet hat og med veltrimmet skæg og
14

Ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier
uden glorie (bilag 5). Det er kun på hans sædvanlige attribut – risten – man kan genkende
figuren som Skt. Laurentius. At han optræder uden glorie siger næsten alt om den evangeliske
holdning til de utallige helgener der befolker den katolske kirkes legendetradition: de var måske
nok martyrer for deres tro, men de var og blev mennesker.
Skt. Kristoffer og Skt. Jørgen optræder flere steder efter 1536, og den ene gang i samme
kirke, hvor de må være et helt bevidst motivvalg, og på denne måde repræsenterer en bestemt
symbolik i den evangeliske trosretning. I Brøns Kirke er begge helgener afbilledet i forbindelse
med billedfrisen på nordvæggen (bilag 2), og sammen med dette “manifest” synes der ikke at
være tvivl om, hvad de to helgener symboliserer. Skt. Jørgen slår dragen ihjel lige til venstre for
scenen med det tomme dokument, og selve historien om den kristne helts sejr over uhyret
(hedenskabet) må i denne forbindelse opfattes som den evangeliske kirkes sejr over den
katolske. Yderst til venstre på samme væg ses Skt. Kristoffer og om ham fortæller legenden, at
den hedenske kæmpe arbejdede som færgemand med at bære folk over et vadested, og at han
aldrig var blevet tvunget i knæ af hverken mennesker eller tro. En dag skulle han bære
Jesusbarnet over vadestedet, og byrden forekom ham så tung, at han blev tvunget dybere og
dybere ned i vandet. Han erkendte sit legemlige og åndelige nederlag, og blev omvendt til den
kristne tro. I forbindelse med Brøns Kirke må det vist være den protestantiske kirke og dens
trosretning han bærer over, og dens sandheds byrde er så tung, at han – eller rettelig den
katolske kirke – tvinges i knæ. Forståeligt nok.
Hvor Skt. Jørgen og Skt. Kristoffer optræder andre steder, fx i kalkmalerierne fra 1550 i
Gørløse Kirke ved Hillerød med Skt. Kristoffer og i Hørve Kirke ved Svinninge fra 1564 med
Skt. Jørgen kan det være, som Frederiksen foreslår (1979;19), et ønske om at vende tilbage til
oldkirkens renhed (bilag 6). Det forklarer dog ikke hvorfor netop disse to helgener er gengivet,
men det skyldes muligvis en reminiscens af deres popularitet gennem middelalderen. Til Skt.
Kristoffer knyttede sig den overbevisning, at havde man set et billede af ham, kunne man ikke
dø den dag før man havde skriftet. Denne egenskab af udødelighed har måske hjulpet ham ind i
efterreforma-toriske kalkmalerier. Bregninge Kirke i Nordvestsjælland er en af de få kirker,
hvor det vides, at kalkmalerier fra gotikken blev overmalet i 1550’erne med motiver fra Det
gamle Testamente. En restaurering i 1903 fjernede de yngre motiver, på nær dele af en
fremstilling af Skt. Kristoffer på nordvæggen, som undgik konservatoren (bilag 7). De nu
blotlagte gotiske motiver fremstiller blandt andet Skt. Katarinas martyrium, og skønt hun
repræsenterer det katolske og de mange helgen-legender, valgte man alligevel at gengive Skt.
Kristoffer i overmalingen. Haastrup udtrykker det således: “Men samtidig med, at Bregninge
kirkes S. Katarinalegende blev overmalet med teologisk neutrale figurer af antik type – ja,
så kunne man trods Luthers lære stadig ikke undvære den vigtige kæmpehelgen, S.
15

Ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier
Kristoffer med Kristusbarnet, til beskyttelse mod brat død på den traditionelle plads på
skibets nordvæg, synlig for alle i menigheden.” (Lillie 1992;89). Valget af Skt. Laurentius er
mere usikkert, men skal muligvis ses som symbol for overvindelse af utallige forhindringer og
alligevel bestå: Laurentius blev, som skildret i en scene fra 1460-80 i Skamstrup Kirke ved
Roskilde, først forhørt og siden fængslet, pisket, pryglet, skoldet og slutteligt brændt på en rist
uden at afsværge sin tro (bilag 8). Han havde oven i købet overskud til at være vittig under
pinslerne. Da han ligger på risten over ilden siger han til sine bødler: “Jeg er mør, værsgo at
spise” (Tuse Kirke ved Holbæk). Hvis en tro - og i dette tilfælde den evangeliske tro
repræsenteret ved den glorieløse Laurentius - kan modstå så mange pinsler og komme lutret
igennem, kan den stå for alle angreb.
jomfru maria­motiver
Et ikonografisk meget interessant motiv er Jomfru Maria i solgissel, en afbildning der har
baggrund i Johannes Åbenbaringen, hvor Maria beskrives som “en kvinde med solen som
klædebon og månen under sine fødder” (Haastup 1992;106). I den sene middelalder var Jomfru
Marie en af de mest dyrkede skikkelser, så meget at hun på det nærmeste var mere populær end
Kristus (Haastrup 1991; Bolvig 2002). “Hun er datter, forlovet, mor, forbeder for
menneskene, særlig beskytter, himmel-dronning og meget andet. Og hun er en yndig kvinde,
jordnær, forførende, forbillede, sensuel, og hun er mor til Jesus” (op. cit.;332). Med disse få,
velvalgte ord beskriver Bolvig den betydning Mariaskikkelsen fik i senmiddelalderen og
renæssancen i Europa. Hun kom til at stå som symbol for det ubesmittede og rene, for opofrelse
og smerten ved at miste. Hun repræsenterer både det himmelsk uopnåelige og det jordiske liv
med alle dets farer og sorger. Utallige “Majesta” og “Sacra Conversazione” fremstillinger
gennem den sene middelalder vidner om figurens betydning i Europa, som den også fik i
Danmark. På grund af sin rolle i Jesu passionshistorie forekommer Jomfru Maria naturligt
utallige steder i kalkmalerierne, men som forbeder og hellig person i sig selv er hun også
fremstillet, og fremstår da i en solgissel. Dette motiv findes tilbage i tidliggotiske kalkmalerier
(Søborg Kirke i Nordsjælland), men optræder især i den sengotiske periode. Som beskrevet
ovenfor gav det aflad at bede ved et billede af Jomfru Maria i solgissel, og i netop denne
motivsammenhæng burde figuren ikke optræde i efterreformatoriske kalkmalerier. Ikke desto
mindre blev de mange Jomfru Maria i solgissel motiver ikke kalkede over, men fik lov at
fremstå som de var. Motivet findes endda i forskellige sammenhænge efter 1536. Sulsted Kirke
ved Nørresundby fik dekoreret alle hvælv-ingerne i skib og kor i 1548, og motiverne er således
både sammenhængende og samtidige (bilag 9). Man har meget naturligt for tidspunktet valgt
16

Ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier
evangelierne og Jesu passionshistorie samt de 12 apostle. Som noget nyt men typisk for tiden er
der skrevet en forklarende tekst på dansk under scenerne fra passionshistorien, så det nærmest
får karakter af en illustreret bog, og ved de enkelte apostle er gengivet en sætning af
trosbekendelsen – men denne gang på latin. Det er en over-levering fra oldkirken, at apostlene
skulle have bidraget til trosbekendelsen med hver sin sætning. Men, i denne meget evangeliske
sammenhæng er der i korets østkappe gengivet en meget smuk Jomfru Maria i solgissel og
stående på en halvmåne. Maria er udstyret med både krone og glorie, hun har Jesus på armen og
er yderligere omgivet af engle, der svinger med røgelseskar. Andre motiver som Anna
selvtredje (dvs. gengivelsen af Jomfru Marias moder Anna, siddende med Maria og
barnebarnet) og Veronikas svededug, som ligeledes var forbundet med aflad og rosen-
kransbønner forsvandt med reformationen, og forekommer ikke efter 1536. Visse motiver har
åbenbart været så elskede (eller betydningsfulde), at de har været svære at udrydde på trods af
deres åbenlyse katolske tilknytning. Det er fristende at konkludere, at motivet med Jomfru
Maria kan have haft en sekundær betydning for befolkningen, som vi ikke kan udrede. Der er i
øvrigt to ikonografiske detaljer ved apostlene, der er værd at bemærke. De er alle forsynet med
glorie, og Jakob har foruden sin sædvanlige attribut, vandringsstaven, også en ibskal foran på
den opkrammede hatteskygge. Ibskallen er egentlig forbundet med bod og pilgrimsfærd, og som
sådan udelukket i den evangeliske trosopfattelse, men både glorierne og ibskallen kan være
videreført som en form for vedtagne apostelattributter fra den katolske fremstillingstradition.
andre motiver
I Århus Domkirke findes et tredelt motivfelt som nederst gengiver Skærsilden med forskellige
pinsler, i midterfeltet ses Gregorsmessen, der overværes af dels gejstlige dels verdslige
personer, og øverst Treenigheden omgivet af musicerende engle (bilag 10). Skærsilden er et
sjældent motiv i danske kalkmalerier, hvilket kan undre når dens betydning i forbindelse med
aflad var så afgørende (Bolvig 2002). Der da heller ingen gengivelser af Skærsilden i
efterreformatorisk sammenhæng. I virkeligheden er den tredelte scene en sammenfatning af den
grundlæggende indstilling til troen i den katolske kirke i sengotikken: nederst synd og derpå
følgende pinsler i Skærsilden, aflad derover og den himmelske løn øverst (Foss 1982). Den
midterste scene er også meget “katolsk”, idet den henviser til et mirakel, der fandt sted under en
messe afholdt af pave Gregor. For at overbevise en tvivlende om sakramentets gyldighed, bad
Gregor til Kristus om bevis. Under den følgende messe så han Kristus stige ned på alteret fra
korset, og hans blod løbe ned i nadverkalken på alteret og at hans legeme var brødet. Gregor
bad da om nåde og aflad for alle, der overværede messen, og for dem der siden bad til et billede,
17

Ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier
der forestillede underet. Denne scene ville også være utænkelig efter 1536 – blandt andet fordi
den beskæftiger sig med et af de store stridsemner i debatten mellem de evangeliske og de
katolske teologer: nadveren. Ifølge den katolske opfattelse var vinen og brødet det hellige og
rene offer for menneskets synder som præsten bragte på menighedens vegne under nadveren. De
danske teologer var absolutte modstandere af tanken om nadveren som et messeoffer, og
opfattede den som en ihukommelse af Kristi lidelse og død – med andre ord en mindelse om det
éngangsoffer som Kristus gav menneskeheden på Golgata (Lausten 2002). Motivet med
Gregorsmessen blev først introduceret i Danmark i 1479, og det var netop i Århus Domkirke, på
altertavlens predella udført af Bent Notke. Det er i denne forbindelse interessant, at
Gregorsmessen forekommer endnu to steder i Århus Domkirke, i den nævnte tredelte scene og
som pillealtertavle i en sidefløj. Her kunne man som nævnt bede og opnå aflad (nærmere
betegnet 20.024 år og 23 dage; Haastrup 1992;40). Sammen med andre altertavler som var nøje
forbundet med aflad og utallige andre motiver, må Århus Domkirke have fremstået meget
katolsk i sit budskab, men ikke desto mindre fandt en overkalkning tilsyneladende ikke sted før
omkr. 1646. Til gengæld er ingen motiver malet efter 1525.
Slutteligt skal nævnes en motivdetalje, som måske ikke er så iøjefaldende, men som ikke
burde være at finde efter 1536, hvis det havde stået til visse af de danske prælater. Skabelses-
beretningen er et af de motiver, der overlevede reformationen uden mange ændringer. Motivet
er gengivet op gennem middelalderen, af og til som lange fortællinger med 10-15 scener som fx
i Fanefjord Kirke på Møn (bilag 11), mens de efter reformationen indskrænkes til færre scener,
der gengiver det centrale i beretningen. Motivet har jo også sin gyldighed som begyndelsen på
hele menneskets historie, men det der kunne være en anstødssten for meget billedfjendske
prælater var, at Gud gengives. Der sås en vis tendens både i reformationsdebatten og som nævnt
i motivvalget i kalkmalerierne, til at vende tilbage til oldkirken, og dermed blev problemet om
afbildninger af Gud igen aktuelt. Som anført ovenfor var der også iblandt de danske prælater
tilhængere af den radikale billedfjendske fløj, som mente, at det at afbillede Gud på det
nærmeste var blasfemisk. Niels Palladius som først var præst ved Vor Frue Kirke i København,
siden biskop i Lund (1552-1560), var som nævnt indædt modstander af religiøse billeder. I sine
skrifter vendte han sig mod alle afbildninger, men navnlig mod afbildninger af Gud. I et skrift
udgivet så sent som 1557 udtaler han sig om den rette udsmykning af en kristen kirke, og det er
ordets forkyndelse og det sande sakramente, ikke billeder og “træblokke med malede øjne”
(Frederiksen 1987;113). Især fandt han det både naragtigt, skændigt og grufuldt at fremstille
Gud som en gammel mand med skæg, og mente, at Moselovens gamle bud måtte gælde for ikke
alene jøderne men for kristne også. Man kan ligefrem høre ham sprutte af indignation, og
billeder af skabelsen som fx i Sønderholm Kirke ved Nibe, hvis kor er udsmykket i 1556 (bilag
18

Ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier
12), med Gud som en værdig, gammel herre med hvidt skæg, er måske årsagen til, at den
radikale reformator fór i blækhuset. Heldigvis sad han i Lund på det tidspunkt, og havde altså
ikke indflydelse på jyske kirkers udsmykning, og en skabelsesberetning uden Gud … ja, den er
vel absurd.
19

diskussion
Ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier
For en moderne beskuer er det en svær opgave at udrede alle ikonografiske budskaber i de
sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier. Først og fremmest betragter vi ikke
kalkmalerierne ud fra samme forudsætninger som datidens befolkning. Billederne på væggene
og hvælvene i kirkerne var meget mere end kunst i middelalderen. Når vi i dag ser på
kalkmaleriernes motiver og de bibelske historier de fortæller, så repræsenterer de for de
færreste virkeligheden, men netop fortællinger om mere eller mindre imaginære personer.
Bibelens tekst er ikke længere en indisku-tabel sandhed. Dette skisma var ikke aktuelt for
befolkningen i middelalderen, og i tiden derefter for den sags skyld, for hvem den bibelske
beretning var selve grundlaget for deres opfattelse af virkeligheden og tilværelsen. Det har
derfor ikke været et spørgsmål om at tro på Guds eksistens, skabelsesberetningen og Jesu
passionshistorie eller ej, for anden mulighed gaves ikke. Fortæl-lingerne og de bibelske
personer, der gengives i kalkmalerierne, har været en integreret del af tilværelsen for
befolkningen, og de hellige personers eksistens i både det jordiske og det himmelske liv var
virkelig. Når man håbede på, at en helgen eller helgeninde ved bønner eller ofringer ville gå i
forbøn for en, eller måske helbrede en sygdom, har det været helt bogstavelig ment. At
helgenerne efterhånden udviklede en mytisk karakter, er naturligt for den fortælletradition, der
må have været knyttet til billederne for den store del af befolkningen, der ikke kunne læse.
Selvom den evangeliske lære søgte at fordrive troen på, at hellige personer er til stede
gennem deres billede, så må det have været svært at fordrive selve ideen fra den daglige
bevidsthed, som var opbygget gennem 500 års katolsk kirketradition. Bevidsthed og tradition er
vanskelig at ændre, især fordi den synlige handling – at bede rosenkransbønner, betale en messe
eller give et madoffer – har været nemmere at forstå, end det, der prædikedes efter 1536: at det
fromme, kristne liv i overens-stemmelse med evangelierne bærer lønnen i sig selv. Når man kan
bede til Skt. Kristoffer om en tryg rejse, eller kaste et blik på hans billede og dermed sikre sig
mod en brat død, er det en forståelig handling, og hvis man overlever rejsen og dagen, er
virkningen umiddelbar synlig. Det må være en af forklaringerne på, at katolsk ladede motiver
som Skt. Kristoffer, Skt. Jørgen og Jomfru Maria i solgissel kan dukke op i efterreformatorisk
sammenhæng. Deres tillagte egenskaber var rodfæstede, og deres liv og martyrium analoge med
tilværelsens mange gode og dårlige tildragelser. Jomfru Maria har desuden også været en
umiddelbar genkendelig figur, fordi hun repræsenterer både det jordiske liv og det himmelske.
Det må have været naturligt at påkalde en skikkelse, hvis liv på mange måder var parallelt med
befolkningens egen: hun fik børn og følte glæden ved dem og sorgen ved at miste dem. Den
betydning forsvandt ikke uden videre i løbet af et par år.
20

Ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier
Der er endvidere andre faktorer der bør overvejes, når man diskuterer befolkningens
forhold til kirkernes udsmykning omkring reformationen. Der er for det første den oldkirkelige
tradition for at udsmykke Guds hus til hans velbehag. At ære Gud og hans skaberværk gennem
billeder og anden udsmykning, er som nævnt lige så oprindeligt som kristendommen selv.
Befolkningen omkring 1536 har i deres kirker kunnet kigge på kalkmalerier fra fire
århundreder, og har tilsyneladende respekteret dem. Selv om en del romanske og tidlig gotiske
malerier er blevet delvist ødelagte eller dækkede, da man overhvælvede kirkerne senere i
gotikken, er det sandsynligt, at man har anerkendt motiverne som det, de var: smuk udsmykning
af Guds hus og genkendelige figurer. Man kan forestille sig, at billederne på væggene har været
omfattet med både veneration og respekt, men dog ikke mere, end at det var tilladt at ændre på
dem, eller male dem over med motiver, der passede til tiden. Det ses blandt andet i Sulsted
Kirke, hvor stifterens søn et halvt århundrede senere har fået motiverne malet op, så
klædedragten passede til den gængse mode. Det bør dog anføres, at det faktum, at der i mange
kirker er kalkmalerier fra flere perioder, ikke nødvendigvis er et bevis for, at man i gotikken har
ladet ældre motiver stå, men fordi det i slutningen af 1800-tallet var en udbredt praksis for
konservatorerne, at bringe kirken tilbage til sit “oprindelige” udseende, hvorfor de fjernede
yngre overmalinger. På den anden side har mange af figurerne været genken-delige og aktuelle
for samtidens befolkning, og historierne haft gyldighed. Det moralske og opbyggelige i
motiverne har gået på tværs af tid og rum.
For det andet er der det personlige motiv til at udsmykke en kirke. Som eksemplet med
enken Beate Brahe viser, kan det være et ønske om at opnå aflad, både for sig selv og sit sogn,
men formodentlig også for at blive husket af eftertiden. Når en giver af en udsmykning fik
skrevet sit navn og eventuelt “til evig ihukommelse”, er der ikke tvivl om, at motivet bag ikke
var udelukkende altruistisk. Der kan også være en religiøspolitisk bevæggrund som ved
motivfrisen i Brøns Kirke, hvis placering i det område af Danmark, der først sluttede sig til
reformationsprocessen (Bencard 1980), gør den meget polemisk. Det helt unikke motivvalg og
fremstillingsformen der leder tanken hen på grafiske stik, giver det indtryk, at debatten som
ellers blev ført i illustrerede skrifter og satiriske småtryk, er rykket ind i selve kirken, også her
til “evig ihukommelse”. Hvad enten man ser motiverne som et indlæg til fordel for den
evangeliske eller den katolske lære (som det også er foreslået), må bestilleren have stået meget
stærkt i reformationspolemikken, og have haft en position i samfundet, der var vanskelig at
rokke.
Det er med andre ord et helt kompleks af religiøse, praktiske, følelsesmæssige og
samfunds-relaterede faktorer, der har været forbundet med kirkernes udsmykning, og som har
involveret forskellige samfundslag. Det er derfor interessant at se på, hvorledes autoriteterne i
21

Ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier
den evangeliske kirke forholdt sig til kravene i kirkeordinansen fra 1537 og 1539, og hvordan
de nye regler blev ført ud i praksis. I september 1537 blev nye evangeliske bisper udnævnt i Vor
Frue Kirke til de syv stifter i Danmark (otte med Skåne). Til gengæld blev der så vidt vides,
ikke indsat nye præster i sognekirkerne – man har ganske enkelt pålagt de siddende at
konvertere, og at føre kirken og menigheden ind i den evangeliske lære (Lausten 2002). I
kirkeordinansen blev det bestemt, at bisperne skulle foretage regelmæssige visitatser af deres
sogne. Visitatser var også blevet afholdt før 1536, men mere uregelmæssigt, og ikke som nu,
hvor det var skrevet ind i ordinansen. På disse rejser skulle bisperne inspicere sognene, sørge
for kirkernes rette indretning, og at præsterne levede op til den evangeliske kirkes liturgi. De
skulle endvidere føre tilsyn med kirkens og præstens økonomiske forhold, forkyndelsen og
menighedens religiøse standpunkt. Der kendes flere indberetninger fra disse visitationer, men
den bedste kilde stammer fra Peder Palladius’ rejser. Palladius foretog hurtigt efter sin
udnævnelse til biskop over Sjællands stift en visitats af sognene og kirkerne i sit stift. I årene
1538-1543 besøgte han således samtlige 390 sogne i stiftet (Lausten 2002), hvilket i gennemsnit
er 65 sogne om året. En imponerende bedrift for en mand, der samtidig var en flittig skribent,
og skulle sørge for alle de andre pligter, der var knyttet til hans embede. På disse
visitationsrejser inspicerede han kirkerne, hørte præsterne og degnene og sørgede for, at
fattigforsorgen og undervisning fandt sted som anført i kirkeordinansen. I 1544 skrev han alle
sine betragtninger ned - uden tvivl som en slags rettesnor for sine kolleger. Bogen blev dog
aldrig trykt, og manuskriptet blev først fundet i 1866. Her giver han anvisninger på alt, hvad der
måtte være et problem, og hvor han uden tvivl selv har måttet tilrettevise og vejlede, og
manuskriptet giver et fremragende indblik i de kirkelige forhold efter reformationen.
En af de opgaver, der blev pålagt sognenes præster, var at fjerne de mange sidealtre i
kirkerne. Også billeder eller skulpturer, der var genstand for valfart og tilbedelse, skulle fjernes.
Det har uden tvivl været en svær opgave at leve op til for mange af præsterne, som stadig må
have været præget af katolsk tankegang. Samtidig var mange af de helgener der afbilledes, og
den styrke de tillagdes utrolig populære i befolkningen. Når et yndet billede blev overmalet
eller en altertavle fjernet, var det præsterne og kirkeværgerne der mærkede befolkningens
utilfredshed, ikke bisperne. Peder Palladius synes at have haft forståelse for den betydning,
altertavlerne og de mange billeder i kirkerne havde for en menighed. I sin visitatsbog anbefaler
han at fare med lempe, undtagen når det drejer sig om billeder der valfartedes til: “Derfor
kunne kirkeværgerne forekomme dem, og vende det slemme og klack til andens kirkes behov,
tavlerne eller billederne kunde de slå [op] på væggen, at de kunne være gode enfoldiges
spejl som de kunne se dem udi når de vide hvem samme billeder ere gjorde eller malede
efter, uden her findes nogen billeder som man haver gjort søgning til, og hængt voksbørn og
22

Ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier
krykker for, de skulle borttages og brændes op.” (Efter Hørby 1972:138, stavning
moderniseret). Denne praksis var formodentlig gældende de fleste steder, hvilket er grunden til,
at så mange kalkmalerier overlevede. Som nævnt var mange altertavler malet direkte på
væggene eller pillerne, og man har i så tilfælde stillet sig tilfreds med at fjerne selve alteret.
Dette ses bla. i Århus Domkirke, hvor et kalkmaleri har indgået i en nøje sammenhæng med en
altertavle eller -skab. På en af pillerne ses et motiv af Jesus som dommer siddende på
himmelbuen og flankeret af Jomfru Maria og Johannes Døberen (Haastrup 1992;26). Den
nederste kant af hovedmotivet er ikke afsluttet, fordi maleriet har funge-ret som topstykke til en
altertavle (fig. 2). To afbildninger under det har fungeret som altertavlens sidefløje. Selve tavlen
blev fjernet, men man har altså ikke fundet det nødvendigt at fjerne malerierne, selvom de må
have været nøje forbundet med bønner om tilgivelse og hele aflads-tanken.
Fig. 2.
Alterbilledet i Århus Domkirke, som har
været kombineret med en tavle eller
skulptur af træ. De to personer under
hovedmotivet er Karl den Store og Skt.
Agnes.
Efter Haastrup 1992:26.
At så mange kalkmalerier har overlevet til i dag må skyldes, at der generelt var en stærk
modvilje mod at få dem overmalet eller fjernet, og at bisperne ikke håndhævede kravet særlig
kategorisk. Naturligvis har der været forskel også på bispernes holdning - fx. udnævntes den
temmelig billedfjendske Frans Vormordsen til Lunds stift, og efter ham kom den lige så
radikale Niels Palladius til. Det er måske betegnende for deres fordømmende holdning til
billederne (og befolkningen?), at der i både 1557 og 1561 klages over, at befolkningen i Skåne
stadig tilbad de gamle katolske billeder, ærede dem med vokslys og knæbøjninger eller gav dem
klædninger og offergaver. Andre katolske ritualer var tilsyneladende heller ikke helt udryddet,
idet mange stadig gik rundt med rosenkranse, og valfartede til de gamle hellige steder (Lausten
2002;147). I det øvrige Danmark synes processen at være foregået mere gnidningsløs. Enkelte
23

Ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier
glimt af konflikter får man dog fra skriftlige indberetninger og visitatser. I Roskilde er det i
1574 stadig nødvendigt at forlange, at alle billeder og altre på nær højaltret skal fjernes fra
kirkerne, og i den fynske biskop Jakob Madsens visitatsbog fra slutningen af 1500-tallet
fremgår det, at der i 43 landsbykirker stadig fandtes to eller flere sidealtre (Frederiksen 1987).
På en af sine visitatser i Fuglse herred på Fyn befalede biskoppen desuden, at vægmalerierne i
kirkerne skulle overmales. På trods af denne befaling fra højeste sted, ser det imidlertid ikke ud
til, at det blev udført. Og endelig i 1578 blev Tågerup Kirke visiteret af provst Jørgen
Christiernsen, og han kunne i sin visitatsbog anføre, at han har befalet “som ofte forhen …. at
den slemme Maling i Kirken Skulde udslettes” (Frederiksen 1979;15). Vi ved nu, at med
ganske få undtagelser fik kalkmalerierne med deres mangfoldige motiver lov til at stå.
Reformationen udførtes nok som en ændring af de ydre former, men først og fremmest synes de
evangeliske bisper og teologer at have koncentreret sig om den mentale forandringsproces. Når
den var gennemført, var billederne ikke længere skadelige.
afrunding
Årene efter reformationen var præget af både tradition og fornyelse. Dette ses bedst udtrykt i to
kirker fra hver sin ende af landet: Sulsted Kirke i Nordjylland og Raklev Kirke ved Kalundborg.
Sulsted Kirkes udsmykning fra 1548 med scener fra Jesu passionshistorie, apostelrækken og
Jomfru Maria i solgissel motivet, er som vist både typisk for den reformerede kirke, hvis lære
baseredes på evangelierne, men udviser også klare katolske træk. Der hvor den katolske
tradition slår stærkest igennem er i virkeligheden konceptet med at foretage en komplet
udsmykning af kirkens hvælv. Hvis man ser bort fra de evangeliske træk, kunne udsmykningen
lige så godt være udført i årtierne op til reformationen.
Fig. 3.
Raklev Kirke, interiør. Altertavlen er fra
1668, stolerader og prædikestol fra henh.
1606 og 1613, og døbefonden fra første
halvdel af 1200-tallet er sandsynligvis
overført fra Skt. Olai Kirke.
Efter Lillie 1992;12.
24

Ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier
Det nye, renlivede evangeliske kirke er repræsenteret i Raklev Kirke. Den blev opført i
1547 som afløser for Skt. Olai Kirke i Kalundborg, og er helt i overensstemmelse med de
retningslinier, der blev givet af Peder Palladius på hans besøg rundt i Sjællands sogne. I sin
visitatsbog skriver han: “Tre ting have I her inden disse døre, som eder bør at tage mest vare
på. Og var de ikke inde, da måtte I vel selv være her ude, det første er eders prædikestol,
det andet er eders fond, det tredje eders højalter. … Fonden nede i kirken og alteret oven i
kirken og prædikestolen midt imellem, at når eders sognepræst prædiker … da beviser han
sin lærdom med de tvende højværdige sakramenter, derfor slår han den ene hånd ind til
fonden, og den anden op til alteret … ” (Efter Hørby 1972;135, stavning moderniseret). Som
det fremgår af fig. 3 er Raklev kirke indrettet helt efter disse retningslinier. Ganske vist er det
nuvæ-rende inventar fra forskellige perioder, men grundlæggende må man dog gå ud fra, at
indretningen er som ved opførelsestidspunktet. Her står hovedalteret for enden af selve skibet,
som er uden kor, så menigheden tydeligt kan se hvad der foregår og deltage i gudstjenesten.
Døbefonden er placeret til vestre for alteret og prædikestol til højre og således, at alle kan se
præsten, og han kan se både hele menigheden og ned mod døbefond og alter. Ingen malerier
pryder de hvidkalkede vægge, kun på nordvæggen ses et hyldestdigt til kirkens grundlægger,
den tidligere leder af Franciskanerklostret i Kalundborg Melchior Jensen, og loftet er af kraftige
bjælker. Alt er enkelt og meget evangelisk – her hersker ordet.
25

litteraturliste
Ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier
Primære kilder
Kalkmaleri i Søborg Kirke, Roskilde stift. Motiv med Jomfru Maria i solgissel. Dateret til
ca. 1350.
Kilde: http://www.kalkmalerier.dk. = 10 ns.
Kalkmalerier i Skamstrup Kirke, Roskilde stift. Flere scener der gengiver helgenlegender
– bla. Skt. Laurentius, pave Sixtus II, Hippolytus og Cyrilla. Dateret til 1460-1480.
Kilde: http://www.kalkmalerier.dk. = 10 ns.
Kalkmalerier i Bollerup Kirke, Lund stift. Motiver med bla. dommedag, Anna selvtredje og
Skt. Kristoffer. Dateret til 1476.
Kilde: Bolvig 2002, s. 239-240. = 10 ns.
Kalkmalerier i Bregninge Kirke, Roskilde stift. Motiver fra flere perioder. Blandt andet
Skt. Katarinas martyrium. Dateret til 1460-1480. Rest af senere motiv med Skt. Kristoffer.
Dateret til efter 1550.
Kilde: Bolvig 2002, s. 159-160, Lillie 1992, s. 88-89. = 10 ns.
Kalkmalerier i Tuse Kirke, Roskilde stift. Motiver fra Jesu liv, forskellige helgener og
deres martyrium, bla. Skt. Laurentius. Dateret til 1460-1480.
Kilde: Bolvig 2002, s. 205-206. = 10 ns.
Kalkmalerier i Fanefjord Kirke, Roskilde stift. Motiver med blandt andet
Skabelsesberetningen. Dateret til 1475-1500.
Kilde: Bolvig 2002, s. 161-162. = 10 ns.
Kalkmalerier i Århus Domkirke, Århus stift. Tredelt scene med Himmerige, Skt. Gregors
messe og Skærsilden, diverse altertavler, og forskellige motiver med helgener og
helgeninder (bl.a. Skt. Eligius og Skt. Agnes). Dateret til 1475-1500.
Kilde: http://www.kalkmalerier.dk; Bolvig 2002, s. 83-86. = 10 ns.
Kalkmalerier i Brunnby Kirke, Lund stift. Motiver fra Det Gamle Testamente, forskellige
helgener og helgeninder samt Maria med barnet, Jesus som smertensmand og Veronicas
svededug. Dateret til ca. 1500.
Kilde: Bolvig 2002, s. 240-241. = 10 ns.
Kalkmalerier i Skive Gamle Kirke, Viborg stift. Motiver med 72 hellige personer og
martyrer. Motiv med Jesus Kristus som konge og Gud som Pave. Dateret til 1522.
Kilde: http://www.kalkmalerier.dk. = 10 ns.
Kalkmaleri i Brøns Kirke, Ribe stift. Scene med paven omgivet af sin gejstlige embedsstab
og munke. De er grupperede omkring et brev med segl men uden skrift. Dokumentet er
flankeret af to munke med æselører. Desuden scene med Jesus i centrum foran
himmelborgen, der angribes af gejstlige. Skt. Kristoffer og Skt. Jørgen. Dateret til 1530-
1540.
Kilde: Bolvig 2002, s. 100-101. = 10 ns.
Kalkmalerier i Torum Kirke, Viborg stift. Motiver med bla. Skt. Laurentius og Skt.
Kristoffer. Dateret til 1530-1560, de to helgener sandsynligvis lige omkr. 1536.
Kilde: Bolvig 2002, s. 56. Lillie 1992, s. 58-61. = 10 ns.
26

Ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier
Kalkmaleri i Estruplund Kirke, Århus stift. Motiv med Skt. Laurentius. Dateret til 1542.
Kilde: http://www.kalkmalerier.dk. = 10 ns.
Kalkmalerier i Sulsted Kirke, Børglum stift. Syv motiver med Jesu passionshistorie og
aposteler. Desuden gengives den apostolske trosbekendelse på latin. Dateret til 1548.
Kilde: http://www.kalkmalerier.dk. = 10 ns.
Kalkmalerier i Åsted Kirke, Viborg stift. Motiverne i koret med scener fra Det gamle
Testamente samt Melanchton og Luther. Dateret til 1550-1600.
Kilde: Bolvig 2002, s. 52. = 10 ns.
Kalkmalerier i Gudum Kirke, Viborg stift. Motiv i sydkappe med Isaks ofring og Moses og
kobberslangen, i midten heraldik. Desuden forskellige motiver fra det gamle og nye
testamente. Dateret til 1550-1560.
Kilde: Bolvig 2002, s. 45-46. = 10 ns.
Kalkmalerier i Sønderholm Kirke, Viborg stift. Motiver med Skabelsesberetningen og
andre fra Det gamle Testamente og en del heraldik. Dateret til 1556.
Kilde: http://www.kalkmalerier.dk. = 10 ns.
Kalkmaleri i Auning Kirke, Ribe stift. Motiv med Skt. Laurentius. Dateret til 1562.
Kilde: http://www.kalkmalerier.dk; Bolvig 2002, s. 88. = 10 ns.
Kalkmaleri i Hørve Kirke, Roskilde stift. Motiv med Skt. Jørgen og dragen og prinsesse
Kleodolinde af Kampedusa. Dateret til 1564.
Kilde: http://www.kalkmalerier.dk. = 10 ns.
Reformationen af Graabrødre Kloster i København og Fortegnelse over Graabrødre
Klosters Klenodier.
Kilde: Hørby, K. 1972, s. 117-118. =2,3 ns.
Peder Palladius: En Visitatsbog (1543-44), uddrag.
Kilde: Hørby, K. 1972, s. 133-139. = 11 ns.
Poul Helgesen: Skibbykrøniken i uddrag (bl.a. billedstormen i Frue Kirke), oversat af A.
Heise.
Kilde: Hørby, K. 1972, s. 80-85; 95-101; 122-124 = 24,7 ns
Martin Luther: Kan soldater også have Guds nåde ?.
Kilde: Rasmussen, L. G. 2004, s. 165-17. = 8,2 ns.
i alt 216,2 ns.
27

Ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier
Sekundære kilder
Ahlberg, B. 1973: Luther i Norden.
I: Andrén, C.-G. (red.): Reformation i Norden. Kontinuitet og fornyelse, s. 28-
43. Lund. CWK Gleerup Bokförlag. = 19 ns.
Bencard, M. 1980: Tvivlens tid.
Kronik i Tidsskriftet Skalk 1980;1. Højbjerg. =11,8 ns.
Bolvig, A. 1994: Bondens billeder. Om kirker og kunst i dansk senmiddelalder.
Gyldendal. Aalborg Stiftsbogtrykkeri A/S, Ålborg. = 157 ns.
– – 1996: Reformationens rindalister. Om kunst og arkitektur i 1500-tallets Danmark.
Gyldendal. Clemenstrykkeriet, Århus. = 204 ns.
– – 1999: Kalkmalerier i Danmark.
Forlaget Sesam. Nørhaven A/S. Viborg. = 230 ns.
– – 2002: Politikens bog om Danmarks kalkmalerier.
Politikens Håndbøger. Politikens Forlag A/S. Narayana Press. Odder.
= 414 ns.
Frederiksen, H. J. 1979: Kalkmalerierne og billedproblemet i den danske kirke 1536-ca.
1600.
ICO, Iconographisk Post, 1979, s. 14-24. Udgivet af Center for Kunst og
Kristendom, København. = 7 ns.
– – 1987: Reformationens betydning for den kirkelige kunst i Danmark.
Reformationsperspektiver. Acta Jutlandica LXII:3. Teologisk Serie 14.
Århus Universitetsforlag. Århus. = 36 ns.
Frederiksen, H. J. & I.-L. Kolstrup 1993: Ny dansk kunsthistorie. Bind 1: Troens kunst.
Kunstbogklubben. Forlaget Palle Fogtdal A/S. Rosendahls Bogtrykkeri,
Esbjerg. læst = 70 ns.
Foss, G. 1982: Århus Domkirke.
Clemenstrykkeriet, Århus. 4. udgave. læst = 11 ns.
Hørby, K. 1972: Reformationen i Danmark. Kilder udvalgt af Kai Hørby.
Gyldendalske Boghandel, Nyt Nordisk Forlag. Nordisk Bogproduktion, Haslev.
Haastrup, U. (red.) 1991: Danske Kalkmalerier. Sengotik 1475-1500.
Nationalmuseet. Christian Ejlers’ Forlag. Poul Kristensen Grafisk Virksomhed.
København. = ca. 230 ns. tekst
– – 1992: Danske Kalkmalerier. Sengotik 1500-1536.
Nationalmuseet. Christian Ejlers’ Forlag. Poul Kristensen Grafisk Virksomhed.
København. = ca. 230 ns. tekst
Jensen, Chr. A. 1935: Lutherdom og kirkekunst
Fortid og Nutid, bind 11-12, 1935-1936., s. 137-145
Tidsskrift for Kulturhistorie og Lokalhistorie. Udgivet af Dansk Historisk
Fællesforening. H. Hagerups Forlag, København. = 7 ns.
28

Ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier
Kjær, U. (red.) 2000: Danish Murals. A World to be Discovered.
Published by The Ministry of Ecclesiastical Affairs and the National Museum
København. Poul Kristensen Grafisk Virksomhed, København.
=97,2 ns.
Lausten, M. Schwartz 1997: Kirkehistorie. Grundtræk af Vestens kirkehistorie fra
begyndelsen til nutiden.
Forlaget Anis. Clemenstrykkeriet, Århus. = 448 ns.
– – 2002: Reformationen i Danmark.
Akademisk Forlag. Special-Trykkeriet, Viborg. 2. udgave, 1. oplag.
= 235 ns.
Lillie, E. L. (red.) 1992: Danske Kalkmalerier. Efter reformationen 1536-1700.
Nationalmuseet. Christian Ejlers’ Forlag. Poul Kristensen Grafisk Virksomhed.
København. = ca. 230 ns. tekst
Lind, G. M. & H. Græbe 1971: Dødedansen i Egtved.
Nationalmuseets Arbejdsmark. Nationalmuseet. Andelsbogtrykkeriet, Odense.
= 15 ns.
Nauert, C. G. Jr. 1995: Humanism and the Culture of Renaissance Europe.
New Approaches to European History. Cambridge University Press.
= 297 ns.
Pade, M. & M. Skafte Jensen (red.) 1988: Renæssancen. Dansk – Europæisk – Globalt.
Renæssancestudier 2. Museum Tusculanums Forlag. København.
Rasmussen, L. G. 2004: Kompendium til Renæssancekundskab II.
Åbent Universitet. Romansk Institut v. Københavns Universitet.
Stenbæk, J. 1973: Den danske kirkeordinans af 1537/39 – teologi og funktion.
I: Andrén, C.-G. (red.): Reformation i Norden. Kontinuitet og fornyelse,
s. 130-155. Lund. CWK Gleerup Bokförlag. = 29 ns.
Wittendorf, A. 1986: Rejsen mod virkeligheden. Den europæiske forestillingsverden fra
reformationen til nutiden.
Aschehoug, København. Bianco Lunos Bogtrykkeri. = 82 ns.
I alt: 3060 ns
29

Ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier
Digitale kilder
Lillie, E. L. (u. å.): Reformation og billede.
Artikel på web-sitet http://www.kalkmalerier.dk. = 4,8 ns.
Munck, J. (u.å): Det luthersk-protestantiske kunstsyn
Artikel på web-sitet http://www.ansgar.dk = 10 ns.
I alt: 14,8 ns.
Diverse illustrationer af kalkmalerier i danske kirker.
http://www.kalkmalerier.dk.
Hjemmeside med index og fotos over kalkmalerier i danske kirker.
Litteraturliste og diverse artikler om emnet.
Redaktør: Axel Bolvig. Historisk Institut ved Københavns Universitet.
Illustrationer i “Passional Christi und Antichristi. Wittenberg 1521” af M. Luther.
http://www.kb.dk/luther/passion/index.htm.
Digitale fotos på Det kongelige Biblioteks webudstillinger 2002.
30

anden litteratur
Ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier
Primære kilder
Boccacio, Giovanni: Griselda (Dec. X.10). = 14 ns.
Brahe, Tycho: Til Urania. = 24 ns.
Digt til Erik Lange. = 6 ns.
Brev fra Urania til Titan. = 11 ns.
Celtis, Conrad: Digte. = 25 ns.
Cervantes, Miguel de: Don Quixote.
Chaucer, Geoffrey: The Students Tale . = 85 ns.
Cruz, Juan de la: Adonde te escondiste. = 13 ns.
Dansk vise (Forf. ?): Lad fare, min Sjæl, din høje Attraa. = 15 ns.
Erasmus af Rotterdam: Tåbelighedens Lovprisning. = 19 ns.
Julius foran Himmelporten. = 34 ns.
Frandsen, Hans: Til Læseren. = 8 ns.
Giraldi Cinzio, G. B.: The Moor of Venice. = 14 ns.
Huitfeldt, Arild: Historisk Beskriffvelse… = 2 ns.
Luther, Martin: Fortale til første bind av …. = 11 ns.
Til den kristne Adel … = 23 ns.
Fortale til Det nye Testamente. = 7,6 ns.
Fortale til Jakob og Judas’ breve. = 3,3 ns.
Fortale til Johannes Aabenbaring. = 1,8 ns.
Lyscander, C. C.: Den Grønlandske Krønike. = 11 ns.
Lætus, Erasmus: Om Christian IV’s Fødsel og Dåb. = 10 ns.
Magnus, Olaus: Historia de Gentibus Septentrionalibus. = 8 ns.
Montaigne, Michel de: Essais. = 44 ns.
Pratensis, Johannes: Daphnis. = 15 ns.
Rabelais, Francois: Gargantua og Pantagruel. = 17 ns.
Ronsard et al.: Franske digte. = 18 ns.
Sadolin, Hans Jørgensen: Til magister Niels Krag. = 4 ns.
Han beklager sin Skødesløshed … = 2 ns.
Shakespeare, William: Othello, the Moor of Venice. = 88 ns.
31

Ikonografien i sengotiske og efterreformatoriske kalkmalerier
Spenser, Edmund et al.: Digte om Elisabeth. = 33 ns.
Engelske sonetter. = 20 ns.
Svanning, Hans: Christian II. = 7 ns.
Vedel, Anders Sørensen: Fortalen til Den Danske Krønicke. = 30 ns.
Vega, Lope de: Hertugen af Visio. = 58 ns.
Wyatt, Thomas: Gendigtning af Petrarca sonetter. = 6 ns.
I alt 687,7 ns.
Alle kilder forekommer i:
Rasmussen, Lise Grosen 2004: Kompendium til Renæssancekundskab II.
Åbent Universitet, Romansk Institut v. Københavns Universitet.
Sekundære kilder
Christensen, Torben: Reformation og nation. = 7 ns.
Ellehøj, Svend: Ramme om et fyrsteportræt. = 38 ns.
Jensen, Hannemarie Ragn: Landegrænse. = 23 ns.
Rasmussen, Tarald: Luthers reformatoriske gjennombrudd og veien dit.= 5,6 ns
Schreiber, Bob: Ways of Seeing in the Age of Dürer. = 25 ns.
Spiller, Michael: Wyatt, Surrey and their Legacy. = 30 ns.
Stein, Meir: Marmorgalleriet på Frederiksborg. = 15 ns.
Frederiksborg. = 12 ns.
Alle kilder forekommer i:
Rasmussen, Lise Grosen 2004: Kompendium til Renæssancekundskab II.
Åbent Universitet, Romansk Institut v. Københavns Universitet.
I alt: 148,6 ns.
32